Ivar Aasen Norsk Ordbog


nørd, part. opfrisket osv. s. nøra. Nørding



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə128/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
#16491
1   ...   124   125   126   127   128   129   130   131   ...   221

nørd, part. opfrisket osv. s. nøra.

Nørding (Nøring), m. En som kommer nordenfra. (Jf. Sydring). Lidet brugl. uden i Sammensætn. Landnørding, Utnørding. Nogle St. Nyring (y’), oprindl. Nyrding.

nørdra (nøra), v.a. (ar), stille nordligere (s. nørdre). Om Vinden “nøra seg”: blive nordlig. Shl. og fl. Modsat sydra.

nørdre, adj. nordre, nordligere. (Modsat sydre). I Hall. og Gbr. tydelig udtalt: nørdre; andre St. nøre. G.N. nyrdri. Nørdre Leidi: den nordre Søvei. Nørdre Landet: Landet paa Nordsiden. I Stedsnavne ofte skrevet “nøre”, f. Ex. Nøre-Holmen, Nøre-Sande. – Ogsaa brugt som adv. “Han dræge naara nøre”: det trækker nordenfra i Nord. Sdm.

nørdst, adv. nordligst. Det ligg nørdst, eller nørdst nord: yderst mod Nord.

nørdst, adj. den nordligste. G.N. nyrdstr. Mest i bestemt Form, som: nørdste Holmen, nørdste Neset, o.s.v.

Nøre, n. 1) Styrkningsmiddel. (Sjeld.). 2) Spaaner eller tør Ved at tænde Ild med (s. nøra). Tel. Hall. (Sv. Dial. nöre). Saaledes ogsaa: Nøreflis, f. Nørestikka, f. Nørevid (-ve), m.

nøre, adj. s. nørdre.

Nøring, f. Opfriskelse, Styrkning.

Nørsla, f. rigelig Forsyning med Mad eller Foder, Extra-Forpleining, Gjenopfriskelse; s. nøra.

nørst, f. nørdst. – nørta, s. nerta.

Nøsminne, s. Njøsminne.

nøte, s. nøyta. Nøter, s. Not.

Nøve, s. Neve. nøvert, s. nauv.

nøvt, knapt; s. nauvt.

nøya, s. nøgja og nøyda.

nøyda, v.a. (er, de), 1) nøde, tvinge, drive. Dei nøydde meg til det. Nøyda seg: nøde sig selv til noget. Mest alm. nøya el. nøye; i Nfj. og Sdm. nøyde. G.N. neyda. (Af Naud). – 2) paanøde, paatvinge. Han nøydde det inn paa meg. Jf. nøyda i seg: æde eller drikke med stor Ulyst. – 3) v.n. være fornøden, udkræves, gjælde om. D’er godt aa hava, naar det nøyder paa, dvs. naar det gjælder, naar Nøden kræver. Det nøydde inkje paa: det behøvedes ikke, det var ingen Nødvendighed. B. Stift. – Particip nøydd, nødt, nødsaget. – Formen “nøydast” bruges tildeels med passiv Betydning: nødes, være nødsaget til noget.

nøydga (?), v.a. nøde, tvinge. Meddeelt i Formen nøyge eller nøge (Hall.) og nøga (Mandal). Egentlig naudga (til naudig).

Nøyding, f. Tvang, Tilnødelse.

Nøye, s. Nøgje. nøyen, s. nøgjen.

nøyta, v.a. (er, te), 1) benytte, bruge, anvende. Temmelig alm. G.N. neyta. (Af njota, naut). Nogle St. især om at bruge en Ting længe eller til det yderste. (Jf. Sv. nöta: slide). Nøyta til, el. nøyta paa: benytte en Leilighed, passe paa i et beleiligt Øieblik. (B. Stift). – 2) nyde, fortære (Mad eller Drikke). Du nøyter for litet. Han hadde ikkje nøytt nokot stort. Sogn, Voss, Tel. Hall. (G.N. neyta). Jf. smaanøyten, stornøyten, ovnøyten. – 3) anstrenge, drive, anspænde. Nøyta Folket sitt: anstrenge sine Folk (el. Tjenere) meget. Nøyta seg: a) gribe sig an, være meget om sig. (B. Stift). b) skynde sig, haste, ile. (Søndenfjelds). Nøyt deg no: skynd dig nu bare! No faa me nøyta oss: nu haster det. G.N. neyta.

nøytande, adj. tjenlig, som kan benyttes. Han er ikkje nøytande lenger.

