Ivar Aasen Norsk Ordbog

tuna (u’), v.a. (ar), strække, udspænde (= tenja). Hall. – Her mærkes et Subst. Tunu, f. en Strækkefjel (s. Tane); ogsaa: en tynd og sei Spile. (Guldalen, Opdal). Det sidste maaskee for Tina (i’); Isl. þina; Trevle.

Tunder (Tundr), n. Tønder, Tændestof; Pulver af Træsvamp eller frønnet Bark. (Forskjelligt fra Knjosk). G.N. tundr; Sv. tunder; Eng. tinder, T. Zunder. (Jf. tandra, tendra). Tunderstokk, m. en liden Kasse at have Tønder i. B. Stift.

[tunera, v.n. støie, larme, gjøre Spektakler. Ogsaa tonera; vel egentl. turnere.

Tunfugl, m. en Fugl som sædvanlig opholder sig ved Husene paa en Gaard; især om Skaden (Skjor).

tung, adj. 1) tung, vægtig, eller som har en vis Vægt. So tung som ein Stein, som Bly o.s.v. G.N. þungr. Kompar. tyngre, Superl. tyngst. Jf. Tyngd og tyngja. – 2) trykkende, betyngende, svær. Ei tung Byrd; ein tung Farm. Saaledes ogsaa: tunge Skattar (jf. Tyngsla); tunge Tap; ein tung Saknad; ei tung Sorg; ein tung Lagnad. – 3) stærk, haard, heftig. Tung Sjo, eller Baara: stærke Bølger. Tunge Slag, Støytar, Fall osv. Tung Svevn. Eit tungt Rus (s. Rus). Ein tung Sukk: et dybt Suk. Eg vilde ikkje taka so tungt paa Munnen: jeg vilde ikke sige saa haarde Ord. (B. Stift). – 4) møisom, besværlig, som kræver Anstrengelse. Ein tung Ror. Eit tungt Tak, Verk, Arbeid. Ein tung Veg, Bakke, Uppgang. Eit tungt Føre. Tungetaket: den tyngste Deel af et Arbeide. – 5) om Luften: tyk, tætskyet (tungskyet); ogsaa mørk, dunkel. Modsat lett. – 6) om Mennesker: betynget, som føler Tyngsel eller bevæger sig tungt; saaledes: stiv, tungfærdig; døsig, dorsk; ogsaa søvnig. Tung i Kroppen: mat, døsig. Tung paa Foten, s. tungføtt. Tung fyre Brjostet: tungbrystig. Tung i Hugen: lidt tungsindig.

Tunga, f. 1) Tunge (i en Mund). G.N. tunga. D’er ikkje til aa taka paa Tunga: det er ikke passende at nævne, at omtale. Det ligg fremst paa Tunga: det vil strax falde mig ind; f. Ex. om et Navn, som man vel veed, men ikke i Øieblikket kan erindre. – 2) Noget som ligner en Tunge; saaledes: en Kile eller Indfælding i Støvler; en Viser paa en Skaalevægt; en vis Deel af en Rorstang (s. Styrevol), m. m. – 3) et Slags Flyndre (Pleuronectes Solea). Østl.

Tung-alda, f. Havbølge; den høie og langsomme Bølgegang i Havsøen. Nordl. (Tungalla). Hedder ogsaa Tungolda (paa Ndm. Tungolla), og paa Sdm. Tunghold, n. Jf. Alda.

Tun-gard, m. Gaardsrum, Plads imellem Husene paa en Gaard. Østl. sædvanlig i Formen “Tongar”, eller Tongal (tykt L). Jf. Tun.

tungblæst, adj. tungbrystig, stakaandet. Nordl.

Tunge, m. 1) Tyngde, Vægt. (Sædvanl. Tungje). Ein Vaaga(r)-Tunge: en Tyngde omtrent som en Vog. – 2) Tyngsel, Besvær. G.N. þungi. Oftere om en Forøgelse i Tyngden, f. Ex. af noget som lægges ovenpaa. – 3) Døsighed, Søvnighed. Kjenna ein Tunge: blive søvnig. Jf. tyngja.

Tungeband, n. Tungebaand.

