Ivar Aasen Norsk Ordbog

Skora, f. 3, en Støtte; s. Skorda.

Skorbit (o’, ii), m. øverste Stok i en Sidevæg (= Raftestokk). Tel.

Skorda, f. 1) en Støtte; et Støttetræ med en Kløft i Enden (til Gjærder og Hesjer); ogsaa en liden Støtte under Siden af en opsat Baad osv. I sidste Tilfælde siges tildeels Skor (o’); ellers sædvanlig Skora (o’), Berg. Stift; Skora (oo), Nordl., Skola, el. Skool (Tykt L), Ork. og flere. G.N. skorda. (Jf. Eng. shore, Holl. schoor). – 2) Kilesteen i en Muur, Steenflise til Udfyldning og Støtte under en større Steen. Hall. i Formen Skore (oo) eller Skole (tykt L). Sv. Dial. skola (Rietz 59).

skorda, v.a. (ar), sætte Støtter til, støtte f. Ex. en opsat Baad. B. Stift, i Formen skora (o’). G.N. skorda. Ogsaa om at opsætte Baade eller Fartøier. Trondh.

Skording, f. Forsyning med Støtter.

Sko-reim, f. Skorem, Skotvinge.


skoren (o’), part. skaaren: klippet: tilskaaren; afskaaren; ogs. castreret osv. see skjera.

skorfast (o’), adj. kommen i Knibe, el. til et Sted hvor der er ingen Udvei.

Skorfeste (o’), n. en Stilling hvor man ikke har nogen Udvei. Koma i Skorfeste, egentl. komme ind i en Bjergskure (Skor), hvor man ikke kan komme frem og vanskelig nok tilbage. Hard. Tel. og fl.

Skorfil (o’), m. Uret, Skade. Sdm. “Sjaa til, at dei inkje gjere de Skorfiil”: pas paa, at de ikke gjøre dig Uret.

Skorkjevle, n. Karvestok, Kjæp hvorpaa man sætter Mærke for visse Tal i en Optælling. Nordl.

Skorkveita (o’), f. Helleflynder som ophænges til Tørring efter at være indskaaren med enkelte Tværsnit paa Siderne. Nordl.

skorlaupa (seg), v.a. forvilde sig til et Sted, hvor der ikke er nogen Udvei (see Skorfeste). Tel.

Skormark, f. Steengrund ved Foden af en Klippe.

Skormeit, f. en Linie i Manen paa en Hest, dannet derved at en Rad af Haar paa hver Side klippes kortere end den mellemste Rad. Tel.

stormerkjen, adj. meget forsigtig, tilbageholden, frygtsom. Tel.

Skormol (o’, o’), m. en Hob af gnavende Dyr (egentlig Møl); ogsaa: en stor Mængde, en Vrimmel. Sfj.

Skorpa, f. Skorpe, skrumpen Hinde. Ogsa et Stedsnavn, vistnok med en anden Betydning, men uvist hvilken.

skorpast, v.n. belægges med Skorpe. Hedder ogsaa skorpeleggja. Hertil skorpelagd: belagt med en Skorpe.

skorpen, adj skrumpen, sammensnerpet, indtørret. Gbr. Indh. G.N. skorpinn. Jf. skarp og skjerpa.

skorpna, v.n. skrumpe sammen.

skorra, v.n. (ar), glide paa Iis (= skreida, renna seg). Smaal. Nt. schurren. (Schambach 188). Ved Mandal sko-renna: glide med bare Sko, uden Skøiter.

skorsetja (o’), v.a. sætte i Knibe (i “Skor”). skorsett: bragt i Forlegenhed (omtr. som skorfast). Vald. Tel. Jf. skjersett.

Skorspon (o’, oo), m. smaa Huggespaaner (af skora, v.). Paa Sdm. “Skoraspøne”. Jf. Skortveit.

Skorstein (o’), m. Skorsteen, eller mest alm. Skorsteenspibe. (Sjeldnere om Ildstedet). T. Schorstein, Schornstein.

Skorstokk, m. Karvestok (= Skorkjevle).

