Ivar Aasen Norsk Ordbog

Slip (i’), n. Sliim (= Sleipa). Hall.

Slip (ii), n. en Slibning; den Høslæt som man kan udføre med en slidt Lee, inden den behøver at hvæsses op. Sdm. “Me ha ‘kje sleie eit Slip endaa”. “Dei slo berre tvau try Slip”. Jf. Kvetja.

slipa, v.a. (ar), slibe, hvæsse. Sv. slipa. Jf. kvetja. – Hertil Slipesand, m. Grums i Slibevandet (= Kvataur, Kvatgor); ogsaa kaldet Slipegrut, n. – Slipestein, m. Slibesteen. Slipestikka, f. Stikke hvormed en Kniv holdes til Stenen i Slibningen.

Slipar, m. 1) En som sliber. 2) en Græshoppe (saa kaldet af den Lyd, som den frembringer). Nordre Berg.

Sliping, f. Slibning.

slipra (i’), v.n. glide løs, glippe af Haanden; ogsaa: holde løselig. Sdm. (slippre). Hedder ogsaa slapra.

slipt (for slipad), part. slibt, hvæsset.

Slir, s. Slider og Slidra.

Slire, s. Slegel og Slider.


slist, s. slitast (slita).

Slit (i’), n. 1) Sliden, Slid; ogsaa om haardt Arbeide. Det gjekk med Slit. Med Riv og Slit. (Nogle St. Sleet). – 2) Forstrækkelse i Lemmerne, Smerte eller Sygdom af Forstrækkelse. Faa eit Slit i Armen. (Jf. Nit). – 3) Forslidelse, det at en Ting bliver slidt ved megen Brug. (G.N. slit). Hertil Klædeslit, Skotslit og fl.

slita (ii), v.a. (slit, sleit, slitet, i’), 1) slide, rive, strække noget saa at det brister. G.N. slíta. Imperf. Fl. slito (i’), Hall. Vald. Supin. sædvanlig slite (i’), slete, slitte. Slita av, upp, sunder. – 2) rykke, trække stærkt. Ofte med “i” og “paa”. Slita i Bandet; slita paa ein Streng osv. Slita laust: rive løs. Slita seg nokon Fisk: bekomme Fisken langsom og med Møie. – 3) forslide, bruge længe, forringe ved megen Brug. Slit med Helsa, siges til En, som har faaet nye Klæder. Dei hava korkje til bita elder slita: hverken at æde eller klæde sig med. Slita ut: forslide, udnytte, opbruge. Slita si Tid: tilbringe Tiden. – 4) afbryde, slutte. Slita Laget: skille sig fra et Selskab; ogsaa opløse Selskabet. Voss. (G.N. slíta). – 5) v.n. slide og slæbe, arbeide stærkt. – Reflexivt: slita seg, a) slide sig løs, sønderslide sine Baand (om Dyr); b) brække sig, spye. Num. og fl. Ellers i Formen slitast: forringes ved Brug, blive forslidt. Med fordunklede Former: slist (slitst), sleist (sleitst).

Slita (i’), f. 1) en stærk Anstrengelse. Tel. (Slitu). – 2) en flittig, udholdende Arbeider. Sogn. Ogsaa: en rask og smidig Person. Hall. Vald. (Slitu, Sleto).

slitande, adj. passende til at slide. Baade bitande og slitande: baade Mad og Klæder. Ryf.

sliten (i’), part. slidt, reven; ogsaa forslidt, svækket ved megen Brug. G.N. slitinn.

Sliting, f. Sliden, Riven.

slitna (i’), v.n. (ar), 1) forslides, blive slidt ved Brug eller megen Bevægelse. Af sliten. – 2) løsnes, slides løs, f. Ex. om et Baand; ogsaa: adsplittes, gaae fra hinanden. G.N. slitna. – 3) faae et Slid eller Bræk ved en Forstrækkelse; f. Ex. om et Snøre: Det gjekk ikkje av, det berre slitnade.

