Ivar Aasen Norsk Ordbog

Nakkebein, n. Nakkebeen.

Nakkeburd, m. Nakkens Stilling el. Holdning. Omtr. som Hovudburd.

Nakkebær, n. et Slags Jordbær, Fragaria collina. Østl.

Nakkehola (o’), f. Nakkegrube, Huulning i Nakken. Nogle St. Nakkegrop, f.

Nakkekjølve, n. Halsmuskler paa Dyr, især Sviin. Sdm. (Kjølve maaskee for Kjevle).

Nakkeskiva, f. Fladen paa en Øxehammer. Vald. og fl.

nakna, og naknast, v.n. blottes, blive nøgen. Lidet brugl.

nall (for gnall), s. gnella.

nam (mærkede), s. nema.

Namn, n. Navn, Benævnelse. Nogle St. Navn, ogsaa Nabn. Tildeels med Fl. Nomn (Nobn). Sogn og fl. G.N. nafn (namn); Sv. namn. Jf. Ang. nama; Ght. og Goth. namo. Giva Namn: kalde, sætte Navn paa. Ropa ein paa Namn: kalde En ved at nævne hans Navn. Han gjekk etter Namnet: han ønskede at blive opkaldt. (Sagt om en Person, som en Kone har drømt om, efterat hun har faaet et Barn). D’er mange til Namns og faae til Gagns: de ere mange i Tallet, men faa som due noget. – Ofte overført paa en Ting, som kan kaldes med et vist Navn. Me hava ikkje Namnet til det: vi have intet af det Slags. (B. Stift). Me fekk ikkje Namn til Fisk, dvs. ikke en eneste Fisk. (Hedder ogsaa: Inkje det Slag, som Fisk heiter). Jf. Heite. Det var Namn til Pengar: det var noget, som kan kaldes Penge (om en stor Sum). Sogn og fl.

namna, v.a. (ar), sætte navn paa, mærke med et Navn. I andre Betydninger siges nemna.

Namne, m. en Navne, En som har samme Navn. Han er Namnen min, dvs har samme Navn som jeg. (Ligt for begge Kjøn). G.N. nafni.

Namnebyte, n. Ombytning af Navn. Hedder ogsaa Namneskifte, n.

Namnelista, f. Navneliste, Opregning af Navne. Ogsaa Namnetal, n. (sjeldnere).

namnfræg, adj. navnkundig. Tel. (?). Lidet bnrugl. G.N. nafnfrægr.

namngjeten, adj. navnkundig, meget omtalt. Næsten alm.

namngjeven, adj. nævnt, navngiven.

namnkjend, adj. s. namnkunnug.

namnkjenna, v.a. (er, de), navngive, betegne ved Navn. Hall. og fl.

namnkunnug, adj. navnkundig, hvis Navn er vel bekjendt. Oftere namnkjend.

namnlaus, adj. navnløs; ubenævnt.

Namnløysa, f. Navnløshed; Ting som man ikke har noget Navn paa.

Namsing, m. Indbygger af Namsen (eller Namdal) i Trondhjems Stift.

Napp, n. 1, Nopper, Flos paa Klæder; især om Traaddusker som indfæstes i et Sengetæppe i Vævningen. (Ryenapp). Nordl. Trondh. Berg. Hall. og fl. Eng. nap; T. Noppe. – Hertil Nappekjevle, n. en liden Stok el. Valse, hvorpaa Napp tilskjæres. Nappeklut, m. opskaarne Klude at indslaae i Sengetæpper. Nappull, f. kort Uld at bruge til Napp.

Napp, a. 2, et lidet Ryk; s. nappa.

Napp, m. s. Knapp.

nappa, v.a. (ar), noppe, besætte med Nopper (Napp). – nappad: noppet.

nappa, v.n. (ar), plukke, pille (= nuppa); ogsaa: nappe, rykke, snappe efter noget. Østl. – nappast, v.n. rykkes, trækkes med hinanden. Nappetak, n. Strid, Dyst.

nara, v.n. (ar), blæse, lufte; især om en kold Vind (Nare). Rbg. Tel. Jf. snoa, gusta, kylja.

