Ivar Aasen Norsk Ordbog

Ri, f. s. Rid. – Ri, m. s. Rir.

ria (ride og vride), s. rida.

ribba, f. en Side af et Dyr (især Sviin); den Deel af Siden, som indeholder Ribbenene (= Riv).

Ribbe, m. (n.?), Bjergryg, den øverste Kant af en Aas eller Fjeldkam; ogsaa en Jordryg, en høi Vold. Rbg. Jf. Rabb og Rime.

Rid (i’), n. 1, 1) en vaklende Stilling. Liggja paa Rid: ligge usikkert, f. Ex. om en Stok, som hviler paa et Underlag som er for høit i Midten. Nogle St. “paa Ri”, eller “paa Re” (jf. Ridvang); paa Sdm. “paa Rei” (som er et andet Ord). Vel egentl. en ridende Stilling. Ordet kunde ogsaa betegne: Ridning (jf. Trollrid). – 2) en Forhøining, det høieste Punkt af en Bakke eller Jordryg. Tel. og fl. (Ri’, Re). “Midt paa Ri’e”. Jf. Ris (i’). – 3) et Rækværk (?), s. Handrid. I Hall. i en anden Form, s. Ridar, pl.

Rid (i’), n. 2, et Par sammenbundne Neg paa en Kornstavre. Shl. i Formen Re. I Hard. i en anden Form Rel (Reel), m., formod. for Ridel. Andre St. kaldet Snar (jf. snara: vride). Vel egentl. Vrid og Vridel, af vrida. Sv. Dial. vred, D. Vrid, dvs. Bundt, Visk.

Rid (ii), f. 1) et haardt Veir, Uveir; en Tid med Kulde, Snee eller Storm. (Kaldrid, Snjorid, Uvedersrid). Mest brugl. i de nordlige Egne. (Mange St. Ri). G.N. hríd; Ang. hríð. – 2) et Anfald af Sygdom eller Smerte; en Stund da Smerten indfinder sig stærkere end ellers; saaledes f. Ex. om de enkelte Anfald af Fødselssmerterne (s. Ljosrid, Masarrid). Jf. Flaga. – 3) en Stund, en kort Tid. Temmelig alm. (G.N. hríd; Sv. Dial. rid). Ei liti Rid: en liden Stund (f. Ex. en halv Time). Ei god Rid (Ri): en temmelig lang Stund. Det gjeng i Ridom: det træffer sig kun i enkelte Stunder. Som Adv. ridomtil: af og til, en og anden Stund. Gbr. (riom-te). Jf. Rykk, Tak, Beite, Skov, Kast. – Forskjelligt herfra er et “Rid”, f. som kun bruges i Kvindenavne, saasom: Gudrid, Hallrid, Ingerid, Sigrid, Torrid (alm. udtalt “Ri”, G.N. -rídr), og hvis Betydning er dunkel; af nogle forklaret som “den ridende”, af andre derimod anderledes.

Rid (?), m. flammet Træ; s. Rir.

rida (ii), 1, v.n. og a. (rid, reid, ridet, i’), at ride osv. Inf. mest alm. ria, rie; i Nfj. og Sdm. ride. Imperf. rei (reid), i Fl. rio (i’), el. reo (for rido), Hall. Vald. Supin. ride (i’), rie (i’), ree. G.N. rída (ríd, reid, ridit). – Betydning: <PB N="601"> 1) svaie, vippe, hvile i en usikker, balancerende Stilling, saasom paa et Underlag som er for høit i Midten. Stokken ligg og rid (s. Rid, n.). Baaten reid paa ein Stein. Rida yver: falde over til en anden Side. Han reid aat Golvet. (Hall. og fl.). Jf. risa. – 2) hvile paa Vandet uden at drive (om Fartøi), holde sin Plads mod Vinden. (Sv. rida; Eng. ride). Rida fyre Ankar. Rida av ein Storm: holde sig paa sin Plads, medens en Stormbyge gaar over. Nordl. Jf. “Dæ ri’e av”: det gaar over, forsvinder. Tel. – 3) ride, sidde paa et Dyr; reise tilhest. Rida um Hus: ride omkring Gaarden (en vis Gjæstebudsskik). Sæt. – 4) v.a. bruge til Ridning; f. Ex. rida ein ny Hest; rida Hesten heim o.s.v. Ogsaa: betynge, plage (saasom om Mareridning). – 5) om Han-Dyr: bespringe, parre sig med. (Saaledes ogsaa T. reiten). Afledninger: Rid (i’), Reid, reida.

