Ivar Aasen Norsk Ordbog


Moseblom, m. Steenurt, Sedum acre. Smaal. Ogsaa kaldet Mo(d)sottgras. Tel. (Tinn). Mosebotn



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə119/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
#16491
1   ...   115   116   117   118   119   120   121   122   ...   221

Moseblom, m. Steenurt, Sedum acre. Smaal. Ogsaa kaldet Mo(d)sottgras. Tel. (Tinn).

Mosebotn, m. Sted hvor Mos voxer yppigt, saa at Græsset vantrives.

mosebunden, adj. tilgroet med Mos.

Mosedott, m. Tot eller Visk af Mos.

Mosefella, f. Fuge imellem Stokkene i en Væg, sædvanlig tættet med Mos. Ogsaa kaldet Mosefar, n. Jf. Midfar.

Mosefjell, n. Fjeldmark, hvor man samler Fodermos (Reensdyrsmos osv.). Gbr. (Maasaafjell).

Mosefloe, m. en Sump med et Dække af Mos. Indh.

Mosehumla, f. almindelig Humle (Insekt), som bygger Kuber i Mos.

Mosehy, n. Dække af tynd Mosvæxt.

moselendt, adj. ufrugtbart; om Landskab hvor Mos voxer bedst.

Moselit (i’), m. 1) Mosfarve, bleggraa Farve. 2) Farve af Mos el. Lav. Hall. Jf. Korkelit.

Mosemark, f. mosbegroede Marker.

Mosemyr, f. Sump med Mosvæxt.

mosen (oo), adj. 1) hed, lummer, kvalm; om Luften. – 2) mat og døsig af varme. Hard. Jf. mo og mosa.

Moseriva, f. Jernrive hvormed man samler
Fodermos. Gbr.

Mosetuva, f. Tue som dannes af Mos.

mosevaksen, adj. mosgroet.

Mosevokster, m. Mosvæxt.

moska (o’), v.a. (ar), 1) danne Masker; s. Moske. 2) fæste sig i Maskerne af et Vod; om Fisk (= netja seg). Trondh.

Moske, m. Maske, Traadløkke i Garn eller Net; ligesaa i Strikketøi. Mest alm. Moskje (Fl. Moskar); afvig. Mauskje Sfj. Sdm., Maske, Nordl. (?). G.N. möskvi. T. Masche; Eng. mesh. – Hertil Moskebit (ii), m. Klods eller Lod at hænge i Maskerne, naar man binder Fiskegarn. Moskefall, n. Sted hvor en Maske er opreven (eller ogsaa urigtig knyttet). Moskekjevle, n. en Model, hvorpaa Maskerne afpasses i Garnbinding. Moskemaal, n. Maskernes Størrelse. moskesprotten, adj. revnet i enkelte Masker.

mosken, adj. frønnet; s. morken.

Mosott, s. Modsott.

mostra (oo), v.n. mestre, mønstre, kommandere. Hall. Jf. T. mustern.

mosutt (oo), adj. brunagtig (?). Hard.

mosveitt, adj. glindsende i Huden af Sved eller Fugtighed. Hall. Jf. mo.

Mosyster (Moster), s. Modersyster.

Mot (oo), n. 1) Møde, Sammentræf. G.N. mót. Godt Mot: lykkeligt Møde! (Hilsning til En som man møder paa en Vei). Berg. Trondh. I Mote: i Møde; ogsaa opad; s. mote. Til Mots: imod hinanden; f. Ex. sitja til Mots: sidde saaledes at den ene vender sig mod den anden. (Mest alm. “te Moss”; afvig “te Motars”, Hall.). – 2) Fuge, Sammenfældning; Sted hvor to Stykker mødes. Tel. og fl. Hertil Veggjemot, Fjølemot, Tiljemot. Jf. Aamot, Vegamot. Maaskee ogsaa; et Mærkepunkt (G.N. mót); s. Ripmot (= Ripmaat). – 3) Tidsskifte, Tidspunkt, da en ny Periode begynder. Det kjem att i same Motet: det lakker til samme Tidspunkt som forrige Gang. (B. Stift). Hertil Aarsmot, Maanemot, Aattedagsmot. – 4) Snævring, Knibe, Punkt hvor noget møder eller hindrer. Mindre brugl. Jf. Halsmot, Holamot. – 5) en pludselig paakommende Sygdom; a) Kvalme, Beklemmelse med Brækning. B. Stift, Nordl. b) en Lammelse, Krampe; noget som ligner et Slagtilfælde. Ryf. Hall. Ndm. og flere. Fordum anseet som Følge af et Møde med en Dødning eller Vætte.

