Ivar Aasen Norsk Ordbog

nordlengst, adj. nordligst. Tel.

Nordlyse, n. Nordlys, s. Vederlyse.

Nordmann, m. 1) Nordboer, En som boer nordenfor, el. kommer nordenfra. (Vexler efter Stedet; saaledes i Tel. omtr. som “Bergenhusing”, o.s.v.). – 2) Nordmand, Indbygger af Norge. (I denne Betydn. altid udtalt Normann, uden Dialektforskjel). G.N. nordmadr. – Hertil Nordmannskap, m. Nordmands Skik; Norskhed osv. Lidet brugl.

Nordmøring, m. Indbygger af Nordmøre (i Trondhjems Stift).

Nordro, f. s. Nordkraa.

nordrøn, adj. nordlig, om Vinden. Mest brugl. i Trondh. Stift. (norrøn). G.N. nordrœnn, norrœnn. (S. røn). Ordet har ogsaa havt Betydningen: norsk, men denne synes nu at mangle.

Nordsida, f. Side som vender mod Nord.

Nordstemna, f. nordlig Stævne el. Retning.

Nordstrik (i’), n. Nordstreg (paa Kompasset); den Linie som gaar mod Nordpolen.

nordvend, adj. hældende mod Nord; om Marker. “norvendt”, Østl. (Rom.). – Nordvenda, f. den nordlige Side af en Forhøining.

Nordvest, m. Nordvest; ogsaa om nordvestlig Vind. “Han small mæ ein Naarvest”: en Storm af Nordvest brød løs. Sdm.

Nordværing, m. Nordboer. (Nordl.).

Nord-ætt, f. 1) Nordkant, Nordside. “Norætt”, Nhl. og fl. G.N. nordrætt. 2) Vind eller Veir fra Nordsiden. Mere alm. I denne Betydning ogsaa Nordan-ætt (Noraætt, Noraægt).

Nord-øying, m. Indbygger af de nordligste Øer, eller fra Øer som kaldes Nordøyar. (Norøying). Ogsaa: Nordøy-mann.

Norfar, s. Nordfare.

Noring (oo), m. Indbygger af et Sted, som hedder Nor; især af Nore i Nummedal.

Norisla (?), s. Naarislegras.

norleg, s. nordleg. Noro, s. Nordkraa.

norrøn, s. nordrøn.

norsk (o’), adj. norsk, som tilhører Norge. Ordet træder her i Stedet for det gamle “norrøn” og forklares som en Forkortning af nordsk (nordisk), men afviger i Vokalen fra “nord” og slutter sig nærmere til Landets Navn: Norig (o’), n. Det sidste hedder tildeels ogsaa Norge (Norgje), men dette er kun en Dativform af Norig. G.N. Noregr, m., Dat. Noregi. Vel egentlig Nordveg; jf. Ang. Norðveg; G.T. Norwege, Nortwegen osv.

norska, v.n. (ar), fornorske sin Tale, tale norsk; om Fremmede.

norva (o’), v.a. (ar), forsyne med Tværbaand. (s. Norve). Jf. Isl. njörva: sammenhefte. (Haldorson).

Norve, m. Revle, Tværstykke som slaaes fast paa en Dør eller et Bord for at halde Fjelene sammen. Sdm. Ndm. og fl., ogsaa i Nordl. Afvig. Narve, Gbr. Helg. (Andre
St. Oke, Slaa, Labbank). Sv. Dial. nara, nar.

Norætt, s. Nordætt.

Nos (o’), n. Nysen. Af njosa, naus. B. Stift og fl. Nosflaga, f. = Njosflaga.

Nos (o’), f. (Fl. Naser), 1) Næse (nasus). Mest brugl. i de sydlige Egne (Rbg. Tel. Søndre Berg. og fl.). Andre St. Nasa, f., sjeldnere Nase, m. G.N. nös, f. – 2) en smal Brink eller Bakke, en fremragende brat Forhøining. Nordre Berg. (hvor derimod Næse hedder Nasa). Hertil nogle Stedsnavne. – Fleertal, som hedder deels Naser og deels Nasar, betegner vel egentlig Næsebor (ligesom G.N. nasir og nasar), men bruges ellers ogsaa om Næsen i det hele. Setja upp Naserna: byde Trods, vise Ringeagt. Dei hava havt Naserna i det: de have snuset det op, faaet vide det. D’er det, som Naserna klæja etter: det er netop dette, som man tragter efter. Han kom, so det blistrad’ i Nosom paa honom: han kom løbende i en meget ophidset Stemning. – I Sammensætning Nasa, eller Nase; s. Nasa.