rida (ii), 2, eller vrida, v.a. (rid, reid, ridet), 1) vride, snoe, omdreie; f. Ex. “ria ei Via”: vride en Vidiekvist, gjøre en Vidie. Hard. Shl. Nhl. og fl. i Formen ria (ri’e, rei, re’e). I Tel. vrie (vri’e, vrei, vrie). G.N. rída; Sv. vrida; Ang. vríðan, Eng. writhe. – 2) knytte, danne en Knude. “Ri i Hop”: trække sammen, knytte til. Nordl. (G.N. rída). Jf. Ride, Ridel, Rideld, Ridtaatt.

Rida (i’), f. Febersyge (?). I Forbindelsen Trollredu, -rødu, -røddu, om et Slags voldsomme Sygdomsanfald hos Dyr. Trondh. I Ork. “Troll-ru’u”. G.N. rida: Feber; Mht. rite. Jf. Ang. hriðian: have Feber.

Ridar (i’), pl. (f.?), Svalgange, aaben Gang paa Siderne af en Bygning. Hall. i Formen Rea, bst. Readn; Dativ Reo (for Ridom). G.N. rid, n. Trappegang.

Ridar (ii), m. ridende Person; Rytter.

Riddar, m. Ridder (Chevalier). G.N. ríddari. Ellers anseet som fremmedt og oftest udtalt Ridd’ar, ogsaa Ridd’er. – Riddarskap, m. (n.), Ridderværdighed.

Ride (i’), m. 1) Maskestok; Valse eller Model, hvorpaa Garnmasker knyttes. Nordre Berg. Nordl. (tildeels Rie, eller Ree). Ogsaa i Formen Ridel (Riel), Nhl. Isl. ridill, ridvölr. (Jf. Riv). – 2) Haspetraad, Baand hvormed en Haspe omknyttes (for at den ikke skal forvikles). Sdm. (Til rida, 2). Om et andet Ride, s. Red.

Ridel (i’), m. 1) flammet Ved (= Rikka, Rir). Nhl. (Riel). – 2) Maskestok, s. Ride.

Rid-eld (i’), m. Ild som fremkommer ved Gnidning i Træ; Friktionsild (= Naudeld). Sdm. Andre St. Rield. (Sfj. Sogn). Til rida, 2. I svenske Dial. vrideld, vredäll.

Ridemot (ii), n. Exercitie med Heste. Hadeland (Riemoot). Anseet som en Tillempning af “Remonte”.

riden (i’), part. 1, reden, tæmmet til Ridning; om Heste. (rien, re-en).

riden (i’), part. 2, vreden; s. rida, 2.

ridfør (ii), adj. 1) skikket til at ride. 2) om Heste: avledygtig (s. rida, 5). Hall. hvor det ogsaa hedder ridbyrg (ribyrg).

Ridham (i’), m. Ridevætte, fabelagtigt Væsen som siges at plage Kreaturene ved at sætte sig paa dem. “Reham”, Mandal. (Folkevennen 11, 466). Paa Sdm. kaldet Tussen.

Ridhaa (i’), m. Haafisk af Hankjønnet; Hanhai (?). “Rehaa”, Nedenæs. (Modsat Bladhaa).

ridheil (ii), adj. skrantende, kun tildeels frisk. Ndm. (riheil).

Riding, f. 1, Riden, Ridning.

Riding, f. 2, Vridning. (Riing, Vri’ing).

ridka? s. rikka. – ridla? s. rela.

ridom, adv. stundom; s. Rid, f.

Ridstall (i’), m. Legeplads for Dyr (især Hjorte); Parringssted. Nfj.

Ridtaatt (i’), m. den Feil i et Toug, at den ene Traad (Taatt) har havt en Kurre eller Vridning og derfor bliver slappere end de andre Traade. Nordre Berg. ogsaa i Nordl. Nogle St. Retaatt. (Oprindelig Vridtaatt).

Ridvang (i’), m. en vaklende Stilling; see Rid, n. Hard. Brugt i Dativ Fl. Ridvongo(m). “Da ligg’e paa Ridvaango”: det hviler paa et usikkert Underlag.

Riel, s. Ridel og Ril.