Mot, n. (2), Mod, Stemning. Mangesteds brugl. i Stedet for “Mod”, men kunde maaskee være udgaaet fra et andet Ord. Jf. G.N. mót: Form, Beskaffenhed, Maade.

mot, præp. (med Dativ), mod. Egentlig “i mot” (som ogsaa bruges) og saaledes udgaaet fra Subst. Mot, n. Jf. mote. – Betydn. 1) i Møde med, i modvendt Stilling til. Han kom imot oss. Ro mot Vinden (Vind’a). Taka i mot: gribe imod; ogsaa modtage, opfange. – 2) lige over for, til Siden af. Huset stend midt imot Kyrkja. Det ligg midt imot Glaset (el. Glasom). -. 3) nær til, næsten ind paa (Sted, Tid, Tal). Inn mot Byen. Det lid mot Hausten. Fram mot femti Aar. Det var mot eit Hundrad. – 4) i Omgang med, i Berørelse med. Vera god (snild, lydig, tru) mot nokon. (Jf. med). Dei gjorde vel imot honom. – 5) i Forhold til, i Ligning med. Det nye er kleent mot det gamle. Det vardt litet i Aar mot i Fjor. Han kjem ikkje upp imot hinom. Ogsaa: til Gjengjeld for. Leggja likt imot. (Mindre brugl. see fyre). – 6) i Strid med, til Hinder for. Han var alltid mot oss. Dei hava mange mot seg. Standa i mot: modstaae, bekjæmpe. I denne Betydning sættes “imot” ofte efter Objektet; f. Ex. Dei hadde gjort honom nokot i mot. Eg vil ikkje vera deg i mot. – I Sammensætning er “mot” mere almindeligt end de eenstydige: and, gjegn og veder; de to sidste ere næsten ubrugelige; “and” bruges derimod ofte, men er kun dunkelt forstaaet.

Mota (?), f. Fuge i en Væg. Smaal. i Formen Moto (oo), som er noget uforklarlig.

mota (o’), v.n. putte (omtr. som moga). Mota i seg. Tel.

Motbaara, f. Bølge som man faar imod sig, el. fra Forsiden. (Ogsaa G.N.). I Hall. “Motbøru”, pl. Modgang, Ulykker. Vistnok et andet Ord.

motbjodleg (-bjoleg), adj. modbydelig.

Motburd (u’), m. Modvillie, Ulyst; ogsaa Modsigelse (G.N. mótiburdr). “Motbur”, lidet brugl. Mere bekjendt er Motbyr (y’), m. i Betydn. Modstand; dog er dette neppe noget rigtigt Ord, da Byr (Bør) kun bruges om føielig el. gunstig Vind.

motburdsam, adj. 1) uvillig, modstræbende. Sdm. (motbursame). – 2) modbydelig, ubehagelig. Nordre Berg. I Ork. “motbørleg” (motburdleg?).

mote, adv. opad, op imod en Bakke eller Forhøining. (Modsat undan). Egentlig: i Mote (til Mot, n.). I Nordre Berg. bruges det ogsaa som Præposition med Dativ: saaledes: mote Bakken (“mote Bakkja”): opad Bakken.

moten, modig; s. modug.

Motfall, n. uheldigt Tilfælde, Modgang.

motføttes, adv. med Fødderne imod hinanden (= andføttes).

Motgang, m. Modgang, uheldige Omstændigheder. Nogle St. Motegang, Motegaang.

motgangsam, adj. uheldig, tung, trykkende. Det vardt motgangsamt fyre deim.

Motgjeld, f. Gjengjæld. Lidet brugl.

Motgjerd (-gjær), f. Fortræd, Fornærmelse; ogsaa: Overtrædelse.

Mothall, n. Skraaning som hælder imod,
eller gaar opad. Jf. mote.

