Ivar Aasen Norsk Ordbog

raaka, v.n. (ar), spore, efterspore, lede ivrigt efter noget. Nhl. Jf. Raak, rekkja, røkja.

raaka, v.a. (ar), 1, træffe, ramme noget som man sigter til; ogsaa: træffe ved et Tilfælde, finde, støde paa. Mest brugl. søndenfjelds, men ellers temmelig alm. Sv. råka; Nt. og Holl. raken. Jf. D. rage (f. Ex. det rager mig ikke). Raaka paa: træffe, finde; ogsaa: falde paa, erindre, komme i Hu. (B. Stift). Raaka til: træffe til, slumpe til. – raakast, v.n. træffe sammen, møde hinanden.

raaka, v.a. (ar), 2, væde, gjøre fugtig (s. Raake). Raaka seg: blive fugtig, afsætte Vædske. Hedder ogsaa raakast. (Jf. raana, raast). Raaka paa Traaden: spytte paa Traden idet man spinder, for at udjævne enkelte haarde Trevler. Østl.

raa-kald, adj. kold og tillige fugtig. Raakalde (og Raakulde), m. Kulde med fugtig Luft.

raakaa, s. rak, raka og reka.

Raakaa, m. s. Rake.

Raake (Raakje), m. 1) Væde, Fugtighed; saasom i Jorden. Ork. Andre St. Raae, Raame, Raaske. – 2) Vædske i Munden, Spyt (saliva). Temmelig alm. G.N. hráki; Sv. Dial. råke. Sædvanlig kun om den Vædske, som udvikler sig indentil i Munden, f. Ex. ved Tygning, og ikke om den udflydende eller udspyttede Vædske, som derimod hedder Sleve, Sikl eller Sputt. Jf. rækja.

Raake (Top), s. Roke.

raakefull, adj. vædskefuld.

raakelaus, adj. tør i Munden.

raaken, adj. usikker, beroende paa et Slumpetræf. Vald. Hall. “Dæ va raakjint”: det beroede paa en god Lykke.

Raaknad, m. Træf; Held til at træffe. Oftere Raaking, f.

raaksam, adj. træffende, heldig i at træffe. Lidet brugl.

Raal, n. Vraal, Skrig; s. følg.

raala, v.n. (ar), 1, vraale, skrige; f. Ex. om Katte. Indh. Nordl. Ogsaa: skraale, støie. Hall. og fl. (Jf. røla). Sv. vråla.

raala, v.n. (ar), 2, famle, gramse med Hænderne. Ork. (Jf. kraala). Ogsaa v.a. skrabe, grave. Raala i Hop. Raala nokot <PB N="588"> attaat: skrabe mere til. Gbr.

raale, adv. (sagte), s. raadlege.

Raaleike, m. Raahed, en vis Grad af Fugtighed. G.N. hráleikr.

Raalende, n. fugtige Marker.

raalendt, adj. fugtig, lidt sumpig; om Marker eller Agre. Oftest i Neutr. Her er so raalendt. Østl. og fl.

Raalengd, f. en Stanglængde; see Raa. Afvig. Rolengd. Indh.

Raaling, f. Skraal, m. m., s. raala.

Raalyse, n. ukogt Tran; Fedt som udflyder af Fiskelever.

Raam, n. Træf, Tilfælde, Leilighed. Berg. Stift, Tel. og fl. Eit godt Raam: et heldigt Træf osv. S. raama.

raam, adj. hæs, som har uklar Stemme, f. Ex. af Forkjølelse. Berg. Tel. Hall. og fl. G.N. rámr; Sv. Dial. råm. Heraf Ræma.

raama, v.a. (ar), 1) ramme, træffe, støde paa. (Omtr. som raaka). Berg. Tel. Hall. Nordl. og fl. – 2) beramme, bestemme. Nt. og Holl. ramen; Ght. ráman: sigte til noget. – raamast, v.n. træffes, mødes. Raamast med: træffe sammen med. Helg.

Raama, f. Ramme, indfatning, f. Ex. paa Vinduer. (Glasraama, Spegelraama osv.). Nogle St. Rama. (Nordl. Trondh.). T. Rahmen, Fr. rame. Om et andet lignende Ord, s. Roma.

raamalen, adj. malet efter en svag eller utilstrækkelig Tørring; om Korn.