Nare, m. en jævn kjølig Luftstrømning; Trækvind, Fjeldvind (= Snoa). Tel. Rbg. Ryf. Sv. nare (Rietz 461). Jf. Snæra og Gnerra.

Narr, n. 1) noget som man driver Gjæk med eller har til Spot. Eg vil ikkje vera Narr fyre honom, dvs. være Gjenstand for hans Spot. Gjera Narr av: drive Gjæk med, spotte, belee. – 2) Nar, Gjæk, Taabe; ogsaa en ondskabsfuld, spottelysten Person. Eit stort Narr. Fara aat som eit Narr. Nyere Ord. T. Narr, m.

narra, v.a. (ar), 1) drille, gjække; plage med Spøg. Dei narra henne med honom: de drille hende med ham, kalde ham hendes Kjæreste. – 2) lokke, forlede til noget. Han fekk narra meg med seg. – 3) narre, skuffe, bedrage; ogsaa: tilvende sig noget ved List. Han vilde narra det fraa meg. – narrast, v.n. gjækkes, drive Spøg. Eg berre narrast med deg: det er kun min Spøg. Jf. fantast.

Narreferd (-fær), f. naragtig Adfærd.

narrefus, adj. tilbøielig til at drille eller drive Gjækkerie. Tel. og fl.

narreleg, adj. naragtig. (Tel.). Nogle St. narrefengen.

Narreskap, m. Gjækkerie, Narrestreger. Ligesaa: Narrestell, n. og Narrestrik (i’), n. Ogsaa i en fremmed Form “Narri”, n. (Sv. narri).

Narrestikka, f. Gjæk, Spottefugl.

Narresvall, n. naragtig Snak. Nogle St. Narresnakk.


Narreverk, n. naragtige Foretagende.

narva, v.n. gnave, æde. B. Stift.

Narve, m. Tværslaa; s. Norve.

Nasa, f. Næse; s. Nos. I Sammensætn. Nase, og nogle Steder Nasa (som egentl. hører til Formen Nos); saaledes: Nasebein, n. Næsebeen. Naseblod, n. Næseblødning. Nasebora (o’), f. Næsebor. Nasedrope (o’), m. Næsedryp. Naseduk, m. Lommedug. Naseklaade, m. Næsekløe; stor Nysgjerrighed. Nasekort, m. Næsetip. (B. Stift). Naseskap, Næsens Skikkelse. Naseteppa, f. Stoppelse i Næsen (af Snue). Nasetipp, m. Næsetip. Naseving, m. Næsefløi.

nasa, v.n. (ar), lugte til noget; mest om Dyr. Ogsaa: speide, snuse, vise stor Nysgjerrighed; have sin Næse allevegne.

Nasebit (ii), m. en meget skarp Kulde.

nasebrend, adj. slemt skuffet, kommen i Tab eller Skade ved et Foretagende.

nasefim (i’), adj. som har god Næse, eller skarp Sands til at lugte. Sogn og fl.

Nasefiske (kj), n. Fiskerie som begynder heldigt men snart ophører. B. Stift.

Nasegraat, m. tvungen eller fremhyklet Graad. B. Stift.

nasekasta, v.a. forekaste, bebreide, laste. Smaal. (nasakaste).

naselaus, adj. næseløs.

nasevis (ii), adj. flink til opspore noget; nysgjerrig, paatrængende, næsviis.

Nasing, f. Snusen, Speiden; s. nasa.

nask, adj. 1) graadig, hidsig. Han var so nask etter det. Trondh. (?). 2) rask, behændig. Nordre Berg. (Neutr. nakst). Isl. naskr.

naska, v.n. (ar), 1) æde, tygge, smaske. Hall. og flere. (Jf. knaska). 2) snappe, rapse, stjæle Mad osv. B. Stift.

naskrika, s. naudskrika.

