Ivar Aasen Norsk Ordbog

skjella, v.n. (skjell, skall, skollet), skralde, smelde, larme; ogsaa hvine (omtrent som gnella). Nordl. Andre St. med svag Bøining: -er, te (skjelte). I Sæt. skjedde. G.N. skella (ir, di).

skjella, v.a. (er, te), 1) gjøre Larm. 2) skjælde, skjende, give onde Ord. G.N. skella. (Jf. Sv. skälla: at gjøe). – skjellast, v.n. skjendes, skjælde hinanden.

skjella, v.a. (ar), blæse koldt fra et Dalstrøg; s. Skjella, f. 2.

Skjella, f. 1, en Skralde, hvormed man skræmmer Dyr eller Fugle fra Agrene. Søndre Berg. (Andre St. Smella). G.N. skella. Ogsaa: noget som rasler; see Skjellegras.

Skjella, f. 2, en skarp, kold Vind, som jævnlig blæser fra Dalstrøgene mod Søen i Frostveir. Sdm. Romsd. Ogsaa i Sfj. om en jævn Landvind. (Andre Steder Snoa, Snæra, Nare). “Ein Skjelleplass”: en Gaard som ligger i Strøget for dette Slags Vind.

Skjellegras, n. 1) d. s. s. Smellegras (Cucubalus). Ogsaa kaldet Skjella. 2) Skjaller, Rhinanthus. Tel. Num. Andre St. Skillinggras og Peninggras.

Skjelling, f. Skjælden; Skjældsord.

Skjelm, m. Frøbælg, Ærtebælg. Gbr. Andre St. Skjelmer, s. Skolm.

Skjelm, m. 2, Skjelm, Spidsbube. Tydsk Schelm. Jf. G.N. skelmir: en Djævel.

skjelma, n. n. skyde Frugtbælge, udvikles, modnes; om Ærteplanter. Toten. Jf. Skolm.

Skjelna (Forskjel), s. Skilnad.

Skjelpadda, f. Skildpade; ogsaa Skildpaddeskal. Ofte i Formen Skjælpadd. Opfattet som Padde med Skjel (dvs. Muslingskal).

Skjelsand, m. Sand som bestaar af knuste Muslingskaller. Nogle St. Skjeljesand. Sdm. og fl.

Skjelsing, m. = Einskilskopp. Sætersd.

skjelskjota, v.a. henskyde en Sag til Vidner, kalde nogen til Vidne (s. Skjel). Tel. Jf. G.N. skírskota.

Skjelta, f. Herneskal, Pande. B. Stift, Gbr. (Jf. Skolt). Hava ei god Skjelta: have godt Hoved, være vel begavet.

Skjelte, m. Skjælven, Bæven. Nordre Berg. Nordl. og flere. Afvig. Skjølt, Valders. Egentl. Skjelvte (el. Skjelfte). G.N. skjalfti. Faa Skjelte i seg: begynde at skjælve af Frost. Hertil Skjelteflaga, f. et Anfald af Skjælven. Ein Skjelteleting (e’), en meget lad Krop, En som skjælver for Arbeide. Sdm.

Skjeltereka (e’), f. en Skovl med indhulet eller skaalformigt Blad, at bruge ved Agervanding. Gbr. (Lom). Forklares af Skjelta, paa Grund af Bladets Lighed med en Pande.

Skjeltile, s. Skjeldtile.

Skjeltra, f. 1) en af Fjelene i en tynd Brædevæg. Nordl. (Senjen). – 2) en Væg af opretstaaende Fjele eller Bræder. Lofoten. Paa Sdm. kaldet Skjeltrevegg, Jf. Eng. shelter: Ly, Skjul. Har maaskee en Forbindelse med Skjold, ligesom Skjeldtile.

skjeltra, v.a. udsprede tyndt. Tel. Ogsaa i Formen skjaltra (el. sjaltra). Rbg. (Jf. skildra). Part. skjeltra(d): tyndt staaende, tyndt spredt. Tel. Andre St. skjeltren (skjaltren, skjaltri). I Sæt. skjoltren.

skjelug, s. skilleg.

