Ivar Aasen Norsk Ordbog

Tilkoma (o’), f. Tilkomst; Ankomst.

til-komen (o’), adj. 1) tilkommen; ogsaa: fremkommen, opstaaet. 2) fremrykket i Alderen, ikke længere ung. Tilkomne Folk: Personer som ere noget til Aars. B. Stift. Ogsaa med Begrebet: udviklet, modnet, kommen til sin fulde Kraft. Afvig. “til seg komen”, Gbr.

til-kostad, adj. anskaffet: bekostet.

Tilkosting, f. Opoffrelse for at anskaffe el. opnaae noget; Bekostning.

Till, s. Tild. – Tilla, s. Tindla.

tilla, v.n. (ar), dryppe tidt, rinde (= silla). Hall. Gbr. Romsd.

Tillag, n. Tilskud, Bidrag; ogsaa Tillæg, Tilgift. Hedder oftere: Tillegg, n. Sjeldnere Tilloga (o’), f. (Rbg.). G.N. tillaga.

til-lagad, adj. tillavet, tilberedet; ogsaa: foranstaaaltet, tilveiebragt; s. laga. Derimod til-lagd: tillagt, s. leggja.

Tillaging, f. Tillavelse.

tillags, tilpas; s. Lag.

til-laten, adj. overladt, afgiven, opoffret. Nogle St. tilleten; s. lata.

Tillaup, n. Tilløb, Tilstrømning.

Tilleiding, f. Antydning, Vink.

Tillende, n. Land eller Jordbund med Hensyn til Bekvemhed. “Godt Tillænn”: heldigt beliggende Marker. Trondh. (Opdal). Vel egentl. tilhørende Land.

tilliks, adv. lige meget, i lige Grad. Nhl. Egentl. til liks, af lik, adj.

Tillit (ii), f. Tillid, Fortrøstning. – tillitsam, adj. tillidsfuld.

tilløypen, adj. dristig, fremfusende. Hall.

til-maatad, adj. afpasset, tillempet.

tilmots, imod hinanden; s. Mot.

tilmuns, s. Mun.

til-mykt, adj. blødgjort, vel tilredet el. bearbeidet. Nogle St. tilmøykt.

Tilna (Skagle), s. Tindla.

Tilnamn, n. Tilnavn, tillagt Navn. Sjeldnere: Tilnemne, n.

til-nøydd, adj. tilnødet, tvungen.

Tilraad, n. (f.), Tilraadelse, Tilskyndelse. – tilraadande, adj. tilraadelig. til-raadd, adj. tilraadet.

til-reidd, adj. tilredet, behandlet.

Tilreiding, f. Tilberedelse; Tilvirkning.

Tilrenne, n. Tilløb. Hall. og fl.

tilrenneleg, adj. let tilgjængelig, bekvem at gribe til. B. Stift.

Tilror, m. Veien til en Fiskeplads; ogsaa om Med eller Mærker hvorefter man veed at træffe en vis Fiskegrund. Sogn, Sfj.

Tilræde, n. Foretagelse, første Tilgreb eller Forsøg; ogsaa: Mod til at foretage sig noget (= Tiltak). Tel. (i Formen Tilræe, el. Teræe). Jf. G.N. tilrædi (af raada).

til-sagd, adj. tilsagt, varslet.

til-samd, adj. afpasset, sammenpasset; især i Fleertal: sammenvante. Hall.

til-sedd (ee), adj. tilseet, bevogtet.

Tilsetning, f. Bestemmelse; Ordre.

til-sett, adj. paalagt (at gjøre noget), beordret, befalet. Han var so tilsett: han havde faaet Ordre til at gjøre saa. G.N. tilsettr: bestemt.

tilsides, s. Sida.

Tilsig (i’), n. Tilstrømning, Indløb.

til-skapad (el. skapt), adj. tildannet.

Tilskapnad, m. Tildannelse, Bearbeidelse; ogsaa: Udvikling, videre Gang. Tildeels ogsaa om et affekteret Væsen; s. skapa.