Slitning (i’), f. Forslidelse; Opløsning.

slitsam (i’), adj. haard, anstrengende; som medfører meget Slid.

slitskodd (i’), adj. sløvskoet, som har forslidte Sko (om Heste). Mandal og fl.

slitta (i’), v.n. (ar), rykke, nappe stærkt, slide i noget. Nordre Berg. – Slitting, f. idelig Rykning.

sliutt, adj. slimet. Af Sli, n.

slivra (i’), v.n. klumpes, løbe sammen; om Vædske. Hall. Jf. livrast.

sljo, adj. sløv, stump, forslidt; ogsaa: mat, svag, kraftløs; om Personer: døsig, dorsk, doven. Brugt i forskjellig Form: sljo (slio), Opdal; sljø, Vald., sjo, Gbr. (Vaage, Lom), slo, Gbr. (Gausdal), slø, Ork. Indh., sly, Østerd. (Jf. sløg, sløgjen). G.N. sljór (sljó), og slær; Ang. sleav, sláv, Eng. slow; Nt. slee, Sv. slö, i Dial. sljog og sljö. (Formlighed med Sjo, Snjo og Frjo).

sljoast, v.n. (ast), sløves, blive mat. Lidet brugl. Ved Trondh. sløast; paa Sdm. sløgjast (Imperf. sløgdest). S. sløg, 2. G.N. sljófast. Jf. slona.

sljoskodd, adj. sløvskoet (= slitskodd). Opdal. I Ork. sløskodd.

sljø, s. sljo. – sljøg, s. sløg.

Slo, f. 1, Horntap, den bløde Beenspids i Roden af et Horn; f. Ex. paa Køer. Tel. Num. Buskr. og fl. Afvig. Slaa, Nhl. Gbr. (Andre St. Kvik, Finn, Stukul). Isl. sló. Eng. Dial. sloo. – Ogsaa om Kjødet i Hestens Hover (= Kvik). Lister. Jf. slosid.

Slo, f. 2, Staalorm (Angvis fragilis). Smaal. Ogsaa kaldet Ormslo. Andre St. Sløa, Sløja, Sløga (?). I Tel. Sleva (e’). Sv. slå, ormslå; i Dial. slo.

Slo, f. (3), s. Slaa og Slod.

slo, adj. s. sljo. – slo, v. s. slaa.

sloa, v. s. slida.

Slod (oo), f. 1) Slæbevei, Sted hvor man slæber eller drager noget frem; saasom hvor Hø trækkes ned af en Bjergside. Hall. (Slo). – 2) Spor, Gnag, optraadt Vei. (Jf. Buslod). Tel. og flere. G.N. slód. Eng. Dial. slode, slood (Hjulspor). – 3) Række, Følge, fremskridende Flok, f. Ex. af Kreature. Gbr. (Vaage). “Ei stor Slo mæ Rein”. “Ei lang Slo mæ Kyr”. Sv. Dial. slod, slo. Jf. G.N. kynslód, ættslód. – Ellers skal “Slo” ogsaa betegne en Løvgreen el. Buske (jf. Slode). Gbr. Ligesaa et Slags Fiskeruse, s. Sløda.

sloda, v.a. (ar), 1) slæbe, drage; især om at drage Hø paa en “Slode” (s. følg.). Tel. (sloe). Andre St. sløda. – 2) v.n. hænge bagved, slæbe efter, danne et Slæb. Gbr. “Ein skal lesse so, at dæ sloa”, dvs. at Læsset har et langt Slæb efter sig. Jf. slodlessa.

Sloda, f. en Dragt Hø, som trækkes paa et Underlag af Grene i Stedet for Slæde. Trondh. (udtalt Slo, i bst. Form Sloa). Jf. Sloga.

Slodda (o’), f. en stor Slæde til Steenkjørsel. Tel. I Hall. Slodd, f. et Slags Tømmerslæde. Maaskee egentl. Sloda (o’), eller Slada; jf. slada og Slede.

