Ivar Aasen Norsk Ordbog

nedre, adj. nedre, som er længere nede. (Udtalt nere). G.N. nedri, nedari. Nedre-Deildi, og Nedre-Luten: den nedre Deel. (Jf. Nederdeil). Ellers mest brugl. i Stedsnavne, som Nedre Bø, Nedre Lid, Nedre Mork. Tildeels i Formen: ner (neer), der ogsaa kan opfattes som neder (= ned), f. Ex. Neergard, Neerhus, Neerhol (oo). Imidlertid kan denne Form let forvexles med et andet Ord “Nær”, hvorom s. Nerd.

Nedriving, f. Nedrivelse.

Nedros (o’), f. Nedstyrtning; s. Ros.

ned-roten (o’), adj. 1) nedraadnet, faldefærdig af Raaddenhed; om Huse. 2) nedstyrtet. (Tel.). Det sidste af Verbet rjota.

ned-rund, adj. nedstrømmet, nedstyrtet; for Ex. om Korn af en Sæk. Til rynja.

ned-sedd (ee), adj. ringeagtet, foragtet (see nedsjaa). Sogn, Tel.

Nedsetning, f. Nedsættelse.

ned-sett (e’), adj. 1) nedsat, nedflyttet. 2) begraven, jordet. (Smukkere Udtryk for nedgraven). 3) formindsket, nedsat (om Priis).

Nedsida, f. den nederste Side. Østl.

Nedsig (i’), n. Synkning, Nedgliden. nedsigen (i’), adj. nedgleden, sunken, falden; s. siga.


nedsjaa, v.a. (ser, saag), ringeagte, foragte, see ned paa. Tel. (og maaskee i Sogn). Nedsjaaing, f. Ringeagt, Foragt. I Sogn “Nedseelse”, n. ogsaa om Skam, eller noget hvorved man paadrager sig Ringeagt. Kunde ogsaa hedde Nedsyn, f.

Nedslag, n. Nedslag; Nedsættelse, Formindskelse i Priis eller Værdie. Saaledes “Penge-Nedslag”, et Fald i Pengenes Værd.

ned-slegen (e’), 1) nedslaaet, fældet; ogsaa udhældet, spildt (om Vædske). 2) nedslagen, modfalden, bedrøvet.

ned-sokken, adj. nedsunken; s. søkka.

ned-sonad, adj. neddysset, afstillet om en ubehagelig Sag). Ogsaa: nedsont (oo) og “neresont” (s. nedre). B. Stift.

nedst, adv. nederst, længst nede. (Alm. neest, nogle St. neerst). nedst i, og nedst paa: eller paa den nederste Deel. nedst nedre (neest nere): længst nede.

nedst (nedste), adj. nederst; f. Ex. nedste Luten; nedste Vegen osv. Jf. nedre. G.N. neztr.

Nedstig (i’), n. Nedstigning.

ned-søkt (-søkkt), adj. nedsænket.

Nedtak, n. Nedtagelse; ogsaa et Tag eller Greb nedad.

ned-teken (kj), adj. nedtagen.

ned-trakkad, adj. nedtraadt.

ned-tyngd, adj. betynget, nedtrykt.

Nedvelta, f. Fald, Nedstyrtning. Ganga paa Nedvelta: gaae og vente paa et Fald, gaae paa faldende Fod; om en frugtsommelig Kone, som venter sin Nedkomst. Hedder ogsaa “gaa i Nedvelto(m)” og “paa Nedveltingi”. Sogn, Hall. Egentlig et spøgende Udtryk, ligesom “detta i Golvet” el. “rulla i Koll” og fl.

Nedvending, f. en Vending nedad.

ned-voven (o’), adj. fuldvævet, færdig; om en Væv.

Nefs, m. Skræmsel (?), et truende Udseende. Guldal. Jf. nefst.

nefsa, v.a. (er, te), 1) snerte, refse, straffe. B. Stift. (Lidet brugl.). Oftere v.n. snerte efter En, true ham med Næven. Sv. näpsa: straffe. – 2) stikle paa, tirre med spydige Ord. Guldal. Jf. snefsa, neksla, neisa.