Tilskiping (i’), f. Ordning, Indrettelse.

Tilskot (o’), n. Tilskud, Bidrag.

til-skrøyvd, adj. bred, voluminøs af Udstaffering el. Paaklædning; s. skrøyva.

Tilskøyt, m. et tilføiet Stykke.

Tilslag, n. Tilslag (som ved Auction).

til-smurd, adj. besmurt, bestrøgen.

Tilsnunad, m. Retning, Vending; ogsaa: Tilskikkelse, Skjæbne (omtr. som Tilstemne). Hall. og fl.

Tilsprang, n. Tilløb, Tilspringen. Taka Tilsprang: sætte sig i Fart for at løbe (= leggja til Sprangs).

Tilspurnad (u’), m. 1) Tilspørgsel, Adspørgelse. 2) en usædvanlig Begivenhed, noget som rygtes vidt og bredt. Valders.

tilstadar, s. Stad.

tilstads (?), med Betydn. især, fornemmelig, allerhelst. Smaal. (te stass). Dunkel Form. Sv. Dial. testanes.

Tilstand, n. Tilstand, Omstændigheder. Sjeldnere Tilstoda (o’), f. G.N. tilstada.

tilstanda, v.a. (stend, stod), tilstaae, bekjende. (Nyt Ord).

Tilstelling, f. Tilberedning, Ordning; ogsaa: Foranstaltning. Jf. G.N. tilstilli. – tilstellt, adj. tillavet, ordnet, pyntet osv.

Tilstemne, n. Retning (Tendents); Tingenes Gang, det at Omstændighederne føie sig paa en vis Maade eller føre i en vis Retning.

Tilstig (i’), n. tilnærmende Skridt.

Tilskrøyming, f. Tilstrømning.

Tilstudning (u’), f. Understøttelse. Lidet brugl.

til-størd, adj. tilskyndet; s. støra.

Tilstøyt, m. Tilstød; Tilfælde.

Tilsvar, n. Gjensvar; ogsaa: Ansvar.

til-sveipt, adj. indsvøbt, omhyllet.

Tilsyn, f. (n.), Tilsyn, Opsyn.

tilsynleg, adj. agtsom, paapasselig. B. Stift.

tilta, v.n. trave, trippe (= dilta). Smaal.

Tiltak, n. 1) Foretagelse, Tilgreb, Forsøg; ogsaa: Driftighed, Mod til at foretage sig noget. G.N. tiltak. – 2) Foretagende, foretagen Gjerning (især om noget dristigt). Hedder ogsaa Tiltøkje, n. (Te-tøkje, Søndre Berg. og fl.). G.N. tiltœki.

til-tald, adj. tilraadet; s. telja.

til-tamd, adj. øvet, oplært; s. temja.

Tiltepping, f. Tilstoppelse.


til-tept (-teft): tilstoppet.

til-tornad (o’), indtørret; s. torna.

Tiltriv (i’), n. Tilgreb (= Tiltak). Tel.

Tiltru, f. Tiltro, Tillid; Credit.

Tiltøke (-tøkje), n. see Tiltak.

tiltøkleg, adj. bekvem, tilgjængelig, let at tage til. (Nordl.). Oftere tiltøkjeleg. Nhl. og fl. G.N. tiltœkr.

Tilvane, m. Tilvænnelse.

Tilvending, f. Tillempning, Afpasselse.

tilverande, adj. tilværende, existerende.

Tilverkning, f. Tilvirkning, Tillavelse.

Tilvik (i’), n. Hjælp, Tjeneste, Villighed (= Aatvik). Ryf. Hard. og fl.

tilvik (ii), adj. tilbøielig, villig, beredvillig. Sdm. og fl. (tilvik’e). I Hard. tilvikjen.

Tilvokster, m. Tilvæxt; ogsaa Udvikling.

Tilvære, n. 1) Tilværelse, Existence. Lidet brugl. 2) Tilhold, Ophold paa et Sted. Hall. Vald.

