Ivar Aasen Norsk Ordbog

skrikka, v.n. (ar), 2, huje, støie af Lystighed; f. Ex. om Børn. Hard. (Jfr. skria). Ogsaa: kagle, svadse; om Fugle (f. Ex. Skaden). Nordl. og fl. Andre St. skrækja, skrata, skvatra.

skrima, v.n. er, de), 1) skimte frem, vise sig dunkelt, som i en Taage. “Dæ skrimer for mei”, Smaal. – 2) see dunkelt, have svagt Syn. Han skrimer paa Syni: hans Syn er svækket.

skrimsla, v.n. (ar), vise sig dunkelt som i Halvmørke, skimte for Øiet. Ryf. Jfr. skrymsla.

Skrimsla, f. 1) Skimt, svag Lysning. Tel. (Vinje, Tinn). Jfr. Skrymsling. – 2) Spøgelser, Spøgerie (= Skrymsla, Skrymt). Vald. Jf. G.N. skrimsl, n. Trold, Uhyre.

Skrimsleljos, n. meget mat Lys. Tel.

Skrin, n. Skriin, liden Kiste. G.N. skrin; efter Lat. scrinium.

Skrinda, f. Kurv til at bære paa Ryggen. Tel. (Sv. skrinda: Slædekurv). Jf. Skryna.

skrinn, adj. mager, tynd, kjødløs (om Dyr og Mennesker), tør, saftløs (f. Ex. om Kjød); gold, ufrugtbar (om Jord). Temmelig alm. og meget brugl. (Ogsa alm. i Sverige, s. Rietz 599). I lignende Betydning bruges ogsaa: skren (skreen), Rom., skran (og skranen), Sogn, Hall. Jf. ogsaa skraaen og skræna.

Skrinna, f. mager Eng, Marker som kun give lidet Græs. Jæd. Sdm. og fl. Ogsaa kaldet Skrinnemark.

skrinnast, v.n. (est, test), udmagres, blive mager.

skrinnlagd, adj. tyndlemmet, mager (af Naturen). Tel. Hall.

skrinnleitt, adj. mager i Ansigtet, tynd, indfalden. B. Stift. Hedder ogsaa: skranleitt, Hall.

skrinnlendt, adj. om et Sted, som har gold eller mager Jord. Hall. og fl.

skrinnvoren (o’), adj. noget mager.

Skrip (ii), n. 1) Kjælerie; s. skripa. Gbr. – 2) Forfængelighed, Lyst til at glimre. Hard.

skripa, v.n. (ar), kjæle for, kjærtegne, karessere. Gbr. Vald. “Skripe upp eit Baan”: forkjæle el. forvænne et Barn. skripast, v.n. kjæle for hinanden. – I Nordre Berg. forkommer et Subst. Skripa, f. cunnus. (Ogsaa i svenske Dial.). Jf. Isl. skrípr: penis.

skripen, adj. 1) kjælende, venlig; ogs. lystig, s. skriputt. – 2) bly, undseelig, altfor frygtsom. Helg.

Skriplæta, f. Kjælerie, indsmigrende Væsen. Gbr. Ogsaa i Formen Skriplæte, n. Skriplaat, n. og Skriping, f.

Skripmaane, m. Kjælemaaned, Hvedebrødsdage. Gbr.

Skripna, f. Herlighed, stor Lykke eller Fornøielse (især med Begreb af kort Varighed). Sdm.

skriputt, adj. 1) kjælende, venlig, indsmigrende (især om Dyr). Vald. og fl. Hedder ogsaa skripen. – 2) lystig, legende, meget munter. (Jf. kipen). – 3) kjælen, kræsen, utaalmodig af Forkjælelse. Hall. Vald.

Skriv, n. Brev, Skrivelse. “Han ha’ fengje Skriv fraa Byen”. Rbg. Tel.

Skriva, v.a. og n. (skriv, skreiv, skrivet, i’), skrive, optegne, anføre; ogsaa: indskrive, indrullere; og som v.n. sysle med Skrivning. Nogle St. med svag Bøining: skriva (ar), Rbg. G.N. skrifa (ar), efter Lat. scribere. Jf. rita. I Sammensætning “skrive”, f. Ex. Skrivebok, -bord, -kunst, -maate, -ty.

skrivande, adj. værd at opskrive.

