Ivar Aasen Norsk Ordbog

mismæta, v.a. (er, te), ringeagte, have ringe Tanker om. Tel. Vald. Jf. mæta.

misnøgd, adj. misfornøiet.

misnøgja (seg), v.a. (er, de), være misfornøiet. (Lidet brugl.).

Misnøgje, n. Misnøie, Utilfredshed.

Misrekning (ee), eller -reikning, f. Feilregning.

Miss, m. Feiltræf, Feiltagelse. Kun i Forbindelse med “i”. Slaa i Miss: slaae feil, saa at det ikke træffer paa rette Sted. Kasta i Miss: kaste feil. Stiga i Miss: træde feil, træde udenfor det rette Punkt; f. Ex. i en Trappe. Taka i Miss: gribe feil, osv. I denne Form bruges Ordet tildeels i Nordland. I Berg. Stift hedder det Myss (y’) og sættes oftest i den bestemte Form “Myssen”; saaledes: “slaa i Myssen”, “stige i Myssen” osv. (Sdm. og fl.). Paa Østl. derimod: i Mist, og tildeels “i
Miste”, eller som Adverb: mist, f. Ex. “taka mist” (gribe feil). I Hall. bruges ogsaa et Adverb “misso”, som synes at betyde: ikke altid rigtigt. (Maaskee for missom?). Jf. Sv. miste (feil). G.N. mis, adv. eller á mis. Eng. amiss; Nt. mis, adv. (dvs. feil, forgjæves). Jf. Grimm, Gr. 2, 470; Weigand, 2, 169. – I Sammensætning betegner “miss” deels noget feilagtigt, urigtigt (som mishugsa, Mistak), deels noget manglende el. for lidet (mislika, mistryggja) og deels noget uligt, forskjelligt (misjamn, Miseldre). I disse Forbindelser kan det skrives “mis”, ligesom i G.N.

missa, v.a. (er, te), miste, tabe; vel ogsaa: undvære (jf. missande). Mest alm. missa, misse (jf. mista); afvig. myssa, Berg. Stift, Helg. og fl. G.N. missa. Den som litet heve, han myket misser, dvs. for den som eier lidet, er ethvert Tab stort. Det skal vera mist (myst): det skal gaae Glip; det skal der ikke blive noget af. (Nordre Berg.). Det sidste minder om den gamle Betydning: forfeile, ikke træffe (jf. Eng. miss).

missande, adj. som man kan tabe eller undvære. Det var ikkje missande fyre myket godt: man kunde ikke undvære det for noget Priis. Jf. umissande.

mis-segjall, adj. usikker i Talen, eller som tidt forsnakker sig. Hall.

Missemaal, n. Maaltid som man gaar Glip af, eller hindres fra at nyde. “Myssemaal”. Sdm.

Missemun (u’), m. Tab, Skade; Forandring som grunder sig paa et Tab. “Myssemun”. Nordre Berg.

Missing, f. Tab, Mistelse.

misso, adv. s. Miss.

Misstig (i’), n. Feiltrin.

missynast, v.n. (est, test), see feil.

Missøym, s. Midsøyma.

mist, adv. feil, paa urette Sted; forgjæves (= i Mist); s. Miss.

Mist, n. Støvregn, Taageregn (= Yr, Musk). Solør. Isl. mistr: Taage; ligesaa Holl. og Eng. mist. Jf. Nister. – Hertil ogsaa et Verbum “miste”, dvs. regne fiint.

Mistak, n. Misgreb, Feiltagelse. (Sv. misstag). Ogsaa: Misforstaaelse, urigtig Opfatning).

mistaka, v.n. (tek, tok), 1) gribe feil, tage det urette. Trondh. (Ofte: mistaka seg). 2) v.a. misforstaae, opfatte feilagtigt.

mistala (seg), v. forsnakke sig.

Mistanke, m. Mistro, slette Tanker, f. Ex. om Ens Ærlighed. Lidet brugl.

misteken (kj), adj. mistydet, misforstaaet.

mistekkjast, v.n. (est, test), mishage.

mistent, adj. som har ulige Tænder (nogle længere end de andre). Hall.

