Ivar Aasen Norsk Ordbog

Skylding, m. Slætning, En som man er beslægtet med. Hall. og fl. Mere alm. Skyldning. G.N. skyldingi.

Skyldnad, m. Skyldighed, Pligt, Forpligtelse. Nordl. (Skylna).

Skyldning, s. Skylding.

skyldsetja, v.a. sætte Taxt eller Matrikulskyld paa Jord. skyldsett: matrikuleret. Skyldsetning, f. matrikulering.

Skyldskap, m. Slægtskab (s. skyld).

Skyle, n. 1) Skjul, Rum at skjule sig i. Jf. Skjol. – 2) Skuur, Udbygning, aabent Rum i et Huus. B. Stift. Jf. Skaale, Skjæle.

skyle (y’), klart, tydeligt; s. skillege.

Skylgreide, s. Skilgreida.

Skyling, f. Skjul, Dækkelse.

Sky-lit (i’), m. Skyernes Farve.

skylja, v.a. (skyl, skylde, y’), skylle, vaske; afskylle (= skola). Mest alm. med Formerne skylde, skylt (y’); i Tel. skjulde, skjult. I Num. ogsaa Inf. skjule. Sv. skölja; Nt. schölen.

skylja (skille), s. skilja.

Skyljing, f. Skyllen, Afskylling.

Skylna, s. Skilnad og Skyldnad.

skylt, kvittet, opgjort; s. skulta.

skym (yy), adj. dunkel (= skum). B. Stift.

skyma, v.n. (er, de), mørkne, blive mørkt (= skumast). Ogsaa skymast, Sdm. og fl. Hedder ellers skymra, Søndre Berg. Nordl. og skymta, Guldalen. Sv. skymma. Jf. skjoma.

Skyming, f. Skumring, Mørkning. Nordre Berg. Hedder ogsaa Skymring, Nordl. og fl., Skymting, Guldal. Andre St. Skumt. (Jf. Hyming). Sv. skymning.

skymra, og skymta, s. skyma.

Skyn (y’), n. 1) Skjøn, Indsigt, Forstand. Hava Skyn paa: forstaae, indsee. Faa Skyn paa: faae Rede i. G.N. skyn. – 2) Mening, Tykke, Omdømme. Etter mitt Skyn. (Sv. skön). Ogsaa om en Bestemmelse efter et Skjøn. Jf. Skynsmann, Synssak.

skyna (y’), v.a. og n. (ar), 1) skjønne, forstaae, indsee. Nogle St. skjøna; men skulde egentlig hedde skynja. (Jf. skynug). G.N. skynja (kjende, skjønne); Sv. skönja. – 2) bestemme ved et Skjøn, anslaae til et vist Værd, bedømme. (G.N. skynja: undersøge). Ogsaa testamentere eller bortgive visse Eiendele (= skila). Sdm. Sfj. – 3) v.n. med “paa”: betænke, tage i Betragtning; ogsaa paaskjønne en Tjeneste, vise Erkjendtlighed. Dei skyna ikkje paa, kvat ein strævar: de betænke ikke hvor haardt man maa anstrenge sig. Han skynar daa paa det, naar ein hjelper honom. Jf. skynug.

[skynbaarlege, adv. skinbarlig, tydelig. Sdm.

Skyndel, m. 1, Væverskytte; s. Skutel.

Skyndel, m. 2, en Fakkel, et Blus (= Skunda, Kyndel). Gbr.

Skyning (y’), f. Bedømmelse, Skjøn.

skynlaus, adj. uskjønsom, taabelig.

skynleg, adj. forstaaelig, tydelig.

Skynløysa, f. Uskjønsomhed.

skynsam, adj. skjønsom; erkjendtlig.

skynsama, v.a. (ar), bestemme eller afgjøre efter et Skjøn. Nordre Berg.

Skynsemd, f. Skjønsomhed. Lidet brugl.

Skynsmann, m. Skjønsmand.