Skrivar, m. 1) Skriver; Sekretær. 2) Herredsskriver, Underdommer. Officielt benævnt “Sorenskriver” (soren Skrivar). – Skrivardreng, eller Skrivarkar(l), m. Contorskriver, Contorist. Skrivarløn, f. Salarium, Betaling; f. Ex. for en Skifteforretning.

skriven (i’), part. skreven, skriftlig betegnet; indskreven, indrulleret.

Skriving, f. Skrivning; Skriverie.

Skrjona, f. Skrona.

skroa, v.n. (ar), svadse, fortælle drøie Historier. Shl. Jf. rjoa, skrona, skropa.

Skrogg, m. en Ulv (= Skrubb). Ork.

Skrok (o’), n. Snak, Sladder, tvivlsomme Historier. Sfj. (Askevold). G.N. skrök.

skrokken, adj. indsvunden, sammenskrumpet; ogsaa: rynket, haard, ujævn. Particip af skrøkka. I Gbr. skrukkjen.

skrokna (skrokkna), v.n. (ar), sammenskrumpes, krybe sammen. Rbg.
Skrom, s. Skrum.

skrona (oo), v.n. (ar), skryde, overdrive noget; fortælle tvivlsomme Historier. Voss, Hall. Afvig. skrjona, Nhl. Jf. skrynja.

Skrona (oo), f. Skryderie, Overdrivelse; falsk eller tvivlsom Historie (= Skrynja). Voss, Hall. I Nhl. Skrjona. Ogsaa med Betydning: Spøgerie, el. underlige Syner. Tel. i Formen “Skrjonur”, pl. (Jf. Skrymt). – Skronebok, f. en Bog med æventyrlige Historier; Fabelbog. Skronemakar, m. En som fortæller utrolige Ting.

skropa, v.n. (ar), skryde, prale. Hall. Smaal. (Sv. Dial. skroppa). Skrop (oo), n. Skryderie. (Smaal.). Skropar, m. en Pralen, Ordgyder. Jf. G.N. skrópamadr: Hykler.

skroppen, indsvunden; s. skreppa.

Skrot (oo), n. Bærme, Bundfald; ogsa Affald, Skrab, ubetydelige Ting. Nordre Berg. Trondh. Nordl. Jf. Krota.

Skrott (o’), m. Krop, Legeme. Østl. Tel. og fl. (Paa Sdm. tildeels Skraatt). Spotviis ogsaa om et Menneske (jf. Kropp); især om en doven Person. Tel. Sv. Dial. skrott (Krop). Jf. G.N. skrokkr.

Skrov (o’), n. 1) Skrog, Skibsskrog. Nordl. og fl. Sv. skrof. Vel egentl. noget tomt eller aabent; jf. skroven. – 2) den aabnede Krop af et Dyr (= Krov); især Bughuulheden, Indvoldenes Plads. Tel. Hall. Ogsaa om det aabne Rum i et afskaaret Fiskehoved. Nordl.

skroven (o’), adj. hullet, svampagtig, porøs. Hall. (Andre St. roven). Jf. skruva.

Skrov-is (o’), m. løs og hullet Iis. Isl. skrof.

skrovna (o’), v.n. blive porøs eller hullet. Hall. Jf. rovna.

Skru, s. Skrud og Skruv.

Skrubb, n. Rivning, Gniden; ogsa: Tugt, Tilretteviisning.

Skrubb, m. 1) Skrubbekost; Visk til at gnide eller skure med. – 2) en barsk og streng Person. – 3) en Ulv (= Varg). Søndenfjelds. Jf. Skrogg. Skrubbegren (-græn), en Ulvehule. Tel.

skrubba, v.a. (ar), 1) skrubbe, gnide stærkt. – 2) tugte straffe; give en skarp Irettesættelse. Sv. skrubba.

Skrubba, f. Hønebær, Cornus svecica. Nordenfjelds. I Vald. Skrubbær.

Skrubbhyvel (y’), m. Skrubhøvel. (Modsat Sletthyvel). Hedder ogsaa Skrumphyvel (Hall.) og Rubbhevel (Jæd.).

Skrubbing, f. stærk Gnidning.