Slode (oo), m. 1) Slæb, Efterslæb, noget som man drager efter sig; især om et Tilhæng af Grene eller Træer, som fæstes til et Læs, for at det ikke skal glide for stærkt, naar man kjører ned af en Bakke. Hard. Vald. Gbr. (i Formen Sloe). G.N.
slódi. – 2) en Green eller Trætop, hvorpaa man drager Hø nedad en Bjergside. Nfj. Sfj. Sogn, Tel. og fl. I Nfj. Slode (Stryn) og Sloje eller Slogje (Eid); paa Sdm. Sloge, f., andre St. Sloe. – 3) et Underlag af Grene i et Hølæs eller en Høstak. Ork. og flere. (Sv. Dial sloe). – 4) et Redskab hvormed man jævner Gjødsel paa Markerne, deels bestaaende af Grene, deels af et Slags Rive (nogle St. kaldet Stokksloe). Gbr. Østerd. Isl. slódi. – 5) en lang Figur; ofte om en doven eller skjødesløs Person. Smaal. og fl. (Nogle St. Sloje). – Hertil hører vel ogsaa: 6) et langagtigt Skjær i Søen under Vandfladen. Ryf. (Sloe).

Sloding, f. Slæben, Dragning; s. sloda.

Slodkubbe, m. Stok eller Knub, som bindes til et Læs for at stoppe i Bakkerne. Hall.

slodlessa, v.n. (er, te), sætte Slæb paa et Læs, forlænge Læsset med et Slæb af Grene eller Kviste, for at det ikke skal glide for stærkt i Bakkerne. Hard. Gbr. (slolesse).

Slodveg, m. Slæbevei, steil Vei hvor man kjører med Slæb (Slode). Egentl. Slodaveg, i Hard. “Sloaveg”.

Sloe, m. Skjær o.s.v., see Slode.

Slog (oo), n. Indvolde af Fisk (= Gjerne). Berg. Trondh. Nordl. (Nogle St. Slo). Isl. slóg. Heraf sløgja.

Sloga (oo), f. 1) Løvgreen at drage Hø paa; s. Slode. – 2) en liden Tømmerflaade. Nordl. Hertil sloga, v.a. (ar), flaade Tømmerved.

Sloga (o’), f. Pleiel, Kølle at tærske Korn med. Nordl. Afvig. Slogo, og Sloo, Namd., Slugu, Indh. Ork., Sluu, Østerd. Smaal. Oprindelig Slaga. Sv. slaga. (Jf. Slagvol). Ellers kaldet Slegel (Sligjil), Flygel og Tust.

Slogd, f. Fordybning, s. Slegd.

Sloge (Slogje), s. Sløde, 1 og 5.

Slogsild, f. Sild, som kun indeholder “Slog”, ikke Rogn eller Mælke.

Slok (o’), n. 1) Mølle-Rende, hældende Rende som leder en Vandstrøm til en Mølle. Alm. vest og nord i Landet. G.N. slok. Jf. Tro. – 2) et stort Trug, Saltetrug, aflangt Kar. Nordl. Nogle St. afvig. Slaag, Helg., Slokk, Snaasen. Sv. Dial. slåk. (Vel egentl. et Slug).

Slok (o’), m. Bregne (= Lok, Burkne, Telg). Tel. Smaal.

Sloka (o’), f. en lang Fordybning, en Huulning som ligner en Rende. Nordre Berg. Indh. Nordl. I lignende Betydn. Sløkja, Sogn, og Slækja, Tel. Jf. Slegd.

sloka (oo), v.n. (ar), gaae tungt og slæbende. Hard. Hertil Slok (oo), m. en doven Karl, En som gaar sent. (G.N. slókr). Noget lignende er “Slaakaa”, see slaakutt.

slokken, part. slukket, udslukket; s. sløkka. Figurl. vansmægtet, opgiven. Mest alm. slokkjen (o’).

slokna (o’), el. slokkna, v.n. (ar), slukkes, gaae ud; om Ild. (Alm.). G.N. slokna. Figurl. vansmægte, blive afmægtig; ogsa: døe, sove hen. Particip sloknad (= slokken).

slolessa, s. slodlessa.

Slom, m. en vis Ferskvandsfisk, formod. samme som Sv. slom (Osmerus Eperlanus). Smaal. Solør.

sloma, v.n. (ar), gaae seent og slæbende (= sloka). Hall. (Sv. Dial. slomma).

slomen, adj. 1) seenfærdig, slæbende. Hall. – 2) fugtig, ikke rigtig tør; især om Fodtøi. Nfj. Hall.

slona, v.n. (ar), sagtne, stilles, aftage. Sdm. (Maaskee for sljona).

