Ivar Aasen Norsk Ordbog

skula (uu), v.n. og a. (ar), 1) holde Skole. (S. Skule). 2) v.a. oplære, undervise. Han heve skulat deim upp. B. Stift og fl.

skula, v.a. (ar), afskalle, tage Skal af (s. Skul). Tel.

Skuld, f. 1) Gjeld, noget som en Person skylder en anden; især om Penge. (Egentl. Forpligtelse el. Skyldighed, af skula, v.). G.N. skuld; Sv. skuld. Krevja Skuld: indkræve Gjeld. Setja seg i Skuld: gjøre sig gjeldbunden, optage Laan. Standa i Skuld: staa i Gjeldsforhold, være Skyldner. – 2) Skyld, Aarsag, især til noget ondt. D’er han, som er Skuldi til det: Ophavsmand dertil. Det var deira Skuld. Det var mi eigi Skuld. Ogsaa: Beskyldning, Sigtelse. Han fekk Skuldi fyre det. Dei leggja Skuldi paa honom. (Om Overtrædelse eller Synd siges hellere: Skyld). – 3) Skyld, Vedkommende, Hensyn. Kun i Forbindelse med “fyre,” f. Ex. fyre mi Skuld: af Hensyn til mig. Fyre hennar Skuld. Fyre Borni (si) Skuld: af Hensyn til Børnene. Fyre den Skuld: derfor, i den Henseende, hvad det angaar. (Sv. före den skull). Ofte forbundet med et Subst. uden Tegn til Genitiv; f. Ex. fyre Moro Skuld; fyre Vinningen Skuld; fyre Kjennskap (s) Skuld o.s.v.

skulda, v.a. (ar), beskylde, lægge Skylden paa. Dei skulda honom fyre det. (Alm.). Part. skuldad: beskyldt, sigtet.

skuldbunden, adj. gjeldbunden, forgjeldet.

skuldfri, adj. gjeldfri.

Skulding, f. Beskyldning, Sigtelse.

skuldlaus, adj. skyldfri, uskyldig.

Skuldmann, m. Skyldner, Debitor.

Skuldra (Skull’er), f. Flyndre. Helg. Om flere Arter, ligesom det danske Skulle, el. Skulde.

Skuldsak, f. Gjeldssag.


skuldug, adj. skyldig til at betale noget, gjeldbunden, som staar i Gjeld. Han var myket skuldig: havde meget Gjeld at betale. I andre Betydn. siges hellere: skyldig.

Skule, m. Skole, Underviisnings-Anstalt. Nogle St. Skula, f. Hall. Solør og fl. andre St. Skole, m. Indh. og fl. G.N. skóli, og skúli; jf. T. Schule, Ital. scuola, af Gr. og Lat. schola. Skule betegner ogsaa tildeels en Skolelærer, og paa nogle Steder adskilles: Skula, f. en Skole, og Skule, m. en Lærer. – Skulebarn, n. Skolebarn. Skulegang, m. Skolegang. Skulegreida, f. Skolevæsen; Skolesager. Skulelog (o’), f. Skolelov. Skulelyd, m. Samling af Skolebørn. (Hall.). Skuleløn, f. Skolepenge. Skulemeister, m. Skoleholder; Skolelærer. Skolestova, (o’), f. Skolestue.

Skuler, pl. Afskyl af Madkar (= Skol). Smaal. Ogsa paa enkelte andre Steder “Skulir,” om Affald af Mad. Jf. Skul (Skal).

Skulk, n. Luur (= Skugl). Standa paa Skulk: lure efter noget. Vald.

skulka, v.n. (ar), lure, liste sig frem; staae paa Luur. Søndre Berg. Vald.