Mothug, m. Modvillie, Ulyst.

Motkast, n. et Modstød, f. Ex. af Vinden; ogsaa Modsigelse, Gjendrivelse.

Motlag, n. Møde, Stævnemøde, aftalt Sammenkomst. Sæt. Tel. Oftest i Formen Motslag, Moslag. (Jf. Landst. 105).

motleg, adj. behagelig, hyggelig. Helg. Er vel egentlig: modleg.

Motlegg, n. Indvending, Modsigelse; Modgrund. Trondh. og fl.

Motmann, m. Modstander, Modpart i Spil og deslige.

Motmæle, n. Modsigelse. Tel. (?).

Motraad, f. modvirkende Raad; Planer til Modstand.

Motror, m. Roen imod Vinden (= Andror). Nogle St. Motro. (Tel.).

motsagd, adj. modsagt, misbilliget.

motsegjall, adj. modsigende. Hall.

Motsegn, f. Modsigelse. Lidet brugl.

Motsetning, f. Modsættelse; noget at sætte imod.

Motsida, f. den modsatte Side.

motskapt, adj. fortrædelig, ubehagelig, modbydelig. Gbr. (motskaft).

Motslag, n. Gjenslag, Tilbagestød. (See ogsaa Motlag).

Motstand, n. Modstand. – Motstandar, m. Modstander.

Motstraum, n. Modstrøm.

Motsvar, n. Gjensvar, Tilsvar.

mott (oo), lummert; s. mo.

Mott (o’), m. Møl, Midder, eller lignende smaa Insekter. Nordenfjelds det samme som Mol (Møl). Andre Steder, f. Ex. i Sogn, siges Mott kun om Midder eller de allermindste Insekter. G.N. motti; Sv. mott, T. Motte, Holl. mot, Eng. moth. Jf. Mit, Mol, Maare. (Grimm, Gr. 3, 365). Hertil mott-eten, adj. mølædt, gnavet af Midder. (G.N. mottetinn). Mottehol (o’), n. Hul efter Møl el. Midder. Mottemjøl, n. meelagtigt Støv af mølædte Ting.

Mott, s. Maatt. motta, s. maa.

Mot-tak, n. 1) Modgreb; Forsøg til Modstand. 2) Modtagelse; Imødekomst. 3) Vei som gaar opad (s. mote), Bakke, tungt Veistykke. Tel. og fl.

mot-teken (kj), adj. modtagen.

Motting, m. Mødding; s. Mokdunge.

motug, adj. villig o.s.v., see modug.

Motveder (-veer), n Veir som man faar imod sig (= Andveder).

Motvegt, f. Modvægt.

motvend, adj. modvendt, modsat.

Motverja, f. Modværge.

motvidad (i’), adj. vreden, tværvoxet; om Træ. (motvea, motvidd).

Motvilje, m. Modvillie; Ugunst.

motviljug, adj. modvillig; uvillig, tvær.

Motvind, m. Modvind.

Motvitne (i’), n. Vidnesbyrd som gaar En imod; ogsaa: Modvidne.

movarm, adj. lummervarm, hed, kvalm. Hall. Buskr. Jf. mo.

Movarme, m. Lummervarme. Buskr.

Movid (i’), m. Ribs, Ribsbærbusk. Helg. (Mo-ve). I Namd. Maavi. Hertil: Movidbær (Movebær), Helg., Maavibær, Namd. (Andre St. Vinbær, Orbær, Ulbær og fl.). Maaskee betegner Navnet en egen Art, nemlig Fjeldribs, som ogsaa i Sverige skal hedde Måbär.

Mua, s. Muga.

mua (el. mu), v.a. (ar), 1) agte, ansee, vise Opmærksomhed. Indh. (Sparbu). – 2) føie, lyde, rette sig efter. “Han lyt mu sin Overmann”. Nordl. Ogsaa: vige, give efter, føie sig. “Han faar mu, som minst formaar”. Nordl. – Et mærkeligt enestaaende Ord. Maaskee egentlig bøie sig (?); jf. G.N. mýa (mýgja): nedtrykke.