Skynssak, f. Sag som ikke kan afgjøres efter bestemte Regler, men kun efter Skjøn.

skynug (y’), adj. 1) skjønsom, forstandig. – 2) erkjendtlig, som skjønner paa en Tjeneste. – 3) mild, skaansom, billig, som betænker andre Folks Omstændigheder og ikke kræver for meget af dem. Meget brugl., tildeels i Formen skynig’e, nogle Steder skynjige (Berg. Stift); ogsaa skynaug (skjønau), Trondh. og fl. G.N. skynugr, skynjugr.

Skyr (y’), n. 1) Mælk som har staaet noget Tid, saa at den er bleven tyk eller klumpet; Suurmælk. Alm. vest og nord i Landet. Nogle St. Skjør (Trondh.). G.N. skyr; Sv. Dial. skyr, skör. – 2) Kjernestof, den mælkeagtige Saft som udvikler sig til Kjerne, f. Ex. i Korn. (Jf. Mjølke). Ogsaa det Stof som omgiver Kjernespiren (i Nødder). Berg. Trondh. – 3) dyrisk Sæd (sperma).

Skyr, f. s. Skjor.

skyr (yy), adj. 1) skjør, sprød, som let brister. Sv. skör. Ogsaa (dog sjeldnere): udrøi (= skyver). – 2) sky, ræd; f. Ex. om Heste (= skjerr, skygg). B. Stift, Hall. Nordl.

skyra (yy), v.n. (er, te), flygte, rende hastigt afsted; især om Fisk som render tilbage fra Vandfladen mod Dybet. Nordl. Jf. Skjør.

Sky-rand (-raand), f. Skystribe.

Skyrbjug (y’), m. Skjørbug (Sygdom). B. Stift (sjelden); i Nordl. Skjørby (?). Isl. skyrbjúgr; Sv. skörbjugg; Holl. scheurbuik; Fr. scorbut. Dunkelt Ord.

Sky-reina, f. en lav Skybanke i Horizonten.

skyrma (y’), v.a. ridse, strible, rive op. Hall. (Hoel). – Skyrma, f. en Rift el. Ridse.

Skyrmysa (y’, y’), f. Valle af tyk Mælk.

skyrna (yy), v.n. (ar), skjørne, blive skjør.

Skyr-ost (y’, o’), m. Ost af Suurmælk. Paa Sdm. Skyrkost.

skyrpa (y’), v.n. (er, te), pruste, blæse saaledes at Læberne sættes i en dirrende Bevægelse; mest om Dyr. B. Stift, Hall. Nordl. og fl. Sv. Dial. skörpa. Jf. Isl. skirpa: spytte. – Skyrping, f. Prusten.

Skyrskjelte, m. Skjælven, indvortes Kulde (som efter Nydelsen af kold Mælk). Sdm.


Skyrsoll (y’), m. Madret af brækket Fladbrød, nedlagt i Mælk. I Nordre Berg. Skyrsoppa, f. Derimod Skyrbite (i’), m. heelt Brød, overgydet med Mælk.

Skyrta (y’), f. Skjorte, Underlinned. Kun tildeels i Formen Skjørta (el. Skjørte); ellers overgaaet til Skjurta (u’) eller Sjurte, Hall. Gbr. og fl., og mest alm. til Sjorta, endog i Berg. Stift, hvor man ellers ikke har “sj” for skj”. G.N. skyrta; Eng. shirt. Jf. T. Schürze: Forklæde. (Anden Betydning i Ullanskyrta). – Skyrte-erm, f. Skjorteærme. Skyrteknapp, m. Halsknap til en Skjorte. Skyrte-ty, n. Skjortetøi.

Skyrtunna (y’), f. Mælketønde.

Skyru, s. Skjera.

skyssa, s skytsa. – skyst, s. skjotast.

Skyt, m. Væverskytte, (Skutel). Namd.

skyt, og skyta, s. skjota.

