Ivar Aasen Norsk Ordbog

tvigardad, adj. om et Jordbrug, som omfatter to Gaarde. Tel. (tvigara).

tvigild (gj), adj. som har dobbelt Værd, eller gjælder for to af en anden Sort. (Sjelden). Ein tvigild Ukse: en Oxe som er henved fire Aar gammel. Sdm. (Norddalen). Andre St. forblandet med tvigjeld.

tvigjeld, adj. som har været to Aar gold; om Køer. Ndm. og fl.

tvigjengd, s. tvilagd.

tvigjerast (e’), v.n. modnes med dobbelt
Hurtighed. Hall. Jf. gjerast.

tvigjølmad, adj. afdeelt i to Rum. Opdal.

tvihakad, adj. 1) tvehaget, som har to Hager (Kroge). – 2) som har dobbelt Hage (Hoka), det vil sige: en Hage med en liden Fordybning eller Rynke i Midten. (Berg. Stift).

Tvihake, m. en Lænke med to Hager (til Brug ved Tømmerdrift). Østl.

tvihalda, v.a. holde med begge Hænder.

tviheilag, adj. dobbelt hellig; om en Dag som baade er Søndag og tillige en af de rørlige Festdage. Hall. og fl.

tvihendes, adv. med begge Hænder. Tel. og fl. Nogle St. “med tvihendes Hende(r)”. Sdm.

Tvihending, m. Redskab med et enkelt Skaft for to Hænder; saaledes om en kort Lee (= Stuttorv). Sogn, Hall.

tvihermd, adj. berettet paa forskjellig Maade. D’er tvihermt: det fortælles paa to Maader. Sogn og fl.

tvihjelpen, adj. omtr. som tvibergad.

tvihugad (u’), adj. tvivlraadig, ubestemt, vaklende imellem to forskjellige Beslutninger. (Jf. Sv. tvehågsen). – Sjeldnere Tvihug, m. Vaklen; og tvihugast, v.n. vakle i sin Beslutning.

tvihurdad, adj. om et Huus med en Dør, som bestaar af to Dele (eller Dørfløie). Hall. (tvihura).

tvihøg, adj. som har dobbelt Høide; især om Huse pa to Stokværk (Etager). Tel. og flere. (Modsat einhøg). Hedder ogsaa tvihøgda(d), Hall. Gbr.

tvika, v.n. (ar), være tvivlraadig, vakle imellem to Beslutninger. Fosen og flere. Sv. tveka.

tvikjeftad, adj. tveegget. (Landst. 660).

tvikloven (o’), adj. kløftet; kløvet i to; tildeels ogsaa: tvekløftet.

tvikløyva, v.a. kløve i to Dele.

tviknept, adj. toknappet, besat med Knapper i to Rader. Tel. og fl.

tvikrjupa, s. tviskrøkka.

Tvikrok, m. en dobbelt Krog eller Hage.

tvikrøkt, adj. bøiet i to Kroge, eller paa to Steder. Hedder ogsaa tvikrokutt.

tviksam, adj. tvivlraadig; s. tvika.

Tvil (ii), f. (og m.), Tvivl, Uvished. Det var i Tvilom: det var usikkert. Tel. (i Tvilo).

tvila, v.n. (ar), 1) tvivle, ikke kunne troe tilfulde. Nogle Steder tvela (ee). (Hall. og flere). Bøiningen vaklende; ofte med Imperf. tvilte, og tildeels Præs. tviler. – 2) have en vis Formodning; især: have Frygt for noget. Eg tvilar fyre det: jeg har en Mistanke, eller jeg frygter for det. Eg tvilar paa, at d’er for seint: jeg er bange for o.s.v. B. Stift og fl.

tvilagd, adj. lagt dobbelt, sammenlagt af to, f. Ex. om Traad. I lignende Betydn. tvigjengd, eller “tvigjegnd”. Tel.

tvilande, adj. 1) tvivlende. 2) i Forbind. D’er ikkje tvilande paa det, dvs. det er ikke at tvivle paa, det er sikkert.

tvilang, adj. som har dobbelt Længde. Tel.

tvileggja, v.a. lægge dobbelt, i to Lag.