Nøyte, n. 1, noget til at bruge eller benytte. Sjelden; s. Braadnøyte, Vatsnøyte.

Nøyte, n. 2, Hob af Kreature (Naut). Kun sammensat: Bunøyte, Ungnøyte, Gjeldnøyte.

Nøyte, n. 3, Selskab. Kun i Sammensætning: Matnøyte, Kvilenøyte, Sengnøyte, Talnøyte. (G.N. -neyti). Af Naut, m.

nøyteleg, adj. tjenlig, brugbar.

nøyten, adj. 1) flittig, udholdende; ogsaa: skyndsom, hastende. (I Smaal. nøten). 2) paapasselig, rask til at gribe Leiligheden. Jf. nøytsam.

Nøyting, f. Benyttelse, Brug; Nyden (af Mad eller Drikke); ogsaa Anstrengelse, Flid; s. nøyta.

nøytsam, adj. paapasselig, som benytter
alt; ogsaa: streng i at holde Folk til Arbeide; s. nøyta.

Nøytsla, f. Benyttelse. Jf. Braadnøytsla.

nøytt, part. benyttet; ogsaa nydt; s. nøyta. Ordsprog: Boden Kost er nøytt; eller: Nøytt og bodet er det same, dvs. tilbuden Beværtning ansess som modtagen, eller: jeg takker for det tilbudne, om jeg end ikke nyder det. Tel. Hall.
O.
O, m. Bogstaven O. Som Lyd to Slags, nemlig 1) lukt o (oo), f. Ex. i Fot, god, rosa. 2) aabent o (o’), f. Ex. Odd, Frost, koma. Det sidste gaar i enkelte Dialekter jævnlig over til ø (ø’).

o, forekommer som afvigende Form: 1) for “or” (dvs. ud af). 2) for “og”. 3) for “aa” (dvs. paa) og for Udraabsordet: aa! (Vald.). 4) for “ho” (dvs. hun), og ligesaa for “honom” (dvs. ham), s. han. 5) for “od” (dvs. hidsig). Desuden bruges “o” i den nordlige Deel af Landet ogsaa som Modsætnings-Partikel (ligesom i Svensk), f. Ex. Oro, olik, oviljug. (De Ord, som begynde med denne Partikel, blive her anførte under U). Endelig synes “o” i nogle faa Tilfælde at staae i Stedet for “ov”, s. ovhard, ovsein, ovnøyten.

oa, ophidse, s. oda.

obelunsam, s. ubidlundsam.

Obyde, s. Ubyde. Obøn, s. Ubøn.

od (oo), adj. hidsig, vild, gal. Tel. Hall. Vald. Gbr. Østerd. i Formen: o’e (for oder), eller o. Sædvanlig indskrænket til Betydningen: brunstig, urolig af Parringsdrift; om Dyr, nogle St. endog kun om Hundyr. (Jf. os, ful, galen). G.N. ódr: heftig, ustyrlig; ogs., gal, vanvittig; Ang. vód; Goth. vóds; Ght. wuot (jf. T. Wuth og wüthend). – Hertil Odmerr (Omærr), f. brunstig Hoppe. Odpurka (Opurke), f. geil So.

oda, v.a. (ar), ophidse. Oftest: oda seg (oe seg), a) blive ustyrlig, slaae sig gal. Tel. b) blive urolig af Brunst. Hall. Hedder ogsaa odast (oast).

Odd (o’), m. 1) Od, skarp eller tynd Spids. G.N. oddr (Ang. ord). – 2) Odde, Landtunge, smalt Næs. (Sv. udde). Ordet bruges ogsaa som Mandsnavn (ofte feilagtig skrevet “Aad”). Jf. Ydde.

Odda, f. et eenligt Stykke, som bliver tilovers, naar de øvrige ere ordnede parviis. Ogsaa brugt som adj. (uden Bøining) i Formen odde, med Betydningen: ulige, ueffen, som ikke lader sig dele med to; om Tallene 1, 3, 5, 7, 9 osv. (Modsat: jamt). Gita um jamt elder odde, dvs. gjætte om effen eller ueffen. Alm. G.N. oddi, m. Sv. udda; D. Dial. odde; Eng. odd.