Nasle, s. Netla.

nastra, v.n. 1) knurre, være vranten eller bister. Hard. 2) klynke, give en klagende Lyd; om spæde Børn. Sdm. (I Sogn kjastra; i Hall. neira).

nastren, adj. vranten, bister. Hard.

Nata, f. Nælde; s. Netla.

nata, v.a. (ar), fælde sammen, danne en Fuge (s. Nate).

Nate (el. Nat), m. Naad, Fuge, Sammenfældning i Plankeværk (= Mot, Fella). Shl. og fl. Ogsaa: Hjørnesnit, Hjørnefuge i en Tømmervæg (= Laft, Nov). Nedenæs. Synes at være indført; jf. T. Naht, Holl. naad (Søm, Fuge).

Nate (el. Nata), en Form af Not (o’), f. Nød (Hasselnød); kun brugt i Sammensætning; som: Nateaar (Nataar), n. Aar med Hensyn til Nøddeavl. Natehams, m. Nøddeklase; ogs. Nøddehase. Natekjerne (-kjerne), m. Nøddekjerne. Nateskal, n. Nøddeskal. Nateskog, m. Nøddeskov, Hasselskov. Jf. G.N. nataskógr (= hnotskógr), N. L. 1, 243. Nateskurn, f. Nøddeskal (s. Skurn). Natevise, m. Hunblomsten paa Hasselen; den røde Knop, som indeholder Spiren til en Nøddeklase. Sdm. og flere.

naten, adj. rask, behændig, flink. Sdm. og fl. Ved Mandal nadig, eller nadi. Isl. natinn. Jf. nask.

Nateskrikja, f. Nøddekrage (Fugl); s. Skrikja. (Sv. nötskrika).

Natklauv, f. Bi-klov (= Lagklauv). Sogn, Jæd. Gbr.

natla, v.n. banke sagte (= natta, knatta). Ryf.

Natt, f. (Fl. Næter), Nat, Tiden imellem Aften og Morgen. Ogsaa i en anden Form: Nott (o’), dog kun i de sydligste Egne (Jæd. Ryf. Shl. Hard. Tel. Rbg.). G.N. nátt, og nótt (Sv. natt). Egentlig Naatt; jf. T. Nacht, Ght. naht; Goth. nahts. Fleertal udtales Næt’er (Næt’e, Næt; Næt’ar, Næt’a), altid med lang Vokal. (G.N. nætr), Dativ Fleert. tildeels Nottom (o’), Nottaa, f. Ex. “ei ‘ta Nottaa”, dvs. en af de sidste Nætter. Sdm. og flere. I Sammensætn. Natte og Natta (for Nattar); sjelden Notta. (Ordet synes altsaa opfattet som et gammelt nøtt, nattar). – I Natt: i denne Nat. I Natt var: i den forløbne Nat. (Sv. i natt som var). I Natt kjem: i den kommende Nat. Onnor Natt: Natten efter imorgen. I Gaarnatt, s. Gaar. I Fyrrnatt, s. fyrre. Natti til Maandags: Natten før Mandag. Ligesaa: N. til Tysdags, til Onsdags osv. (kun om den foregaaende Nat). Langt aa Natt: langt ud paa Natten. Midt aa Natt, el. høgst aa Natt: midt om Natten. (B. Stift). Med Natti (Akkus.): om Natten. Til Nattar: til Natten. I Hard. “te Nottar”; ogsaa i Formen “te Nottanne” (det gamle Genitiv náttarinnar); ellers sædvanl. til Natti (el. “til Nattenne”, Dativ). Paa Natta(r) Tider: ved Nattetid.

Natt, m. Bjergknold; s. Knatt.

natta, v.n. (ar), overnatte, tage Nattehvile paa et Sted. Lidet brugl. I Tel. notta (o’). I Gbr. med Omlyd: netta seg (nette se): sætte sig til Hvile for Natten; om Fugle.

natta, v.n. (2), hakke; s. knatta.

Nattekvild, f. Nattehvile, Nattero.

nattestaden, adj. som har staaet Natten over. Afvig. nattestiden (i’), nattesteen, f. Ex. “nattestida Mjelk” (= nattestadi Mjølk). Sdm. Jf. nattlegen.