Tvilengd, f. dobbelt Længe. (Sjelden).

Tvilengja, f. 1) en Ting som er usædvanlig lang. – 2) d.s. som Tvilengd. Tel.

tvilepad (e’), adj. som har slappe Læber, saa at en Fold eller Rynke viser sig indenfor Kanten. Hall. Hedder ogsaa tvivørra(d).

tvilitad, eller -litt (i’), adj. tofarvet.

tviljoda, v.n. (ar), gjenlyde, give dobbelt Lyd (el. Echo). I Hall. tviljøe.

tvilla, v.a. (ar), 1) røre sammen ved en Omhvirvling, omrøre, f. Ex. Mælk. Sogn, Hall. Num. (I Sogn udtalt tvidla, maaskee for tvirla. Jf. Tverel). – 2) forvikle, slynge sammen. Tvilla seg: slaae sig i Knuder, om Traad. Hall. Jf. tulla.

Tvilla, f. Kurre paa en Traad. Hall.

Tvillingar, s. Tvinnling.

tvillutt, adj. forviklet (= snurutt), om Traad. Hall. Hedder ogsaa tvillen.

tvilraadug, adj. tvivlraadig.

tvilsam, adj. 1) tvivlende, tilbøielig til at tvivle. Nogle St. oftere: tvilen. – 2) tvivlsom, usikker. Sjeldnere.

Tvilsmaal, n. 1) en tvivlsom Sag. (Lidet brugl.). 2) Tvivl, Uvished; ogsaa om dunkle Formodninger; s. tvila.

tvilutad (u’), adj. tvedeelt, som har to Dele, eller to Rum. Hall.

tvimeiska, v.a. mæske paany, el. to Gange (i Brygning). Østl.

Tvimenning, m. Redskab som kan bruges af to Personer; især en Høvel med Skafter paa begge Ender. (Ogsaa kaldet Tvimennings Hyvel). B. Stift.

tvimuna (u’), v.n. (ar), komme sig hastigt; forandres med dobbelt Hurtighed. Hall.

tvimæla, v.n. fodre to Gange om Dagen, eller give to “Maal”. Sfj. (sjelden).

tvina, v.n. indsvinde (?). I Tel. tvinna, v.a. formindske, indkoge; og tvinnast: formindskes. Jf. Sv. tvina (svinde hen); D. tvine.

tvinga, v.a. (ar), tvinge, drive; ogsaa: plage, besvære. (Nyere Ord). Part. tvingad. – Tvingsla, f. Tvang, Drivning.

tvingla, v.n. tumle, rave. Vald.

Tvining, s. Tvinning.

tvinn, adj. egentl. dobbelt (G.N. tvennr, tvinnr), men bruges sædvanlig i Fleertal (tvinne), med Betydn. to. (D. tvende). Siredal, Rbg. Tel. (Landst. 226). I Hall. tvenne, f. Ex. “tvenne Gøngu”: to Gange. Jf. Tvinning og Tvinnling.

tvinna, v.a. (ar), tvinde, snoe sammen (egentl. gjøre dobbelt, fordoble. Part. tvinnad. Former som “tvann” eller <PB N="854"> “tvunnet” bruges ikke af Almuen og have heller ingen Grund, da Ordet er simpelt hen afledet af tvinn (dobbelt) og altsaa ikke skal have stærk Bøining.

Tvinne, m. (?), Traad, eller Vævning. Tel. (Silketvinne. Landst. 11. 599). Isl. tvinni, m.

Tvinning, f. 1, Tvinden; s. tvinna.

Tvinning, f. (?), 2, Tvedeling. Afvig. Tvining og Tvenning. Eg skal taka det i Tvinningom, dvs. i to Afdelinger, ikke alt paa een Gang. “I Tviningaa”, Nhl. Sdm. “I Tvenning”, Hall. G: N. tvenning, f.

Tvinnling, m. Tvilling, Barn eller Unge af en Tvillingfødsel. Mandal, Tel. Helst i Fleertal (Tvinnlingar). Andre St. Tvilling (-ar). Jf. G. D. Tvinninge og Tvinlinge; Eng. twin, twins (sjeldnere twinling); T. Zwilling, fordum zwinling.

tvinta, v.n. (ar), rave, være nær ved at falde. Jæd.

tvinætt, adj. to Nætter gammel; f. Ex. om Iis paa Vand. Vald.