Nos (oo), f. Mule, Snude (paa Dyr, især Køer). Indh. Sv. nos. (Jf. Snos). Synes at være udgaaet fra forrige Ord.

Nosle, s. Netla.

nossa, v.a. forlyste. Nossa seg: gotte sig, gjøre sig tilgode. Sogn. I Tel. nossa (oo), v.n. fraadse, rode i Foder osv.

Not (o’), n. 1) Hjælp, Lettelse, Opmuntring; egentlig Nyden, at nyde noget godt. (Af njota, naut). Sogn, Shl. Han hadde eit godt Not her: han havde en god Tilflugt paa dette Sted, han var ofte glad ved at komme hid. (Isl. not: Gavn). Jf. Unot. – 2) Aftægt, Underholdning af et afstaaet Gaardbrug (= Føderaad, Folga, Livaure). Sdm. Hertil Notfolk, n. Folk som nyde Aftægt af en Gaard (= Folgefolk, Korfolk); særskilt Notmann, Notkall, Notkjerring.

Not (o’), f. (Fl. Neter), en Nød, Skalfrugt; især Hasselnød. (Jf. Valnot, Eikenot). Nogle St. afvig. Net (e’), Østl. G.N. hnot; Ang. hnut, hnyt; Ght. nuz. (Altsaa med oprindeligt o’, ikke ø, = a). Fleertal lyder Net’er (e’), afvig. Net’e, Net; Net’ar, Net’a (G.N. hnetr). I Sammensætn. Nata, eller Nate (B. Stift og fl.), f. Ex. Natekjerne, Nateskog.

Not (oo), f. (Fl. Nøter), et Vod, et stort og tætbundet Net, hvormed man kan omringe Fisken i Vandet. Temmelig alm. (Jf. Vad). G.N. nót (pl. nœtr); Sv. not. Flere Slags, som Sildenot, Kastenot, Søkkjenot. I Sammensætn. Notar, med sædvanlig Afkortning “Nota; saaledes Nota(r)baat, en Baad som er indrettet til at føre en Not. Notabolk, m. Stykke i et Vod. Notafolk, n. Folk som fiske med vod. Notakast, n. see Kast. Notalag, n. Selskab som fisker med Vod i Fællesskap. Notalut (u’), m. Deel i et (større) Vod, som Eiendom; tildeels ogsaa: en Deel af Fiskefangsten for Voddets Eier. Notamann, m. Formand for et “Notalag”. Kaldes ogsaa: Notabas (s. Bas), Shl. Ryf.

nota (o’), v.a. (ar), forsyne, forpleie, føde rigelig (omtr. som nøra). Tel. Egentlig lade nyde, af Not, n.

nota (oo), v.a. (ar), angive Tonen eller Melodien (til en Sang); istemme (s. Note). Eg kann Verset, men eg kann ikkje nota det. B. Stift.

Note (oo), m. 1) Tonetegn for Musik, Noder. Af Lat. nota: Mærke. 2) Tone, enkelt Lyd i Musik. 3) Melodie, Tonefølge. Koma paa Noten: træffe Melodien rigtigt. Det gjeng med same Noten. Ogsaa om Sangstemme, eller Anlæg til at synge. Han heve ikkje god Note.

Notebok, f. Nodebog; Choralbog.

notelaus, adj. som mangler Melodie.

noten (o’), part. nydt, modtaget; beholdt; s. njota.

notenæm, adj. nem til at lære Sang eller Melodier.

Noteskifte, n. Omvexling i Melodien.

notestød, adj. sikker i at træffe eller følge Melodierne. Trondh.

Notfolk, s. Not, n.

notfri (o’), adj. fri for Ydelse af Aftægt (= folgefri, korfri); s. Not.

Notla (Nælde), s. Netla.

