Ivar Aasen Norsk Ordbog

torstlaaten, adj. = torstug.

torstug, adj. plaget af Tørst, jævnlig tørstig. (Forskjelligt fra tyrst). Tel. og flere (tosstug). Hedder ogsaa torstall (s.d.) og torstlaaten. (Sogn og fl.). Isl. þorstlátr. Disse Ord bruges ogsaa ofte i Betydningen: begjærlig efter stærk Drik, noget drikfældig.

Tort (Plantenavn), s. Turt.

[Tort (o’), f. Tort, Fortræd. Fr. tort.

tortimast, v.n. (ast), vantrives, plages, lide af en eller anden Mangel; oftest om at lide af Tørst eller Tørhed, nære sig med tør og haard Kost. Sdm. Lyder sædvanlig “turrtimast”, idet Ordet gjerne forbindes med Begrebet “turr” (tør). Jf. tima og G.N. tortíma: skade (vel ogsaa: plage).

tort-yver, s. tvert.

torug (o’), adj. dristig, modig (af Tor, n., og tora). Nogle St. torig (B. Stift); ellers ogsaa: toren (o’). G.N. þorinn.

Torv, n. Tørv, Jordskorpe; i Særdeleshed: 1) Græstørv, opspadet Grønsvær. 2) Brændetørv, Sumpjord som kan tørres og bruges til Brændsel. G.N. torf; Sv. torf; Eng. turf. Jf. tyrva.

Torv, f. Tarv, Trang, Fornødenhed. Berg. Stift, Nordl. og fl. G.N. þörf. (Jf. turva). Det var vel Torv til: det var vist nødvendigt, det kunde vel behøves. Fleertal
hedder tildeels Tarver (G.N. þarfar), som paa nogle Steder er meget i Brug. Saaledes paa Sdm. “Dæ va’ Tarvinne” (for Tarverna), dvs. det kunde behøves. Ironisk “Dæ va Tarvinne ditta”, dvs. dette skulde kanskje behøves! (om gale Streger).

torva, v.n. (ar), hjembringe Brændetørv, el. spade Tørv. Nordl.

Torva, f. et Stykke Græstørv, en opspadet Rude af Grønsvær, f. Ex. til at tække med. G.N. torfa, Sv. torfva. Ofte ogsaa som Benævnelse paa et Jordstykke, en Gaard eller Plads. Sitja paa si eigi Torva. (Ligesaa i Svensk).

Torvald, s. Torvvol.

Torvbud, f. Tørvbod; s. Torvskjaa.

Torveim, m. Damp af brændt Tørv.

Torvgard, m. Gjærde af oplagt Jord eller Tørv.

Torvkrok, m. en af de Kroge som sættes paa den nederste Kant af et Tørvtag for at fæste Tørvstokken (s. Torvvol). Nogle Steder kaldet Krokraft.

Torvlad, n. Stabel af Brændetørv.

Torvmyr, f. Tørvmose, Sted hvor Brændetørv forefindes.

Torv-onn, f. det Arbeide at opskjære Brændtørv.

Torvrauk, m. en liden Tørvstabel. Nogle St. Torvrøyk, n. Ryf.

Torvrøyk, m. Røg af brændende Tørv.

Torvskjaa, m. Tørvhytte, luftigt Huus at oplægge Brændetørv i. B. Stift, Nordl.

Torvspade, m. Tørvespade.

Torvstakk, m. en stor Tørvstabel.

Torvtak, n. Tørvtag, Huustag af Birkenæver og Græstørv.

Torvvol (o’), m. Tørvstok, Træstamme som lægges langs Kanten af Tagskjægget for at støtte Tørvdækket paa et Huus. (Jf. Torvkrok). Lyder deels Torvol, Tel. og flere, deels Torvaal, Sdm. og fl. Ogsaa i en anden Form: Torvhald (m.), Nordl., Torvald, Sogn, Hard. G.N. torfvölr. (Jf. Vol). Ovenfor Torvvolen lægges ofte endnu en anden Stok, og denne hedder da Røytetorvvol (Sdm.) eller Torvaldsverja, f. (Sogn).

torvvola (o’), v.a. (ar), forsyne et Tag med Tørvstokke. G.N. torfvala. (Dipl. 1, 352).

