Ivar Aasen Norsk Ordbog

turvast, behøves; s. turva.

turvelaus, adj. unødig (= tarvlaus). turvelaust, adv. uden Nødvendighed. Tel.

turveleg, adj. nødig, nødvendig; ogsaa: tarvelig, maadelig. Lidet brugl.

turven, adj. trængende, som behøver noget (= turftug). Ryf. og fl.

Tusk, n. larmende Bevægelse, Støi, Uro; ogsaa Leg, Lystighed. B. Stift. Ganga paa Tusk: løbe efter Leg og Morskab. Hard. og fl. Jf. Husk.

Tusk, m. Varme, Hede; varm Luftstrøm; ogsaa: Ruus, Perial. Sdm.

tuska, v.n. (ar), rasle, larme, bevæge sig med Larm (= tysja). Jf. ruska, truska. Ogsaa: drive Tuskhandel (T. tauschen).

tusken, adj. skranten, sygelig. Sogn. (Jf. husken). I Tel. tuskleg.

Tusl, n. 1) Smaasysler, Puslerie; s. tusla. – 2) smaa Forhandlinger eller Sammenkomster. B. Stift i Formen Tutl (Tultl). Der er eit litet Tutl med deim: der er en vis Forstaaelse imellem dem. – 3) Griller, Galskab. Ryf. (Tutl). Jf. tuslen.

tusla (u’), v.n. (ar), gaae sagte, skride frem saa smaat; ogsaa: pusle, sysle med noget. Smaal. og fl. Mest brugl. i Berg. Stift i Formen tutla, nogle St. “tultle”. “Dei tultla mæ Helsinne”: de ere friske og sysle med sit Arbeide. Sdm. – Jf. tutla, v.a. som synes at adskille sig herfra.

tuslen, adj. svag, skrøbelig; ogsaa: forstyrret i Hovedet, fjantet (= tullutt). Sogn, Sfj. i Formen tutlen. Jf. Tusl, 3.

tusna (u’), v.n. (ar), tørres, blive noget tør (= torna). Tel. Jarlsberg og fl. Afvig. kjusna, Rbg. Nedenæs. (Jf. kjurr for turr). Vel egentlig tursna. Ellers en mærkelig Form, da dette “s” (ligesom i Tussa og Torste) synes at hentyde paa Grundformen “thurs”, hvorom see turr. (Jf. terra).

Tuss, m. Kobold, fabelagtigt Væsen. Jf. Haugtuss. Nogle Steder Tusse; afvig. Tust, Tel. (Tinn). G.N. þurs, þuss Fl. Tussar betegner Underjordiske eller Vætter i Almindelighed. (Sæt. Nordl. og flere). Saaledes ogsaa Tussefolk, og særskilt Tussekall, m. eller Tussekvende, n. (Sæt.). Jf. Tusull og Tysja. I de nordlige
Egne betegner “Tussen” ogsaa et vist Sygdomstilfæde iblandt Køerne, med lignende Begreb som “Ridham”.

Tussa, f. en stor Plade at tørre Korn paa (omtr. som Turkehella). Jæd. Vel egentl. Tursa; jf. tusna. Hertil tusseturkad, adj. tørret paa Plade (Helle); forskjelligt fra terreturkad; s. Terre.

Tussbit (i’), n. et Slags ondartet Saar eller Byld, f. Ex. i en Finger. B. Stift, Hall. og fl.

Tusse, m. en Tosse, Dumrian. Søndre Berg. Jf. Tass og Tusul.

Tussebær, n. en vis Væxt: Fiirblad (Paris). Tel. Andre St. Trollbær.

Tussefugl, m. Strøm-Stær (= Fossekall). Sogn.

Tusseladd, m. en Stymper, Tosse. B. Stift.

Tussfletta, f. Marelok, Sammenfiltning i Haaret. Trondh.

Tust (uu), f. en Pleiel, Tærskestok. B. Stift, Hall. Gbr. ogsaa Lister og fl. Nogle St. Tuster (-str), Sdm. G.N. þust. (Andre Navne ere Flygel, Slegel, Sloga). Hertil Tusta(r)vol (o’), m. Skaftet paa en Pleiel; ogsaa kaldet Handvol (i Modsætning til Slagvol).