Tvinætting, m. to Dage gammel Unge; især om en Kalv. Vald. Hedder ogsaa Tvonætting.

Tviorka, f. dobbelt Arbeide, noget som kræver dobbelt Umage. Smaal. og fl. (Tveorke). Andre Steder Tvivinna, f. og Tviarbeid, n.

tvipløgd, adj. pløiet to Gange.

tviradt, adv. dobbelt hurtigt. Hall.

tviraadug, adj. vaklende, ubestemt (omtr. som tvihugad). Rbg. (tviraaig).

Tvirel (i’), Kjernestang; s. Tverel.

tvirenna, v.n. (er, de), løbe i Fiirspring; s. tvispringa. Han lyg so fort, som Hesten tvirenner. (B. Stift).

tvirynja, v.n. (-runde), give dobbelt Gjenlyd, eller gjentagne Drøn. Hall.

tvirøda, v.n. (er, de), tale forvirret, eller saaledes at man modsiger sig selv. Oftere: tvisnakka.

tvirømd, adj. torummet. (Sjelden).

tvirøyna, v.a. (er, de), angribe dobbelt, volde dobbelt Besvær. Hall.

tvisett, adj. sat i to Rader; ogsaa: dobbelt besat eller bedækket.

tviskifta, v.a. (er, e), skifte i to Dele. – Tviskifting, f. Tvedeling.

tviskjeft, adj. toskaftet.

Tviskjefta, f. Tøi som er vævet med dobbelte Vævskafter (s. Skaft); Vadmel. Modsat Einskjefta.

tviskodd (oo), adj. dobbelt skoet; forsynet med Oversko.

tviskoren (o’), adj. to Gange beskaaren; ogsaa: skaaren i to Stykker.

tviskrøkka, v.n. (skrøkk, skrokk), indsvinde hastigt, eller med dobbelt Hurtighed. Hall. (tviskrøkkje). Noget lignende er tvikrjupa, f. Ex. Det tvikryp i Hop: det sammenkrympes dobbelt hastigt.

tvisla, v.n. (ar), vimse fra det ene til det andet, vakle, være ustadig. Sdm. Nfj. (tviltle). Tvisl, n. og Tvisling, f. Ustadighed. Tvisl, m. en ustadig Person.

Tvislidra (-slire), f. en dobbelt Skede, Hylster med to Rum. Tel.

Tvismide, n. Tvist, Uenighed. Hall. i Formen Tvismi. Som sjeldnere Ord opgives: tvismast, v.n. tviste, disputere; og Tvisma, eller “Tveisme”, f. Bugter eller Kurrer paa Traad.

tvisnakka, s. tvirøda.

tvispenad (-spæna), adj. som har to Patter; ogsaa om en Ko, som kun malker i to Patter. Tel. Jf. einspenad.

tvispennes, adv. med Fødderne imod hinanden (= andføttes). Indh.

Tvisprang, n. Fiirspring, Løb hvori begge Forfødder hæves samtidig til hvert Skridt. Hedder ogsaa Tvirenn, n. og Tvibyks, n. (B. Stift). I Rbg. Tversprang.

tvispringa, v.n. (spring, sprang), løbe i Fiirspring, galopere. Noget lignende er tvirenna, og tvibyksa (B. Stift); ligesa tverspringa (Rbg.).

Tvist (i’), f. en Feil i Vævning, et Sted hvor en Traad er afslidt eller udfalden. Hall.

Tvist, m. Tvist, Uenighed. Lidet brugl.

tvist, adj. taus, tankefuld, lidt tungsindig. Sogn (Ladvig). I Gbr. tyst. Noget lignende er kjust (tjust) eller “kjus” i Rbg. og Tel. G.N. tvistr, ogsaa tjustr.