Nefst, f. Straf, Refselse. Trondh. (Selbu). G.N. nefst.

nefst, adj. n. forfærdeligt, gyseligt, høist uhyggeligt. Indh. Nordl. Hedder ogsaa: nist, Indr., og nifst, Ork. og flere. I svenske Dial. näffs: uhyggeligt; nifst: ræd, bange. (Noget dunkelt). Jf. Nefs.

neggja, s. kneggja.

negla, v.a. (er, de), nagle, fæste med Nagler. (Af Nagle). G.N. negla. Particip: negld, naglet.

Negler, s. Nagl.

Negling, f. Nagling; det Punkt hvor Fjele eller Planker ere naglede.

negta, s. neitta.

nei, Partikel med negtende Betydning: nei, vist ikke, o.s.v. G.N. nei. Ordet bruge: 1) som negtende Svar. Svara nei. Segja nei (s. neitta). Det segjer nei sjølv: det forbyder sig selv, det er umuligt. D’er ikkje nei i honom: han er ikke i Stand til at negte, hvad man beder om. Faa nei: faae Afslag. Han fekk eit kort Nei. (Altsaa som Subst. i Neutrum). – 2) som Indleldning til en Vending i Talen, el. til Modsigelse af en foregaaende Sætning. Nei, daa var det gamle betre. Han tyktest alt vera framsloppen, men nei, han laut bida. Ogsaa ved en Paamindelse eller Paaskyndelse. Nei, lat meg ganga. Nei, no faa me venda. Nei, kom no ein Gong! – 3) til at betegne et Indtryk af noget uventet, eller som Udbrud af Forundring, Overraskelse, Henrykkelse. Nei, sjaa no berre! Nei, er det sant? Aa nei, kor godt det skulde vera! – Ofte fordoblet (nei, nei!), eller forbundet med et andet Ord: nei daa! nei menn, nei so menn.

neia, v.n. (ar), sige ofte eller idelig nei. (Jf. neitta).

neigja (neie), v.a. (er, de), nitte, krumme eller ombøie Spidsen paa Søm (omtr. som njoda). Østl. (Rom. og fl.). G.N. hneigja: bøie. (Jf. niga). Particip neigd (imidlertid synes Bøiningen at være usikker).

neikka, v. negte; s. neitta.

Neing, s. Neding.

Neip, f. 1) en Stang med en Kløft i Enden; et Redskab hvormed man opsender Hø til et Høloft, og desl. Sdm. Nordl. (Jf. Tjuga og Sula). – 2) et Slags Støtte; s. Stridneip. – 3) et Hjørne, en Kant eller Snip. Helg. Desuden skal Neip ogsaa betyde en Fugle-Snare. Nordl.

neira, v.n. (ar), klynke, smaagræde; om Børn (= nastra). Hall. – neiren, adj. klynkende, urolig. Neiring, f. klynkende Lyd.

neisa, v.a. (er, te), ærgre, tirre ved fornærmelige Hentydninger, forekaste En noget som skal være til Skam for ham. Dei neiste honom med det. Nordre Berg. Trondh., ogsaa paa Østl.; saaledes: nese (ee), Solør; næse, Smaal. Sv. Dial. näisa; D. Dial. nese. G.N. hneisa: beskjæmme. Noget lignende er: nekkja, neksla, nesla, nefsa, snefsa, sneida, snikka, brigsla.

Neising, f. fornærmelig Mindelse eller Hentydning; ogsaa: Spot, Skam. G.N. hneisa: Beskjæmmelse; Sv. nesa.

neiska, s. niska.

neist, part. spottet, fornærmet, s. neisa. Skal ogsaa betyde: ilde klædt. Nordl. (i Forbind. naken og neist). Jf. G.N. hneiss: ussel. S. ogsaa uneist.

neista, og neistra, s. gneista.

