Ivar Aasen Norsk Ordbog

Murilykel (Plante), s. Marilykel.

Murk, n. Huggespaaner, smaat Affald af ophugget Træ. Nordl. (Salten), dog oftere i Formen Mork (o’). Ellers kaldet Murkl (Murkel), n. Sogn, Hall., og Mukr (Mukker), n. Vald. og flere. Andre St. Myl, Nugg, Rade.

murla (u’), v.n. knurre, mumle. Sdm.

Murlim (uu), n. Kalk. Østl.

Murmeister, m. Muurmester.

Murpall, m. Bænk eller lav Forhøining af Steen. Sogn og fl.

murra, v.n. (ar), murre, brumme. (Jf. murla, mussa, mukka). Murring, f. Murren.

Murskeid (kj), f. Muurskee.

Murstein, m. Muursteen, Teglsteen.

Murt (u’), m. 1) Smaafisk; især Seie-Yngel, Smaasei, af Størrelse omtrent som Sild. Alm. vest og nord i Landet. – 2) en Færskvandsfisk: Rødskalle, Cyprinus rutilus. Østl. (ogs. udtalt Mort).

murta, v.n. (ar), fange Smaafisk (Murt). Ryf. og fl.

Murteferja, f. en vis Søfugl. Jæd.

Murtel, s. Mortel.

Muru, s. Mura og Mara.

Murukvist (el. -kvost), s. Marekvist.

Muruspjeld, n. Udskjæringer i Træ, i Form af smaa Ruder eller Triangler. Hall. Dunkel Form.

Murustakk, s. Marikaapa.

Muruverme, s. Moreld.

Murveitsla (?), f. en stor Bedrift, et Storværk. “Dei ha gjort ei heil’e Murveltle”. Sdm. Trondh. Dunkelt Ord; kunde nærmest betyde: Gjæstebud i Anledning af en fuldført Bygning.

Mus (uu), f. (Fl. Myser), 1) Muus (Dyr). Fleertal alm. med Omlyd: Mys’er (Mys’ar, Mys’e, Mys). G.N. mús, pl. mýss. – 2) Muskel. I Forbind. Lidmus (Livmus). – 3) cunnus. (Ogsaa Svensk). – I Sammensætning ofte med “a”, egentl. ar, for Ex. Musabite (i’), m. en meget liden Portion af Mad; en Bid for en Muus. B. Stift.

musa, v. s. mysa og mysja.

musblakk, adj. muusblakket, muusgraa.

Musbol (oo), n. Muserede; et Kuld Museunger. Østl. I B. Stift Musabøle, n.

Muse, m. en muusgraa Hest. Rbg. Ellers kun i den bestemte Form: Mus’en (ligt Blakken, Rauden, Svarten og flere). S. musutt.

Muserter, f. pl. Vikker. Voss og fl.

museten, adj. ædt eller gnavet af Muus.

Musfella, f. Musefælde. Nogle St. Musafella, og i en anden Form: Musafoll, f. Nordre Berg. Musfoll, Trondh.

musgraa, adj. muusgraa.

[Musik, m. Musik, Spil. Fr. musique.

Musk, n. 1) Støv, Støvsky; Uklarhed i Luften; saaledes ogsaa Solrøg (= Moe). Jf. Must og Mist. Han kom, so det stod Mustet fyre honom: det drev omkring ham, der stod som en Støvsky om ham. – 2) Støvregn, Taageregn, smaa Draaber af en Taagesky (Mugg, Yr). Sfj. Sæt. og flere. – 3) Dunkelhed i Farve, et mørkt eller taaget Udseende, en mørk Plet, og desl.

muska (u’), v.n. (ar), 1) støve, ryge, drive. – 2) regne fiint, drysse i smaa Draaber. Rbg. og fl. Jf. mugga. Sv. Dial. muska.

Muske (Myskje), m. Duft, Aroma, f. Ex. af Frugt. Tel. (Vinje). Jf. Must.

musken (kj), adj. disig, uklar i Luften. Ryf. og fl. Ogsaa om Personer med et graaligt, sygeligt Udseende. Tel.

Muskeregn, n. fiin Regn (=Musk).