Skrud, n. Pynt, Prydelse. Saaledes i Folkeviserne, Landst. 513, 539. Ogsaa et Slags Hovedpynt for Kvinder. Hadeland (Skru). Vil ellers gjerne falde sammen med Skruv; jf. Landst. 311, 336. Sv. skrud; G.N. skrúd: festlig Dragt.

Skrukka, f. 1) Rynke, Fure; Punkt hvor en Flade er ujævn eller knudret. Mest i de sydlige Egne. (Sv. skrynka). – 2) en liden Kurv af Bark eller Birkenæver. (Næverskrukka). Østl. Gbr. Hall. (Sv. Dial. skrukka. Rietz 599). – 3) et par Fladbrød, to sammenbøiede “Leiver”. Nordl.

skrukkast, v.n. skrumpe sammen, blive rynket eller knudret. Gbr. og fl.

skrukken, skrumpen; s. skrokken.

Skrukketroll, n. Dyr med rynket eller stribet Skal; om flere Slags store Insekter. Jf. Skurk.

skrukkut, adj. rynket, knudret, ujævn. Jf. rukkutt.

Skrull, m. 1, Pukkel, Top. Hall.

Skrull, m. 2, Grille, fix Idee. Smaal. Mest i Fleertal “Skruller”. Nogle St. Skryll (Skryller). T. Schrulle.

Skrulla, f. en smal Kurv eller Kasse. Sdm. (Volden). Ogsaa en stor Bog, en Skrolle.

skrullen, s. skryllutt.

Skrum (u’), n. en svampagtig, porøs Masse. Tel. (Vinje). Hertil vel ogsaa “Skrøm”, n. noget som optager meget Rum. Østerd. (Trysil). Jfr. skrymja.

skruma (u’), v.n. (ar) tale haardt eller truende. Hall. Jf. Isl. skruma: prale.

skrumla, v.n. larme, skjælde. Buskr.

Skrump, m. Brusk, haardt Kjød. Nhl.

Skrumphyvel, s. Skrubbhyvel.

skrungla, v.n. skramle (= skrangla). Hall.

Skrupptroll, n. = Skarptroll. Ork.

Skrut, m. Tut, Kræmmerhuus. Trondh.

Skruv, n. 1) Top, øverste Punkt; saaledes om den øverste Flade paa et Skab. Hall. – 2) et Slags Hovedpynt. Østl. Maaskee overgaaet fra Skrud. Kjønnet synes vaklende (m. og n.). – 3) en Hob Korn-Neg, omfattende to “Rukar” eller 12 Neg. Ryf. (Et Læs Korn regnes til 10 Skruv), el. 120 “Band”). G.N. skrúf: Kornstak.

Skruv, m. 1) Skrue, Cylinder med spiralformige Skurer. Nogle St. Skru, ogsaa Skrue (B. Stift). Sv. skruf; Nt. schruwe, Eng. screw. 2) en liden Kornstak. Jæd. (Jf. Skruv, n.). I Nhl. betegner “Skruen” kun det øverste Neg paa en Kornstør. Jf. Skur.

skruva, v.a. (ar), skrue, drive en Skrue; ogsaa: presse eller befæste med Skruer. Nogle St. skrua; ogsaa skryva, Mandal.

skruva, v.n. (ar?) rage op, stige i Veiret, el. optage meget Rum (= ruva). Smaal. (Jf. skruvla). Skulde vel egentlig have stærk Bøining (skryv, skrauv, skrovet) og kunde isaafald ansees som Stamord til Skrauv, skrøyva, skroven, Skrov. Jf. Nt. schruwen (schrof): at skrue.

Skruva, f. en Presse eller Klemme med Skruer. Shl.

Skruvfar, n. Skruegang, Løbet i en Skruemoder. B. Stift. Ogsaa kaldet Skruvgang, m. I Ork. Skruvlod (Skruvlø), f.


Skruving, f. Gjerningen at skrue.

skruvla, v.n. (ar), 1) hæve sig, stige i Veiret, tage meget Rum. Ork. – 2) skryde, prale, overdrive Tingene. Tel.

Skruvlag, n. Omvinding, enkelt Skure eller Omgang paa en Skrue.

Skruvlist, f. List eller Kant omkring Topfladen paa et Skab; s. Skruv, n.

Skruvlod (o’), f. s. Skruvfar.

Skruvmoder (= mor), f. Skruemoder, Blok hvori en Skruegang er anbragt.