Tos (o’), n. 1) Taver, korte Trevler, saasom af Linned eller Tougværk; ogsaa om svagt eller udueligt Tøi. B. Stift. (Sv. Dial. tos). – 2) ubetydelige eller unyttige Forsøg, Indfald, Paafund. S. følg.

tosa (o’), v.a. (ar), 1) optrevle, oprive, pille. Sdm. Lidet brugl. Oftere tosast, v.n. f. Ex. det tosast upp: det optrevles, forslides. Sv. Dial. tosas. (Jf. tæsa, tæja, taa). – 2) v.n. sysle med noget uden Fremgang, kludre, gjøre unyttige Forsøg. Dei tosa med di: de befatte sig noget med det, de forsøge det saa smaat. Sdm. Sogn. og fl. Isl. tosa (Haldorson). – Hertil maaskee ogsaa “tossa”, v.a. udmatte, overanstrenge. Ork. (Meddeelt). Dog kunde dette ogsaa være et gammelt tasa.

tosa (o’), v.n. rasle (= ruska). Indh. i Formen taasaa el. tossaa. Falder sammen med “tysja” og er vel altsa et gammelt thosa.

Tosagner (oo), s. Toagner.

Tose (oo), m. Skyer eller Taage i Fjeldene, en lang Skybanke i Horizonten. Trondh., (Fosen). Fra Nordl. meddeelt Tosa, f.

Tosk, s. Torsk. – Toska, s. Taska.

toskutt (o’), adj. tosset, dum, taabelig. Ogsaa i Formen tosken (tosskjen). Jf. Tosk (Torsk).

tossa, v.a. (ar), drysse, strøe, udsprede. Helg. Jf. Eng. toss: kaste.

tostall, s. torstall. Toste, s. Torste.

Tot (o’), n. Susen, Brusen, som af Vind eller Bølger; ogsaa: Mumlen, Lyd af Stemmer i nogen Afstand; ligesaa: Knurren, Støi, idelig Snak o.s.v. Af tjota, taut. Isl. þot.

Tothol (o’, o’), n. egentl. Tudehul; spotviis om En som idelig snakker el. støier.

Totning (oo), m. Indbygger af Distriktet Toten (G.N. þótn) paa Oplandene.

Totra (oo), f. en Pusling, Stakkel, uanseeligt Menneske. “Ei lita Totre”, Sdm.

Totra (o’), f. Pjalt, Lap Brugt i Fleertal Totror (Tottrur), Tel. (Vinje). Ellers i Formen: Tultre(r), dvs. Pjalter, forslidte Klæder. Sdm. Paa Helg. Taltra(r). G.N. töturr (m.), tötrar. Eng. tatter. Nt. Taltern.

totrutt (o’), adj. pjaltet, laset. Tel.

Tott (oo), m. Stof, Art, Bonitet (omtrent som To). Nhl. Andre St. Tøte, n.

Tott (oo), m. Streng (= Taatt). Smaal.

totte, tykkedes; s. tykkja.

Tov (oo), n. 1) Valkning, Sammenfiltning, saasom af Uld eller Uldtøi (jf. tøva). Det tek ikkje Tov: det lader sig ikke valke, filter sig ikke sammen. B. Stift, Nordl. – 2) Filt, sammenvalket Tøi; et Stykke Foder af sammenfiltet Uld; f. Ex. Hattetov: Uldfoder i en Skindhat. Sdm. Nordl. Sv. tof; G.N. þófi, m. Jf. Tove. – 3) et Slags tætvoxende Græs (omtr. som Smele og Ryskje). Ndm. Guldalen. Noget lignende er Tuvgras, Østerd., og Tavgras, Indh. (Sv. Dial. tov).

tova, v.a. (ar), vikle sammen, forvikle. Tova i Hop. Derimod: tova upp: opløse, rede ud. Solør (tove). Sv. tofva, f. Ogsaa en liden Sky. (Jf. Tarve).

Tove, m. en liden sammenviklet Hob, en Tot el. Visk (= Dott, Floke). Vald. og fl. Sv. tofva, f. Ogsaa en liden Sky. (jf. Tarve).

toven, adj. filtet, sammenvalket; ogsaa: forviklet,
urede (= floken). Ork. og flere.