Neiste (Gnist, ogs. Ætling), s. Gneiste. Om et andet Neiste, s. Nest.


neit, stak, smertede; s. nita.

neita, v.a. (er,te), krænke, støde, fornærme. Rbg. (Aaserall). G.N. hneita (?).

neitta, v.a. (ar), 1) negte, benegte, sige nei til. Ryf. og fl. Ellers afvig. neigta, Tel. og negta, mere alm. Ogsaa: neikka, Hall., nekka, Vald. G.N. neita. Jf. Sv. neka. – 2) fornegte, ikke erkjende. Mindre brugl. – 3) negte (En noget), afslaae, ikke tillade. Med Dativ og Akkus. Han vilde neitta oss Inngangen. – Ogsaa i en særegen Betydning i Udtrykket “negta Gud”, dvs. sværge eller negte noget ved Guds Navn. B. Stift, Nordl. Jf. jatta, med dertil hørende Afvigelser.

neittande, adj. som kan negtes.

Neitting, f. Negtelse; Benegtelse.

Nek (ee), n. Neg, Straabundt. Kun i den sydligste Deel af Smaal. (til Rakkestad). Ellers ukjendt. S. Band, Bundan, Bundel.

neka, s. gnika. – nekja (?), s. nækja.

Nekk, m. 1, 1) Standsning, Hvile; den Stund, da Søen staar stille i Flod eller Ebbe (s. nekkja). Nordland. – 2) Krog, Krumning; fremstaaende Landtunge som møder en Elv og tvinger den til at gjøre en Bøining. (Elvarnekk). Sdm. (Lidet brugl.). – 3) Forringelse, Brøst, Skade. Tel. Maaskee for Knekk, men kan dog ogs. opfattes som en Standsning eller Tilbagesættelse.

Nekk, m. 2, (Fleertl. Nekkjer), Reen-Kalv, Reensdyrets Unge. Hard. Tel. Num. Jf. nekkja, 3.

nekkja, v.a. (er, te), drille, tirre med spydige Ord, eller med Mindelser om noget som kan være til Skam. Dei skal ikkje faa nokot til aa nekkja oss med, dvs. til at kaste os i Næsen. Sogn, Sdm. og fl. (Lidt mildere end neisa). I lignende Betydn. neksla, v.a. (ar), Nhl. Nordl., og nesla, Ork. Ligner T. necken; men hører maaskee nærmere sammen med det følgende nekkja. Jf. ogsaa G.N. hneyking og hneyxl: Beskjæmmelse.

nekkja, v.a. og n. (er, te), 1) sætte tilbage, standse, hindre fra en fortsat Fremgang. Tel. (Vinje). Jf. Nekk og Atternekkje. – 2) v.n. standse og vende tilbage (om Søen), begynde at falde fra Flodmaalet, eller stige fra Ebbemaalet. Nordre Berg.; vel ogsaa i Nordl., see Nekk. “E rodde ut mæ same Sjøen nekte”, dvs. i det Øieblik da Søen begyndte at gaae tilbage. (Sdm.). G.N. hnekkja: gaae tilbage, ogsaa: holde tilbage.

nekkja, v.n. (er, te), kalve; om Reen-Koen (s. Nekk, 2). Hard. Hertil Nekkjerid (-ri), f. et Sneelag som falder i Fjeldene seent om Vaaren, nemlig paa den Tid da Reenkøerne kalve. I Nordland kaldet Reinkalverid. Andre St. Reinskjøl.

Nekkje, n. Tilbagefald; s. Atternekkje.

Nekkjing, f. Standsning; Søens Tilbagevending fra Flod eller Ebbe (= Nekk).

Neksla, f. Fornærmelser; s. nekkja, 1. Hedder oftere Nekkjing.

neksla, v.a. spotte, tirre; s. nekkja.

nekt, part. (af nekkja), standset. Sjoen er nekt (el. i Nekkjing): Søen begynder paany at falde, eller at stige.

nekta, s. neitta.

nella (nell, nall), s. gnella.

Nelling, Skrig, Hvinen; s. Gnelling.

