Ivar Aasen Norsk Ordbog

skina (i’), v.n. (ar), bisse, rende omkring for at finde Skjul eller Afkjøling; om Køer, naar de plages af Bremserne i stærk Varme. (Jf. Skinstøde). Nogle St. skjena, skjæna; vel ogsaa skjana og skjaanaa. (Jf. keisa). Sv. skena: gaae løbsk. – Ogsaa: vimse, flagre, flyve skjævt; s. skeina.

skina (i’), v.a. (ar), give Skin eller Glands, gjøre glindsende. Hertil “Skinabrød” (skinat Braud), Brød som er bestrøget med et Slags Vædske, for at det skal glindse. Nhl. og fl. Jf. snika.

skinande (ii), adj. skinnende; ogsaa: klar, lutter; f. Ex. berre skinande Vatn: lutter Vand og intet andet. Ein skinande Fante: en gjennemdreven Spidsbube. B. Stift.

Skinaar (i’), n. Tørkeaar, en Sommer da Kornet fortørres af langvarig Solhede.

skinen (i’), part. fortørret, angreben af Tørke eller Solhede; s. skina.

Skinflor, m. Hytte som er opsat til “Skinstøde” for Køerne. Sfj. (?).

skinhæsa, v.n. fortørres af Solskin. I Tel. skinheise.

Skining (i’), f. Bissen, Omløben; s. skina.

Skinka, f. Skinke, Laar. (T. Schinken). Jf. Skonk, Skank. Klappa Skinka: falde bagover, som paa Iis. B. Stift (i Spøg).


Skinn, n. Skind, Hud, især af mindre Dyr. (Jf. G.N. flá húd af nauti ok skinn af saudi. N. L. 1, 144).

Skinna, f. Hinde, tyndt Dække som ligner Skind; f. Ex. om Indvoldshinderne i Dyr. B. Stift.

skinna, v.a. (ar), 1) sætte Skind paa, dække med Skin. 2) skinde, plage, presse efter Penge. Skinna i Hop nokre Skillingar. Hertil Skinnar, m. en Skinder; egentl. En som tilreder Skind.

Skinnblæja, f. s. Skinnfeld.

Skinnbløyta, f. en dygtig Gjennemblødning, f. Ex. af Regn.

Skinn-egg, n. Æg uden Skal (= Blautegg). Ogsaa kaldet “Skinner-egg”, Smaal. Buskr.

Skinn-erm, f. Skin-Ærme, at bruge ved Fiskerie.

Skinnfeld, m. et Tæppe af laadne Skind; s. Feld. Sjeldnere Skinnfilla (-fidla), f. (Hard.). Ogs. kaldet Skinnblæja (-bleia). Rbg.

Skinnflika (i’), f. s. Skinnvengja.

Skinnhosa (o’), f. Skindstrømper. Oftere kaldet Snjohosa.

Skinnhyre, n. Skindklædning. Nordl.

Skinnjarn, n. Redskab at skrabe eller tilrede Skind med. Hard. og fl.

skinnklædd, adj. klædt i Skindklæder.

Skinnklæde, n. Skindklæder, Fiskerklædning af barket Skind. (Nordenfjelds). Ellers ogsaa om Klæder af laaddent Skind; saaledes Skinnhuva, f. Skinntrøya, f. Skinnbrok (oo), f. Jf. Skinnstakk.

Skinnkost, m. Fortrin med Hensyn til Skindet. I Spøg; f. Ex. ein god Skinnkost: en fiin Hud. Tel.

Skinnlit (i’), m. Hudfarve. (I Spøg).

Skinnrugga, f. et Skind-Tæppe, Fæld. Siredal og fl.

Skinnstakk, m. Fisker-Kufte, en sid Trøie af barket Skind, formet som en Skjorte eller Bluse med knap Aabning oventil. Nordenfjelds.

Skinnsøyma (?), f. et Slags Naal. Hall. (Skinnseime).

Skinnvara, f. Skindvarer, Ting som tilvirkes af Skind.

Skinnvengja, f. Flaggermuus. Gbr. og fl. Ellers Skinnfliku, Num. S. Skjaavengja.

skin-næm (i’), adj. udsat for Tørke; om et Sted, hvor Korn eller Græs let fortørres i Sommerheden. Tel. og fl.