Muskeveder (-veer), n. disigt og fugtigt Veir.

muskutt, adj. 1) disig, taaget, uklar. 2) dunkelfarvet, som har en mørk eller ureen Farve (ligesom taaget el støvet).

Muslin (Muselin), n. Spergel (Plante). Smaal. Jf. Linbende.

Musrova, f. 1) Musehale. 2) som Plantenavn Alopecurus geniculatus. Nogle St. Musarrova. I samme Betydn. Musrumpa (Musarrumpa).

mussa, v.n. (ar), 1) mumle, mukke, yttre Misnøie. B. Stift. Jf. mulla. – 2) hviske, s. mysja.

Mussa, f. Smaasild, omtrent af Størrelse som Brisling. Nhl. Shl. Ryf. (Jf. Mad).

Mus-skjer (e’), n. Spidsmuus (Sorex). B. Stift. Ved Trondh. Musskjerel, m. Andre St. Vandskjer.

Mus-skurd, m. Skal og Levninger af Korn, som er ødelagt af Muus. Nogle Steder Musskur (u’); i Berg. Stift Musaskur
(egentl. Musarskurd).

Must (u’), f. Damp, Taage (jf. Musk); ogs. uddunstning, Lugt, saasom af Madvarer (jf. Kjøtmust). Vald. Nogle St. ogsaa om Kraft eller Næringsstof. Tel. (?). Jf. Sv. must (Saft).

Mustar, m. Sennep; Agersennep (Sinapis arvensis). Voss og fl. Egentl. Mustard. Eng. mustard.

musutt, adj. muusgraa, muusblakket; især om Heste. Rbg. Tel. og fl. Jf. Muse.

muta, v.n. (ar), skifte Fjæder, fælde Fjædrene; om Fugle. Ryf. Smaal. og flere. Hedder ellers myta (er, te), Østl. ogsaa: mynta, Rom. (G.N. mútadr: nyfjædret). Holl. muiten; T. maußen, som henføres til Lat. mutare: omskifte. Afvig. mutast: løsne eller opslides; om Haar. Hall.

muta, v.a. (ar), 1) skjule, gjemme; ogsaa (v.n.): søge Skjul. Helg. Andre Steder myta. – 2) give hemmelige Gaver; bestikke, vinde ved Skjænk og Gave. Tel. og fl. Sv. muta.

Muta, f. 1) Løndom, Hemmelighed. Nordre Berg. Kun i Dativ Fleertal. I Mutom (Mutaa): i Smug, hemmeligt. “Dæ gjekk i Mutaa”: det blev holdt hemmeligt. – 2) Gave som gives i Løndom; saaledes ogsaa: Stikpenge, Bestikkelse. Tel. og fl. Helst i Fleertal. Taka Mutor: lade sig bestikke. G.N. múta; Sv. muta.

Mutebite (i’), m. Mad som gives i Løndom (s. Mutegaava). Sdm. og fl.

Mutegaava, f. en Gave, som at visse Grunde holdes hemmelig, eller som ikke alle skulle vide om.

mutekjær, adj. let at bestikke.

Mutel (u’), m. en liden Kniv. (Oftest Knivsmutel). Nordre Berg. Afvig. Møtaal, el. Maataal. Helg.

muten (uu), adj. sky, tilbageholden, som gjerne holder sig skjult. Voss og fl.

Muting, f. Fjæderfældning; s. muta.

mutla (u’). v.n. (ar), 1) pille eller skjære med Kniv. Sogn. (Jf. smukla). – 2) arbeide smaat, pusle. Nhl. (I Tel. musle). – 3) tygge sagte eller langsomt. Gbr. – 4) v.a. smuldre, knuse. Ryf. Hertil Mutl, n. Smulder, Smaastykker.

mutra (u’), v.n. (ar), 1) mumle, hviske. B. Stift. Eng. mutter. – 2) lure, liste sig frem, fare med noget i Smug. Sdm. og fl. (Jf. muta). – 3) holde sig afsides eller i Skjul. Hall.

Mutt (u’), m. Mund. (I Tale til Børn). Saaledes ogsaa: mutta, v.a. kysse.