Rifla (i’), f. Riffel, riflet Bøsse. Nogle St. Reffla. Eng. rifle. Formen er fremmed, og Ordet skulde her hedde Rivla.

Rifs, m. Ribs, Ribsbærtræ. Nogle Steder Rips. (Fr. ribes). Hedder ellers: Or, Movid og Vinbær.

Rift, f. 1) en Rift (= Riva, Rivna). 2) et Stykke; ogsaa en Stund; s. Ryft, Ryfte.

riga (i’), v.n. (ar), rave, svaie, hælde til forskjellige Sider; f. Ex. om Straa. Nordre Berg. Hall. Gbr. (Nogle St. rega). G.N. riga: rokke. Jf. rigla, rigga, raga. Ogsaa i Betydn. gynge (= reia); hertil Rigarskjol, n. en Gynge (= Huskeskjol). Sdm. (Norddalen).

rigga, v.a. (ar), 1, rokke, ryste, faae noget til at rave eller vakle. Rigga Bordet: røre ved Bordet, saa at det ryster. Nordre Berg. Jf. rugga.

rigga, v.a. (ar), 2, forbinde, omvikle. Sogn. “Han va saar’e paa Foten, so han laut rigga han”. Andre Steder i Betydn. rigge et Fartøi, takle, forsyne med Rigg, m. (Takkelads). Eng. rig; Ang. vrigan: klæde, tildække.

rigla, v.n. (ar), 1) rokke, staae løst eller vaklende. Berg. Stift. (Jf. rugla). – 2) rave, gaae usikkert og med Møie. Hall. Hertil riglefør, adj. stærk nok til at gaae (om syge Folk).

<PB N="602">

Rigling, f. ravende Bevægelse.

rigna (regne), s. regna.

rik (ii), adj. 1) rig, som eier meget (egentl. som raader over meget). G.N. ríkr: rig; mægtig; Ang. ríc, Goth. reiks: mægtig. – 2) omfattende, som indeholder meget; ogsaa mangfoldig, rigelig tilbudt. Rika Gaavor; eit rikt Aar; rikt Fiske osv. – 3) drøi, stor. Taka for rikt Tak: gjøre et for drøit Tilgreb; f. Ex. stikke Løftestangen for langt ind under en Steen, som man vil vælte. B. Stift.

rika, v.a. (ar), berige, gjøre rig. Rika seg: samle Rigdom. B. Stift, Tel.

Rikdom, m. Rigdom; Overflod. Tildeels udtalt Rikedom. G.N. ríkdómr.

Rike (el. Rikje), n. 1) Herredømme, Regjering. Hans Rike fekk snart Ende. Ellers lidet brugl. G.N. ríki. – 2) Eiendom, det som En raader over. Her ser du mitt heile Rike, dvs. alt hvad jeg har. B. Stift. – 3) Rige, Stat; Monarkie osv. Mest alm. I Dativ Fl. Rikjom (Rikjo, -aa). I Sammensætning Riks (G.N. ríkis), for Ex. Riksbank, m. Rigsbank. Riksgrensa, f. Rigsgrændse. Riksmagt, f. Statsmagt. Riksort, f. s. Ort. Riksraad, n. Rigsraad, Statsraad. Riksrett, m. Rigsret (Domstol for Anklager mod Regjeringens Medlemmer). Rikssak, f. Statsanliggende. Riksstyr, n. Statsstyrelse. Riksvaapn, n. Rigsvaaben. – I nyere Skrifter (saasom “Dølen”) ere mange flere hertil hørende Ord anvendte, saasom Riksform, f. Statsform. Rikskyrkja, f. Statskirke. Rikslæra, f. Statslære. Riksskipnad, m. Statsforfatning, Constitution. Riksskuld, f. Statsgjæld. Riksstell, n. Statssager, Politik.

Riking, m. en rig Mand. (Haardt K).

rikja, v.n. (er, te), herske, regjere (?). Sjelden, i Forbind. “raader og rikjer”; jf. ovrikja, raadrikjen. G.N. rikja.

rikka, v.a. (ar), rokke, røre, flytte af Stedet. Det stend so fast, at ein kann ikkje rikka det. D’er aldri verdt aa rikka seg (røre sig). Nordre Berg. Nordl. (Maaskee ridka, vridka).