Tungemaal, n. Sprog.

Tungerot, f. Tungerod i Munden.

tungfarmad, s. tungladd.

tungfengd, adj. 1) besværlig, møisom. (Modsat lettfengd. – 2) stiv, ubehændig i Arbeide. Vald.

tungfløygd, adj. som bevæger sig tungt el. seenfærdigt. (Egentl. tung til at flyve). Gbr. og fl.

tungfør, adj. 1) tungfærdig, uskikket til rask Bevægelse. Alm. G.N. þungfœrr. – 2) besværlig, møisom, f. Ex. om en Vei; ogsaa om Arbeide. – 3) tung til at føre, svær, plump.

tungføtt, adj. tungfodet, som ikke gaar hurtigt eller med Lethed.

tunggjengd, adj. tungt gaaende. Hall.

Tunggods, n. tunge Varer i en Ladning; f. Ex. Salt.

tunghendt, adj. tunghændet, uskikket til fiint Arbeide; ogsaa: nævestærk, som slaar haardt, eller rammer tungt.


Tunghold, s. Tungalda.

tunghøyrd, adj. tunghør, noget døv.

tungklædd, adj. tykklædt. Lidet brugl.

tungkøyrd (kj), adj. seenfærdig, tung til at gaae; om Heste. Østl.

tungladd, adj. tunglastet, tungt ladet; om Fartøier. Ogsaa tunglastad; sjeldnere tungfarma og tungfermd.

tungleg, adj. noget tung eller besværlig.

tunglege, adv. noget haardt; ogsaa: med nogen Møie, besværligt.

Tungleike, m. en vis Grad af Tyngde.

tunglendt, adj. 1) besværlig for Færdselen, bakket, ujævn osv. Indh. – 2) tung til at pløie eller opdyrke. Vald. og fl.

tunglynd (-lyndt), adj. tungsindig; eller: som let bliver forstemt og sørgmodig. Tel. og fl. Modsat lettlynd.

tungmjelt, adj. tung at malke (= hardmjelt). Hall.

tungnæm, adj. tungnemmet.

Tungorka, f. tungt Arbeide. Ganga paa Tungorka: have haardt Arbeide. Sogn, Østl.

tungpløgd, adj. tung til at pløie.

Tun-gras, n. Græs som voxer i Gaardsrum. (Poa annua, og fl.).

tungrodd, adj. tung til at roe; om en Baad. Paa Sdm. tungrødd.

tungsam, adj. besværlig, møisom; ogsaa: bedrøvelig, sørgelig.

tungsigld, adj. tungseilende, som ikke gaar let under Seil.

Tungsjo, m. Havbølger, høi Søgang. Jf. Tungalda.

tungskyad, adj. tykskyet; mørk.

tungsvæv, adj. tungsøvnet, som ikke er let at vække. Sdm. Gbr. Ellers mere alm. tungsvævd; i de nordlige Egne ogsaa tungsøvd, tungsøft. (Sv. tungsøfd).

tungt, adv. tungt, med megen Tyngde; ogsaa: haardt, stærkt; møisomt, med Besvær. Falla tungt; slaa tungt; sova tungt. Han tek det ikkje tungt: han tager sig det ikke nær, gjør sig ikke stor Sorg derover. Um han skulde tenkja so tungt: hvis han skulde hava saa fortvivlede Tanker. B. Stift.

tungvinn, adj. tung til at bruge eller bearbeide; ubekvem, besværlig; saaledes om en Gaard, som kræver meget Arbeide eller hvis Drift og Dyrkning falder noget besværlig. (Modsat lettvinn). Kun tildeels tungvinn (Toten og fl.); mere almindl. tungvint (som egentl. er Neutrum); ellers ogsaa tungvinna(d), el. tungvind, Tel., og tungvunnen (om Gaarde), i Nordre Berg. Jf. tungfør, som i nogle Egne er mere brugl., især om Redskaber.

tungvoren (o’), adv. noget besværlig.

tungvunnen, adj. tung til at dyrke eller holde i Drift; s. tungvinn.