Skinn-æta, f. et Slags Insekt, Dermestes (?). Voss, Hard.

skinrengja (i’), v.a. (er, de), forvrænge (Øinene), vende det hvide ud. Hall.

Skinsoleia, f. Blomst med glindsende Kronblade; især Ranunkel.

Skinstøde, n. et Sted hvor Køerne søge Skjul i Sommerheden, eller hvor de finde Leilighed til at værge sig for Bremserne, saasom i en stor Skygge eller paa en Grunding i Vandet. B. Stift. Nogle Steder Skjinstøe.

skinsvart, adj. glindsende sort.

Skintryta, f. = Blokkebær. Tel. og fl.

Skinveder (e’), n. Tørke, langvarig Hede af Solskin. “Skinvær”, Tel. og fl.

Skip (i’), n. 1, Skib, Fartøi. Nu kun om de største Fartøier; afvig. fra G.N. skip, som ogsaa kunde betyde Baad eller Færge.

Skip (i’), n. 2, Tale, Omtale (s. skipa). Sdm. “Dæ kom paa Skip”: det kom paa Tale, man kom til at tale om det. Ved Trondh. Skjap: Snak, løst Rygte.

skipa (i’), v.a. (ar), 1) indskibe, indlægge i Baad eller Fartøi. (Nogle St. skjepa, skjæpa; i Indh. skjaapaa). Dei halda paa og skipa inn, dvs. indskibe sig til en Reise. (Sjelden om at udskibe). – 2) bemande, besætte med Folk). (G.N. skipa). Skipa ein Fiskarbaat. Skipa seg: danne et Selskab til en Reise eller til Fiskerie. Nordl. – 3) ordne, sætte i Orden, arrangere. Skipa til i Huset: sætte Tingene i rigtig Orden, paa sin rette Plads. Ogsaa: styre, holde i Orden, drive (et Arbeide, en Huusholdning). Mest brugl. i de sydlige Egne. (Nogle St. skjepa, sjepa). – 4) bestemme, aftale forud; foresætte sig noget. Dei hadde skipat seg heimatter til Helgi: de havde bestemt sig til at komme hjem til Søndag. Hard. Shl. Nhl. (Jf. Skipnad). I lignende Betydning “skjaapaa”, Guldalen. – 5) fortælle, berette. (Vel egentl. fremføre, fremsætte). Sdm. meget brugl. “Han heve mykje te skipe ‘ta”: meget at fortælle. “Skipe dæ inkje”: tal ikke om det. Hertil skipande, adj. “D’æ ikke skipande”: det er ikke saa, at man kan tale om det; det er for galt. Jf. Skip, 2.

skipad (i’), part. 1) henviist til en vis Plads, indkommen i et Følge eller Selskab. Han var skipad med oss; han var i Følge med os (egentl. paa samme Fartøi). Nordl. – 2) bemandet; forsynet med Mandskab. Han er alt skipad: han har faaet fuld Besætning. – 3) ordnet, opstillet, indrettet; ogsaa: dreven, bestyret. D’er vel skipat paa den Garden.

Skipar (i’), m. 1) En som opstiller eller ordner noget; s. skipa. 2) Skipper, Skibsfører. I denne Betydning mest alm. Skipper (Skip’er). Jf. G.N. skipherra.

Skipbaat, m. Skibsjolle. Sædvanlig udtalt Skibbaat (Skjibb’aat).

Skipbrot (o’), 1. Skibbrud, Forliis. (Lidet brugl.). G.N. skipbrot.

Skipelag, n. Ordning; orden i Arbeide eller Huusholdning.

skipeleg, adj. ordentlig, passende, vel indrettet. Nedenæs og fl.

Skiper, m. s. Skipar.

Skiping, f. Ordning, Opstilling osv. s. skipa.

skipla, forstyrre; s. skjepla.


Skipnad, m. 1) Orden, Maade at indrette sig paa; f. Ex. i Huusholdningen. – 2) Bestemmelse, Beslutning. Søndre Berg. og fl. Ogsaa: Skjæbne (= Skjepna); dog sjelden, da det sædvanlig hedder Lagnad.