Skort (oo), m. Mangel, det at et Forraad bliver for lidet. (Alm.). G.N. skortr.

skorta (oo), v.n. (ar), mangle, fattes; blive for lidet. Lidt afvig. fra G.N. skorta (ir). Ofte med Betegnelse af Personen i Dativ, f. Ex. Det skortar honom inkje: han har nok af det Slags. Jf. vanta, bresta, trjota.

Skorta (oo), f. en liden Bjergkløft, en Huulning eller Afsats under en Klippe. (Noget ligt Skor). Sogn, Tel. Buskr. og flere.

skortna (o’), v.n. størkne, stivne. Østerd. (Sv. Dial. skårtna).

skortutt, adj. ujævn, fuld af Kløfter eller Huulninger.

Skortveit, m. Huggespaaner. Helg.

skortutt (o’), adj. fuld af Skurer; s. Skora.

Skorv, pl. (Klipper), s. Skarv.

Skorøks (o’), f. smal Øxe til at fælde eller sønderhugge Træer; s. skora.

[Skosa (oo), f. Fortælling, Historie. Nhl.

Sko-skant, m. Mønster hvorefter Skolæder tilskjæres. Sfj. og fl.

Sko-slit (i’), n. Slid paa Skotøi.

Sko-spenne, n. Spænde i Sko.

Sko-svorta, f. Skosværte.

Skot (o’), n. 1) Skyden, det at noget skyder eller skydes frem. Ofte i Sammensætning, som Framskot, Uppskot, Teleskot og fl. Saaledes ogsaa: Vragning, Udskydning. Dei fekk myket Skot paa Fisken sin, dvs. en stor Deel af deres Fisk blev vraget. B. Stift. (Af skjota, skaut). – 2) Skud med et Skudvaaben; Pileskud osv. G.N. skot; Sv. skott. Jf. Skotmaal. Ogsaa Ladning til et enkelt Skud. Eg heve endaa eit Skot i Hornet (dvs. Krudhornet). – 3) Ting som bliver fremskudt, tilskudt, tillagt. Hertil Innskot, Samanskot, Tilskot. Skot paa Garn: Kantning; s. Garnskot. – 4) Sted hvor noget fremskydes; f. Ex. hvor Tømmerstokke nedskydes fra et Bjerg. Tel. og fl. (Andre St. Laup, Løypa, Rensl). – 5) Lag eller Række af sammenskudte Ting; saaledes: en Stanglængde i en “Hesje”, et Sæt af Stænger som opstilles jævnsides. Nordre Berg. (Jf. Golv). – 6) en Tilbygning til et Huus: Udbygning, Bislag; ogsaa et Skuur eller Tørringshuus. Temmelig alm. G.N. skot. Jf. Skut, Skaale, Skjol.

Skot (oo), n. Smaadyr som gjøre Skade paa Agrene; Muus eller Fugle som æde Korn. Østerd. Guldalen. Vistnok egentlig Skod; jf. G.N. skód, n. skadelig Ting. (Egilsson 737).

Skot (o’), m. Stavnrum; s. Skut.

skota (o’), v.a. (ar), 1) fremskyde; drive en Baad fremad med en Stang el. Stage (Skota). Østerd. og fl. Nogle St. skaataa. Jf. skuta. – 2) stikle, give spydige Ord (Skotord):. Hall.

Skota (o’), f. 1) en Stang hvormed en Baad fremdrives, f. Ex. over en Elv. Østerd. i Formen Skoto. – 2) en Skodde, en Bom eller Slaa til at lukke med (= Loka). Smaal. Rom. (Skoto). – 3) en liden Skovl, hvormed man øser Korn eller
Meel. Tel. i Formen Skotu (o’).

skotall (o’), adj. vaklende, usikker, upaalidelig. Nhl. Jf. skotvik.

Skot-aar (o’), n. Skudaar (= Laupaar).

Skotblad (o’), n. det øverste Blad paa et Straa, det Blad som omfatter det udskydende Ax. Hedder ogsaa Skotbelg, m. Trondh., og Skotholk, m. Sdm. Det stend i Skotblad (el. i Skotholken): Kornet begynder at skyde Ax.