Skytja (y’), f. en Tilbygning i en Lade, et smalt Rum paa Siden af Huset. (I Stavbygninger kun om det Rum, som er udenfor Hovedstolperne). Nordre Berg. Nogle St. Skykkja; ogsaa Skykju, Tel. Hall. Østl. (Sv. Dial. sköka. Rietz 577). G.N. skytja. Nærmest af Skot. Jf. Skut.

Sky-tove (oo), m. Skyplet, liden Sky. Vald. Paa Sdm. “Skytokje”, s. Toke.

skytsa, v.a. (ar), skydse, føre reisende Folk paa Baad eller med Hest. Lyder mest alm. som skyssa (skjysse); nogle St. skjussa (Tel. Hall. og fl.). Sv. skjutsa. Ogsaa brugt i Betydn. bortjage, drive bort. Nærmest af skjota. (Jf. skjot). – Heraf Skyts, m. Skyds, Befordring med Baad el. Hest (= Skjot). Uegentlig om en Bortjagelse el. Udfeielse. Mest alm. Skyss (yy); nogle St. Skjuss. (Sv. skjuts). Hertil Skytshest, Skytsmann, Skytsskifte og flere. Jf. Skjot, som er den gamle Form, men nu noget sjeldnere.

Skyttar, m. Skytte, Jæger. G.N. skytari, skyti. Sv. skytt. – Skyttargang, m. Jagt, Skydning. Oftere i en fremmed Form: Skytteri, n.

skyutt, adj. skyet, fuld af Skyer.

skyva, støde fremad; s. skuva.

Skyvalk, s. Snjovaak.

Skyvengja, s. Skjaavengja.

skyver (skyvr), adj. udrøi, korotvarig, som snart faar Ende (= ryr). Tel. Rbg. Nogle St. skyvar. (Kompar. skyvrare). Ogsaa skyv, Rbg. (?). Noget ligt G.N. skýfl i féskýflt og lidskýflt. Jf. skyr, skryv, skryp.

Skyving, f. Støden; s. Skuving.

skyvja (y’), v.n. (ar), vimse, svæve omkring. Sdm. Jf. skøyva.

Skyvra, f. Udrøihed (?). Rbg.

Skæl, s. Skjæl. – Skæra, s. Skjæra osv.

skøyna, v.a. skjære i skraa Retning eller i en Bue. Shl. (Jf. skeina). I dette og de følgende Ord læses “skøy” som skjøy.

skøyra, v.n. (ar), løbe blindt hen, buse frem, handle ubesindigt. Hard. (skjøyra). (Jf. G. Sv. skör: letsindig, utugtig; hvortil Sv. skörlefnad, D. Skjørlevnet).

skøyren, adj. fremfusende, uforsigtig. Hard. – skøyrlege (skøyrale’), adv. ubesindigt.

Skøyring, f. skjødesløs Fremfærd.

Skøyt, m. 1) Sammenføining, det Punkt hvor to Stykker ere sammensatte. Af skøyta. – 2) et tilføiet Stykket, en Forlængelse, et Tillæg i Enden. Jf. Skaute.

skøyt, adj. skydende. Kun sammensat, som beinskøyt, langskøyt, vaaskøyt.

skøyta, v.a. (er, te), 1) sammenføie to Stykker, sammensætte ved at fæste Enderne i hinanden. Skøyta i Hop. Egentl. sammenskyde, af skjota, skaut. G.N. skeyta. – 2) skjøde, øge, gjøre en Ting længere ved at sætte et Stykke til. (Jf. renna). Alm. – 3) tilskjøde, give Skjøde eller Fæstebrev paa en Eiendom. G.N. skeyta. – 4) skjøtte, have Omsorg for; ogsaa: agte, ændse, bryde sig om. Sv. sköta; G.N. skeyta um. Skøyta seg sjølv: passe paa sig selv; ogsaa: raade sig selv, være fri. Han skøytte ikkje stort um det: han agtede kun lidet derpaa. Jf. ansa, vyrda, giva um.