Skruvsted (e’), n. Ambolt bestaaende af to Dele, som kunne skrues sammen. (Mange St. Skru-ste). Sv. skrufstäd.

Skrybbe, n. Skrog, Krop af et Dyr. Hard. Nhl. (Jf. Skrov).

Skryda, f. Hoste, Ophostning, Sliim i Struben. Paa Sdm. Skryde; andre St. Skrya og Skry, Østl. (Jf. Ryda).

skryda, v.n. (er, de), harke, ophoste Sliim. Nogle St. skry. Ogsaa afvig. skrø, Smaal. Østerd.

skryfta, v.a. (ar), udbanke det modneste Korn ved at slaae Negene mod et Logulv eller mod Siderne i et Kar. Østl. Sv. Dial. skrifta; D. skrifte. Hertil Skryfteryg, m. den modneste, vægtigste Rug.

skrykkja, v.a. (er, te), rykke, flytte pludselig. “Skrykkje se”: kaste sig til Siden, som for at undgaae et Stød. Hall.

skryla, v.n. (er, te), græde høit og skraalende; om Børn. Nordre Berg. Skryl,n. og Skryling, f. høirøstet Graad. Jf. skræla og skoia.

Skryll, m. en Hob, Dynge, sammenkastet Masse; f. Ex. af Frugt. Smaal.

skrylla, v.n. have Griller, nære en vis Indbildning. Smaal. Af Skrull.

skryllutt, adj. fuld af Griller.

skrymja, v.n. (skrym, skrumde?), see stort ud, optage et stort Rum. “Dæ skrøm’er”, Østerd. (Trysil). Sv. skrymma. Jf. Skrum, skruva, skruvla.

skrymsla, v.n. (ar), mørkne, blive halvmørkt (skuma, skymra). Hall.

Skrymsla, f. Spøgelse (= Skrimsla). Vald.

Skrymsling, f. Skumring, Halvmørke. Hall. Tel. Jf. Skrimsla.

Skrymt, n. Spøgelser, Gjenfærd, Gespenster. Søndenfjelds; mangesteds udtalt: Skrømt. Sv. Dial. skrymt og skrømt (Rietz 602). Høyra Skrymt: høre nogen uforklarlig Lyd i Mørket.

skrymta, v.n. (ar), 1) mørke (= skrymsla, skymta). Lister (?). – 2) spøge, gaae igjen; om Dødninger. Smaal. (skrømte). Sv. Dial. skrymta. – 3) hykle, forstille sig. Mindre brugl. og i Formen “skrømte,” efter Dansk. Sv. skrymta. Jf. skrima og skrymja.

skrymterædd, adj. bange for Spøgelser. Smaal. (skrømterædd).

Skryna, f. en liden Kasse til at bære noget i. Smaal. Rom.

skrynja, v.n. (skryn, skrunde, skrunt). 1) skramle, rumle, klinge huult. Tel. Hall. – 2) skryde, prale, fortælle drøie Historier. Hard.

Skrynja, f. Skryderie; Fortælling med megen Overdrivelse; ogsaa en falsk eller opvigtet Historie. Hard. (Jf. Skrona). En afvigende Form “Skrøne” forekommer i Byerne, uvist hvorfra.

skryp, adj. udrøi, kortvarig, forgjængelig. Nordl. Indh. Ork. Østerd. (I Neutr. ofte skryft). Andre St. skryv (jf. ryr). G.N. skrjúpr (s. Egilsson). Sv. Dial. skryp og skrup, ogsaa i Betydn. skrøbelig (Rietz 602).

skrypa, v.a. (er, te), forøde; egentl. gjøre kortvarig. “Han skrype dæ burt:” han forøder det snart. Indh.

skrypleg, adj. forgjængelig, uvarig; vel ogsaa: skrøbelig; s. skryp.

Skryt, m. Snude, Mund paa Dyr. Trondh. (Selbu). “Skrytpossaa,” m. Mulepose, Kornpose for en Hest.

skryta, v. skryde; s. skrøyta.

Skryta, f. et Slags Krabbe (= Hyrving). Jæd. (Skryda).