Tovhatt, m. Filthat; et Slags simpel Hat af sammenvalket Uld. B. Stift.

Tovla (o’), f. Ryghvirvel (= Tola). Nhl. I Ork. Tavla.

tovna (oo), v.n. (ar), filtes, fortættes som ved Valkning. Tovna i Hop: krybe sammen, blive tættere; ogsaa: forvikles. Berg. Trondh. Nord. Isl. þófna. – Tovning, f. Sammenkrybning.

Tovt (oo), n. Fnas, smaa Trevler el. Flokker, som falde af ved Vævning og Valkning. Nordre Berg. (Andre St. Lo). Kan ogsaa skrives Toft.

Tovta, s. Tolvta.

Trad, n. et omgjærdet Engstykke. Jarlsberg (Tra). Jf. Trod, Træde, Trøde.

Tradblom, m. Myosotis (Forglemmigei). Tel. (Aamotsdal). “Trablom”.

traden, part. traadt, betraadt; om en Vei. Tel. (traen). S. treda.

Trafse, m. Pjalt, Lap. Nordl. (Lof.). Jf. Trave og Trofsa.

tragta, s. traatta og traa.

Trakk, n . Træden, Trampen; idelig Gang eller Løben.

trakka, v.a. og n. (ar), 1) træde, betræde, nedtræde; f. Ex. trakka ned Graset: nedtræde Græsset. Dei hadde trakkat paa det: de havde traadt paa det med Fødderne. B. Stift, Nordl. og fl. Paa Østl. tildeels trokka (o’). Isl. tradka. (Jf. treda). – 2) stampe, trampe, bearbeide med Fødderne. Trakka ein Vev: valke en Væv ved Trædning med Fødderne. Trakka ein Veg: danne en Vei ved at gaae frem og tilbage, saasom i Snee. – 3) traske, gaae idelig frem og tilbage, have meget at gaae efter. Ein gjeng og trakkar heile Dagen. – Particip trakkad (nedtrakkad, upptrakkad).

Trakking, f. Træden, Trampen.

trakst, strax; s. straks.

[traktera, v.a. (ar), beværte; egentl. behandle. Hertil: Traktamenta, f. Beværtning.

Traler, pl. f. Gitter; Stolper eller Søiler i et Gitterværk, især af Træ. (Jf. Spol, Rim, Sprote). Holl. tralje; Fr. treillage, treillis. – Traleverk, n. Gitterværk.

Trall, m. 1) Tone, Melodie; Sang uden Ord. Sv. trall. – 2) Lunde, Stemning. Daa var han komen paa den Trallen. Nogle St. Tralt. (Sogn, Nhl.).

tralla, v.n. (ar), nynne, synge uden Ord; især i en rask Melodie. Nogle St. afvig. trala. (Sdm.). Sv. tralla. – Tralling, f. Nynnen Trallslaatt, m. rask Melodie til at tralle.

Tram, m. 1, Dørtrappe, liden Trappe eller Forhøining til at stige op paa; ogsaa et lidet Stillads, en Tribune. Tel. Hall. Buskr. – Ellers betegner Tram ogsaa: en Kant eller Bred; f. Ex. Bekkjetram. Valders. See Trøm.

Tram, m. 2, Trold, el. Djævel. Tildeels i de nordlige Egne: Tramen. I Hall. Træmen. G.N. tramr.

trama, v.a. (ar), udfylde, jævne, fylde til Bredden (Trømen). Tel. Trama seg: kante sig til (som Randen om et Skaar i et Træ). Nogle St. “traamme seg”.

Tramlag, n. et Kornlag paa Logulvet. Ork. Andre St. Framlag, Berja, Tinsla.

trampa, s. trappa og trakka.

[Tran, f. Tran (= Lyse). Holl. traan.

Trana, f. Trane (Fugl). Lidet bekjendt. Afvig. Tran, Østerd., Trunu, Solør. G.N. trana; Sv. trana.

Tranebær, n. Tranebær (Oxycoccos palustris); ellers kaldet Myrtyta. Østerd. og fl. I Smaal. Trante (Tranter).