Tunka, f. tynd Eng, Jordstykke med tyndt Græs. Nhl. (Egentl. Tunnka, af tunn). Hertil Tunkebø, m. mager Engmark, Jord med liden Græsvæxt. Andre St. Skrinna, Skrinnemark.

Tun-kall, m. Nisse, Vætte som tænkes at opholde sig i en Gaard. Nhl. Andre Steder Tunvord, Gardvord, Tuftekall. Jf. Tufte.

Tunn, n. Hvirvel, Kredsgang. I Forbind. ganga i Tunn: gaae rundt, hvirvle, dreie sig om. Ligesaa: laupa, springa, snu seg i Tunn. B. Stift, Ork. Afvig. Tynn, Sdm., saaledes “Haudetynn”: Hovedsvimmel. (Vel egentl. Turn; s. tunna). Andre St. Tull.

tunn, adj. 1) tynd (i Gjennemsnit), som har lidet Tværmaal. (Modsat tjukk). Her kun om flade Ting, som Skal, Skind, Klæder osv. (Jf. grann). Nogle Steder tynn, Sdm. og fl. G.N. þunnr; Sv. tunn. – 2) tynd (med Hensyn til Mængde); tyndtstaaende, utæt, spredt; f. Ex. om Skov, Græs, Haar. Jf. tynna, tynnast. – 3) tynd (om Vædske); meget blød, flydende, rindende; saaledes ogsaa: vandig, svag; om Drikke, f. Ex. Øl. Jf. Tynning.

tunna, v.n. (ar), svinge rundt, hvirvle, løbe om i en Cirkel. (Jf. tulla). Tunna seg: dreie sig rundt, svinge, dandse. Meget brugl. i B. Stift. Nogle St. tudna (u’), paa Sdm. tynne. Vistnok oprindelig turna (u’); jf. G.N. turna: vende om; Ang. tyrnan, Eng. turn: omdreie. – Hertil Tunnarknut, m. Hvirvelvind, omhvirvlende Luftstrøm. (Paa Sdm. Tynnaknut). I Nfj. Tynnekall. – Tunnarsykja, f. Ringsyge (= Tullesott). S. Tunn.

Tunna, f. 1) Tønde (Kar). Nogle Steder afvig. Tynna, Tynne (Sdm. Trondh.), og Tønna. G.N. tunna; Sv. tunna; Eng. tun, ton. – 2) Mængde som rummes i en Tønde; et Tøndemaal (120 Potter osv.). – Tunneband, n. Tøndebaand. Tunnebotn, m. Tøndebund. Tunnekjer, n. Kar som rummer en Tønde. Tunnekjetel (-kjeel), m. Kjedel af en Tøndes Størrelse. Tunnemaal, n. Tøndemaal. Tunnestav, m. Tøndestaver. Tunnetal, n. Antal af Tønder.

Tunnbraud, n. tyndt Fladbrød. Afvig. Tunnbrø(d), Tynnbrød.

tunnbygd, adj. tyndt bebygget.

Tunndrykk, m. Svaagdrikke; tyndt Øl. Nogle St. Tunndrikkan, n. og Tynndrikk, m. I Hall. Tynning.

tunn-eggjad, adj. tynd i Eggen. Tel.

tunnfengd, adj. noget tynd eller adspredt. – tunnfengt, adv. tyndt, sparsomt. Smaal.

Tunnfile, m. s. Tunnrjome.

tunngrendt, adj. tyndt beboet, lidet befolket. Modsat tettgrendt.

tunnhærd (-hært), adj. tyndhaaret, som har tynd Haarvæxt.

Tunn-ida, f. Hvirvelstrøm. “Tunnia”, Sogn. Jf. tunna og Ida.


Tunning, f. Kredsgang, Omløben; s. tunna. Nogle St. Tynning.

tunnklædd, adj. tyndklædt.

tunnkløyvd, adj. kløvet i tynde Skiver.

tunnlaupen, adj. tynd, vandig, ikke rigtig sammenløben; om Mælk (tunnlaupi, f.).

Tunnleike, m. Tyndhed.

tunnlippad, adj. tyndlæbet.

tunnlodad, adj. tyndvoxen, utæt; om en Kornager. Sogn (tunnloa).

