Ivar Aasen Norsk Ordbog

blodrik, adj. blodrig.

Blodrosa (o’), f. blodige Striber i Huden. B. Stift. blodrosutt, adj. blodstribet.

Blodrot (oo), f. Tormentille. Indh.

Blodsinne, n. det Raserie, hvormed visse Rovdyr overfalde sit Bytte; især om Bjørnen. Han hadde fenget Blodsinnet paa seg. B. Stift.
blodsprengd, adj. hovnet af tilstrømmende Blod.

Blodstemma, f. Standsning af Blodet i et Saar; ogsaa et blodstillende Middel.

Blodstrøym, m. Blodstrøm.

Blodtakar, m. en Aarelader.

Blodtaag, f. (Fl. -tæger), seige Hinder eller Trevler i størknet Blod.

Blodtrote (o’), m. Hævelse eller Knude som ligner en Byld. Helg.

blodug, adj. blodig, grusom; gruelig. Ein blodug Strid. Ei blodug Synd. Nogle Steder blodig.

blodutt, adj. blodig (i egentlig Forstand), plettet eller besudlet med Blod. Udtalt: blodett’e, blo’utt, bloaatt.

Blodvatn, n. vandagtig Vædske, blandet med Blod. Nogle St. Blodvasle, m. s. Vasle.

blodvekkja, v.a. saare (= blodga). Buskr. Ndm. Dei hadde blodvekt honom. Jf. vekkja.

blogga, v. s. blodga.

Bloka (o’), f. 1) Flig, tynd Lap eller Skive (Lamelle), f. Ex. om Bruskpladerne i et Øre, Bladskiverne i en Løgvæxt, og lignende. Sogn, Sfj. Sdm. Tel. og fl. Ogsaa om tynde Spaaner. Tel. G.N. blaka, en Vifte, m. m. – 2) Flig eller Skjød paa Klæder; ogsaa et lidet Forklæde. “Bløku”, Hall. “Ho kom aa bar dæ i “Bløkun” (i Forklædet). Jf. Skuppa. – 3) Smække, Klap, Ventil (i en Bælg eller en Pumpe), = Blekk. – Falder tildeels sammen med “Blokka”, som dog er et andet Ord. En afvigende Form “Bluku” forekommer i Trondh. Stift (Fosen), i en ganske anden Betydning, nemlig: Hammel eller Tværtræ i en Plov.

Blokk, f. 1) Blok til et Heisetoug, Vindeblok med Tridse. 2) Model, Form; f. Ex. Hatteblok. (I Betydn. Klods el. Stump bruges det ikke). Fleertal regelret Blokker (kj), men nogle St. Blekker (Blekk’r). Dette Fleertal og den islandske Form blökk (hos Haldorson) kunde vel hentyde paa en Rod med a (blakk); men alligevel er Ordet vistnok at henføre til det tydske Block, som ogsaa gjenfindes i Engelsk og flere Sprog.

blokka, v.a. vinde, trække med en Vindeblok. Østl.

Blokka, f. 1) Blad paa en Væxt, Løv; især om Smaabladene paa de fleerdeelte Løv, f. Ex. paa Ask og Røn. Søndre Berg. og Stavanger Amt. Egentlig Blodka (o’) med Omlyd for Bladka. Isl. bladka, acc. blödku. – 2) Flig, Lap; s. Bloka.

Blokkebær, n. Bøllebær, Vaccinium uliginosum. Berg. Stift, Nordbland, Gbr. Valders, Hall. I Trondh. Stift (Stjord. Fosen) Blakkbær, som man forklarer af blakk (bleg), fordi denne Art adskiller sig fra Blaabær ved en lysere Farve. Søndenfjelds: Mikjalsbær, Trytor, Skintryta. I Orkd. Bjønnbær.

blokkutt, adj. deelt i Smaablade, finnet; ogsaa bladrig. Af Blokka.

blokutt (o’), adj. fliget, lappet; s. Bloka.

Blom (oo), m. 1. Blomst; Blomsterkrone. Mest i den sydlige Deel af Landet. I Gbr. Blome. G.N. blóm, n. blómi, m. (Goth. blóma; Ght. blómo). Andre St. Blomster; jf. Vise, Rosa. – Heraf bløma.