Trant, m. Snude, Flad, Tryne. Temmelig alm. Jf. Trut.

trappa, v.n. (ar), trampe, stampe med Fødderne. Berg. Trondh. Jf. trøda og trakka. Trapping, f. Trampen.

Trask, m. en Stymper, Stakkel. Ryf.

Trass, Trods; s. Traass.

trassa, s. traassa. – trast, f. straks.

Trast, m. Drossel, Kramsfugl. Paa Østl. Trost (o’). G.N. þröstr (þrastar)? Sv. trast; Eng. throstle. I Samsætn. tildeels Trasta(r), f. Ex. Trastarreid; derimod: Trast-egg, Trastunge og fl.

Trau, s. Trog. – trau, imp. s. treda.

traud, adj. uvillig, utilbøielig, som ikke har Lyst. Tel. Østl. Nordl. og fl. dog tildeels lidet brugl. Mest alm. trau, i Østerd. tro (o’). G.N. traudr. Modsat fus.

Traude, m. Ulyst. (Traue). Sjelden.

traudig, adj. 1) uvillig, modstræbende; ogsaa: seenfærdig, seen til at komme. Tel. Hall. – 2) tungnemmet, seen i at lære. Hall. (trauig). – 3) sørgmodig, nedslagen. Sdm. (Maaskee efter det fremmede traurig).

traudom, adv. ugjerne, nødig. Sdm. i Formen traudaa, meget brugl. I Nordl. traua. See traudt.

traudsam, adj. kjedelig, trist. Sdm. (sjeldnere). Nogle Steder i modsat Betydning “trausam” for trøysam.

Traudskap, m. Ulyst, Modstræben.

traudsleg, adj. noget uvillig, utilbøielig. Tel. (trauskleg).

traudt, adv. nødig, ugjerne, med Ulyst. Rbg. og fl. Jf. traudom.

Traunska, s. Trauska.

Trausk, m. en Frø (Krybdyr), Jæd. Mandal. Nogle St. Trøysk. (Ellers kaldet Frosk, Frausk, Fraud). Sv. Dial. tråsk, tossk osv. (Rietz 747).

Trauska, f. en Ranunkelvæxt, som forekommer hyppig i Agrene; Ranunculus repens. Sogn. Hard. og fl. Ogsaa kaldet Trauskegras, Mandal; Trøyska og Trøske,
Sdm. Ndm.; Traunska, Voss; Trønska, Ryf. Ellers: Kvitrot (Hall.) og Dokkerot (Tel.). Ordet synes at være dannet af det foran nævnte Trausk, ligesom ranunculus af rana (en Frø).

traust, adj. 1) fast, sikker, stadig, som staar trygt; f. Ex. om et Stillads, et Bord o.s.v. Meget brugl. vest og nord i Landet. G.N. traustr: paalidelig. – 2) fast, tæt, noget haard; f. Ex. om Træ, Læder, Kjød, m.m. Traust Fisk: Fisk med tæt og fast Kjød. Traust Grunn: haard og fast Grund. – 3) stærk, kraftfuld. Ein traust Gut: en stærkbygget, dygtig Karl. Jf. trøysta.

traust, adv. 1) trygt, sikkert, uden at vakle. Standa traust; sitja traust. – 2) fast, kraftigt, med Styrke. Halda traust; stappa traust i Hop o.s.v.

Trauste, m. Fasthed, Stadighed.

traustleg, adj. noget fast el. stærk.

Traustleike, m. Fasthed; Styrke.

traustna, v.n. (ar), hærdes, styrkes, blive mere fast eller sikker.

Traustveder (-veer), n. stadigt Veir; især om vedvarende Klarveir om Vinteren. B. Stift.

traut, ophørte; s. trjota.

trauta, v.n. (ar), stræbe længe el. vedholdende. Oftest: trauta mot, dvs. gjøre langvarig Modstand. Hertil Trautebror, m. og Trautemor, f. En som er udholdende i at gjøre Modstand el. Modsigelse. Hall.

trautall, adj. anstrengende, tung og langvarig; om Bevægelse eller Arbeide. Nordre Berg.