Skøyta, f. 1, Skjøde, Dokument om Overdragelse af en Eiendom.

Skøyta, f. 2, Skude, liden Jagt. Ryf. og flere. Jf. Holl. schuit.

Skøyte, n. 1) Tilskud, Tillæg. 2) Omsorg. (Umskøyte). Lidet brugl.

skøytelaus, adj. 1) skjødesløs, uagtsom, forsømmelig. – 2) forvoven, dumdristig. Temmelig alm.

Skøyteløysa, f. 1) Skjødesløshed, Forsømmelighed. 2) Forvovenhed. 3) en skjødesløs, forsømmelig Person; ogsaa en Vovehals, En som ikke ændser nogen Fare.

Skøyting, f. 1) Sammenføining; Tilføielse; ogsaa Tillæg, Forøgelse (= Skøyt). – 2) Punkt hvor to Stykker ere sammenføiede. Hedder tildeels Skøytning. – 3) Omsorg, Omhu; Pleie. Oftere Umskøyting.

skøytsam, adj. omhyggelig, agtsom. Ikke meget brugl.

skøytt, part. sammensat; ogsaa: forlænget, forøget med et nyt Stykke; s. skøyta.

skøyva, v.n. (er, de), vimse, svæve om, løbe hid og did. Gbr. (skjøyve). Jf. skyvja og Skov. Hertil Skøyv, m. en liden Udflugt, et Besøg, Ærinde, og deslige.

Sla, s. Slad. sla, adj. s. slad.

slabba, v.n. (ar), smaske, slikke eller suge idelig; ogsaa: søle, spilde Vædske. B. Stift, Tel. og fl. Jf. slafsa, slubba. Sv. slabba: søle (Rietz 619). Hertil Slabb, n. Sølerie. Slabbeduk, m. Sagledug.

Slad, n. en Skraaning eller Fordybning i Jorden, saasom paa Siderne af en Bæk. Hard. i Formen Sla, Fl. Slo (o’). Jf. Slade, Slane. Isl. slödr, n. liden Fordybning.


slad, adj. svagt hældende, skraat liggende; om Grund. “En sla Veg”: Vei som er næsten flad. Oftest i Neutrum, f. Ex. sladt og flatt: deels noget skraat og deels fladt. Trondh. (Selbu). Ellers i anden Form: slaen (sladen), Tel., slanen, Sogn, og i lignende Betydning: slak (Smaal.), slag (Nedenæs). Sv. Dial. slad, sladar.

slada, v.n. (er, de), hælde svaagt, gaae skraat nedad; om Marker. Hard. i Formen sla (r, dde). Jf. sladna. – En vis Tilnærmelse imellem Ordene Slade, Slod, Slode og Slede, synes at henvise til et Stammeverbum slada (sled, slod, sladet) med Betydning: glide; noget ligt Eng. slide, men ikke samme Ord.

sladda, v.n. (ar), 1) flyde ud af et Kar (= slagga). 2) blive fugtig (= slagna). Hall. – sladden, adj. fugtig, lidt vaad.

Slade, m. en Skraaning, svagt hældende Plan; Skraaflade. Tel. “Slae”. I Sogn Slane (Sladne?). I Danske Dial. Slade: et fladt Stykke Jord. Ang. slæd, Eng. slade: en fugtig Flade. Jf. Slad, og sladna.

sladen, hældende; s. slad.

sladna, v.n. (ar), hælde svagt, gaae skraat ned (= slada). Tel. (slana). Jf. slakna.

Slae, s. Slade og Slede.

slaen (sladen), s. slad.

Slafs, n. Sølerie; ogsaa Slud; Sneevand paa Veiene, og deslige.

slafsa, v.n. (ar), smaske, slikke; æde med en smaskende Lyd (som Dyr); ogsaa: pladske, søle i Væde. Berg. Nordl. og flere. Sv. slafsa. Afvig. slapsa: tale plumpt eller uhøvisk. Hard.