Tunnrjome, m. Fløde af tynd eller noget færsk Mælk. Afvig. Tunnrjume, Hall. Tynnerjøme, Sdm. I Tel. Tunnfile, eller Tunnfele (ee), m.

tunnsaadd, adj. tyndt saaet.

tunnsett, adj. tyndt besat.

tynnskyad, adj. tyndskyet, letskyet.

tunnslegen (e’), adj. fortyndet ved Udhamring; uegentl. smal, spinkel. Tel.

tunnslipad, adj. tyndslibt.

tunnsløg, adj. tyndt bevoxet med Græs; let at slaae (meie). Voss, Sfj.

tunnstavad, adj. sammensat af tynde Staver; om Kar.

tunnvaksen, adj. tyndt opvoxen, utæt.

Tunnvange (gj), m. Tinding, Side af Pandebenet; tildeels kun om Rummet imellem Øiebrynet og Øret. Tel. Hall. Gbr. Ellers afvig. Tynnvange, Vald., Tunnveng, Num., og Tinning, flere St. (Jf. Vange). G.N. þunnvangi; Ang. þunvang; Nt. Dunninge.

Tunnvembe, n. den tynde eller beenløse Deel af Bugen; Rummet imellem Ribbenene og Laarene. Hall. Gbr. Ork. (Andre St. Svangsida og fl.). Jf. Vomb. Isl. þunnvembi (Haldorson).

tunnvidad (i’), adj. s. tunnstavad.

tunnvoren (o’), adj. noget tynd.

tunt (tunnt), adv. tyndt, sparsomt, i liden Mængde.

Tunteig (uu), m. et afgrændset Engstykke tæt ved Husene. B. Stift.

Tun-tre, n. gammelt Træ, som staar i en Gaard eller tæt ved Husene.

Tun-træl, m. en gammel Tjener; En som bliver længe og stadigt hjemme paa en Gaard. Tel.

Tunu, s. Tane og tuna.

Tunur, s. Tinar.

Tunvord, m. Nisse (= Tunkall); egentlig: Gaardens Skytsaand. Sfj. i Formen Tuunvoor. (Jf. Vord). Ellers om En som passer Gaarden eller er stadigt hjemme, omtr. som Tuntræl.

Tupp, m. 1) Top (s. Topp); ogsaa Fingerspids. Buskr. 2) en Hane. Østl. (Sv. tupp). Saaledes ogsaa Tuppa, f. en Høne. (Egentl. den som har Top el. Kam paa Hovedet).

Tur (uu), m. 1) Bulder, Brag, vedvarende Larm. Nordre Berg. Trondh. Nordl. I de sydlige Egne: Dur. – 2) Leg, Støi, lystigt Liv; s. tura. – 3) Reisetour, Udflugt, kort Reise. (Mest i Byerne). Det sidste efter Fr. og Eng. tour. – Om et andet Tur see Ture.

tura, v.n. (ar), 1) buldre, brage, larme med en vedvarende eensformig Lyd; f. Ex. om en Mølle, en Fos, ogsaa om Vinden. Meget brugl. i de nordlige Egne (s. Tur); i de sydlige hedder det “dura”. – 2) støie, lege, more sig; især for en længere Tid. Ogsaa v.a. tilbringe med Leg og Lystighed; f. Ex. tura Dagen ut; tura Jul (Jol); tura Gjestebod, el. Bryllaup (dvs. deeltage, el. være med i Gjæstebudet). Østl. Maaskee egentl. holde ud, eller vedblive med noget. (Sv. Dial. tura: strabadsere). Jf. D. fremture; Mht. dúren og túren: holde ud, efter Lat. durare.

Ture, m. en dobbelt Tap (= Toppa), eller egentl. et tapformigt Rør som omgiver en mindre Tap. Smaal. Buskr. Hedm. Nogle St. Tur. I Hall. er “Tur” ogsaa en Tud paa en Kande (= Tut).

Turegast, m. en urolig Person, en Elsker af støiende Selskab. Buskr.

Turft, f. Trang, Behov, Fornødenhed. Hard. og fl., udtalt Turt (Turrt). G.N. þurft. Jf. Naudturft. Af turva, ligesom Turv og Torv.