Skotboge (o’, o’), m. Skydebue.

skoten (o’), part. 1) skudt, fremskudt; udskudt; vraget. 2) rammet af Skud. 3) kantet osv. s. skjota.

skotfri (o’), adj. skudfri.

Skotgamp, m. gammel Hest, som slagtes ved Skud. Om Hoppe: Skotmerr, f.

Skotholk, m. s. Skotblad.

Skothyvel (o’, y’), m. Langhøvel, hvorpaa man kanter Fjele eller Staver; s. skjota.

skothærd, adj. skimmelhaaret. Lister (?).

Skoting, s. Skotung.

Skotkeiping, m. en Baad med fire Aarepar og uden Lastrum. Nordl. Namd. Egentlig Skutkeiping.

Skotlag, passende Stilling og Afstand for Skud. Tel. og fl.

Skotlok (o’, o’), n. et Laag som kan udtrækkes og indskydes i en dertil udskaaren Fals.

Skotloka (o’, o), f. en Slaa eller Bom som kan skydes til Siden.

Skotluka, f. Luge som skydes fra eller til.

Skotmaal, n. 1) Skudmaal. 2) Skudvidde, Afstand hvori et Skud kan ramme. Ogsaa kaldet Skot, eller Byrseskot.

Skotning (o’), m. ufuldbaaren Unge, Foster som er kastet eller født i Utide. (Kalvskotning; Fylskotning). Hard. Sogn, Hall.

Skot-ord, n. spydige Ord; s. skota.

Skotpengar, pl. Præmie for at skyde Rovdyr.

skotra (o’), v.n. skotte; s. skvatta.

Sko-traad, m. Traad at sye Sko med.

Sko-trjosk (-trøsk), m. Overlæder og Hælstykke til en Sko.

Skotsaar, n. Skudsaar.

Skotskiva, f. Skydeskive.

Skotsmaal, n. Skudsmaal, Bedømmelse. (Synes optaget af Dansk).

Skotung (o’), m. Vind som blæser fra en stor Skybanke i det Fjerne. Nordl. og fl. (tildeels udtalt Skottung); paa Sdm. Skoting (o’). Efter Retningen kaldet Havskotung, Landskotung og fl. (Begrebet noget usikkert; maaskee: en udskydende Green af en større Luftstrømning). Hertil: Skotungsbakke, m. Skybanke i Horizonten, hvorfra der udgaar en stadig Blæst.

Skotvaapn, n. Skydevaaben.

skotvik (o’, ii), adj. ustadig, flygtig (omtr. som skotall). Hard.

Skot-øl (o’), n. Gjæstebud som er foranstaltet ved Sammenskud af flere Personer. Nordre Berg. Hall.

Skov (o’), n. 1) Fremrykning, Flytning; ogsaa om et kort Veistykke. Rom. og flere. Egentl. Fremstødelse, af skuva (skauv). – 2) Anfald, Dyst, Kamp; ogsaa: Opløb, Tummel, Travlhed for en kort Tid. Hall. Vald. Nordre Berg. – 3) Stund, Tid, enkelt Gang. “To tre Skøv”: to eller tre Gange. Smaal. Jf. Sv. skof (i Dial. skuv): Stund, Mellemtid. Lignende Begreb som i Rid, Rykk, Tak, Beite, Kast.

skova (o’), v.n. (ar), gaae ustadigt, komme stødviis, i enkelte Ryk. Hall.

Skova (oo), f. Skover, Afskrab; Skorpe i Bunden af Kar; ogsaa om fortørret Bærme. Isl. skófir; Sv. skofvor, pl. (Af. skava, skov).

skovelagd (oo), adj. belagt med Skover.

skoven (o’), part. fremstødt, flyttet; s. skuva.

Skovlung (o’), m. 1) en skavet Kjæp (see Skjevling). Tel. – 2) Læg, Skinnebeen. Sæt.

Skrabb, m. en tør, stenig Plet i Eng eller Ager. Smaal. Gbr. Jf. Skabb, Rabb.

