Ivar Aasen Norsk Ordbog

Raud-aur, m. Rødmuld, rødagtig og lidt gruset Jord.

Raud-aat, n. et Slags smaa rødagtige Sødyr, som Fiskene æde, og som ofte findes i Mængde i Sildens Mave. Nordre Berg. Nordl.

raudblakk, adj. rødblakket, blegrød; især om Heste.

raudblomad, adj. rødblomstret.

Raudbolle, s. Raudkoll.

raudbrun, adj. rødbruun.

raudbrynt, adj. rødbrynet, som har rødlige Øienbryn.

Raudbu, f. Dueurt, Epilobium. Ork. (Raubu). Jf. Geitskor.

Rauddravle, m. rødkogt Ost.

rauddrovnutt (o’), adj. rødspættet, rødprikket. Hall. (raudrøbnutt). Isl. rauddröfnóttr.

Rauddyr, n. Hjort, eller Hind. B. Stift. G.N. rauddýri.

rauddæmd, adj. = raudleitt. Hall.

Raude, m. 1) Rødme, Rødhed. Hall. Gbr. (Raue). Andre Steder Rode (o’). – 2) Blomme i et Æg. (Eggjeraude). B. Stift og fl. Isl. raudi. – Raude skulde ogsaa betyde Myrmalm (G.N. raudi); men om dette er i Brug, er uvist.

Raud-eine, m. fortørret Enebærtræ. Brasa upp som ein Raudeine: være meget hastmodig (flamme op som tør Ener). Nordre Berg.

Raudfarge (gj), m. Rødfarve; Krapfarve. raudfargad: rødfarvet.

Raudfisk, m. Rødfisk (Sebastes), s. Auger. Nogle Steder Raudfjøder. “Raufjør”, Sogn.

Raudfjødring, m. en Flodfisk med røde Finner. “Raufjøring”, Smaal.

Raudflekka, f. rødspættet Flynder.

raudflekkutt, adj. rødplettet.

Raudfræning, m. en rødladen og fregnet Person. Sdm. (Ikke alm.).

Raudfura (u’), f. Fyr med rød Ved.

raudgaarutt, adj. rød i Aarerne; om Træ.

Raudgrjot, n. en rødagtig Steenart. (Raugrjot, Raudegrøt).

raudgul (u’), adj. rødgul.

Raudhals, m. rødbrystet Vippestjert (Sylvia Rubecula). Ogsaa et Slags And. Nordl.

raudhærd (-hært), adj. rødhaaret. Oftere raudhaarad. G.N. raudhærdr.

raudklædd, adj. klædt i røde Klæder.

raudkokad (el. -kokt), adj. rødkogt, rød af Kogning, f. Ex. om Ost.

Raudkoll, m. Blomsterne paa Eng-Kløveren (Trifolium pratense). Nogle St. Raudekoll; afvig. Raakoll, Toten. I Solør Rau(d)bolle.

Raudkrit (ii), f. Rødkrid.

Raudkyrning (y’), m. Steenart med røde Kjertler. “Rau’kydning”, Shl. (?). – raudkyrnt, adj. bestaaende af rødagtige Korn eller Kjertler. Hard. (raukjynt).

raudleg, adj. rødlig, rødagtig.

raudleitt, adj. rødladen, som har en frisk rødlig Ansigtsfarve. Alm. G.N. raudleitr; Sv. rödlett.

Raudlit (i’), m. Rødfarve; rødt Farvestof. Mest alm. Rauleet; i Sdm. Raudelit.

Raudlus, f. et lidet Insekt med smuk, høirød Farve, Trombidium Holosericum. Nordre Berg. Tel. og fl. I Sogn: Kostelus (oo). I Smaal. Braae.

Raudmakk, m. Regnorm (Lumbricus). Ogsaa kaldet Jordmakk, Meitemakk, Ongulsmakk; paa Helg. Ørjemark.

Raudmaur, m. Rødmyre, Formica rubra. Tel. og fl. Ellers Eitermaur.

raudmaalad, adj. rødmalet. Raudmaaling, f. rød Malerfarve.

Raudmoe, m. tynd Sky med rødlig Farve. I Hall. Rau’moje (oo).