Odde, m. Landtunge, Næs (= Odd).

Oddestykke, n. eenligt Stykke, som ikke kommer ind i noget Par. Saaledes Oddeknapp, Oddekrok, Oddelykkja, og flere.

Oddetal, n. ulige Tal, som ikke kan deles med to. (S. Odda). Modsat: jamt Tal.

oddkvass, adj. hvas i Odden; f. Ex. om Knive. Lyder sædvanl. oddekvass.

oddlaus, adj. odløs, brækket i Odden.

oddutt, adj. fuld af skarpe Spidser.

Odel, m. Odel, Arvegods; Jord-Eiendom med fuld Besiddelsesret for Eieren og Forkjøbsret for hans Arvinger. Overalt med tydeligt “d” og tildeels i en ældre Form Odal. (Hard. Voss). G.N. ódal, n. (Ang. edel; Ght. uodal: Stamgods, Fædrenejord). Han fekk det til Odel og Eiga: til ubestridelig Eiendom.

Odels-erving, m. nærmeste Arving til en Odelsgaard. I Hard. Odalskvist.

Odelsjord, f. Jord eller Gaard med Odelsret for Eierens Arvinger.

Odelsløysning, f. Indløsning af Odelsjord. Nogle St. Odelspening, m. (Tel.).

Odelsmann, eller Odelsbonde, m. Eier af Odelsjord.

Odelsrett, m. Ret til Besiddelse og Indløsning af en Jord-Eiendom.

Odelsting, n. en større, forberedende Afdeling af Storthinget. (Jf. Lagting).

Oden, m. den fornemste af Gyderne i Hedenskabet. G.N. Ódinn; Ang. Vóden. Brugt i Sammensætning i forkortet Form: Oen el. On; saaledes i Ordet Onsdag, og i nogle Stedsnavne, som Onsaaker, Onshov, Onsland, Onsstad, Onsøy.

Oding, m. geilt Kreatur. “Oing”, Hall.

odla (oo), v.a. (ar), hævde, faae Odelsret til (en Gaard). B. Stift.

odna, v.n. blive hidsig eller vild; s. od. Mere brugeligt er “odna” for orna, dvs. varmes.

Odo (Oddo), Hvirvelstrøm; s. Ida.

Odskap, m. Vildhed; Geilhed; s. od.

Odskjel, f. et Slags store aflange Muslinger, Modiolus vulgaris. Efter Udtalen: Oskjæl (oo), i Sogn; Ovskjæl (o’) og Ovdskjæl, ved Trondhjem. Ogsaa Vovskjæl (?), Ndm. Vel egentlig Odeskjel (o’), da det paa Island hedder ada (f.) og ödu-skel. Andre Navne ere Gjø-skjel og Toskeskjel.

Oe, m. Frygt, Uro i Sindet. Tel. (Vinje). Jf. G.N. óast: frygte.

Ofjelde, s. Ufjelge. ofna, s. opna.

ofra (offra), v.a. (ar), ofre; give Offer.
Allerede i G.N. offra, af Lat. offerre: tilbyde. Hertil: Offer (Ofr), n. Offer, Gave. Offermæle, m. el. Offerskjeppa, f. en vis Afgift i Korn til Præsten. Ofring, f. Offerskik, Frembærelse af Offer.

oframt, foruden; s. umfram.

ofri, s. ufrid. Ofryskje, s. Ufriske.

ofsa (o’), v.a. (ar), 1) overdrive, gjøre for meget af en Ting; især skryde, prale. Rbg. Tel. Dei hava ofsat det: de have overdrevet Sagen, udsmykket Historien. (Sæt.). – 2) ofsa seg: bryste sig, være stolt, gjøre sig til. Hall. G.N. ofsa: vise Overmod. (Hører sammen med “ov”).

ofsa, adv. usædvanlig, overmaade (= ov, ovlege). D’er so ofsa stort, ofsa langt, o.s.v. Ogsaa som adj. overordentlig; f. Ex. ein ofsa Gut; ein ofsa Bunad. B. Stift. Nogle St. opsa (o’). Kan ansees som en Form af Ofse.

