Ivar Aasen Norsk Ordbog

Trjøn, s. Tre. – Trjøsk, s. Trjosk.

Tro, n. s. Trod. – tro, v. s. treda.

Tro, f. (Fl. Trør), 1) en udhulet Blok, et langagtigt Kar som er dannet ved Udhuling. Østl. (Smaal. Gbr.). Afvig. Tron, Hall. (Andre St. Brydja, Kupa, Stokk). G.N. þró (pl. þrœr); Ang. þruh. – 2) en Rende, Vandrende af Træ; f. Ex. ved en Mølle. Gbr. Østerd. Trondh. Nordl. (Andre St. Slok el. Renna). – Om et andet Tro (f.) s. Troda.

Trod (oo), n. 1) Stænger, Stavrer; især om “Hestrod”, dvs. Stænger og Stager til en hesje (s. Hesja). Nordre Berg. G.N. tród. – 2) Tagfjele, Taglægter; den Deel af Taget som bestaar af Træ (i Modsætning til Tørvdækket ovenpaa). Mere alm. (Nordl. Trondh. Berg. Hall. Tel. og fl.). Sv. Dial. trod. Heraf trøda. Jf. Trodskida.

Trod (oo), f. Trædebræt; s. Troda.

Trod (o’), f. en meget betraadt Plads; en Vei eller Plan hvor Jorden bliver meget tiltrampet eller sammentraadt, saasom ved Indgangen til en Gaard. Sogn, Tel. og fl. Sædvanlig udtalt Traa, sjeldnere Tro (o’). G.N. tröd. Jf. Trad, Træde og Trokk.

Troda (oo), f. 1) en Stang, en lang og tynd Træstamme; saasom en Fiskestang (Fisketroda), eller en Hesjestang (Hestroda). Nordre Berg. og fl. Nogle Steder Troa (Troe); afvig. Trøe, Gbr. G.N. tróda. – 2) Fodbræt langs en Bænk. Tel. (see Landst. 591). – 3) Trædebræt i en Væverstol (ellers kaldet Trøda). Indh. i Formen Tro. I Sogn: Traa. (Sv. tråda).

Trodfjøl, f. Tagfjel. (Lyder som “Trofjøl” selv der hvor “Trod” udtales tydeligt).

Trodførar, m. en Søfugl (= Straa-And).

Trodlengd, f. en enkelt Stanglængde i en “Hesje”. Ogsa kaldet Skot.

Trodnavar, m. en Naver af den Størrelse som behøves for Nagler i Tagfjele.

Trodskida, f. Tagfjel. Hall. (Troskjie). Formodentlig har “Trodet” fordum bestaaet af kløvede Stænger.

Trodskot (oo, o’), n. et Skuur hvori “Hestrod” opstables for Vinteren.

Trodvegg, m. en Væg som kun bestaar af opstablede Hesjestænger (Hestrod). Sdm. Udtalt Trovegg.

Trog (o’), n. et Trug, aflangt Fad. Nogle St. afvig. Traug og Trau (Østl.). I Hall. Trøg. G.N. trog; Sv. tråg. Jf. Trygel.

Trog-ost, m. et Slags æltet Ost. Hall.

Trokk (o’), f. en meget betraadt Plads, et Sted hvor Jorden er haardt sammentraadt, saasom i et Gaardsrum. Tel. og Østl. (Jf. Trod og Gald). Nærmest af trakka.