My, n. Myg, meget smaa flyvende Insekter. Nogle St. afvigende: Mytt, Sæt. Sogn, Sfj. (egentl. Myet); Mygg og Mugg, tildeels i Tel. (S. ogsaa Myhank). G.N. mý; Sv. mygg (i Dial. my). Jf. Knott, Flygje, Hater.

Mybit (i’), n. Mygstik.

mydja (y’), v.n. æde, rode i Foderet; om Dyr (omtr. som modda). Sdm. (mydje) med Bøiningen: myd’, mydde, mydt.

mygd, ophobet; s. mygja.

mygga, v. smaaregne; s. mugga.

mygja, v.a. (er, de), opdynge (f. Ex. Hø), rage sammen i en stor Hob (Muga). Valders (mygje, mygde, mygt). Particip mygd. Andre St. muga.

Mygla (y’), f. Skimmel, Laaddenhed af Mugning eller Forradnelse. Nogle St. Mygl; i Nordl. ogs. Mugla; jf. Mugg. G.N. mygla; Sv. mögel. Jf. Hy og Farde.

mygla, v.n. (ar), blive skimlet, mugne. G.N. mygla. Particip myglad: skimlet.

Myglesmak, m. Smag af begyndende Skimmel.

Myhak, n. Mygsværm; s. følg.

Myhanke, m. et Slags Myg med lange Fødder; ogsaa en Hob eller Sværm af Myg. Brugt i forskjellig Form: Myhankje, Namd., Myhank, Trondh. Tel. Num. og fl. (tildeels f.); og mere afvig. Mehank (ee), Hall., Mehaank, f. (?), Sogn; Mehenkje, Gbr., Mehynke, Rom. I Ork. Myskank, m. Paa Sdm. Myhak, n. (om en Hob).

Myk (y’), f. Møg, Skarn; Gjødsel. (Nogle St. Møk). Ogsaa i en anden Form: Myker (Mykr, Møkker), Nordl. Trondh. Sdm. G.N. mykr (gen. mykjar) og mykja. I Sammensætning deels Mykjar (Mykja, Møka) deels Myker eller Mykra (nordenfjelds): Saaledes Mykja(r)dunge, m. see Mokdunge. Mykjarkjerra (Møkkakjærre), f. Møgvogn. Mykjarlass, n. Møglæs. Mykjarstyng, m. et Slags Møggreb. (Sogn). Mykjarstøde, n. Mødding. (“Møkjastøe”, Hall.).

Myk (yy), m. Blødgjørelse. Af mykja.

Myke (y’), el. Mykje, n. en sammenhobet Masse, Røre, Mængde. Vald. Af moka?

Mykelleike, m. Mængde, en stor Deel. Sdm. i Formen “Mykjeleikjen” i visse Forbindelser; f. Ex. “Høy’e æ innhavt no, Mykjeleikjen ‘ta di”, dvs. Høet er, for en stor Deel, allerede indbragt.

myken (y’), adj. megen. Mest alm. mykjen, møkjen; sjeldnere mygjen, møen; ogsaa mikjen (i’), dog kun i nogle Bygder, hvor man ogsaa i andre Tilfælde har “i” for “y”. Femin. myki (mykji, mykjæ, mykja); Neutr. myket (mykje, mye, møe). I Fl. og bestemt Form bruges Ordet ikke; til Komparativ bruges “meir”, Superl. “mest”. En ældre Form mykel findes i Stedsnavne som Mykleby, Myklebø, Myklestad. G.N. mikill (acc. mikinn); Sv. mycken. – Særlig Betydning: 1) megen, betydelig, som udgjør en Mængde. Myken Skog, Snjo, Sand; myket Høy, Korn, Folk o.s.v. – 2) dygtig, fuldkommen (egentl. stor). Han
er ikkje so myken Mann; so myken Kar. – 3) i Sammensætning: rig, fuld af noget; for Ex. livmyken, kjøtmyken, matmyken. – Myket bruges ogsaa med Begrebet “meget af” og forbindes da med Subst. i hvert Kjøn og Tal; f. Ex. hava so myket Tid; myket Pengar; myket Fisk osv. (Ligesaa i Svensk). D’er myket til Mann: det er en mærkelig Mand. Det vardt so myket som ein Dalar: det blev omtrent en Daler. Ein Fest er so myket som ei Høgtid (dvs. omtrent det samme som). Jf. T. so viel als. – Blandt sjeldne Former mærkes “mykjesturtug”, dvs. som behøver meget. (Et gammelt mykilsthurftug). Hard.