Mudd (u’), m. laadden Skindkufte, Finnepels. Trondh. Nordl. Nogle St. Modd (o’). Sv. Dial. mudd. Ogsaa kaldet Finnmudd. Ordet maaskee finsk.

Mudlaug, s. Mundlaug.

Muffel, m. Halvvante, Handske uden Fingre. Sæt. Tel. (Fr. mouflé). Noget lignende er vel Muffa, f. hos Landst. 343.

Muga, f. en stor Dynge, Masse, Hob; for Ex. af sammenraget Hø. Temmelig alm. Nogle St. Mua, Mue (Smaal. Sdm. og fl.). Afvig. Muge, m. (Mugje), Sogn, Vald. G.N. múgi, m. Sv. Dial. muga, muva, f. Eng. mow. Jf. Mukka. – Mugerakkar, m. et Kortspil, hvori den tabende faar alle udspilte Kort paa Haanden.

muga, v.a. (ar), opdynge, samle i Dynger eller store Hobe. Muga Høy; muga i Hop. Trondh. og fl. Nogle St. mua. Jf. mygja.

Muge (Mugje), m. 1) Dynge, Masse; see Muga. – 2) Flok, Mængde, stor Forsamling. Hall. Jf. Aalmuge.

Mugg, n. 1) Skimmel (= Mygla). Hall. og fl. Andre St. Mugge, m. (Smaal. Østerd.). – 2) Taageregn, meget fiin Regn. Nedenæs og fl. (I Smaal. Myggeregn). G.N. mugga, f. Skotske Dial. mug. – 3) Stilhed, Løndom. I Mugg: hemmeligt, i Smug. B. Stift, Nordl. (Sv. mjugg). Jf. mugga.

Mugg, n. 2, Myg; s. My.

mugga, v.n. (ar), 1) skimles, mugne. Hall. – 2) regne fiint som af Taage (= yra). Nedenæs. I Smaal. mygge. – 3) gjøre noget i Smug (f. Ex. drikke). B. Stift. Ogsaa om at spare eller skrabe sammen. Mugga i Hop Pengar. Tel. (Jf. muga).

Mugga, f. Fugtighed. Hall.

Mugga, m. Muggenhed; Skimmel; s. Mugg.

Mugge, m. (2), en aaben Kande el. Kruus, især til varm Drikke. Nogle St. Mugga, f. Sv. mugg; Eng. mug.


muggen, adj. 1) fugtig; s. Mugg. (Eng. muggy). 2) muggen, angreben af Fugtighed el. Skimmel. Mangesteds i en anden Form: moggen (o’), moggjen.

Mugla, s. Mygla.

mugna, v.n. (ar), blive muggen, fordærves af Fugtighed. En anden Form: mogna (moggna) er maaskee mere alm.

Mugubbe, el. Mugopp, m. en Vaarblomst: Pulsatilla vernalis. Østerd. (Meddeelt).

Mukka, f. en Masse, Mængde, en meget stor Hob; især af liggende Ting (jf. Muga). Ei Mukka med Is, Snjo, Sand, Spon osv. Ei stygg Mukka (el. Styggemukka). en frygtelig Masse. Næsten alm. (Lister, Smaal. Hall. Berg. Trondh.). Sv. Dial. måkka; D. Mokke. I Betydn. ligt Mylska, Myrja, Yrja, Vøla, Velta, Vase, Rune, Brote.

mukka, v.a. (ar), sammendynge, ophobe i store Masser. Mukka i Hop. Rbg. og fl.

mukka, v.n. (ar), mukke, knurre, yttre Misnøie. T. mucken. (Jf. G.N. mögla). Hertil Mukk, m. Muk, svag Lyd. Mukking, f. Mumlen, Knur.

Mukr, n. Huggespaaner; s. Murk.

mula, v.n. (ar), grine, suurmule; egentl. skyde Læberne frem (= gjera Mule). Smaal. og fl. Ogsaa: sidde taus eller tankefuld. Hall. Jf. mulka. – mulast, v.n. kysses. (Foragteligt).

muld (u’), knust, smaabrækket. Particip af mylja. Nogle St. myld (y’).

Mule, m. 1) Mule, Læbe paa Dyr. G.N. múli. – 2) Munding paa et Rør; f. Ex. paa Geværer. – 3) Forbjerg, bredt eller rundagtigt Næs. Nordl. (Ogsaa G.N.).