Rikka, f. flammet Træ, Hvirvler eller bølgeformige Aarer i Træet, saasom ved Roden eller i en rund Udvæxt. Nordre Berg. Gbr. Ork. og fl. (Andre St. Rir, Riel). Maaskee egentl. Ridka (Vridka). – Hertil Rikkebjørk, f. Birk med bølgeformige Aarer (fortrinlig skikket til Polering). Gbr. Sdm. og fl. Rikkefjøl, f. Skive af flammet Træ. Rikkeskaft, n. Skaft af saadant Træ. Rikkevid (-ve), m. flammet Ved. (I Ork. Rikka-ve). Andre St. Lokkeved, Rir, runnen Vid (i’). Jf. Ripel, Jadar, Lunde.

rikkad, adj. flammet, tværstribet.

Rikkesky, f. Smaaskyer som adskilles ved smale blanke Striber. Ork. Ogsaa “Rikkasky” (= rikkad Sky).

rikkutt, adj. tværstribet. “Ein rikkett’e Katt”: en Kat som er graa med sorte Tværstriber. Nordre Berg.

rikla, v.n. vrikke, rokke, lirke, f. Ex. med en Laas. Nordl.

rikleg, adj. rigelig, stor, betydelig.

riklege, adv. rigelig, i Mængde, i fuldt Maal. Mere alm. rikelege (rikele’) og nogle St. rikeslege (for rikslega). G.N. ríkulega.

rikna (ii), v.n. blive rigere. (Sjelden).

riksa, v.n. (ar), 1) knirke, skrabe; gjøre Larm; s. rikta. – 2) gaae sagte. Sdm. og fl. “Dæ riksa aa græv’e”: det gaar saa taaleligt; Folk ere oppe og arbeide som sædvanligt.

Riksl, m. Fiskeskjæl; s. Reist.

Riksraad, og fl., s. Rike.

rikta, v.n. (ar), 1) knirke, hvine, skrabe, f. Ex. om Hængslerne paa en Dør. Sogn, Hard. Rbg. Tel. Hall. og fl. I de nordligere Egne hedder det riksa (Sdm. Gbr. Ork. Nordl.). Isl. hrikta. – 2) larme, støie; f. Ex. ved idelig Gang igjennem Dørene. Sogn og flere. – 3) gaae sagte eller med svage Kræfter. Hall. (Maaskee rigta; jf. riga, rigla).

Rikting, f. Knirken; Larm; svag Bevægelse, s. rikta. I de nordl. Egne Riksing.

Ril (ii), m. et Slags Dands for tre Personer. B. Stift. Nogle St. Riel. D. Riel (Molbechs Dial. 446). Eng. (eller skotsk) reel, maaskee til Eng. reel: rulle; jf. Rull.

Rim (ii) n. 1, 1) Riim, frossen Dug (= Hela). G.N. hrím; Ang. hrím. (Betegner tildeels et stærkere eller tykkere Lag af “Hela”). – 2) Sod; Lag af fiint Sod paa Gryder eller Kjedler (= Kolhim). Tel. Jf. G.N. ketilhrím.

Rim (ii), n. 2) 1) Riim i Vers, Sammenstilling af ligelydende Ord. – 2) et Stykke i Verseform; Riimstykke. – 3) ligeligt Forhold, Rimelighed. Gbr. D’er ikkje Rim i det: det er ikke rimeligt, passer ikke til det øvrige. G.N. rím: Vers; Ang. rím: Tal, og ríman: tælle, regne.

Rim (i’), f. (Fl. Rimar), Stang, Spile (Sprosse); en af de Stænger eller Fjele, som danne Ribberne i en “Grind” (modsat Oke); ligesaa om de enkelte Stænger i et Gitter, de enkelte Trin i en Stige, og lignende. (Nogle St. Reem). G.N. rim. Jf. Nt. Rimm (Tværbjælke); Eng. Dial. rims (Stigetrin). Rim i en Slæde er et af de to Langtræer, som hvile paa Tværbjælkerne lige over Mederne. Berg. Tel. (Andre St. Raft, el. Rafte). “Rimm” (el. Remm) synes ogsaa at betegne en Jordryg, men bliver da det samme som Rime, m.

rima (ii), v.n. (ar), blive rimet; fryse til Riim. Jf. hela. Ogsaa: belægges med <PB N="603"> Sod (s. Rim). Mandal og flere.

rima (ii), v.a. (ar), 1) rime, sætte i Vers; ogsaa: skrive Riim eller Vers. 2) faae noget til at passe. Rima seg: danne Riim, klinge ligt; ogsaa: passe sammen, være passende. Trondh. rima (i’), v.n. (ar), danne et Gjærde (?). “Dæ rima inn-yve”: Bølgen slaar ind fra Siden, eller langs ad Baaden. Sdm.