Tim (i’), m. 1) Øiesyn, Tilsynekomst i lang Frastand; s. Timd. – 2) en fjern Lighed, noget lignende Udseende. Sdm. “Han heve ein Tim attpaa Go’faren”: han har visse Træk som minde om hans Bedstefader. (S. timja). I Nfj. hedder det Dim (i’), m. Jf. Svip.

tima, v.n. (er, de), 1, kime med en Klokke. Hall. Gbr. Indh. Nordl. I Nordre Berg. tina (tine). Andre St. kima. (Sv. kimma). Bruges især om at kime for en Høitid og hører vel altsaa sammen med Time, dvs. Tid.

tima, v.n. (er, de), 2, nænne, gide, bekvemme sig til noget. Helst med et Verbum i Infinitiv; f. Ex. han timde ikkje gjera nokot. Hall. og fl. Ellers mest alm. timast (timest), og nogle St. tima seg (time sei, Smaal.). Sjeldnere med Betydning: lykkes el. falde i Ens Lod. Det timdest oss inkje. (Sogn). G.N. tímast: hændes osv.

Timber (-br), n. Tømmer, Bygningstræ. Nogle St. Timm’er, sjeldnere Tymb’er. G.N. timbr; Sv. timmer; Eng. timber. I Sammensætning deels Timber, deels Timbre; nogle St. ogsaa Timb, f. Ex. “Timbslee” for Timberslede, Sæt.

Timberflote (o’), m. Tømmerflaade.

Timberfløyting, f. Tømmerflaadning.

Timberfut (uu), m. s. Timbermerkjar.

Timberhogster, m. Tømmerhugst.

Timberhus, n. Tømmerbygning.

Timberlunne, m. Tømmerstabel. Østl.

Timbermerkjar, m. En som opkjøber Tømmer i Skoven og sætter Eierens Mærke derpaa. Søndenfjelds.

Timberskog, m. Tømmerskov.

Timberstokk, m. Tømmerstok.

Timbervelta, f. et Sted hvor Tømmer sammenlægges til Flytning.

timbra, v.a. (ar), tømre, bygge Huse af Træ. Afvig. tymbra (el. tømmer’), Namd. G.N. timbra. Ogsaa: opsætte Væggene i et Træhuus (i Modsætning til trøda). Dei hava timbrat Stova, men ikkje trødt henne.

Timbra, f. Tømmerværket eller Væggene i en Træbygning.

Timbremann, m. 1) Tømmermand. Nogle St. Timbrar. – 2) et Insekt som opholder sig i Tømmerstabler (Lamia ædilis). Berg. Tel. og fl.

Timbring, f. Tømmer-Arbeide.

Timd (i’), f. Øiesyn, Leilighed til at see noget i lang Afstand. Sdm. (hvor det ogsaa hedder Tim, m.). “Faa Timd’a ‘ta Land”: faae et Land i Sigte, øine Land. Hedder ogsaa “faa Tim’en ‘ta Landa”: Jf. timja.

Time, m. 1) Tid; Tidspunkt. Kun i visse Forbindelser, som: til den Tid og Time; naar Timen kjem; Timen var ikkje komen. Jf. timeleg, Saatime (= Saatid), Anntime (= Onnetid). G.N. tími: Ang. tíma, Eng. time (Tid). – 2) Time, en vis Deel (1/24) af Døgnet. (Fordum kaldet Stund). Jf. Klokketime. Paa Timen: strax, i samme Stund.

timeleg, adj. timelig, endelig; jordisk. Af Time i Betydn. Tid.

Timeskifte, n. Udløbet af en vis Time.

timestød, adj. punktlig med Hensyn til Tid eller Klokkeslæt.

Timetal, n. Tid paa Dagen; ogsaa en vis Varighed, et Antal af Timer.