Blom, m. 2. Bregne (Filix). Nordre Berg. og Trondh. Stift. Nærmest i Stedet for Brom; see Burkne.

bloma, v. blomstre; s. bløma.

blomad, adj. blomstret; tegnet med Blomster.

Blome, m. 1) Blomst, s. Blom. 2) Blomstring, Flor, Velmagt. Et Par andre Betydninger synes at være noget fremmede, nemlig: 1) Æggeblomme (= Raude); b) Flomme, Isterlag (= Boka).

Blomfall, n. Blomsternes Affalden.

blomlaus, adj. blomsterløs.

blommaalad, adj. malet med Figurer, som ligne Blomster. Gbr. og fl.

blomrik, adj. blomsterrig.

Blomrikka, s. Rugda.

Blomrot, f. Bregnerødder.

Blomster (-str), m. (og n.), 1) Blomstring, Flor; 2) en Blomst. (Fl. Blomstrar). G.N. blómstr. Hertil Blomsterblad, -dusk, -krans, -lit, -luft, -slag, -tid, og fl.

blomstra, v.n. (ar), blomstre, = bløma. Hertil: Blomstring, f.

blomutt, adj. blomstret; tegnet med Blomster. (blomett’e, blomaatt).

Blot (o’), n. Blødgjørelse, Udblødning (s. følg.). Leggja i Blot: lægge i Blød. Leggja Hovudet i Blot: gruble, gjøre sig Hovedbrud.

blota (o’), v.n. (ar), blive blød, udblødes; især om Jorden i Regnveir.

Blote (o’), m. 1) blød Jord, Dynd, Mudder. 2) Regn eller Tøveir. (Isl. bloti). Af blaut, eller maaskee af et tabt Stamord (bljota). Heraf blota, v. og deraf Blot, n.

Blotfisk, m. udblødet Tørfisk. B. Stift.

blotna (o’), v.n. (ar), 1) blødne, blive blød. G.N. blotna. 2) blive rørt, bevæges i Sindet; ogsaa: ydmyges, lade sig bøie. Heraf Blotning, f.

blug, s. bljug. – Bluku, s. Bloka.

Blunder (-dr), m. Slummer, let Søvn; ogsaa Søvnighed.

blundra, v.n. (ar), blunde, lukke Øinene; sove lidt. G.N. blunda.

blunka, v.n. (ar), blinke, slaae Øinene sammen, saasom af Skræk. Hertil: blunkesky, adj. frygtsom, let at skrække. Smaal.

Bly, n. Bly (Metal) G.N. blý. Hertil: Blyklump, -kula, -plata og fl.

Blyant, m. Blyant, Pen af Graphit. (Jf. Sv. blyertspenna; T. Bleistift). Et lignende
Ord (bliat; sv. blyant) betegnede fordum et Slags Klædestof, og gjenfindes i flere Sprog, skjønt Oprindelsen er uvis. (Diez 1, 71)

blyg, som vækker Blusel; s. bljug.

Blygd, f. Blyhed, Undseelighed (Tel.?). G.N. blýgd.

blygd, adj. skamfuld (af blygja). Tel.

blygja, v.a. (er, de), gjøre undseelig, faae til at blues. (Af bljug). Han blygde meg. Hall. Tel. Ellers alm. i Formen blygjast, v.n. blues, undsee sig, blive skamfuld. Sædvanlig udtalt blyast, med Præs. blyest, men Imperf. blygdest og Supin blygst. Jf. Sv. blygas.

blygjen, adj. undseelig, bly af Natur. Nordland, Trondh. (Skulde hellere have Betydningen: som gjør bly, el. vækker Blusel).

blygsam, adj. 1) om noget som man blues ved, el. som ikke er saa værdigt og passende som man vilde. 2) undseelig, som let bliver bly. Sv. blygsam.

Blygsl, f. Blusel, Undseelse. (Sv. blygsel). Ogsaa Blyhed, Undseelighed (= Bljugskap). Tel.

blygsel, adj. omtr. d. s. s. om blygsam.

Blykvite (?), m. Blyhvidt (T. Bleiweiß). Bruges kun i en fremmed Form “Blyvitt”, og oftere “Blevitt”, n.