Tust, m. 1) en liden Dusk eller Haartot. Hall. (Jf. Tusta). – 2) s. Tuss.

tusta (uu), v.a. (ar), vikle sammen, forvikle. Mandal, Rbg.

Tusta, f. 1) en Klynge, Knude; ogsaa et Knippe, f. Ex. af Halm eller Bast. Mandal, Rbg. Tel. (Isl. þústa: en Masse). – 2) et lavt Træ med en bred Top (= Kage). Tel. Nogle St. Tust.

tuste (raslede), s. tysja.

Tusul, m. 1) Pusling, Spøgelse (el. omtr. som Tuss). Smaal. – 2) en Stakkel; en liden, uanseelig Figur. Hall. Tel.

Tusund, n. et Antal af tusinde; ogsaa som Talord: 1000. (I sidste Fald lyder det tildeels: tusende, ellers utydeligt: tusun, tus’en). G.N. þúsund, f.; Ang. þúsend; Ght. þúsunt. Eit stort Tusund: 1200 Stykker (jf. Hundrad). – Tusunddeild, f. Tusindedeel. (Ogsaa Tusunddeil, eller -part, m.). Tusundtal, n. det Tal som betegner tusinde (i Regning); det fjerde Tal bagfra. I Tusundtal: tusindviis.

Tut (uu), m. 1) Tud, fremstaaende Rør, f. Ex. paa en Kande. Ogsaa ellers om en udstaaende Top; spotviis: Snude, Mund. (Sv. tut). – 2) en Trompet, eller kort Luur til at blæse i. B. Stift. Nogle St. Stut.

tuta, v.n. (ar), 1) blæse i Horn el. Trompet (Tut). B. Stift. (I Gbr. stuta). Sv. tuta. Jf. tjota. – 2) tude, skrige. Østl. – Tutarhorn, n. Horn til at blæse i.

Tuting, f. Blæsen i Horn o.s.v.

tutla (u’), v.a. (ar), kramme, knuge, presse imellem Hænderne. Guldalen, Selbu. G.N. tutla: puffe (?). – Om et andet tutla see tusla.

Tutla (u’), f. Angreb, Dyst. Sdm. i Formen Tultle (el. Tulsle). “E tok haanaa ei Tultle”: jeg gjorde et Forsøg med ham; jeg skrubbede ham lidt. (Mest om en Irettesættelse.

tutlen, s. tuslen.

tutøygd, adj. som har meget fremstaaende Øine (= utøygd). Gbr.

Tuv, m. Top, Knude, en noget spids Forhøining paa en Flade. B. Stift, Hall. Lyder tildeels som Tu.

Tuva, f. en Tue, en liden Top paa Jorden. Nogle Steder Tua, Tue, ogsaa Tuv’ (Trondh.). G.N. þúfa; Sv. tufva. En anden Form er Tubba. (Sogn, Hall.).

tuva, v.a. (ar), sætte op i en Top, gjøre høit i Midten.

Tuvekrit, f. gammelt Hundeskarn.

Tuvekval, m. Hval med en Top paa Ryggen.

Tuvemark, f. Jord som er fuld af Tuer.

Tuvgras, n. tætvoxende Græs; s. Tov.

Tuvra (u’), f. et lavt og kroget eller vantrevet Træ. Tel. (Tinn).

tuvutt, adj. toppet, fuld af Tuer. Nogle St. tuette og tuvaatt.

tvadda, v.n. løbe frem og tilbage uden at udrette noget. Tel. (Maaskee tvalla). Tvadd, n. Tidsspilde, unyttig Stræben.

Tvag, n. 1) Vask, hedt Vand hvori Uldtøi renses eller valkes. Nordre Berg. – 2) Strabadser, Arbeide i Væde og Uveir. Sdm. – 3) Urin, Pis; af Dyr. Toten, Østerd. (Nogle St. Tvau). Isl. þvag.

tvaga, v.a. og n. (ar), 1) vaske; rense el. valke Uldtøi i varmt Vand. B. Stift. Jf. tvaa. – 2) strabadsere, færdes i Væde eller Uveir. Sdm. og fl. Ogsaa: forslide eller fordærve sine Klæder med Sved og Væde. Nordl. – 3) stalde, pisse; om Dyr. Østerd. (Nogle St. tvaue).

