Ivar Aasen Norsk Ordbog

maata, v.a. og n. (ar), 1) passe, afpasse, afmaale eller tiljævne noget, saa at det bliver passende. Nordl. Trondh. Berg. Gbr. (Isl. máta. – 2) passe Tiden, gribe en vis Leilighed. Han maata(r) til, naar Folket gjeng ut. Sdm. og fl. – 3) passe sammen, være passende (= høva); ogsaa: føie sig, træffe til, falde beleiligt. Ork. Fosen. “Dæ maata ikkje so før’ meg”: det falder mig ikke ret beleiligt. – Particip: maatad (maata), afpasset, passende, skikket. Det var nett maata(t): det traf sig akkurat. Jf. avmaatad, tilmaatad.

maata, adv. passelig, maadelig; f. Ex. maata stort. Er vel nærmest en Form af Maate. Jf. somaata.

maata, s. maavita. maataa, s. mata.

Maate, m. 1) Maade, Forhold, Stilling. Paa den Maaten: i den Henseende, fra den Side betragtet. Det er no paa sin Maate: det er nu en egen Sag, det maa betragtes for sig selv. – 2) Fremgangsmaade, Maneer, Skik. (G.N. máti). Ved Trondh. ogsaa i Betydn. Mode; f. Ex. paa Maaten, dvs. efter den herskende Mode. Jf. Nymaate. – 3) Maadelighed, Maadehold, passende Grad (jf. Maat). Halda Maate. Det var ingen Maate paa. Maaten er best laaten (s. laaten). Koma til Maate: komme tilpas, paa rette Tid el. Sted. (Kunde maaskee henføres til Maat).

Maatehald, n. Maadehold.
maatelaus, adj. umaadelig.

maateleg, adj. maadelig, middelmaadig (kun i god Betydning); passende, vel afpasset (s. maata); saaledes ogsaa: bekvem, velskikket. G.N. mátulegr. Han er maateleg til: han er skikket til det; ogsaa: han er ikke for god, ikke at spare. Sdm. – maatelege, adv. med Maade, tilpas, hverken for meget eller for lidet.

Maateløysa, f. Umaadelighed; ogsaa: Person som ikke holder Maade.

Maating, f. Afmaaling, Afpasselse.

maatsam, adj. passende, bekvem, beleilig. Trondh.

Maatt, m. Styrke, Kræfter (= Magt). Lidet brugl., tildeels udtalt Mott (o’). “D’æ kvorken Mod elde Mott i ‘naa”. Sdm. G.N. máttr. Til maa.

maattlaus, adj. svag, magtløs.

Maavid (Maave), m. et Slags Axelbærtræ (= Asall), eller efter en anden Beretning: et Slags Havtorn (Cratægus). Jæd. (Dalerne). Hertil: Maabær. Forskjelligt fra Maavidbær, hvorom s. Movid.

maavita (i’), naturligviis, som man kan vide. Egentl. to Ord,: maa vita (s. maa), men bliver ofte forkortet til maata, og søndenfjelds til meta, mata, mada (Gbr.), maa’a og ma (Hedm. Toten).

maa-von, s. maa og von.

Me, f. Mærke osv., s. Mid.

Me, m. Feil, Mangel, Lyde. Hall. “Inkje minste Me ell Mein”. “D’æ mange Mea’ paa”: der er mange Feil ved det. Ogsaa fra Tel. (Landst. 198): “Det er deg til Mear lagt”: det lægges dig til Last. Maaskee for Mid? – Fra Gbr. (Gausdal) er meddeelt “Me, m. Ceremonie”. Jf. Sv. “me”: Overtro (Rietz 435).Forholdet dunkelt.