Troll, n. 1) Trold, Vætte; Væsen som forvilder, skræmmer eller gjør Skade. (I Folkesagn). Hertil Bergtroll, Skogtroll og flere. G.N. troll (tröll). Jf. trolla og trylla. – 2) et Uhyre, et Skræmsel; om Dyr eller Mennesker, som udmærke sig ved
frygtelig Dristighed, Graadighed, Arrighed eller deslige. D’er eit Troll til aa gjera Ugagn. Eit Troll til aa eta. D’er Troll til Hest osv. Nogle Steder fornemmelig om Rovdyr, især Ulven. (Hall. og fl.). – 3) et Dyr af besynderlig Skikkelse, el. afvigende fra de mest bekjendte Former; saaledes om Bløddyr eller Mollusker i Søen: Sjotroll, Toknetroll, Krosstroll og fl. Ogsaa temmelig alm. om krybende Insekter; f. Ex. D’er fullt av Troll i Graset. Det kom eit Troll upp yver Foten. (Sv. Dial. troll). – 4) et Slags ondartede Bylder; tildeels anseede som Følge af Insekters Stik. Tel. Nordl. og fl. Ogsaa kaldet Trollverk. Jf. Aama. – 5) en vis farlig Indvoldssygdom, hos Heste eller Køer. B. Stift. Det sidste kunde maaskee være en Afledning af “trolla”, da nemlig flere Sygdommes Navne grunde sig paa et Begreb om Forhexelse.

trolla, v.a. og n. (ar), 1) forhexe, fortrylle. Jf. trylla. – 2) bevirke ved Trolddom, f. Ex. trolla upp ein Storm. (I Folkesagn). – 3) gjøre Troldkunster, hexe. Sv. trolla.

Trollblaaster, m. en vis Hudsygdom (omtrent som Alvgust). Helg.

Trollbær, n. Bær som ere usunde el. ikke bør ædes, saasom af Troldhæg (Rhamnus), af Fiirblad (Paris) el. Druemunke (Actæa).

Trolldom, m. Trolddom; s. Trollskap.

Trolldrykk, m. Trylledrik; ogsaa meget stærk Drik. Saaledes Troll-øl, n. om usædvanlig stærkt Øl.

troll-elt, adj. forfulgt af Trolde, eller ogsaa af Udyr. Hall.

Trollfisk, m. ubekjendt Fisk af besynderlig Skikkelse.

Trollfugl, m. Fugl som forvilder eller fortryller. (I Folkesagn).

trollgjengt, adj. n. om et Sted, hvor Trolde skulle have sin Gang. Ndm.

Trollgrip (i’), n. et Sygdomstilfælde, som ligner en stærk Trykning, f. Ex. i Hovedet. (Egentl. Berørelse af Trolde). Berg. Stift.

Trollgryta, f. Jættegryde, en rund Huulning i en Klippe.

Trollhegg, m. Tøstetræ (Rhamnus Frangula). B. Stift. Ellers kaldet Brakall (Østl.), Svarthegg (Gbr.), Hundhegg (Indh.), Hundvid (Sdm.)

Trolling, f. Tryllerie, Hexerie.

Trollkjerring, f. Troldkvinde, Hex; ogsaa kvindelig Trold, Jættekvinde. – Trollkjerringsmør, n. Troldsmør (Nostoc). Indh.

Trollklysa, f. Skumdyr (Cicada). Hadeland. Ogsaa kaldet Trollspytt.

trollkunnig, adj. tryllekyndig.

Trollkunst, m. Tryllekunst

Trollmann, m. Troldmand, Hexemester. Hedder ogsaa Trollkall.

Trollnysta, n. Haarbold; s. Finnball.

Trollord, n. Trylleord. 2) Signeformular mod “Trollverk”. Helg.

Trollpose, m. = Lake, Marlake. Ork.

Trollrida (i’), f. en farlig Indvoldssygdom hos Dyr, især Heste. Brugt i afvig. Former: Trollreaa, Ndm. (?), Trollrødn, Selbu (Tydal) og Trollruu, Opdal, Ork. Ellers i anden Form: Trollrid (i’), eller Trollre’, n. Gbr., og Trollriv (i’), n. Gausdal.

Trollring, m. Tryllering; ogsaa Tryllekreds, fortryllet Cirkel.

Trollskap, m. Trolddom, Hexerie; ogsaa om en slet eller fortrædelig Tilstand. Et andet Ord er Trollskap, n. Troldeskikkelse.

Trollskot, n. et Slags hastig paakommende Sygdom. Hadeland.

trollsleg, adj. styg, slem, fortrædelig, eller som forhexet. G.N. tröllslegr.

Trollstig (i’), n. en vis Øiensygdom. Hall. Jf. Stig.