Blymalm, m. Blyerts.

Blyr, m. Lindring, Formildelse. Hall. Maaskee ogsaa: Varme. Paa Rom. blyren, adj. lunken, lidt varm.

blyrast, v.n. lindres, formildes. Hall.

Blystein, m. Blylod paa et Fiskesnøre.

blystra, s. blistra.

blæ, og blæa, s. bledja.

Blæja, f. 1) Dug, Tæppe. G.N. blæja. I Særdeleshed: a) Undertæppe i Seng eller Vugge. “Bløya”, Smaal. Rom. Buskr. Ogsaa om Nættet eller Fedthinden omkring Dyrenes Indvolde (Vombbløya, Talgbløya, Isterbløya), Rom. Hadl. – b) Lagen, Liintæppe. “Bleie”, Tel. Rbg. Dansk Blee; Sv. blöja. – c) Dug at bære paa Haanden. “Brurableia”, Sogn. – 2) Alter (vel egentlig Alterdugen). Sdm. Ndm. med tydeligt æ: Blæje, Blægje. “Inna’ mæ Blæjaa”: oppe ved Alteret. (De andre Betydn. her ubekjendte). – 3) en Kreds omkring Alteret; en Rad af Kommunikanter, som paa een Gang kunne faae Rum ved Alteret. “Bleia”, Lister. Helg. “Dæ va tri Bleie mæ Altersfolk” (tre Rækker el. Omgange). – En anden Form “Blæa” kunde ogsaa ventes, men synes ikke at forekomme. G.N. blæja er tildeels skrevet blægja. I tydske Dial. Blahe, Blähe og Blache (en stor Dug). Jf. Plagg og Lat. plaga.

Blæjegarn, n. Traad til Sengetæpper.

Blæjevev, m. Væv til Tæpper eller Lagener. (Bleievæv, Bløyevæv).

blækta, bræge; s. bræka.

Blæm, s. Blem. – Blæma, s. Blemma.

Blæra, f. Blære, Vable, Vandblegne (jf. Blaasa). Nogle St. Bløra (Søndre Berg. Ryf. og fl.); i Hard. Bløira (Bløyra), som grunder sig paa en ældre Form Blødra. G.N. bladra (acc. blödru). Jf. Sv. bläddra; Holl. blader, blaar; T. Blatter.

blæst, adj. 1) om Vinden: blæsende med nogen Styrke (jf. fullblæst). Sdm. – 2) stakaandet, pustende af Udmattelse. Namd. Indr. Jf. lettblæst. (Formod. for en ældre Form: blæs).

Blæster, m. s. Blaaster.

bløda, v.n. (er, de), bløde, tabe Blod. (Forkortet: blø). G.N. blœda.

Bløding, f. Blødning, Blodtab.

bløma, v.n. (er, de), blomstre, staae i Blomster. (Af Blom). Alm i de sydlige Egne til Hard. og Valders. I Nhl. pløma. Ellers: blomstra; ogs. bloma (Vald.).

Bløma, f. Blomster, især paa Træer. (Sjelden). I Nhl. Pløma.

blømen, adj. blomstrende. Toten og fl.

Bløming, f. Blomstring.

Bløra, s. Blæra. Bløya, s. Blæja.

Bløyg, m. en Kile til at sprænge eller kløve med. Rbg. Tel. Hall. Ellers i Formen: Bleig, Toten; Blei, Rom. og fl.; Blegg, Sdm. (Andre St. Vegg). Sv. Dial. bligd, bläjde, bläje; D. D. Bleir. Jf. Isl. fleygr, og blegdi (Fritzner 814). Ordet nærmer sig til T. bläuen, og Goth. bliggvan (dvs. slaae), men synes dog ikke at henhøre dertil.

bløygja, v.a. (er, de), sprænge med Kiler, splitte, kløve. Tel. Hall. I Solør: bleige

Bløyra, f. 1) Blære (s. Blæra); ogsaa en Sprække i Jern el. andet Metal (= Føyra, Veila). Hard. – 2) en Kryster, Kujon. Hard. Det sidste vel egentlig Bløydra. G.N. bleyda, af blaud.

bløyta, v.a. (er, te), gjøre blød, udbløde. Ogsaa figurl. ydmyge, bøie, røre. (Af blaut). bløyta seg: udsætte sig for Væde, blive gjennemvaad. bløyta Augo: græde. – bløytast, v.n. blive blød (= blotna).