Ofse, m. 1) Overdrivelse, Overskridelse af det rette Maal. Hard. og fl. Det var anten Ofsen elder Vansen: enten for meget eller for lidet, aldrig til Maade. – 2) Overvældelse; noget overvældende eller forfærdeligt; saaledes: en overordentlig Mængde (Nordl.); en Oversvømmelse eller Vandflod (Østl.); en usædvanlig Storm (Nhl. og fl.). – 3) Heftighed, Voldsomhed, fremfusende Færd. Taka til med ein Ofse: begynde hidsigt, ubesindigt. B. Stift, Nordl. og fl. (Nogle St. Opse). Jf. Gofs. G.N. ofsi: Overmod. Paa Sdm. oftest om selve Personen. Han er reint ein Ofse: dvs. en fremfusende, eller meget dristig Karl.

ofseleg, adj. overordentlig; overvældende (f. Ex. om en Mængde); ogsaa: ypperlig, udmærket. I Berg. Stift oftest: ofsaleg (opsalege).

ofselege, adv. 1) overmaade, i høieste Grad. 2) overflødigt, rigelig. I B. Stift: ofsalege (opsale’).

ofsen, adj. heftig, fremfusende, som ikke holder Maade. Nhl. og fl.

Ofsing, f. Overdrivelser, f. Ex. i en Fortælling; Skryderie; s. ofsa.

ofsnast, v.n. bruse op, blive heftig; være yderlig spændt, nysgjerrig, forundret osv. Ndm. Paa Sdm. aasna.

Oft (o’), f. 1) Stund, Arbeidsstund (= Øykt), eller en vis Deel af Dagen. Indh. Jf. Forsoft (Forøykt) og Kveldsoft. I Guldalen: Øft. – 2) det samme som Non eller Nonstid (Kl. 3 E.M.). Østerd. Andre St. Øykt.

Ofta (oo), f. Morgenstund; s. Otta.

ofta (o’), adv. ofte, tidt, mange Gange. Ogsaa i Formen ofto, Hall. og fl., oftaa, Nordre Berg. G.N. oft, opt; Sv. ofta. (Ang. oft; Goth. ufta). Komp. oftare: flere Gange; ogsaa: atter, igjen. Eg vil ikkje koma der oftare. Superl. oftaste: for det meste, sædvanlig.

og (o’), adv. ogsaa, tillige, dertil med. B. Stift i Formen og (o’), nogle St. aag; ellers afvig. og (oo), Shl., aa, Indh. Fosen; au, Rbg. Tel. Østl. (I nogle Egne bruges hellere: med). G.N. ok; Sv. ock. – Ordet sættes gjerne sidst i Sætningen eller efter det Ord, som derved skal fremhæves; f. Ex. Han hadde voret der og, dvs. ogsaa der, ogsaa paa det Sted. Eg og: ogsaa jeg (= eg med). Litet ventade eg, og litet fekk eg og.

og (o’), conj. og (= T. und, Eng. and). Paa Grund af Ordets svage Betoning bliver det neppe nogensteds tydelig udtalt; det lyder almindelig kun som “aa” (i Valders “o”); i Læsning tildeels ok (aak). G.N. ok (senere og); Sv. och (i Talen å). Viser og Vers begynde ofte med et “aa”, som maaskee kan være “og”, men som sædvanlig opfattes som et Indledningsord “aa” uden nogen bestemt Betydning.

Oge (oo), m. Frygt, Ave, Respekt for en Person. Sdm. (Ogje, Ooje), meget brugl. og adskilt fra Age (Agje), som nærmest betegner Tugt eller Lydighed. “Dei ha ‘kje noken Ogje fyre haanaa”: de frygte ham ikke, undsee sig ikke for ham. “Dæ fylde haanaa ein Ogje”: der var noget ved ham, som indgød Frygt (nemlig et strengt, alvorligt Udseende). Jf. Ogn og Ogte. Ang. óga, m. (Frygt); Goth. ógan: frygte. Vigtigt som Stamord til øgja, øgjeleg, øgjen.

ogeleg, adj. imponerende, som indgyder Frygt. Lidet brugl. En anden Form er ogoleg: frygtelig. Tel. (Tinn). G.N. ógurlegr.