Trolltang, n. et Slags bredbladet Tang. Helg.

Trollty, n. Troldpak.

Trollunge, m. slem, ustyrlig Unge.

trollutt, adj. 1) fuld af “Troll” (Udyr, el. Krybdyr). – 2) led, slem, ondskabsfuld. Mest brugl. i Trondh. Stift, i Formen trollaatt.

Trollveder (-veer), n. et farligt, forfærdeligt Veir; Skadeveir.

Trollverk, m. et Slags slem Byld (omtr. som Flisma). Jf. Troll, 4.

Trollvid (-ved), m. Hjortetorn (Rhamnus catharticus). Rom. (Har ellers et mere bekjendt Navn, nemlig “det Tre som Fanden flaadde Geit’a under”. Østl.). Paa andre Steder skal Trollved betegne Kjælderhals, m. m.

Trom (o’), Kant; s. Trøm.

Tron (Kar), s. Tro.

trona (oo), v.n. (ar), voxe og trives, blive fyldig, blive før og stærk. Helg. Oftere i Formen tronast. Falder sammen med G.N. þróast (jf. þroskast og þroski).

Trondheimar, m. Indbygger af Trondhjem. Lidet brugl. da det sædvanlig hedder Trondheimsmann, Trondheimsfolk osv. Stedets Navn lyder som Trondeim, og ellers Traandeim (Gbr.), Trandeim (Sdm.), Trannum (Østerd.).

Trong, m. 1) Tranghed, Mangel paa Rum; Trængsel. Det vil alle sjaa Romet, og ingen Trongen. (Ordsprog). Jf. Manntrong, Hovtrong. Alm. udtalt som Traang; sjeldnere Trøng. G.N. þröng, f. – 2) et Bjergpass, en trang Sti eller Vei. Nordl. Bjergpass, en trang Sti eller Vei. Nordl. (G.N. þröng, n.). Ogsaa en Snævring i Vandet, et Sund, en Strøm. Østerd. – 3) Trang, Forlegenhed. (Mindre brugl.).
D’er ikkje nokon Trong fyre det: det er ingen Nødvendighed. Jf. trenga.

trong (traang), adj. 1) trang, snæver, smal. G.N. þröngr. Ogsaa: uryddelig, opfyldt af Ting som staae i Veien, el. til Hinder. Her er so trongt um: her er knapt Rum, liden Leilighed til at bevæge sig. – 2) vanskelig, besværlig; om Omstændigheder. D’er trongt fyre deim: de have knappe Kaar. Det var tronga Tider: trykkende Tider. Jf. trengja. – Ordet har paa nogle St. Kompar. trengre, og Superl. trengst; ellers mest alm. trongare, trongaste.

trongbygd, adj. tætbygget; om et Bosted, hvor Husene staae tæt sammen.

trongbølt, adj. tæt beboet; om et Sted hvor der boer meget Folk paa et knapt Rum. Hall. (trøngbølt). Isl. þröngbýlt.

trongfjellad, adj. som har smale Dalstrøg og steile Fjelde; om en Landstrækning. B. Stift (traangfjella).

trongfør, adj. trang eller besværlig for en Gjennemfart. (G.N. þröngfœrr). Mest i Neutr. Her er trongført

tronghalsad, adj. smalhalset, f. Ex. Flaske.

trongleg, adj. noget trang.

Trongleike, m. Tranghed.

Tronglende, n. et snævert Landstrøg, et Sted hvor der er lidet Rum til Vei eller Færdsel, saasom i en trang Dal. G.N. þrönglendi.

tronglendt, adj. trang for Færdselen, indskrænket, fuld af Hindringer.

trongna, v.n. (ar), blive trangere.

trongrømd, adj. snæver, indskrænket.