Timetavla, f. Timetabelle, f. Ex. i en Skole.

timja (i’), v.n. (tim, -de, -t), øine, have i Sigte, kunne see (noget som er dunkelt eller i lang Afstand). Me komo so langt ut, at me timde ikkje Landet. “Han flyg’e so høgt, at d’æ knapt ein tim’e haanaa” (om en Fugl). Nfj. Sdm. Infinitiv i Nfj. timje; paa Sdm. oftere time (i’). Heraf Tim og Timd. Jf. tekkja.

Tin (i’), n. Tin (Metal). Nogle St. Ten. G.N. tin. Hertil Tinfat, Tinkanna, Tinknapp og fl.

tina (i’), v.a. (ar), 1, fortinne, belægge med Tin. Hedder mere alm. fortina (i’); afvig. “fortaana”, Indh.

tina (i’), v.a. (ar), 2, afhase, stille Nødder fra Haserne. Shl. Paa Sdm. hedder det tininga; s. Tining.

tina (ii), v.a. (er, te), 1) plukke, optage, samle. Nordl. Tel. (Landst. 20). Især om at tage Fisk af Garn, ryste de vedhængende Fiske ud af Garnet. Shl. Ryf. G.N. tína: plukke, tage enkeltviis. – 2) afrense, afrydde; omtærske Kornet efterat Halmen er fraskilt, for at skille det fra vedhængende Avner eller Axeskjæg. Tina Bygg. Temmelig alm. (Mandal, Østl. Berg. Trondh.). Tildeels med Bøiningen: ar. Afvig. tinne, Gbr. G.N. tína; Sv. Dial. tina. – 3) tælle, optælle, f. Ex. Fisk. Nordl. (?).

tina (ii), v.n. s. tidna og tima.

Tina (ii), f. en Æske med Hank paa Laaget,
passende til at bære i Haanden. Søndenfjelds og videre. (Ellers kaldet Laup). Egentlig fremmedt; jf. Nt. Tine, Fr. tine, Ital. tina, om et Spand el. desl. Nogle Steder forekommer ogsaa Tina for Teina (Fiskekube).

Tinar (i’), m. haardt Træ; en Deel af et Træ som har haardere Ved end som Træet ellers har. (Mest paa Fyrretræ i en Krumning paa Stammen, eller paa den Side som har vendt mod Nord). Temmelig alm., i forskjellig Form: Tinar (i’) og Tenar, B. Stift; Tennar, Østl., Tenaar, Helg. Taanaar, Ork., Tunur, Stjordalen, Namd. Nogle St. Tenall, Østl. I Sæt. Tinall (i’), om sprødt Træ som er vanskeligt at tilskjære. (Jf. Joklevid). G.N. þinurr synes snarere at betyde: bøieligt Træ.

Tinar (en Væxt), s. Tine.

Tind, f. s. Tiend og Tidend.

Tind, m. 1) en Pig, Torn, Tand; f. Ex. paa en Kam, el. en Harv. G.N. tindr; Ang. tind (jf. Eng. tine). – 2) en spids Fjeldtop, en Tinde. (Hertil mange Fjeldes Navne). I Tel. tildeels Hunkjønsord (ei Tind), men i første Betydning Hankjøn.

tinda, v.a. (ar), besætte med Pigger, sætte Tænder i (f. Ex. en Rive).

Tinda, f. et Lag af tærsket Korn i Loen (= eit Laavefall). Ork. Jf. Tinsla.

Tind-auger, m. et Slags Rødfisk med mange skarpe Pigger. (Sebastes dactylopterus?). Nordre Berg. – Forskjellig herfra er Tindaure, hvorom s. Tindmurt.

Tindebikkja, f. et Slags Rokke (Skata) med pigget Ryg. Sdm. (sjelden). Isl. tindabikkja.

Tinder (Tindr), f. Mellemgulvet i Indvoldene (Diaphragma). Nordre Berg. (Ogsaa kaldet Midgard). Isl. þind.

Tinde-tre, n. Træ til af “tinde” med; see tinda.