Skulkar, m. Lurer, Speider, Spion.

skulma, s. skumla. – skulo, s. skula.

skult, adj. opgjort, kvit; s. følg.

skulta, v.n. (ar), opgjøre sit Mellemværende, gjøre Mellemregning og betale hvad der mangler. Trondh. Sdm. Afvig. skylta, Indh. (Sv. Dial. skullta). – Ved Siden heraf bruges ogsaa skult (skullt), adj. i Betydning: opgjort, saaledes at ingen skylder den anden noget. Desuden siges ogsa selve Personerne at være “skult,” naar ingen har mere at kræve af den anden; altsa: kvit, fri for Krav. Nordl. Trondh. Berg. Nogle Steder skylt. (Indh.). Sv. Dial. skullt. Ordets Form er dunkel; med “Skuld” synes det ikke at høre sammen.

Skum (u’), n. Skum, Fraade. (Jf. Fraud, Skrauv). Nogle St. Skom (ikke Skuum). Nt. Schuum; Ght. scúm.

skum (u’), adj. mørk, dunkel; især om Luften, sjeldnere om Farve. Mest brugl. i de sydligste og de nordligste Egne; mindre i Midten af Landet. I B. Stift tildeels skym, ellers dimm og myrk. Sv. skum.

skuma (u’), v.n. (ar), skumme, afsætte Skum. Hedder ogsaa skumast.

skumast (u’), v.n. (ast), mørkne, blive dunkelt (af Natten). Nogle St. skuma, Sho. og fl. Jf. skyma.

Skumdott, m. liden Hob af Skum.

skumfengen, adj. skumagtig, løs, utæt. Sdm. (skumfingjin). Nogle St. skumen (u’) og skumleg.

Skumflo, f. og Skumflogga, f. et Lag eller Dække af Skum.

Skumhatt, m. høi Top af Skum.

Skuming (u’), f. Mørkning, Tusmørke. Shl. Smaal. Indh. Jf. Skumt, Skyming. (Uvis Betydn. i Handskuming).

skumla, v.n. skule, slaae Øinene ned. Smaal. I Buskr. skulme.

skumleg, adj. noget mørk eller dunkel (skum). S. ogsaa skumfengen.

skumleitt, adj. mørkladen, som har mørk Hudfarve. Shl.

Skump, m. Stød, Puf.

skumpa, v.a. (ar), støde, puffe, give et Tryk. Skumpa Bordet: berøre Bordet saa at det ryster. Han skumpade meg (el. sk. burt i meg): han puffede til mig, gav mig et Vink. Det skumpar paa alla Sidor: det puffer og trykker rundt omkring; f. Ex. i en stor Samling af Folk. Temmelig alm. (Jf. Sv. skumpa, om stødende Gang.

Skumpan, n. Stød, Ryk; et lidet Stykke Vei (= Skov). Hadeland.

Skumping, f. idelig Støden og Puffen.

skumpla, v.n. (ar), skvulpe, danne Bølger; f. Ex. om Vand i et Kar, naar det bliver rystet. B. Stift. Nogle St. skvampla Skumplar-rom, n. Skvulperum i et Kar, som man skal bære.

Skumrand (-raand), f. Skumstribe.

Skumskot (o’), n. Skumring, Mørkning. Brugl. ved Trondhjem. G.N. skumaskot.

skumstøytt, adj. ganske bedækket af Skum. Nordre Berg.

skumsveitt, adj. skumdækket af Sved.

Skumt, n. Skumring, Mørkning. Hard. Voss. Nogle St. Skunt.

skumta, v.n. (ar), 1) mørkne af Natten (= skumast). 2) skumta seg: tage sig en Hvilestund i Skumringen. Hard. Voss. Nogle St. skunta. I Guldalen skymta.

Skumting, f. Mørkning (= Skuming, Skumskot, Skyming, Skymting).

skumvoren (o’), adj. noget mørk.

Skunda, f. Fakkel, Blus, Brand til at lyse med. Tel. Num. (Tyreskunda). Ogsaa udtalt Skonde (oo). Jf. Skyndel.

skunda, v.a. (ar), skynde, paaskynde. Skunda seg: skynde sig, haste. Skunda deg og kom. Det skundar paa: det haster. Du maa skunda paa deim: bede dem skynde sig. G.N. skunda.