Skjelv, m. Skjælven, Rystelse. Faa ein Skjelv: begynde at skjælve; ogsaa: blive forskrækket: Ein Skjelv i Maalet: en bævende Lyd i Stemmen.

skjelva, v.n. (skjelv, skalv, skolvet), skjælve, bæve, ryste; ogsaa om Lyd; dirre, zitre. Inf. paa nogle St. skjølve, i Sæt. skjæve. Imperf. mest alm. skolv, overgaaet fra Fleertal skolvo. Supin. sædvanlig skolve (o’). G.N. skjalfa (skelf, skalf, skolfit). Det skjelv Grunnen: det dundrer saa at Jorden ryster. Det skalv Maalet i honom: han talte med skjælvende Stemme.

skjelv, adj. s. skjelvmælt.

skjelvaksen, adj. bevoxet eller opfyldt med Muslinger (Skjel); f. Ex. om Træ i Søen. Nogle St. skjeljevaksen.

skjelvande, adj. skjælvende.

Skjelvar, m. en Kryster, Kujon.

skjelvhendt, adj. skjælvende i Hænderne, usikker paa Haanden. G.N. skjalfhendr.

skjelvmælt, adj. skjælvende i Stemmen. Hedder ogsaa: skjelv (i Maalet), Buskr.

skjelvrædd, adj. meget bange, skjælvende af Frygt; ogsaa: yderst frygtsom. Hedder tildeels skjelven.

Skjemd, f. Beskjæmmelse. G.N. skemd. Det kjem Hemd etter Skjemd: der kommer Straf efter skammelig Færd. Nhl. (“Hæmd ette Skjæmd”; s. Hemn). Eit Skjemda(r) Ting: en skammelig Ting; en uforskammet Slyngel. B. Stift.

skjemd, part. 1) beskjæmmet, gjort til Skamme. 2) skamfuld, som skammer sig. Eg er skjemd utav det: jeg skammer mig ved det. B. Stift. 3) fordærvet, skadet; spoleret (om Madvarer), sløvet (om hvasse Redskaber); ogsaa: smudset, tilsølet; s. utskjemd.

skjemma, v.a. (er, de), 1) beskjæmme, paaføre Skam. G.N. skemma. Skjemma Laget: være til Skam for Selslabet. Skjemma Henderna
sine: forgribe sig; især om at angribe eller straffe nogen paa saadan Maade, at man har Skam deraf. – 2) skamme, gjøre skamfuld. Skjemma seg: skamme sig (= skjemmast). Oftere som v.n. skjemma paa: skjende paa, skrubbe. Han skjemde paa deim: han skjendte pa dem, bad dem skamme sig. B. Stift, Sæt. og fl. – 3) fordærve, skade, spolere. Varmen hadde skjemt Ølet, dvs. gjort Ølet suurt. Skjemma Maten: fordærve Maden, gjøre den modbydelig eller unyttig. Skjemma ein Kniv: sløve en Kniv, fordærve Eggen i den. (Temmelig alm.). Nærmer sig til G.N. skemma: forkorte (af skam: kort); men Betydningerne falde her saa nær sammen, at Ordet vanskelig kan deles i to. Saaledes i Forbindelsen: skjemma ut, a) vanhelde, være til Skam eller Lyde; b) tilsmudse, tilrakke, f. Ex. Klæder; c) forvænne, fordærve ved Eftergivenhed eller ved et slet Exempel; f. Ex. Dei hava skjemt ut Borni sine: de have forvænnet sine Børn, givet dem en daarlig Opdragelse. Skjemma seg ut: besudle sig, blive skidden; ogsaa: beskjæmme sig, paadrage sig Skam. (Om Børn: skjemma seg, dvs. gjøre sig ureen, gjøre i Klæderne). – Ellers i Formen skjemmast, v.n. a) skamme sig, blues. Han maatte hava skjemst: han burde have skammet sig. (Sjeldnere: skjemma seg). b) skjendes, udskamme hinanden. Sæt. og fl. c) fordærves, tage Skade.

skjemmeleg, adj. beskjæmmende. (Sjelden).