me, pron. pl. vi (= T. wir). Jf. eg. Mest alm. “me”, med et dunkelt “e” eller næsten i’; ellers ogsaa: mid (i’), Sdm. Nfj. mi, Sogn, Tel., my (y’) el. mø, Valders. Ved Siden heraf ogsaa: vi, Shl. Nfj. Nordl. Østl. Egentlig er det to Ord, som her falde sammen, nemlig G.N. vér, senere mér (vi alle), og vit (vid), senere mit, eller mid (vi to). – Et tilsvarende Ord for Akkusativ og Dativ er: oss (o’), afvig. uss i Hall. og Vald., og i de sydligste Egne: okker (okk), saaledes: okke, Jæd. Lister, Mandal; okko, Rbg., aako, Hard., okkon og (forkortet) ‘kon, Tel. ‘kan, Num. (G.N. oss: os alle; og okkr: os to; i Lighed med Ang. us og unc, Ght. uns og unch, Goth. uns og uggkis). Hertil hører ogsaa et Genitiv: okkar (dvs. vor), sædvanlig okka, Jæd. Mandal, Rbg., afvig. aakan, Hard., okkons og ‘kons, Tel. ‘kans, Num. De afvigende Former med “n” (okkon, okkons) synes at støtte sig til det gamle Possessiv okkarr, acc. okkarn. (Jf. “vonn” for vaar). – I nogle Egne bruges “oss” ogsaa i Stedet for me (dvs. vi), f. Ex. “oss ha’ gjort dæ”. Gbr. Ork. Ndm. Romsdal.

me, for meg (mig), s. eg.

mea, s. mida, og medan.

mebers, s. midbergs.

med, præp. med, ved, hos. Alm. udtalt “mæ”, i Læsning mæd (ogs. mæt). G.N. med; Ang. mid, Got. miþ. Styrer sædvanlig Dativ, undtagen i et Par Betydninger, hvorom nedenfor. Det omvexler tildeels med: ved, hjaa, av, el. um, og bruges med mange Vendinger i Begrebet; saaledes: 1) i Følge med, i Række, Samling eller Selskab med. Han var med oss paa Vegen. Eg var ute med Gutom. Saaledes ogsaa: imellem, iblandt. Han er med dei fremste, med dei beste. Det var med det verste, som eg heve seet. Nogle Steder ogsaa: hos, i Nærværelse af (= hjaa). Ho er heime med Foreldrom. Ver no her med oss. (Sdm. og fl.). – 2) ved Siden af, ved, nærved (et Sted eller Punkt). Med Akkus. f. Ex. ut med Haugarne; ned med Sjoen; innar med Veggen, med Bordet; vera med Kyrkja osv. Temmelig alm. (jf. attmed, innmed); dog bruges paa nogle St. oftere “ved”. I nogle Egne bruges “med” ogsaa med Akkus. i Betydning: ved, om, i Løbet af (en vis Tid); saaledes: med Dagen (om Dagen, ved Dag); med Natti; med Helgi; med Sumaren. (B. Stift). Derimod med Dativ: koma heim med Dagen (Dagj’e, Dagj’a), dvs. komme hjem, førend Dagen er endt. – 3) langs med, langsad. Ut med Sjonom (Sjø’naa’): udad langs Søen. Fram med Garden (Gar’e): fremad langs Gjærdet. Ogsaa: i lige Retning med. Sigla med Straumen. Hava Vinden med seg. Saaledes ogsaa om Gunst eller Medhold. Dei halda med honom. Han var stundom mot og stundom med. – 4) i Sammenstilling med, i Forhold til. Vatnet stod jamt med Bryggjom. D’er jamhøgt med Huset. Han fekk likt med hinom osv. – 5) i Færd med, under Fremførelsen af. Fara heim med Fisken. Koma med Brev; med Svar. Kom med di. Jf. Han vil ikkje ut med di. – 6) i Besiddelse af, med Forsyning af. Eit Dyr med Klør. Ein Baat med Segl. Eit Hus med Bordtak osv. – 7) ved Hjælp af, ved Brug eller Benyttelse af. Slaa med ein Hamar. Stinga med Syl. Tekkja med Torv osv. Jf. Han gjerer ikkje med di. – 8) i Omgang med, i Berørelse med. Møtast, skiljast, byta, skifta, eigast med nokon. Tala, svalla, røda med Folk. Vera god med, el. streng med nokon. Fara vel med Klædom osv. – 9) i Forbindelse, eller Forening med. Han aatte ein Part med oss. Eg vil ikkje hava nokot med deim. Nogle St. ogsaa om et Tilgodehavende, f. Ex. Eg skal hava ein Dalar med honom. (Nordre Berg.). Hedder ellers “hjaa honom”, eller “av honom”. – 10) i en Tilstand af. Han gjorde
det med Gleda, med Hugnad; med Sorg, med Sut osv. Det gjeng med Møda, med Stræv. Strida, mødast, dragast med nokot. Jf. med letto, godo, vondo. – 11) med Hensyn til, angaaende. Det lyt no vera, som det kann, med di (dvs. dermed, hvad det angaar). Det hastar med di. Det gjeng seint med Vokstren. D’er smaatt med deim. Det vardt verre med honom. D’er med meg, som med fleire, osv. – 12) af, med et Indhold, eller en Masse af. Ein Haug med Sand (dvs. en Sandhob). Eit Lass med Høy. Eit Fat med Korn. Ein Flokk med Hestar. Ein Dunge med Fisk. Jf. Aakren er full med Ugras. D’er fullt med Udyr. (Vexler med: av). I dette Tiilfælde staar Subst. i den ubestemte Form, saa at Kasus ikke kan mærkes; dog er det egentlig Dativ. – Paa nogle St. (saasom ved Bergen) bruges “med” ofte for “ved”, f. Ex. D’er ikkje nokot med det (= ved det); ligesaa: kjennast med, standa med, taka med, raada med seg. Blandt enkelte Talemaader mærkes: verda med, dvs. blive afskrækket. “Eg vardt mæ da”: jeg fik Afsky derfor. Hard. Vera med seg sjølv: a) være ved fuld Sands; b) være alene, eenlig. Med di: a) dermed; b) eftersom, da, paa Grund af. Med kvart: a) efterhaanden, lidt efter lidt (= etter kvart); b) undertiden, en og anden Gang. Fosen, Namd. Helg. Med same: i det samme, strax, pludselig. Med ein Gong: uafbrudt, s. Gong.