Bløyta, f. 1) Udblødning; 2) Bløde paa Jorden af Regn eller Tøveir. Faa ei Bløyta: komme ud i et Uveir, blive dygtig gjennemblødt.

Bløytekjer, n. Kar at udbløde noget i.

bløytesam, adj. vaad og fugtig.

Bløyteveder (veer), n. langvarig Regn.

Bløyting, f. Udblødning.

Bløyting, m. en Kryster, en som let bliver ræd. Gbr. Hall. og fl.

Bo, s. Bod. – Boa, s. Broder.

Bobbe, m. Busemand, Skræmsel; ogsaa Spøgelse (= Bokke). Sdm. Hall. og fl. Jf. Buve.

bobberædd, adj. bange for smaa Farer, skyggeræd. Mere alm.


Bod (o’), n. 1) Tilbud; tilbudte Vilkaar; ogsaa Bud til et Kjøb, f. Ex. ved Auktion, o.s.v. (Af bjoda). Afvigende Udtale: Bo (o’) og Baa (flere St.); Bø (Nordl. og fl.), Bo, med lukt o (Gbr.). G.N. bod. Det stod meg til Bods: det var mig tilbudt; jeg kunde faae det. – 2) Gjæstebud (egentl. Indbydelse). Sjelden, saasom i Ordsproget: Burte er baade steikt og sodet (o’), heime er daa beste Bodet. (Nordl. Sdm. og fl.). G.N. bod. Hertil Bodsgaava, Bodslott. – 3) Budskab, Sendebud, Hilsning. I denne Betydning bliver det tildeels fraskilt som et Hunkjønsord: Bod, f. (Sdm. og fl.), eller Baud (som forhen er anført). – 4) Paabud, Befaling, Forskrift. (Ofte brugt i den danske Form: Bud). – 5) Tarv, Krav (?). “Du ha’ikkje Bo te gjera dæ”: du behøver ikke (har ikke nødig) at gjøre det. Gbr. ogsaa i Sogn og fl. (I svenske Dial. bo). Om dette “Bo” hører hertil, er dog uvist. Paa Sdm. hedder det “beug” og (i nogle Egne) “bio”; f. Ex. “Dæ va væl bio, at e ha’ gjort dæ” (det var høilig fornøden o.s.v.). Maaskee for “Behov”. I Nfj. høres ogsaa “go” i samme Forbindelse, altsaa “ha go til”, dvs. behøve.

Bod (o’), f. Budskab, s. forrige.

boda (o’), v.n. (ar), bringe Budskab, bebude; ogs. sende Bud. Rbg. og fl. (bo’a), i Sdm. bode. G.N. boda.

Bodberar (o’, e’), m. Budbærer.

Bode (o’), m. Skjær eller Klippe, som rækker saa nær til Vandfladen, at Havbølgerne brydes derpaa. Alm. ved Havkanten, men forskjellig udtalt: Bode (Nfj. Sdm.), Baadaa (Indh.), Baae og Boe (o’), ogs. Bøe (Nordl. og fl.). G.N. bodi. Jf. Fall og Flud.

boden (o’), partic. (af bjoda), 1) buden, tilbudt; 2) indbuden; 3) paalagt, befalet.

bodfør, adj. skikket til at bære Bud, duelig til at fremføre sit Ærinde. (Temmelig alm.). Jf. ærendsfør.

Boding (o’), f. Bebudelse, Forkyndelse.

Bodord, n. Budord, Befaling.

Bodsending, f. Budskab, Sendebud.

Bodsgaava, f. Bryllupsgave. Gbr. (Lom)

Bodskap (o’), m. Budskab, Tidende.

Bodslott (o’), m. Snyltegjæst, En som indsniger sig i et Gjæstebud. Hard. G.N. bodslottr. (N L. 2, 71).

Bodsmann (o’), m. Indbyder. Gbr.