Nattevakster, m. Nattevaagen.

Nattfiske (kj), n. Fiskerie om Natten.

Nattfrost, n. Frost om Nætterne. Hedder mere alm. Nattefrost.

Nattfugl, m. Natfugl; ogsaa En som er meget oppe om Natten.

Nattgonga (Nattegaanga), f. Gang eller Færdsel om Natten.


Natthald, n. Nathold, Forpligtelse til at skaffe Herberge. Lidet brugl.

Nattlaupar, m. Natteløber.

nattleg, adj. natlig; dunkel, mørk.

Nattlega (e’), f. Natteleie, Natteherberge. Oftere Nattelega.

nattlegen (e’), adj. som har ligget Natten over; f. Ex. om Fisk. Ogsaa nattelegjen.

Nattlina, f. s. Nattset.

Nattlægje, n. Liggested, Natteleie; Hvileplads for Fartøier. (Nattelægje).

Nattmaal, n. en vis Tid om Aftenen, omtrent Kl. 8. Nordl.

Nattmun, eller Nattemun (u’), m. Forandring som en Ting kan faae i Løbet af en Nat. Jf. Dagsmun.

Nattmyrker, n. Mørke af Natten.

Nattramn, m. Natteravn (Fugl), Caprimulgus. (Nogle St. Kveldknarr). Ogsaa om En, som gaar eller færdes meget om Natten.

Nattror, m. Fiskereise om Natten.

Nattrøya, f. Rattrøie, Undertrøie.

Nattset (e’), n. Udsætning af Fiskeredskaber til Natten. Hertil Nattgarn, n. og Nattlina, f.

Nattseta (e’), f. det at sidde oppe om Natten. Oftere Uppeseta.

nattsetja, v.a. (set, sette), udsætte Fiskeredskab til Natten.

Nattsol, f. Solskin om Natten. (Nordl. og Finmarken, hvor Solen ved Midsommer ikke gaar ned).

Nattsto(d), f. natligt Ophold, Tilhold om Natten; ogsaa om Støi eller Arbeide om Natten. Ork. Opdal.

Nattsvæva, f. Løvetand (= Gullboste); ogsaa Høgeurt og flere Planter, hvis Blomster lukke sig mod Natten. Jf. Svæva og Kveldsvæva.

[Nattur, f. 1) Natur, medskabt eller naturlig Egenskab. 2) Tilbøielighed, Drift, Lyst; ogsaa Sind, Gemyt. 3) Skabningen, de skabte Ting. (Sjeldnere). Egentl. Natura, med Tonen paa “u”, men lyder sædvanlig Nattur, med Tone paa “a”. Allerede G.N. nattúra af Lat. natura, dvs. det medfødte, medskabte. Paa Grund af den tidlige Optagelse har Ordet beholdt sit oprindelige Kjøn, medens andre Ord af samme Endelse (ur) helst ville gaae over til Hankjøn.

[nattura, v.a. (ar), finde passende til sin Natur, befinde sig vel ved, have godt af; ogsaa: ynde, synes vel om. Sogn og fl. Ein skal ikkje drikka meir, en ein kann nattura. Reflexivt: nattura seg, parre sig. (Sogn). Sv. Dial. naturas.

[natturkunnig, adj. naturkyndig.

[natturleg, adj. naturlig; oprindelig.

Nattvaka, f. Sang-Drossel (Turdus musicus). Ork. (?). I Indh. Nattvuku (for Nattvoka, o’). Sv. nattvaka. Jf. Maaltrost.

Nattvakster, = Nattevakster.