Nelugu, s. Nedloga.

nema (e’), v.a. (nem, nam, nomet, o’), mærke, fornemme, blive opmærksom paa. Hall. “E nam ikkje noko te dæ” (jeg mærkede det ikke). “E ha ikkje nøme noko”. (Andre St. fornema. Jf. nemja). Imperf. Fl. hedder nomo (for naamo); Supin. deels naame (i Aals Sogn), deels nøme. Inf. lyder som næma. Ordet betegner egentlig: tage, gribe (s. nomen), og dernæst: fatte, opfatte; saaledes i G.N. nema (nem, nam, numit): tage, fatte, lære. (Ang. niman, Ght. neman, Goth. niman: tage). Heraf Naam, næm, Næme, og det afledede Verbum næma, som nu tildeels træder i Stedet for Stamordet.

nema (nær), s. næma.

nemen, adj. lærvillig; s. næm.

nemja, v.a. (nem, namde, namt), mærke, finde Spor til. Hall. (Andre St. fornema). Egentl. en afvigende Form af nema.

nemme, s. næma.

nemna, v.a. (er, de), nævne. Mest alm. næmna, næmne; nogle Steder nævna, og næbna. (Sogn og fl.). G.N. nefna (for nemna). Af Namn. Imperf. (nemnde) lyder sædvanlig “næmde”; Supin. (nemnt) sædvanl. “næmt”. – Særlig Betydning: 1) give Navn. Dei skulde nemna Barnet, dvs. give Barnet et Navn (Døbenavn). Gbr. og fl. (Jf. namna). – 2) nævne, anføre eller opregne ved Navn. Han nemnde mange av deim. Nemna upp: opnævne, opregne. – 3) udnævne, tilkalde, tilsige til et Møde eller en Forretning. Namd. og flere (see Nemnsla). – 4) udtale, sige tydeligt. Det Ordet er so tungt aa nemna, dvs. vanskeligt at udtale. Han kann ikkje nemna Err’en, dvs. udtale “R” tydeligt. (B. Stift). – 5) omtale, berøre i Talen. Dei hava inkje nemnt det. (Ogsaa: ikkje nemnt eit Ord um det). D’er ikkje til aa nemna: det er ikke noget, som er værdt at tale om. Eg er ikkje Mann til aa nemna det: jeg er ikke i Stand til at tale derom (nemlig om noget fortrædeligt eller sørgeligt).

nemnande, adj. værd at nævne.

Nemnar, m. Nævner (i Regning).

nemnd, part. nævnt, benævnt; ogsaa udnævnt, og omtalt (s. nemna). Sædvanlig: næmd (og i Neutr. næmt). G.N. nefndr; Sv. nämd.

Nemne, n. Benævnelse. I Sammensætn. som Tilnemne og Utnemne.


Nemning, f. Nævnelse, Navngivelse; ogsaa Udnævnelse, Opregning; Omtale (s. nemna). Nemning kunde ogsaa betegne en Samling af udnævnte Personer (Commission, Committee osv.). Ialfald bekvemmere end “Nemnd” (Nemd).

Nemnsla (Nemsla), f. Udnævnelse, Tilsigelse til et Møde. Namd. Indr. (Næmsl). Ogsaa om Stedet, hvor Folk skulle tilsiges, f. Ex. til Skyds.

nenna, v.a. (er, te), nænne, have Hjerte til, kunne bekvemme sig til noget. Rbg. Tel. Hedder ogsaa nennast, f. Ex. “han nentest ikkje koste dæ”: han krympede sig for at bekoste det. G.N. nenna; Goth. nanþjan.

Nenne, n. Mod, Hjerte til noget. “Han ha’ ikkje Nenne te dæ”. Rbg. Jf. Unenne.

nenneleg, adj. svag, skrøbelig. Tel. (Vinje). Passer ikke til nenna.

neppa, v.a. (er, te), indknibe, trykke sammen. Sogn, Hard. Tel. Hall. Neppa Henderna: folde Hænderne, el. holde dem sammen i Skjødet. G.N. hneppa: klemme. Falder nær sammen med kneppa.

Neppe, n. et lidet Knippe; en Tot, f. Ex. af Uld. Sogn og fl. Nogle St. Nippe; i Tel. Nyppe. Jf. Knippe.

nepunn, = ned.under; s. ned.

ner (ee), s. ned, nær, og naar.