Skjemsla, f. 1) Beskjæmmelse. (Lidet brugl.). 2) en Irettesættelse, en skarp Tiltale. Dei fekk ei Skjemsla fyre det. 3) Lyde, Skade. Lidet brugl.

Skjemt, n. Skjemt, Spøg, Morskab. (Ikke meget brugl.). G.N. skemtan: Tidsfordriv.

skjemta, v.n. (ar), skjemte, spøge. Ogsaa i Formen skjemtast; dog lidet brugl. G.N. skemta sér: more sig.

Skjemtord, n. spøgende Ord.

Skjena (ee), f. Skinne, smal Plade. Østl. Nyere Ord. Sv. skena, T. Schiene.

skjena, bisse osv. s. skina og skeina.

Skjeng, m. (Fl. Skjengjer), en bred Stribe, en Plet som er noget lang. Tel. I Hall. Skjengja, f. Skjeng kan ogsaa betyde: en stribet Hest, s. Landst. 117.

skjengjutt, adj. bredstribet, som har store Pletter. Hall.

Skjenk, m. 1) Skjænk, Beværtning med Drikke. Dei fekk baade Mat og Skjenk. (Fleertal hedder egentl. Skjenkjer, men kommer sjelden til Brug). – 2) et Skjænkebord, et Skab med et fremstaaende Bræt. Trondh.

skjenkja, v.a. (er, te), beværte med Drik, give at drikke. G.N. skenkja.

Skjenkjar, m. en Udskjænker, Kjældersvend. Ogsaa kaldet Skjenkjarsvein.

skjenkt, adj. beskjænket, drukken.

skjenna, v.n. (er, te), skjende, skjælde (Nyt Ord).

Skjentile, s. Skjeldtile.

skjepa, s. skipa. Skjepl, s. Skjepling.

Skjepla, v.a. (ar), omflytte, forrykke, rive af Lave; ogsaa figurlig: ophidse, opægge til Vrede. Hard. og flere. Afvig. skipla (skjipple), Sdm. Nordl. Gbr. (Jf. skeivla, rupla). – skjeplast, v.n. komme af Lave, komme i Urede. G.N. skjöplast. Ogsaa: blive ophidset, komme i Oprør. – Part. skjeplad: forstyrret, reven af Lave; ogsaa oprørt, opbragt.

Skjepling, f. Omflyttelse, Forrykkelse; ogsaa Omskiftelse, Forandring. Nogle Steder Skjepl, n, paa Sdm. Skipl. “Dæ kom Skipl ut i”: der kom en Omskiftelse i Tingene (især om de Forandringer, som følge efter et Dødsfald i en Familie).

Skjepna, f. Skjæbne (= Lagnad). Sfj. Egentl. Bestemmelse; jf. G.N. skepja og skapa: beskikke. Efter det gamle Sprog skulde Skjepna ogsaa betyde Skabning el. Kreatur.

Skjeppa, f. Skjæppe, Maalekar (1/8 Tønde). G.N. skeppa; Nt. Schepel. Jf. Mæle.

skjeppa, v.a. forskade osv. “Skjeppe se”: skabe sig til; ogsaa blive urolig, gjøre Optøier. Hall.

Skjer (e’), n. 1) Skjær, Klippe som rækker op af Vandet eller op i Vandfladen. G.N. sker. I Dativ Fl. tildeels Skjerjom (Skjerjaa, Sdm.). – 2) Klippegrund i Jorden. Byggja paa Skjer: bygge paa fast Klippegrund. Østerd. Solør. (Andre St. Berg). – 3) Banke af haard Steengrund i Eng eller Ager. Toten. (Andre Steder Skalle). Jf. skjerlend.