med (mæ), adv. 1) ogsaa, tillige. No veit eg detta med. Alle hine og han med. Dei hadde voret her med (dvs. ogsaa her). D’er baade nytt og godt med. Mest brugl. i Hall. Vald. Sdm. og fl. Andre St. og (au), ogso. – 2) i Følge med osv. Eg vil ikkje vera med lenger. Det vil hanga med.

med (mæ), conj. medens; s. medan.

Medal (?), s. Medel.

medan (e’), conj. 1) medens, i den Tid da. Medan eg var ute. Gakk no, medan det er ljost. – 2) saa længe som. Eg fekk vera der, medan eg vilde. Han var glad, medan han slapp. – 3) som adv. imidlertid, paa samme Tid. Eg vardt lenge ute, og medan hadde han gjenget. (Egentl. medan det var). Ordet lyder: meda (e’), Nfj. Sdm., mada (sjeldnere), maadaa, Indh., mean, mæan, Ryf. Jæd., men, Lister; mæ, mest alm. G.N. medan; Sv. medan.

Medd, s. Meidd. Mede, s. Mide.

Medel, n. (?), brugt i Formen medels (ee), dvs. middels, middelmaadig; f. Ex. eit medels Aar: et Aar med middelmaadig Afgrøde el. Fangst. Ein medels Gard: en Gaard af Middelstørrelse. Ligesaa: ein medels Mann, osv. (B. Stift). G.N. medal, á medal: imellem. Sv. medel, n. (Midte). Det gamle “medal” findes ellers i mange Stedsnavne, hvor det er forkortet til mel (e’), saasom: Melby, Meldal, Melgard, Melhus, Melland. (Den mellemste af Gaardene Diset i Østerd. kaldes deels Melgar’n, deels Mel-Desæt). Hertil hører vel ogsaa Ordene Mel-onn, og Melsaas, hvorom senere. I nogle andre Sammensætninger bruges en anden Form Midel (i’), f. Ex. Midelpris, Midelstand, Midelveg. Jf. Midling, Midlung, millom.

med-faren, adj. medhandlet, behandlet.