Skraddar, s. Skræddar.

skral, adj. svag, ringe, daarlig. Mandal og flere. Jf. skrælen. Holl. schraal.

skrala, v.n. (ar), 1) skralde, larme (skrella). 2) prale, skryde. Hall. Hertil: Skral, n. Skryderie, Selvros.

skramla, v.n. (ar), skramle, skralde. Skraml, n. og Skramling, f. Skralden.

skran, adj. mager, tør; s. skrinn.

skrangla, v.n. (ar), klirre, skralde, skramle; gaae med Larm eller Knagen. Østl. – Hertil Skrangl, n. og Skrangling, f. Skrald, Bulder; f. Ex. om larmende Kjørsel. – skranglutt, og skranglen, adj. larmende, knagende.

skranleitt, s. skrinnleitt.

Skrap, n. 1) Skrab; daarlige eller uduelige Ting. – 2) en daarlig, kummerlig Tilstand.

skrapa, v.a. og n. (ar), 1) skrabe, kradse. Nogle St. skraapaa. – 2) knirke, rasle; om en Lyd som ligner en Skraben. G.N. skrapa. Jf. skreppa, skraava. – 3) slaae sig igjennem, holde sig med nogen Møie. (Ligt harka, grava, baska og fl.).

Skrapa, f. 1) et Skrabejern. – 2) Irettesættelse, skrubbende Tiltale. Dei fekk ei Skrapa fyre det. Nordl. Trondh. Sdm. (Sv. skrapa).

skrapall, adj. ussel, daarlig; ogsaa: sygelig. Nordre Berg. Nogle St. skrapen.

Skraping, f. Skraben; ogsaa Knirken.

Skraplass, n. det sidste Læs af en Hob eller Dynge. (Nogle St. Skrapalass). Hertil et Ordsprog: Skraplasset verd alltid størst, dvs. den sidste Samling bliver gjerne den største.

Skrapmark, f. Marker med lidet Græs.

skrapp, adj. rask, let, net. Smaal.

skrappa, v.n. banke, hamre paa. Hall.

Skraptaska, f. en Plante: Rhinanthus.
Østerd. I Indh. Skraapaapung.

skrata, v.n. (ar), 1) kagle, svadse; om Fugle, f. Ex. Skaden. Sæt. – 2) skjende, give knubbende Ord. Solør. Hertil Skrata, f. en Irettesættelse (= Skrapa).

skrata, v.a. (ar), vrage, forskyde. (Jf. rata). Lister (skrada). Particip “skrada”: ringe, slet. Ogsaa paa Sdm. “Skratvare”, daarligt Kram. Jf. Skrot.

skratla, v.n. 1) rasle, knirke; f. Ex. om Straa. B. Stift. 2) lee høit; s. skratta. Jf. skrella.

skratta, v.n. (ar), 1) larme, dundre med en trommende Lyd; f. Ex. om Regn. Hall. – 2) lee høit, skoggerlee. (Mere alm.). Sv. skratta.

Skraua, f. en vis Hestesygdom. Sogn.

skraula, v.n. rumle, lyde huult. Hall.

Skraut, n. Pralen, Skryderie? Vald. (Usikkert). Jf. skrøyta. G.N. skraut: Pragt.

Skrauv, f. Skum, en Hob eller Top af Skum; f. Ex. paa Øl. Nhl. (Skrau).

skrauva, v.n. (ar), 1) skrolle, optage et stort Rum. Jæd. (Jf. skrøyva). 2) skumme, afsætte Skum (Skrauv).

skrava, v.n. (ar), snakke, prate. Hard. G.N. skrafa. Jf. skravla.

Skravl, n. Vrøvl, Ordgyderie.

skravla, v.n. (ar), snakke vidt og bredt, vaase, vrøvle; ogsa skryde, prale. Østl. og fl. Sv. skräfla.

Skravlar, m. en Storsnakker, Ordgyter. Hedder ogsaa Skravl, m. og Skravlekopp, m. Om Kvinder Skravlekolla.

skravlesam, adj. stortalende, tilbøielig til Ordgyderie. Ligesaa: skravlekjær.