Raudmor (oo), m. Rødved, rødt og skjørt Træ i Fyrretømmer (omtr. som Tinar). Nfj. Sdm. (Raudemoor).

Raudmose (o’), m. Sumpmos med rødlig Top. (Sphagnum).

Raudmylda, f. rød Muld, rødagtig Jord i Agrene. Tel. og fl. (Raumylle). – raudmyldt, adj. rødmuldet, om Ager.

raudna, v.n. (ar), rødme, blive rød; ogsaa modnes (om flere Slags Frugt). Raudna i Andlitet: rødme, f. Ex. af Undseelse. Mest alm. raunna. G.N. rodna.

Raudnebb, m. et Slags Læbefisk (Berggylta). Shl.

raudrendutt, adj. rødstribet.

raudrosad (eller -rosutt), adj. rødblommet, tegnet med røde Figurer.

raudsidutt, adj. rød paa Siderne.

raudskjeggjad, adj. rødskjægget.

Raudskjor, f. Rødskade (Fugl), Garrulus infaustus. Rauskjur, Indh., Rauskjørt, <PB N="584"> Hadeland. Skal ellers hedde Raudskrikja (Østl.), Raudkjuksa og Tellkjuksa (Trondh.) Sv. rödkjuxa.

Raudsoleia, f. Urt med røde Blomster, saasom Lychnis, Geranium og fl. B. Stift.

Raudsott (oo), f. Rødesyge, et Slags Blodgang blandt Dyr (Køer). Raudsottgras, n. Lychnis dioica. Sdm.

raudsprengd, adj. rødlig, indsprængt med rødt. Østl.

Raudstert, m. Rødstjert, Motacilla Phønicurus. Lidet brugl.

Raudtorsk (-tosk), m. Torsk med rødagtigt Skind (= Taretorsk).

raudvoren (o’), adj. rødagtig.

raud-øygd, adj. rød i Øinene; suurøiet. G.N. raudeygdr.

Raue, s. Raude. raug, s. raud.

rauk, røg o.s.v., see rjuka.

Rauk, m. (og n.), en liden Stak eller Stabel; en Hob af sammenlagte Korn-Neg paa Ageren; en liden Tørvstabel, m. m. Mange St. brugl. (B. Stift, Hall. Smaal. Rom. Fosen, Indh.). Hedder ogsaa Raukan, n. Sdm., Rauke (kj), m. Hall., Ruk (uu), Ryf., og Røyk, Ryf. Jæd. G.N. hraukr, m. Ang. hreác; Holl. rook, Sv. rök. – Jf. Røkling, Skruv, Krøys, Treve, Hatt, Setta.

rauka, v.a. (ar), 1) opstable, sætte i Stak (Rauk). Berg. Trondh. og fl. Nogle St. røykja. – 2) omringe, omgive med Jord, hyppe, f. Ex. Poteter. Tel.

Raukan, n. Stak, s. Rauk.

Rauk-lod, f. Korn som staar opstakket paa Ageren. Rom. (Rauklo).

Rauma, f. en skarp og kold Vind fra Dalene (= Skjella). Romsdalen. Synes egentlig at betegne den som kommer fra “Raumsdal”, og altsaa at støtte sig til Ættenavnet Raum (Raumar). Dette Navn bruges ellers kun i Sammensætning og lyder derfor uklart som “Romm”; saaledes: Romsdøling, m. Indbygger af Romsdal (paa Sdm. tildeels: Raangsdal), og Rommeriking, m. Indbygger af “Rommerike” (egentl. Raumerike). Jf. det østlandske: Tom, Flom, Strom, for: Taum, Flaum, Straum.

Raun, m. Røn, Rønnetræ (Sorbus aucuparia). Sogn, Søndre Berg. Ryf. Rbg. Tel. Num. Hall. Vald. Ogsaa: Raudn, Hard. og fl. (ligesom Kaudn for Kaun, Steidn for Stein, osv.). Afvig. Raagn, Østl. og Trondh. Raang, Solør. Sv. rön, rönn (i Dial. råjn, rågna osv.), D. Røn, Eng. roantree. G.N. reynir. – Hertil Rauneblom, m. Rønneblomst. Raunebær, n. Rønnebær. Raunkall, m. Rønnestamme. (Hall.). Raunelauv, n. Rønneløv. Raunerenning, m. Rønnespire; s. Renning. Raunerunn, m. Busk af smaa Rønnetræer. Raunskog, m. Rønneskov.