Skjer (ee), f. Skade (Fugl), s. Skjor.

Skjer, m. s. Skjerel.

skjera (e’), v.a. og n. (skjer, skar, skoret, o’), at skjære. Infin. tildeels skjæra (sjæra); ogsaa skjara, Namd., skjøraa og skjaaraa, Ork. Imperf. Fl. skaaro (skaare), Rbg. skoro, Hall. skore (o’), el. skure (u’), Sdm. (sjelden). Supin. mest alm. skore (o’), ved Trondh. skeri (e’, med haardt k). G.N. skera (sker, skar, skorit); Ang. sceran. – Betydning: 1) gjøre Indsnit eller Skaar med et hvast Redskab (især Kniv). Skjera sunder, i tvau, av, upp, ut, og fl. Skjera seg: saare sig med Kniv el. deslige. – 2) beskjære, tilskjære, forme ved en Beskjærelse. Skjera ein Pen; skjera Bord (save); skjera Klæde (tilklippe). I visse Tilfælde ogsaa: operere (med Kniv), ligesaa om at castrere (= gjelda); sjeldnere om at slagte; f. Ex. “skjera ein Kalv”, Valders. (Isl. skera: slagte). Jf. stinga. 3) skaffe eller frembringe ved at skjære. Skjera seg ein Kvist, ein Stav, ei Skiva osv. Skjera eit Hol, ei Skora, eit Merke. Skjera Korn: afskjære det modne Korn paa Ageren. Dette Arbeide hedder ogsaa: skjera Aakren, og endnu oftere blot “skjera” uden Objekt; f. Ex.
D’er Tid til aa skjera; dei halda paa og skjera; dei hava skoret i tri Dagar, osv. Jf. skjær og Skurd. – 4) splitte, søndre, smuldre. Myserna skjera upp Kornet. (Jf. Musskurd). Om Kul: skjera seg, dvs. smuldres, opløses. Østerd. (?). Om Mælk: briste, opløse sig i en kornet Masse. (Sv. skära sig). – 5) trænge ind i en Masse. Vatnet skjer seg inn under Bakken. Det skjer seg ut igjenom Demmingi. En Baad siges at “skjera”, naar den hælder for stærkt, saa at Vand strømmer ind i den. (B. Stift). – 6) vende hen, tage en vis Retning; om en Fjord eller Dal. (Egentl. trænge ind). Fjorden skjer inn og nord: gaar ind i en lidt nordlig Retning. Den eine Dalen skjer i Nord, og den andre i Aust. Det skjer so til: Landstrøget vender saaledes til. (Berg. Nordl.). Afvig. “skjera til”: tage fat, begynde; “skjera attpaa”: begynde paany. Hall. – Particip skoren (o’). Afledninger: Skjera, Skjere, Skar, Skaar, Skjæra, skjær, Skor (o’), Skora, Skurd.

Skjera (e’), f. et Slags Segel (Sigd) at afskjære Korn med. Lyder sædvanlig som “Skjæra”, Smaal. Fosen, og gaar over til Skjøru og Skjyru, Rom. Hedm., Skjuru, Ork., Skjoro, Namd. (Sv. skära). Forskjelligt fra Skjæra (en Sax), som overalt har reent “æ”.

skjerande, adj. 1) skjærende. 2) passende til at skjære. Jf. skjær.

Skjerar (e’), m. en Skjærer; En som meier eller skjærer Korn.

skjerast, s. skjerda.

skjerda, v.a. (er, e), formindske, forkorte, afknappe. Gbr. udtalt skjære el. skjæle (med tykt L); afvigende skjøre (skjøle) i Hall. (Imperf. oftest skjærte og skjørte). G.N. skerda (egentl. gjøre Skaar i; s. Skard). Hertil skjerdast, v.n. formindskes, aftage, indsvinde. I Berg. Stift tildeels: skjerast, Præs. skjerst. Saaledes i Ordsproget: Det skjerdest, som i Skifte kjem: det som kommer i Skifte, vil gjerne blive mindre; ved en Skiftning gaar altid noget til Spilde. I Hall. “Dæ skjøles, so i Skifte kjem”. Paa Sdm. “Dæ skjerst, i Skifte fer”.