Tvaging, f. Vaskning; Strabadser.

tvagla, v.n. (ar), 1) søle, pladske i Væde. Sfj. – 2) nøle, spilde Tid. Hall. hvor det ogsaa hedder tvasla. Jf. tvadda.

Tvale, m. Dvale. Hall.

Tvang, m. Tvang; Betvingelse. I B. Stift Tvaang. (Nyere Ord).

Tvare, m. 1) et lidet Bor (Spigerbor) med skraat omløbende skarpe Kanter; næsten ligt en Skrue. Sdm. (Hertil “Snaratvare”, s. snara). – 2) en liden Naver (i sædvanlig Form); omtr. som”Rivenavar”. Nordl.

tvarga, v.n. traske, strippe omkring. Sdm.

tvart, tvært; s. tvert.

tvasla, v. søle, nøle; s. tvagla.

tvau: to (i Neutr.); s. tvo.

tvaa, v.a. (tvær, tvo, tveget), toe, vaske, rense med Vand. Rbg. Tel. Hall. Tvaa seg: vaske sig. Tvaa av: aftoe, afskylle. (Jf. tvaga). Supin. lyder som tvegje (e’),
nogle St. tveie og tvigji (tvie). G.N. þvá (þvæ, þó, þvegit); Sv. två; Ang. þvean (þvó), Goth. þvahan.

Tvaaing, f. Vaskning.

Tvaatt, m. Vask, Tvæt. Hall. Tel. og fl. G.N. þváttr. Jf. Tvætte.

Tvaattekona (o’), f. 1) Vaskerkone. 2) Strømstær (Fugl), = Fossekall; ogsaa kaldet Tvaattekjerring. Tel.

Tvaattekopp, m. Vaskekar.

Tvaattevatn, n. Vaskevand. Rbg. og flere. Ogsaa kaldet Tvaattelaug, f. Tel.

tve, i Sammensætning, s. tvi.

tvega, v.n. gaae tungt eller vaklende, som med en Byrde. Hall.

tvegen (e’), part. toet, vasket; s. tvaa. Udtalt tvegjen og tveien; nogle St. tvigjen.

Tveggjæring, s. Tviæring.

tvei, og tveir, s. tvo.

Tveit, f. 1) Hug, Tværhug, det Indsnit hvorved et Træ afhugges eller fældes. Smaal. Gbr. I Østerd. Tveet. Sv. Dial. tvet, tveit, m. (Rietz 766). – 2) en Fure, Rende, smal Fordybning i Jorden; udhugget Rende i Iis, og lignende. Valders. Ogsa: Spalte eller langt Indsnit i Træ (som skal kløves). Gbr. s. tveita. – 3) et smalt Mellemrum, en Græsplet imellem Skov eller Klipper (omtr. som Glenna). Hall. (Grastveit).

Tveit, m. 1, Spaaner, Splinter, Affald af Træ; især Huggespaaner (Skortveit). Nordl. (Sv. Dial. tveit). – Her maa ogsaa mærkes, at Tveit (m.) er et i de sydlige Egne ofte forekommende Gaardsnavn, deels enkelt som Tveit, Tveiten, el. Tveite (Dativ?), deels sammensat, som Aastveit, Bjørntveit, Breidtveit, Grøntveit, Haatveit osv. Ofte skrevet Tved, Tvedt og Tvet; i G.N. þveit, þveitar. Betydningen er uvis; maaskee snarest: en Rydning i Skoven, et Sted hvor Træer ere fældede. Jf. G.N. þveitr: Hug (?). Eng. Dial. thwaite: opryddet Skovland; og thwite: skjære (hugge); Ang. þvítan: afskjære.

Tveit, m. 2, en Tværdriver, vrangvillig Person; ogsaa Dumrian. Sdm.

tveita, v. (ar), kløve, splitte; egentl. gjøre nogle Indsnit paa Siden af en Stok som man vil kløve, for at Kløften skal gaae i lige Linie. Gbr. s. Tveit, f.