Raamark, f. fugtige Marker, sumpig Grund. Smaal. og fl.

Raame, m. Fugtighed, Raahed (= Raae). Sogn, Vald. Gbr. “Kula-raame”: kold Fugtighed i Jorden. (Sogn). – raamen, adj. fugtig. Gbr.

Raamerke (kj), n. Skjelsteen, Grændsemærke. Østerd. Sv. råmärke. Jf. Raa og Raadeile.

Raamjølk, f. Raamælk; s. Koda.

Raamskot (o’), n. Slumpeskud, et Skud som kun træffer ved en Hændelse. Gbr. Ork. (Jf. Eng. random shot). Raamskyttar, m. en Slumpeskytte.

Raamsmid (i’), m. Slumpesmed, En som kun af og til gjør sit Arbeide godt. Hall. (Raame-sme).

raamus, ødsel, s. romus.

Raamysa (y’), f. Valle som fraskiller sig ved Mælkens Sammenløbning i kold Tilstand.

Raan, f. 1, Mudder, Dynd, Søle. Nordl. (Lof.). Udtalt “Raann”, med reent “nn”, og synes altsaa at være et gammelt Ron (o’), el. Røn. (Jf. Isl. hrönn: Dynge).

Raan, f. 2, Strøm; s. Ron.

raana, v.n. (ar), 1, blive fugtig, slaae sig. Høyet raanar upp-atter: Høet slaar sig, bliver raat igjen. Mest alm. udtalt raanna (dog med reent n), ligesom blaana, graana osv.

raana, v.n. (ar), 2, komme sig, blive friskere (= kraana). Sfj. Maaskee raadna?

raanaa, styrte, bryde løs; s. runa.

Raanaa, m. 1) en Orne, s. Rone. 2) en Spire, s. Runne. 3) Nedstyrtning, s. Rune.

Raand (Stribe; Bjælke), s. Rand.

raandutt, s. rendutt.

Raang (Baadeknæ), s. Rong.

raang (vrang), s. rang.

Raanga (Vrangside), s. Ronga.

raangseles, s. rangsøles.

Raaning, f. tiltagende Fugtighed.

raanka, s. ranka.

raapaa, s. rapa og ripa.

Raapaa (en Urt), s. Ripe.

raarikjen, s. raadrik.

Raas, f. 1) Løb, Gang, Fremskriden. Han gjerer ikkje lang Raasi: han gaar ikke langt bort. Nordre Berg. Lidet brugl. G.N. rás; Ang. ræs (Eng. race). Heraf ræsa. – 2) Væxt, Opskydning; især i Skov. D’er god Raas i denne Skogen: denne Skov voxer godt, skyder hurtigt op. Sdm. See Raasarskog. – 3) Gang, Vei, Gangsti; især om de Stier som efterhaanden danne sig ved Kreaturenes Gang til Græsmarkerne. (Buraas, Geiteraas). Nhl. Nordre Berg. Tildeels med Fl. Ræser (Ræs’e), Sdm. Andre St. Raak, Rekster, Raast. – 4) Strøg, hvorigjennem Fiskestimene gaae. Nordl. – 5) Strøm, aaben Rende i Isen paa en Elv. Østerd. (Jf. Raak). Ogsaa: Rende, Vandløb, Bækkeleie. Trondh.

Raas, Nedstyrtning; s. Ros.

Raasarskog, m. ung, opvoxende Skov. Sdm. (Raasaskog). Ogsaa om enkelte Træer; saaledes Raasa(r)bjørk, og Raasa(r)fura. Jf. Frøybjørk, Frøyfura.

Raasegl, n. Raaseil, almindeligt fiirkantet Seil med Raa. Raasiglar, m. Fartøi som kun fører Raaseil.

raaskakk. adj. skjævvinklet, skjæv i Hjørnerne. Trondh.

Raaske, m. Fugtighed (= Raae). Hard. Ryf. (Raaskje). Hertil raasken (kj), adj. fugtig.