myket (y’), adv. meget, i høi Grad. (Mest alm. mykje, ogs. møkje, mygje, mye, møe). Sv. mycket (jf. G.N. mjök). Det var myket vel. Han er myket rik. D’er myket lengre osv. Han er myket fyre seg, dvs. meget dygtig, driftig, modig. (Afvig. fra G.N. mikill fyrir sér). D’er myket godt (mykje gott): det er nogenlunde, saa temmelig, ikke saa lidet. (Meget brugl. i B. Stift). D’er so myket, han er uppe: det er saa vidt (el. ikke værre end) at han er oppe. No høyrer du det, so myket du veit det, dvs. for at du kan vide det. D’er so myket de vita: saa meget skulle I vide, el. det skulle I vide. (I en streng, advarende Tiltale). Jf. myken.

mykja (y’), v.a. (ar), gjøde med Møg. Tel. og fl. G.N. mykja. Ellers tedja, frauda, buda. Hertil maaskee “Mykjalende”, n. gjødslet Eng. Østl. Jf. mykra.

mykja (yy), v.a. (er, te), 1) blødgjøre, formilde, gjøre myg eller smidig. (Af mjuk). G.N. mýkja. – 2) tilrede Liin i en dertil indrettet Klemme. Trondh. – 3) tugte, banke, prygle. Nordre Berg. Ellers ogsaa: ydmyge, bøie, bevæge (i Stedet for det sjeldne audmykja). Particip mykt. – mykjast, v.n. blive mygere (= mjukna).

Mykja, f. 1) Blødgjørelse,, Tilberedning. Oftere Myksla. – 2) en Opbankning, en Dragt Prygl (= Dengsla, Dika, Stroka). B. Stift. – 3) en Klemme, som bruges ved Tilredning af Liin. Trondh.

mykje, s. myket og myken.

myklast, v.n. (ast), 1) røres i Sindet, blive bevæget, være nærved at græde. Gbr. Sdm. Indh. Nordl. I Hall. mjuklast, altsaa nærmest af mjuk. – 2) grue, blive bange, frygte. Ork. Fosen, Indh. – 3) blues, undsee sig for noget. Ork. Østerd. I svenske Dial. myklas, mökles.

myklesam, adj. 1) blødhjertet; især: bly, undseelig. Indh. (møkkelsam). – 2) om Tilstand: ubehagelig, som man gruer for eller ømmer sig ved. Fosen.

mykra (y’), v.n. (ar), møge, udtømme sig; om Kreature. B. Stift og fl. Af Myker.

Myksla (yy), f. Blødgjørelse, Formildelse; s. mykja. Ogsaa: Prygl (= Mykja).

mykt, blødgjort, s. mykja.

Myl (y’), n. Huggespaaner, smaat Affald af ophugget Træ. Helg. Paa Sdm. Myle. Ellers kaldet Mork, Murkel, Mukr (see Murk), Nugg, Rade osv. Jf. Molvid.

Myl (y’), m. Faaremøg; s. Mel, 3.

myla (yy), v.n. (er, te), 1) flæbe, hænge med Læberne. Hard. Jf. mula. – 2) smile, trække paa Smilebaandet. Han stod mylte og log. Nordre Berg. og fl.

myla, v.a. (er, te), slibe ujævnt eller skjævt, saa at Eggen bliver rundagtig paa Siderne. Eg heve mylt Ljaaen. B. Stift, Hall. Trondh. Nordl. (Formod. af Mule).

Myla, f. en stor Mængde, Hard.

myld, adj. muldet (af Mold). I Sammensætning som lausmyld, svartmyld og fl. Oftere myldt.

mylda, v.a. (er, e), 1) bestrøe med Muld. G.N. mylda. Mylda Snjoen; s. molda. Ndm. Sdm. og fl. – 2) skjule (Kornet) i Mulden; jævne Ageren efterat den er harvet. Afvig. i Sfj. milde.

Mylda, f. 1) Art af Muld. I Sammensætning som Raudmylda, Svartmylda og flere. – 2) løs Jord, især til at strøe paa Snee eller Iis for at paaskynde Smeltningen. Ndm. Sdm.