Mistru, f. Mistro, Mistillid.

mistrua, v.a. (r, dde), mistroe, mistænke. – mistruen, adj. mistænksom.

mistryggja, v.a. (er, de), mistænke, have Mistro til; plage med Jalousie. Trondh. Nordre Berg. “Ho mystrygde Mannen sin”. Sdm.

mistryggjen, adj. mistænksom. Ork. Især: skinsyg, jaloux. Sdm. (mystryggjen).

Mistrygn, f. Mistanke (for Utroskab); Skinsyge, Jalousie. Nordre Berg. (Mystrygn). Vel egentl. Mistrygna.

mistrøysta, v.a. (er, te), mistrøste.

mistyda, v.a. (er, de), mistyde, misforstaae. Mistyding, f. Misforstaaelse.

Mistykke (-tykkje), n. Fortrydelse, Misfornøielse. – mistykken (kj), adj. fortrydelig, stødt, misfornøiet. Tel.

misunna, v.a. (er, te), misunde. Jf. ovunda, som tildeels er mere brugl.

misveges, adv. paa urette Vei. “Gange misvegjis”, Hall.

Misvending, f. en uheldig Vending.

Misvilla (?), f. Forvildelse, Vilderede. “Misvidde”, Tel. (Vinje).

misvisa, v.n. (ar), vise feilagtigt.

Misvokster, m. Misvæxt. (Sjelden).

Mit (ii), m. Mid, Ostemid (Acarus). Nordl. (Salten). Nt. Mite; Eng. mite. Jf. Mott, Mol og Maare.

mitt, s. midt og min.

Mitting, s. Mokdunge.

mjarra, v.n. (ar), knurre, mukke (omtr. som marma). Hall. Mjarring, f. Knur, Mukken.

mjaa, adj. smal, smækker, tynd; f. Ex. om Træer. Mest alm. mjaa (Lister, Mandal, Hall. Berg. Nordl.); ellers: mjaag, Smaal. Tel. Sdm., mjo, Ork. Indh., og mjog, Gbr. G.N. mjór (mjó), dog ogsaa mjár. – I Formen “mjo” betyder det ogsaa: myg, smidig, bøielig. “Eg vardt so mjo i Kneom”, eller “so mjo og go’”, Namd. I Formen “mjog” ogsaa: tom, slunken; mat, svag. Gbr.

mjaag, s. mjaa.

mjaaherdad, adj. smal i Skuldrene. I Hall. mjaahøra (-høla).

mjaakka, v.a. (ar), gjøre smalere, indknibe, beklippe. Hall. og fl. G.N. mjófka (mjókka).

Mjaakke, m. Smalhed; smalt Stykke eller Punkt. Hall. Voss. (Mjaakkje).

mjaaleg, adj. noget smal eller tynd (= mjaa). Nogle St. mjaagleg. (Tel.).

Mjaalegg, m. den nedre Deel af Læggene (= Grannlegg). Hall. og fl.

Mjaaleike, m. Smalhed.

Mjaaleite, n. et smalt Stykke, smalere Deel af en Ting. Tel.

Mjaaliv, n. Smalningen ovenfor Hofterne (omtr. som Mjaarygg). Hall.

Mjaalær, n. den nedre og smarere Del af Laaret. Hall.

mjaana, v.n. (ar), blive smalere, svinde
ind. Nogle St. mjaagna. Sdm. Jf. mjona og mæna.

Mjaarygg, m. den nedre Deel af Ryggen, Smalningen ovenfor Hofterne. B. Stift, Tel. og fl. Ogsaa Mjaagrygg, Sdm.

mjaava (el. mjaa’a), v.n. (ar), mjave; om Katte. Sogn. Jf. jamla, jamsa.

mjaavaksen, adj. smalvoxen, smækker. Hall. og flere.

mjaavoren (o’), adj. = mjaaleg.

Mjele (?), m. et Slags fiin Sandjord. Rommerige i Formen “Mjæla”, m., ogsaa: “Mjælajor(d)”, f. I svenske Dial. mjöla, mjälla, f. Maaskee egentl. Mele (e’) med inskudt “j”, ligesom i “Kjæla” (Tjele) for Tele. Jf. Mel.

Mjelk, s. Mjølk. Mjelke, s. Mjølke.