Bodstikka (o’), f. Budstikke, Bekjendtgjørelse som sendes fra Gaard til Gaard. Egentlig det Gjemme, hvori den skrevne Bekjendtgjørelse bliver indlagt, og som bestaar af en liden udhulet Valse (Cylinder) af Træ, forsynet med en Syl eller Jernpig i Enden, for at Overbringeren kan slaae den fast i Stuedøren, hvis der for Øieblikket ikke er Folk tilstede. “Bo’stikke”, Rbg. og fl. “Bustikka” Berg. Stift.

Bog (o’), n. Bue, bueformig Figur; saaledes om den Bue, som en Vandstraale danner, naar den drives ud til Siden, f. Ex. af en Pumpe. “Dæ rann, so dæ sto’ Bogj’e”, Sdm. (Til bjuga).

Bog (oo), m. 1) Bov, øverste Deel af Forbenene paa Dyr. G.N. bógr; Sv. bog. Fleertal tildeels Bøger (Bøgr). Hertil Bogbein, Boglid og fl. – 2) Side, Kant, (Tildeels i Seiladsen). Paa hin Bogen. Dunkelt i Ordet Slagbog. – 3) Bov paa et Fartøi, Bryst, Forside. Nogle St. Baug, Bau. Holl. boeg; T. Bug.

boga (oo), v.a. lægge til Boven, paa Fartøi. Boga Ankeret: fæste Ankeret paa Boven.

boga (o’), v.n. bugne; s. buga.

Boge (o’), m. 1) Bue, bueformig Figur, et Stykke af en Cirkel-Linie. Tydeligst i Regnboge. G.N. bogi. Sv. båge. (Til bjuga). – 2) bueformig Kant i en Steenbygning; f. Ex. over et Vindue. Ogsaa: Hvælving, Underbygning i en Bro og deslige (dog lidet brugl.). – 3) en Skydebue. Skotboge, Spretteboge. G.N. bogi. – 4) en Stryger til Strenge-Instrumenter; især til Fiolin. Forskjellig Form: Bogje (B. Stift, Tel. osv.), Boga, Baaga (Østl.), Baagaa (Trondh.). I Sammensætn. Boge, Boga (ikke med gj).

Bogedrag (o’), n. Buestrøg, paa Fiolinen. Ogsaa kaldet Bogetak, Bogatak. Tel. og fl.

bogen (o’), adj bøiet, bueformig, lidt krum; f. Ex. om Træer. Alm. (sædv. udt. bogjen; Fl. bogne). Egentlig Particip af det fordum stærkbøiede bjuga.

Bogesag (o’), f. Buesav.

Bogeskot, n. Skud med Bue.

Bogetak, n. s. Bogedrag.

Boggreide (oo), n. den forreste Deel af en Hestesæle. Trondh.

Boggris (oo), m. den sidstfødte Griis i et Kuld (sædvanlig lidt mindre end de andre). I Spøg ogsaa om den yngste Søn i en Familie. Sdm. Sfj. og fl. Ogsaa i Sverige boggris, “den yngste grisen, som har sin föda vid bogen (längst fram).” Rietz 44.

Boglina, f. Bovline paa Fartøi.

bogna (o’), v.n. (ar), 1) bugne, bøie sig, blive lidt krum (bogen). G.N. bogna. 2) figurl. ydmyges, blive mere føielig. Heraf Bogning, f.

Bogna (o’), f. Meeldrøie, en svampagtig Udvæxt paa Korn. Trondh. Stift (hvor dog ogsaa en Bønne hedder Bogna). Jf. Bauna.

Bog-raa (oo), f. Bovblad, øverste Bovbeen. Sdm.

Bogring (oo), m. Haarkredsen eller Hvirvelen bag ved Boven; især paa Heste.

[Bogspryt, n. Bovspryd. Holl. boegspriet.

Bog-tre, n. Bovtræ, den forreste Deel af en Hestesæle.


Bok (oo), f. 1, Bøg, Bøgetræ. Sv. bok; Nt. Book; T. Buche. (Nord i Landet siges Bøk). Fleertal noget usikkert; i Jarlsberg, hvor Træet er mest bekjendt, hedder Fl. “Boker”, som vel egentlig er Bokar. – Hertil: Bokebork, -lauv, -skog, -stav, -vid og fl.