Slong (Slaang), f. Lediggjænger, Dagdriver (egentl. om Kvinder). Tel. Af slenga.

sloppen, part. sluppen, fri; s. sleppa.

Slor (oo), f. en smal, fugtig Flade, en lang Myr. Smaal.

Slosa (o’), f. en æventyrlig Historie, et Sagn om noget vidunderligt. Hard. Shl. (Maaskee egentl. Fatalitet; jf. slysen).

slo-sid, adj. (om Heste) = kvikmyken. Lister.

Slot (o’), n. Standsning, Hvile, Ophold i en Storm. Helg. (Sløt). Jf. G.N. vindslot.

Slot (o’), n. (2), Slot, Palads. Nyere Ord, Nt. Slot, T. Schloß.

sloten (o’), adj. hjælpeløs, forlegen. Lister, i Formen sloden. Jf. sluta.

Slott (o’), m. Lediggjænger, Dagdriver. B. Stift, Tel. (Til sletta). Jf. Bodslott. Sv. slunt.

slotten, part. hendreven, s. sletta.

slu, s. slug og sluren.

slubba, v.n. (ar), søle, spilde noget, fare skjødesløst frem. Hertil Slubb, m. og Slubba, f. skjødesløs Person.

Slufs, n. Søle. Væde, f. Ex. paa Veiene; ogsa om Slud og Uveir.

slufsa, v.n. (ar), pladske, søle, arbeide i Væde eller Uveir. (Jf. slafsa).

Slufsa, f. en Tørreklud. Mindre brugl. I Hall. Slyfse.

slufsall, adj. sølet, blød, vædefuld; om Føre og Veir. B. Stift. Mere alm. slufsen.

Slufsing, f. Pladsken, Sølerie.

slug, adj. slu, snedig, klog. Trondh. (Andre St. slu). Ogsaa: kyndig, f. Ex. “Eg vardt like slug”: jeg blev lige klog, jeg forstod det ikke endda. Jf. Sv. slug; T. schlau (i Dial. schlauch); Eng. sly. Forholdet til “sløg” er dunkelt.

Sluging, m. en slu Person. Trondh. Andre St. Sluing.

Slugu, Pleiel; s. Sloga.

Sluk, n. Slug, Svælg.


sluka, v.a. (er, te), sluge, svælge. Forekommer ogsaa med stærk Bøining: slyk, slauk (Rbg.), dog noget vaklende. Præsens mest alm. “sluke(r)”, med haardt k; i Hall. rettere “slukje”. Jf. Isl. sloka (ar); Sv. sluka (ar); i Dial. med Imperf. slauk, eller sløk.

Slump, m. 1) Plump, Skvulp eller skvulpende Lyd af noget som falder i Vandet. Berg. Trondh. – 2) Slumpetræf, Hændelse. Paa Slump: paa det uvisse. – 3) Slump, Mængde, Qvantum. (Sv. slump). Ogsa: Resten af en vis Beholdning. Selja Slumpen: sælge Resten eller alt paa een Gang.

slumpa, v.n. (ar), 1) plumpe, falde i Vandet med en skvulpende Lyd. Berg. Trondh. Nordl. Gbr. (Eng. slump). – 2) slumpe til, indtræffe af en Hændelse. – 3) buse frem, løbe dristigt til. Slumpa til: slaae til paa det uvisse. Slumpa fram med nokot: buse ud med noget, tale uforsigtigt. B. Stift. Hertil: slumpefengen (-fingjen), adj. dristig, stormodig. slumpen, adj. fremfusende. Ligesaa: Slumpelukka, f. Slumpelykke. Slumperaam, n. Slumpetræf. (Nogle St. Slumpehøve). Slumpeskot, n. Slumpeskud.

slumpa, adj. rigelig, stor, svær; ogsaa: dygtig, kjæk, drabelig. Sdm. og flere. (Vel egentl. Genitiv af Slump; jf. fagna, muna, gripa). Deels særskilt, deels sammensat; f. Ex. eit Slumpakast: en rig Fangst. Slumpafiskje: stort Fiskerie. Ein Slumpagut (Slumpakar, Slumpamann): en meget dygtig Karl, En som gjør mere end man venter. Slumpakona (-kaane) betegner helst en meget gavmild Kone. Saaledes ogsaa: slumpaleg, adj. rigelig. slumpalege, adv. rigeligt, ret dygtigt.