Mjell, f. Fnug, Støv, Riim; s. Mjøll.

mjell, adj. 1) frisk, sund (?). En saadan Betydning forudsættes i: umjell (sygelig). Jf. Sv. mjell: klar, reen. Isl. mjalli (m.): Heelhed, Fuldkommenhed. – 2) om Sneen: tør, let, løs; ikke fugtig (kram). B. Stift, Hall. Hedder ellers mjøllen, Tel., mjellen, Ork., mellen, Smaal. Buskr. Jf. mjølen og Mjøll.

Mjellfonn, f. 1) Masse af tør Snee. – 2) Skred, Lavine af tør Snee. Sdm.

Mjellsnjo (-snø), m. løs og tør Snee

mjelt, adj. malkende, om Køer. Hall. (Jf. fullmjelt). G.N. mjaltr (mjölt). Ellers i anden Form: milt, Helg. og mylkt (myllt), Vald. og flere. Lidt afvigende i hardmjelt, lausmjelt, traamjelt.

Mjelt, f. en Malkning; s. Mjelte.

mjelta, v.a. (ar), malke (= mjølka), eller egentlig: trykke Yveret (= mylkja). Hall. Paa Helg. milta. Isl. mjalta: malke.

Mjelte, m. 1) Malkning: Nordre Berg. og flere. Ogsaa i en anden Form: Mjølter, pl. f. Tel. I Østerd. Mjelter, som især betegner Malketiden ved Kl. 9 f. M. G.N. mjaltir, pl. f. – 2) Mælkemaal, den Mælk som faaes ved en enkelt Malkning. Ein Ku-Mjelte: Mælken af een Ko. (Paa Sdm. Kyrs-Mjelte). I Hall. Mjelt, f. – 3) Fiskemælk, Hanfiskenes Sæd (= Mjølke). B. Stift. Nt. Milte, Holl. og Eng. milt. Hertil Mjeltefisk, m. Hanfisk; saaledes Mjeltesild, f. og fl.

mjeltegod, adj. mælkerig; om Køer.

Mjeltegras, n. s. Mjølke.

Mjeltekors, = Tettegras. Sdm.

Mjeltekrakk, m. Malkestol.

Mjelteku (-kyr), f. Malkeko.

Mjeltemund, n. Malketid. Sdm. og flere. (Jf. Isl. mjaltatimi).

Mjeltestad, m. Malkeplads.

Mjeltetaus, f. Malkepige.

Mjelteveg, m. Vei til Malkepladsen.

Mjenn, og Mjerm, s. Mjødm.

mjo, adj. smidig, bøielig; s. mjaa.

mjog, adj. tom; svag; s. mjaa.

Mjokk og Mjolk, s. Mjølk.

mjona, v.n. (ar), svinde ind, fortørres, visne. Mjona burt: visne hen. Nordre Berg. Jf. mjaana.

Mjor (oo), n. Bundfald af kogt Valle; Ostebærme. Tel. I Hall. Mør, n.

mjuk, adj. 1) myg, blød, ikke haard. Alm. G.N. mjúkr, Sv. mjuk; Eng. meek. (Lidt forskjelligt fra blaut). – 2) bøielig, smidig, rask til at bevæge sig. – 3) mild, følsom; ogsaa: lemfældig, eftergivende, føielig. Tildeels ogsaa for audmjuk (ydmyg). Heraf mykja.

mjuka, v.a. (ar), gjøre myg, blødgjøre (= mykja). Tel. Har maaskee engang havt stærk Bøining (myk, mauk, moket). Jf. Mauk, møykja.

mjukfingrad, adj. blødfingret; ogsaa: lemfældig, lethaandet.

mjukhendt, adj. som har myge, fine Hænder; ogsaa lemfældig, skaansom.

mjukhærd (-hært), adj. blødhaaret.

Mjukkvitel (i’), m. Sengetæppe af finere Tøi. Nhl. Jf. Brotkvitel.

mjuklast, v.n. røres i Sindet, blive blød om Hjertet. Hall. (S. myklast).

mjukleg, adj. noget myg. Ogsaa: mild, skaansom.

Mjukleike, m. Myghed, Blødhed.

mjuklimad (i’), adj. myg og smidig i Lemmerne.

mjuklyndt, adj. øm, følsom, mild af Hjertelag. Tel.

mjukmalen, adj. lemfældig; ogs. blød, kjælen. Sdm.

mjukna, v.n. (ar), 1) blive myg, tabe sin Haardhed. – 2) formildes, røres i Sindet; ogsaa ydmyges, blive føielig.