Trongrøme, n. Trængsel, Indskrænkning af Rummet. Standa til Trongrøme: staae i Veien, optage for meget Rum. B. Stift, Nordl. og fl. (Traangrøme). Hedder ogsaa Trongrømd, f. (Trøngrymd, Hall.). Jf. Angrøme.

trongsett, adj. tæt besat, opfyldt med Ting som optage megen Plads; f. Ex. om en Stue. B. Stift. I Rbg. trongstillt.

trongsjoad, adj. trang for Færdselen; om en Søvei imellem Skjær eller Banker. Mest alm. “traangsjøa”.

trongsløg, adj. trang til at slaae paa; om Eng, som er fuld af Steen eller Krat. B. Stift. Modsat romsløg.

Trongstig, m. Klemme, Knibe; Sted med en trang Passage. B. Stift.

trongstillt, s. trongsett.

trongt, adv. trangt, tæt sammen. Sitja trongt; standa trongt, o.s.v.

trongvoren (o’), adj. noget trang.

tronken, s. trunken.

Tropp, f. Trappe; Stillads til Opstigning. Nogle St. Trapp. Fleertal tildeels Trapper, Rbg. (?), og Trepper (Trepp’a), Hall. – Halda Tropp: holde lige Skridt, gaae lige fort, kappes med hinanden. B. Stift. (Hører maaskee til et andet Ord).

Tropp, f. (2), Prop; s. Topp, f.

Troppegang, m. Trappegang.

Troppestig (i’), n. Trappetrin.

Tropsa, s. Trifsa og Tufsa.

Tros (o’), n. Kvas, affaldne Kviste i Skoven; halvraadne Grene som lettelig brækkes. (Jf. trysja). Temmelig alm. (undtagen i de nordligste Egne). G.N. tros; Sv. Dial. trås. D’er Tros i alle Skogar (Ordsprog); brudne Kar i alle Lande.

trosa (o’), v.n. (ar), brække eller Knuse noget (= trysja); ogsaa: brage, knitre, som naar Træ brækkes i Stykker. Hard. og fl. I Ork. traasaa.

Trose (o’), m. urenset Korn (= Drose). Smaal. i Formen Traasaa.

Trosk (oo), s. Trjosk.

Troskie og Troskot, s. under Trod.

trosleg (o’), adj. svag, brøstfældig, som taaler lidet. Tel. Oftere i Formen trosuleg (o’). I Nedenæs trosaal (o’): let at brække.

Trost (o’), Drossel; s. Trast.

Trosvid (o’, i’), m. Brændeved af nedfaldne eller halvraadne Kviste.

Trot (o’), n. Slutning, Ende, Ophør; ogsaa: Mangel, det at man har intet tilbage. Tel. og fl. (Af trjota, traut). G.N. þrot. D’er inkje Trot paa: det faar ikke Ende, det vedvarer uafbrudt. – Afvigende herfra er “Trøt” i Forbind. “bøla Trøt”, dvs. byde Trods, sætte sig til Modværge. Valders. G.N. bjóda þrjót.

trota (o’), v.n. (ar), blive træt eller udmattet; give tabt af Udmattelse. Sæt. Tel. Particip trotad: udmattet, opgiven, som ikke holder ud længere. “Han sprang, til han var reint trota”. Jf. G.N. kominn at þrotum.

Trote (o’), m. Hævelse, Betændelse i syge Lemmer. Temmelig alm. Nogle St. Trøte, Traata og Traata (Smaal.). G.N. þroti. Jf. truten og trutna. – Trotevol (o’, o’), m. en langagtig Forhøining paa Legemet, opkommen ved Hævelse, f. Ex. efter et haardt Slag. B. Stift.

troten (o’), adj. 1) ophørt, kommen til Ende. (Part. af trjota). G.N. þrotinn. – 2) blottet, lens, som ikke har mere tilbage. Brugt i Sammensætn. som mattroten, kosttroten. – 3) hovnet, opsvulmet; s. truten.

trotna (o’), v.n. hovne, svulme; s. trutna. I Hall. adskilles “trøtna”: hovne (om Kjød), og “trutna”: svulme ud, om Træ.