Tindla, f. Skaglestang (= Skaak), Trækstang som fæstes til Sælen paa hver Side af Hesten. Nhl. Sogn, Sfj. Ellers i anden Form: Tilna, Hard., og Tilla (Tille), Sdm. Det sidste ligner et Eng. thill, dvs. Vognstang; imidlertid synes Ordet snarere at have en Forbindelse med det foranførte Tenel (Tinel) og at henhøre under tenja.

Tindmurt, m. Hundesteile (= Stikling). Nordl. Ogsaa kaldet Tindaure og Tindauring; andre St. Tindauke (?).

tindra, v.n. gnistre, glimte. Voss og flere. Afvig. tintra, Vald. Hertil tintren, adj. hidsig, hastmodig.

Tindriv (?), n. Bugvrid, stærk Smerte i maven. Helg. (Tinnrev). Maaskee til “Tinder”, dog dunkelt.

tindutt, adj. tornet, pigget, besat med Pigger.

Tindvid (-ve), m. Pigtorn, Tidse (Hippophae rhamnoides). Indh. (?). Skal paa andre Steder betegne Kristtorn (Ilex).

Tine (i’), m. Ager-Snerre (Galium Aparine). Sogn, Voss, Sæt. Ogsaa i Formen Tinar (i’), Sdm., og Tinarv, Sæt. (Andre St. Klengjegras, Friargras, Hangar og fl.). Sv. Dial. tina, tinor.

Tinel (i’), s. Tenel.

Ting, n. 1, Thing, offentligt Møde til Afgjørelse af Retssager, m.m. G.N. þing; Ang. þing. Koma til Tings: til Thinget.

Ting, n. 2, Væsen, Kreatur, Tingest; om Dyr og Mennesker. Temmelig alm. Eit Stakars litet Ting: en liden Stakkel. Eit nett litet Ting: en liden nydelig Tingest. Arme Ting: Stakkels Skabning. (Et Udtryk af Medlidenhed). Ellers i forskjellige Forbindelser, saasom: eit Naudarting, Uting, Styggeting, Ulukketing og fl. Jf. Tingeste.

Ting, m. Ting, Gjenstand, Formaal; ogsaa: Sag, Anliggende. G.N. þing, n. Ordet har uregelmæssige Former, da det nemlig i Fleertal oftest hedder Ting og bøies som Neutrum; det kan altsaa ansees som en Afvigelse fra det foregaaende, da nemlig det gamle Thing (n.) ligesaavel kan betegne det, hvorom der forhandles, som selve Forhandlingen. Betydningen er altsaa meget omfattende, og Ordet bruges ofte som et Tillæg til visse Adjektiver eller Pronomener for at overføre Udtrykket i en substantivisk Form. F. Ex. Ein Ting: eet, noget. Den Ting: det, dette. All Ting: alt. Ingen Ting: intet. I sume Ting: tildeels, i visse Henseender. I mange Ting: i mange Tilfælde, el. Henseender. Det var fæle Ting, eller: grove Ting: det var noget frygteligt. Det var smaa Ting: noget ubetydeligt. Store Ting: noget stort eller betydeligt. Det sidste bruges endog som et Slags Adverb, f. Ex. Dei hava komet seg store Ting: de have kommet sig betydelig, gjort stor Fremgang. (B. Stift).

tinga, v.n. og a. (ar), 1) holde Thing. Hall. Nordl. og fl. G.N. þinga. – 2) tinge, akkordere om noget. (Jf. fala). – 3) betinge sig, bestille, fæste paa visse Vilkaar. Particip tingad, f. Ex. burt-tingad: bortlovet, ikke længere fal.

Ting-aalmuge, s. Tingmuge.

Tingbord, n. Bordet i en Tingstue. Ganga fyre Tingbordet: tage Deel i en Retssag, f. Ex. som Vidne.

Tingdag, m. Dag hvorpaa Thing holdes.

Tingeste (gj), n. Tingest, liden eller ubetydelig Ting. “Eit litet Tingjeste”. B. Stift, Nordl. Ogsaa om Genitalia.

Tingferd, f. Thingreise.

Tingfolk, n. Folk som samles til Thing.

Tingfred, m. den Orden og Sikkerhed, som er nødvendig for et Things Afholdelser.