Skjerding, m. Kjedelkrog, Jernkrog hvorpaa Kjedler eller Gryder ophænges over Ildstedet. Mest alm. Skjæring, nogle St. Skjæling (tykt L), vel ogsaa Skjøling. G.N. skerding, f. (Af Skard). Skjerding-lag, n. Indsnit eller Hager, hvori Krogens nederste Deel kan fæstes og flyttes op eller ned. Jf. Skora.

skjerdsam, adj. spildsom, udrøi; ogsaa: forødende, ødsel. “Skjælsam”, Gbr.

Skjere (e’), m. langjern i en Plov (= Ristel). Nordre Berg. og fl.

Skjerel (e’), m. Spidsmuus (Sorex). Ved Trondhjem (Selbu). Ellers Musskjerel; ogsaa Musskjer og Vandskjer.

Skjergard (-gar), m. en Række af Skjær uden for Kysten. G.N. skergardr.

Skjerhella, f. en flad Steen med skarpe Kanter. Mange St. brugl. I Sogn Skarhella. Jf. Skjerurd.

Skjering (e’), f. Skjæren; Beskjærelse.

Skjerja, f. en nøgen Plet eller Stribe, for Ex. paa Hovedet. Hall. Jf. Skjer.

skjerja, v.n. (ar), blottes paa enkelte Pletter; om Jorden, naar Sneen tøer op. Hall.

skjerkna, v.n. blive haard af Frost; om Jorden. Nedenæs. Jf. Skarka.

skjerlend (-lendt), adj. grund og stenig; om Jord. Toten.

skjerpa, v.a. (er, te), 1) skjærpe, gjøre skarp eller haard. (Particip skjerpt lyder sædvanlig skjerrt). – 2) tørre, vindtørre; især Fisk. Buskr. Jf. skarp, som i Forbindelse med skorpen og Skorpa forudsætter et Stammeverbum skjerpa med Bøiningen: skjerp, skarp, skorpet.

Skjerpa, f. 1) Skarphed, Haardhed, det at Jorden bliver haard af Tørke. Num. og flere. – 2) Skavgræs (Skjefte). Hadeland. – 3) en skarptalende, barsk Person; om Kvinder.

Skjerpefisk, m. vindtørret Fisk. Buskr.

Skjerping, f. Skjærpelse, Hærdelse.

skjerr, adj. sky, frygtsom, som lettelig skræmmes eller flygter. Meget brugl., mest alm. skjærr (skjærr’e); i Hard. skjørr’e. G.N. skjarr.

skjerra, v.a. (ar), skræmme, gjøre sky eller bange. G.N. skirra; Sv. Dial. skjarra, jf. Eng. scare. Skjerra etter: true, skrubbe, skjende paa. B. Stift. – skjerrast, v.n. blive sky eller frygtsom.

skjerra, v.n. (ar), bruse op, syde, komme i heftig Bevægelse. Hall. Hertil skjerresinna(d), adj., hastmodig, let ophidset til Vrede.

Skjerring, f. Skræmsel, Trusel, Tugt.

skjerrleg, adj. noget sky eller frygtsom.

Skjerrleike, m. Skyhed, Frygtsomhed.

[Skjersant, m. Underofficier. Fr. sergent, af Lat. serviens (tjenende).

skjersett, adj. forlegen, kommen i Knibe (egentl. opsat paa et Skjær). Tel. Vald. Jf. skorsett.

skjerten, adj. pyntelig, net, fiin. Ork. Jf. reinskjerten og Skart.

Skjerurd (e’), f. Grund eller Banke, som bestaar af skarpkantede Stene. Østerd. (Skjæruur).

skjerutt (e’), adj. fuld af Skjær; om Grund eller Farvand. Nogle St. skjerjutt (?). G.N. skerjóttr.