Skippund, n. Skippund, 20 Lispund. (Søndenfjelds). G.N. skippund.

Skipreida, f. Skibrede; et mindre Distrikt ved Søkanten, omtrent; som et Thinglag eller Præstegjeld. G.N. skipreida.

skipsam, adj. omhyggelig, flink til at ordne og indrette sine Ting.

Skipsfarm, m. Skibsladning. Hedder oftere Skipsladning, f.

Skipsferd, f. Skibsfart, Søfart.

Skipsleid, f. Farvand for Skibe.

Skipsleiga, f. Skibsleie, Fragt.

Skipslægje, n. Havn eller Liggested for store Fartøier. G.N. Skipalægi.

Skipsreidar, m. Skibsreder.

Skipstimber, n. Skibstømmer. Ogsaa kaldet Skipsvyrke (kj), el. Skipsverke, n.

Skipsverv, n. Skibsværft.

skir (ii), adj. skjær, reen; i Særdeleshed: 1) frisk, ny, ufordunklet; f. Ex. om et Skaar i Træ, et Brud i Steen eller Metal, som viser sig at være nylig paakommet. Nogle St. skiren, Gbr. og fl. – 2) klar, afklaret, fri for Bærme; om Vædske; f. Ex. Lud. Hedder ogsaa skiren. Nordre Berg. – 3) reen, ublandet; f. Ex. berre skire Gull; skirt Staal osv. Ogsaa: fiin, smuk, ziirlig; s. skirleitt og skirlagd. Nogle St. skjær. G.N. skir’r (ogsaa skær’r); Ang. scír (Eng. sheer), Goth. skeirs (dvs. klar).

skira, v.a. (er, de), 1) rense, klare. G.N. skíra. Mest brugt om at skille en Vædske fra dens Bærme ved en langsom Afhældning. Jf. skirna. – 2) døbe, indvie ved Daaben. Voss, Hard. G.N. skíra. Heraf Skirsl. – Particip skird, oftere skirt (ligesaa Imperf. ofte: skiirte). Refl. skirast: klare sig (= skirna).

skiren, adj. reen, frisk; s. skir.

skirfløytt, adj. heelt oversvømmet, skjult af Vand. Hall. I Buskr. skifløtt, som falder nær sammen med sifløytt.

Skiring, f. Renselse; ogsaa: Daab.

skirlagd, adj. fiint formet (= skirvaksen). Hall. Vel ogsaa: smækker, mager; ligesom: skirbunad (i’), saadan at Senerne vise sig; og skirsinad (i’), saadan at Senerne vise sig. (Hall.).

Skirleike, m. Reenhed, Klarhed.

skirleitt, adj. vakker af Udseende, som har fine eller rene Former. Hall.

Skirn (ii), f. Daab. Kun i Forbindelsen Skirna(r)mann, el. Skirna(r)gut, dvs. kristen Mand el. Yngling. Hall. (i Folkesagn). G.N. skírn, s. Skirsl.

skirna (ii), v.n. (ar), klarne, afklares; afsætte Bærme eller Bundfald. Ogsa i Formen skirnast. G.N. skírna.

Skirning, f. Klarning (i Vædske).

Skirsl (ii), f. Daab (egentl. Renselse). B. Stift, tildeels med Udtalen Skisl, Skiltl. G.N. skírsl. Hertil Skirslarbarn, n. Barn som bæres til Daaben. Udtalt Skirslabadn, Skislabaen.

Skirtorsdag, m. Skjærthorsdag, Thorsdagen før Paaskedag. Søndre Berg. og fl. Andre Steder Skjærto(r)sdag. G.N. skíriþórsdagr og skírdagr.

skirvaksen, adj. vakkert voxen, fiint formet. Tel. (Mo).

Skirvel, s. Skjervel.

Skisl, s. Skirsl. – I Tel. ogsaa “Skisl”: Skillemærke; vel egentl. Skilsl.