Turfting, m. en Portion, saa meget som man behøver paa een Gang. Hall. (Turting).

turftug, adj. trængende, som behøver noget. Tel. og fl. i Formen turtug (turtig) og nogle St. tyrtig (y’). G.N. þurftugr. Hertil storturftug, smaaturftug; naudturftug.

Tyrhylma, s. Torhjelm.

Turing, f. Bulder, Støi; ogsa: Leg, Lystighed; Gjæstebud; s. tura.

Turk, m. 1) Tørring, f. Ex. for Hø og Korn; ogsaa: gunstigt Veir for Tørringen (= Terre). Søndenfjelds. Af turka. – 2) Tørke, Fortørrelse; ogsaa om Tørft el. Mangel paa Drikke. Alm. (Nogle Steder Tyrk, Tørk). – 3) et Huus til Korntørring; s. Turkestova.

Turk, m. (2), s. Tyrk.

turka, v.a. (ar), 1) aftørre, gjøre fri for Væde. Turka Bordet. Turka seg: aftørre sig. Nogle Steder tyrka (y’) og tørka. G.N. þurka; Sv. torka. Egentl. turr-ka; af turr. – 2) bringe op af Vandet, trække op i Luften. Turka eit Garn: trække et Garn saa høit, at det kommer op over Vandfladen. Nordl. (tørka). Turka Baaten: sætte Baaden op, saa at den ikke naaer Vandet (s. turr). – 3) tilberede ved Tørring. Turka Fisk; t. Høy og fl. Turka Korn: tørre Kornet ved Ild, førend det bringes til Møllen. – 4) afviske, afstryge, f. Ex. Vand, Smuds, Støv. Turka Sveiten: aftørre Sved. Turka ut: afviske, udslette, f. Ex.
Skrift. Derimod: turka paa, el. turka inni, dvs. paastryge el. indgnide noget. Saaledes ogsaa: turka i seg, dvs. tvinge noget i sig, æde tør og haard Mad. (Jf. terpa). – 5) v.n. blive tør (= turkast). Det turkar upp-atter: det bliver tørt igjen (efter Regn). Sv. torka.

Turka, f. 1) Tørhed, Tørke. (Sjeldnere end Turk). G.N. þurka; Sv. torka. – 2) en Portion som tørres paa een Gang; en enkelt Slump af det Korn som tørres til Malning. B. Stift.

Turkar, m. En som arbeider med at tørre (f. Ex. Korn).

turkast, v.n. (ast), 1) blive tør (= torna). Turkast upp: fortørres; udtørres. – 2) plages af Tørst eller Tørhed, lide Mangel paa Drikke eller saftig Mad.

Turk-aar, n. Tørkeaar, Sommer med langvarig Tørke.

Turkebummar, m. et Slags Oldenborre; bruun Torbist. Num. Buskr.

Turkehella, f. Steenskive eller Plade, hvorpaa Korn tørres til Malning. Ogsaa i Formen Turkarhella. Til denne Tørring kan ogsaa bruges Turkepanna, el. Turkegryta. Jf. Tussa og Terre.

Turkeklut, m. Tørreklud. Oftere Turkarklut.

Turkeloft, n. Tørreloft, Klædeloft.

Turkesott, f. et Slags Kvægsyge.

Turkestova (o’), f. Tørrestue, et Huus hvori man tørrer Korn til Malning. B. Stift. Afvig. Tørrstugu, Gbr., Trøstogo, Vald. I Sogn ogsaa kaldet Turk, m. Andre Steder Badstova, Kylna, Kjona, Makje.

Turking, f. Tørring; Aftørring.