Slag, n. 1, 1) Slag, Smæk, Dask. (Neveslag, Hamarslag osv.). Nogle Steder i Fl. Slog (o’), Hard. Voss og fl. G.N. slag. Jf. slaa. Ogsaa om Lyd, som ligner eller fremkommer af et Slag, f. Ex. Klokkeslag, Toreslag. – 2) Angreb, Træfning, Slag i en Krig. – 3) en pludselig lammende Sygdom, Slag, Apoplexie. – 4) et Slag i Krydsning mod Vinden, det Stykke som man seiler op efter hver Vending. Ogsaa kaldet Slagbog. – 5) Rad, Række. I Forbindelsen “i Slag”, dvs. i eet Træk, uden Afbrydelse; f. Ex. tri Dagar i Slag; tvau Døger i Slag osv. B. Stift. (Sv. å slag). – 6) Spor, Mærke; især om Spor efter Dyr, altsaa: Fjed, Fodtrin. Østl. Koma paa Slaget: paa Sporet. (Sv. slag). – 7) Fugtighed, paakommen Væde. Helst i Sammensætning, som Veggslag, Jordslag. G.N. slag. Jf. slagen, slagna. – 8) Opslag, Skive som kan slaaes op eller ned; f. Ex. i en Kramboddisk. Nordl. – 9) Bordkant, de øverste Bord i Forrummet paa en Baad. (Kjempebord). Sfj. Nfj.

Slag, n. 2, Slags, Slægt. Nogle St. Hankjønsord (med Fl. Slagar), Rbg. Tel. Sv. slag, n. Nt. Slag, Slacht. Deler sig i flere Betydninger: a) Art, Species; ogsaa Afart, Race, Sort. Buslag, Fiskeslag, Tre-slag. Av same Slaget; av beste Slaget; av hino Slaget osv. – b) Kjøn, Sexus. Han av Slaget: af Hankjøn. Ho av Slaget: af Hunkjøn. (Nogle St. “ho ‘ta Slagja”). – c) Ting, Gjenstand. Eit Slag: en Ting, noget. Alt Slag: allehaande Ting. Kvat Slag: hvilket, hvad for noget. Inkje det Slag: ikke det mindste, ingen Ting. Inkje værige Slag: ikke nogen Ting. Nordre Berg.

slag, hældende; s. slak.

slaga, v.n. (ar), 1) krydse imod Vinden, lavere. Alm. ved Havkanten. G.N. slaga. Jf. bauta. – 2) gaae i en kroget Linie, gjøre enkelte Sving til Siderne; ogsaa: rave, vakle (= raga), saasom af Træthed. B. Stift.

Slag-aader, f. Pulsaare. (Sjelden).

Slagbenk, m. Bænk som kan slaaes op eller ned og benyttes til Seng.

Slagbog, (oo), m. et Slag i Krydsning; s. Slag. Hedder tildeels Slagbo, Sdm. Sv. slagbog.

Slagbord, n. 1) Bord som kan slaaes ned. Lidet brugl. – 2) s. Skeidstokk.

Slage (?), m. en bred Fordybning i Jorden. Guldalen, Opdal, i Formen Slaagaa, Grundformen uvis; jf. Slegd, Slogd, Slakke. (Sv. Dial. slaga: Sump).

slagen, adj. fugtig, lidt blød eller vaad. Berg. Nordl. Gbr. og fl. Mest alm. slagjen (Fl. slagne). Jf. slagna, slaa seg.

Slagferd (-fær), f. Spor efter Dyr, Gang, Vei. Hadeland og fl.

Slagfugl, m. Rovfugl; mest brugl. om Ørnen. Trondh.