Medferd (Mæfær), f. Behandling. Med god Medferd: ved en varsom Behandling.

Medfylgja, f. medfølgende Ting; ogsaa: en Følge, Virkning, Conseqvence.

medfødd, adj. medfødt; naturlig.

Medføre, n. Ting som man fører med sig; Tøi, Reisetøi.

Medgang, m. Medgang, Lykke.

medgjeten, udmærket; s. vidgjeten.

medgjeven, adj. medskabt, naturlig, tildeelt af Naturen.

Medhald, n. Medhold, Bifald. Hedder ogsaa: Medhelde, n. – Medhaldar, m. en Medholder, Tilhænger.

Medhangar, m. Medhænger; Eftersnakker, Jabroder. Spotviis “ein Mæhæ”.

med-havd, adj. medbragt, medført.

Medhelde, s. Medhald.

Medhjelpar, m. Medhjælper, Assistent.

Medkjensla, f. Medfølelse. Lidet brugl.

Medkristen, m. (adj.), Medkristen, Jævnkristen.

medkvart, nu og da; s. med.

Medkvæde, n. Gesticulation, Bevægelser hvormed man ledsager sin Tale. Stjordal (Mækvæ, Mekvæ).

Medling (ee), s. Midling; jf. mela.

mednar, s. Morgon.

Medrøyting, f. skjødesløs Behandling. Hall.

med-sett, s. paa-sett.

medskapad, adj. medskabt; naturlig.

medstellt, adj. medhandlet; istandsat.

med-tald adj. medtællet, medregnet.

med-teken (e’), adj. medtagen, medbragt.

Medtenar, m. Medtjener.

med-vand, adj. medvænnet, tilvænnet.

Medverknad, m. Medvirkning.

Mee, s. Mide.

meg, pron. mig; s. eg.

megande (e’), adj. formaaende. Han var ikkje so myket megande: han formaaede ikke saa meget. Nhl. Af det gamle mega (at kunne); s. maa.

Megar, s. Midgard.

Megd, f. Hob, Masse (?). Solør. (Sv. Dial. mägde, n. Følge, Pak). Synes ogs. at betyde en Tilstand. “Koma i Fantemegda”: blive forarmet eller forfalden. Ellers et tvivlsomt Ord. Jf. Umegd.

Megga, f. Kvinde; Dame (oftest om En, som vil vække Ovsigt eller tykkes at være noget stort). Tel. Buskr. Gbr. Ofte ligesom “Kjella”, om Hundyr eller Ting som henregnes til Hunkjøn. Sjaa den Megga: see den Matrone. (Jf. Tytta, Seggja, Gumma).
Formod. udgaaet fra G.N. mœdgur, pl. (Moder og Datter), ligesom Fegge af Fedgar. – I Tel. ogsaa et Verbum “megga seg til”: stadse sig op, give sig et stolt Udseende.

Meggjer, s. Matgjerd.

megtast, v.n. formaae (= magtast). Helg.

megtug, adj. mægtig; ogsaa stærk, kraftfuld (= magtig).

Mehank, og Mehenke, s. Myhank.

Mei, f. s. Meidd. – meia, s. meida.

Meid, m. Mede, Understok i en Slæde. Mest alm. Mei; afvig. Meig, Sfj. G.N. meidr; Sv. mede. Standa paa Meidom: staae bag paa Mederne, idet man kjører. I Sammensætn. Meidar (Meida, Meia), som Meida(r)far, n. Spor efter en Slæde. Meidarhals, m. den forreste opadbøiede Deel af en Mede. Ogsaa kaldet Meidhav (Meiehav), n. Rbg.; Meidflog (Meiefløg), n. Vald., og Meidhovud (Meihuve), n. Rom. – Meidtrom (Meietraam), m. Slædekarm. Rbg.

meida, v.a. (er, de), saare, skade paa Legemet. Tel. Rbg. Lister (meia, meie). G.N. meida: skade. (Goth. maidjan: skjæmme). Tildeels figurlig: krænke, fornærme. Tel. Meida uppatter: oprive et Saar; ogsaa: oprippe, gjentage en ubehagelig Sag. Particip meidd: saaret, forreven.