Turklæde, n. Tørklæde (= Plagg). Gbr. og fl. (Turrklæ’). Vel egentl. Turk-klæde; ellers noget fremmedt. Jf. Sv. torkkläde: Tørreklud.

turla, v.a. krølle (= tulla). Lister.

turna (u’), v.n. (ar), blive tør; s. torna. Om et andet turna s. tunna.

turr (u’), adj. 1) tør, aftørret, fri for Væde. (Modsat vaat). Afvig. tjurr, kjurr’e, Lister, Rbg. Tel.; kjørr’e, Mandal. En anden Afvigelse er tørr og tør, Trondh. Østl. G.N. þurr; Sv. torr. (Efter Goth. þaursus oprindelig thurs). Jf. terra, Tarre, torna, Torre, Torste, Tussa, tusna. – 2) staaende over Vandfladen, uberørt af Vand eller Vædske. (Jf. turka). Baaten stend turr, dvs. saa høit at den ikke berører Vandet. Fisken laag turr i Tunna, dvs. uden Lage eller Væde. Saaledes ogsaa: paa turr Grunn, el. paa turre Landet, dvs. paa det Tørre. – 3) udtørret, som ikke afgiver Vædske, f. Ex. om en Brønd eller Bæk. Ogsaa: gold, som ikke malker: om en Ko. Dei hava tvo Kyr, som ganga turre. – 4) indtørret, tilberedet ved Tørring; f. Ex. om Fisk, Frugt, Hø osv. (Modsat raa). Ogsaa: fortørret, gjennemtør; som om Træ og Ved. – 5) saftløs, haard; besværlig formedelst Tørhed. Turr Mat. Ei turr Bygd: en Egn, hvor der er mager Jord, eller hvor der vanker tør Kost. Eit turt Bil: en Tid med Mangel paa Mælk eller Suulvarer. – 6) om Personer: sparsom, karrig. Han er turr med deim: han giver dem lidet. Sjeldnere med Begrebet: kjedelig, eller uden Fynd.

Turr-aar, n. omtr. som Turkaar.

turrbanna, v.n. omtr. som naudbanna. B. Stift.

Turrbolk, m. en Tid med tørt Veir.

turrfengd, adj. noget tør el. saftløs. Trondh. (turrfængt). Paa Sdm. turrfingjen. “Dæ vardt turrfingje”: der blev Mangel paa Suulvarer.

Turrfisk, m. tørret Fisk. Saaledes Turrseid, m. Turrsild, f. og fl.

Turrfloding, m. Vindbyge med tætte Skyer, men uden Regn. Trondh. Nordl. Nogle St. Tørfloing.

turrføtt, adj. tør paa Fødderne.

turrføttes, adv. med tørre Fødder. Bekken er so liten, at ein kann ganga der turrføttes. B. Stift. G.N. þurrfœtis.

Turrhale, s. Turrøle.

turrhendt, adj. tør paa Hænderne.

Turrhøy, n. tørt Hø. (I Modsætning til Raahøy og Saatehøy).

Turrkalde, m. Kulde med tør Luft. Trondh.

turrklædd, adj. tørklædt, ikke vaad.

Turrlaup, n. en fortørret Plet paa et Træ; Sted hvor Barken har været afreven. Gbr.

turrleg, adj. noget tør; f. Ex. om Jorden. I Rbg. kjurrleg.

Turrleike, m. Tørhed.

Turrlende, n. Landskab med tør Grund. Nogle St. Turrlenda, f. G.N. þurrlendi, n.

turrlendt, adj. tør i Grunden; om Marker eller Gaarde. Sv. torrländig.

Turrmat, m. tør Mad. (I Modsætn. til Søbemad). Berg. Trondh.

turrmaula, v.a. nyde noget tørt uden Suul, æde tørt Brød. Buskr. og fl. – Afvigende herfra er Turrmøyling, m. meget tør Mad. Nfj. Ligesaa: turrmølt, adj. haard til at svælge. Tel. (kjurrmølt).

turrmyldt, adj. om Grund som bestaar af tør Muld. Ikke alm.

Turrnogg, s. Tornogg.

Torrok (o’), n. stærk Drivsø (= Sjorok, Sjodriv). Nordl. Der forekommer ogsaa et Verbum “turryka” (ryk, rauk): drive i Luften over Vandfladen; om Søvand.

Turrot (o’), n. Tørraaddenhed, det at Frugter forraadne efter Indhøstningen. Tel. og flere. – turroten (o’), adj. tørraadden.

turrsam, adj. jævnlig tør; f. Ex. om Veiret. I Rbg. kjurrsam’e.

turrskodd, adj. tørskoet, tør paa Fødderne.