Raaskjær, m. Stangfisk; Torsk som er kløvet heelt igjennem, saa at begge Halvdele kun hænge sammen ved Halen. (Modsat Rundfisk og Klyvfisk). I Nordl. ogsaa Raaskjæring. G.N. ráskerd (?), ráskerding. Skal egentlig grunde sig paa et Verbum “raaskjera” (e’): tilskjære for Stangen (s. Raa).

Raaslag, n. raae Stykker af Kjød eller Fisk; Kjødet af nylig slagtede Dyr. Nordre Berg. Nordl. og flere. I Gbr. Raaslagt.

Raasmak, m. Smag af Raahed; f. Ex. i Kjød eller Fisk, som ikke er tilstrækkelig speget.

Raassmor, f. Raadsmoder.

Raast, m. Gangsti (= Raas). Hall.

<PB N="589">

Raastaur, m. Kornstavre; s. Raa, m.

raasteikt, adj. ilde stegt.

Raat, s. Rot. Raata, s. Rota.

Raata, f. Stang, tynd Træstamme. Tel. Jf. Raa, Ræja, Ræla. – Ogsaa i Formen Rota (o’), om en Fiskestang. (Vinje).

raa-tett (ee), adj. tæt besat med Kornstavrer (Raa, m.) paa en Ager. Det vardt raatett. Paa Voss rjaatett.

Raatev (-tæv), m. Lugt af noget raat (som Kjød eller Fisk); især om Uddunstning af slagtede Dyr. G.N. hráþefr.

raaturkad, adj. lidet tørret, kun halvtørret; f. Ex. om Korn (Melder).

Raav, n. Tag paa et Huus. Namd. Tildeels udtalt Rov (o’). G.N. ráf (ráfr, rjáfr). Heraf Ræve. Jf. Rov. Lignende Betydn. har Ang. hróf, Eng. roof, Holl. roef (D. Ruf).

raava, v.a. (ar), skrabe, rive, rydde. Sdm. Ork. Raava i Hop: rive sammen. Raava utor Vegen: rydde bort i en Hast. Ogsaa v.n. bulde, larme.

Raavaa, s. Rove og Rave.

Raaveder (-veer), n. raat Veir, fugtig og kjølig Luft.

Raavid (i’), m. Stænger til at tørre Fisk paa; de tykke Stænger, som ligge tværs over Aasene (Æse) i en “Fiskehjell”, og behænges med Rundfisk. Nordl. (Lof.). Til Raa, f. – Forskjelligt herfra er Raavid (i’), om raat eller færskt Træ. Mest alm. “Raave”.

Raaving, f. Skraben; Larm, s. raava.

raavoren (o’), noget raa eller fugtig.

Re, s. Red og Rid (i’).

[real, adj. i Betydn. ærlig, redelig; ogsaa dygtig, forsvarlig. Østl. Jf. reideleg.

Rear, pl. Svalgange; s. Rid, n.

Red (e’), n. Kjønslem (penis); især paa Heste. Mest alm. Re (ee); ellers Ræ, Indh., og Rer (ee), Helg. Shl. Tel. (altsaa egentl. Redr). Afvig. Rede, el. Ride (i’), m. Nfj. Sdm., ogsaa enkelte andre St. Ree, m. I svenske Dial. rär, reer (Rietz 552). Jf. G.N. hredjar, pl. (scrotum), D. Ræder.

Rede (e’), m. s. Red.

ree, og re’en, s. riden.

refsa, v.a. (er, te), revse, straffe. G.N. refsa. Tildeels ogsaa i Betydn. straffe paa Livet, henrette. Particip: refst.

Refsedag, m. uheldig, ulykkelig Dag. Tel.

Refserett, m. Ret til at straffe.

Refsing, f. Revselse, Straf; lovbestemt Legemsstraf; tildeels ogsaa om Henrettelse.

refta, v.a. (er, e), 1) forsyne med Tag, besætte med Tagbjælker eller Sparrer. Tel. (Af Raft). G.N. repta. – 2) anlægge Tagskjægget paa et Huus. Nordre Berg. (ræfte). S. Raft, f. Jf. Utrefte. – 3) tilskjære eller afrunde Kanterne paa en Fjel (= strika). Sogn.