Raunsveig, m. Sneeklynger paa Træerne (= Lavsnjo). Hard. Egentl. Tryk el. Bøining paa Træerne (jf. sveigja); maaskee til G.N. raun, f. = Røynd, Røynsla; s. røyna.

raus, s. raust og rjosa.

rausa, v.n. styrte frem (= rusa). Tel.

rauska, v.a. vække, eller befrie for Søvn. Rauska seg, = vakra seg. Ryf.

rausleg, adj. anseelig, stor (= røseleg). Hard.

Raust, n. Tag paa et Huus; Tagreisning, Sparreværk; ogsaa Rummet under Tagryggen. Sogn, Shl. Hard. Tel. Hall. Vald. Ellers i Formen Rost (o’), Tel. Buskr.; Røst, Smaal., og Røste (= Røyste), Ndm. I Sæt. ogsaa Raust, om Gavlen under Taget; s. Røyste. (Jf. Rot og Ræve). G.N. raust (hraust?); G. Sachs. hróst (Tag); jf. Eng. roost, og Holl. roest, om opfæstede Stænger under Taget. Sv. röste (takröste), om Sparreværket. Jf. ogsaa D. Røst, og T. Gerüst: Stillads.

Raust, f. Vegne. “Paa mi Raust”: paa mine Vegne, i mit Sted. Tel. (Vinje). Dunkelt.

raust, adj. 1) flink, dygtig. Shl. Tel. og fl. I Hall. tildeels rausta (maaskee af et Subst.). “raust’e te eta”: dygtig til at forsyne sig, graadig efter Mad. Tel. G.N. hraustr: kjæk, tapper. Sv. Dial. röst: stærk, frisk. – 2) gavmild, rundhaandet (generøs). Ryf. Hard. Sdm. Ogsaa ved Mandal, tildeels afvig. raus. – 3) god, velvillig, hjælpsom. Nhl. og fl. Vilde du vera so raust, dvs. være saa god, have den Godhed. Hertil et Verbum: rausta (ar), dvs. bede venligt, sige at En er “raust”, hvis han vil hjælpe. Nhl. “Han kom aa rausta’ aa ba’ meg”. Jf. kjæra.

rausta, v.a. (ar), bygge Tag, sætte Sparreværk paa; s. Raust. Sogn og fl. Nogle St. rosta (o’). G.N. rausta (hrausta). Andre St. røysta.

rausta, v.n. s. raust, adj.

raustad, adj. beskaffen med Hensyn til Tagreisningen; om en Bygning. Saaledes: brattraustad, flatraustad, laagraustad. Nogle St. rosta(d); ogsaa røyst, f. Ex. brattrøyst.

raustbringad, adj. høibrystet, som har et fremstaaende Bryst. Hall. (Hoel). Saaledes ogsaa: raustlenda(d), adj. høi i Lænderne; f. Ex. om Heste. (En Lyde). raustnasa(d), adj. krumnbæset, høi i Midten af Næsen. Formod. til Raust, n.

Rausting, f. Tagreisning, s. rausta.

Raustleike, m. Dygtighed; ogsaa Gavmildhed; s. raust.

raut (styrtede, ogsaa snorkede), s. rjota.

Raut, n. Brøl; jf. Rauting.

rauta, v.n. (ar), bøge, brøle; om Storfæ (Køer). Alm. G.N. rauta; <PB N="585"> Sv. Dial. röta. Eng. Dial. raut, route. (Imperf. nogle St. rautte). En svagere Lyd betegnes ved drynja, eller tryta; en stærkere og mere usædvanlig ved belja (bylja).

Rauting, f. Bøgen, Brølen; Koens sædvanlige Varsels- og Lokkelyd.

rauv (splittede), s. rjuva.