Slumperyssa, f. = Slurva. Tel.

slumra, v.n. (ar), 1, snuble, vakle. Hall. (Sv. Dial. slumra). Jf. sloma. – slumren, adj. snublende, usikker i Gang.

slumra, v.n. (ar), 2, slumre, sove lidt.

slungen, adj. sammenføiet, bygget. Vel slungen: velbygget. Modsat: illa slungen. Tel. (slungjen). Jf. einslungen og mangslungen. Egentl. et Particip til slenga (s. slyngja).

Slunsa, f. s. slurva.

sluntra, v.n. slunte, gaae ledig. Smaal. Noget St. slunta.

Slup (uu), m. Slup, Fartøi. Holl. sloep, Eng. sloop, Fr. chaloupe.

Slure, m. Knegt, Krabat. Helg.

sluren, adj. døsig, doven af Udmattelse. Sdm. I Nhl. “slu”, som synes at høre sammen med sljo.

slurka, v.n. (ar), slurke, søbe i store Drag. – Slurk, m. en Slurk (= Sup, Svelg).

slurpa, v.n. (ar), sludre, søbe med en smaskende Lyd. B. Stift. Isl. slupra.

Slurv, n. bløde Dele af Fisk. Sdm.

slurva, v.n. (ar), sluske, være skjødesløs; ogsaa: søle, rode, røre noget sammen. Temmelig alm. (jf. slarva). Sv. slurfva. Hertil Slurv, m. og Slurva, f. en skjødesløs Person. I lignende Betydning bruges ogsaa: Slarv, Slask, Slusk, Slubb, Slamp, Slams; og om Kvinder: Slarva, Slubba, Slampa, Slamsa, Slunsa, Slumperyssa, og flere.

slurvesam, adj. skjødesløs (i Arbeide). Hedder ogsaa slurven.

Slurveskap, m. Uorden, Skjødesløshed.

Slurving, f. Sølerie; daarligt el. skjødesløst Arbeide.

sluska, v.n. (ar), sluske, søle (= slurva). Østl. Hertil Slusk, m. og Sluska, f. skjødesløs Person.

Slut (uu), m. Slutning; s. Slutt.

slut, adj. nedbøiet, hældende. Namd. (Andre St. sluten). Jf. langslut.

sluta, v.n. (er, te), hænge ned, være nedbøiet, f. Ex. om Grene paa et Træ; ogsaa om et Tag, m. m. Berg. Nordl. Hall. Tel. (G.N. slota). Skal ogsaa forekomme med stærk Bøining: slyt, slaut, slotet (o’). Tel. Jf. sloten, og Sv. sluta (slöt, slutit), at slutte; ligt Nt. sluten, T. schließen.

Slutehorn, n. Horn som vender nedad, er nedadbøiet. Tel. (Landst. 766, hvor “Stutehonn” er en Trykfeil).

Slutnad, m. Slutning, Ende. Hall. osv.

Slutt, m. Slutning, Ende. Tildeels i Formen Slut (uu), Helg. og fl. (Sv. slut, n.). Til Slutt: tilsidst. Paa Slutten: i Slutningen.

slutta (uu), v.n. (ar), 1) slutte, holde op. 2) formode, gjøre Slutninger. Nyere Ord; vel egentl. en Afvigelse af sluta.

Slut-øyra, n. nedhængende Øre. Paa Sdm. Sluttøyre, i Forbind. “slaa Sluttøyraa til”, dvs. høre med Ligegyldighed, ikke ændse eller bryde sig om hvad der siges.

Sly, n. Sliim; s. Sli.

sly, adj. sløv; s. sljo.

Slya, f. en Omstreifer, omflakkende Krabat; især om Hunde. B. Stift. Om et andet Slya s. Slia.

slyen, adj. om Luften: fugtig, tyk, fuld af Væde. Rbg. – Maaskee egentl. slimet (slien), af Slya, = Slia.

Slyfse, s. Slufsa.

slyngja, v.n. dingle, hænge løst; ogsaa: drive om, gaae ledig (= slenga). Sfj. Nfj. Sdm. med Bøiningen: slyng, slaang, slungje(t); altsaa kun en anden Form af slenga.

slyngja, v.a. (er, de), sammenslynge, flette Baand eller Snorer. Sdm. (G.N. slyngva). Slyngjestokk, m. en liden Blok som hænges i hver Traad under Fletningen.