Muleband, n. Mundkurv, Grime.

Mulepose (o’), m. Kornpose, som kan bindes til Hovedet paa en Hest.

Muleskjegg, n. Mundskjæg paa Dyr.

mulka, v.n. (ar), grine, see misfornøiet ud (= mula). Hard. – mulken (kj), adj. vranten, suurseende.

mulla, v.n. (ar), mumle, tale sagte eller utydeligt. Ogsaa: nynne, synge sagte. B. Stift, Hall. Østerd. og fl. Jf. G.N. mudla.

Mullaug, s. Mundlaug.

Mulling, f. Mumlen, Hvisken.

[Mult, f. Mulkt, Bøder. Af Lat. mulcta.

mumpa, v.n. tygge plumpt, tage Munden for fuld. Østl.

mumra, v.n. (ar), snøvle, tale med stærk Næselyd. Hall. Tel. (Landst. 36).

Mun (u’), m. (Fl. Muner), i Alm. noget som har Betydenhed, som man kan mærke eller kjende. Nogle St. udtalt Mon (oo); ogsaa Maan (Trondh.). – Betydningen meget omfattende; saaledes 1) Fornøielse, Lyst, Behag. D’er stor Mun i honom: man har megen Fornøielse af ham. Nordre Berg. Trondh. Nordl. D’er Mun i detta Barnet: det er en Lyst at see dette Barn. D’er ikkje nokon Mun i denne Boki (noget fornøieligt, interessant). G.N. munr: Lyst, Villie. (Goth. muns: Tanke). Jf. muna. – 2) Fordeel, Hjælp, Forslag. D’er liten Mun i det: det hjælper lidet. Det gjerer Mun: det gjør Virkning, det er noget som forslaar. (Mere alm.). Det gjorde han til Munar (Genitiv), dvs. det gjorde han ret dygtigt, rigtig drøit, el. for Alvor. Oftere “til Munars” (Num. og flere), “til Muns” (B. Stift). – 3) Grad, Maal, en Deel mere eller mindre. Ein Mun større: noget større. Ein god Mun mindre: meget mindre. (Alm.). Flyt deg ein liten Mun, dvs. en Smule, et lidet Stykke. (Østl.). Han gav seg ikkje fyre ein Mun(s) Skuld, dvs. ikke for noget lidet, for en Ubetydelighed. (Sdm.). Jf. Fyremun, Undanmun. (Sv. mån: Grad). – 4) Forandring, gradviis Overgang. (Meget brugl.). No fekk Aakren Mun: nu fik Ageren et andet Udseende. Ein ser Munen fyre kvar Dag. Jf. Dagsmun, Vikemun, Aarsmun. – 5) Tilvæxt, Forøgelse. Det gjerer kvart sin Mun: enhver Deel forøger Massen. (B. Stift). Alle Muner draga: enhver Forøgelse hjælper. (Østl.). D’er Mun i mindre en detta: det vilde være en god Tilvæxt, om det ikke var saa meget som dette. (Jf. munakjær). Ogsaa: Fortrin, Forspring. Han heve ein Mun framfyre hine. Sjeldnere om en Forskjel, f. Ex. Mannemun, Veggjemun. – 6) Midler, Formue, Eiendom. Mest i Fleertal Muner. (I Tel. Monir). Dei hava store Muner. Jf. Eignamun.

muna (u’), v.n. (ar), 1) faae en Forandring (Mun); især: voxe, forøges; ogsaa: forbedres, komme sig. Nogle St. mona; ved Trondh. maanaa (og maana). Det munar og det minkar: det bliver snart større og snart mindre. (B. Stift). “Han ha munt att’e”: han har kommet sig, er bleven bedre igjen. Sogn (hvor Imperf. hedder munte). Ogsaa brugt i Formen munast. – 2) skride fremad, komme noget længere. Det munar alt fram: det gaar dog altid et Stykke fremad. No faa me muna paa: nu faae vi forsøge at komme et Stykke længere. Trondh. (maanaa paa).- 3) forslaae, gjøre Virkning; due; hjælpe. Det munar litet. No munar det: nu kommer der noget, som kan forslaae. G.N. muna: forandre, forøge. Sv. Dial. måna: flytte fremad osv.