Tvistade, m. dobbelt Iis; nyt Iislag af tilfrosset Vand ovenpaa et ældre Iislag. Nedenæs og fl. (Tvista’). Paa Hadeland kaldet Tvestae, ogsaa Tvebotn.

tvisteikja, v.a. (er, te), stege parviis, lægge Fladbrød-Leverne parviis paa Stegepladen (Hella). B. Stift, Gbr.

Tvistell, n. s. Tvistyr.

Tvistraum, m. dobbelt Strøm, to modsatte Strømninger i Vandet.

Tvistyr, n. dobbelt Syssel, Arbeide paa to forskjellige Steder. Ogsaa kaldet Tvistell. Hall. og fl.

Tvistyrta (y’), f. Tvestjert, Insekt med en kløftet Spids bagtil. Tel. (Jf. Stert). Andre St. Kluftetroll.

tvisynast, v.n. (est, test), see utydeligt, saa at man forvexler den ene Ting med den anden; ogsaa: see en Ting dobbelt (af Feil i Øinene). Berg. Stift, Tel. Hall. og flere.

tvisynt, adj. tvivlsom, tvetydig, som seer ud baade til det ene og det andet. (Lidet brugl.). G.N. tvísýn(n).

Tvitak, n. 1, 1) dobbelt Greb; saaledes en dobbelt Takt i Spil eller Musik. Valders. – 2) Feilgreb, Forvexling; s. tvitaka.

Tvitak, n. 2, dobbelt Tag paa et Huus.

tvitaka, v.n. (tek, tok), famle, gribe efter flere Ting paa een Gang; ogsaa: tale stammende, <PB N="855"> gjentage og rette sine Ord. Tel. Hall. osv.

Tvitapp, m. s. Toppa og Ture.

tvitaattad, adj. dobbelt (om en Snor), bestaende af to Traade (s. Taatt). Afvig. tvitætta(d). Hall. Vald.

tvitekkja, v.a. tække (eller dække) dobbelt. (Jf. Tvitak). Part. tvitakt.

tvitenkt, adj. = tviraadug.

tvitent (-teent), adj. totandet, f. Ex. om Høvler.

tvitjukk, adj. som har dobbelt Tykkelse. Mandal, Tel. Hall. Nogle St. tvitykk.

Tvitl og tvitla, s. tvisla.

tvitolad, adj. tvetullet. Tel. Hall. (Isl. tvítóladr). Jf. Tol. – Tvitoling, m. Tvetulle, Hermaphrodit. Nogle St. Tvitusling.

tvitrædd, adj. totraadet; om Væv, hvori Traadene ere lagte dobbelt eller parviis. Trondh. og fl.

Tvitrøyting, f. dobbelt Anstrengelse; et Arbeide som varer dobbelt længere end forud beregnet. Hall.

Tvitt (ii), m. 1) en kort Fløite eller Pibe at blæse i. (B. Stift). – 2) en Fugl (maaskee Bjerg-Finke), saa kaldet efter dens Lokketone, som ligner Ordet Tvitt. Nogle St. Tvitta(r)fugl, ogsaa Kvittafugl, Sdm. I Tel. Tvittaspikkje.

tvitta (ii), v.n. (ar), 1) fløyte med en kort eller afbrudt Lyd. – 2) sige “tvi”; s. tvia.

tvitykkjen, adj. tvivlraadig, vaklende. Hall.

tvitæra, v.n. (er, te), fortære det samme to Gange. Egentl. fabelagtigt om visse Dyr, men ellers kun spotviis om at oprippe en afgjort Sag eller gjentage noget i Utide. Sæt. Tel. Saaledes ogsaa “tritæra”. Det vardt baade tvitært og tritært.

Tviung, m. Halvdeel. Hall. Formod. dannet efter Triung (Tridjung).

tvivelt, adj. om Pløining, hvorved Furestrimlerne væltes til modsatte Sider. Østl.

tvivenda, v.n. (er, e), gjøre en dobbelt Vending (Tvivending, f.); gaae to Gange til et Sted, f. Ex. for at hente noget, som er for meget til at medbringe paa een Gang. Tel.