Tinghald, n. Thinghold; ogs. Forpligtelse til at holde Thinghuus el. være Thingvært.


Tinghelg, f. Thingtid, de Dage da et Thing holdes. Hall. Nordl.

Tinging, f. Underhandlinger; s. tinga.

Tinglag, n. Commune, Distrikt som har et Thing for sig selv.

Tingling (Finger), s. Gullbrand.

tinglysa, v.a. (er, te), thinglyse, kundgjøre eller bekræfte paa et Thing.

Tingmann, m. Thingmand; Medlem af en Raadsforsamling; Repræsentant ved Thinget.

Tingmuge (gj), m. Folk som er forsamlet til et Thing. Hall. og fl. Mere alm. er Tingaalmuge (-mugje).

Tingmøte, n. Forretningsmøde i et Thing, Forretningsstund, Session.

Tingstad, m. Thingsted.

Tingstemna, f. Stævning til Thinget.

Tingstova (o’), f. Thingstue. Ogsaa Tinghus, n. Sjeldnere Tingsal, m.

Tingtid, f. Tid da Thing holdes.

Tining, f. Tærskning, m.m. s. tina.

Tining (i’), m. en fuldmoden Hasselnød; Nød som løsnes og falder ud af Hasen. Ogsaa kaldet Gultining. B. Stift. Jf. tina.

tinkla, v.n. klinge mat. – Tinkl, f. en liden Bjælde. Hall.

Tinna, f. Flint, Flintestykke. Berg. Trondh. Nordl. G.N. tinna. Tunder og Tinna: Fyrtøi. So turt som Tinna: meget tørt el. haardt.

Tinndøl, m. Indbygger af Landskabet Tinn i Telemarken.

Tinnestein, m. Flintesteen.

Tinning, m. s. Tunnvange.

Tinsla, f. et Kornlag paa Logulvet. Hall. (Andre St. Berja). Jf. Tinda og tina.

Tint, m. (og f.?), 1) et Kar af mindste Slags, en meget liden Krukke, Kop, Æske el. deslige. Hall. Vald. Gbr. G.N. tinta (?). Jf. Fr. tinette: lidet Spand. – 2) en halv Pot, en Seidel. Nhl. Ork. Nordl. (Jf. Eng. pint). – 3) en meget liden Portion, en Smule, Slik. Østerd. – Tintabytte, n. et Spand af mindste Slags. Nhl.

tintra, s. tindra. – Tinung, s. Teinung.

tipla (i’), v.n. dryppe (= tippa); ogsaa: drikke lidt og ofte. B. Stift. Eng. tipple.

Tipp, m. Tip, Spids, smal Top. Sv. tipp; Eng. tip.

tippa, v.n. (ar), 1) stikke frem, vise sig som en Spids (= ydda). Buskr. – 2) dryppe tidt, rinde; f. Ex. af vaade Klæder. Berg. Hall. Nordl. (Sv. Dial. tippa).

Tir (ii), m. 1) Udkig, Speiden (s. tira). Liggja paa Tir: speide efter Fiskens Bevægelse i Vandet. Hard. – 2) Aabning at see igjennem. Ryf. – 3) Lysning, Glands. Nordre Berg. Lidet brugl. see tira. Jf. G.N. tírr: Ære; Ang. tír: Glands, Herlighed.

[Tir, m. (2), Rad, Række, f. Ex. af Tønder. (Brugt i Byerne). Eng. tier.

tira, v.n. (er, de), 1) stirre, kige, see nøie til. Hard. – 2) tindre, lyse, straale. Ryf. Ogsaa: have en vis Glands; om Øine (s. tirande). B. Stift. – 3) brænde svagt (= tora). Jæd. “Dæ tira endaa”: det er ikke ganske slukket. I Hall. med anden Bøining (-ar); hertil “taa-tira”: udbrændt, slukket. Ogsaa om en Person “Han tira endaa”: han er ikke død; der er endnu Liv i ham. (Sv. Dial. tira: lyse).

tirande, adj. tindrende, glindsende. Tirande Augo: meget livlige Øine. B. Stift.