Nattverd, m. Aftensmad, Dagens sidste Maaltid. (Ikke det samme som Aftansverd). Brugt i forskjellig Form: Nattvær, Nedenæs og fl., Nottvær, Rbg. Tel., Nettvær (Nætvær), Tel. Ogsaa Nattvord, Nattvoor (-vool), Gbr. Ork. Ndm. (Andre St. Kveldverd, Kveldsmaal). G.N. náttverdr; formodentl. ogsaa nætrverdr, hvoraf “Nettvær”. Sv. nattvard; D. Nadver (fordum Natverd, Natvord). S. ellers Verd.

nattverda, v.n. (ar), holde Aftensmaaltid “nattværa”, Nedenæs (?). I Ork. “nattvora” (nattvorda).

nattverdlaus, adj. som ikke har faaet Aftensmad. Leggja seg nattverdlaus (dvs. uden at faae Mad). Nedenæs.

Nau, s. Naud. nau (adv.), s. nog.

nau, adj. s. nauv. naua, v. s. nauva.

naubea, s. naudbidja.

Naud, f. 1) Nød, Vaande, stor Trang. Mest alm. Nau; afvig. Nø; i Nfj. og Sdm. Nød, dog i visse Forbindelser Naud og Nauda(r), hvorom nedenfor. G.N. naud; Ang. neád; Goth. nauþs. – 2) Vanskelighed, Møie; ogsaa Fare. Det var med Naud, at eg slapp. “Mæ Nauaa”: knap nok (med Nød og neppe). Jæd. Det hadde ingi Naud (ingen Fare). – 3) Nødvendighed, tvingende Omstændighed. D’er ingi Naud paa. Det var ingi Naud fyre det (el. til det). – I Sammensætning med Verber betegner det en ivrig eller uafbrudt Vedbliven, f. Ex. naudspyrja, naudstira. (Jf. Nid, Mein). Med Adj. har det en meget forstærkende Betydning, f. Ex. naudlik, naudtrøytt. I Forbindelse med Subst. bruges Formen “Nauda” (Nfj. Sdm.), el. “Nauar” (Hall.) med Betydning: ringe, ussel, lumpen; for Ex. eit Nauda(r)ting. Egentlig et Genitiv Naudar.

Naudardom, m. 1) en liden, ringe Ting; noget knapt og smaat. 2) Smaalighed, Karrighed; ogsaa: en kummerlig Tilstand, Usselhed, Elendighed. “Naudadom”, Sdm. I lignende Betydn. “Naudaheit”, f.

naudarfengen, adj. 1) ringe, ussel, meget liden. 2) smaalig, karrig, gnieragtig. “naudafingjen”, Sdm.

naudarleg, adj. knap, ringe, ussel. Sdm. (naudaleg’e). – naudarlege, adv. yderlig, f. Ex. “Dæ va so naudale’ lite”.

Naudarmann, m. Gnier, smaalig Person; ogsaa en Stakkel. Sdm. (Nauda-).

Naudarsykja, f. Sygdom hvorved man kommer i Nød eller Mangel. “Nauarsykje”, Hall. Saaledes ogsaa “Nauardaue”, m. et Dødsfald som gjør en Familie fattig og hjælpeløs.

Naudar-ting, n. en liden og ringe Ting (f. Ex. om Redskaber); en Stakkel, Vantrivning (om Dyr). “Naudating”, Sdm.
“Nauarting”, Hall., hvor man ogsaa har “Nauarungje”, m. og “Nauarvaae”, m. om en liden Vantrivning.

naudbanna, v.n. bande i eet væk. Nogle St. nidbanna (nibanne).

naudbeitt, adj. yderst begjærlig eller graadig. Nfj. og fl. Paa Sdm. nabeitt, som vel er et andet Ord.

naudbidja, v.n. (bid, bad), bede længe og indstændigt om noget. Hall. Sdm. Trondh. og fl. (naubea, naubie).

naudbljug, adj. yderlig bly. Hall.

nauddraga, v.a. trække uafbrudt.

nauddrikka, v.n. drikke uden Ophold, tvinge sig til at drikke.