Refting, f. Tagreisning osv. s. refta.

rega (rave), s. riga.

[Regel (Reg’el), m. Regel, Forskrift.

regjera, v.n. og a. (ar), 1) regjere, herske. T. regieren, af Lat. regere. – 2) støie, larme, drive Leg og Løier; f. Ex. om Børn. Meget brugl. i B. Stift og fl., ofte med en Bøining, som er tillempet efter “gjera”, nemlig i Imperf. regjorde (regjorte) og Supin. regjort. Jf. styra.

Regjering, f. Regjering, Statsstyrelse.

Regjersla, f. Larm, Uro, Tummel.

Regla, f. en Række af Ord eller Navne, en lang Opregnelse; ogsaa en Ramse, en Fortælling med mange Gjentagelser. Nogle St. Røgla, Rygla. G.N. regla betyder Regel, efter Lat. regula.

regla, v.n. opramse, fortælle meget.

Regn, n. Regn, Draabefald af Luften. Mest alm. Rægn; afvig. Rægd’en, Hall. Vald. G.N. regn (Goth. rign).

regna, v.n. (er, de), regne, falde som Vand af Luften. Mest alm. rægna (rægne), ellers rigna, Sogn, Tel. og fl. G.N. rigna, ogsaa regna. – De haardere Former regnde og regnt udtales tildeels rængde, rængt.

regnall, adj. regnfuld, rig paa Regn, om en vis Tid. Østl.

Regnboge (o’), m. Regnbue. Nogle Steder Rægnbaaga, -baagaa. G.N. regnbogi. Jf. Vederboge. En kort eller halv Regnbue hedder Regnstuv, Vederstuv, Elhovud, Vederhovud.

Regnbolk, m. et langvarigt Regnveir.

Regndag, m. en Dag med Regn.

Regndrope (o’), m. Regndraabe.

Regn-el (ee), n. og Regn-eling, m. Regniling, Regnbyge.

Regnfret, m. liden Regnbyge. Tel.

Regnhatt, m. Parapluie.

Regnhimmel, m. Regnskyer, Luft som bebuder Regn.

Regning, f. vedvarende Regn.

Regnklæde, n. Overklæder for Regn.

regnleg, adj. regnfuld, eller som tegner til Regn. Hedder ogs. regnsleg, Tel., ringleg, Rbg. Jf. regnsam.

Regnløysa, f. Regnmangel.

regnsam, adj. regnfuld; om den Tilstand, at det regner ofte eller længe. Det vardt regnsamt. Trondh. og fl. Lignende er: regnalt, regnslegt og regnutt.

Regnskol (o’), n. Regnskyl.

Regnskur, f. en Regnbyge.

Regnskvett, m. en liden eller kort Regnbyge. Paa Sdm. Regnspill, m. om en kort og stærk Byge.

Regnsleip, m. Snegl; s. Sleip.

Regnstuv, m. et Stykke af en Regnbue. Indh.

regntung, adj. regnsvanger; om Luften eller Skyen.

<PB N="590">

regnutt, adj. = regnsam. Hall.

Regnvatn, n. Regnvand.

Regnveder (-veer), n. Regnveir.

Regn-yr, n. meget fiin Regn.

Reham, s. Ridham. – Rehaa, s. Ridhaa.

Rei, n. s. Reid. – rei, adj. s. reid.

reia (?), v.n. (ar), gynge, svaie. Reia seg: svæve i en Gynge (= huska seg). Sdm. Maaskee for reigja (jf. riga); dog ellers dunkelt; jf. reila. Hertil: Reia (Reie), f. en Gynge (= Huska). Rei, n. (?), en gyngende Stilling. “Stokkjen ligg’e paa Rei”: Stokken ligger løst, nemlig med Underlag i Midten, men ikke ved Enderne. Jf. Rid. Ellers adskilt fra Reid og reida.

Reia, f. en Stang; s. Ræja.

Reiaspenar (?), pl. et Sygdomstilfælde som angriber nyfødte Kalve, og hvoraf de let kunne døe. (Forklaret som en Stoppelse i Uringangen). Sdm. Sfj. Sogn, udtalt Reiaspæna. (I Jensens Glosebog “Reispen”). Dunkelt.

reid (red, ogsaa vred), s. rida.