Rimar (ii), m. én Rimer, Versemager.

Rime (i’), m. en langstrakt Forhøining, Jordryg, Bjergryg (omtr. som Rinde). Sdm. (lidet brugl.). Paa Helg. Rem (Remm): en høi Banke. I Hall. Rimme (eller Remme): en Skovstrimmel, Forhøining bevoxet med Skov. (Oftest Skogremme). Isl. rimi: en lang Bakke. I danske Dial. Rem, Rim (Rimmer): Banke, Jordryg. Eng. rim: Kant. Jf. Rive, Ribbe.

rimeleg (ii), adj. rimelig, sandsynlig; ogsaa: passende, billig, maadeholden.

rimfrosen (o’), adj. riimfrossen.

Riming, f. Rimekunst.

rimna, s. rivna. – Rimsa, s. Remsa.

Rimstav, s. Primstav.

rina (ii), v.n. (rin, rein, rinet, i’), 1) virke, have Indflydelse. Mest i Forbind. “rina paa”: virke pa, udrette noget med (omtr. som: bide paa). Det rin ikkje paa honom: det har ingen Virkning paa ham. Det rein ikkje paa deim, kvat dei aato: de blev ikke federe, hvor meget de end aade. Nordre Berg. Nordl. Ogsaa v.a. ramma, gaae ud over. “Obøne(r) rine ikkje den so(m) æ oskyldig’e”, dvs. Forbandelser skade ikke den, som er uskyldig. Sdm. G.N. hrína(á); Ang. og Ght. hrínan: berøre; Eng. Dial. rine: røre. – 2) smerte, stikke, være bitter. D’er so surt, at det rin upp i Naserna: det virker som en Rivning i Næsen. Sdm. Nordl. “Dæ rin i Hau’e”: det smerter i Hovedet. Indh. Afvigende Betydn. “Dæ rin av”: det gaar over, dovner bort. Tel. (Vinje). – 3) skrige, hvine med høi og skarp Lyd; især om Sviin, ogsaa om Heste. Rina som ein Gris. Temmelig alm. vest i Landet, ogsaa Hall. Gbr. Ork. Nordl. (G.N. hrína). Ogsaa brugt i en afvig. Form: vrine, Smaal., brina, el. prina, Sogn. I Nedenes: vrene, om at vrinske. Sv. Dial. vrina: vrinske.

Rinald, m. Knurfisk (= Rjot). Sogn, Nhl. Shl.

Rind, f. Jordryg, s. Rinde.

rinda, v.a. (er, e), støde, drive, nedstyrte, f. Ex. Tømmerstokke fra et Bjerg. Sæt. (Imperf. tildeels rindte). Dunkelt i Udtrykket “rinda Vaasa”: forvinde en Sorg, blive lettere tilmode. Hard. – Ordet skulde egentlig have samme Bøining som binda og vinda, altsaa: rind, ratt, rundet, ligesom G.N. hrinda, dvs. støde, omstøde.

Rinde, m. Jordryg, Bjergryg, en høi Banke; især en opadgaaende Forhøining imellem to Bækkeløb i en Bjergside. Sogn, Hard. Tel. og fl. (I Vald. Rind, f.). Noget lignende er Rande og Rante; jf. Rape, Rabb, Ribbe, Rime.

Rindemark, f. ujævn Mark med lange Forhøininger.

rindutt, adj. ujævn, fuld af langstrakte Høider.