Notning (o’), m. Hjælp, Lettelse, Fordeel. Tel. Jf. Not, n.

Notra (o’), f. en liden Knort, f. Ex. i Huden. Gbr. Hedder ogsaa Nutra (u’); paa Sdm. Nytre (y’). Jf. Nott.

Notsild (oo), f. Sild som fanges i Vod; især om noget smaa Sild, Sommersild.

notstaden (oo), adj. om Fisk (Sild), som har staaet nogen Tid i Vod (Not), førend den trækkes op paa Land.

Nott (o’), f. en Nat; s. Natt.

Nott (o’), m. 1) Knort, Knude, liden Forhøining eller Tue. Nordre Berg. Jf. Hott. – 2) Træ-Knude, tregrenet Klods at bruge naar man slaar Red (omtr. som Knott). Vald. – 3) Maskepind, Model at binde Fiskegarn paa. Vald. Jf. Knott.

notta, overnatte, s. natta.

Nottung (o’), m. et Kornmaal, som udgjør en Trediedeel af en Skjeppe. Mandal og Rbg. Dunkelt Ord, maaskee kun en Afændring af Aattung. Jf. Settung.

Nottvær, s. Nattverd.

notvar (oo), adj. om Fisk, som er vanskelig at fange med Vod (Not). B. Stift.

Notøyra, n. Kant eller Hjørne paa et Fiskevod.

Nov (o’), f. 1) Hjørnefuge, det Indsnit hvorved Stokkene sammenfældes i Hjørnerne
af en Bygning. Berg. Trondhjem, Nordl. ogsaa Gbr. og Hall. (Jf. Laft). Tildeels med Fl. Naver (Nave). G.N. nöf, pl. nafir. S. nava, og innan-naves. – 2) Hjørne paa et Huus (udvendig). Hertil Udtrykket: springa attum Novi, dvs. søge Skjul, unddrage sig fra en vis Fare eller Uleilighed. – 3) Nav i et Hjul (s. Nav). Ork. – I Sammensætn. tildeels Nave, som Navehogg, Navehovud.

noven (o’), part. afstumpet; s. nuva.

novroten (o’), adj. frønnet i Hjørnerne.

Novstein, m. Hjørnesteen. Gbr. Ork.

Novtot (o’), n. Vindens Susen eller Hvinen i Husenes Hjørner. Sfj. og fl. (Novetot).

Nu, m. Vandkar, Kiste eller Kumme som er dannet ved Udhuling af et heelt Træstykke. Smaal. Rom. Østerd., ogsaa Hall. Nogle St. No, Østerd., og Nuv, Buskr. (Andre St. Brydja, el. Brya, Kupa og fl.). Jf. Nøla. I svenske Dial. no. Isl. nór (nó): et Vandtrug.

Nubb, m. Jernplug, Skopind af Jern. (Skonubb). Nogle St. Nudd, Tel. Gbr. Ellers temmelig alm. Sv. nubb. Hertil nubba, v.a. beslaae med Jernplug.

nubben, adj. kort og afstumpet, Hall.

Nudd, m. s. Nubb.

nuddast, v.n. afstumpes, sløves. Hall.

Nue, s. Knue og Nuve.

Nugg, n. 1) Gnidning, Skraben (Nogg). 2) Savspaaner (Sagflis). Tel.

nugga, v.a. (ar), gnide, skubbe (= nyggja). Hard. Tel. Hall. Hedder ogsaa nugla, Tel., nugra, Hard.

nuggen, adj. skubbende, gnidende.

Nugra (u’), f. Rystelse, s. Nodra.

Nuk (uu), m. Bjergtop, høi Bjergknold. Nhl. Sogn. Nogle St. Njuk. Isl. hnúkr, hnjúkr. Jf. Nut.

Nukk, m. Standsning, Forknyttelse i Væxten. Tel. Hall. Det stend i Nukken (kj): det staar i Stampe, er standset i Væxten. Jf. Knott.

nukka, v.n. rykke smaat eller sagte. Hard. I Nhl. nokka. Jf. nykkja.

nukken, adj. forknyttet i Væxten, liden, vantreven. Hall. (nukkjen).