Slagg, n. 1) Sagl, Spyt (= Sleve). Ork. I Gbr. Slagge, f. – 2) Klumper som dannes ved Affald af Jern i Smedie-Asken. Trondh. Østl. (Jf. Sv. slagg). I Berg. Stift tildeels kaldet Sinder.

slagga, v.n. (ar), 1) rinde ud over Bredden eller ned ad Siden paa et Kar. Nordre Berg. – 2) sagle (= sleva, sikla). Gbr. Jf. sladda.

Slaging, f. Krydsning, Lavering.

Slag-jarn, n. Huggejern til at udskjære Huller eller Falser med. Nogle St. kaldet Tverslag.

Slagkeiping (kj), m. et Slags Baad med fire Aarepar. Sogn og fl.

slagna, v.n. (ar), blive lidt fugtig, slaae sig. (Af slagen). Berg. Trondh. Nordl. – Isl. slagna.

slagra (?), v.n. (ar), rave, vakle, som af Træthed. Sdm. i Formen slare, og nogle St. slaire. (Jf. fair, for fager). Hedder ellers slaga.

Slagskjempa, f. Slagsbroder, En som er tilbøielig til Slagsmaal. Hedder oftere
Slaasskjempa. Sv. slagskämpe.

Slagsmaal, n. Slagsmaal, Nævekamp.

slagsterk, adj. stærk til at slaae med; f. Ex. om en Hammer. Tel.

Slagstøde, n. Slagmark, Valplads. Tel. (Slagstøe).

Slagt, n. Slagtekvæg; ogsaa Slagtning; f. Ex. kaupa Fe til Slagt. I Rbg. og Tel. Slaater (Slaatr), n. G.N. slátr. Jf. Eng. slaughter, Goth. slauhts.

slagta, v.a. (ar), slagte, dræbe. Ogsaa i Formen slaatra, Rbg. Tel. G.N. slátra. Sv. slagta. – Slagtar, m. en Slagter. Slagtartid, f. Slagtetid. Slagtefe, n. Slagtekvæg. Saaledes ogsa Slagtenaut, n. og flere.

Slagvatn (?), n. Hovedvand, vellugtende Vand. Kun i en forvansket Form “Slavann”. Mandal og fl. (Sv. slagvatten). “Slavansegg”, n. Hovedvandsæg. I B. Stift “Haavanshus”.

Slagverk, n. Slagværket i et Uhr.

Slagvol (o’), m. Slagstokken paa en Pleiel. (Modsat Handvol). Temmelig alm. (Sv. Dial. slagval; D. Slagvoll). Forskjelligt herfra er Slagvol (oo), = Slagbord, see Skeidstokk.

slak, adj. 1) slap, ikke spændt eller stram (strak). Alm. men hedder i de vestlige og nordlige Egne slakk. G.N. slakr; Sv. slak. Nt. slakk, Eng. slack. – 2) svagt hældende, næsten flad; f. Ex. eit slakt Tak. Smaal. og fl. Nogle St. slag, s. slad.

slaka, s. slakka.

slakk, adj. 1) slank, smækker, tynd; især om Træer. Smaal. (Holl. slank, T. schlank). – 2) slap; s. slak.

slakka, v.a. (ar), slappe, løsne. Nogle St. slaka. (Hard. Rbg.). Jf. slekkja. – slakkast, v.n. blive slappere (= slakna).

Slakke, m. 1) Slaphed; en slappere Deel, f. Ex. paa en Væv: et Punkt hvor Tøiet er buglet eller ujævnt. – 2) en liden Fordybning i en Flade eller Skraaning. Tel.

slakna, v.n. (ar), 1) slappes, blive slap. Temmelig alm. (Sv. slakna). – 2) faae en svagere Hældning, blive fladere; f. Ex. om en Vei. Tel.

Slakning, f. Slappelse.