Skryte, n. et fortørret eller forraadnet Træ. Tel. Ogsaa Been eller Beenrad af et Legeme. (Vinje).

skryten, adj. grim, hæslig, grov i Ansigtet. Hard. Shl. Sdm. I Tel. skrytleg. “Daa va ho inkje skryta”: den Gang var hun rigtig vakker. Sdm.

skrytleg, grim; s. skryten.

skrytna, v.n. blive grim eller styg.

skryv, adj. kortvarig (= skryp). Ndm. Fosen. Jf. skyver.

skryva, v.n. (er, de), 1) opstable, sætte Korn i Stak (Skruv). Jæd. 2) skrue; s. skruva. – Skryving, f. Staksætning.

Skræ, pl. s. Skraa. – skræ, v. s. skræda.

skræda, v.a. (er, de), 1) skraae, male grovt, grutte (Malt til Brygning). Brugt i Formen skræe (skræ). Smaal. Toten. Indh. Namd. og fl. (Andre St. grøypa, grypja). Sv. skräda. – 2) skræne, afskalle; ogsaa: vrage, sortere, udsøge det bedste. (Sjeldnere). “Han skrær inte Or a”: han taler just ikke høfligt. Solør. (Sv. skräda ord). – 3) forøde, spilde ved Beklippelse eller Tilskjæring. Nordl. (Ligt skjerda). Hertil skrædast (skræast), v.n. gaae til Spilde, forødes; ogsaa: indsvinde, formindskes. Nordl. Namd. Indh. – Jf. skrædda.

Skræda, f. 1) Spilde, Forødelse; f. Ex. “Skogskræ”: Skovspilde. Trondh. – 2) Talggrever, Bærme af Talg eller lignende Fedt. Sdm., kun i Flertal, som her hedder “Skræde,” andre St. Skræe. Isl. skrædur. Jf. Krota.

skrædd, part. skraaet; fraskilt osv. s. skræda.


skrædda, v.a. (ar), sye klæder. Solør. Vel egentl. skræda: klippe. Jf. Eng. shred: skjære i Strimler. Nt. schraden; T. schroten.

Skræddar, m. Skrædder. Hedder ogsaa Skraddar, Vald. G.N. skraddari (fra en senere Tid); Nt. Schrader, Schröder. Hertil Skrædderlæra, Skræddarløn, f. og fl.

Skræde, n. skraaet Korn; ogsa: Klid, Skal, Affald. Namd. Indh. i Formen Skræe (Skræ). Sv. skräde, afskräde.

Skrædeljos, n. Lys af grumset, ureen Talg; s. Skræda.

Skræding, f. Forødelse, m. m., s. skræda.

skrædsam, adj. spildsom, forødende; især om et Slags Brug eller Behandling, hvorved det gaar meget til Spilde. Nordl. og Trondh., mest i Formen skræsamt. Sjeldnere: skrædleg (skræle’).

skrækja, v.n. (er, te), snadre, svadse, skrige; om visse Fugle, især Skaden. Nordre Berg. G.N. skrækja. Andre St. skrikka, skrata, skvatra.

Skrækja, f. et Slags And. Østerd. (Trysil). Lyder ogsaa som Skrekkja. – Skrækjekall, m. Hanfugl af denne Art.

skræla,v.n. græde høit (= skryla). Indh. (Snaasen). Skræl, n. høirøstet Graad.

skrælen, adj. svag, kraftløs. Ndm. Nordl. I Guldalen skrølen (?). Jf. skral.

Skræling, m. Skrælling, Stakkel; En som har svage Kræfter. Nordl. ogsaa paa Østl. (Jf. G.N. skrælingr).

skræma, v.a. (er, de), skræmme, forskrække. Afvig. skrøma, Mandal. Sv. skrämma. (Jf. G.N. skræmast: tage Flugten). – Part. skræmd: opskræmt, forskrækket.

Skræma, f. 1) Skræk, Forskrækkelse. Faa ei Skræma: blive afskrækket. – 2) en Skræmme, et Skrækkebillede. – 3) Trusel, skræmmende Tiltale. Jf. Skræmord. I lignende Betydning: Skræmby (?), Smaal.

skræmeleg, skrækkelig, afskrækkende.

Skræmeskot, (o’), n. Skræmmeskud, f. Ex. for at bortjage Dyr.

Skræmeslaatt, m. skræmmende Tiltale, Trusler.

Skræmesyn, f. afskrækkende Syn.

Skræmord, n. truende Ord.