Mylderiva, f. Rive hvormed man jævner en tilsaaet Ager. Sdm. og flere. I Sfj. Milderive.

Mylding, f. Dækning med Muld.

Myle (y’), n. Huggespaaner; s. Myl.

Myling, f. Smiil, Latter; s. myla.

Myling, m. et høit, rundagtigt Forbjerg (= Mule). Nordl.

mylja, v.a. (myl, mulde, mult), smuldre, knuse, gnide i Stykker. B. Stift, Tel. Tildeels med Formerne: mylde, mylt (y’). G.N. mylja (muldi). Oftere myljast: smuldres, forgnides. Det mylst upp. – I Hard. betegner mylja (mulde) ogsaa: mumle, knurre.

Mylja, f. en Ret af brækket Fladbrød, overgydet med Fedt. Alm. vest og nord i Landet. Lyder ogsaa Mølje, Mylju, Gbr. og fl., Milja (Milli’), Indh., Melja, Nordl. I svenske Dial. mölja; i danske D. Mulle.

mylkja, v.a. (er, te), faae til at malke; trykke (Koen) paa Yveret, for at Mælken skal glide nedad. B. Stift og fl. I lignende Betydn. mjelta, Hall. og milta. Helg. (Jf. G.N. mylkja: give Mælk). – mylkjast, v.n. faae Mælk i Yveret, begynde at malke; ogsaa give mere Mælk. B. St. (Imperf. lyder sædvanl. mylltest). Paa Helg. miltast; jf. Mjelte.

mylkt, adj. malkende, som giver Mælk (= mjelt, milt). B. Stift, Vald. og fl. Sædvanlig udtalt myllt (y’), men grunder sig formodentlig paa en ældre Form: mylk, som er falden sammen med Participiet
mylkt (dvs. forberedet til Malkning), af mylkja.

myllom (myllaa, myljo), s. millom.

Mylna (y’), f. 1) Malen, Kornmaling, Mølledrift. 2) en Mølle; især Veirmølle (Vindmylna). Jf. Kvern. G.N. mylna.

Mylnar (y’), m. en Møller, Kornmaler. Afvig. Mjølner, Smaal. G.N. mylnari; Sv. mjölnare.

Mylnebyr (y’), = Kvernbyr. Helg.

Mylneleiga, f. Møllepenge, Betaling for Brug af en Mølle. I B. Stift: Mylnarleiga. Ligesaa Mylnardag, m. Arbeidsdag til Betaling for Mølleleie.

Mylnestøde, n. Mølleplads, Grund til en Mølle. Jf. Kvernlægje.

Mylnevatn, n. Møllevand.

Mylsa (y’), f. Sødost, rødkogt Ost, især blandet med Meel. Sogn, Sfj. Ellers i Formen Mylska (Mølske). Smaal. og fl. Andre St. Gumbe, Søst og fl. See ellers Mylska.

mylska (y’), v.n. (ar), røre sammen i stor Mængde; ødsle, sløse med noget; ogsaa snakke meget, ramse op, lade Ordene strømme. Sdm. og fl.

Mylska (y’), f. 1) en Masse, Mængde, Mangfoldighed. Hard. Sdm. Nordl. Hedder ogsaa Mylsa, Lister, Hall. – 2) Sødost; Blanding af Ost og Meel (= Mylsa). Østl. Jf. G.N. milska: Blanding; blandet Drik. I danske Dial. Melske, Sv. Dial. mölska, om sødt eller honningblandet Øl. Ang. mylscedrenc: sød Drikke. Jf. Lat. mulsum: Mjød osv.

mylt (y’), s. muld, mylkja, mylkt.

mylt (yy), s. myld og myla.

Mynd, f. Egenskab, Art, Natur (= Lag). Tel. (Grandsherred). Jf. Mynja. G.N. mynd: Skikkelse, ogsaa Art, Maade.

myndug, adj. myndig (majorenn); ogsaa: mægtig, vældig (B. Stift); stolt, herskesyg (Østl.). Nærmest efter Dansk og Tydsk, ligesom Myndling og Formyndar.

mynja, v.a. (ar), ynde, holde af, bære megen Omhu for; ogsaa: gjøre vel imod, hjælpe, forsyne med gode Gaver. Shl. Jf. Ght. minnon (minion): at elske.