Ogn (o’), f. (Fl. Agner), 1) Avne, Hylster, Bægerskal paa Korn. Nhl. Jæd. Tel. og fl. (dog mest brugt i Fleertal). Andre St. Agna, ogsaa Agn. G.N. ögn, pl. agnir. – 2) Stak (arista), Børste i et Axeskjæg eller paa et enkelt Korn. Nordre Berg. Gbr. (tildeels med Fleert. Ogner). Ved Trondh. Agn. Andre Steder Snarp, Snerpa.

Ogn (oo), f. Frygt, Banghed; ogsaa Ave, Respekt (= Oge). Jarlsberg. Afvig. Ogne (o’), m. Ndm. Guldal (?). G.N. ógn.

Ogn (oo), m. Ovn; s. Omn.

ogna, v.a. (ar), skræmme, true. Guldal (?). G.N. ógna.

Ognelag, s. Augnelag.

ognug, adj. som indgyder Frygt el. Respekt; imponerende, alvorlig. Guldalen, sædvanl. ognug (o’) el. aagnug. (S. Folkevennen 4, 44). Jf. Ogn.

ogo-for, ogo-te, m. fl., s. ovan.

Ogrøe og Ogrøt, s. Ugrøde.

ogso (o’), adv. ogsaa, tillige (= og). Lyder tildeels: ogsaa (oksaa), Sdm. og flere, ausaa, Jæd. Ei at forvexle med det adskilte “og so” (aa so), som bruges i Fortælling og betegner: og dernæst, og saaledes
osv. Tildeels udtalt som “aasso”.

Ogt (o’), f. Agtsomhed, Omhu. Tel. (Samme Ord som Agt). Jf. ogtug.

Ogte (oo), m. Frygt, Ave, Respekt. Namd. Stiller sig som en Middelform imellem Oge og Otte.

ogtug (o’), adj. agtsom, omhyggelig (see Ogt). Tel. Hedder ogsaa ogtig. Andre St. agtig.

ohag, s. uhag. – ohar, s. ovhard.

Ohæming, s. Uheming.

oidig, s. uidig. Oing, s. Oding.

ok (oo), flyttede m. m., see aka.

Ok (o’), n. Aag, Skuldertræ til at bære Byrder med. Ryf. og fl. G.N. ok; Sv. ok. (Jf. T. Joch, Eng. yoke). Andre St. Sele, Vatssele, Hissa. I den figurl. Betydning af Tvang el. Trældom er Ordet for det meste anseet som fremmedt.

Oka (o’), 1, Slædespor (= Ekkje); ogsaa Drag eller Spor efter Dyr (= Drog, Slod). Indh. (Sparbu) i Formen Oko. Et gammelt Aka, f.

Oka (o’), f. 2, Bøsning, Klampe som omfatter en Slaa eller Axeltap. Nordland (Senjen). Andre St. Alka. Nærmer sig ellers til Oke.

oka (o’), v.a. (ar), 1) belægge med Halsaag (s. Oke). Shl. i Formen oka (oo). – 2) fælde sammen; forbinde med en Revle (Oke). Rbg. og fl. Ogsaa: slaae en List eller Klampe fast paa et Kar. Nhl. Particip okad, i Nhl. oka (oo). Hertil “Okabytte”, n. en Mælkedunk, indrettet til at bære paa Ryggen og forsynet med et Par Støtter, hvori Bærehængslerne fæstes.

oka (o’), v.a. (2), flytte, rokke, røre. Sogn. Andre St. aka.

Okan (Aakan), n. s. Oke.

Oke (o’), m. 1) Aag, Halsaag; en trekantet Klave, især til Sviin. Shl. i Formen Okje (oo). Jf. Ok. Andre St. Sul, eller Svineklave. – 2) Hjørnetræ i et Led (s. Grind); et tykkere Tværtræ, hvori Enderne af Ledets Stænger (Rimar) ere indfældede. Lyder lidt forskjelligt: Okje (o’), Tel. og fl., Oke (oo), Nordl., Aakje, Voss. Mere afvig. Aakan, n. Sdm. G.N. oki. – 3) Revle, Tværklampe som slaaes fast paa en Dør eller Flage for at holde Fjelene sammen. Tel. (Okje, o’), Hard. Voss, Sogn (Aakje), Nhl. Shl. Jæd. (Okje, oo). Sv. Dial. oke. (Andre St. Norve, Slaa, “Baakaar” og “Labbank”). Ogsaa om en paaslaaet List eller Støtte, hvori noget skal fæstes, s. Verbet oka.