Reid, n. Rede, Sted hvor Fugle lægge Æg. Egentl. Reider; mest alm. Rei, ellers Reid, Nfj. Sdm. og Reir, Smaal. Rom. Nordl. G.N. hreidr; Sv. Dial. rede, ree. Bera til Reids: begynde at bygge Rede, samle Straa eller Kviste til Redet; i Spøg om Mennesker: bosætte sig, flytte ind i et Huus.

Reid, f. 1) Riden, Ridning. Lidet brugl. (s. Landst. 358). Jf. Heimreid. G.N. reid. – 2) Følge, Selskab; egentl. ridende Følge. (Jf. Brudreid). Lister og flere. Saaledes ogsaa et Følge af Vætter eller Aander. Nhl. Jf. Jolereid, Oskereid. – 3) en Rad eller Række. Lidet brugl. s. Grindreid. – 4) en Red, en Ankerplads. Holl. reed. – 5) i Sammensætning som Navn paa en Ko; saaledes paa Sdm. Hagreid, Dukreid, Skautreid osv.; i Tel. Fagerreid, Heimreid, Skartreid (Landst. 802). Betydningen dunkel; maaskee: den redende, dvs. den som tilreder og frembærer Mælken; jf. G.N. reidr: en Frembærer. (Egilsson 654).

reid, adj. (1), rede; færdig. Mest brugl. i Forbindelsen: reide Pengar, dvs. rede Penge, Kontant. I Smaal. “reie”: færdig, beredt. Andre St. reidug, reidd; sjeldnere: reiden.

reid (2), el. vreid, adj. vred, fortørnet, opbragt. Brugt i Formen rei (rei’e), Hard. Voss, Hall. ogsaa Ork. og Helg. Nogle St. re (Selbu). Afvig. vrei (vrei’e), Tel. Buskr. (I Betydn. ligt harm; ædlere end ill, vond, sinnad). G.N. reidr; Sv. vred; Ang. vrád. – Heraf reidast, v.n. (est, dest). vredes, blive vred. I Tel. vreiast. (G.N. reidast). Reide, m. Vrede. (Sjelden). I Tel. Vreie. (G.N. reidi, f.). I Hall. i en afledet Form: Vreidske (Vreiskje), m. Disse Ord kunde bekvemmest skrives med “vr”, ligesom vrida (s. rida), da de ellers støde sammen med andre ligelydende Ord.

reida, v.a. (er, de), 1) løfte, hæve, holde færdig. Han reidde Neven aat meg: han truede mig med Næven, svingede med Haanden som for at slaae. Nordre Berg. G.N. reida: svinge, hæve. (Jf. rida). – 2) fremføre i Kløv eller paa Hesteryggen, transportere Byrder med Hest. Dei hadde reidt heim ei Klyv med Mjølk. B. Stift. (Egentl. lade ride, af rida, reid). – 3) skaffe, udrede, betale. Reida Skattarne. Reida fyre seg. Hedder oftere greida. – 4) udstyre, forsyne, sætte i Stand. Reida ut: udstyre. Reida av: affærdige; ogsaa skrubbe, give en Irettesættelse. Han reidde deim av, so det var fælt. Nordre Berg. Jf. Avreidsla. – 5) rede, tillave, tilberede. Reida Skinn: berede Skind (ved Vridning). Reida upp: rede en Seng. (Jf. breida, gjera upp). Reida Mat: lave Mad; koge til et Maaltid. Hedder ogsaa blot reida (reia), f. Ex. “ganga heim aa reia”, Mandal, Rbg. – 6) v.n. drive af for Vinden; om Baad eller Fartøi. Nordl. (reia av). Hører formodentlig hertil; jf. G.N. reida: drive, omtumles.

Reida, f. 1) Udredsel, Afgift. Tel. og flere. (Reie). G.N. reida. (I “Skipreida” ogs. om et udredende Samfund el. Distrikt). – 2) Beredskab, færdig Stand. Det stend til Reida (te Reie): det staar færdigt, er til Tjeneste. G.N. til reidu.