Traute, m. 1) en lang Anstrengelse; et Arbeide som varer længe (f. Ex. langt ud paa Aftenen), eller som maa fortsættes uafbrudt, indtil det er færdigt. Nordre Berg. (Mere alm. Trøyt). – 2) et vanskeligt Foretagende, en stor Styrkeprøve; noget som kun faa kunne udføre. Helg. Leggja Trautar fyre nokon: forelægge En nogle vanskelige Opgaver, sætte ham rigtigt paa Prøve. G.N. þraut, f.

trauten, adj. vanskelig, møisom. Mest i Neutr. traute(t); paa Jæd. traude.

trautom, adv. vanskeligt, med Møie. Gbr.

Trav, n. Besvær, Møie, Slid og Slæb. Ryf. og fl. Ogsaa i en fremmed Form: Travali, n. i Nordre Berg. (Fr. travail). Afvigende herfra er Traval, n. dvs. Skade, Uheld. Sdm.

trava, v.n. (ar), arbeide haardt, slæbe, strabadsere. B. Stift, Ryf. – Travar, m. En som har haardt Arbeide. Traving, f. Strabadser.

Travarleg, s. travleg.

Trave, m. 1) Pjalt, Lap, Klud. Søndre Berg. og fl. (Ellers; Tave, Tafse, Tufsa, Trafse, Trofsa og fl.). Jf. G.N. trefja: optrevle. – 2) en Stakkel, Stymper, et usselt Kræ; om Dyr, ogsaa om Mennesker. B. Stift, Ryf.

travleg, adj. møisom, besværlig. Ryf. Ellers: travarleg og trevarleg, Hall., trevali’, Østerd., travali, Ork.

Traa, f. Længsel, Higen, Attraa; ogsaa: Tragten, Stræben. Tel. og fl. G.N. þrá. – Om et andet “Traa” s. Trod, f.

traa, v.n. (r, dde), længes, hige, stunde efter noget; ogsaa: tragte, stræbe til et vist Formaal. G.N. þrá; Sv. trå. Nogle Steder især om Kreature, som ofte søge hen til et Sted (B. Stift), el. som længes tilbage efter en Flytning (Hall.). Ogsaa brugt i Formen traast (Imprf. traaddest). Gbr. og fl.

traa, v. træde, trampe; s. treda.

traa, adj. 1) udholdende, utrættelig, som ikke let giver tabt: ogsaa: paaholden, paastaaelig. Han var so traa paa det. Han vinn, som traa er, og taper, som braad er, dvs. den udholdende vinder, den hastmodige taber. G.N. þrár (þrá); Sv. Dial. trå. – 2) tvær, modstræbende, uvillig; ogsaa: stivsindet, trodsig. Han er so traa til aa faa til, dvs. det er vanskeligt at formaae ham dertil. Temmelig alm. (Jf. tregg). – 3) langvarig, stadig; især om Veiret. Eit traatt Veder: Veir som staar længe paa samme Kant, uden at forandre sig. – 4) harsk, stram eller beesk af Smag; om Madvarer. Mest brugl. søndenfjelds. I Indh. hedder det traaen. Isl. þrár.

traabeitt, adj. tvær, uvillig. Jæd.

Traabukk, m. Tværdriver; s. Traaing.

Traad, f. Vei, Plads osv. see Trod, f.

Traad, m. 1) Traad, spunden Snor. G.N. þrádr. (Jf. Ang. þræd, af þrávan: vinde, snoe; Ght. drát, af drájan: dreie). I denne Betydning tildeels med Fleertal Træder (Træd’e, Sdm.), G.N. þrædr. – 2) Streng, saasom af Metal. Staaltraad, Massingtraad. – 3) Garn, Spind, Forraad af Traad. – Traaddokka, f. Traaddukke, Haspe. Traadkart, n. et lidet Traadnøgle. (Gbr.). Traadløysa, f. Mangel paa Traad. Traadnysta, n. Nøgle. Traadstubbe, m. Traadstump.

traada, v. træde; s. treda.

Traadom, m. 1) Udholdenhed. Lidet brugl. – 2) Tragten, Higen (= Traa). Sogn.

Traae, m. Udholdenhed, stadig Vedbliven; ogsaa en Tilstand som varer længe, f. Ex. om langvarig Kulde eller Tørke. Rbg. og flere. Isl. þrái: Trodsighed.