Skraa, f. (Fl. Skrær), 1) Plade, Jernplade til Beslag. Hedm. Rom. Mere alm. om en Laasplade (Laasskraa). G.N. skrá (jf. Isl. skrá: Laas). – 2) Læderstump, Lap af Skind eller Læder. Jf. Bikskraa. Ogsaa ellers om haardt og skrumpent Skind; saaledes om gamle Skindklæder og især om Sko; hertil Talemaaden “setja upp Skrærna” (Skræ’ne): falde baglængs, saa at Fødderne vippe op. Trondh. Nordre Berg. Jf. skraaen, og Skraaverk. – 3) Skraakugler, Kartæscher. (Sjelden). Ellers om en liden Stump til at tygge. Tobakskraa. (Alm.). – Efter Hallager skulde Skraa ogsaa betegne en Bog; vel egentlig en Fortegnelse, ligesom G.N. skrá: Indførselsbog, Protokol.

skraa, v.a. (r, dde), 1) kløve, spalte; især Jern. Ork. 2) opskjære i Stumper; især Tobak til Tygning. Vistnok nyere Ord, maaskee for skraada; jf. skræda.

skraaen, adj. 1) noget tør, halvtørret. Voss, Buskr. (Andre St. skraanad). Jf. Isl. skráþurr. – 2) skrumpen, haard, skarp at føle paa. Gbr. Ork.

skraala, v.n. (ar), skraale, raabe, tale høit. Jf. skræla. Hertil Skraal, n. og Skraaling, f. Skraalen. Skraalar, m. høirøset, støiende Person. skraalsam, adj. skraalende.

skraama, v.n. (ar), glimre, prunke. Gbr. (Lom). G.N. skráma: lyse.

skraama, v.n. (ar), saare, ridse, sætte en Rift i. Tel. Hall.

Skraama, f. 1, Skramme, Rift, Hul. Sv. skråma.

Skraama, f. 2, Tare, bredbladet Tang. Oftere Skraametang, n. Ryf. Hard.

skraamen, adj. bred og tynd, meget udstrakt. Hard.

skraana, v.n. (ar), tørres, krybe sammen, blive haard og skrumpen. Berg. Ork. Nordl. (Jf. skræna). Particip skraanad: indtørret, skrumpen. Jf. skraaen.

Skraap, m. mager Fisk, især om Torsk. Nordl.

skraapa, v.n. knirke; s. skraava.

Skraatt, s. Skrott.

skraava, v.n. (ar), knirke, skrabe, give en raslende Lyd som naar man haandterer tørre Skind, Papir, Løv eller noget lignende. B. Stift, Vald. Nordl. Isl. skráfa. Om en stærkere Knirken siges: skraapa, Sdm.

Skraaverk, n. Flikværk, noget som er sammensat af Stumper. Tel.

Skraaving, f. Knirken, raslende Lyd.

Skre, s. Skreid, Skrid, Skrida.

skreia, s. skria og skreida.

skreid (gled), s. skrida.

Skreid, f. 1) en fremskridende Hob, Flok, Følge. Temmelig alm. Nogle St. Skrei; ogsaa Skre, f. Ex. “Ulve-skre”, Østerd. Heile Skreidi: det hele Følge. G.N. skreid. – 2) Stiim eller Masse af Torsk (Skreidtorsk), som paa en vis Tid om Vinteren strømmer ind imod Landet. Nordl. (G.N. skreid, ogsaa om Tørfisk). – 3) en nedstyrtende Masse (= Skrida). Indh. – 4) det samme som Makkeskreid. Jf. Skreidmakk. – 5) det samme som Joleskreid (= Reid, Oskereid). Hall.

skreida, v.a. (er, de), 1) skyde til Side, støde paa noget saa at det glider ud af sin Stilling. Tel. og fl. (skreie). Skreid Loka ifraa: skyd Slaaen fra Døren. – 2) skreida seg: glide, rende paa Iis eller Snee (= renna seg). Søndre Berg. (skreia seg). Af skrida, skreid. Hertil Skreidebakke, m. Rendebakke.

Skreida, f. Luge som lukker en Aabning ved at indskydes i en dertil indrettet Fals. Østl. (Skreie).

Skreidmakk, m. et Slags meget smaa Orme, som foretage Vandringer i tætsluttede Rækker; s. Makkeskreid.