Skit (i’), n. Smuds, Ureenhed, Snaus; ogsaa Dynd, Søle; egentl. Skarn. (Tildeels udtalt Skjeet). Hertil endeel sammensatte Ord, hvori “skit” altid har den aabne Vokal (i’); saaledes: skitblid, adj. som viser en mistænkelig el. paatagen Blidhed. Skitdepel (e’), m. Søle, Dynd. B. Stift (Ogsaa udtalt Skiddepel). Skitdike, n. Pøl, Sølepyt. (Tildeels udtalt Skiddikje). Skitfot (oo), Lygtemand (= Vetteljos). B. Stift. Skitfysna, f. taabelig Lyst og Glæde, Forgabelse, overdreven Ømhed el. Fortrolighed osv. Sdm. skitgraa, adj. smudsig graa. Skithol (o’), n. Sølekrog, skidden Plads. Skithus, n. Privet. skitkvit, adj. smudsig hvid. Skitlake, m. = Marlake. Hall. skitleid, adj. yderst led og kjed. skitlikt, adj. n. forplumret, fordunklet, om Venskab. Sdm. Oftere “skitelikt (i’)”, formod. med en Dativform. “Dæ vardt skitelikt mæ dei”: der kom Uvenskab imellem dem. Skitlæta, f. naragtig Kjælenskab, utidig Klynken og Klagen; ogsaa: overdreven Fiinhed el. Kræsenhed; Forfængelighed, Lyst til at glimre osv. B. Stift (meget brugl.). Skitmenne, n. usling, udueligt Menneske. Nhl. Skitmyr, f. Sump, Muddergrund. Skitord, n. Spotteglose, fornærmelig Yttring. B. Stift, Nordl. og fl. (I Nhl. ogsaa “Skitøre”, egentl. Skit-ørde). skitsam, adj. skiddenfærdig, ureenlig. skitskjemd, adj. uderlig skamfuld. B. Stift. Skitsøyla, f. en Mudderpøl. skitveld (-velt), adj. modtagelig for Smuds; om Tøi, som let bliver skiddent. skitørd (-ørt), adj. spydig, bidende, fuld af Spottegloser (Skitord). Sdm.

Skit (ii), m. 1) Skarn; Skarnklump. 2) Fjert. 3) en ringe, foragtelig Ting. (Mere anstødeligt end det foregaaende).

skita (ii), v.n. (skit, skeit, skitet, i’), skide (cacare); ogsaa med Betydn. fjerte. G.N. skíta; Eng. shite, T. scheißen. – Skitar, m. en Stymper, Stakkel, Kryster. Skiting, f. Skiden. Med anden Vokal: Skita (i’), f. Diarrhee. (Nogle Steder Skjetu, Skjutu).


skiten (i’), adj. skidden, smudset. (Nogle St. udtalt skjeten). G.N. skitinn.

skitleg (i’), adj. ærgerlig, fortrædelig. skitlege, adv. ilde, slemt. Han vil tykkja skitlege paa det: han vil synes ilde derom, tage det ilde op. Nordl. Ork. Nhl.

skitna (i’), v.a. (ar), skjæmme, tilsmudse. Ogsaa v.n. blive skidden. Det sidste dog oftere skitnast.

skitra (i’), sløse, ødsle; s. skutra.

Skiva, f. 1) Skive, Plade, tyndt Stykke. – 2) Slagbord, lidet bord som er fæstet til en Væg. Mest alm. Skiva (i’); afvigende Skivju, Hall. Kasta Skivor: kaste flade Stene hen over Vandet, saaledes at de hoppe paa Vandfladen.

skiva (i’), v.a. (ar), 1) kløve eller skjære i Skiver. Skiva upp, el. sunder. (G.N. skífa). – 2) skyde en flad Ting fremad med Kanten foran. Skiva rett: holde Seilet ret under Heisningen, saa at det ikke indvikles i Vantene. Skiva seg: svæve fremad i visse Svingninger; f. Ex. om en Plade som kastes i Luften; ogsaa om Mennesker: trænge sig fremad ved at vende Siden til eller gjøre sig smal. B. Stift.

Skiveskjoting, f. Skiveskydning.

Skivestein, m. Steenart, som lettelig kløves i Skiver.

Skivid (Ski-ve), s. Skidvid.