Null, m. Nul, Taltegnet “0”. Mangesteds i en anden Form: Noll. (Overalt med reent ll). I Hall. ogsaa Olle (oo) eller Ole (egentl. Bogstaven O). Sv. noll, af Lat. nullus: ingen.

nulla, v.a. (ar), vikle, svøbe, sammenfolde f. Ex. en Dug. Tel.

Numedøl (u’), m. Indbygger af Numedal (el. Nummedal), G.N. Numadalr.

Nummer (Num’r), n. Nummer, Talmærke. Af. Lat. numerus, Tal.

Nup (uu), m. en høi Bjergtop med steil Forside. B. Stift, Nordl. mest som Stedsnavn. G.N. gnúpr. Jf. Nipa og Nuk. I Sammensætn. Nupa(r).

nupa, v.n. (er, te), lude, hænge med Hovedet, Hall. (Jf. G.N. hnípa).

Nupa, Nupe-tre, og fl. s. Njupa.

Nupp, n. Fnas, Pluk, Affald.

Nupp, m. Ryk, Stød, en ubetydelig Bevægelse eller Flytning. Num. og fl.

nuppa, v.a. og n. (ar), nappe, rykke, gribe; ogsaa plukke, pille, oprykke med Fingrene. B. Stift og fl. Sv. noppa, noppra. Jf. nappa, nyppa.

Nupping, f. Plukning, Pillen; ogsaa Rykning. I Hall. Nuppand, n. et Ryk el. Stød. Jf. Nupp.

Nur (uu), m. Skubning, Gnidning (s. Gnur). “I Nakk og Nur”, s. Nakk.

nura, v.n. skubbe, m. m., see gnura.

nurka, v.n. knirke osv., s. gnurka.

nuska (u’), v.n. søge, lede efter noget; især om Dyr. Jf. nusla.

nuskeleg, adj. svag, skrøbelig, sygelig. Tel. Saaledes ogsaa Nusk, m. om en svag el. sygelig Person.

nusla (u’), v.n. (ar), 1) søge Foder, finde sig noget at æde, om Dyr. Lyder ogsaa nutla, nultla, Sdm. og fl. – 2) plukke, pusle, arbeide smaat. Smaal. Jf. nysja.

nussa, v.n. (ar), lugte til noget. Ryf. Hedder ogsaa nusa, Hall. Jf. nasa.

Nust, m. en Stump, s. Gnust.

Nut (uu), m. 1) Knort, Knast i Træ (see Nuta); ogsaa en Knude (= Knut). Sæt. – 2) Bjergtop, Bjergknold, fremragende Klippe. Hard. Tel. Hall. (s. Knut). Ellers Nuk, Nott, Knatt og fl.

Nuta, f. en rundagtig Udvæxt paa Stammen af et Træ. Sæt. Tel. mest i Fleertal (Nutor); nogle St. Nut. Hertil Nutebolle, m. Bolle eller Skaal, som er dannet ved Udhuling af en saadan Udvæxt.

Nutra (u’), f. Knort; s. Notra.

nututt (uu), adj. knortet, knudret.

Nuv, m. 1) Top, rund eller afstumpet Forhøining (= Koll). Trondh. Nordl. (Jf. Kuv). – 2) Haartop, Hovedhaar (= Lugg). Gbr. Solør. “Han tok’en i Nuven” (= i Luggen). Hertil ogsa et Verbum “nuve”: rykke i Haaret (= lugga). – 3) et Faar med korte Øren (= Kuva). Indh. Jf. Nyvel, Nyvla. – Om et andet “Nuv”, s. Nu.

nuv, adj. 1) afstumpet, tvær, but. Tel. Jf. nuva, nyva. – 2) mut, ordknap, noget ublid. Tel.

nuva, v.a. (nyv, nauv, novet, o’), afstumpe, afrunde (en Kant eller Spids); tildeels ogsaa: nitte, klinke (= njoda). Tel. (Vinje), med Inf. “nuve”. Andre St. i afledet Form: nyve (-er, de). Jf. Nuv, Nyva, Nyvel. Ordets gamle Form (maaskee med “hn”) er ikke bekjendt. – Om et andet nuva, s. Nuv.