Tvivetter (m.), om noget som er to Aar gammelt, f. Ex. Tvivetter-Fisk. Ryf. (Jf. Tvovetter). G.N. tvevetr, adj.

tvividad (i’), adj. bestaaende af dobbelt Træværk. Lidet brugl.

tvivinna, v.n. gjøre et Arbeide om igjen; især: pløie to Gange. Smaal. (tvevinne). Jf. vinna.

Tvivinna, f. dobbelt Arbeide (= Tviorka); ogsaa om to samtidige Arbeider. Tel.

tvivørrad, adj. = tvilepad. Hall.

Tviæring, m. to Aar gammelt Dyr, f. Ex. om Heste. Hall. I Sogn Tveggjæring, som synes at høre til G.N. tveggja, Genitiv af tveir (to).

tvo, num. to (2). I Neutr. tvau. Nogle Steder med en Form for hvert Kjøn; saaledes i Sæt. tvei, m. tvæ, f. tvau, n. Ellers hedder Maskul. mere alm. tvo, tildeels to; sjeldnere tvaa, Hall., og i Nhl. forældet: tveir. (Formen tvo, eller tvaa, har egentl. været Akkus. af tvei). Femininum kun tildeels tvæ, Sæt. Vald. Gbr. og tvær, Hall. Vald. Nhl. (forældet); ellers ligesom Maskul. (tvo). Derimod er Neutr. tvau alm. vestenfjelds, ogsaa i Sæt. Hall. Vald. og fl., tildeels afvig. tvaug, Nhl. Gbr. tvu og tu, Vald. Gbr. G.N. tveir, tvær, tvau (jf. Goth. tvai, tvós, tva). – Spor af et Dativ mærkes i Forbindelsen “paa tvom’aa Stade” (dvs paa to Steder). Sdm. Af andre Forbindelser mærkes: Tvau Tjug: 40. Tvau Hundrad: 200. Tvau Tusund: 2000. Baade tvo, om to Mænd (eller to Kvinder), men: baade tvau, om en Mand og en Kvinde. Saaledes ogsaa: tvo saman, og tvo-eine, om Mænd eller Kvinder; men tvau saman og tvau-eine, om et Par. (Om en Form “tvosamne” s. saman). Tvo og tvo: parviis, to ad Gangen. Ei tvo-tri, eller ei tvau-try: to eller tre Stykker. Tvo elder tri, er paa nogle Steder forkortet til “tultri”. Gbr. (Ligesaa i svenske Dial.). Paa tvo Manns Hand: imellem to Personer. Koma i tvau: blive adskilt; om to Ting hvoraf den ene er indesluttet i den anden. Slaa i tvau: slaae i tu. Ligesaa: brjota, slita, riva i tvau. (Kun med Begreb om to Stykker). “Hava Tvaubeggje”: være Hermaphrodit). Sdm. (I Sogn: hava Beggje). – En anden Form “tvi” bruges kun i Sammensætning.

tvo (vaskede), s. tvaa.

Tvodeild, f. de to Trediedele af en vis Mængde. “Ein Gaang Tridjeparten, aa ein Gaang Tvodeild’a”. Nordre Berg.

Tvoga (o’), f. Vaskeklud, Visk til at skure og skylle med. Temmelig alm. men tildeels afvig. Tvogu (o’), Tel., Tvugu og Tuu, Østl., Too, Namd., Tua, tildeels i Nordl. Isl. þvaga (acc. þvögu). Sv. tvaga. (Til Verbet tvaa). “Tvoga” bruges ogsaa ofte om noget som er forslidt eller meget brugt, ligesaa om en Person som slider og slæber meget.

tvoga (o’), v.n. (ar), pladske, søle, strabadsere. B. Stift. Nyere Form af tvaga.

tvogeleg (o’), adj. laset, forslidt, slet behandlet; ogsaa: uanseelig, flau. Tel.

Tvogestylk (o’), m. Stavgræs (= Skjefte). Sæt. (-stykk).

Tvomastring, m. tomastet Fartøi.

Tvonating, m. Hase med to Nødder. Sdm.

Tvonætting, s. Tvinætting.