Skjerv, n. nøgen Klippe (= Skarv). Sdm.

Skjerv, m. 1, en liden Slump, Rest, Levning. Hard. – Ogsaa: Skjærv, lidet Tilskud eller Bidrag. (T. Scherf).

Skjerv, m. 2, et Anfald af Sygdom. Hall. Jf. skjerva.

skjerva, v.n. komme stødviis, i enkelte Anfald; om Sygdom. Hall.
skjerva, v.a. (ar), 1) sammenfælde Fjele ved Skraasnit (= skara). Sdm. – 2) dele en Slump eller Levning, tage hver sin Deel af Resten (s. Skjerv). Hard.

Skjerva, f. Brystsygdom, Beklemmelse for Brystet; Hjertesyge. Helg. Namd. Ogsaa paa Østl. “Skjera før Skjerva”: gjøre et Indsnit i Huden nederst paa Brystet (hvorved man fordum troede at kunne læge denne Sygdom). Helg. (Jf. Skjerv, m. og skjerva, v.n.). Maaskee rettere: Skjerva, jf. G.N. stjarfi: en vis Sygdom. Sv. Dial. skerva: tærende Sygdom.

Skjervel, m. et lidet afskaaret Stykke. Ogsaa Skirvel. Tel. (Vinje). Hertil skirvla, v.a. klippe i smaa Stykker.

Skjerving, f. 1) Fuge i en Fjelevæg; især hvor Fjelene ere sammenfældede ved et Skraasnit i Kanten (= Skaring). Sdm. – 2) den forreste Deel af Siderne i Legemet; Ribbenenes forreste Kant. Mest i Fleertal. Hava vondt yver Skjervingarne: have Smerte i den nederste Deel af Brystet. Nordre Berg.

skjessa, v.n. (er, te), lyste, have Lyst til noget. (f. Ex. et Slags Mad). Tel. Smaal. Lyder sædvanl. “sjesse”, oftest med “paa” eller “etter”; f. Ex. “skjesse etter Fisk”. (Jf. kjeska). Den egentlige Form usikker. – Hertil Skjessemat, m. lækker Mad, Lystemad.

Skjessa, f. 1, Lyst, Appetit. Tel.

Skjessa, f. 2, en Jættekvinde. Tel. (I Folkesagn). G.N. skessa; jf. Skass. Ogsaa ellers om en dristig eller overmodig Kvinde.

skjessen, adj. lækker, smagelig, appetitlig (af skjessa, v.). Tel. Nedenæs. Forekommer ogsa i Betydningen: sjelden (= sjeldsynt), f. Ex. “D’æ sjesse te sjaa deg her”: det er et sjeldent Syn at see dig her. Tel.

Skjet, s. Skit (i’). skjetleg, s. skitleg.

Skjevel, skavet Kjæp; s. Skjevling,

skjeven, s. skaven.

skjevja, v.a. skave, skrabe. Østerd.

skjevla, v.n. (ar), om Søen: danne skarpe nedstyrtende Bølger (Skavl). Skjevla innyver: slaae ind i en Baad; om Bølgerne. Nordre Berg.

Skjevla, f. et Slags stort Skavejern (Skavl). Sdm. og fl. Andre St. Skjøva.

Skjevling, m. et Stykke Træ, hvorpaa Barken er afskavet. Nhl. Ogsaa kaldet Skjevel (e’), Nhl. Sogn, og Skjevle, Hard. I Tel. Skovlung (o’).

Skji, s. Skid. Skjil, s. Skil.

skjodna (oo), s. stjorna.

skjodra (o’), v.n. sluske, søle. Tel.