Slaksida, f. det tynde Kjød bagved Ribbenene (= Svangsida). Gbr. Sv. slaksida.

slampa, v.n. (ar), trampe, gaae tungt eller skjødesløst. Jf. lampa. Slamp, m. og Slampa, f. en skjødesløs person.

slamra, v.n. (ar), dingle, slænge hid og did; ogsaa: larme, knage, smække; f. Ex. om aabne Døre eller Vinduer i Stormveir. Trondh. Nordl. (Sv. slamra: larme). Jf. slemba og lamra.

slamsa, v.n. (ar), hænge og slænge, om Klæder (jf. Slimsa); ellers om Personer: gaae i side eller slæbende Klæder; ogsaa: sluske, være skjødesløs. (Sv. slamsa: sluske). Hertil Slams, m. og Slamsa, f. en skjødesløs Person. Slamsing, f. Skjødesløshed.

slana, hælde, skraane; s. sladna.

Slane, m. Skraaflade; s. Slade.

Slange, m. bøieligt Rør; Sprøiteslange. Af. T. Schlange (s. Orm).

slapa, v.n. (er, te), hænge ned, bøie sig nedad; f. Ex. om Kviste. Sdm. og flere (slape). Isl. slapa. Jf. lapa.

slapp, adj. arm, hjælpeløs. Han er ikkje so slapp endaa. Lister. (Jf. G.N. slyppr). Ogsaa i Betydn. efterladen, uvirksom. Ryf.

slapp, s. sleppa. – slapra, s. slipra.

slara, rave; s. slagra.

Slark, n. Skrab, Affald. Gbr.

Slark, m. 1) Slag, Smæk, Dask. Hall. – 2) en Lediggjænger, doven Karl. Berg. Nordl.

slarka, v.n. (ar), 1) hænge løst, slatte, smække; f. Ex. om Sko som ere for store til Foden. Smaal. og fl. ogsaa i Nordl. – 2) smække, slaae til. Slarka til: give et Smæk, en Dask. Hall. – 3) gaae ledig, slænge Tiden hen, være uflittig. Berg. Trondh. Nordl.

slarkutt, adj. skjødesløs, uflittig.

Slarv, n. 1) Sladder. 2) daarligt Arbeide, Fuskerie; s. følg.

slarva, v.n. (ar), 1) sladre, føre Sladder. Nordre Berg. Trondh. Nordl. Gbr. – 2) sluske, arbeide skjødesløst. Østl. Tel. Rbg. (Sv. slarfva). Hertil Slarv, m. Slarva og Slorva, f. om et skjødesløs Person. Jf. slurva.

slarvsam, adj. 1) sladderagtig. 2) skjødesløs. Hedder ogsaa slarven.

Slask, n. Sølerie. Østl.

slaska, v.n. (ar), slaske, søle, padske i Væde eller Dynd. Smaal. og fl. (Sv. slaska). Slask, m. en Søler.

Slatr (Slatter), n. Slud; s. Sletta.

slatra, v.n. sludregne (= sletta). Trondh.

slatt, s. sletta, og slad.

slava, v.n. (ar), trælle, strabadsere. (Nyere Ord, af Slave).

Slavansegg, s. Slagvatn.

Slave, m. 1) Slave, En som er dømt til Fæstningsarbeide. – 2) Træl, En som slider og slæber meget. B. Stift. Nyere Ord; Eng. slave, T. Sclave; egentl. Krigsfange. – Slavestand, n. Trællestand. Som Straf sædvanlig kaldet “Slaveri”, n.