Tveng, m. 1) Rem, Spænderem i Sko. Voss, Hall. G.N. þvengr. – 2) en liden Træklods hvormed Tanden i en Høvel slaaes fast. Sdm. – 3) en stræbsom, flittig Person. “Ein Tveng te arbeide”. Sdm.

Tvenning, s. Tvinning.

tver (e’), adj. 1) but, afstumpet, tvært afskaaren (saa at Enden og Siden danne en ret Vinkel). Stolpen er tver i Toppen. Den eine Enden er kvass, og den andre er tver. Sv. tvär. – 2) tværvendt, som vender til Siden, eller gaar lige over fra en Side til en anden. Eit tvert Strik. Mest i Sammensætning som Tverstokk, Tvervegg, Tverdal osv. G: N. þverr. Jf. tvert. – 3) modvendt, som ligger tvært foran eller vender Siden til. Ro tveran Fjord: ro tvært over Fjorden. Sogn og fl. (Jf. Tverfjell, Tverhøgd). Ogsaa: hinderlig, forsinkende; saasom om Vind og Veir. – 4) kort, hastig, pludselig; om en Bevægelse. Ei tver Vending. (Sv. tvär). Jf. tverkasta, tversnu, tverstadna. (Østl.). – 5) tvær, uvillig, modstræbende; om Dyr og Mennesker. (G.N. þverr). Ogsaa: uvenlig, om Tale el. Svar.

Tvera (e’), f. 1) Tværkant, Endeflade (i Modsætning til Langsiden). Sv. tvära. 2) Tværlinie, Sideretning. Koma paa Tvera: komme tvært paa Siden. B. Stift.

Tveraa, f. Sideflod, s. Tverelv.

Tveraas, m. 1) Aasryg som gaar tvært ud fra et større Bjerg. – 2) Tværbjælke.

Tverbakke, m. 1) en steil Bakke. 2) Bakke som vender tvært imod.

Tverbein, n. Tværbeen, et Slags Feil i Fødderne paa en Hest.

tverbeint, adj. n. skjævt, forkeert, meget ubeleiligt. Smaal.

Tverbløyg, m. en Tværdriver, stivsindet Person. Østl. Egentlig Tværkile (s. Bløyg); saaledes ogsaa Tvernavar, Tverplog, Tverkjelke; altsaa: et Redskab som er umuligt, som man ikke kan udrette noget med. Ellers Tverbukk, Tverveder, Tvertre og fl.

Tverbrand, m. Tværtræ under Ved, som skal brændes.

tverbratt, adj. tvært opstigende, steil som en Væg.

tverbroten (o’), adj. tvært afbrudt.

Tverbue, m. Gjenbo. (Forekommer i Byerne, dog lidet brugl.).

Tverbygel (gj), m. Tværdriver. Hall.

tverbygen, adj. uvillig, modstræbende. Hall. (tverbygjen, i Fl. tverbygne).

Tverdal, m. Dal som gaar tvært ud fra et større Dalstrøg; Sidedal.

tverdjup, adj. om Grund, som gaar tvært ned, saa at der pludselig bliver meget dybt. Søndenfjelds. Andre St. nærdjup.

Tverdrivar, m. Tværdriver.

Tverel (e’), m. Kjernestang, Stav med en Tværskive i Enden, hvormed Fløde kjernes til Smør. Sogn og fl. Nogle St. Tvirel (i’), Sogn, Vald. Ellers: Tvørull, Guldalen; Tvorel (o’), Nordl., Turul, Ork., Tyrel (y’), Sdm., Tyl (Kinne-tyl), Gbr. Ogsaa kaldet Kinnetvora (Nhl.) og Kinnetre (Sfj.). Ang. þviril (?). Sv. Dial. tyril, törel. Jf. Isl. þyrill (þirill): Rørekvast. Det tydske Querl (oprindelig twirl, dwiril) svarer i Betydningen til Tvora.

Tverelv, f. Sideflod, Elv som kommer fra en Sidedal og løber ud i en større Elv. Gbr. og fl. I de sydlige Egne: Tveraa, f.