Oke (oo), m. en Klynge, en sammenviklet Masse, f. Ex. af Traad eller Snøre. Nordl. (Jf. Toke og Floke). Hører maaskee sammen med det forrige.

Okebytte, n. s. under oka.

Oker (o’), el. Okr, n. Aager, Udlaan mod høie Renter. Lidet brugl. I Nordl. “Okker”. G.N. okr; Sv. ocker. (Nt. Woker, T. Wucher). Okerkall, m. Aagerkarl. Okerrenta, f. ubillig Rente.

Okestaur (o’), m. Gjærdepæl ved Siden af et Led; ogsaa Hjørnepæl i Enden af en “Hesje”. “Aakastaur”, Voss.

Okjo, og Okjø, s. Utjo.

okk (okke, okker), dvs. os; s. me.

okka, v.n. sukke, give sig, klage. Østerd. (Tønsæt). Jf. anka.

okkar, pron. poss. vor, os tilhørende. Rbg. og fl. Sædvanl. “okka”, og i Femin. “okko” (for okkor), f. Ex. “dæ va’ okko Tru”, Sæt. Jf. “me” og de dertil føiede Former: aakan (Hard.), okkons, kons (Tel.), okkans, kans (Num.). Er ellers uden Bøining og falder saaledes ind under Genitivet okkar, hvorom s. me. Jf. dykkar.

okken (hvilken), s. hokken.

okker, pron. os; s. me.

Okkul (Okkaal), m. s. Okla.

Okla (o’), n. (F. Oklo), Ankel, Fodled. I de sydlige Egne med visse Afvig. i Fleertal, tildeels Oklor (Oklur). Nordligere hedder det Okle, n. (Fl. Okle). Med andet Kjøn: Okkel (Okkul, Okkaal), m. Helg., og Høkkel (Høkul), Namd. G.N. ökla, n. ogsaa ökli, og ökull, m. Sv. ankel, m. Eng. ankle.

Oklekul (uu), m. Ankelkode.

Oklelid (i’), m. Ankelled, Fodled.

okleskonom, s. høkulskoom.

Oklesnar, n. den nederste Deel af Læggen tæt ved Anklen. Tel.

Oklesnjo (-snø), m. Sneelag som rækker op til Anklerne.

Oko, s. Oka. – Okr, s. Oker.

okra (o’), v.n. (ar), aagre, drive Aager. (Sv. ockra). Lidet brugl.

Okshyvel (o’, y’), m. en større Høvel med Skafter eller Haandtag for to Personer. Trondh. Nordl. Skal ogsaa hedde “Okse”, maaskee Ukse, da de udstaaende Skafter have nogen Lighed med Oxehorn. I B. Stift Tvimennings Hyvel.

Oksl (o’), f. Axel, Skulder. I de sydlige Egne sædvanlig Oks’el, med Fleert. Aksler; afvig. Eksl’er, Eksl’a(r), Hall. Nordenfjelds oftere Aksl (s.d.). G.N. öxl, pl. axlir. Jf. Herd.

Okynde, s. Ukynde.

ol (oo), fostrede; s. ala.

Ol (oo), el. Ola, f. Rem, Læderbaand. I Sammensætning som Bakola, Onder-ola, Olreip, Oltaum. G.N. ól, ogsaa ál, f. Jf. ogsaa Ora.

Olavskjegg, n. som Plantenavn, Asplenium septentrionale, Smaal. I Tel. (efter Wille): Osmunda crispa, ellers kaldet Torbola.

Olavsvoka, f. St. Olafs Dag, den 29de Juli. Mest alm. Olsoke (oo, o’), ogsaa
Olsok; ellers Olavsoke, Tel. Olsvuku, Indh. (Snaasen), Olsuku, Ork. G.N. Olafsvaka, og til Ólafsvöku. Hertil Olavsvoke-bil (i’), n. Tiden nærmest ved Olavsvokedag, m. “Olsokerøyta”, f. et langvarigt Regnveir, som ofte indtræffer i Juli Maaned. B. Stift. (Jf. Sv. rötmånad).

olboga (o’, o’), v.a. (ar), bevæge i (eller med) Albuerne. Ein fær ikkje olboga seg: man faar ikke Rum til at bruge Armene. Tel. (Jf. Eng. elbow).