Skræmsl, n. Skræmsel, Ting som foraarsager Skræk.

Skræmsla, f. Afskrækkelse. I Fleertal ogsaa: Spøgelser, Spøgerie (= Skrymt). Ryf.

skræna, v.a. (er, te), fortørre, gjøre haard eller skrumpen. – skrænast, v.n. fortørres; f. Ex. af Vinden. Nordre Berg. Jf. skraana.

Skræning, m. Tørke, Vind som tørrer stærkt. Sdm. Jf. Skjæning.

skræsam, s. skrædsam.

skrø (?), v.n. (r, dde), klinge huult (= skrynja); tale med hæs, uklar Stemme; ogsaa: harke (= skryda). Smaal.

skrøkka, v.n. (skrøkk, skrokk, skrokket), svinde ind, krybe sammen, blive smalere eller tættere, saasom ved Tørring; ogsaa: blive mager eller skrumpen. B. Stift. Ryf. Rbg., ogsaa Gbr. og fl. Tildeels med Inf. skrøkkja; sjeldnere i Formen skrekka (Præs. skrekk, Imperf. skrakk). Supin. sædvanlig skrokkje. (I Formen ligt søkka, støkka, kløkka). Ordet træffer sammen med Eng. shrink; Ang. scrincan (scranc): skrumpes sammen. Sv. Dial. skrynka (skrønk): gjøre rynket. Jf. skrokken, skrokna, Skrukka.

skrøkken, adj. som let svinder ind eller sammenskrumpes. (skrøkkjen).

Skrøkking, s. Indsvinden, Indkrybning.

skrølen, s. skrælen.

Skrøm, s. Skrum. – skrøm, v. s. skrymja.

Skrømt, s. Skrymt. – Skrøne, s. Skrynja.

skrøpeleg, adj. skrøbelig. Sv. skrøplig. Dunkelt Ord, maaskee en Form af skrypleg. – Som Adverb betegner skrøpelege: ilde, meget slemt; ogsaa: usædvanligt, overmaade. Trondh. Stift.

Skrøyt, n. Skryden, usædvanlig Ros. Ogsaa i Formen Skryt, n.

skrøyta, v.a. og n. (er, te), 1) pryde, være til Prydelse. Tel. (Bugge, Folkeviser, p. 31). G.N. skreyta. Jf. Skraut). – 2) rose meget. Dei hadde skrøytt det upp: bragt det i Udraab med store Lovtaler. – 3) v.n. skryde, prale, gjøre store Ord. Oftest med “av”; f. Ex. Dei skrøytte av det. Nogle Steder i Formen skryta. (Sv. skryta). Jf. skreppa, røyta, kyta.

Skrøytar, m. en Skryder.

Skrøyting, f. Lovtaler; Skryderie.

skrøytsam, adj. pralende, tilbøielig til at skryde. Hedder ogsaa skrøyten. (Nogle St. skryten).

skrøyva, v.a. og n. (er, de), 1) sætte noget høit eller løseligt op, saa at det seer stort ud; ogsaa figurlig: forrose, overdrive, gjøre for meget Væsen af. Han hadde skrøyvt det so upp, at det var reint av Lage. Tel. – 2) v.n. skrolle, see stort ud, rage høit i Veiret (= skruva, ruva, røyva). Tel. Sdm. og fl.

Skrøyve, n. noget som rager høit op; f. Ex. en Stabel eller Dynge. Tel.

Sku, s. Skuv. – sku, v. s. skula.

skua, s. skuva.

skubba, v.a. (ar), skubbe, gnide, støde.

Skubbing, f. Støden, Gnidning.

Skuffa, f. Skuffe, Hylde som kan drages frem eller skydes ind. (Fremmed Form i Stedet for Skuva).

Skuftung, m. Lægte imellem Aaserne og Fjelene i et Tag. Fosen.

Skugg, n. (?), Skygge. I Forbindelsen: “i Skugg og Skjol,” dvs. i al Hemmelighed, paa skjulte Veie. Tel.

Skugg, m. en glat og blank Iis; f. Ex.
i en Vei. Ndm. Stjørdalen. I Romsdal Skuggje; paa Sdm. Skuggaal, m. Jf. skugghaal.

skugga, v.n. (ar), skygge, s. skyggja.