Tverfjell, n. 1) Fjeld som gaar ud fra Siden af en større Fjeldryg. – 2) Fjeldside som vender mod Enden af et Dalstrøg.

Tverfjord, m. Sidefjord, tvært udløbende Green af en Fjord.

Tverflauta, f. Tværbjælke i en Slæde. Nhl. S. Hyrning.

Tverfor (o’), f. Tværfure (i Ager).

tverfør, adj. modvillig, stivsindet, trodsig. Sdm. Formen usikker, da det sædvanlig hedder tverrfyre (y’) med stærk Betoning paa “tver”.

Tverg, m. Pusling; s. Dverg.

Tvergard, m. Gjærde som staar paa tværs, f. Ex. i en Vandstrøm (Fiskegjærde).

tvergaarutt, adj. stribet paa tværs.

Tvergota (o’), f. Vei som gaar tvært ud fra en anden Vei.

Tverhand, f. Tværhaand (= Løvd).

Tverhogg, n. Tværsnit, f. Ex. paa Enden af en Stok. – tverhoggen, adj. tvært afhugget, afstumpet.

Tverhummel, s. Humul.

Tverhøgd, f. tvært liggende Forhøining, f. Ex. for Enden af et Dalstrøg.

tverka, v.n. (ar), gjøre sig tvær, yttre Modvillie. B. Stift og fl. – Forskjelligt herfra er tverkast, v.n. forværres, foringes, aftage pludselig. Sdm. Jf. tverra.

Tverka, f. 1) Tværhed, tvær Stilling eller Retning. Mest i Forbind. “paa Tverke”, dvs. paa tvært, til Hinder, til Fortræd. Tel. Østl. – 2) Modstræben, Modvillie. Tel.

tverkasta, v.a. kaste pludselig til Siden. Tverkasta seg: hoppe til Side. Østl.

tverken, adj. uvillig, modstræbende. Ryf. (tverkjen).

tverklipt, adj. tvært afklippet.

Tverkrok, m. 1) en tvær Krumning, en Vinkel. 2) en vrangvillig Person, En som man ikke kan komme til Rette med.

tverkvekka, v.n. lammes af Skræk. Hall.

tverkyndt, adj. egensindig, uvillig til at føie sig. Hall.

Tverlag, n. tvært liggende Lag; Tværplade, Bund, Hylde o.s.v. Trondh.

tverlagad, adj. hinderlig, ubeleilig; om Omstændigheder. Hall. og fl.

tverleg, adj. noget tvær, but, stump; ogsaa: hinderlig, ugunstig.

tverlynd, adj. stivsindet, ubøielig. Tel.

Tverlægd, f. lav Flade ved Enden af en Bjergryg, el. imellem to Bjerge.

Tvermaal, n. Maal paa Tykkelse el. Bredde.

Tvermøle, n. ugunstig Stemning, ondt Lune. Sdm.

Tvernagle, m. Fæstepind; Lundstikke.

Tvernavar, s. Tverbløyg.

tverra, v.n. (tverr, tvarr, tvorret), svinde ind, formindskes, aftage. Det tvarr i Kokingi: det svandt ind i Kogningen. Vatnet heve tvorre(t). Tel. (Vinje og fl.). Ellers paa andre Steder med svag Bøining (ar). G.N. þverra (þverr, þvarr, þorrit).

tverrande, adj. aftagende. Brugt i Særdeleshed om Maanen. Tel. og tildeels paa Østl. (Modsat vaksande).

Tverring, f. Indsvinden, Aftagelse.

tverrykkja, v.n. rykke stærkt og pludselig. Hall.

tverrøyna, v.n. gjøre et kraftigt Forsøg, et hastigt og voldsomt Angreb. Hall.

Tversadel (-sal), m. Tværsadel.

tversett, adj. 1) sat paa tværs. 2) vrangvillig, haardnakket. Gbr.

Tverskap, m. Tværhed; Stivsind.

Tverskjella, f. Vind fra et Dalstrøg paa Siden af en Fjord. Sdm.

tverskoren (o’), adj. tvært afskaaren. Tverskurd (-skur), m. Tværsnit.