Skunding, f. Skynding, Hast.

skundsam, adj. skyndsom, hastende.

Skunn, s. Skurn.

skunsa, v.n. (ar), rokke, støde, flytte lidt til Side. Lister. Jf. skjønsa.

Skunt, s. Skumt. Skupp, s. Skopp.

Skuppa, f. Skjød; Skjødskind eller Forklæde som man kan bære noget i, ved at bøie det opad. Tak uppi Skuppa di: tag hvad du kan bære i Skjødet. Solør. Sv. Dial. skoppa, skuppa.

Skur (uu), n. et Skuur, aabent Huus (= Skot, Skjol, Skjaa). Nhl.

Skur (uu), f. Byge, Iling; især om en
kort og stærk Regnbyge. Mest brugl. søndenfjelds; ellers ogsaa i Trondh. Stift; i Nordl. Skura. G.N. skúr; Sv. skur. Eng. shower, T. Schauer.

Skur, m. 1, Spurv, eller Fugl som ligner Spurv. Tel. Østl. Jf. Gulskur.

Skur, m. 2, det øverste Lag i en Kornhesje (s. Hesja). Sdm. (Jf. Skruv). – Skurtroda, f. den øverste Stang i en Hesje.

Skur (u’), m. s. Skurd.

skura, v.a. (ar), 1) skure, skrubbe, gnide. (Nyere Ord). Skura upp: pudse, afpudse. – 2) skrabe, forgnide, saare. Skura seg: skade sig paa huden ved Stød eller Gnidning. – 3) v.n. buse frem, fare dristigt afsted. Skura i Vegen. Skura paa: klemme dygtigt paa. Lat det no skura: lad det nu gaae sin Gang, lad det staae til. – Hertil skurande, adj. frisk, stærk; f. Ex. om Vinden.

Skurd (u’), m. 1) Skjæren, Snit, Maade at skjære paa. Mest alm. Skur (u’), nogle St. Skul (tykt L). G.N. skurdr (af skjera). – 2) det Arbeide at afskjære Kornet paa Agrene; Meierarbeide, Kornhøst. Alm. (Sv. skörd). Ogsaa: Meietid, den Tid da Kornet skjæres. – 3) Skaar, Snit, Sted hvor noget er skaaret. Tre som er kvitt i Skurden, dvs. hvidt i Skaaret. – 4) afskaaret Stykke, Afsnit, Stump. Oftere Avskurd. Ogsaa om udskaarne Figurer, dog helst i Sammensætning, som Kringleskurd, Krullskurd, Lauvskurd.

Skurdfolk, n. Folk som skjære Korn; Høstfolk. Nogle St. “Skurafolk,” for Skurdarfolk. I Hall. “Skuruly” (Skurdulyd?).

Skurdgraut, s. Skurdøl.

Skurd-onn (Skuronn), f. Høstarbeidet paa Agrene, Kornets Afskjæring, og Tiden hvori denne foregaar. Alm. Nogle St. oftere Skurdvinna (Skuravinna).

Skurd-øl, n. Høstgilde. Østl. i Formen Skurøl; ogs. kaldet Skaarøl. Andre Steder nævnes kun en Skurdargraut (Skuragraut), dvs. et Maaltid Flødegrød for den Dag, da Kornet er afskaaret.

Skurefilla, f. Klud at skure med.

Skuresand, m. Sand at skure med.

Skurestikka, f. Strygespaan, Stikke som er belagt med Skind eller Læder og bruges til at polere med. Oftere Skurstikka.

Skuring, f. 1) Gnidning, Oppudsning. 2) Skynding, Stormløb, stærk Bevægelse; f. Ex. om Seilads i en Storm.

Skurk, m. Bille, Insekt med haarde Vingedækker. Romsdalen. Jf. Gullskurk. –

Skurketroll, n. Jordløber (Carabus). Ellers kaldet Skrukketroll, Skrupptroll, Skarptroll, Helstikka, Hanklokka.