Rauv, f. Bagdeel, Podex (paa Dyr og Mennesker). Nogle St. Rau; ogsaa “Røv”, og endog “Ræv” (som har ingen Grund). Betegner egentlig anus (G.N. rauf: Hul); men bruges sædvanlig om hele Gumpen eller Sædet (jf. Sete) og er derfor ikke saa ganske anstødeligt. Saaledes: rauvbreid, adj. hoftebred. rauvmjaa: meget smal over Lænderne. Ogsaa rauvlaus: som har meget flad eller liden Podex. Rauvhol (o’), n. anus. Rauvskora (o’), f. Fordybningen ved anus. Alle Sammensætninger have tildeels Formen “a” (for ar), f. Ex. rauva(r)breid.

Rav, n. Rav, Bernsteen. G.N. raf.

Rav, m. de fedeste Dele af Helleflyndren (Kveiten), nemlig Finnerne med de dertil hørende Been. G.N. rafr. (Jf. Rekling).

rava, adj. el. adv. fuldkommen; ganske, heelt igjennem (omtr. som ram og kav). Ein rava Fant: en fuldkommen Prakker. Ei rava Leida. (Landst. 378. 399). Berre rava Fillor. Tel. Østl. Mere alm. “rav”, i Forbindelsen ravgalen (jf. ravvill); ogsaa i Formen “ravende”. D’er reint ravende galet; ogs. ravruskende galet.

Rave, m. Klud, Pjalt, forrevet Klædningsstykke. Nordl. og fl. Maaskee egentl. Strimmel; jf. Rav. I Ork. Raavaa: et lidet smalt Jordstykke. I Østerd. Ræva: en skovstrimmel. (Dog neppe det samme Ord).

ravgalen, adj. reent gal; aldeles urigtigt (s. rava). Sv. rafgalen.

Ravl, n. 1) Skrab, Affald. Trondh. – 2) løs Snak, Sladder.

ravla, v.n. (ar), 1) opramse noget, pludre, vrøvle. Hall. og flere. Jf. skravla, ragla, ralla. Sv. rabbla; Nt. rabbeln. – 2) sluske, arbeide skjødesløst eller med Hast; f. Ex. skrive hastigt. Nordre Berg. – 3) rapse, tage Fisk af anden Mands Garn, og deslige. Nordl.

Ravlemark, f. Mark som kun har enkelte Græspletter og ikke tilbyder nogen ordentlig Høslæt. Sdm.

Ravling, f. Opramsen, m. m., s. ravla.

Ravskjegg, s. Rafteskjegg.

ravvill, adj. vild, gal, reent ustyrlig. Hall. (Jf. rava).

Raa, f. 1, 1) en rank og smækker Træstamme; en tyk Stang. Hard. Afvig. Ro, Indh. Jf. Raavid, Fløyteraa, Kraakeraa. – 2) med Fl. Rær (Ræ): Raa paa et Seil, Seilstang. G.N. rá; Nt. Raa.

Raa, f. 2, Grændseskjel, Skillepunkt imellem to Jordstykker eller Teiger. Østerd. (Jf. Langraa). Sv. rå.

Raa, f. 4, Vraa; s. Kraa. Jf. Ro.

Raa, m. Kornstavre paa en Ager; Pæl el. Stage, som er behængt med Korn til Tørring. Østerd. Gbr. Toten og flere. Afvig. Rjaa, Voss, Indre-Sogn, Vald.; Ryaa, Meldalen. Ogsaa kaldet Raastaur, Gbr. og Rastaur (Radstaur?), Ringerige. (Andre St. Kornstaur; jf. Sneis). Ellers synes Ordet ikke at betegne selve Stavren el. Stangen, men kun det paahængte Korn; det hører saaledes snarere sammen med raa, adj. end med Raa, f.

raa, adj. 1) raa, fugtig, ikke rigtig tør; for Ex. om Træ, Hø, Korn o.s.v. G.N. hrár (hrá), Ang. hreav, Eng. raw. – 2) utillavet, ikke færdig til Brug; f. Ex. om Kjød eller Fisk, som ikke er kogt, stegt eller speget. Nogle St. i Maskul. raar, Num., raar’e, Sæt.

raa, v. tage paa; s. raada.

raa-a, v.a. (ar), befugte, gjøre fugtig, afkjøle (især Jorden). Det råar Aakren. Steinen råar fraa seg. Voss og fl. Mere alm. er raa-ast, v.n. blive fugtig (= raana); ogsaa: slimes, afsætte Vædske.