Olboge (o’, o’), m. Albue, Armled. Mest alm. Olbogje; nogle St. Aalbaaga; afvig. Aalbog (oo), Nordl., Aabogje, Sæt. Ogsaa: Handboge (-baagaa) og Hamboga, ved Trondh. I Nhl. Ombogje. G.N. ölbogi; ogs. ölnbogi; Ang. elboga, elnboga; Ght. elinbogo. (Jf. G.N. öln, f. Haand, Underarm; dernæst: Alen). I Sammensætn. opfattes det som Olbog og forbindes med “s”; saaledes Olbogskrike (i’), m. og Olbogslykkja, f. Krumningen paa den indre Side af Albuen.

Olbogskjel (-skjæl), f. et Slags eenskallet Musling, Patella vulgaris. Isl. olbogaskel.

Old, f. en Hob eller Samling af Mennesker; ogsaa: Mængde, Masse (omtr. som Elde). Hard. G.N. öld. Maaskee ogsaa: Aarsvæxt el. samtidige Væxter, s. Fjorold. Efter ældre Forfattere skulde Ordet ogsaa betyde: Generation eller Samtidsfolk. Vel egentlig: det som er “alet” eller opfostret paa een Gang. Jf. ala.

Olda, f. 1) Bølge (= Alda). Indh. (Olle, Oll’). – 2) Huulningen imellem to Bølger (= Baaredal). Hall. i Formen Ølde. – 3) en Vand-Rende; ogsaa en Kilde; s. Olla.

Oldemoder, f. Kvinde, som forestaar Legen i et Selskab (s. Landst. 786). “Ollemoir”, Tel. Nyere Ord eller Omdannelse af et gammelt Aldamoder (dvs. Stammoder).

Olden-aar, s. Aldaar.

Older (Oldr), m. 1, El, Elletræ (Alnus). Mest brugl. vest og nord i Landet (jf. Ore); tildeels afvig. Oldre, Oddre; ogs. Ordre (Gbr. Ork.). Paa Sdm. forekommer “Olden-aare” som Benævnelse paa det mørkere Elletræ (Svart-ore); om de øvrige Navne s. Ore. Formen Older passer til G.N. ölr (ogs. elrir); Sv. al (i nogle Dial. alder); Eng. alder; T. Eller, Erle. – Hertil Olderholt, n. Lund af Elletræer. Olderlauv, n. Elleløv. Olderskog, m. Elleskov. Oldervid (-ve), m. Ellebrænde.

Older (Oldr), m. 2, Lystighed i et Selskab, Støi, Tummel. Trondh. (Selbu), ogsaa i Ryf. (Jf. Oll). G.N. öldr: Drikkelag. – Hertil Olderkong, m. en lystig Selskabsmand. Ogsaa Olderkopp, om en støiende Person. Trondh. (Tydal).

oldra, v.n. (ar), støie, gjøre Opsigt med Støi og Lystighed. Tydal; s. Older.

oldrug, adj. aldrende; s. aldrig.

Oldur (o’), m. Modhage (= Agnor, Agnhald). Hard.

Ole, el. Olle (oo), m. et Nul; s. Null.

Olega, s. Ulega. Olende, s. Ulende.

olga (?), v.n. væmmes, føle Kvalme (= elgja, igla). Hard. sædvanl. olgja, olja.

olik, s. ulik. Olit, s. Ulit.

Olje, m. Olie; ogsaa om forskjellige Slags Safter, som ligne Olie. Ofte i Formen Ulje (u’); tildeels Olja, el. Ulja, f, og med Tillempning af den fremmede Form: Ylja (Ølje, Ølju), Hall. og Vald. (Sv. olja, f.). Af Lat. oleum.

Oljeblad, n. Hvidtidsel (= Kvitmo). Berg. Stift. Ogsaa Oljeblokka, f. Jæd.

Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   124   125   126   127   128   129   130   131   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2024
rəhbərliyinə müraciət

gir | qeydiyyatdan keç
    Ana səhifə


yükləyin