Mynja, f. 1) Egenskab, Art; især med Hensyn til Indtryk paa Sindet. Voss. “D’æ ei undale’ Mynja mæ da”: det har en særegen Art, gjør et besynderligt Indtryk. Jf. Mynd. – 2) Tilskikkelse, Skjæbne; især om en besynderlig Lykke. Sfj. – 3) Mindelse, Efterfølelse; Spor af en Svaghed eller Sygdom. Sdm. (Norddalen). I søndre Sdm. med en særegen afvigende Form: Mynjar, eller oftere Mynjad, m. “E kjenne Mynjaden ‘ta di endaa”. Det sidste er vel en Forvending af et gammelt Fleertal Mynjar. Jf. G.N. minjar, pl. Mindelse; Spor. Ang. gemynian: mindes.

mynjarsam, adj. omhyggelig, øm, kjærlig. “mynjasam’e”, Shl. s. mynja, v.

mynnast, v.n. kysses. Sjelden. Fra Tel. i Formen minnast (mintest) hos Landst. 326. Ogsaa G.N. minnast.

Mynne, n. Munding, Aabning. (Af Munn). Sogn, især om Indløbet til en Fjord; Lustramynne, Aardalsmynne og fl. Hedder t ildeels Minne. G.N. mynni (og minni).

Mynska, f. Mængde (= Mylska). Ryf.

Mynster (Mynstr), f. Mønster, Model, Forbillede. Lyder ogsaa Mønst’er. Nyere Ord, af Lat. monstrare: vise.

mynstra, v.a. og n. mønstre; ogsaa mestre, eftersee med smaalig Nøiagtighed; spilde Tiden med unødige Paafund. Jf. mostra. Hertil Mynstring, f.

Mynt, f. Mynt, Penge. G.N. mynt, af Lat. moneta.

mynt, adj. mundet; f. Ex. stormynt, breidmynt, frammynt. Egentl. mynnt, af Munn.

mynta, v.a. (ar), mynte; slaae Mynt.

mynta, v. om Fugle; s. muta.

Mynta, f. Mynte (Urt). Lat. mentha.

Myr (yy), f. (Fl. Myrar), Sump, Mose; en Flade med blød eller meget fugtig Jord. Ogsaa afvig. Myra (Fl. Myror), Helg. G.N. mýrr (mýri); Sv. myr, og myra. (Jf. Eng. moor, T. Moor).

myr (y’), s. myrja. myra, s. myrda.

Myrblom, m. Kabbeleie, Caltha palustris. Nordl. I Sogn Myrsoleia.

Myrbukk (el. Myrebukk), m. Horsegjøg (= Humregauk). Sogn, Sfj. Gbr.

Myrbust, f. Mosesiv, Scirpus cæspitosus. Trondh. (Maaskee ogsaa om Nardus stricta).

myrda, v.a, (er, de), myrde, dræbe. (Af Mord). Nogle St. udtalt myrda; ellers myra (y’), Rbg. og fl. Ogsaa i en afvigende Form: myrja (myr’e, murde, murt). Hard. Ligesaa i Hall. myrja: ødelægge, udrydde. I Solør mørje (Imprf. mørde), især om at dræbe et Barn, som er født i Dølgsmaal. G.N. myrda: dræbe hemmeligt; Ang. myrðrian. Formen myrja kan ogsaa jævnføres med “vyrja” for vyrda.

Myrding, f. Myrden, Drab, Ødelæggelse. Afvig. Myring (y’), Myrjing.

Myr-dun (uu), n. s. Myrfivel.

Myrebær, n. Multebær, Rubus Chamæmorus. Alm. især i de nordligere Egne. (Sv. Dial. myrbär). Den umodne eller halvmodne Frugt hedder ogs. Myrekart (Trondh.) og Korta (Tel.); den fuldmodne Frugt hedder Molta. Hertil Myrebærblom, -lauv, -mark og fl. (Jf. Molta). Om en anden Betydning, s. Myrtyta.

myren (y’), adj. gruusagtig, kornet (= grynen), f. Ex. om Snee. Tel. Jf. myrja.