Reidar, m. en Reder; Skibsreder, m. m. Hava ein rik Reidar: være udstyret af en rig Mand.

reidd, part. tilredet; udredet, forsynet; ogsaa: opløftet osv. s. reida.

Reid-deigja, f. Opvarterske, Kvinde som besørger Tilredningen i et Huus. Nordland. (Reiddeia). I Hall. “Reiedeie”, jf. Reidekona. (Sv. Dial. redej).

Reide, m. Rede, Redskaber, Tilbehør. Ei Skuta med Segl og Reide. Ein Vevstol med all sin Reide. G.N. reidi. Jf. Bunad, Byrnad, Greida, Tarvende, Velde, Beine, Ambod.

Reide (= Vreide), s. reid, 2.

Reidekona (o’), f. Redekone, Kvinde som anretter Maden ei Gjæstebud. Tel. Hall. Smaal. og fl. Ogsaa kaldet Reidekjerring og Reiddeigja. Fra Hedemarken meddeelt “Reekvinne”.

Reidekorn, n. Korn til Tiende, m. m.

reidelaus, adj. blottet for Redskaber eller Indredning; ikke tilstrækkelig udstyret.

reideleg, adj. 1) redelig, retskaffen (egentl. god at komme tilrette med). – 2) forsvarlig, dygtig, fortrinlig. Nhl. og flere (reieleg). Jf. “real”. – reidelege, adv. ærligt, oprigtigt; ogsaa tilfulde, ganske. Nhl. og fl.

Reidemaal (?), n. 1) et Engstykke, som man kan slaae eller afmeie paa en Dag; et Stykke for en Dags Pligtarbeide. Hadeland. <PB N="591"> (Reiemaal). 2) en Rude, som holder 8 Stænger paa hver Kant. Gbr. (Froen). Ellers en vis Jordskyld, som udgjør 1/4 Lispund Tunge. Smaal. (i Formen Reemaal, Remaal). Noget dunkelt; neppe til “Reie” (Ræja: Stang), da dette tildeels paa samme Sted udtales “Raje”.

reiden, s. reidug.

Reiding, f. 1) Førsel i Kløv (= Reidsla). – 2) Tilredning, Tillavelse. – 3) Udredelse, Udstyr. Hertil vel ogsaa “Reiddinga(r)”, pl. om Sendegaver til et Gjæstebud (= Forn, Føring). Indh. (Snaasen).

Reidnad, m. Tilredning, Bearbeidelse; ogs. Forsyning, Udstyr; Pynt osv. Hall. og fl. Nogle St. Reidning, f.

Reidskap, m. Redskaber, Værktøi; Tilbehør (= Reide). Sædvanlig kollektivt, og ikke om et enkelt Redskab. (I Spøg kan Reidskap ogsaa betegne Genitalia).

Reidsla, f. 1) Fremførsel i Kløv eller paa Hest (s. reida, 2). Hertil Reidsleveg, m. Ridevei, Kløvvei. Hard. og fl. – 2) Tilredning, Tillavelse. Det vardt ikkje lang Reidsla: der blev ikke Tid til nogen lang Forberedelse. – 3) Affærdigelse, Expedering. Jf. Avreidsla. Ordet udtales med sædvanlig Overgang: Reisla, Resle, Reitla, Reltle.

reidsla, v.a. (ar), tilrede, tillave; f. Ex. lave Mad. Tel.

reidug, adj. 1) færdig, rede. Hall. Vald. (reiug). Andre St. reidd; sjeldnere “reie” (s. reid) og reiden (reien), Sæt. – 2) redebon, beredvillig. Hall.

Reie, s. reia, Reida, Ræja.

Reiel, s. Reil. – reieleg, s. reideleg.

Reig, m. 1, Række, Følge, Folk som gaae eller kjøre i en Rad. Vald. Jf. T. Reihe, Nt. Rege, Rige, Ght. ríga (Weigand 2, 480). S. reiga.