Meidd, f. Stribe, Spor; saasom efter Slæder eller Hjul i en Vei, ligesaa efter Skier og Stokkelæs i Snee. Hall. Ellers i Formen Medd (e’), Buskr. Jarlsberg. Afvig. Mell, Rommerige. Efter Meddelelse: Mei, f. i Mandal, og Meigga (Meidga?) i Rbg. (Jf. Meim). Andre Steder Ekkje, Dyrgja, Laam.

Meidfar (= Meidarfar), s. Meid.

Meiding, f. Saar eller Skade i Huden; ogsaa Oprivelse, Oprippelse; s. meida.

Meig, m. s. Meid. meig, f. s. miga.

meika, v.a. (ar), formere, forøge. Solør. Vel egentl. meirka, eller maaskee af Roden “mei” (meir).

Meim, m. Stribe, Linie, S. følg.

meima, v.a. (ar), gjøre en Stribe, afmærke en Linie, f. Ex. til en Vei, en Søm og deslige. Tel. (Vinje). – Meiming, f. Stribe, Spor.

Mein, n. Meen, Skade; Legemsfeil. G.N. mein. 2) Hinder, Fortræd, Uleilighed. 3) Hager i Laas og Nøgler. Nordl. (?). Isl. mein. – Standa til Meins: staae i Veien, være til Hinder. Gjera til Meins: gjøre t il Trods; gjøre netop det, som man veed, at En synes ilde om. B. Stift og fl. (Andre St. gjera paa Traass). – I Sammensætn. bruges Mein ofte i en forstærkende Betydning (ligesom Naud, Nid og Skam), see meinbaag, meinhard, meinstira.

mein, adj. 1) hinderlig, fortrædelig, slem. Det vardt so meint fyre oss. G.N. meinn: skadelig. 2) vanskelig (at faae fat paa). “Han æ’ mein’e te finne”, Sdm. 3) nem, sikker, behændig i at ramme hvad man sigter til. Han er so mein til aa koma paa det. Nordre Berg. Trondh. Jf. meint.

meina, v.a. (ar), 1) hindre, skade, være til Uleilighed. Tel. Nedenæs og flere. G.N. meina. – 2) formene, forbyde, negte. B. Stift og fl. Oftere meinka.

meina, v.n. og a. (er, te), mene, tænke, troe. Nogle St. mena, mæna. Nyere Ord (efter T. meinen), med vaklende Bøining, ofte i Præs. med “ar”, men i Imperf. sædvanlig med “te” (meinte).

meinbaag, adj. meget hinderlig; ogs. meget tvær eller uvillig. Nordl.

meinbeden, adj. uvillig til at gjøre hvad man beder om. Hedder ogs. “meinbeall”, Hall.

Meinbeinka, f. Vrangvillighed, Modvillie. Vald. (Meinbænke).

Meinbløyg, m. Tværdriver. Hall.

Meinbragd, f. fortrædeligt Paafund, Skalkestreg. Tel. (?).

Meinbræa, f. Forvikling i Øienhaarene, saasom af indtørret Sliim. Tel. (Vinje), helst i Fleertal i Formen “Mei’bræur”. (Til Braa: Øienhaar).

Meinbug (u’), m. en hinderlig Krumning (f. Ex. paa en Stang); ogsaa: Hindring, Vanskelighed. Hall. G.N. meinbugr.

Meinbægje, n. en hinderlig Ting, Noget som er i Veien. Trondh. Paa Sdm. tildeels Meinbegse.

Meineid, m. Meened, falsk Ed. G.N. meineidr. Meineidar, m. Meeneder.

meinen, adj. s. meinsam.

Meinfelle, n. meenligt, fortrædeligt Tilfælde. Hall. Jf. Meinhøve.

meinfrega (e’), v.n. (ar), spørge uafladelig (= naudspyrja). I Hall. ogs. “meinefla”.

meinfri, adj. fri for Meen, lydeløs.

meinfus, adj. tilbøielig til at gjøre Fortræd.