Skugge, m. 1) Skygge; Punkt hvor Lyset ikke har Adgang osv. Mest alm. Skuggje (men Fl. Skuggar). G.N. skuggi; Sv. skugga. – 2) Dunkelhed, Taage. Ein Skugge fyre Augom: en tilfældig Svækkelse i Synet. – 3) en blank Is; s. Skugg. – Som Kjælenavn betegner Skugge en liden Figur, en svag Tingest, el. deslige.

skuggelaus, adj. blottet for Skygge, f. Ex. om en Plads, som ligger ganske aaben for Solen.

skuggerik, adj. skyggefuld.

skuggerædd, adj. bange for Skygger.

skugghaal, adj. belagt med blank og glat Iis; f. Ex. om Veie. Romsd. S. Skugg.

Skugl, m. en lurende Stilling. Standa i Skugl: stae paa Luur. Hall. Jf. Skulk.

skugla, v.n. (ar), lure, liste sig frem; ogsaa: vogte paa noget i Frastand, eller fra et Skjul. Hall. I sidste Betydn. hedder det ogsaa “skuglegjæte”. Jf. skygla.

skugra, v.n. (ar), see med forskende, mistænksomme Blik; betragte En med Mistro. Helg.

Skukk, m. et lidet Loft, især i Fæhuse; et Høloft. Søndre Berg. (Jf. Hjell). Sv. Dial. skunk: Loft, m.m. (Rietz 586).

Skuku, s. Skoka. – Skukul, s. Skokul.

Skul, m. (f.), Skal, Affald af Frugt. Jæd. Tel. Vel ogsaa Affald af Mad; s. Skuler.

skula (u’), el. skulo, v.n. (skal, skulde, skult), at skulle. Infin. lidet brugl. og hedder deels skule, deels forkortet: sku. Præs. korttonet: skall (dog kun med reent l); ofte forkortet: ska. Fleertal vel rettest skulo, dog høres sædvanlig enten skule, eller sku (sko). Imperf. skulde; ofte forkortet sku; ogsaa i en Konjunktivform: skilde, sille (Rbg. Tel.), og skje (Hard. Voss). Supinum dels skult, dels skulat (skula), og nogle St. skulda(t). G.N. skulu (skal, skyldi); Sv. skola (skal, skulle, skolat). – Betydning: 1) være skyldig eller forbunden til (at gjøre noget); burde, maatte. Du skal gjera det. Du skal ikkje tenkja so. (Stærk betonet udtrykker det en tvingende, streng Befaling). Ofte uden noget tilføiet Verbum. Det skal fram. Han skal ut. Det skal no alle den Vegen. Ogsaa med Begrebet: have Adgang til, have Grund til. Kvat skal ein segja! Kvart skulde han av (dvs. hen)? Det skal du venta dvs. det kan man just vente. (Ironisk: det bliver der intet af). Skal eg tru, han veit det (dvs. mon han veed om det)? – 2) være bestemt til, have besluttet, ville. Eg skal freista. Me skulo sjaa til. (I denne Betydning et Slags Hjælpeverbum til Betegnelse af Futurum). Ogsaa: være bestemt eller tiltænkt; om den, som noget er bestemt for; f. Ex. Han skal faa det; han skal hava det, osv. Saaledes ogsaa: ansees for, el. siges at være. Det skal vera Gull (f. Ex. om en Ring). Han skal vera rik. Her mærkes Tillægget “Skal vera” ved en Benævnelse, som for Øieblikket ikke har fuld Grund eller ogsaa ansees som et Udtryk af Høflighed. F. Ex. Husbonden, skal vera, dvs. den som nu kaldes Husbond. Dei skulde leika brudlaup, og so var der daa ei Brud, skulde vera, og ein Brudgume, skulde vera (dvs. et Par som forestillede Brud og Brudgom). – 3) komme til (at være) træffe til, kunne. (Begreb af en Mulighed). Um so skal henda. Um so skulde vera. Skulde han falla i fraa osv. Ogsaa om Tilstande, som ligne en Skjæbne, eller noget som man ikke kan afværge. Og so skulde det enda paa den Maaten! Alltid skal det no ganga uheppet. D’er illa, at han skal fara so fram, o.s.v. Ellers ogsaa med flere Afvigelser i Betydningen, som dog ere mindre vigtige.