Nerd (?), et Ord som forekommer i Stedsnavne, og som nu sædvanlig udtales “nær”, saasom i Nærheim (Nærem), Nærland, Nærøy, men som i gamle Skrifter hedder Njard (Njardheim, Njardarland, Njardøy) og saaledes hører til det gamle Njørd, Navnet paa Søens Guddom i Hedenskabet.

nere (ee), nede; s. nedre.

nerta, v.a. (nert, nart, nortet), berøre let eller løselig, komme ind paa (= koma aat). Hall. (nærte; ha nørte). Ellers med anden Bøining: nerta (ar), Nordl., og nørta (er, e), Lister. Falder nær sammen med snerta.

Nes (e’), n. Næs, Landtunge, Spids eller Hjørne af Landet. G.N. nes. (Eng. ness). Hertil mange Stedsnavne. Dativ Fl. tildeels med “j”: Nesjom, “ut paa Nesjaa”, Nordre Berg. Ogsaa med Spor af et Genitiv Fl. Nesja; saaledes Nesjakongar (el. Nesje.), pl. Næssekonger, Søkonger i Fortiden. Nesjatangar, pl. de yderste Spidser af Landet. (Nesjetaanga’, Sdm. og fl.). Jf. nesja.

Nesabot, s. Knesbot.

Nesing (e’), m. Beboer af et Næs, el. Indbygger af et Distrikt, som hedder Nes. Saaledes ogsaa: Nesbue, Nesbygding, Nesgjelding, Nessokning og Nesværing. Paa Hedemarken ogsaa “Nesning”, men dette betyder ellers en Indbygger af Nesnar (“Næsne”) paa Helgeland.

nesja, v.n. (ar), bjerge sig, slaae sig igjennem, komme ud med nogen Sparsomhed. Sdm. Me nesja med di til Hausten. Vel egentl. naae frem til et Næs. Jf. Ordsproget: Ein skal fyrst ro fyre næste Nes, dvs. først afhjælpe den største Forlegenhed og siden stræbe videre.

Nesja (?), f. Jordtunge, Græsbanke imellem Bugterne af en Elv. Sæt. Brugt i Fleertal “Nesju” (Nesjor).

nesjutt, adj. næsset, fuld af Næs; om en Strandbred. Mere alm. nesutt (e’).

Nesla, f. s. Netla.

nesla, tirre, ærgre; s. nekkja.

Nesland, n. Landskab som strækker sig ud i Vandet, el. danner et Næs, en Halvøe.

Nesning, s. Nesing.

Nesodd, m. den yderste Spids af et Næs. Ogsaa: et lidet, smalt Næs.

Nest, n. Reisekost, Proviant; s. Nista.

Nest, m. en Sammenheftning med Traad, en foreløbig Søm. Østl. Afvig. Neiste: en Vidiering (= Nesting), Romsd.

nesta, v.a. (er, e; ogs. ar), 1) fæste, hefte eller knytte fast. Voss og fl. Jf. Nesting. – 2) sye løseligt, tilhefte noget med Traad. Søndenfjelds. (Sv. nästa). Ellers: besta, næla, trokla.

Nestange, m. Rev eller Tange, som gaar ud i Søen fra et Næs. Jf. Nes.

Neste, n. et Spænde, en Malle eller Hægte i Klæder. Voss, Tel. G.N. nesti, nisti.

Neste, n. (2), s. Nista.

Nesting, f. 1) et Vidiebaand, en liden Ring af Vidier. Ork. Fosen. (Jf. Nest, m.). – 2) en Sammenheftning med Traad; see nesta.

nesutt, s. nesjutt.

Nesværing, s. Nesing.

Net (e’), n. Net, Garn, Fiskergarn. Kun søndenfjelds og i de sydligste Egne. (Ellers Garn). G.N. net; Sv. nät. Jf. netja.

Neta, Nælde; s. Netla.

Netball, m. Sænkesteen, omviklet med Bark (Næver), til Fiskegarn. Vald.

Netbinding, f. = Garnbinding.