Nuve, m. et Slags Ørred (?). Gbr.


nuveleg, adj. stump, afstumpet; ogsaa: ordknap, ublid (ligesom nuv). Tel.

nuvra, v.a. ringe et Sviin. Num. Andre St. knavra, kneppa og fl.

nuvutt, adj. but, afstumpet, rund i Toppen. Indh. Nordl. (nuvaatt). Ogsaa: kortøret (= kuvutt). Indr. I Guldalen: snuvutt.

Ny, n. Nymaane, tiltagende Maane. “I Nyno”: ved Numaane. Hall. (Modsat Nedar). G.N. ný.

Ny, m. en ny Ting; s. Nyaaring.

ny, adj. 1) ny, nylig gjort eller tilkommen. Nye Hus; ein ny Baat osv. Nogle St. nyr. (Num. og fl.). G.N. nýr (ný). Jf. fersk, ung. – 2) forskjellig fra noget foregaaende. Taka ei ny Vending. Faa seg ein ny Bustad. Nytt Folk fører nye Seder. (Ordsprog). – 3) fornyet, atter indtraadt eller opkommen. Faa nytt Liv; eit nytt Mod. Eit nytt Aar. Ny Maane osv. – I Neutrum ofte med Begrebet: Nyheder, nye Tidender. Faa vita nytt; høyra, fretta, spyrja nytt. Paa nytt: paany, for anden Gang; eller i en ny Række; f. Ex. han fekk fyrst tolv, og so ein paa nytt. (Hedder ogsaa: paa nytt Lag). Sv. på nytt. Av nyo: af nyt Materiale. Nogle Steder utav nyo, “‘ta nyaa”, Sdm. og fl. “av nyom”, Sæt. Tel., “av nye”, Toten og fl. (Dativ Neutr.). Nyom Stundom: nylig, i den seneste Tid. Ork. Andre St. paa nyom Bilom (i’), “paa nyaa Bilaa”, Sfj. “paa nyaa Bylaa” (y’), Sdm. – I Sammensætning med Participier betyder “ny” nylig, for kort Tid siden, f. Ex. nybygd, nyfødd o.s.v.

nya, v.a. (ar), fornye, sætte i ny el. bedre Stand. I Forbind. nya upp-atter (hertil: uppatter-nyad, fornyet). Ogsaa i Formen nyast, v.n. Det nyast upp atter: det bliver ligesom nyt igjen.

Nyaar, n. Nytaar, Aarsskifte. Hertil Nyaarsaftan (31 December), Nyaarsdag, Nyaarshelg og fl.

Nyaaring, m. ny Frugt eller Afgrøde; Mad af det nye Korn om Høsten. Smaka paa Nyaaringen; baka av Nyaaringen, osv. Nogle St. “Nyen”, som ogsaa ellers betegner en nylig bekommen Ting. Prøva Nyen; smaka paa Nyen. Trondh.

nybakad, adj. nybaget.

nybolad, s. nybølt.

nyboren (o’), adj. nylig født. Om Kalv.

Nybrot (o’), n. Jordstykke som nylig er opbrudt til Ager. Nogle St. Nyebrot.

nybryggjad, adj. nybrygget, fersk.

nybrædd, adj. nylig brædet (tjæret).

nybrøytt, adj. nylig opbrudt; om Vei.

Nybygd, f. en nylig bebygget Egn.

nybygd, adj. nylig bygget.

nybær, adj. om en Ko, som nylig har kalvet (s. bær). Som Subst. Nybæra, f.

Nybøling, m. En som er nylig bosat; en Begynder i Huusholdningen. B. Stift, Smaal. og fl. Ogsaa: Nyboling (oo), Trondh. Andre St. Bureising.

nybølt, adj. nylig bosat. Nybølte Folk. Nogle St. nybola(d).

nydaud, adj. nylig død.

nydda (y’), v.a. beslaae med Jernplugger. Tel. (nydde), af Nudd (= Nubb).

nydden, adj. trivelig, rund, fed (?). Nfj.