Tvora (o’), f. en liden Rørestang med en Kreds af afstumpede Kviste omkring Enden; brugt ved Madlavning og sædvanlig saaledes dannet at den kan omhvirvles <PB N="856"> imellem Hænderne. Alm. men tildeels afvig. Tvoru (o’), Tel., Tvuru, Hall., Turu, Østl. Guldalen; Toro, Namd. (Formen “Tvære” findes ogsaa anført som norsk, men synes her at være fremmed). Isl. þvara (acc. þvöru); Sv. Dial tvara, tvöru, tvåra osv. Jf. Tverel og T. Quirl.

tvorren, part. indsvunden, formindsket; see tverra. Tel.

tvort, s. tvert. – Tvorul, s. Tverel.

Tvorøming, m. Baad med to Aarepar.

Tvo-tal, n. et Total (Figuren 2).

Tvovetter, d.s. som Tvivetter. Afvig. Tvovet (e’), m. Hest som er to Aar (eller Vintre) gammel. Nordre Berg. Ligesaa “Tvovete” (e’), f. for Tvovetra, om en Hoppe. Sdm. Jf. Vetrung.

Tvugu, s. Tvoga. – Tvuru, s. Tvora.

tvæ, s. tvo. – tvær, s. tvaa.

tvæsast, v.n. fortørres, standses i Væxten ved Tørke; om Korn. Gbr.

tvætta, v.a. og n. (ar), 1) tvætte, vaske; især med hed eller skarp Vædske. Ikke alm. (Jf. tvaga og Tvaatt). G.N. þvætta. – 2) v.n. vimse, løbe fra det ene til det andet; eller egentl. indblande sig i mange Ting, ville være med overalt. Saaledes spotviis: Tvættekopp, m. og Tvættekolla, eller Tvættebytta, f. om en som indblander sig i uvedkommende Ting; ogsaa en Sladderhank. B. Stift. Jf. Isl. þvætta: vaase.

Tvætte, n. 1) Vask (jf. Tvaatt); især om Lud eller skarp Vædske til at vaske med. – 2) Urin (= Tvag, Land). Sfj. Sdm.

Tvætting, f. Vaskning; ogsaa Travlhed med unødige Ting; s. tvætta.

Ty, n. 1) Tøi, Ting som høre med til Forsyning eller Udrustning; Gods, Reisetøi o.s.v. G.N. týgi (týi, tý?). Jf. tya. – 2) Redskaber; tildeels ogsaa Bohave, Eiendele. Køyrety, Skrivety; Steinty, Blekkty, Sylvty. – 3) Vævning, Stof til Klæder. Ullty, Linty, Silkety, m.m. (Sv. tyg). Ogsaa: Emne til et Klædningsstykke, f. Ex. eit Veskety, eit Huvety. – 4) Stof, Materie (i tilvirket Tøi). D’er godt Ty i Klædom. D’er Ty som toler Slit, o.s.v. Tildeels ogsaa om Anlæg eller Sindelag (ligesom To). Eg saag kvaat Ty, som var i honom. – 5) Art, Slægt (oftest i slet Betydning); Selskab, Følge, Slæng. Fantety, Skarvety, Styggety. Dog forekommer Ordet ogsaa uden nogen foragtelig Betydning; f. Ex. i Hard. “Bodn aa Ty” (Ungdom), “Tauser aa Ty” (Tjenere).

Ty, m. s. Tysdag. – ty, s. tyd.

tya (y), v.a. (r, dde), tilrede, ordne, sætte i Stand; pynte op, f. Ex. et Værelse. Trondh. (Fosen). Part. tydd. Ofte i Neutr. Han fekk det tytt og flitt (dvs. istandsat, repareret).

tya (ty), v.n. og a. (r, dde), nytte, hjælpe, forslaae. Det tyr ikkje til: det bliver ikke nok, forslaar ikke. Num. og fl. ogsaa i Smaal. G.N. týja (tœja, tjóa); Sv. tya (ty). Hører maaskee sammen med det forrige. Forholdet til “te” og “Ty” er dunkelt.

tyad, adj. skikket, beskaffen; ogsaa: sindet eller oplagt (s. Ty, 4). “Eg seer kor han æ tya”. Ork. og fl.