Neter (e’), pl. Nødder; s. Not.

netja, v.a. (ar), fæste i et Net. Især om Fisk: netja seg, dvs. blive hængende i Maskerne af et Vod. Nordre Berg. (hvor “Net” er ubekjendt). Hertil “Netjasild”, f. mindre Sild, som hænger fast i Maskerne. Sdm. Jf. avnetja.

Netja, f. Nethinde, den Fedthinde som omgiver Indvoldene i Dyr. Mest alm. udtalt Nekja (Nekkja); i Gbr. Nikju (Nitju). G.N. netja; Sv. nät. Jf. Talgblæja, Vombblæja.

Netjesky, f. tynde Skyer, som danne smaa Ruder ligesom Masker i et Net. Nhl. Nærmest til Netja.

Netjetalg, f. Talg af Fedthinden omkring Indvoldene (Netja).

Netkavle, m. Flydholt (= Kavl). Sæt.


Netla, f. Nælde (Urtica), Plante som ved Berørelse forvolder Svie og derfor ogsaa kaldes Brennenetla, sjeldnere Eiternetla. Ordet har ogsaa en simplere Form uden “l” (Nata, Neta), og samtlige Former kunne deles i tre Grupper, nemlig: a) Nata, brugt i Sammensætn. Brennenata, Nfj., og med Omlyd (o’): Brennenøto, Vald., Brennenot (o’), Sfj. Sdm., Brennot, Voss, Brennoto (oo), Indh. Jf. Holnutu (Ork.) og Dritnøto (Vald.) om Stachys sylvatica. – b) Neta (e’), i Forbind. Brenn-neta (Brenneta) og Brennetu, Gbr. Afvig. Brennheta (e’) eller Brennhetta, Gbr. Vaage), Brennheita, Ndm. Brennhutu, Ork. Opdal. (Det sidste maaskee til Nata). Jf. Marneta. – c) Netla og Brenne-netla, Søndre Berg. og fl. Med sædvanlig Overgang: Nesla, Østl. Afvig. Natla (?), Nasle, Smaal., Notla (Brennenotla), Ryf., Nosle (o’), Sæt. Tel. Hall. – Jf. Ght. nazza (= Nata) og nezzila (= Netla); Ang. netele, Eng. nettle, Nt. og Holl. netel; Sv. näsla, i Dial. nätla, näta og natä. Isl. brenninetla, nötr og nötrugras. (Haldorson).

netlebrend, adj. sviende af en Berørelse med Nælder.

Netlebrusk, m. Nældebusk.

Netlesvide (i’), m. Svie af Nælder.

Netstøde, n. Grund til at sætte Garn paa. “Netstø” (ogs. f.). Østerd.

nett, adv. 1) fiint, vakkert; ogsaa: knapt, sparsomt. Me skal fara nett med det. 2) grandt, nøie. Han kom so nett paa det. B. Stift. 3) netop, just, ganske. Han er nett lika god. Nett som han var ny, o.s.v. Nhl. Nordl. og fl. (Mere alm. nett-upp). S. følg.

nett, adj. 1) net, fiin, tækkelig. Han er so liten og nett (netter). – 2) flink, som gjør net og fiint Arbeide. Jf. netthendt. – 3) nøiagtig, forsigtig; ogsaa: knap, sparsom. Han er nett um Pengarne. Ogsaa om Tid el. Leilighed: knap nok, knapt tilstrækkelig. Det var nett so myket, at eg naadde Tidi. Det var paa det nettaste. (B. Stift). – Nyere Ord. Fr. net, Lat. nitidus; glindsende; fiin, smuk osv.

Nett, m. en Bjergknold, Bjergtop (= Knatt, Natt). Sæt. S. ogsaa Knett.

netta (seg), tage Nattehvile; s. natta.

netthendt, adj. behændig, flink til Haandarbeide. B. Stift.

Nettleike, m. Nethed, Fiinhed.

Nettvær, s. Nattverd.

Netvite (i’), m. Garnboie; s. Vite.

Netvon, f. Sted hvor man kan fiske med Garn. Østerd.