Nyddung, m. Mærkesteen (= Knydding, Knylling). Tel. Ellers er Nyddung et dunkelt Ord, som ogsaa kan betegne noget middelmaadigt, saaledes “ei Nyddungs Kvige”: en liden eller maadelig stor Kvie. Tel. (Mo, Silgjord).

nydja, v.a. nitte, klinke (= njoda). Sdm. (nydje) med Bøiningen: nyd’e (y’), nydde, nydt (dog ikke alm.).

Nydja, f. Kølle, Klubbe, at bruge ved Tilvirkning af Liin. Trondh. (Skogn), udtalt Nydj (Nydd’i), bst. F. Nydja. Fra Opdal findes anført Nya: Banketræ til Klædevask. I Gbr. Nyl el. Nyel, m. (s. Nyl). Isl. hnydja: Knub, Blok. Sv. Dial. nydja eller nödja; D. Nødde (Klubbe, Kølle).

nydregen (e’), adj. nylig dragen eller optrukken, f. Ex. om Fisk.

nydrepen (e’), adj. nylig dræbt.

Nyemning, m. en Begynder, Lærling i en Kunst. Smaal., dog oftest Nyemming. Jf. Nymenning.

nyfallen, adj. nyfalden, f. Ex. om Snee.

nyfaren, adj. 1) nylig reist, bortfaren. 2) nylig befaret, om en Vei.

nyfegen (e’), adj. glad over noget nyt. Nogle St. nyfigjen (-fien). “Nyfigje æ sjelda laangfigje”, Tel. (Tinn).

Nyfelle, n. ny Hændelse, Nyhed. Hall.

nyfengen, adj. nylig faaet el. erhvervet.

nyfiken, adj. nysgjerrig, opmærksom paa noget nyt; især om En, som er meget begjærlig efter at forsøge eller bruge en Ting, som han har nylig faaet. Mest alm. nyfikjen. Sv. nyfiken.

Nyfikna, f. Nysgjerrighed; Lyst til at forsøge en ny Ting.

nyfunnen, adj. nylig funden.

nyfødd, adj. nyfødt.

Nyføding, m. Barn som er nylig født.

nyggja, v.a. (nygg, nogg, nogget), 1) støde, skubbe, gnide; skade ved Gnidning eller idelige Sammenstød. Baaten ligg og nygg seg mot Berget. Skreppa nogg meg i Ryggen. Selen heve nogget Hesten. Nordre Berg. Vald. og fl. Andre St. nugga (ar); jf. nagga. G.N. hnöggva (hnögg): slaa, støde; jf. hnyggja (hnugdi): drive, slaa tilbage. – 2) plage, overhænge; især som v.n. trygle, tigge og bede idelig. Dei nyggja paa meg etter det. Han gjekk og nogg so lenge, at han laut faa det. – Hertil hører vel ogsaa det hallingdalske “nøgge”: skrækkes, gyse, s. nøgga. – Particip noggen. Reflex.
nyggjast: skubbe eller støde hinanden, f. Ex. om Baade i urolig Sø; ogsaa: slides ved Gnidning.

Nyggjing, f. Gnidning. Jf. Nogg.

nygift, adj. nylig gift.

nygjord, ajd. nylig gjort, el. tilvirket.

Nygla, f. 1) Tap, Prop i Bunden af en Baad; s. Nyglehol. Hertil Ordsproget: D’er ikkje verdt aa gjera Nygla, fyrr Baaten er bygd, dvs. det største og vigtigste maa man først have. Mest alm. Nygla (y’), i Nordl. ogsaa Nugla. Sv. Dial. nøgla (Rietz 459); Isl. negla. – 2) et lidet Horn; s. Nyvla. – 3) Fingerhætte, Dække for en saaret Finger (= Smokk, Hyltra). Nordre Berg.

nygla, v.a. (ar), sætte Bundtap i en Baad.

Nyglehol (o’), n. Taphul i en Baad til Afløb for Vandet, naar Baaden sættes paa Land.

nygrodd (oo), adj. nylig grønnet eller dækket med Græs; om Jorden.

Nygrøde, n. ny Græsvæxt.

Nyhende, n. eller Nyhending, f. Nyhed, nylig indtruffen Begivenhed.

nyhoggen, adj. nylig hugget.