Bok (oo), f. 2, (Fl. Bøker), Bog, indbundet Skrift; Dagbog, Protokol m. m., ogsaa Tegnebog, Lommetaske, Seddeltaske. G.N. bók Halda Bok: gjøre stadige Optegnelser, f. Ex. over Udgifter. Føra til Boks (rettere: til Bokar): indføre el. optegne paa sit Sted.

boka (oo), v.a. (ar), optegne, indføre i en Bog. (Lidet brugl.).

boka (o’), v. grave; s. bauka.

Boka (o’), f. 1, Gravning; s. Bauk, Bauka.

Boka (o’), f. 2, Spæk, Fedt-Lag paa Kjødet i et Dyr; ogsaa: Isterlag, Isterflomme, saasom i Sviin. Hard. og fl. Afvig. Boga (o’), Baaga, Ryf. Boku, Tel. Buku, Gbr. Guldalen, Stjordal. Formodentlig et gammelt Baka (Bøku); jf. Mht. bache, m. (Skinke, Flæskeside); T. Dial. Bachen, Eng. bacon.

Bokbindar, m. Bogbinder.

Bokbræde, n. Plade i Bindet paa en Bog. Nogle St. Bokbyne (y’), s. Bræde og Byne.

boken (oo), adj. lidt tør, sammenskrumpet, halvtør; især om Kjød og Fisk “bokjen”, B. Stift, Ork. og fl. (Jf. Sv. boken: mugnet). Hertil bokna og bøkja.

Bokførsla, f. Bogførsel, Indførsel i Bog.

Bokhaldar, m. Bogholder.

Bokhylla, f. Boghylde; Bogskab.

Bokke (o’), m. 1) en Stormand, mægtig Mand (= Bugge, Bause, Bekse). Sfj. og fl. (G.N. bokki). – 2) Busemand, Spøgelse; ogs. Vætte, En af de Underjordiske. Nfj. Sdm. (Bokkje). Hertil “bokkefingjen”: underlig særsindet, som en Skifting.

bokla, v.n. kludre, klodse. Tel.

bokleg (oo), adj. boglig; literær.

boklærd, adj. 1) læsekyndig, som kan læse; 2) boglærd, vel bevandret i Bøgerne.

Boklærdom, m. Kundskab af Bøger.

Bokmaal, n. Sprogform som bruges i Bøger.

Bokmol (o’), m. Bogmøl (Insekt).

bokna (oo), v.n. (ar), tørres, skrumpe sammen, blive halvtør (boken). Berg. Trondh. Nordl. Ogsaa boknast.

Bokning, f. Sammenskrumpning.

Bokoll (o’, o’), m. Fiskestav, Stang med en Tværskive paa Enden, hvormed man støder i Vandet for at jage Fisk. Østerd. (Tønsæt).

Bokrike, n. Forraad af Bøger. Mindre brugl., see Rike.

Boksal, m. Bibliothek.

Bokselnad, m. Boghandel.

Boksta (o’), f. en Bagning, Bægt, Portion at bage paa een Gang. Tel. (Vinje). Andre St. Bakster.

Bokstav, m. Bogstav; Lydtegn. G.N. bókstafr. – bokstava, v.a. skrive, betegne med Bogstaver. Oftest med en fremmed Form “bokstavera”.

Bokstol, m. Bogstol, Læsepult.

bokstød, adj. sikker i at citere af Bøger.

boksynd (-synt), adj. oplært at læse; eller som seer at læse i Bog.

Boktrykkjar, m. Bogtrykker.

bokvis (ii), adj. vel bevandret i Bøger.

Bol (oo), n. 1) Rede eller Kube, som adskillige Dyr tillave for deres Yngel. Musbol, Kvefsebol, Humlebol, og fl. Trondh. Gbr. Østl. I Berg. Stift: Bøle. – 2) Leie, Liggested for Dyr. Berg. Nordl. og fl. G.N. ból. I Spøg ogsaa om en Seng. – 3) Opholdsted, Bosted. I Sammensætning som: Leigebol, Prestbol, Sæterbol. Jf. Høybol, Kornbol. Heraf bøla, Bøle.

Bol, m. en Tyr, Oxe. Shl. hvor det udtales med lukt o (Bool). G.N. boli. Ogsaa i flere sprog: Nt. Bulle; Holl. bul; Eng. bull.