Nev (Næv), n. Spids, Pynt, fremstaaende Kant. S. Keipsnev og Bergsnev. G.N. nef: Næse, Næb, Spids. Jf. Nos.

neva (e’), v.a. (ar), gribe eller samle med Næverne (jf. gaupna); ogsaa: knuge, ælte, røre i noget med Hænderne. Afvig. nøva (ø’), Sdm. G.N. hnefa: gribe.

Neve (e’), m. 1) Næve, Haand. Afvigende Nøve (ø’), Sdm., Næva, Gbr. og flere, Nava, Smaal. Namd., Naavaa, Indh. Ork. G.N. hnefi; Sv. näfve. – 2) en Haandfuld, saa meget som man kan holde i Næven. Ein Neve Korn. Ein Neve med Ull osv.

Nevedask, m. et Slag med Næven. Ogsaa: Nevehogg, n. og Neveslag, n. (Nogle St. med a: Neva-). Noglet lignende er “Nevaglekse”, f. Hall.

nevesterk, adj. stærk i Næverne.

Nevestyrke, m. Nævestyrke.

Nevetak, n. en Haandbred; et Stykke som man gribe om med Næven; f. Ex. paa en Stang.

Neving, f. Berørelse el. Bearbeidelse med Næverne; s. neva.

Nevrek, n. en liden Tingest; Ting som ikke er større end at man kan løfte eller kaste den med Haanden. Tel. (Vinje).

Ni, f. i Kvindenavne, som Aasni, Dagni, Gudni, Signi, Torni, – lyder tildeels som Ne (Signe, Torn el. Tone), men findes i det gamle Sprog skrevet Ny (Dagny, Signy osv.) og har formodentlig havt Betydningen ny eller ung. (Munchs Maanedskrift 3, 263).

ni, for: ned-i, s. ned.

nia, v. s. nida og nigja.

niande, adj. niende (s. nie). niandekvar: hver niende.

Niauga, f. (?), Regenøien (Fisk). Østl. Sv. nejonöga, n.

Nibba, f. en fremstaaende Spids, en skarp Kant; især paa Steen eller Klipper. B. Stift, Hall. Vald. Ndm. (Jf. Nev, Nov, Nebb, Nobb).

Nibbestein, m. Steen med skarpe Kanter; Steenspids som rager op over Jorden. Sdm. Tel. og fl.

nibbutt, adj. spids, skarp i Kanten.

Nid, n. Skam, Beskjæmmelse; eller ogsaa Fortræd, Ærgrelse, noget som man maa harmes over. Eit stort Nid: en meget ærgerlig Omstændighed, en harmelig Ting. Nordre Berg. (Ellers sjelden). G.N. níd: Beskjæmmelse. Mere alm. i Sammensætning med Verber, med Begrebet Trods eller en utrættelig Vedbliven (ligesom Naud), f. Ex. nidbidja, nidlokka, nidstira.

nid (i’), s. ned. nida, s. nedan.

nida (ii), v.a. (er, de?), beskjæmme, forhaane. Oftere: nida seg innpaa: anfalde med Spot eller Fornærmelser. Indh. (nie, ni’). G.N. nída, nídast á. Sv. Dial. nida (nia).

nidbanna, v.a. omtr. som naudbanna.

nidbidja (ni’bea), v.n. bede uophørlig om noget (= naudbidja).

nidgraata, v.n. græde idelig. “nigraate”, Buskr.


Niding, m. 1) Niding, nedrig Person. Lidet brugl. G.N. nídingr. – 2) en Gnier, en meget karrig Person. B. Stift og fl. Ogsaa i svenske og danske Dial. Jf. nidsk. En anden Form er Niting. Ryf.

Nidingskap, m. 1) Nedrighed, Lumpenhed. (Sjelden). 2) Karrighed, lumpent Gnierie.

Nidingsverk, n. Nidingsværk.

nidleg, adj. skarp, heftig, stærk. Hall. (nileg, niele’). – nidlege, adv. heftigt, voldsomt. (niele’).

nidlokka, v.n. lokke idelig (= naudlokka). Gbr. (nilokke).

Nidord, n. spottende eller fornærmelige Ord. Lidet brugl.

nidsamlege, adv. storlig, drøit, voldsomt. “nisamele’”, Vald.