Naudeld, m. Ild, som fremkommer ved langvarig Gnidning (f. Ex. i et Hjul af Træ); Frictions-Ild. “Naueld”, Rbg. Tel. Hall. og fl. “Nika Naueld”: gnide Ild i Træ. Tel. I Hall. ogsaa “Nauar-eld” og “Nauverme”. Andre St. kaldet Rideld (i’), Vrideld. Sv. Dial. nödeld; T. Nothfeuer. Grimm’s d. Mythologie 570. Jf. Folkevennen 8, 440.

naudende (nauende), det samme som “naud” med Adj., f. Ex. naudende likt, = naudlikt.

naudfaren, adj. meget forlegen. Ryf.

naudfin, adj. overordentlig fiin.

naudfrega (e’), v.n. (ar), spørge ivrigt eller uophørligt.

naudgisa, v.n. omtr. som naudlæja. Hall.

naudgod (naugo), adj. overmaade god; omtr. som: alt for god. Det er no ikkje so naudgodt helder. Rbg. Indh. og fl.

naudgrava, v.n. grave uafladelig.

naudgraata, v.n. græde uophørlig.

Naudhjelp, f. Nødhjælp.

naudhogga, v.n. hugge uafbrudt.

naudhua, v.n. huje og raabe i eet væk. Rbg. og fl.

Naudhøve, n. Nødsfald, paakommende Forlegenhed; ogsaa Nødvendighed. Nhl. og fl.

naudig, adj. 1) nødvendig, uundgaaelig. Tel. og fl. Ved Trondh. nødaug. – 2) trængende, forlegen. Eg var so naudig um det. Lidet brugl.

naudill, adj. yderst ond, bitter, smertelig. “Dæ va so nauilt”. Hall. og fl.

naudkalla, v.n. kalde uafladelig.

Naudknut, m. stor Knibe eller Forlegenhed. I Sfj. “Nauaknut” (for Naudarknut).

naudkomen (o’), adj. forlegen, meget trængende. Nogle St. nødkomen. B. Stift.

naudkyta, v.n. s. naudskreppa.

naudlaust, adv. uden Nødvendighed. (Sjelden).

naudleg, adj. nødvendig, fornøden. Tel. (nauleg). I Sogn naueleg. (Jf. ogsaa naudarleg).

naudlege, adv. nødig, ugjerne. “Han vilde nau’le”, Gbr. Østerd. (Jf. G.N. naudulega: neppe, med Nød).

naudleita, v.n. lede eller søge ivrigt.

naudlik, adj. som har en stor, skuffende Lighed. Dei var so naudlike, at ein kunde ikkje skilja deim.

naudlokka, v.n. lokke uophørligt.

Naudlygn, f. Nødløgn. Lidet brugl.

naudlæja, v.n. lee uafbrudt, el. usædvanlig længe.

naudmjuk, adj. overmaade myg. Hall.

Naudnytta, f. Nødhjælp. “Nauanytt”, Trondh.

naudnyttug, adj. overordentlig flittig eller udholdende. Tel. (nau).

naudropa, v.n. raabe uophørligt.

naudsam, adj. nødvendig. Oftere naudsamleg (nausameleg’e). Tel.

naudsett (e’), s. naudstadd.

naudsjeldan, adv. yderst sjelden. Tel. og fl. (nausjella).

naudskreppa, v.n. skryde idelig el. overmaade. Hedder ogsaa naudkyta (naukjyte) og naudskrala. (Hall.).

naudskrika, v.n. (skrik, skreik), skrige uophørlig, i eet væk. I Ryf. “naskrika”. Ligesaa “Naskrik”, n. vedholdende Skrig.

naudsnaka, v.n. snage og søge idelig. I Hall. ogs. “nausnaala”, og “nausnaassa”.

naudspyrja, v.n. (spyr, spurde), spørge ivrigt eller uafladelig.

naudstadd, adj. meget forlegen, kommen i Knibe, i Nød. Nogle St. nødstadd’e. (B. Stift). G.N. naudstaddr. I lignende Betydn. naudsett, naudkomen, naudfaren.