Ring, m. 1) Ring, Kreds, Cirkel. G.N. hringr. Ganga i Ring: gaae rundt, i en Cirkel. Standa i en Ring: staae opstillet i en Kreds. Jf. Kring og Kringel. – 2) en smedet eller tilskaaren Ring; f. Ex. Fingerring. (Jarnring, Sylvring, Gullring). – 3) et rundt og lavt Kar; Mælkekar. Ork. Ogsaa det samme som Ringja.

ring, adj. ringe, let, ubetydelig; ogsaa daarlig, svag, skrøbelig. Han er ring med Helsa: svag af Helbred. (B. Stift). Ein ring Pris: en lav Priis. (Østl.). Eit ringt Aar: et Aar med knap Næring. Nyere Ord; efter det tydske ring, ringe eller gering.

ring, adv. snart, strax, om kort Tid. Ork. “Han maa ring kommaa no”. I Ndm. ringan (ringand?). Sv. Dial. ring, ringt.

ringa, v.a. (ar), 1) bøie i Form af en Ring (Cirkel). Ringa seg i Hop: lægge sig i en sammenbøiet Stilling; om Dyr, for Ex. Hunden. Ringa seg kringum: omslynge; om Væxter. – 2) tilskjære i en Ring el. Runding. Ringa ut-or, el. ringa ut eit Stykke: udskjære et rundt Stykke. – 3) sætte en Ring paa. Ringa ein Finger. (G.N. hringa). Ogsaa: omringe. Dei vilde ringa meg inne. – Particip: ringad (ihopringad, utringad, inneringad).

ringast, v.n. blive ringere, forringes. (B. Stift). Nyere Ord, s. ring.

Ringbein, m. en vis Feil i Fødderne paa Heste.

Ringblom, m. Blomst med mange Kronblade i en Kreds eller Ring; nogle Steder Høgeurt (Hieracium); andre St. Volverleie (Arnica).

ringbøygd, adj. bøiet i en Cirkel.

Ringebygg, m. Indbygger af “Ringebu” i Gudbrandsdalen.

Ring-erla, f. den almindelige Erle (Fugl). Trondh. (Fosen). Afvig. Ring illa, Snaasen, Tydal; og Ringla, Indr. Stjordalen. Andre St. Linerla.

Ringfeste, n. Fæste eller Hefte til en Ring (f. Ex. i en Dør).

ringhornutt (o’), adj. som har ringbøiede, cirkelformige Horn.

ringja, v.n. (er, de), ringe, varsle med en Klokke. G.N. hringja; Ang. hringan. Ringja saman: ringe til Messe i Kirken. Ringja inn ei Høgtid: ringe for en Høitid.

Ringja, f. Mælkekar, lavt og bredt Trækar til at opsætte Mælk i. Sæt. Hall. Nordre Berg. og flere. Ogsaa i Formen Ringe, <PB N="604"> Smaal. Rom., Ring, Trondh. Afvigende Ryngje, Tel. (Ellers: Kolla, Bunka, Ask). I Østerd. Ringe, om et Mælkespand (Bøtte).

ringkverva (?), v.a. jævne Kanterne paa en rund Skive, f. Ex. en “Leiv”. Hard. Lyder som ringverva.

ringla, v.n. (ar), ringle, klingre, f. Ex. med en liden Bjælde.

Ringla, f. s. Ringerla.

ringlagd, adj. sammenlagt i en Ring.

Ringlaup, n. Ringrenden, Tummel.

Ringorm, m. Ringorm, et Slags Udslæt. (Jf. Gardorm). Ringormgras, n. Soldug (Drosera), Nordre Berg. Sæt.

ringskoa (-sko), v.a. (r, dde), skoe en Hest paa alle Fødder. Tel. (Jf. ringtruga). Particip ringskodd.

Ringstav, s. Primstav.

Ringstraum, m. Vandhvirvel, Strømning som gaar rundt. Jf. Ida.

ringt, adv. usselt, daarligt. Det var ringt gjort. (Nyere, s. ring).

Ringtrost, m. Ring-Drossel. (Sjelden). S. Sysvorta.

ringtruga, v.a. (ar), sætte Sneesaaler (Trugor) paa en Hest paa alle Fødder. Voss.

ringutt, adj. ringet, som har ringformige Striber eller Indsnit (f. Ex. om Horn); ogsaa: bæltet, som har visse Tværstriber med en egen Farve; om Dyr.

ringvaksen, adj. udvoxet i en Kreds.

Ringveg, m. Rundgang, rundtløbende Vei; f. Ex. i en Have.

Ringvid (-ve), m. 1) Fælgerne eller Omkredsen i et Hjul (Træhjul). Jf. Hjulring og Lask. – 2) Kantning paa et Tag (nemlig Torvoler paa Siderne), og Vindskeder paa Gavlerne). Nordl. (Ringve). – 3) en slyngende Buskvæxt, Gjedeblad (Lonicera). Nordre Berg. Ellers Vidvendel og fl.

ringvida (i’), v.a. (ar), sætte Kant paa et Tag, danne Tagskjæg og Gavler. Nordl. (ringvea), Indh. i Formen ringvaadaa”.