Nying, m. Ild, Blus, et lidet Baal paa aaben Mark. Gjera upp ein Nying: samle Ved og tænde Ild til at varme sig ved under et Ophold i Udmarkerne. Østl. (Buskr. Rom. Hedm.). Jf. Brising. Maaskee egentlig Nyding, da det paa enkelte Steder i Sverige hedder nøyde (nåidä) og neding (Rietz 465. 475).

Nykel (y’), m. en Nøgel (= Lykel). Tel. Østl. Ork. og fl. Sædvanlig Nykjel, og i Fl. Nyklar. Sv. nyckel.

Nykelband, n. Nøglebaand. Som Plantenavn: Primula veris. Buskr. Ogsaa Nykleblom, m. Hadeland.

ny-kirnad, adj. nykjernet, fersk. Mest alm. “nykjinna” (om Smør).

Nykk, m. 1, Nøk, Vand-Vætte, mythisk Væsen i Vandet. (I Folkesagn). Fleertal Nykkjer (er sjelden brugt). Afvig. fra G.N. nykr (pl. nykrar); Ang. nicor (Trold); jf. Eng. nick (ond Aand). Sv. näck.

Nykk, m. 2, 1) et Ryk, Træk (s. nykkja). – 2) et Indfald, Lune (Nykke). Smaal. Ogsaa om en lunefuld Person. Hertil nykkutt, adj. fuld af Nykker.

nykkja, v.a. (er, te), 1) rykke, nappe, trække raskt eller pludseligt. B. Stift, Nordl. Hall. og fl. G.N. hnykkja. – 2) krøge, krumme, f. Ex. en Jernnagle; saaledes ogsa: nitte (= njoda). Tel. og fl. (Jf. Nokke). Afvig. nøkje, Solør; jf. neigja. – 3) v.n. stikke frem, spire; om Væxter. Tel.

Nykkjeblom, m. Aakande (Nymphæa). Jæd. (Nykkjablom). Ogsaa kaldet Nykkjeblokka, Siredal; Nykkgull, Namd. (Til Nykk, 1). Sv. näckros, näckblad. Ellers Tjørneblom, Vatsrosa og fl.

Nykkjing, f. Rykning, m. m., s. nykkja.

Nykla, f. Halslæp, Halsflig paa Gjeder (= Lykla). Gbr.

Nykla, n. (Fl. Nyklo), Traadnøgle (= Nysta). Tel. Hall. Vald. Gbr.

Nykleblom, s. Nykelband.

nyklipt, adj. nylig klippet (om Faar).

nykomen (o’), adj. nylig kommen.

nykt, krummet, nittet; s. nykkja.

nykvatt, adj. nylig slibt.

nykveikt, adj. nylig antændt.

Nyl, eller Nyel, m. et Banketræ, en liden Kølle. Ogsaa kaldet Dengjenyl. Gbr. Vel egentl. Nydel; s. Nydja.

Nyland, n. ny Ager (= Nylenda). Indh. og flere.

nylege, adj. nylig, nys, for kort Tid siden. G.N. nýlega.

Nyleike, m. Nyhed (som Egenskab).

Nylenda, f. Ager som er nylig opbrudt. Smaal. Voss, Sdm. Helg. og fl. G.N. nýlenda. Ellers Nyland, Nybrot.

Nylode (o’), m. Eftergræs, Høstgræs (= Haa). Nylaadaa, Selbu (Tydal), Nylaa, ved Røros. Jf. Lode.

nylærd, adj. nylig lært eller tilvant.

Nymark, f. Jordstykke som er nylig indhegnet og ryddet til Eng.

nymaalad, adj. nylig malet (farvet).

Nymaate, m. ny Maneer eller Mode. Paa Nymaaten: efter nyeste Mode.

Nymenning, m. en Begynder, En som er uøvet i en Kunst. Indr. Namd. (Jf. Nyemning). I lignende Betydn. Nymæring (Nymæringje), Tel., og Nymøring, Nordl. Jf. Næming, Unæming.

nymjølkad, adj. nylig malket.

Nymæring, s. Nymenning.

Nymøring, m. en Begynder; især En som gjør sin første Reise. Nordl. (Lof.). Dunkelt; neppe Nymødring.

Nyna (y’), f. et Legetøi, hvormed man frembringer visse Toner ved at holde det i Munden. Sdm.