Bol, m. s. Bul og Burd.

Bola (o’), f. Hævelse (jf. bolen). Sjelden, i Hall. Bølu.

Bola (oo), f. 1) Boble, Luftblære; især paa Vand. Nogle St. Bubla; i Sogn Bulla (Budla). – 2) en Bugle, Forhøining som ligner en Boble (jf Bolesylgja). G.N. bóla. – 3) Kopper, Børnekopper (Sygdom). Søndre Berg. og Stavanger Amt. Isl. bóla. Ellers Kveisa og Poka (Pokka).

bola, v.n. (ar), boble, skyde op i Bobler. Jf. bulla. – bolast, blive fuld af Bobler.

Bolde (o’), m. Byld, Svulst (= Kaun, Svoll). Gbr. Ork. Fosen. Sv. böld, bolde.

Boldeverk, m. Smerte af Bylder.

bole seg, s. borda.

Bolebrosma, f. et Slags Brosme (Fisk) med smaa Luftblærer i Skindet. B. Stift.

bolegraven, adj. arret paa Huden efter Børnekopperne, koparret. Søndre Berg.

bolelaupa, v.n. (-løyp, ljop), løbe op i Bobler eller Luftblærer, blive porøs; især om Brød eller Kager.

bolen (o’), adj. hovnet, opsvulmet (= truten). Shl. og fl. I Hard. tildeels: bolgjen (G.N. bolginn). Dette bolgen ansees som Particip af et gammelt Verbum belga, men Formen “bolen” passer bedre til Bola (o’) og Bolde.

Bolesetel (oo), m. Vaccinations-Attest. Søndre Berg. Andre St. Pokesetel, Kveisepass.

Bolesott, f. og Bolesykja, f. Børnekopper.

Bolesylgja, f. et Slags Spænde med ophøiede runde Bugler. Bolesygje (-sye), Rbg. Tel.


Boletang, n. Tangart med store Blærer eller Knuder i Stilken (Fucus nodosus).

Boleær (Bolær), n. Ar efter Børnekopper.

bolgen, hovnet; s. bolen.

Bolk, m. 1) Skillevæg, Fjelevæg imellem to Rum, f. Ex. imellem Baasene i Fæhuse. Nogle St. Balk (Sogn, Tel.); ogs. Bokk (Tel.). G.N. bölkr (og balkr). Fleertal tildeels Belkjer. – 2) Stykke, Deel, Afdeling. Linebolk, Notarbolk, Gardbolk (Gjærdestykke). – 3) Tid, Tidsrum, Afdeling i Tiden (omtr. som Bil). Aarsbolk, Vaarsbolk, Snjobolk, Uvedersbolk. I Bolkom, el. “i bolkeviis”: en og anden Stund, ikke bestandig.

bolka, v.a. (ar), afdele, skille i to eller flere Rum. Nogle St. balka; hertil: avbalkad. Tel. – 2) v.n. blive ujævn, plettet, stribet. Det bolkar upp; om optrækkende Skybanker. Smaal. – bolkast, v.n. blive ujævn, f. Ex. om Ager med enkelte tynde Pletter.

Bolkeslaa, f. Stolpe i en Bolk mellem to Baaser. Gbr. Paa Rom. Bolkeslo.

bolkutt, adj. ujævn, ikke allesteds ligedan. Især om Ager, som staar tyndt paa nogle Steder og tykt paa andre.

Boll, m. Testikel; Testikelpung. Sogn og fl. (Egentl. samme som Ball). Andre St. Ballar, pl.

Bolle, m. 1) Bolle, Drikkeskaal med bred Bug og en smalere Rand eller Ring oventil. – 2) Kumme, Kop, Thekop. Rbg. Mandal. – 3) Sølvstøb uden Fod (= Tumling). Valders. G.N. bolli (lidet Kar); Ang. bolla; jf. Eng. bowl.

Bolleblom, m. Trollius europæus. Ogsaa Bollblome, Toten. Ellers Smørbolle, Smørball, Ballblom og fl.

bolna (o’), v.n. (ar), hovne, svulme op (= trutna). Shl. I Hard. ogsaa bolgna. G.N. bolgna. Jf. bolen.