slaa, v.a. og n. (slær, slo, sleget), at slaae. Præs. mest alm. slær (nogle St. slaar), Fl. slaa. Imperf. overalt slo (egentl. slog), Fl. slogo, slo’o, Hall. Vald. Supinum lyder som slegje (e’), sle-je og sleie; nogle St. sligje (slie, sli); sjeldnere slige (i’) eller slege; s. slegen. G.N. slá (slæ, sló, slegit); Ang. slán, slean (slóh); Goth. slahan (slóh). Jf. Slag, sløg, Slaatt. – Betydning: 1)
slaae, smække til, træffe med et Slag eller Stød; ogsaa: banke, daske. Han slo meg paa Herdi. Stokken datt ned og slo honom paa Foten. – 2) støde, skyde eller drive med nogen Styrke. Slaa Neven i Bordet; slaa Klørna i; slaa Naglar i ein Vegg; sl. Band paa ei Tunna; sl. Armen kringum. Figurl. slaa ein Tanke fraa seg: opgive, lade fare. Slaa Handi av nokon: forlade En, unddrage ham sin Hjælp. – 3) hælde ud, gyde, lade strømme. Slaa Kornet or Tunna; sl. Vatn i ei Gryta; sl. i eit Glas; slaa fullt, o.s.v. – 4) bringe i en vis Stilling eller Forfatning ved at slaae. Slaa upp eit Lok; slaa atter Dyri (y’); sl. fast, laust, i Hop, i sunder, i Koll, i Svime, i Hel. – 5) frembringe ved at slaae. Slaa Krok paa; sl. Rukkor paa; sl. Eld, Spikar, Mynt og flere. Jf. slaa Lag: slutte Selskab. Slaa Læger: leire sig. – 6) meie, slaae (Hø); ogsaa blotte for Græs; f. Ex. slaa Engi, el. Marki; slaa ein Teig osv. Ofte uden Objekt; f. Ex. dei hadde teket til aa slaa; dei hava sleget i tri Dagar. Jf. Slaatt og Slætte. – 7) v.n. gjøre en Bevægelse som for at slaae eller støde. Han slo etter deim med Staven. Han gjekk og slo med Nakken. Ogsaa: kjendes eller høres som et Slag; f. Ex. om Pulsen, Hjertet, en Klokke, om Torden, m.m. – 8) styrte frem, strømme, falde. Baara slo inn i Baaten. Røyken slær ned. Elden slo i. Det slo upp ein Loge. – 9) række, naae, forslaae. Snøret slær ikkje, dvs. rækker ikke til Bunden. Vada so langt, som Styvlarna slaa, dvs. saa længe det ikke gaar over Støvlerne. B. Stift. – Ellers i mange Forbindelser med egen Betydning; saaledes: A, reflexivt. Slaa seg: a) slaae sig, faae et Stød, saasom ved at falde; b) dæmpes, aftage; om Kulde; c) blive fugtig, som af Dug. (Jf. slagen). Slaa seg fraa: skille sig fra. Slaa seg til: slutte sig til; ogsaa: give sig i Færd med noget. Slaa seg i Lag med: give sig i Selskab med. Slaa seg ned: tage Ophold paa et Sted. Slaa seg laus: gjøre sig fri, rive sig løs fra al Tvang. Slaa seg rang: gjøre sig tvær, vise en uventet Modvillie. Saaledes ogsaa: slaa seg tver, vond, vill, galen osv. – B, med Partikler. Slaa av: a) slaae itu; b) afkorte, gjøre Afslag (i Prisen); c) slaae til Ende; blive færdig med Høslætten. Slaa fram: give et Fremstød, en betydelig Tilvæxt eller Forøgelse. Slaa fraa seg: a) værge sig; b) slaae af Tankerne, glemme. Slaa i og graata: briste i Graad. (Nordre Berg.). Slaa imillom: bekræfte et Forlig imellem to Personer ved at give dem et Slag over de sammenrakte Hænder. Slaa inn: slaae sig indad, om en Sygdom. (Modsat: slaa ut). Slaa ned: a) nedslaae; b) spilde, lade falde. Slaa paa: beslutte, foresætte sig noget. (B. Stift). Slaa til: a) modtage et vist Tilbud; b) forslaae, række til; c) indtræffe, falde ind (f. Ex. det slo til med Regn); ogsaa: lykkes, f. Ex. om Fiskerie. Slaa under seg: underlægge sig. Slaa uppatter: opløse, ophæve en Forbindelse. Jf. slaast.