Meinføre, n. Uføre, Tilstand som gjør det besværligt at færdes paa Veiene. Sv. menføre.

meingjengd, adj. besværlig, vanskelig at gaae; om Veie. Hall.

Meingjerd (-gjær), f. Fortræd, Skade. (Lidet brugl.).

meingjeven, adj. fortrædelig, høist ubeleilig; om Omstændigheder. B. Stift.

meingodt, adj. n. meget træffende, klogt, behændigt; f. Ex. om et Svar. Ork.

meinhalda, v.a. (held, heldt), holde fast eller stærkt. Han meinheldt meg: han holdt mig saa fast, at jeg ikke kunde udrette noget. B. Stift, Nordl.

meinhard (-har), adj. overmaade haard; ogsaa: haardhjertet, grusom.

Meinhogg, n. skadeligt Hug.

Meinhøve, n. et fortrædeligt Tilfælde, en stor Hindring. Hall. og fl.

[meinig, adj. i Forbind. meinige Mann”:
alle Mand, Almeenheden (T. gemein; Nt. meen). Hertil ogsaa “Meinigheit”, f. Menighed.

Meining, m. (og f.), Mening, Tanke, Hensigt. Nyt Ord; s. meina.

meinings, adv. stedse, idelig, uophørlig. Rommerige. Forvanskning for “med Eining”; s. Eining.

Mein-is, m. Iis som hindrer Færdselen, el. som er for tyk til at bryde og for tynd til at gaae paa.

meinka, v.a. (ar), hindre, formene, negte. Dei vilde meinka honom i det. Temmelig alm., mest i Formen menka (mænke). – Meinking, f. Formenelse, Negtelse.

Meinkast, n. fortrædeligt Kast; Uheld, slemt Tilfælde.

meinklok, adj. slu, snedig; s. meinvis.

Meinkrok, m. en uheldig Krumning (f. Ex. paa et Træ); en Krog paa urette Sted. (Jf. Meinbug). Ogsaa en vrangviis, vrangvillig Person.

Meinkvist, m. Kvist som gjør Træet uskikket til Brug.

meinlaus, adj. 1) uskadt, lydeløs. 2) uskadelig, som ikke er til Hinder. 3) godmodig, fredelig, fri for Ondskab; ogsaa uskyldig, brødefri.

Meinleike, m. Uleilighed, Vanskelighed.

meinlendt, adj. uheldigt beliggende, besværligt for Færdsel eller Kjørsel. Hall.

Meinlid (-le’), m. omtr. s. Meinkrok. Hall.

Meinljos, n. uheldig Belysning; Lysning som kommer nedenfra eller fra urette Side. B. Stift og fl. Hedder ogs. Meinlyse, n.

Meinlyte, n. stor Lyde; Legemsfeil som hindrer Bevægelsen. Hall. og fl.

Meinlæse, n. 1) Feil eller Bræk i en Laas. 2) Meenlykke, kunstige Snit eller Gjænger i en Laas og i den dertil hørende Nøgel. Jf. Mein.

Meinløysa, f. Uskadelighed (s. meinlaus); ogsaa om et godmodigt, fredeligt Menneske.

Meinraad, f. Rænker, Planer til at gjøre Fortræd eller Hinder.

meinsam, adj. 1) hinderlig, fortrædelig, skadelig. 2) vrangvillig, oplagt til Modstand.

Meinsemd, f. Fortræd, Hindringer. (Lidet brugl.). G.N. meinsemd: Skade.

Meinska (?), i Forbind. “i Meinsko”, dvs. til Hinder, til Fortræd. Hall.

meinsleg, adj. hinderlig, ubeleilig, slem. B. Stift, Hall. og fl.

meinsløg, adj. meget slu, snedig, rænkefuld. B. Stift. Jf. meinvis.

Meinspel, n. fortrædeligt Spil.