Slyngja, f. en Slynge. Lidet brugl.

slyngjande, s. slengande

Slyngjar, m. Dagdriver, Lediggjænger. Ogsaa i en fremmed Form “Slyngert”.


slyngjen, adj. tilbøielig til Lediggang, doven. Sogn, Sfj. Jf. slengjen.

Slyngjing, f. Fletning; ogsaa Omflakken.

Slyse (y’), n. Uheld, Skade. Tel. (s. følg.). G.N. slys.

slysen (y’), adj. uheldig, ulykkelig; især: som kommer for Skade, el. slumper til at gjøre noget galt. Mest brugl. i Søndre Berg., ellers ogsaa i Sogn, Sfj. Hall. og Tel. G.N. slysinn. Jf. uheppen.

slysleg (y’), adj. farlig, som let fører til Uheld. Tel. – slyslege, adv. uheldigt, paa en uheldig Maade.

Slysna (y’), f. Uheld, Uleilighed, Skade. Søndre Berg., ogsaa paa Sdm. f. Ex. “gjere ei Slysne”: gjøre galt, komme for Skade, gjøre en Ulykke. (Nogle Steder Slysme). Ogsaa i Formen Slysn, f. Sogn. Afvig. Sløsn (Sløsen), n. et Slumpetræf, en sjelden Hændelse. Tel. (Silgjord).

slysna, v.n. (ar), slumpe til paa en uheldig Maade. Hard. “Da slysna so te”: det gik uheldigviis saaledes.

Slysneferd (-fær), f. uheldig Færd.

Slægd, en Huulning, s. Slegd.

slægtast, s. Slegt.

Slækja, f. 1) nedsivende Vædske, Sagl. Tel. (Vinje). – 2) en sumpig Huulning; s. Sløykja.

Slæn, n. en doven, lad Person. Rbg. (Aaserall). Jf. Isl. sláni: en Rækel.

slæna (seg), v.a. (ar), dovne sig, være lad (= letja seg). Rbg.

Slænskap, m. Dovenskab, Ladhed. G.N. slen (slæn) og slenskapr.

Slæng, s. Sleng. Slænter, s. Slenter.

slæpa, v.n. (ar), slæbe, arbeide tungt. Nyere Ord; Sv. släpa, Nt. slepen, T. schleppen (egentl. drage). Hertil Slæp, n. tungt Arbeide. Slæpar, m. en flittig Arbeider. slæpall, og slæpasam, adj. tung, møisom. slæpen, adj. stræbsom, arbeidsom. B. Stift. Jf. træla, stræva, starva.

Slæpa, f. Slæbevei, Spor efter Tømmerkjørsel osv. Hall. Num. Jf. sleipa.

slær, s. slaa. slæst, s. slaast.

Slætt, f. Engstykke, Hømark. Vald.

Slætte, n. 1) Høslæt (= Slaatta). Af Slaatt. B. Stift. Især med Hensyn til den Tid som udkræves til Arbeidet; f. Ex. eit Dagsslætte, eit Aattedagsslætte. – 2) Engstykke, Græsmark hvor man slaar Hø; især i Fjeldene. Fjellslætte, Skogslætte. Andre St. Slaatta.

Slæve, s. Sleve.

Slø, el. Sløa, s. Sløda.

slø, adj. s. sljo. – sløa, v. s. sløda.

sløda, v.a. (er, de), 1) drage, slæbe noget efter sig; især om at drage Hø paa et Underlag af Grene. (Af Slode). Tel. Hall. (sløe), Nfj. (sløde). G.N. slœda: trække hen over. – 2) udsprede og jævne Gjødsel paa et Jordstykke (s. Slode). Gbr. Ndm. Isl. slæda. – 3) søle, røre, fare skjødesløst frem. “Han gaar no der aa sløde”. Nfj.