Skivra, f. Brusken under Brystbenet. Rbg. Jf. Skjerving.

skjaga, v.n. rave, slingre. Tel. (s. staka). Lignende er skjangla (Østl.), skjaltra (Hard.), skjara. (Hall.).

Skjak (el. Skjadak), n. Svingel (Lolium temulentum), et Ukrud som lettelig blander sig med Kornet, og som forvolder Sygdom, naar det kommer i Mad. Indh. (Skjak). Ellers Skjeak, Snaasen, Ork., Skjerak (?) og Skjæraks, i Smaal. (Andre St. Svimling). G.N. skjadak er formod. det samme. Fra Lister er meddeelt “Skjæk” i Forbindelsen “Skjæks Øl”: Øl som er usundt eller foraarsager Svimmelhed og Kvalme.

skjala, v.a. (ar), more, forlyste. Skjala seg: more sig, samles til Morskab; ogsa: reise i Besøg, være i Gjæstebud. Sæt. Tel. (Lyder ogsaa som sjala). Jf. G.N. skjala: snakke, prate.

Skjaldfile, n. Loft; s. Skjeldtile.

skjaltra, v.n. rave, vakle. Hard. Ogsaa i Formen skjøltra, Voss.

skjangla, v.n. rave, slingre; s. skjaga.

Skjap, n. Snak, Rygte; s. Skip.

skjara, v.n. rave (= skjaga). Hall.

Skjaa, m. 1, 1) en gjennemsigtig Hinde; især Mavehinde af en Ko. Berg. Trondh. Nordl. Afvig. Skjaag, Salten; Skjaar, Sæt. G.N. skjá’r. – 2) en Luge, bestaaende af en Ramme med en derover udspændt gjennemsigtig Hinde, og bestemt til at dække Lufthullet i et Tag (jf. Ljore og Skjol). I Søndre Berg. ogsaa om en lignende Tagluge med Ruder af Glas, altsaa et lidet Vindue. (Jf. Glom). – Hertil: Skjaagrind, f. Rammen eller Træværket i en saadan Tagluge. Skjaastong (-staang), f. en Stang, hvormed Taglugen lægges op og tages ned.

Skjaa, m. 2, et Skuur, Tørringshuus, en liden Stolpebygning med tynde Fjelevægge eller ogsaa uden Vægge. (Fiskeskjaa, Vidskjaa, Torvskjaa). Berg. Trondh. Nordl.

Skjaaflundra, f. et Slags Flyndre med næsten gjennemsigtigt Kjød.

skjaag, skeeløiet; s. skjegl.

Skjaagrind, s. Skjaa, 1.

Skjaalykt, f. en Lygte, dannet som et Buur med en derover udspændt Hinde (Skjaa).

skjaamutt, dunkel; s. hjaamutt.

skjaamøygd, adj. nysgjerrig, som har sine Øine allevegne. Gbr. Jf. skjoma.

skjaapaa, s. skipa. skjaaraa, s. skjera.

skjaasla (el. skjaatla), v.n. famle, tumle, løbe hid og did som i Forvirring. Tel. (sjaasle). Isl. skjátla: forvirres. Hertil Skjaasla, f. en Stymper, Famler. skjaaslen, adj. usikker, vaklende, forvirret.

Skjaatra, f. en tynd Hinde (omtrent som Skjaa). Hall. Jf. Skaata.

Skjaavengja, f. Flaggermuus. Tel. Ogsaa kaldet Skinnvengja (Gbr. og fl.), Skyvengja (Sdm.); Skinnflika (Num.), Værbloka (Tel.), Kveldskingla (Ndm.).

skje, v.n. (r, dde), skee, hænde. Indført Ord efter T. geschehen.

skje (for skjedja?), v.a. (r, dde), skaffe bort, skille sig ved. “Skje aav naae Krytter”: afhænde eller slagte nogle af sine Kreature. Guldalen. Ogsa i Buskerud “skje ut”: afskedige, opsige (Arbeidsfolk). Andre St. “skjeie ut” (som falder sammen med skeida). Jf. G.N. skedja (skaddi): afklippe, for Ex. Haar.

skje, for skilde (dvs. skulde); s. skula.

Skjeak, s. Skjak.