muna (u’), el. muno, v.n. monne, komme til (at gjøre). Nhl. og fl. Kun i Præsens (mun, mune), sjelden i Imperf. (munde). Dei mune vel gjera det. Det mun vera so. G.N. munu. Vel egentlig: ville; jf. G.N. muna: mindes; Ang. mynan: tænke: Goth. munan: tænke, ville. (S. Mun og Mynja). – Som Spørgsmaalsord (D. mon, Sv. mån) synes “mun” at være fremmedt; i Stedet for “mon troe” hedder det her: maa tru, dvs. kan man troe? –
Her mærkes ellers et Slags Interjektion “mun-a” (u’), f. Ex. muna rett slikt: hvad skal sligt være til! Sdm. hvor det ogsaa hedder “un’a”. (Ved Trondh. enn).

muna (u’), som adj. dygtig, forsvarlig, som kan forslaae eller gjøre Virkning. Eit muna Tak: et dygtigt Tag (Greb, Forsøg). Ein muna Mann: en Mand som kan hjælpe, saa at det forslaar. Meget brugl. i B. Stift. Vel egentl. Genitiv af Mun.

munakjær, adj. begjærlig efter Vinding, tragtende efter smaa Fordele (Muner). Sogn. I Hall. munasli(d).

munaleg (munarleg), s. munleg.

munaslid, adj. = munakjær.

munast, komme sig; s. muna.

Mund, n. Tid, Tidspunkt; den Stund eller Time da noget pleier at indtræffe; f. Ex. Uppstadmund: den Tid da man pleier at staae op om Morgenen. Nordre Berg. Trondh. Nordl. (Nogle St. udtalt Munn). G.N. mund. Hertil Matmund, Mjeltemund, Fiskemund, Kveldsmund og fl. I Indh. (Snaasen) betegner Mund ogsaa en Arbeidsstund (= Øykt).

Mund, m. i Mandsnavne, som Geirmund, Gudmund, Hermund, Ingemund, Sæmund og fl., skal egentlig betyde: Beskytter, Forsvarer. Jf. Ang. mund, Ght. munt: Forsvar. (G.N. mundr betegner Gave, Fæstegave).

munda, v.n. (ar), 1) passe Tiden (Mundet); især om at slutte Arbeidet for at holde Maaltid; ogsaa: lave Mad til et vist Maaltid. Ork. og flere. – 2) stunde, vente, passe paa en Leilighed. “E gjekk aa munda ette di”. Sdm. Jf. G.N. munda: sigte til noget. Hertil Munding, f. Venten.

[Mundering (ee), f. Militær-Dragt, Uniform. Egentl. for Montering af Fr. monter: udruste.

Mundlaug, f. Vaskefad, stort Fad el. Bækken, især af Messing. Tel. (Mo). Afvig. Mudlaug, Mullaug, Sogn (Lærdal). G.N. mundlaug, munlaug. Sv. Dialekter mullöga. Maaskee egentl. Haandvask; jf. G.N. mund, f. Haand.

Mune (u’), m. Udkant, Grændse. (Skogsmune, Li’amune). Vald. (Vang). Fra Slidre er anført “Muna” (Munad?).

Mungaat, n. Øl, især om et svagere eller lettere Slags; Bordøl, Madøl. Nordl. G.N. mungát: Øl. Dunkelt Ord; maaskee Munn-gaat.

Munk, m. Munk, Klostermand. D’er det, som Munkarne slaast um: deri bestaar Knuden; dette er netop Tvivlsmaalet. B. Stift. – Munk bruges ogsaa i visse egne Betydninger; saaledes a) et Slags Leg. Ved Stavanger. b) en uheldig Fisker, En som kommer tomhændet hjem. Ved Trondhjem. c) en Horkarl. Valders.

Munkekruna, f. = Balderbraa. Sfj.