Raaband, n. Raabaand paa Seil. Raabandsknut, m. det Slags Knude, som sædvanligst bruges ved Sammenknytning af Traade eller Baand.

raabarkad, adj. lidet barket, ikke rigtig gjennembarket; om Læder. Raabarkadtaatt, m. Hinde i Læderet, som ikke er gjennembarket.

raabergad, adj. indbjerget i raa eller fugtig Tilstand; mest om Korn. Paa Østl. høres ogsaa “raabørja”, eller raabørjen, vistnok af et gammelt raaborgen.

raabreid, adj. brev oventil, el. ved Raaen; om Seil (raabreidt).

Raad, n. Raad, Collegium, Samling af Raadsherrer. G.N. rád.

Raad, f. (n.), 1) Raad, Beslutning; Plan, Anslag. (Mest alm. Raa). G.N. rád, n. Leggja Raad: lægge Planer. Upplagde Raader: overlagte Planer. Vera med i Raadi: have Deel i Anslaget. Med Raad og Lempa: med Betænksomhed og Lemfældighed. – 2) Raad, Tilraadelse, Tilskyndelse. Giva Raad; faa ei Raad; lyda ei god Raad osv. Eg spurde honom til Raads, dvs. for at faae et Raad. Denne Form (Raads) grunder sig derpaa, at Ordet egentlig er eller har været Neutrum (eit Raad). – 3) Middel, Hjælpemiddel; noget som kan tilraades eller anbefales. Prøva manga Raader. Vita Raad fyre ei Sykja. D’er Raad fyre alle Ting, so nær som fyre Dauden. – 4) Leilighed, Udvei; Mulighed til noget. Det var Raad til dess: der var god Leilighed dertil. Det lyt verda ei Raad: vi faae see til at finde en Udvei, el. vi skulle gjøre vort Bedste. D’er ikkje Raad: det er ikke muligt. (Sogn, Sæt. og flere). – <PB N="586"> 5) Formue, Evne, Udkomme; ogsaa Forraad, Beholdning. Dei hava Raad til det: de have Udkomme dertil. Han saag seg ikkje Raad til det: han nænnede ikke at gjøre det, syntes ikke at have Udkomme dertil. Hava god Raad paa Korn: have et godt Forraad, være vel forsynet med Korn. – 6) Raadighed, Myndighed. Lidet brugl. uden i Sammensætning, s. Raadsmann, Raadskona.

Raad, m. Raadsherre. Sædvanlig sammensat, som Riksraad (Statsraad) og fl.

raada, v.a. og n. (er, de), at raade. Inf. mest alm. raa, i Nfj. og Sdm. raade. Præsens mest alm. raar, sjeldnere raae, i Nfj. og Sdm. oftest: raade(r). Imprf. alm. raadde, og Supin. raadt. Saaledes afvig. fra G.N. ráda (ræd, réd, rádit); jf. T. rathen (rathe, rieth, gerathen). – Særlig Betydning: 1) beraade sig, beslutte, bestemme sig. Dei raadde det so av: de bestemte (el. afgjorde) det saaledes. Raada seg til: bestemme sig til; ogsaa: belave sig, gjøre sig færdig. Trondh. (Jf. raadd). – 2) tilraade, tilskynde; give Raad. Han heve raadt meg til det. (Jf. telja til). Eg raader deg, at du inkje vyrder det. – 3) styre, herske, have Magt over. Raada seg: have Frihed, raade sig selv. Han eig, og han raader: han gjør med sit eget hvad han vil. Raada med: kunne styre eller haandtere, formaae noget med. (Sv. råda med). Raada ved seg: sandse sig, komme sig efter en Dvale eller Afmagt (= rakna, rekkjast). Paa Sdm. “raa vid se”; andre St. “raa mæ’ seg”. Afvig. “raa seg”: have sin Bevidsthed. Ryf. Raada yver (el. fyre): raade over. – 4) besørge, skaffe, tilveiebringe. Raada Bot paa: afhjælpe. Raada til: anskaffe. Raada seg til: sætte sig i Stand, forsyne sig med noget; f. Ex. “raa seg te mæ Klæe”: skaffe sig Forraad af Klæder. Meget brugl. i Nordl. og Trondh. Stift. (Jf. syta). – 5) forsøge, gribe til. “Raa paa”: tage fat paa, begynde paa, benytte for første Gang. Sdm. i Formen “raa” (Præs. raar), for Ex. “raa paa Smørkannaa”: gjøre det første Snit i Smøræsken. “Raa paa Mjøltynnaa”: tage den første Portion Meel af Tønden. G.N. ráda á: angribe. Jf. Isl. rjá vid: røre ved, tage fat paa.