Mjukning, f. Formildelse, større Blødhed.

mjukryggjad, adj. bøielig i Ryggen.

mjuktalande adj. mild i Talen; venlig.

mjukvidad (-vea), adj. blød i Veden.

mjukvoren (o’), = mjukleg.

Mjæl, s. Merd. Mjæla, s. Mjele.

Mjærm, s. Mjødm.

Mjød, m. Mjød (Drik). Lyder tildeels Mjø, i Hall. Mjør. G.N. mjödr. (I dette og de følgende Ord har “ø” den aabne Lyd).

Mjødd, f. Midte, Middelpunkt. Hall (Forholdet til “Mid” er dunkelt).

Mjødm, f. (Fl. Mjødmar), Hofte, Hofteled. Brugt i forskjellig Form: Mjøm (Fl. ar), Nordre Berg. og fl., Mjømn, Sogn; Mjødn, Søndre Berg. Mjønn, Tel. Ork. Indh. Namd. Nordl.; Mjenn, Ndm. Helg., Mønn, Selbu; Mjørm, Vald., Mjerm, Num. Hall. Gbr., endog udtalt som Meærm, Østerd. G.N. mjödm. Har maaskee en Sammenhæng med Mid (Midte), s. Mjødd; jf. Goth. miduma: Midte.

Mjødmar-kul (uu), m. Hofteknude, “Mjømakul”,
Sdm. og fl. Nogle St. Mjødmarknut, m. (Mjermeknut, Hall.).

Mjødmehelta, f. Halthed af en Feil i Hofterne. “Mjermehelte”, Hall.

mjødmesid, adj. som rækker ned til Hofterne. “Ei mjermesi’ Kufte”, Hall.

Mjødurt, f. Mjødurt, Spiræa ulmaria. Sdm. og fl. Ogsaa: Mjøvort, Nhl., Myurt, Sfj., Mjurt, Sdm. Andre St. Møygras (Sæt.), Korsgras (Ork.). Sv. Dialekt mjödört.

Mjøl, n. Meel; malet Korn. (Alm.). G.N. mjöl; Sv. mjöl. Ogsaa om Støv eller Pulver som ligner Meel.

mjøla, v.a. (ar), mele, bestrøe med Meel. Afvig. mjølva og mjølga, Sdm.

Mjølau, s. Mjøllaun.

Mjølauke, m. Meeldrøie, et Slags svampagtig Udvæxt paa Korn. Hadeland og fl. I Hard. mjølauk. Ogsaa kaldet Mjøldrygje (Nedenæs), Mataukje (Gbr.), Bogne (Sdm.).

Mjølbær, n. Meelbær (Arbutus Uva ursi). Sv. mjölbær. Mjølbærlyng, n. Meelbærbusk.

Mjøldrygje, s. Mjølauke.

Mjølduft, f. Meelstøv, f. Ex. ved en Mølle. Mjøldumba, f. omtr. d. samme.

mjølen, adj. melet, meelagtig. Buskr. og fl. Ogsaa = mjøllen, s. mjell.

mjølga, s. mjøla.

Mjølhit (ii), f. Bælg el. Skindpose at bære Meel i. S. Hit.

Mjølk, f. Mælk; især Komælk. Lidt forskjelligt i Form: Mjølk, Østl., Mjelk, B. Stift, Ryf. og fl., Mjolk (o’), Indh. Helg., Mjokk, Sæt., Mjøk, tildeels i Ndm. G.N. mjolk (mjólk); Sv. mjölk. (Eng. milk, Ang. meolc, Goth. miluks). Jf. mjelt, Mjelte, mylkja.

mjølka, v.a. og n. (ar), 1) malke, trække Mælk af. Hava mjølkat: være færdig med Malkningen. – 2) malke, afgive Mælk; især om Køer. Hedder: mjølka, Østl., mjelka, B. Stift, mjolka (o’), Indh., molka, Hard. Jæd. og fl., mokka, Sæt. G.N. mjolka; Sv. mjölka. Jf. mylkja, mjelta, milta.

Mjølkar, m. en Malker, Malkepige.