Munkeverk, n. et stort eller vanskeligt Arbeide; et Mesterstykke. Shl. (Munkaverk). Paa Sdm. Munk-arbeid. (Her faar “Munk” Begrebet af en Kunstner, ligesom Klerk).

munlaus (u’), adj. ubetydelig, som forslaar eller hjælper lidet; ogsaa: flau, kjedelig; s. Mun.

munleg (u’), adj. betydelig, dygtig, ikke ringe; f. Ex. om en Fangst. Hedder ogs. munarleg (munaleg).

munlege, adv. dygtigt, tilgavns, ret forsvarligt. Nogle St. munle’, i B. Stift: munalege (munarlege).

Munn, m. Mund; i forskjellig opfatning: Læber; Mundhuulhed, Gab; ogsaa Taleredskaber. G.N. munnr. I Stedsnavne ogsaa en Munding; f. Ex. Dalsmunn; jf. Mynne. Bruka Munnen: tale meget; ogsaa sladre, skjælde, skjende. Halda Munnen: tie stille. (Jf. Kjeft). Giva Munnen: kysse. Han fekk baade Fang og Munn: han blev baade omfavnet og kysset.

munndrjug, adj. stortalende, tilbøielig til at overdrive eller sige for moget. Hall.

munnfatlad, adj. forhindret fra at tale. “Han æ ‘kje munnfaltla”: hans Mund er ikke bunden, han snakker frit. Sdm.

Munnfylla, f. en Mundfuld.

Munnharpa (-horpa), f. Mundharpe.

munnkaat, adj. mundkaad, snakkesalig. Ogsaa munnkipen, dog lidet brugl.

munnleg, adj. mundtlig. Lidet brugl.

Munnro, f. s. Munntol.

Munnskap, n. Mundens Skikkelse el. Form (paa en Dyreart).

Munnskaald, m. Mundsvie (en Børnesygdom). Munnskaaldrot, f. Tormentille (Urt). Sdm.

munnsterk, adj. snakkesalig: ogs. stortalende.

Munntam, n. Mundheld, Talemaade.

Munntame, m. Talefærdighed, Øvelse i at tale. Hall. og fl.

Munntol (o’), n. Mundtaal, rolig Stund (som i en haard Sygdom). Han hadde inkje Munntol: han klynkede og jamrede sig uafbrudt. Hedder ogsaa Munnro, f. (Mandal).

munntrøyten, adj. utrættelig i at snakke (omtr. som simaalug). Hall.

Munnty, n. Snakketøi, Mundlæder.

munnvalen, adj. famlende i Talen, forlegen for Ord; egentl. mundlam af Frost. Tel.

Munnvik (ii), f. Mundvig.

munsa, v.n. (ar), smage paa, nippe til, f. Ex. et Glas. Munsa paa: berøre med Munden. B. Stift, Nordl. og fl.

munsam, adj. gavnlig, fordeelagtig (eller omtr. som munleg). Tel. – munsamleg, adj. betydelig, drøi, dygtig.

munsk, adj. mundkaad. Tel.

Mur (uu), m. 1) Muur, Steenvæg. G.N.
múrr. – 2) Ildsted i et Huus (= Aare, Gruva). Østl. – 3) Skorsteenspibe. Indh.

mura, v.a. (ar), mure, bygge af Steen. Murar, m. en Murer. Muring, f. Muurarbeide.

mura, v.n. krille eller smerte i Legemet. Hall. Hedder ogsaa: murra, Buskr. Andre St. maura.

Mura (uu), f. Sølvurt, Potentilla anserina. Hard. Isl. mura.

Mura (u’), f. Knop, Spire; Blomsterknopper paa Fyrretræ. Smaal. i Formen Muru, som ogsaa kunde være Mora (o’) eller et gammelt Mara. Vel ogsaa flere St. paa Østl. (s. Hammers Huusholdnings Kalender 1, 126).

Mure (uu), m. Kulgruus, smaat Affald af Kul i en Smedie eller efter en Kulmile. Nordre Berg. (Paa Østl. Kolstubb). Jf. Myrja.

Murefot, m. Støtte; s. marfot.

Murhylla, f. Hylde paa Siden af Skorstenen. Smaal. Rom.

Murihøna, s. Marihane.

Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   115   116   117   118   119   120   121   122   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2024
rəhbərliyinə müraciət

gir | qeydiyyatdan keç
    Ana səhifə


yükləyin