Tybast, s. Tysbast.

tyd, adj. 1) omgjængelig, venlig, blid. Berg. Nordl. og fl. (tyd’e, ty’e, ty). G.N. þýdr. Ofte i Forbind. “tyd og blid”. Ogsaa med Begrebet: behagelig, tækkelig, vakker. Hall. (Jf. tydleg, tydsleg). – 2) lind, mild, blød, eller let at behandle. D’er so tydt og mjukt; især om Skind. Sdm. Det var ikkje tyde Spurningar: det var meget vanskelige Spørgsmaal. Vald. Han er ikkje tyd til aa leika med: han giver ikke lettelig tabt osv. Østl. (ty). Afvig. “tøy”, Hall. (s. tøyg). Jf. tyda og Tjod.

tyda, v.a. og n. (er, de), 1) udtyde, forklare, gjøre tydelig. Ofte i Forbind. med “ut” (tyda ut, og ut-tyda). Mest alm. tya (tye), i Nfj. og Sdm. tyde. G.N. þýda. Jf. Tjod. – 2) betyde, betegne. Jæd. Lister og fl. “Kaa tye dæ”: hvad betyder det? G.N. þýda, þýdast. – 3) gjøre fortrolig, vænne til at omgaaes. Tyda seg til nokon: søge Ens Omgang eller Venskab. Oftere i Formen tydast. Dei tyddest til honom: de bleve fortrolige med ham. Ogsaa om Dyr, ligesom hyllast. B. Stift. G.N. þýdast.

Tyda, f. Venlighed; ogsaa: Tækkelighed, Ynde. Hall. i Formen Tye, Tya (s. tyd). Andre St. Tydskap.

tydd, part. s. tya og tyda.

tydeleg, adj. tydelig, forstaalig. (I dette Ord udtales “d” overalt).

Tyding, f. Udtydning, Forklaring.

tydleg, adj. blid, venlig, omgjængelig (tyd); ogsaa: behagelig, fornøielig; om Sted el. Tilstand; f. Ex. “D’æ so tydle’ naar ein faar godt Fylgje”. Nhl. Sogn, Sfj. Ogsaa i Formen tydsleg (tysle’), Sogn; tyeleg (tyle’), Gbr. G.N. þýdlegr: venlig.

Tydning, f. Underretning, Besked om noget. Smaal. og fl.

tydsk, adj. tydsk, henhørende til Tydskland. Sædvanlig udtalt “tysk”, ligesom ogsaa “Tysland”. G.N. þýdeskr, þýdverskr osv. Mht. diutisch. – Hertil Tydsk, el. Tydskar, m. en Tydsker. tydska, v.n. (ar), tale tydsk eller bruge tydske Ord; ogsaa: tale uforstaaeligt.

Tydskap, m. Blidhed, Venlighed, fortrolig Omgang. Shl. og fl.

tydsleg, adj. behagelig; s. tydleg.

tye og tyest, s. tyda.

Tyfot, m. Brostolpe, Støtte under en Bro eller et Stillads. Tel. (Dunkelt Ord). Andre Steder Marfot, Morfot og fl.

<PB N="857">

Tyfsa, f. Tussekvinde (= Tysja); ogsaa: Tøite, Taske. Hall.

tyfta, v.a. (er, te), læge Grund til et Huus, afmaale og opgrave en Byggegrund. Berg. Trondh. (Af Tuft). Afvig. tymta, eller tømte, Østl. (af Formen Tomt).

Tyfting, f. Grundlæggelse.

Tygel, m. Tøile, kort Tømme i et Bidsel. Tel. og fl. i Formen Tygjel (Fl. Tyglar). G.N. tygill.

tyggja, v.a. og n. (tygg, togg, togget), tygge, knuse med Tænderne. Imperf. lyder tildeels taugg. Supin. sædvanlig toggje. G.N. tyggja (tygg, tögg, tuggit). Jf. Tugga. Tyggja upp-atter: drøvtygge; oprippe eller gjentage noget idelig. Hava nokon til aa tyggja paa: at sladre om, at larme over. Tyggja Fraud, el. tyggja Mo, s. Mo, n.

Tyggjing, f. Tygning.

tygla, v.a. (ar), tøile, holde i Tømme, styre. (Af Tygel). Tel.