Skjol (oo), n. 1) et Skjul; et lidet Skuur eller aabent Huus. Tel. Hall. Afvig. Skjøl, Stjordalen, Skjul, Indr. (Jf. Skyle). G.N. skjól: Skjul. Heraf skyla. – 2) en Luge at lægge over Lufthullet (Ljoren) i en Stue. Sogn. Sfj. Sdm. (Forskjelligt fra Skjaa). En mere uvis Betydning i Rigarskjol og Huskeskjol. – 3) en Feil i Munden (paa Heste), nemlig at Tandkjødet gaar ind over Tænderne eller skjuler dem. Nordre Berg. Ved Trondh. Skjøl. I Smaal. Skjørt, (Isl. skjal; pl. skjöl).

Skjold, m. 1) Skjold; Vaabenskjold. Tildeels vaklende i Kjøn (m. og n.). G.N. skjöldr (skjaldar). Omlyden bortfalden (s. Skjelde, Landst. 649). Jf. Skjeldtile. – 2) en Plade til Dækkelse; f. Ex. paa Laas. (Laasskjold). – 3) Skygge paa en Hue. Num.

skjolda, v.n. (ar), danne enkelte Pletter eller Ruder; om aftøende Snee. Sdm.

Skjoldbue, m. Indbygger af Distriktet Skjold i Ryfylke.

Skjoldmøy, f. Skjoldmø, Kvinde i Krigsmandsdragt. Landst. 202. Ogsaa Skjeldmøy, L. 521. G.N. skjaldmær.

skjoldutt, adj. plettet, rudet. Sjelden.

skjoltren, tynd, adspredt; s. skjeltra.

skjoma (oo), v.n. (ar), glimte, blinke; ogsaa: foraarsage en ustadig Lysning. “Dei skjoma fram fyre Ljøsa”: de vimsede frem og tilbage foran Lyset. Sdm.

skjona, eller skjonna, s. stjorna.

Skjor (oo), f. Skade (Fugl), Corvus Pica. Berg. Stift, Ndm. Gbr. Afvig. Skjør, Hall. Vald. Solør; Skjur, Nordl. Indh. Fosen; Skyr (Skjyr), Stjordalen. Ogsa i en anden Form: Skjer (ee), med Fl. Skjerar, Hard. Shl. Jæd., og Skjær, Tel. Buskr. og fl. G.N. skjór. Sv. Dial. skjora, skjör, skjer osv. (Rietz 592). Et andet sjeldnere Navn er Skata. I Sammensætning ofte Skjora(r), nogle St. Skjera(r), f. Ex. Skjorarreid, n. Skaderede. Ellers: Skjoregg (Skjora-egg, Skjeraegg), n. Skadeæg. Skjorunge (Skjora-ungje), m. Skadeunge.

Skjor-and, f. et Slags hvidstribet And. Gbr.

Skjore, m. Stilk; s. Stjore.

Skjorgull (oo), n. = Balderbraa (Pyrethrum). “Skjurgull”, Helg. Ved Mandal: Skjæreblom. I Tel. derimod Skjereblom (ee): Viola tricolor.

Skjorta, s. Skyrta.

Skjor-tjeld, m. Strandskade (Hæmatopus). Nordre Berg.

skjorutt, adj. stribet; især sort og hvidstribet (som en Skjor). B. Stift (skjorette). I Hall. skjørutt.

Skjorveng (oo), m. et Slags Ørn med en hvid Stribe paa Vingerne. Sdm.

Skjot (oo), n. Jagen, Drivning. Sdm. “Han gjore eit Skjot ette dei”: han gjorde en Jagt efter dem, søgte at skræmme dem bort. S. følg.

Skjot (oo), m. 1) Skyds, Befordring for reisende Folk. Gbr. Afvig. Skjøt, Trondh., om en Leilighed til at reise hurtigt. Andre
St. Skyts (Skyss, Skjuss). G.N. skjótr, og skjóti (reidskjóti). Jf. skjota. – 2) reisende Person eller Følge; En som leier Hest eller Skyds. Det kjem ein Skjot nordantil. Gbr. – 3) en Paaskyndelse, Bortjagelse. Han fekk Skjot: han maatte pakke sig. Jf. Farskjot.