Trott (oo), m. 1) Udholdenhed, Taalmodighed, stadig Flid. B. Stift, meget brugl. Han heve ikkje Trott til det: han bliver snart kjed af det; han er ikke taalmodig nok til at holde ved. Det vil god Trott til slikt: der behøves god Taalmodighed til saadant Arbeide. – 2) Styrke, Kræfter til at holde ud. Søndenfjelds; ofte i en anden Form: Trotte (oo), Tel. Traatt, Østl. Gbr.
D’er ikkje nokon Traatt i honom: han har noget svage Kræfter. G.N. þróttr: Kraft; jf. Ang. þroht: Arbeide, og þróvian: taale, udholde.

trotta (oo), v.n. og a. (ar), taale, udholde; ogsaa: mægte, formaae, være i Stand til; f. Ex. Dei trotta ikkje meir. Han trottar ikkje aa ganga lenger. B. Stift, Tel. Ellers i en anden Form: traatta, Østl. Hall. Gbr. Ork.

trottlaus, adj. ustadig, som snart bliver kjed (= utrottug). Trottløysa, f. Mangel paa Flid eller Udholdenhed.

trottug, adj. 1) udholdende, flittig, stadig, el. som ikke let bliver kjed. B. Stift, meget brugl., oftest i Formen trottig (oo). – 2) kraftfuld, stærk, som taaler meget. Tel. og fl. I Hall. trøttug, og ellers traattug, Gbr., traattau, Smaal. G.N. þróttugr, -igr.

trottugt (oo), adv. flittigt, stadigt.

Trovegg, s. Trodvegg.

Tru, f. 1) Tro, antagen Mening; ogsaa: Tiltro, Tillid. G.N. trú. Han fekk deim paa Trui: han fik dem til at troe det. Dei hadde god Tru til honom. Eg fekk ei laak Tru, dvs. en Mistanke, Mistro. – 2) religiøs Tro, Religion. Dei hava ei onnor Tru i det Landet. (G.N. trú). – 3) Troskab, Ærlighed. Lidet brugl. saasom i Forbind. i Tru og Æra: i al Ærlighed. I god Tru: oprigtigt, uden List. Giva si Tru: give Troskabsløfte. Jf. Trumaal.

tru, adj. tro, paalidelig, ærlig; ogsaa: trofast, hengiven. G.N. trú(r). Gaar tildeels over til truen og trugen; i Rbg. og Tel. trugjen (Fl. trugne). Jf. Sv. trogen. Ordet forbindes undertiden med et Objekt i Dativ; f. Ex. han var meg tru.

tru (trua), v.n. og a. (r, dde), 1) troe (en Beretning), ansee noget for Sandhed. Me hava trutt, at det var so. G.N. trúa; Goth. trauan. Ogsaa: tænke, formode, ansee som rimeligt. Eg trur (ar) me koma for seint osv. – 2) have Tiltro eller tillid til (en Person). Eg trudde honom so vel. Dei er ikkje til aa tru, dvs. man skal ikke stole for trygt paa dem; de kunne nok gjøre et Puds. – 3) ansee for tryg eller uden Fare. Sædvanlig reflexivt (tru seg). Naar han berre trudde seg: hvis han kun holdt sig sikker, ikke havde noget at frygte. Tru seg til, el. tru seg um: driste sig til, vove. Eg trudde meg ikkje um det: jeg turde ikke indlade mig derpaa. (B. Stift). – Særskilt bruges “tru” som et Slags Imperativ i et Ønske, f. Ex. Tru, eg var der, dvs. gid jeg var der. (Vel egentl. tænk, el. sæt at). Tel. (Landst. 736. 758 osv.). Saaledes ogsaa i en spørgende Sætning; f. Ex. Tru, det vardt so, dvs. mon det blev saa? (Landst. 749, 753, 760). Andre Steder siges: maa tru, eller: skal tru (egentl. skal eg tru).

trua (true), s. truga.

truande, adj. 1) troende, fast i Troen. – 2) trolig; værd at troe. Slikt er ikkje truande. Eg veit ikkje, um han er truande, dvs. om man bør troe ham.

trudd (uu), part. troet; ogsaa: anseet. Han var trudd(er) til det: man ansaae ham for at være Gjerningsmanden.

truen, adj. godtroende, troskyldig (jf. godtruen); ogsaa; lettroende, som let lader sig indbilde noget. Temmelig alm. (Fl. trune). Nogle Steder trugen (trugjen) hvorom see tru, adj.

trufast, adj. 1) trofast, paalidelig. – 2) fast i sin Tro. (Mindre brugl.). G.N. trúfastr. Hertil trufast, adv. med Troskab, oprigtigt; ogsaa: dygtigt, med Kraft.