Tiritunga, f. Kjellingetand (Blomst), Lotus corniculatus. Berg. Trondh. og fl. Nogle St. Tiriltunga; andre St. Tirlitunga. (Rbg. Indh.). Ellers kaldet Gullsko, Marilykle, Hanekamb.

tirra, s. terra. tirren, s. terren.

tir-øygd, adj. klarøiet, som har livlige, tindrende Øine. Nhl. See tira.

tisa (i’), v.n. (ar), sladre, fisle. Nordre Berg. Nogle St. disa (desa). Tiseltut, m. Øretuder, Fisler. Jf. Sv. tissla.

tiss (i’): indtil; s. tildess.

tissa (i’), v.n. fnise, lee. Helg.

Tissa, s. Tatte. – tissmeir, s. dimeir.

Tist (ii), m. (og f.), en liden tynd Splint; en løsreven Trevle paa Træ; en liden opreven Flip i Huden. Gbr. Østerd.

tista (ii), v.n. (er, te), stikke frem, vise sig. Sdm. Lidet brugl. “Han heve vore’ so, fraa di dæ tiste Tæ’ne punde haanaa”: fra den Tid da han først fik Tæer (dvs. fra Barndom af).

tistast, v.n. blive fliset eller trevlet udenpaa. Østerd. (tistes). S. Tist.

Tistel (ii), m. (Fl. Tistlar), Tidsel, pigget Væxt. G.N. þístill; Eng. thistle, T. Distel. Nøiere betegnet: Horntistel el. Vegtistel, Carduus lanceolatus; Aakertistel, C. crispus; Myrtistel, C. palustris.

tistutt, adj. fliset, opreven; f. Ex. om Hud; s. Tist. Gbr. (tilstaat).

tisøygd (ii), adj. pliirøiet, plirende. Guldalen.

Tit (ii), m. Smaafugl osv. s. Tita.

tita, v.n. (ar), 1) pibe, kvidre som en Fugl. Voss. 2) spire, stikke frem. Hall. (sjelden).

Tita, f. 1) en liden Fugl (Meise, Spurv og lignende). Voss, Hall. Toten og flere. Nogle St. Teta (ee), Hall. Vald., Tjeta, el. Kjeta, Indh. Ogsaa i Formen Tit (ii), m. Sfj., Tet (ee), Gbr. og fl. (Jf. Titing). – Ellers betegner Tita: 2) en liden Fisk; især om halvvoxen Ørred. Ork. – 3) en Spire eller liden Væxt. Hall. (Sjeldnere). Ogsaa om en liden Tand. Nhl. – Desuden skal Tit (m.) og Tita (f.) ogsaa betegne en flygtig eller ustadig Person. Sfj.


titevill (i’), adj. vægelsindet, ustadig, som vil snart det ene og snart det andet. Sfj. Sdm. Afvig. tøtevill, Voss; kikevill (i’), eller kjekevidl, Sogn (Sogndal). Oprindelsen uvis; jf. Tita.

Titevilla (i’), f. Vægelsind, Ustadighed. Sfj. Paa Voss: Tøtevilla.

Titing (ii), m. Spurv, Smaafugl. Nordl. (Jf. Tita). G.N. titlingr.

Titingfræ (-frø), n. og Titingrug, m. en vis Urt; s. Fuglefræ.

Titling (ii), m. tørret Smaatorsk. Nordl. Nt. Tietling.

titra (i’), v.n. (ar), bæve, skjælve, ryste. Nordl. (tittra). G.N. titra; T. zittern. Ogsa: ryste af Trang til at lee, være forpiint af Latter. (Eng. titter). – Titring, f. Bæven, Rystelse.

Titta, s. Tytta og Tatte.

Tittel (ii), m. Titel (Lat. titulus).

Tiung, m. en Tiendedeel. Hall.

Tiung, s. Tidung. – Tiur, s. Tidur.