Meinsperra, f. et Tværtræ; Noget som kun er til Hinder. Tel. Hall.

meinsperren, adj. tvær, vrangvillig. Tel. (lyder tildeels: meisperren).

Meinspik (ii), f. = Meinsperra. Nordl.

Meinstelle, n. et ømt eller kildent Punkt. Hall.

meinstira, v.n. stirre uafbrudt paa noget (= einstira, naudstira). Ork.

Meinstrik (i’), n. slem Streg, Skalkestreg.

meinstød, adj. meget sikker, punktlig, yderst nøiagtig. Sdm.

Meinstøyt, m. skadeligt Stød.

Meinsvar, n. fortrædeligt el. ondskabsfuldt Svar.

Meinsvip (i’), m. et uheldigt Udseende, Tegn til en Mangel. Hall.

meinsvoren (o’), adj. meensvoren.

meinsvør, adj. aldeles fri eller blottet (see svør). Det var reint meinsvørt: det var aldeles umuligt at faae noget (f. Ex. om Fiskerie). Sdm.

Meinsyn, f. en Stilling hvori det er vanskeligt at see en Ting. Det stod i Meinsyn fyre meg. Hall.

meint, adv. 1) tvært, fortrædeligt, til Hinder (s. mein). Det kom so meint i Vegen. – 2) sikkert, behændigt, nøiagtigt. Han kom so meint paa det: han traf det nøie. Dei toko honom so meint, at han fekk ikkje røra seg. (Mest nordenfjelds).

Meintak, n. Tag eller Greb, som hindrer En fra at værge sig. Hall. og fl.

meintaka, v.a. (tek, tok), fange, gribe fast og sikkert. Jf. meinhalda.

meintrengd, adj. høist forlegen eller trængende. “meintrøngd”, Vald.

meintøk, adj. som griber sikkert. Hall.

meinvarm, adj. brændhed, alt for varm. Tel.

meinvis (ii), adj. klog til at gjøre Fortræd; snedig, lumsk. Hedder ogsaa meinklok og meinvitug(i’). Hall. og fl.

meir, adv. 1) mere, i høiere Grad. Den eine myket, og hin meir. Afvig. mei, Rbg. Tel. G.N. meir (meirr). – 2) længere. Det myrknar so, at eg ser ikkje meir. Meir en eit Aar. – 3) oftere, senere, for Eftertiden. Han kom der ikkje meir. Jf. fyrrmeir, seinar-meir.

meir, adj. (compar.), 1) mere, betydeligere; f. Ex. der er meir Skog (s. myken). Ogsaa om en Forøgelse. Faa meir Mat, o.s.v. – 2) bedre, dygtigere. Han er ikkje meir Mann endaa. (B. Stift). G.N. meiri: større. Jf. formeir. Ordet har ingen Bøining, dog høres tildeels Formen “meira” i Neutrum. (Sogn). Som en afvigende Brug mærkes “i meira Lagje”, dvs. i høi Grad, meget, storlig. Nhl. – Superl. mest.

meirka (?), s. meika.

Meis, f. Meise (Fugl). Lidet brugl. Afvigende Møys (Kjøtmøys, s. Kjøtspikke). Nogle St. Mesette, m. Østl. (Toten). Sv. mes, m. T. Meise, f. Jf. Eng. titmouse. Sv. Dial. meshätta.

Meis, m. og f. et Slags Kurv; saaledes 1) Kløvkurv, Vidiekurv til en Kløvsadel. Søndenfjelds, ogsaa Hard. og Sogn. – 2) Vidiefletning, hvori man bærer Byrder paa Ryggen. Rbg. og fl. (Ved Trondh. Bakmeis). – 3) et grovt Net af Toug
eller Vidier, hvori man indpakker Hø for at vælte det ned fra Fjeldmarkerne. (Høymeis). Sdm. og st. Ogsaa ofte om en tungfærdig, ubehændig Person. I de nordlige Egne tildeels Hunkjønsord (f.), dog med Fl. Meisa(r). G.N. meiss, m. Kurv; Sv. Dial. mes, meis, m. Rygkurv. (Jf. Rietz 436).