Tverskorta, f. Sidegrube, Huulning paa Siden af et Dyb. Hall. og fl.

tverskrykkja, v.a. rykke eller vende pludselig (s. skrykkja). Hall.

tverskvetta, v.n. flygte pludselig. Østl.

Tverslag, n. 1, Huggejern at udskjære Falser med. (= Slagjarn). B. Stift.

Tverslag, n. 2, Krydsning i stærk Modvind. Nordl.

tverslaga, v.n. (ar), krydse i stærk Modvind, og med liden Fremgang.

Tverslaa, f. Tværslaa, Skodde.

tverslengja, v.a. omtr. som tverkasta.

tversleppa, v.a. (er, te), slippe pludselig. Hall.

tversnu, v.a. (r, dde), 1) vende paa tværs. 2) vende pludselig, tvært om. Østl. – tversnudd, part. fordreiet; ogsaa: vrangvillig.

Tversprang, n. Fiirspring (= Tvisprang). tverspringa, v.n. galopere. Rbg.

tverstadna, v.n. standse pludselig. Østl. (tverstana). Jf. braadstadna.

Tverstig, m. Sidevei, Tværvei.

Tverstraum, m. Strøm fra Siden i en Fjord; f. Ex. fra en stor Elv.

Tverstrik (i’), n. Tværstreg; Tværlinie.

tverstupa, v.n. styrte, falde ret ned. Østl. (med Bøiningen: er, te).

tverstygg, adj. folkesky, uvenlig, bange for enhver ubekjendt Person. (Mest om Børn). Sdm.

Tverstøyt, m. 1) noget som støder tvært imod, ligger tvært i Veien. 2) en plump eller taktløs Person.

Tversvill, f. Grundstok i en Tværvæg.

Tversving, m. en pludselig Svingning. Østl.

tvert, adv. 1) tvært, i korteste Linie, lige til (s. tver). Brotna tvert av. Stupa tvert ned. Taka tvert nedfyre: bryde over tvært, gjøre Ende paa noget med Hast, eller for Alvor. (B. Stift). Ogsaa: pludselig, uden videre. Venda tvert um. (Østl.). – 2) paa tværs, fra den ene Side til den anden. Ro tvert yver Fjorden. Ganga tvert igjenom. – 3) uheldigt, til Hinder, til Uleilighed. Ganga tvert; <PB N="852"> laga seg tvert o.s.v. Her mærkes et Par afvigende Former. I Trondh. Stift hedder det tvart; saaledes “førtvart” (fyre tvert), dvs. uafbrudt, fra den ene Ende til den anden (= andfares). Paa enkelte St. ogsaa: kvart; saaledes “kvartivi”, dvs. tvært over. Ndm. (Sundalen)? I Berg. Stift tildeels tvort (o’) og tort, især i Forbind. med “yver”, saaledes “tvortyve”, Nhl. og “tortyve”, Sdm., f. Ex. “ha vondt tortyve se”: have ondt i Maven (egentl. tvært over sig). – En meget brugl. Sammenstilling er: paa tvert, dvs. paa tværs; ogsaa skjævt, uheldigt, til Fortræd. Ganga paa tvert: gaae tvært til Siden; ogsaa: gaae uheldigt, gaae imod Ens Villie.

tvertent (-tennt), adj. tværtandet, som har stumpe Fortænder.

Tver-tre, n. Tværtræ, Tværbjælke; ogsaa om noget som er til Hinder.

tvertynnast, v.n. (est, test), indsvinde pludselig, blive mager paa en kort Tid. Hall.

tverva, v.a. (er, de), vrænge, omvride (f. Ex. Klæder), vende den indre Side ud. Tel. (Nt. tarwen). Jf. Uttverva. Part. tvervd: vrænget.

Tverveg, m. Vei som gaar tværsover eller tvært ud fra en anden Vei.

Tvervegg, m. Tværvæg; Gavlvæg.

tvervenda, v.n. s. tversnu. Tvervending, f. en kort, pludselig Vending.