Myrfivel, m. Kjæruld (Græsart), Eriophorum. Vald. Indh. og flere. Ogsaa blot Fivel, Tel. Vald. Sogn. Ellers: Myrull, f. Myrdun (Myrdoon), Buskr. Gbr.
Myrdupp, Ork., Myrlopp, m. Sdm., Myrkoll, m. Sfj. Nordl. Jf. Haarkall.

Myrfura (u’), f. Fyr som er voxen paa sumpig Grund.

Myrgjota, f. en smal sumpig Fordybning. Myrgjøt’, Indh. Ogsaa kaldet Myrhals. Jf. Myrkil.

Myrgras, n. Sumpvæxter.

Myrhals, m. s. Myrgjota.

Myrhøy, n. Hø af sumpig Eng.

myrja (y’), v.n. (myr, murde, murt), gnide, skrabe, grave; eller oftest: arbeide ivrigt, slæbe, gjøre sig Møie med noget. Nhl. “Han gjekk dar aa murde (u’) mæ da”. Jf. Isl. myrja (og merja): støde, knuse. Sv. Dial. mora, el. mola: arbeide stærkt.

myrja, v.a. ødelægge; s. myrda.

Myrja, f. 1) en Masse, Røre; stor Mængde. Ryf. Tel. og fl. (Sv. mörja: Røre). – 2) Emmer, Askehob (= Eldmyrja). Østl.

Myrjarn, n. Jern af Myrmalm.

Myrjord, f. Sumpjord; sort Muld.

myrjutt, adj. utydelig spraglet eller stribet; indsprængt med dunkle Pletter. Sdm. (myrjett’e).

myrk (y’), adj. 1) mørk, som mangler Lys. (Afvig. murk, Vald.). G.N. myrkr; Ang. myrc, mirc. (Neutr. myrkt udtales sædvanlig myrrt). Myrkaste Natti: den mørkeste Deel af Natten. – 2) dunkelfarvet, mørkladen, sortagtig. Myrke Klæde; myrkt Haar osv. – 3) utydelig, vanskelig at forstaae; ogsaa om en Tilstand: bedrøvelig, nedslaaende. Det saag myrkt ut.

Myr-kart, m. s. Myrebær.

myrkblaa, adj. mørkeblaa.

myrkbrun (uu), adj. mørkebruun.

myrkbrynt, adj. som har mørke eller sorte Øienbryn.

myrkdæmd, adj. mørkladen. Tel.

Myrkeloft, n. Overloft, øverste Loft i en stor Bygning.

Myrker (Myrkr), n. Mørke, Mørkhed. I Myrkret: i Mørke. G.N. myrkr; Svensk mörker. I Nordre Berg. Myrkn, n. “I Myrkna”: i Mørket.

Myrkeskodda, f. tyk Taage.

Myrkestova (o’), f. et mørkt Huus. Sitja i Myrkestova: sidde uden Lys om Aftenen. B. Stift. G.N. myrkvastofa betegner et Fængsel.

myrkgraa, adj. mørkegraa.

myrkgrøn, adj. mørkegrøn.

myrkhærd (-hært), adj. mørkhaaret.

Myr-kil (ii), m. en langstrakt sumpig Fordybning. Hall.

myrkja, v.a. (er, te), 1) formørke, gjøre mørk. Det myrkjer Huset (el. i Huset): det gjør Huset mørkt. G.N. myrkja. Impfr. myrkte lyder sædvanl. myrrte (y’); Supin. myrrt, – 2) hindre fra at see, staae i Lyset for. Flyt deg nokot, so du inkje myrkjer meg. Han stend i Ljoset og myrkjer seg sjølv, dvs. han forsømmer at benytte sin heldige Stilling. – 3) v.n. være mørk, see dunkelt ud. Det myrkjer i det: det viser sig i en mørk Farve. Det myrkjer i Skogen; man seer Skoven som et mørkt Dække. Nordenfjelds. – myrkjast, v.n. formørkes (= myrkna).

Myrkje, n. Formørkelse, Skygge; noget som er til Hinder for Lyset.

Myr-kjøl, m. en sumpig Mark eller Flade paa et Fjeld. Østerd.