Reig, m. 2, Anfald af Sygdom eller Svaghed. Hall. (Hoel). Dunkelt; jf. Isl. rígr: Stivhed. Hertil reigall, adj. svagelig, af og til syg (= helseveik).

reiga, v.a. (ar), stille i en Rad eller Række (Reig). Reiga seg: ordne sig i en Række. Vald.

Reik, f. 1) Stribe, Linie. Ryf. Nordl. Især: Blis, Stribe i Panden paa Dyr (Faar, Gjeder). B. Stift. (Jf. Bles). – 2) Skille-Linie i Haaret paa Mennesker; en Linie imellem Panden og Issepunktet, hvorfra Haaret skiller sig til Siderne. Søndre Berg. ogsaa Sdm. Hall. og fl. (I Tel. Haarreit). G.N. reik; Sv. Dial. rek, raik. – 3) en Skille-Fure imellem to Afdelinger i en Ager. Østl. (Rom.). Jf. Reit.

reika, v.n. (ar), gaae, spadsere; gaae langsomt, ligesom for at see sig om. B. Stift, Tel. og fl. G.N. reika. (Skotsk raik). Hertil Reiking, f. Spadsering, langsom Gang. Sjeldnere Reik, n.

reikna, v.a. regne; s. rekna.

reikutt, adj. stribet; blisset; s. Reik.

Reil (el. Reiel), m. Slingring, svaiende Bevægelse; ogsaa Bølgegang. Tel.

Reila, v.n. (ar), 1) gynge, svinge frem og tilbage (= huska). Ryf. Jf. reia. – 2) slingre, svaie, rokke til Siderne (= vagga); ogsaa ellers om en vuggende eller bølgende Bevægelse. Tel.

Reile, n. en Gynge (= Huska). Ryf.

Reim, f. (Fl. Reimar), Rem, Baand af Skind eller Læder. G.N. reim. (Jf. Remsa). – Reimsaum, m. Remmesøm i Skindklæder. Reimskinn, n. Skind at skjære Remmer af.

Rein, f. s. Reina.

Rein, m. Reen, Reensdyr. G.N. hreinn; Ang. hrán. Ogsaa kaldet Graadyr eller kun Dyr. I Sammensætn. oftest Reins, som Reinsbrodd, m. Reensdyrhaar. (Sogn). Reinsfluga, f. Reenbremse. Reinshud, Reensdyrhud. Reinsmjølk, f. Reenkoens Mælk. Reinssteik, f. Reensdyrsteg. (Oftere Dyrsteik). Reinsukse, el. Reinsstut, m. Han-Reen. (Modsat Simla).

rein, adj. reen, fri for Smuds. G.N. hreinn. Gjera reint: feie og pynte i Huset. – 2) klar, ufordunklet; f. Ex. om Glas; ogsaa: sund, ufordærvet, usmittet. – 3) ryddelig, fri for Hindringer. Rein Sjo: Farvand som er frit for Skjær eller Banker. Rein Vid (Ve): Træ som er frit for Kviste eller Knuder. Gjera reint Bord: rydde Bordet. – 4) skjær, ublandet; ogsaa: sikker, afgjort. Reint Gull. Reine Sanningi. Rein Vinning osv. – 5) uskyldig, ærlig, ulastelig. Hava reine Tankar. Ganga reine Vegar, osv.

Reina, f. Engstrimmel, Agerreen; Græsbakke paa den nedre Kant af en hældende Ager. Ogsaa ellers om en smal Forhøining, en lang Vold af Jord eller Gruus. B. Stift. Paa Østl. Rein, især om en smal Engstrimmel imellem Agrene. G.N. rein, ogsaa reina. Sv. ren (Agerkant); T. Rain.

Reinblom, m. en Fjeldurt, Dryas octopetala. Gbr.

reindæmd, adj. sund, frisk (f. Ex. om Luft); fri for Afsmag (om Kar).

reine, adv. ganske aldeles (= reint). D’er reine fælt: ganske forfærdeligt. Hall. Buskr.

Reinegras, n. Græs som voxer i Agerrener; Rørgræs og fl.

Reinekøyrsla, f. det Arbeide at jævne Jorden paa en hældende Ager ved at kjøre Muld fra den nederste Kant til den øverste. (Køyra Reina). Nordre Berg.