Turrskodda (o’), f. tør Taage, Mængde
af tørre Dunster i Luften. Jf. Musk.

turrslipa, v.a. slibe uden Vand.

Turrsnjo (-snø), m. tør Snee.

Turrsumar, m. Sommer med liden Regn.

turrtimast, s. tortimast.

Turrveder (-veer), n. tørt Veir, uden Regn eller Snee.

Turrverk, m. Gigtsmerter, Gigt. Ogsaa en Hævelse som ligner en Byld men ikke bryder ud.

Turrvid (-ved), m. tør Brændeved.

turrvoren (o’), adj. noget tør.

Turrøle, m. et Træ som fortørres el. vantrives. Hall. i Formen Tørrøle, m. og f. I Smaal. og Østerd. Tørhale og Tørhala, m. af nogle forklaret som turrhard (tørhaard). I Solør Tørhaalaa, opfattet som turrhol (tørhuul). I Hall. bruges desuden: Tørrøleskog, m. vantreven Skov; tørrølen, adj. mager, spinkel; og Tørrøling, m. en mager Krop. Disse Former gjøre det tvivlsomt, om Ordene skulle henføres til “turr”, da de maaskee snarere grunde sig paa et gamelt tor-øl, dvs. vanskelig at “ale” eller opelske. Jf. G.N. œll (úœll).

turrøygd, adj. tør i Øinene. Halda seg turrøygd: afholde sig fra Graad.

Tursa (?), s. Tussa. – tursna, s. tusna.

Turt, f. 1, Behov; s. Turft.

Turt, f. 2, en vis Fjeldplante, Sonchus alpinus. Deels udtalt Turt (u’), deels Tort (oo), Tel. Vald. Trondh. Ogsaa Turte, Voss, Torte, Sfj. Mere afvig. Turtna, Hard. Sogn. Ellers i en anden Form: Truft (?), Tryft (Bjønnatryft), Sdm. (Sv. Dial. tort). Den oprindelige Form uvis.

turt og turte, s. turva.

Turu, s. Tvora. – Turul, s. Tverel.

Turv, m. Behov, Bekomst. Han fekk Turven sin: saa meget som han behøvede. Tel.

turva (u’), v.a. (tarv, turfte, turft), at behøve osv. Præsens mest alm. tar; sjelden tarv (Hard.); Fl. turva. Imperf. (som ogsaa kan skrives turvte) lyder sædvanlig turte (turrte); Supin. turt. Meget brugl. i B. Stift, Rbg. Tel. og fl. men ikke ganske alm. I Nordl. tildeels tørva. (Jf. tarva). G.N. þurfa (þarf, þurfti); Ang. þurfan. – Betydningen lidt forskjellig efter Ordets Stilling; saaledes: 1) behøve, trænge til, have Trang for. Med Objekt (især Pronomen). Han kjem til aa turva det: han vil nok behøve det; det bliver maaskee knapt nok for ham. Eg tarv myket meir. Dei turfte det alt i Hop. – 2) have Grund til, være beføiet til. Med et Verbum i Inf. f. Ex. Du tarv ikkje tvila: du behøver ikke at tvivle. Han tarv vist ikkje bry seg: det nytter ham vist ikke at forsøge. Dei turfte aldri tenkja det, o.s.v. – 3) i Imperf. skulde, burde, maatte. Mest i Forbind. turfte hava (forkortet: turte ha’, turt’a). Eg turfte hava gjort det: det kunde behøves, at jeg havde gjort det. Du turfte hava voret der: du skulde have været der. Eg turfte hava bedet deg om det: jeg maa bede, eller jeg har en Trang til at bede dig om det. – Her mærkes ogsaa Ordets Brug uden Subjekt: D’er ikkje meir, en som hava tarv, dvs. mere end der behøves. Tel. I B. Stift med Formen turvast (tarst, turtest, turst), dvs. behøves. Jf. Torv, tarvall, Turft, turftug.

turvande, adj. 1) trængende, som behøver noget. 2) nødvendig. Sjelden.