Naudstemme, m. en vis Kunst, hvormed man fordum søgte at stille Blod, el. hindre Blodtab. Rbg. Ogsaa meddeelt Nauerstemm, og Naastemm, m.

naudstira, v.n. (er, te), stirre længe og uafbrudt paa noget. B. Stift, Tel. og fl. Andre St. naudstara, naustaaraa (Trondhjem). Hedder ellers nidstira (nistire), einstira og meinstira.

naudstunda, v.n. længes, vente idelig.

naudstøyta, v.n. støde uafladelig.

naudsvolten, adj. yderlig sulten.

Naudsyn, f. 1) Nødvendighed, Fornødenhed (jf. Naud). Nhl. Shl. Ryf. Jæd. I Hall. Nausyn: Nød, stor Trang. – 2) en nødvendig Gjerning; især om at pleie syge eller døende Mennesker. I Nhl. Naussyn, el. Naussen, ogsaa om en Begravelse. G.N. naudsyn, naudsynjar.

naudsynleg, s. følg.

naudsynt, adj. nødvendig, som behøves. Jæd. og fl. Hedder ogsaa naudsynleg. Tillempet efter “synt” el. “synleg” og saaledes afvigende fra G.N. naudsynlegr.

naudtenja, v.n. (ten, tande), løbe af al Magt; egentl. strække voldsomt. Hall.

naudtigga, v.n. trygle, tigge længe.

Naudtorv, f. = Naudturft.

naudtrengd, adj. nødtrængende, meget forlegen for noget.

Naudtrong (-traang), m. stor Trang, Forlegenhed;
ogsaa Nødvendighed. Tel.

naudtrottug (oo), adj. overordentlig flittig eller udholdende.

naudtruga, v.n. true uophørlig; ogsaa trygle eller tigge idelig.

naudtrøytt, adj. yderlig træt.

Naudturft, f. Nødtørft, Fornødenhed. Udtalt Naudturt, og ofte Nødtørt.

naudturveleg, adj. nødvendig. Sjelden.

naudtægleg, adj. overmaade behagelig eller tækkelig. Tel. Jf. naudvæn.

naudvelda (?), v.a. tirre, hidse, anfalde med Trusler eller Fornærmelser. Helg. “nauvella”. (Dunkelt).

Naudverja, f. Nødværge.

Naudverme, m. s. Naudeld.

naudvond, adj. yderst bitter, el. smertelig.

naudvæn (-veen), adj. overordentlig vakker. Tel. Sædvanlig “nauveen”; andre St. nau’vakker, og i samme Betydn. naufiin. Jf. naudtægleg.

Naueld, s. Naudeld.

naueleg, s. naudleg og nauvleg.

nauger, s. nauv. nauilt, s. naudill.

Nauker (Naukr), m. Anstrengelse, stærk Anspændelse af Kræfterne. Sdm. “Han tole ‘kje Naukrin”: han taaler ikke noget stor Anstrengelse; om en svag eller sygelig Person. Isl. hnauk, n.

naukra, v.a. (ar) anstrenge, besvære. “Han naukra se for mykje”, om En som arbeider mere, end han har godt af. Sdm. I Sfj. nokra (o’) seg.

naukra, v.n. klynke, jamre sig. Hall. Naukresvall, n. Klynken, Beklagelser.

nauleg, s. naudleg og nauvleg.

Nauraang, s. Nauvrong.

naus (nøs), s. njosa.

Naus, m. Bjergknold; s. Knaus.

Naussyn, s. Naudsyn.

Naust, n. Baadeskuur, Huus ved Søen til Forvaring af Baade og Fiskeredskaber. Alm. vest og nord i Landet. (I Skrift omformet til “Nøst”). G.N. naust. (Mangler i andre Sprog). – Naustbite (i’), m. Bjælke i et Naust. Naustlem, m. Loftrum i samme. Nausttuft, f. om Grunden eller Byggepladsen.

naut (nød, beholdt), s. njota.

Naut, n. et Nød, Høved (Oxe, Ko eller Kalv). Alm. G.N. naut; Ang. neát. Skotske Dial. nout, nowt. Fara aat som eit Naut: bære sig plumpt eller uordentlig ad. Jf. Fe, Fenad, Smale.