Skjebba, f. 1) Aborre (Fisk). Mandal. Rbg. – 2) et Slags Flyndre (= Sandskjebba). Sdm. – 3) om en haardfør, dristig Kvinde. Nordre Berg. Noget lignende er Skjedda, Hard.

skjedda, v.n. (ar), skrumpes, blive tør og haard; om Skind. – skjedden, adj. skrumpen. Hard.

skjedda, v.a. (ar), banke Kornet ud af Axene paa et Neg (s. følg.).

Skjedda, f. en flad Kjæp med udskaarne Takker paa Kanterne, hvormed man renser Kornstraa eller udbanker de vedhængende Korn af Axene. Sdm. (I nordre Sdm. “Skjeie” (maaskee Skjedja). Om en anden Betydning, s. Skjebba.

Skjedving (?), m. Indbygger af “Skjedve”, eller Skibtved i Smaalenene, fordum
Skygþveit eller Skipþveit.

skjeft, adj. 1) forsynet med Skaft. – 2) fyrig, modig, vel oplagt. B. Stift.

skjefta, v.a. (er, e), skjæfte, sætte Skaft paa. G.N. skefta. Af Skaft.

Skjefta, f. en Skaal med Skaft. Rom.

Skjefte, n. 1, Skaft, Haandfang.

Skjefte, n. 2, Skavgræs, Equisetum hyemale. Østerd. Ogsa Skjeftegras. Ellers kaldet Skavgras (Berg.), Skjerpe (Hadl.), Tvogestylk (Sæt.). Sv. skäfte.

Skjefting, m. skaftet Redskab, f. Ex. Beinskjefting.

Skjefær, s. Skeivferd.

Skjegg, n. 1) Skjæg, Barter. G.N. skegg. – 2) Børster paa Ax; Toppen af Kornstraa eller lignende Væxter. Nhl. og fl. – 3) Kammen paa en Nøgel (Lykelskjegg). I Sammensætning tildeels Skjeggje, for Ex. Skjeggjefinn, m. Skjægvorte, Knort i Huden. Skjeggjeskjæra, f. Skjægsax.

Skjeggbrest, m. Skjægvæxtens første Begyndelse. Trondh. Andre Steder Skjeggspretting, f.

Skjegghaar, n. et kort, krøllet Haar.

skjeggja, v.n. og a (ar), 1) blive skjægget. (Oftere skjeggjast). 2) afrage Skjæg; ogsaa: afmeie et Stykke af Ager eller Eng. Tel.

skjeggjutt, adj. skjægget, laadden af Skjæg.

skjegglaus, adj. skjægløs, glathaget osv.

Skjeggrot, f. Skjægrod i Huden.

Skjeggvokster, m. Skjæggets Væxt.

skjegl, adj. skeeløiet, som ikke vender begge Øine i samme Retning. Ordet skulde her egentlig hedde skjelg, men denne Form er ikke forefunden. Mest alm. skjeggl, skjegl’e (Berg. Nordl. Hall. Vald. og fl.); ellers skjøgl’e, Sdm. og skjaag (sjaag’e), Tel. Det sidste grunder sig paa en ældre Form: skjalg. G.N. skjalgr; jf. T. schel, Mht. schelch. I lignende Betydning: skeivøygd, vindøygd.

skjegla, v.n. (ar), skele, see med skjæve Øine. Afvig. skjøgle, Sdm. Hertil Skjegla, f. en skeeløiet Person. Skjegling, f. Skelen; ogsaa om utidig Nysgjerrighed eller Mistænksomhed.

skjegløygd, adj. skeeløiet.

Skjei, eller Skjeid, s. Skeid.

skjeia, s. skeida og skje.

skjeika, s. skeika. skjeina, s. skeina.

Skjekel (e’), m. Udkant, Hjørne, Snip. Tel. (Skjekjel). G.N. skekill. Afvigende Betydning i Talemaaden “mæ Skinn aa Skjelkjel”, dvs. med Skind og Been (el. Krop), heel og holden. Sdm.

skjeken (e’), part. rystet, skubbet; s. skaka. Nogle St. skjikjen (i’).