raadande, adj. 1) raadende; styrende. 2) raadelig (= raadleg).

Raadar, m. Raadgiver; ogsaa Hersker eller Formand (dog lidet brugl.).

raadaa, v. for rada (?), s. radda.

Raadaa, m. s. Rade.

Raadbot, f. Hjælp, Forbedring, Afhjælpelse af en Mangel. Hall. og fl. Nogle Steder Raadbøte, n. (Sdm.). G.N. rádabót.

raadbøta, v.a. (er, te), forbedre, hjælpe, rette paa noget. Nordre Berg.

Raadbøte, n. Forbedring; s. Raadbot.

raadd, part. 1) besluttet, som har bestemt sig til noget. Trondh. – 2) tilraadet, tilskyndet. – 3) forsynet. Han er for litet raadd paa det: han har for lidet Forraad deraf. Trondh. Jf. raaden.

raaddrjug, adj. klog, skarpsindig, som veed mange Udveie eller har meget omfattende Planer. Hard. G.N. ráddrjugr.

Raa-deile, n. Grændseskjel (s. Raa, 2). Solør (Raadele).

raadeleg, s. raadleg.

raaden, adj. stedt, kommen i en vis Stilling; ogsaa: indrettet, ordnet. Trondhjem. Det var illa raadet (ille raae): daarlig tilredet, ikke i noget Orden. Han er illa raaden (ille raaen): han er ilde stedt, kommen i Forlegenhed.

Raaderom, n. Raaderum, Leilighed.

raadføra, v.a. (er, de), raade, veilede. Oftest raadføra seg: spørge sig for, høre Andres Raad. (Jf. samraada seg). Raadførsla, f. Raadførsel.

Raadgivar, m. Raadgiver.

Raadgjerd, f. Raadslutning, Afgjørelse. (Raadgjær). G.N. rádagerd. Ogsaa Middel, Raad imod en Sygdom eller Skade. Trondh.

raadklok, adj. klog til at finde Raad.

Raadlag, n. Forhandlinger om en Sag, Overlæggelse, Raadslutning.

raadlaus, adj. 1) raadvild, forlegen. Nogle St. raadalaus. G.N. rádlauss. – 2) forknyttet, ubehjælpsom, ikke rigtig raadfærdig eller resolveret. – 3) om en Tilstand: hjælpeløs, haabløs. Det var reint raadlaust: det var umuligt at udrette noget.

raadleg, adj. raadelig, som man kan tilraade eller anbefale. Hedder ogsaa raadeleg. Jf. G.N. rádulegr.

raadlege (?), adv. sagte, langsomt, noget seent. Ork. i Formen raale’, f. Ex. “gang’raale’” (= ganga i Make). Maaskee egentl. forsigtigt, betænksomt.

raadleggja, v.n. (legg, lagde), raadslaae, oplægge Raad. (G.N. rádleggja: tilraade). Raadlegning, f. Overlæggelse, Raadslaaen. (Oftere Raadleggjing).

Raadløysa, f. 1) Raadvildhed, Forlegenhed. 2) Forsagthed, Ubehjælpsomhed (see raadlaus). 3) Haabløshed, fortvivlet Tilstand. Nogle St. Raa’aløyse; paa Sdm. Raadaløyse.

Raadmann, m. Raadmand. (I Byerne).

raadrik, adj. 1) kløgtig til at finde Raad eller Udvei. Nhl. – 2) herskesyg, kommanderende. (Isl. rádríkr). Paa Sdm. raadriken (raa’rikjen): selvraadig, egenmægtig, som tager sig selv til Rette.