Tvervid (-ved), m. Krumninger i Aarerne i Træ (= Andvid).

tvervriden, adj. meget vrangvillig; egentl. forvreden. Smaal. (-vrien).

tveta, v.n. tviste, disputere. Smaal. (tvete). Maaskee for tvita.

tvi, i Sammensætn. to, to Gange, dobbelt, to paa een Gang osv. Nogle Steder tve. (Smaal.). G.N. tví, Ang. tví. (Jf. tvo).

tvi, interj. en Yttring af Modbydelighed (nærmest en Efterligning af den Lyd hvormed man spytter). Heraf tvia, v.n. (ar), yttre Modbydelighed, sige “tvi”. I Nhl. tvitta.

Tviarbeid, s. Tviorka.

Tviband, n. et Slags Vævning. Sæt.

Tvibeite, n. Kjøretøi for to jævnsides gaaende Heste. Østl. og fl. Nogle St. Tvebeite. – I B. Stift Tvidrætte.

tvibergad, adj. dobbelt forsynet, som har dobbelt Forraad. I Hall. tvibjerga.

tvibernt, adj. som har to Børn. Sdm. Tel. (i Formen tvibent). Lidet brugl. og helst om en Familie, f. Ex. “Der va’ tvibent”: der var kun to Børn. Jf. einbernt.

tvibladad (el. -bladd), adj. tobladet.

Tviboge (o’), m. en dobbelt Bue. Hall. (gj).

Tvibotn, m. dobbelt Bund; s. Tvistade. – tvibotnad, adj. som har to Bunde. (I Hall. tvibotta).

tvibreid, adj. som har dobbelt Bredde. G.N. tvíbreidr. (Lidet brugl.).

tvibrjota, v.a. (bryt, braut), opbryde Jorden i dobbelt Plovdybde. Tel. og fl. (Andre St. aurvelta).

Tvibrot (o’), n. dobbelt Brud eller Ombøining; en dobbelt Fold. – tvibroten, adj. to Gange ombrækket el. foldet; ogsaa: opbrudt i dobbelt Dybde; om Jord.

Tvibruk, n. dobbelt Brug; det at en Landmand driver to Jordbrug. Østl.

Tvibryggja, f. (?), Dobbelt-Øl. (Landst. 629).

Tviburar (u’), pl. m. Tvillinger. Nhl. Hard. Jæd. G.N. tvíburar.

tvibyksa, v.n. s. tvispringa.

Tvibyte, n. Deling i to Parter. – tvibytt, adj. deelt i to Dele.

Tvibytning (y’), m. Dunk; Kar som har Bund i begge Ender. Tel. og fl.

Tvibøle, n. Gaard som er deelt i to Brug. (“Tvebøle”, Smaal.). – tvibølt, adj. deelt i to Brug, indrettet for to Huusholdninger. Trondh. og fl.

Tvidrag, n. Tvedragt (= Tvidrætte); egentl. Dragning til to Sider. Sdm.

Tvidrætte, n. 1) Dræt eller Kjøretøi for to Heste, see Tvibeite. – 2) Tvedragt, Uenighed (= Tvidrag).

tvidurad (u’), adj. som har to Døre eller Udgange; om Huse. Hall.

tvieggjad, adj. tveegget.

tvieldast, v.n. ældes hastig i Udseende, forandres med dobbelt Hurtighed. Hall.

tvifald, adj. tvefoldig; s. tvifeld.

Tvifare, m. Bjælke under et Gulv (= Tilfare). Tel. (Vinje).

Tvifaaming, m. en Erke-Tosse. Hall.

tvifeld, el. tvifellt, adj. dobbelt, sammensat af to. Nordl. Ellers tildeels tvifald. Tel. Hall. G.N. tvífaldr. – En anden Form er tvifaldad: lagt i bobbelte Folder, ombøiet to Gange.

Tvifelle, n. dobbelt Paakomst; det at der bliver to Ting at udrette paa samme Tid. Hall.

tvifesta, v.a. (er, e), fæste dobbelt, gjøre fast paa to Sider.

tvifør, adj. dobbelt udstyret; langt stærkere end netop nødvendigt. Hall.

tviføtt, adj. tofodet, tobenet. Tviføtting, m. tofodet Skabning. Sjelden, saasom i Udtrykket “ride Tviføttingen”: bruge sine egne Fødder i Stedet for Hest. Hall.