Skjekk, m. Vridning; Stød hvorved noget kommer i en skjæv Stilling; s. følg.

skjekkja, v.a. (er, te), vrænge, vride eller støde noget, saa at det bliver skjævt. (Af skakk). skjekkjast, v.n. blive skjæv. Skjekkja seg: vride sig, gjøre sig skjæv. Skjekkja Munnen: sætte Munden skjæv.

Skjekkja, f. Skjævhed, skjæv Stilling. Paa Skjekkja: skjævt (= paa Skakke).

Skjekkjing, f. Vrængning, Forvridning.

skjekla, v.a. (ar), jævne eller beklippe Kanterne, danne Kant (Skjekel). Tel.

skjekt, part. vrænget osv. s. skjekkja.

skjekta, v.n. løbe, rende afsted. Østl. (Jf. Nt. schechten: løbe som en Piil).

Skjekta, f. 1, et Slags Baad. (Jf. Snekkja). Nedenæs og fl.

Skjekta, f. 2, en Dyresax, Dyrefælde. Smaal.

Skjekte, n. Piil at skyde med; især som Legetøi. Tel. Gbr. Smaal. Nogle Steder Skjekta, f. Sv. skäkta. Maaskee for Skjefte; jf. Eng. shaft, Ght. scaft: Spyd; Piil.

Skjel (e’), n. Bevidnelse (?). I Forbindelsen “skjota til Skjels”, dvs. tilkalde Vidner (= lysa til Vitnes). Tel. Jf. skjelskjota. Maaskee en egen Betydning af G.N. skjal (Dokument osv.); imidlertid bruges Skjel i andre Tilfælde for Skil; s. Skil.

Skjel (e’), f. (Fleert. Skjeljar), Musling (concha); Muslingskal; ogsaa kollektivt om Konchylier eller Levninger af Skaldyr. I Enkelttal mest alm. udtalt “Skjæl”; afvig. Skjøl, Tel. (Jf. Kneskjel). G.N. skel (pl. skeljar); Eng. shell. – I Sammensætning tildeels Skjelje (Skjelja), f. Ex. Skjeljebotn, m. Grund som er opfyldt af Muslinger. Skjeljeriva, f. Bundskrabe, hvormed man samler Muslinger. Skjeljesand, s. Skjelsand.

skjela, gjøre Fyldest osv. s. skila.

skjela, adj. brav, skikkelig; s. skila.

Skjeldmøy, s. Skjoldmøy.

skjeldra (seg), v. blive fed, faae et Spæklag (Skjeldre). Hall.

Skjeldre, n. et Lag af Spæk udenpaa Kjødet; især paa Reensdyr. Hall. Gbr.

Skjeldtile (i’), n. 1) en Paneling, en Fjelevæg indvendig i et Huus. Hard. Sogn. Ogsaa kaldet Skjaldfile (i’), Tel. (Grandsherred). G.N. skjaldþili og skjaldfili. (Jf. File og G.N. skjalda: beskytte med Skjold). – 2) et Loft, Overværelse; egentl. Gulvet i Loftet. Sætersd. Tildeels i en ældre Form: Skjaldtile. – Paa Voss derimod: Skjentile, n. en Bordklædning, Fjeleklædning udenpaa en Væg. Maaskee opfattet som Skin-tile. Jf. ogsaa Skjeltrevegg.

Skjele, n. svangt eller kjerneløst Korn (= Lette). Sogn, Nhl. og fl. Egentl. Skjele (e’), af Skal, men udtales sædvanlig med lukt e (ee). I Indh. hedder det Skjaalaa, altsaa Skjele, m. Hertil Skjelekorn, n. Korn som indeholder meget Skjele (= Lettekorn). Skjelebraud (-brød), n. Brød af saadant Korn.
skjele, tydeligt; s. skilleg.

Skjelføre, n. en Iisskorpe paa Sneen. Helg. Skjælfør). Ogsaa meddeelt i Formen Skjelja (Skjelj’), f.

Skjeling, see Skilling. – Skjeljar, see Skjel.

Skjelk, m. (?), Frygt. Indh. (Lidet bekjendt). G.N. skelkr. Afvig. hos P. Dass: “Tidt skydes maa Skjelg udi Bringe” (Nordlands Trompet). Ligesaa hos Volqvartz: Skjælg.