Raa-drøgje, n. et Læs raat Hø. Sdm. Ogsaa om et dovent Menneske.

Raadsdreng, m. Avlskarl; Forstander for Arbeidsfolket paa en Gaard. Trondh. Andre St. Gardsdreng, Husbondsdreng.

Raadsherre, m. Medlem af et Raad (Statsraad). <PB N="587"> Tildeels ogsaa: Formand, Bestyrer. Ofte spotviis om En, som gjerne vil raade og regjere.

Raadskona (o’), f. Forstanderske, Huusholderske. Trondh. (Raasskaana). G.N. rádskona.

Raadsmann, m. 1) Forstander, Bestyrer. Trondh. og fl. (G.N. rádsmadr). 2) Raadgiver, Veileder.

Raadsmoder (Raassmor), f. egentl. Forstanderske; men oftest om en bydende og herskesyg Kvinde. B. Stift.

Raadspurning (u’), f. Raadspørgsel.

raadspyrja (seg), v. (spyr, spurde), raadspørge, forespørge sig.

Raadstemna, f. Raadstævne, Møde for at raadslaae om noget.

Raadstova (o’), f. Raadstue, Raadhuus (i en By). Egentl. Raadsstova, da det sædvanlig udtales Raass-stova.

raatægd, adj. lempelig, føielig, som lader sig raade. Tel. G.N. rádþægr.

raadug (og raadig), adj. 1) beslutsom, resolveret. Mere omfattende i Sammensætning, som: snarraadug, seinraadug, vanraadug, tviraadug, hardraadug. – 2) klog, flink til at finde Raad; ogsaa betænksom, forsynlig osv. Nogle St. raa’ug, i Smaal. raa’au. G.N. rádugr, rádigr. – 3) raadig, som har Magt til noget.

raadvill, adj. raadvild, forlegen. Raadvilla, f. Raadvildhed.

raadvis (ii), adj. raadviis, klog til at finde Raad eller Udveie.

Raa-dyr, n. Raa, Raadyr. (Lidet bekjendt). G.N. rá, f.

Raae, m. Raahed, Fugtighed; f. Ex. i Jorden. B. Stift og fl. Isl. hrái. I lignende Betydning ogsaa: Raake, Raske, Raame. – Om et andet Raae, s. Rode.

Raafang, n. raat Materiale, nyhuggede Træer, m. m. Gbr. og fl.

Raageit, f. = Humregauk. Hadeland.

Raagn, f. s. Rogn.

Raagn, m. (Træ), s. Raun.

Raahøy, n. Hø som ikke er tørret.

Raajarn, n. Jern som ikke har været bearbeidet; Rujern.

Raak, n. 1) Træf, Tilfælde, det at man træffer eller rammer noget. Hall. og flere. Paa eit Raak: paa det uvisse, paa Slump. Af raaka. – 2) Rift, Aabning, det Punkt hvorfra en Ting lettest kan splittes eller rives op (= Rov). Nhl. Hører maaskee nærmere til følgende Ord.

Raak, f. 1) Spor, Række af Spor eller Mærker (saasom efter et Dyrs Gang); Rad af spildt eller neddrysset Affald, for Ex. af et Læs. Indh. Det laag ei Raak med Korn etter Vegen. Han hadde blødt, so det synte Raaki etter honom. (Dæ synte Raakj’a ett’om). Efter Formen nærmest af reka, efter Betydn. nærmere til rekkja. – 2) Vei, Gangsti for Kreature. Søndre Berg. Sfj. Romsd. Ork. Gbr. og fl. (Andre Steder Raas, Rekkja, Rekster). – 3) Stribe, Fure, Aare i et Bjerg, og desl. Lister og flere. Isl. rák; Sv. Dial råk. – 4) en aaben Rende i Isen paa en Elv eller Fjord; en ophugget Rende for Fartøier. Østl. Tel. og fl. Tildeels med Fl. Ræker (Rækr), i Hall. “Ræk’a”. Sv. vråk (og råk). – 5) en Skaar eller Strimmel af udbredt Hø (= Høyflekk). Indr. (Sv. Dial. råk). Jf. Rækje.