skjot (oo), adj. snar, hurtig, rask til at komme afsted. Rbg. Tel. G.N. skjótr. Ogsaa: rask til at udvikle sig eller modnes (om Væxter); nem, flink til at fatte eller lære noget osv. Tel.

skjota, v.a. og n. (skyt, skaut, skotet, o’), at skyde. Infin. nogle St. skjote, skjøte (ø’), skyta og skyte. Imperativ: skjot (skjøt, skyt); Fleert. skjote. Indik. Præs. overalt: skyt (skyt’er, skyt’e); Fl. ligt Inf. (skjota osv.). Imperf. Fl. skuto (u’), Hall. Vald., skote (o’), Nhl. og fl. Supin. skote (o’). G.N. skjóta (skýt, skaut, skotit); Sv. skjuta, Eng. shoot. – Betydning: 1) støde afsted, drive, sætte paa Glid. Skjota Luka fyre Gluggen; skjota Spjeldet inn; skj. Timber ut fyre Bakken osv. Tildeels ogsaa: flytte, overføre, f. Ex. paa en Baad. Skjot meg yver Elvi, Sundet, Fjorden. Hertil Skjot. – 2) fremdrive af sig selv, afsætte, frembringe. Skjota Aks, Knuppar, Røter. Skj. Rukkor paa Stallen. Skj. Kryl paa Ryggen: sætte Ryggen op i en Pukkel. Jf. skjota paa Herdarne: trække paa Skuldrene. – 3) afkaste, slippe, skyde fra sig. Skjota Isen: afskyde Isen, om frossen Fisk. Skjota Hamen, om Slanger. Ogsaa: kaste Fosteret, abortere. Skjota Kalven, om en Ko; skjota Fylet, om en Hoppe. Jf. Skotning. – 4) afskyde med Skudvaaben (Bue, Bøsse). Skjota ein Pil, ei Kula, eit Skot. Som v.n. fyre, affyre Skud, sysle med Skydning; ogsaa: minere, sprænge Miner. – 5) træffe, ramme med Skud. Skjota ein Fugl, ein Rein osv. – 6) frembringe ved Skud eller Skydning; bearbeide ved et Slags Skyden. Skjota Hol i ei Skiva. Skjota Stav: afkante Tøndestav paa en Langhøvel (Skothyvel). Skjota Fjøler i Hop (sammenfælde). Skjota Kort (blande). – 7) tilskyde, lægge paa (jf. skøyta). Skjota Garn: kante et Fiskergarn med Toug (Garnskot). Berg. Stift, Nordl. Skjota til: tilskyde, give Bidrag. Skjota saman: sammenskyde. – 8) henstille, henskyde. Skjota til Vitnes: kalde Vidner. (I Nordl. “skyta til Provs”; i Tel. “skjote til Skjels”). Jf. skjota paa: gisse, gjætte, opgive et vist Beløb omtrentlig, eller paa Slump. – 9) vrage, sortere (især Fiskevarer); egentl. udskyde (en Deel). Nordl. og fl. Jf. Utskot. – 10) v.n. glide, løbe, rende let eller hurtigt; f. Ex. om en Slæde, en Baad. Ogsaa: glide ud. Det skaut undan honom Føterne: Fødderne glede ud under ham. (B. Stift). “Han skaut stad”: han gled og faldt. (Nfj. Sdm.). Jf. Det skaut i meg: det faldt mig pludselig ind. – 11) dukke op, stikke frem; voxe hastigt. Det skaut upp atter or Sjoen: det dukkede op igjen. (Jf. kuta). Graset skyt opp or Jordi. Skogen heve skotet uppatter. Jf. Uppskot. – 12) rage frem, strække sig langt ud. Neset skyt ut i Fjorden. Flodi heve skotet: der har været høi Flod, Søen har steget høiere end de forrige Gange. (Om Betydn. fyre s. 4). Particip skoten (o’). Afledninger: Skjot, Skyt; Skaut, skøyta; Skot, Skut, skuta, Skutel.