Skreidtorsk, m. Torsk som kommer fra Havet i store Stimer; Vaartorsk (Gadus Morrhua).

skreka, s. skrika (i’). skrekka, s. skrøkka.


Skrekling, m. = Krekling. Indh.

Skrell, m. Skrald, Smæld.

skrella, v.n. (skrell, skrall, skrollet), skralde, brage, give et Knald; ogsaa: gjenlyde, give Echo. Sogn. Sfj. og fl. Han slær til, so det skrell. Det skrall i Fjellet. Sv. skrälla.

skrella (2), v.n. (er, te), skraale, raabe el. lee høit. Sdm. (skrelle). “Han berre skrelte aa log”. Hertil Skrellelaatt, m. skraldende Latter, Skoggerlatter. Jf. G.N. skellihlátr.

Skrella, f. en Skralde (= Skjella, Smella). Sogn.

Skrelling, f. Skralden; ogsaa Skraal.

Skrellskot (o’), n. Skud med Løst Krud.

Skrelop, s. Skridelaup.

Skrepp, n. Ros, smigrende Omtale; ogsaa: Pralen, Skryderie. Sv. skräpp.

skreppa, (1), v.n. (skrepp, skrapp, skroppet), 1) glide pludselig, falde, styrte; især med nogen Larm. Tel. Det skrapp undan: det gled bort, faldt fra. G.N. skreppa (skrapp). – 2) indsvinde, krybe sammen, fortørres. Det skrepp i Hop. Hadeland. Tel. (Jf. kreppa og skrøkka). – 3) rasle, give en skrabende Lyd. Gbr. Det var so turt, at det skrapp i det. (Sv. Dial. skräppa: smælde).

skreppa (2), v.n. (er, te), rose, sige smigrende Ord; ogsaa: skryde, prale. Oftest med “av” el. “utav”; f. Ex. dei skrepte av honom: de roste ham. Temmelig alm., dog mest brugt i de nordlige Egne. (Sv. skräppa). Imperf. tildeels “skrefte”.

Skreppa, f. Randsel, Tornister. G.N. skreppa. Eng. scrip. Skreppelag, n. Fællesskab i Madskræppen; særdeles Fortrolighed. (Nogle St. Prinsalag). Skreppemann, m. Bissekræmmer; Reisende med Randsel paa Ryggen.

skreppsam, adj. tilbøielig til at rose, eller at skryde. Hedder ogsaa skreppen.

Skrev (e’), n. 1) Skridt, Afstanden fra det ene Fjed eller Fodtrin til det nærmeste. Taka lange Skrev: tage store Skridt. (Jf. Stig). Afvig. Skrav, Ndm. Ork. Namd. G.N. skref. – 2) Skræv, Vinkelen imellem begge Been eller Fødder (= Klov). Vada upp i Skrevet: vade til Skrævet (Hofterne). Sitja til Skrevs: sidde skrævs, med en Fod paa hver Side. Hall. og fl. Andre St. “umskrevs”; afvig. “umskraves”, Ndm.

skreva (e’), v.n. (ar), skræve, sætte Fødderne ud fra hinanden; ogsaa stige over noget. Skreva paa: strække ud, tage store Skridt, skynde sig. Afvig. skriva (i’), Sogn; skræva, flere St., skrava, Ndm. Namd., skraavaa, Ork. G.N. skrefa; Sv. skrefva.

skrevla, v.n. (ar), glide ud med Foden, snuble. Hall.

Skrevsadel, m. Sadel hvori man sidder skrævs; Mandssadel.

skrevstor, adj. langbenet, som kan tage lange Skridt.

skria, v.n. (ar), huje, raabe af Munterhed, juble. (Adskilt fra skrika). Sdm. og flere. I Sfj. skreia. Jf. skrikka. Om et andet skria, s. skrida.