Truft (Plantenavn), s. Turt.

Truga, f. Sneesko, et Slags brede eller fiirkantede Træsaaler til at gaae med i dyb Snee. (Forskjellig fra Skid). Saaledes ogsaa “Hestetruga” om lignende Sko for Heste. Brugt i flere Former: Truga, Sogn, Nordl. og fl., True, Østl. (Rom.), Tryge (og tildeels Tryve), Sdm. Mere afvig. Trjug, m. Sæt. Tel. Hall. og Trug (m.), Tel. Voss. Isl. þrúga, f. Sv. Dial. truga, trjoga. Hertil et Verbum truga (trjuga, trygja), dvs. binde Truger paa. – Trugfar, n. Spor efter Truger. Trugføre, n. passende Snee for Truger. (I Sæt. Trjugføre). Trugring, m. et Sæt af fire Truger for en Hest. (Voss og fl.). Trugsneis, f. Stikke hvormed Truger fæstes til Skoene. (Trjugsneis), Sæt.).

truga, v.n. og a. (ar), 1) true, love noget ondt, eller ogsaa: bebude noget som man ikke ønsker. Lyder tildeels som trua. G.N. þrúga. Tildeels upersonligt, f. Ex. Det trugar med Regn, med Snjo, o.s.v. – 2) tvinge, drive ved Trusler eller ideligt Overhæng; saaledes ogsaa: trygle, tigge idelig. (Sv. truga). Han vilde truga meg til aa drikka. Jf. Dei trugade det inn paa meg, dvs. nødte mig til at tage imod det.

Truging, f. det at true el. tvinge.

trugjen, adj. s. tru og truen.

Trugring, s. under Truga.

Trugsla, f. Trusel, truende Ord. Hedder ogsaa Trugsl, f. (og m.), og mindre rigtigt: Trussel, m.

Trugsmaal, n. Trusler, Tvang, Presning. Østl. Hall. og fl. Sv. trugsmaal.

truleg, adj. trolig, sandsynlig.

trulege, adv. trolig, med Troskab.

trulla, v.n. rulle, vælte; s. trilla.

trulova (o’), v.a. (ar), trolove. Part. trulovad: forlovet, fæstet.

Trum, el. Trumm, s. Trøm.

Trumaal, n. Fortrolighed. I Trumaal: i al Troskyldighed, med fuld Tillid. Tel. I B. Stift siges “i tru Maate (el. Trumaate):
ærligt, oprigtigt. – Trumaal kunde ogsaa betyde: Troeslærdom.

Trumba, f. en Tromme. Søndre Berg. Mere alm. Trumma; paa Sdm. Trume (u’). Jf. Trumbel. (Afvig. fra G.N. trumba: Trompet). – Trumbekolv, m. Trommestok. (Berg. Stift, Hall. og fl.). Trumbeslagar, m. Tambour. Trumbeslaatt, m. Trommeslag; Trommehvirvel.

trumba, v.n. (ar), slaae paa Tromme; ogsaa om at larme, buldre, skjende, m.m. Mest alm. trumma; paa Sdm. truma (u’).

Trumbel, m. Tromle paa en Kakkelovn. Trondh. i Formen Trummel. I Sogn Trumba, f.

Trump, m. Trumf; s. Velt.

Trumsing, m. Indbygger af Tromsøe (Trums). Oftere Trumsværing. I visse Forbindelser bruges ogsaa “Trums” for Frums (dvs. førstefødte), f. Ex. “ein Trums Hest”. Nordl.