Mjølke, m. 1) Kjernesaft, den bløde Kjerne i voxende Korn. “Mjelke”, Solør. (I B. Stift: Skyr). – 2) Mælke, Sæd i Hanfisk. Vald. Afvig. Mjolkje, Indh. Namd. Helg., Mjokkje, Tel. (Andre St. Mjelte). Sv. mjölke; Isl. mjólkvi (Haldorson). Jf. Isel. – 3) Hanfisk (modsat Rygna). Vald. I Tel. Mjokkje. Andre St. Mjølkefisk, Mjeltefisk. – 4) som Plantenavn: Dueurt, Epilobium. Gbr. Afvig. Mjelkje, Gbr. (Lesja), Mjolkje, Namd. Sammensat: Ellmjølk (Hall.), Einmjelk (Snaasen), Annmjølk (Vald.), Illmilkje (Toten), Eldmerkje, Ellmørkje (Solør, Østerd.); Mjeltegras (Sdm.). Sv. mjölke. Ellers kaldet Geitskor (Gjeisko), Raudbu, og fl.

Mjølkeblanda, f. Blanding af Mælk og Vand.

Mjølkeblom, m. Caltha palustris. Smaal Ved Trondh. Trimjølkblomster.

Mjølkebola (o’), f. Hævelse i Yveret (= Stalme). “Mjølkebølu”, Hall.

Mjølkebrim (ii), n. fiinkornet Ost. I Hall. “Mjølkeprim”, om Ost af færsk uskummet Mælk.

mjølkeflødd, adj. sa varm som nymalket Mælk. “mjelkeflødd’e”, Sdm. Nfj.

Mjølkegryn, n. Suppe af Mælk og Gryn. Østl.

Mjølkekjerald, n. Mælkekar. Flere Slags som: Mjølke-bytta, -flaska, -holk, -hylke, -kolla, -ringja osv.

Mjølke-ku, f. Malkeko. Ogs. Mjølkekyr. Afvig. Mjøkarku, Ndm. I B. Stift: Mjeltekyr.

mjølkelaus, adj. som ikke har Mælk.

Mjølkeløysa, f. Mælkemangel.

Mjølkemaal, n. den Mælk som man faar ved en enkelt Malkning.

Mjølkeraad, f. Forraad af Mælk.

Mjølkesetnad, m. den Mælk som staar hensat i Hylderne for at afsætte Fløde. Hall. og fl.

Mjølkeskjol, n. Mælkekammer i en Sæterhytte. Hall.

Mjølkesoll, m. Madret af Mælk med brækket Brød.

Mjølkestol, m. Mælkeskab, Mælkehylde.

Mjølkesup, m. en liden Portion Mælk. Ogsaa kaldet Mjølkedogg, f. Mjølkeskvett, m. Mjølkevaatt, n.

Mjølkesupa, f. Mælkesuppe.

Mjølketurk, m. Mangel paa Mælk; en Tid da Mælk er vanskelig at faae.

mjølketurr, adj. 1) gold, som ikke længere malker. 2) om en Tid, da der er Mangel paa Mælk. Det vardt so mjølketurt.

Mjølking, f. Malkning; s. mjølka.

Mjøl-kjerald, n. Meelkar; en liden Meelkasse til daglig Brug. Ogs. kaldet Mjølkjer, Nhl. Mjøllaup, m. Gbr. Mjølsære, n. Sogn (Justedal). Om større Kar: Mjølbyrda (-børa), f. Mjølkista, f. og flere.

Mjøl-kjøra, f. et Slags Vælling. Tel.

Mjølk-ost, m. hvid Ost, et Slags finere Ost af færsk Mælk. “Mjelkost”, B. Stift.

Mjøll, f. 1) let og tør Snee. Tel. (Nogle St. Mjødd). Paa Sdm. Mjell, f. om Riim eller Riimklynger paa Lyng og Krat. I Ork. Mjell og Drivmjell, om løs og fygende Snee. Andre St. Mjellsnjo, see mjell, adj. G.N. mjöll (ny Snee). Sv. Dial. mjäll, f. om tynde Sneeflokker. – 2) Fnug, Flokker, fygende Støv. Nordl. (Lof.) i Formen Mjell. Ogsaa tildeels i Sfj. og Sogn om Støvknopper el. Blomsterstøv
paa Græs og Buskvæxter. (Hertil “Mjelde” i Jensens Glosebog, S. 79).

Mjøl-laun (?), f. Møllerløn, Betaling for Benyttelsen af en Kværn. Inderøen i Formen “Mjølau”. Tvivlsomt, da det gamle Laun ellers hedder “Løn”.