Ringvokster, m. Hvirvel i Haaret, et Punkt hvorfra Haarene udbrede sig til Siderne. B. Stift. (Jf. Kvervel).

ringvoren (o’), adj. daarlig; skrøbelig.

ring-øygd, adj. ringøiet, som har hvid Ring i Øinene; om Heste.

Rining, f. Skrig, Hvinen; s. rina.

riom-te, s. Rid, f.

Rip (ii), n. Streg, Stribe; s. ripa.

Rip (ii), f. (Fl. Ripar), Bordkant paa en Baad, den øverste Planke i Siden af Baaden. Alm. vest og nord i Landet. Jf. Lausrip, eller Skvettrip (dvs. en løs Fjel, som i visse Tilfælde sættes ovenpaa den egentlige Rip).

Ripa, f. Streg, Skure (= Rip, n.). Nordl. I svenske Dial. ripa.

ripa (ii), v.n. (ar), ridse, strible, gjøre Streger; f. Ex. med en Knivsod; mærke efter en Lineal, og deslige. Nordl. Trondh. Gbr. Østerd. og fl. (Jf. ripla). Sv. repa, i Dial. ripa. Jf. rita.

ripa (i’), v.a. (ar), afrive, afstryge, f. Ex. en Klynge af Frø eller Bær, ved at gribe derom med Haanden. Tel. og fl. Afvig. repa, ræpa, Østerd., rapa, Namd. raapaa. Ork. Guldalen. (I B. Stift rispa, f. Ex. rispa Lauv av ein Kvist). Sv. repa. Jf. Ang. ripan: plukke, samle (Eng. reap). – Hertil “Raapaalauv” (Ripelauv), n. Løv som er afrevet (afstrøget). Ork.

Ripe (?), m. en Klynge af Frø. I Ork. (eller Opdal) som Plantenavn: Kaapaa, dvs. Polygonum viviparum (= Fuglefræ, Titingfræ osv.). “Raapaasoll”, m. en Ret af dette Slags Frø med Mælk. (Trondhjemske Selsk. Skrifter 5, 137).

Ripel (i’), m. en Strimmel, et langt og smalt Stykke; f. Ex. Skogarripel (smal Skovstrækning). Sogn, Sdm.

Ripel (ii), m. 1) Kjæp, Stage, liden Træstamme. Nhl. Tel. – 2) udvoxet Kant omkring en Rift paa et Træ (= Jadar, Lunde). Rbg.

Riping (ii), f. Afstregning; s. ripa.

ripla (ii), v.n. (ar), ridse, strible, gjøre Streger, f. Ex. i Træ (omtr. som ripa). Nordre Berg. Ripling, f. = Riping.

Ripmaat (ii), n. Lineal eller Vinkel til at mærke efter, f. Ex. ved Tilskjæring af en Kant. Nordl. Trondh. Berg. Andre St. Ripmot (oo), n. Østerd. Rom. og fl.

Ripp, m. Hast, Skynding. Nordl.

rippa, v.n. (ar), 1) haste, skynde sig. Nordl. 2) rømme, pakke sig. Hall. og fl. Ogsaa som v.a. rokke, flytte. Nordl. Jf. T. rippeln, Holl. reppen (røre sig).

Ripstreng (i’), m. et Slags stivt Græs, Nordl. (Vesteraalen).

Rir (ii), m. Knuder i Træ, Ved med krumme eller bølgeformige Aarer. Indh. Afvig. Ri, Helg., ogsaa i Sogn og fl. Vel egentlig Rider (Ridr) eller oprindelig Vridr. I Nhl. Riel (Ridel?); andre St. Rikka (s.d.). I svenske Dial. vrid og vril (Rietz 818). – Hertil: Rirkula, f. en rund Udvæxt paa Stammen af et Træ. (Jf. Nuta). Rir-rot, f. Rod med knudet eller ringvoxen Ved. Rirskaft, n. = Rikkeskaft. (Paa Helg. Riskaft). Rirtre, n. Træ med flammet Ved. rirvaksen, adj. ringvoxen, knudet. (Paa Helg. rivoksen).