Trunad, m. 1) Tro, Tanke, Mening. Rbg. – 2) Tiltro, Tillid. Tel. G.N. trúnadr.

trungen, adj. betrængt, besværet; forlegen. Hard. (trungjen). G.N. þrunginn. Egentl. Particip af trenga) Oftere som Supinum: hava trunget (trungje), dvs. behøvet, trængt til. Sæt. Tel.

trunken, adj. tvær, uvillig. Tel. (trunkjen). Afvig. traankjen: beklemt; omtrent som “strungen”. Sfj.

trurøkjen, adj. oprigtig, paalidelig; ogsaa omhyggelig, samvittighedsfuld. Sdm. (G.N. trúrœkinn: nidkjær). – Trurøkna, f. Oprigtighed. (Sjelden).

truska (u’), v.a. og n. (ar), 1) tærske; s. treskja. – 2) knuse eller ødelægge noget (= trysja); ogsaa brage, larme, gjøre Støi. Nordre Berg. og fl. – Hertil Trusk, m. en uforsigtig, skjødesløs Karl. Hall. Trusking, f. Brydning; Bragen.

Truskap (uu), m. Troskab, Paalidelighed; ogsaa: stadig Huldskab, Hengivenhed.

truste (u’), s. trysja.

Trut (uu), m. Snude, Flab. Østl. Nogle St. Tryta, f. (Solør). Sv. trut. I Hall. ogsaa: Tud paa et Kar (= Tut). Jf. Strut, Stryta.

truten (uu), adj. hoven, opsvulmet; om Lemmer. Temmelig alm. Nogle St. troten (o’), Buskr., el. trøten, Hall. Vald. G.N. þrútinn. (Jf. Trote). Ogsaa med Betydn. udvidet af Fugtighed; om Træ. Uegentlig: hidsig, vred, fuld af Ærgrelse.

trutna (uu), v.n. (ar), hovne, bulne, angribes af Hævelse. Næsten alm. Nogle St. trotna. G.N. þrútna. – Ogsaa: udvide sig af Fugtighed, om Træværk (f. Ex. en Dør); blive tættere af Væde, om Trækar. (Sv. Dial. trutna).

Trutning, f. Hævelse, Opsvulmen.

trutt (uu), adv. trolig, med Troskab; f. Ex. tena trutt; stræva trutt.

truverdig, adj. troværdig; ogsaa troskyldig, aabenhjertig.

try, neutr. af tri: tre; f. Ex. try Tjug: 60. Try Hundrad: 300. Try Tusund: 3000.

Trye, s. Trygje. – Tryel, s. Trygel.

Tryga, s. Truga. – tryga, s. trygja.

Trygd, f. Tryghed, Sikkerhed. Tel. G.N. trygd.

Trygel, m. (Fl. Tryglar), 1) et lidet Trug; et aflangt Fad at opsætte Mælk i. Sogn, Hall., sædvanlig udtalt Trygjen (yy). G.N. trygill (af Trog). – 2) Fløden af et Mælkefad (Aafall). Hall. Hertil Verbet avtrygla.

trygg, adj. 1) sikker, paalidelig, som man kan stole paa. G.N. tryggr. Trygg Is: stærk Iis, som man trygt kan færdes paa. Trygt Veder: stadigt Veir. – 2) tryg, fri for Fare; f. Ex. om et Sted. Der var ikkje trygt. – 3) ubekymret, som er uden Frygt. Det kann du vera trygg fyre.

tryggja, v.a. (er, de), 1) betrygge, sikkre. Lidet brugl. saasom i Forbind. hyggja og tryggja, dvs. vogte med Flid. (Trondh.). G.N. tryggja: gjøre sikker. Skal tildeels ogsaa hedde trygda (ar). – 2) ansee som sikker. Tryggja seg: troe sig sikker (= tru seg); ogsaa: slaae sig til Ro. Hertil ogsaa tryggjast: blive tryggere, have mindre Frygt. B. Stift, Tel. og fl.

Tryggja, f. Tryghed, Sikkerhed; ogsaa: betryggelse. Tildeels i en anden Form: Tryggje, n. (Ogsaa Tryggheit, f.).

tryggleg, adj. nogenlunde tryg, stadig, sikker. – trygglege, adv. trygt, roligt.

Tryggleike, m. Tryghed.