Mjøl-laup, m. s. Mjølkjerald.

mjøl-laus, adj. blottet for Meel. Mjølløysa, f. Meelmangel.

Mjølldriv (i’), n. Sneedrev. Tel. (?). I Gbr. Melldrift, f.

mjøllen, om Sneen; s. mjell.

mjøllkvit, adj. sneehvid. “mjellkvit”, Hall. G.N. mjallhvítr.

Mjølmat, m. Meelmad (= Grjonmat).

Mjølmylja, f. Madret af Meel og Kjødfedt.

Mjølrakke, s. Melrakke.

Mjølring, m. Møllegjærde, Plankering om en Kværn.

Mjølsaad, f. Trevle af Skal (el. Klid) i Meel. Ofte brugt om en Smule Meel; f. Ex. Der var ikkje Mjølsaad i Huset.

Mjølskjel (-skjæl), f. et Slags stor Muslingskal, brugt at øse Meel med. Ndm. S. Øyreskjel.

Mjølsære, s. Mjølkjerald.

Mjølter, s. Mjelte.

Mjøltraavar, m. en Landstryger, Tater. Østl. (Formen usikker).

mjølutt, adj. melet, hvid af Meel.

mjølva, s. mjøla.

Mjøløyda, f. Meelspilde, Forødelse af Meel. “Mjøløye”, Østl.

Mjøm, s. Mjødm.

Mjønn og Mjørm, s. Mjødm.

Mjøstøl, m. Sæterplads, som er noget nær ved Gaarden. (Modsat Fjellstøl). Hard. Andre St. Heimestøl, Vaarstøl. (Dunkelt).

Mo, n. (?), i Forbind. “tyggje Mo”: skumme i Munden, tygge Skum; om Sviin, el. om Heste. Tel. (Landst. 137). I Hall. “tyggje Frau”, s. Fraud. Maaskee for Mod; jf. Nt. Moot: Skum. (Schütze).

Mo, f. Solrøg; s. Moe.

Mo, m. 1, Flade, Slette; især en tør og sandig Flade langs et Vanddrag; ogsaa en flad Skovmark. Skogmo, Furemo, Lyngmo, Sandmo. Alm. i de sydlige Egne; sjeldnere nordenfjelds, dog ogsaa i Nordland. Afvig. Mog, Tel. Num. og Mon, Siredal, Nedenæs. G.N. mór (mó); Sv. mo. Hertil mange Gaardsnavne: Mo, Moen, Moarne.

Mo, m. 2, Sandjord, fiin og tør Jord, som ligner Støv. Indh. I Opdal: Moe, om fiin Sand. Jf. Mojord. (Isl. mór: Tørvjord). – Her mærkes ogsaa et par sjeldne og tvivlsomme Ord, nemlig: a) Mo, om en vis Steenart (= Mor). Tel. b) Mo, el. Moe, om Plantestøv (?); jf. Fjellmoe, Kvitmo.

mo, adj. varm, lummervarm; om Luften. Hall. Skal ogsaa bruges i Nordl. Maaskee for mod. (Skotske Dial. mooth, muith: varm). Dog synes Ordet ogsaa at hænge sammen med mosa og mosen. Jf. Moe, mosveitt, movarm.

moa, v.n. (ar), blive uklar eller disig (om Luften), fordunkles af en støvagtig Sky (Moe). I Smaal. “moe sei”. Nogle St. moast. Jf. Isl. móa: blive dunkel (Haldorson).

Moa, s. Moe. Moban, s. Moderbarn.

Mobygg, s. Moing.

Mod (o’), smaat Affald af Hø og Halm, Stumper, Stilke. Nordre Berg. og flere. Lyder ogsaa: Mo, Smaal. Mø, Vald. Modd, Nordl. G.N. mod; Sv. Dial. måd. Jf. Mad og modda.