Skrid (i’), n. Skriden, Gang, Fremgang; ogsaa Gliden, Synkning, Nedstyrtning. Nogle St. Skre, dog lidet brugl. Jf. Skrida.

skrida, v.n. (skrid, skreid, skridet, i’), 1) skride, gaae jævnt fremad. Med sædvanlig Overgang: skride, skria, skri osv. G.N. skrída (skríd, skreid, skridit). Nogle St. mest om en langsom Gang, en meget svag Bevægelse. D’er so myket, at han skrid paa Fotom: det er saa vidt, at han kan være oppe (om En som er syg). Det løyp uppaa og skrid utav; s. laupa. – 2) glide, gaae løs, falde ud af sit Leie; især om noget som hviler paa en skraa eller hældende Grund. Stokken laag so laust, at han skreid undan. Mest brugt i de sydlige Egne, saaledes Søndre Berg. o.fl. Jfr. Skrida og skreida. – 3) glide for Morskab, rende paa Iis eller Snee. Mandal (?). Paa Østl. i en afvigende Form “sklie”. (G.N. skrída). Ellers: skreida, renna, løypa, aka.

Skrida (i’), f. 1) Skred, nedglidende Masse, Nedstyrtning af Jord eller Snee fra et Bjerg. Mest alm. Skria (i’) og Skrea (Skre); ellers: Skriu, Hall., Skru’u, Skrue, Guldalen. G.N. skrida. Nogle Steder ombyttet med Skreid. Jfr. Ros, Rota, Rap, Fonn. – 2) Spor efter Jordskred i en Bjergside; Fure eller Stribe som er dannet ved Skred. – 3) en brat opstigende Græsplan i et Fjeld. Sdm. (Skride).

Skridelaup (i’); n. Spor efter Jordskred. I Hard. Skrelop (o’).

Skridemark (i’), f. Skredjord, Banker som ere dannede ved Skred.

skriden (i’), part. gleden, sunken, udfalden. Søndre Berg., s. skrida.

skridhætt (i’), adj. udsat for Skred, beliggende paa et Sted, hvor Bjergskred kan indtræffe. Tel. Paa Sdm. fonnhævt.

Skriding (ii), f. Skriden; Glidning.

Skrift, f. 1) Skrift, skrevne Ord; ogsaa: Haandskrift. Nogle St. Skript; jf. skriva. – 2) et skrevet Stykke, Dokument; Bog. Mindre brugl. – 3) skriftlig Stiil; Bogsprog. Tala etter Skrifti: tale efter Bogen, udtale Ordene som de skrives. – 4) Skrifte, Afløsning. Standa Skrift: staae til Skrifte, gjøre offentlige Afbigt. – 5) Tegning, tegnet Billede. (G.N. skript). Mest brugt i Talemaden: Han ser ut som ei Skrift paa Marki, dvs. han ser ud som en Skygge, en livløs Figur. Tel. B. Stift.

skrifta, v.n. (ar), skrifte, gjøre Bekjendelse. Skrifta seg: gaae til Skriftemaal. Skrifta seg
til Falls: gaae til Alters forud for sin Nedkomst, om en frugtsommelig Kone. Nordre Berg.

Skriftemaal, n. Skriftemaal.

skriftleg, adj. skriftlig, affattet i Skrift.

Skrik, (ii), en Skrig, Raab.

skrika (ii), v.n. skrik, skreik, skriket, i’), skrige, udstøde en skarp Lyd. (Sv. skrika). Nogle St. Inf. skrikja. – Supin. mest alm. skrikje’ (i’) ogs. skrekje. – Skrikar, m. en Skriger, Skraalhals. Skriking, f. idelig Skrigen.

skrika (i’), v.a. (ar), rokke, rive af Lave, forstyrre. Gbr. (skreka). Oftere i Formen skrikast (i’), v.n. glide, vakle, komme ud af Ligevægten; ogsaa: svigte, slaae feil. Sdm. Gbr. ogsaa Nordl. (skrikkast). Isl. skrika (vakle). Sv. Dial. skrikka, skrekka.

Skrikja, f. Nøddekrage (Garrulus). Buskr. og fl. Hertil Kornskrikja og Lavskrikja.

skrikka, v.n. (ar), 1, hoppe, dandse, gjøre enkelte Spring; om Dyr (Kalve, Kid og fl.). Hall. Sogn, Sfj. Sdm. Mht. schricken: springe.