Sløda, f. 1) Slæb, noget som man drager efter sig (omtr. som Slode). Hall. i Formen Sløe, el. Slø. – 2) et sidt Klædningsstykke, en stor Vams eller Kappe. Hall. Tel. (G.N. slœda). Ogsaa et Dække eller Slør (?), Tel. – 3) et Slags Kube til Fiskefangst i Elvene. Hall. Vald. Østerd. (Sløe). Skal ogsaa hedde Slo(d), og i Gbr. “Sleo”. I svenske Dial. slöda.

Sløding, f. Dragning, Slæben; s. sløda.

sløg, adj. 1, 1) behændig, flink, nem; ogsaa: klog, sindrig. Tildeels i B. Stift, ogsaa Tel. og fl. Afvig. sljøg, Hall. Vald. (Sv. slög). Vel egentl. slaaende, eller som træffer godt. I Sammensætning betegner det: skikket til at slaae, s. snarsløg, romsløg, trongsløg. Af slaa (slog). – 2) slu, listig, forslagen. Mere alm. (Jf. slug). G.N. slœgr. Ogsaa: slem, farlig, f. Ex. i Ordsproget: Elden er ein sløge(r) Gjest. Nordre Berg. 3) skamfuld, meget undseelig. Nordl. Den sidste Betydn. nærmer sig mere til det følgende Ord.

sløg, adj. 2, svang, kjerneløs, eller tynd i Kjernen; om Kornsæd som er standset i Modningen ved ugunstigt Veir. Gbr. Toten, Rom. Mest i Neutr. (sløgt Korn). Hedder ogsaa sløgmata(d) og i Østerd. sly (slytt), som ellers betyder sløv (s. sljo). I Gbr. nævnes ogsaa flere Former: sløgjen (sløjen), sløsen og slørjen (især i Neutrum: sløje, sløse, slørje). Jf. sløyma. I Svensk hedder det slö (som ogsaa betyder sløv); i danske Dial. sløi eller sloi. Ordet synes saaledes snarest at være en anden Form af sljo (sløv). Jf. sløgjast.

Sløgd, f. Behændighed; Sluhed. (Lidet brugl.). G.N. slœgd.

Sløgd, en Huulning; s. Slegd.

sløgja, v.a. (er, de), opskjære (Fisk), tage Indvoldene af. (Af Slog). Nordre Berg. Nordl. Nogle Steder sløye, men Imperf. sløgde; Particip sløgd. Isl. slægja. Hertil Sløgjing, f. Opskjærelse.

sløgjast, v.n. (est, dest), blive sløv, afstumpes; f. Ex. om Knive. Sdm. (Præs. lyder sløjest, Imperf. sløgdest). Jf. sløg, 2.

sløgjen, adj. 1) noget flad eller svagt skraanende. Gbr. (Vaage). 2) s. sløg, 2.

sløgleg, adj. behændig, klog.

sløgt, adv. behændigt, snildt, listigt. Han kom so sløgt med det.

Sløkja, f. 1, Angelik (Plante). Rbg. Tel. og flere. I Smaal. Sløke; paa Helg. Sløyk. Andre St. Jol, Skogstut og flere. Sv. Dial. slöke.

Sløkja, f. 2, en langstrakt Huulning i Jorden (= Sloka). Sogn. Hedder ogs. Sløykja, Sfj., og Slækja, Tel.


Sløkje, n. en tung, svær Tingest, f. Ex. om en Baad eller Skude. Hard. Jf. sloka.

sløkjen, adj. stor, vid. Jf. langsløkjen.

sløkka (ø’), v.n. (sløkk, slokk, slokket), slukkes (af sig selv), ophøre at brænde; om Ild eller Lys. Solør, i Formen: sløkke; sløkk’er, slokk, sløkki (det sidste maaskee for slukkit). Andre St. slokna. Sv. Dial. slökka (s. Rietz 630). Particip slokken er mere almindeligt.

sløkkja, v.a. (er, te), slukke, udslukke. I nogle Distrikter slekkja. G.N. slökkva; Sv. släcka. Figurlig: dæmpe, stille, faae til at ophøre. Sløkkja Torsten: lædske sig. Sløkkja Hungren: stille sin Hunger. “Slekkje eit Attelit”: stille en vis Længsel el. Uro; skaffe sig Vished om noget som man har tvivlet paa, og desl. Sdm. Particip sløkt (sløkkt), nogle St. slekt.