Mod (oo), n. 1) Sind, Stemning; især: Lyst, Attraa. Han hadde ikkje Mod paa det. Hava eit godt Mod. Vera illa til Mods. (Nhl.). Oftere “til Moda”, el. “til Mode” (som her er en fremmed Form). – 2) Mod, Fyrighed, Sindsstyrke. (I mange Egne ombyttet med “Mot”, som vel egentlig er et andet Ord). – En ældre Form: Mod, m., findes maaskee i Udtrykket “Han var mæ’ slik ein Moe”, dvs. han var i en saadan ophidset Stemning. Voss. (G.N. módr, m. Sindsbevægelse). I Mandsnavne, som Hermod, Olmod, Tormod, er vel Betydningen: modig.

mod, adj. træt, mødig, mat. Helg. Nhl. Tel. Smaal. og fl. Mest i Forbindelsen “trøytt aa mo”. Jf. fotmod, andmod. G.N. módr; Ght. módi, T. müde. Heraf møda. – Et sjeldnere Ord er: mod, dvs. vred, hidsig. Tel. (Landst. 518). G.N. módugr. Om “mo”, i Betydn. varm, hører hertil, er uvist.

moda, v.a. (ar), opmuntre, give Mod. Lidet brugl. I Hall. “moe se”: ophidse sig, opflammes. – Mere brugelig er Formen modast, v.n. fatte Mod, faae Lyst til noget. Sdm. og fl. D’er ikkje stort til aa modast paa: det er ikke synderlig opmuntrende, ikke noget som kan vække Modet.

modad, adj. modig, dristig; ogsaa: ivrig, lysten, vel oplagt. Vera moda(d) paa: have Lyst til. Nogle St. mota(d), eller motug.

Modd, n. s. Mod.

Modd (o’), m. Smaatorsk. Fosen. Ogsaa i Formen Modde. Jf. Gjedd.

modda (o’), v.n. (ar), rode i Hø el. Straa; æde begjærligt; om Dyr. Sdm. Jf. Mod.

Modda, f. s. Molla.

[Mode, m. Mode, Tidsskik. (Fransk). Hedder ogsaa Mote; jf. Maate.

moden (o’), adj. smuldret, smaabrækket som “Mod”; f. Ex. om Halm. Sdm. Her mærkes ogsaa et: modven (o’), adj. tør, usmagelig; om Mad. Hard. Jf. modleg.

Moder, f. (Fl. Møder), Moder. Mest alm. Mor (Moer); ellers Mo’ir, Moi, i Sæt. og Tel.; i Sammensætn. Mode. Sdm. Fleertal (Mød’er, Mødr) forkortes til Møer, Mør; ogsaa Mø’ar, Tel. og
Mør’e. B. Stift og fl. G.N. módir, pl. mœdr. – Betydning: 1) Moder, Kvinde i Forhold til sit Barn; ligesaa: et Hun-Dyr i Forhold til sit Afkom. (Heraf mødra). “Ho Mor”: min (el. vor) Moder. “Hennar Mor”: min Moders. – 2) Huus-moder. (Jf. Matmoder, Raadsmoder). Ogsaa Pleiemoder. Jf. Fostermoder, Ljosmoder, Gudmoder. I Forbindelse med et Navn omtrent som “Madame”, f. Ex. Mor Sæter, Mor Berg. – 3) Kvinde, i Almindelighed. I fortrolig Tiltale, især til Pigebørn; f. Ex. Kom no, Mor! (omtr. som: kom nu, Barn). Alm. ligesom “Far” til Smaadrenge. – 4) i Sammensætning om noget som danner et Grundlag eller en Omfatning; saaledes Skruvmoder, Tappmoder, Røystemoder. – 5) Livmoder, Fosterleie. “Mor’a” kan ogsaa betegne Modersyge, og skal tildeels bruges om Indvoldssygdomme af flere Slags. (Topogr. Journal 23, 103).

Moder-arv, m. Mødrenearv. “Mode’arv”, Sdm. “Morsarv”, fl. St.

moder-aaleine, adj. ganske alene. Sædvanlig brugt i afvigende Former, som “mo aaleine”, Nordl. og fl.; “moe blett aaleine”, Hall. Smaal.; “mode plitte aaleine”, Sdm.; “mott aaleine”, Nhl.; “mon aaleine”, Gausdal. Jf. “moandes eismall”, Hall., “plett monende eismadd’e”, Tel. (Laardal), “plett eismadde”, Sæt. (Andre St. plent aaleine). Sv. moders allena osv. (Rydqvist 2, 331). T. mutter allein, mutterseelen allein; forklaret som: forladt af hvert Moders-Barn, hver Moders Sjæl. (Grimm. Gr. 2, 556).