Traaelta, f. Overhæng, Paatrængen, idelig Søgen. Sogn.

traaen, adj. harsk; s. traa.

traagjengd, adj. flittig til at gaae, el. som gaar stadigt til et Sted, kommer idelig igjen til Stedet. B. Stift. Paa Sdm. traagjengst. I Ork. traagongoll (-gaangoll). Jf. tidgjengd.


traagraaten, adj. vedholdende i at græde; om Børn. Sdm.

Traaing, f. Tragten; s. traa, v.

Traaing, m. en stivsindet Person. Saaledes ogsaa: Traabukk, Traaveder, Traanavar, og om Kvinder: Traablaasa, Traakjeksa og flere.

traaka, v.n. (ar), 1) stræbe imod, vise Ulyst. Jæd. – 2) slæbe, arbeide med noget som gaar møisomt. – 3) gaae besværligt, om et Arbeide. Østerd. – Et andet Ord er “traakaas”, v.n. udmattes, blive træt. Ork. Maaskee for trokast (o’); jf. Isl. þrauka: anstrenge sig.

traakall, adj. tvær, uvillig, trodsig. Jæd. I Sogn: traaken (traakjen) og troken (o’).

traakirnad, adj. tung til at kjerne; om Fløde, som kræver lang Bearbeidelse førend den afgiver Smør. (Mest alm. traakjinna, ogsaa traakjidna). Ofte ogsaa om andre Ting, som kræve langt Arbeide, eller ere vanskelige at faae noget ud af.

Traakulde, m. længe vedvarende Kulde.

traalege, adv. vedholdende; s. traatt.

Traaleike, m. Udholdenhed osv.

Traalæte, n. Uvillighed, Modstræben.

Traam, m. Kant, Bred; ogsaa en Karm eller Indfatning; s. Trøm.

traamjølkad, adj. tung at malke, om Køer. Oftere traamylkt (-myllt), Sdm. og fl. Andre St. tungmjelt, hardmjelt.

traana, v.n. (ar), blive harsk eller beesk (traa). Østl.

Traang (Trang o.s.v.), see Trong.

traankjen, s. trunken.

traanæm, adj. tungnemmet.

traarauta, v.n. bøge, brøle idelig el. vedholdende. Guldal.

Traaregn, n. længe vedvarende Regn.

traasaa, s. trosa.

Traaskap, m. Udholdenhed; ogsaa: Tværhed, Stivfind, Trodsighed.

Traasmak, m. harsk Smag.

Traass, n. Trods, Modvillighed. Ogsaa i en anden Form: Trass, Tel. og Østl. (See traassa). Paa Traass: til Trods, for at vise Modvillie, eller for at tirre (ligesom: til Meins). Afvig. “paa Trass”, Østl. og “i Trass”, Tel. (Landst. 772). Jf. Trot, og G.N. í þrá.

traassa, v.n. (ar), trodse, gjøre Modstand; ogsaa: stræbe ivrigt efter noget, holde længe ud, være “traa”. Afvig. trassa, Tel. Østl. – Ordet støtter sig nærmest til traa (trodsig), men falder ellers ind under det tydske trotzen (Mht tratzen). Jf. ogsaa G.N. þrjózka: Trodsighed, og þrjózkr: trodsig.

Traassa, f. Trosse, Skibstoug. Nt. Trasse, Trosse; Eng. truss.

traassug, adj. trodsig, gjenstridig; ogsaa: udholdende, utrættelig. Afvig. trassig, Tel. og fl.

traasøkjen, adj. paatrængende, utrættelig i at søge eller fordre noget. B. Stift. Isl. þrásækinn.

Traat, s. Trot.

traatt, adv. 1) vedholdende, idelig, jævnlig. G.N. þrátt. Ofte i Forbind. “tidt og traatt”. – 2) ivrigt, hidsigt, med Kraft. – 3) møisomt, med Besvær. Det gjekk traatt: det faldt besværligt, der var store Hindringer.

Traatt, m. Udholdenhed osv. s. Trott.

traatta, v.n. (ar), 1, udholde, taale; see trotta. Ogsaa: holde ud til en vis Tid (= trøyta). Indh.

traatta, v.n. (ar), 2, tragte, hige, stræbe efter noget (= traa, traast). Hard. Indh. Nordl.

Traatting, f. Tragten, Stræben.

traattug, adj. udholdende; s. trottug.

Traav, n. Trav, trippende Gang. Almindl. Setja paa Traavet: sætte i fuld Gang, tilskynde, drive. Østl.

traava, v.n. (ar), trave, løbe med korte Skridt; især om Heste. Sv. trafva; T. traben. – Traavar, m. en Traver; om Heste. Traaving, f. travende Løben.

Traavaa, en Hob; s. Treve.

Traaveder (-veer), n. Veir som bliver længe staaende uden Forandring; saaledes: en langvarig Tørke eller Kulde; ligesaa om langvarig Blæst fra en vis Kant. G.N. þrávidri. – Traaveersbolk, m. en lang Tid med samme Slags Veir. Traaveersgard, m. en Ring i Skyerne omkring Maanen, anseet som Tegn til lang Kulde eller Blæst. B. Stift.

traavedrall, adj. vedholdende med samme Slags Veir. “Dæ vardt traaværalt”. Hall.

Tre, n. 1) Træ, mangeaarig Væxt. Nogle St. afvig. Tred (ee), Nfj. Sdm., og i den bestemte Form: Tred’e, Sdm., Trett’e (ee), Rbg. Fleertal afvig. Treo, Num., og Trjøn (med best. F. Trjøn’e), Hall. Vald. G.N. tré (tildeels med pl. trjó, s. Homil. 192); Ang. treo, Goth. triu. – 2) Træ, Ved; som Materiale. Hertil mange Sammensætn., som Treband, Trenagle, Treskaft, Treskeid, o.s.v. – 3) et Stykke Træ; et Redskab af Træ; f. Ex. Hespetre, Lettetre, Sledetre. Især om et Trækar, i Modsætning til det som gjemmes deri; f. Ex. “Silde-tre”, dvs. Sildetønde. Kaupa Sild med Treet: kjøbe Silden med Tønden, nedsaltet i Tønder. – Det veks ikkje paa alle Tre: det er en sjelden Ting. Han legg ikkje tvau Tre i Krøss: han udretter ingen Ting. Jf. Trollvid.

tre, s. tri. – trea, s. tridje.

Treakel, n. Lakrits. Nogle St. Trehakel; i Hall. Treak. Sv. Dial. triakel og fl. (Rietz 728). Jf. Holl. triakel og Eng. treacle, egentl. Theriak.

Trebjørn, n. et Navn paa Egernet. Rbg.


Trebola, f. Vable, Blære i Huden foraarsaget ved Gnidning paa Træ; f. Ex. ved at roe. B. Stift, Nordl. I Ryf. Trebløra.

Trebru, f. Træbro, Stokkebro.

Trebygnad, m. Bygning af Træ.

treda (e’), v.n. (tred, trod, tradet), træde, stige, gaae; ogsaa: trampe. Brugt i de sydlige Egne (Smaal. Tel. Hall. og fl.) med visse Afvigelser, især i Infin., som kun sjelden hedder træa, eller trea (Landst. 351, jf. 51, 58), men derimod sædvanlig traa, altsaa traada, eller maaskee troda (o’). Saaledes ogsaa Imperativ: traa (hos Landst. “trod”: 355, 356). De øvrige Former ere mere regelrette: Præs. træ (trær), Imperf. tro (jf. Landst. 8, 31, 351, 485) og Sup. trae; dog findes Ordet ogsaa ved Trondhjem (Ork.) med Imperf. trau og Sup. traue. I Nordl. derimod: traa (-r, dde), f. Ex. “han traadde upp Vottanne”, dvs. han traadte paa de vaade Vanter for at presse Vandet af dem. – Afvig. fra G.N. troda (tred, trad, trodit); jf. Ang. tredan (træd), Ght. tretan (trat); Goth. trudan. I de vestlige og nordlige Egne er det ellers ombyttet med det afledede trøda (-er, de). Andre Afledninger ere: Trod, f. og Trøde; jf. Trod (o’), Trad og Træde.