Skurm, f. Skal; s. Skurn.

Skurn (u’), f. Skal; især om haard Skal, f. Ex. Nøddeskal (Nateskurn). Ogsaa udtalt Skudn (u’), Søndre Berg. Hall., Skunn, Østl. (Rom.). En anden Form er Skurm og Skurma, Nordre Berg. G.N. skurn.

skurna (u’), v.a. (ar), afskalle, skrælle. Paa Østl. skunne.

Skuronn, s. Skurdonn.

skurutt, adj. afvexlende med Regnbyger (Skurer) og Opholdsveir.

Skurv, m. Spergel (Plante). Tel. (Sv. skorf).

Skurva, f. Skurv, Roe paa Saar (= Rur). Sv. skorf; Eng. scurf. – Skurvesykja, f. en Faaresygdom med Skab og Saar.

Skurveder (uu), n. Bygeveir, Regn i enkelte Byger. (Skurveer).

skurvutt (u’), adj. fuld af Saar og Skurv.

skusla, s. skutla.

Skut (u’), m. den bageste eller forreste Ende af en Baad (Framskut, Bakskut); ogsaa Stavnrum, Enderum indvendig i Baaden. Alm. ved Havkanten. Afvig. Skot (Skott), Nordl. Indh. G.N. skutr. Sitja i Skuten: sidde i Stavnrummet (helst om Rummet ved Bagstavnen).

Skut (uu), m. 1) en fremragende Klippe, en Bjergvæg som skyder noget frem eller hælder ud over en Hule. Rbg. Tel. Hall. I Vald. Skute. G.N. skúti. – 2) en Udbygning paa et Huus; et Skuur som er dannet ved en Forlængelse af Taget. Hedm. Gbr. Jf. skuta.

skuta (uu), v.n. (er, te), rage frem, række langt ud; især over et Skjul el. en Hule. Berget skuter fram yver Vegen. Rbg. Tel. Sogn. G.N. skúta.

skuta (u’), v.n. (ar), roe baglænds, drive Baaden tilbage, vende Bagstavnen til B. Stift. Afvig. skota (o’), Trondh.

Skuta (uu), f. Skude, Jagt; Fartøi. G.N. skúta; Sv. skuta.

Skute, m. Bjergpynt; s. Skut.

Skutel (u’), m. (Fl. Skutlar), 1) Kastespyd, Harpun. Nordl. tildeels i Formen Skaataal (Skotul). G.N. skutill. Ogsaa det samme som Ljoster. Sogn. – 2) en Skyttel, Væverskytte hvormed Islætten indskydes. B. Stift. (Eng. shuttle). Ogsaa kaldet Skyndel (Shl.), Skyt eller Skjøt (Trondh.). – 3) en Stang i et Gjærdeled, saaledes anbragt at den lettelig kan skydes til Side og atter trækkes frem. Østerd. (i Formen Skutul).

Skutellid, (-le), n. Gjærdeled som lukkes ved Stænger, der let kunne skydes til Side. Østerd. (Skutul-le), Gbr. (Skutle’, el. Skuslee). G.N. skutlahlid.

skutla (u’), v.a. (ar), 1) fiske med Harpun eller Lyster (Ljoster), stange Fisk. Sogn. – 2) støde, rokke, skyde fremad. Voss. Ogsaa: blande sammen, skyde ind imellem hinanden. Sdm. – 3) forøde, ødsle bort. Tel. i Formen skusla. (Jf. skutra). Hertil Skutling, f.


Skutmann (u’), m. En som sidder i Stavnrummet (Bagstavnen); saaledes ogsaa en Reisende som lader sig føre paa Baad.

Skutmid (u’, i’), f. det Med eller Landmærke, som man har lige over Stavnen, idet man roer (s. Mid). I Nordl. Skot-me.

skutra (u’), v.a. forøde, bortødsle (skutla). Tel. I Buskr. skvitra (skvetra). I B. Stift skitra (i’).

skutsett (u’), adj. tungt ladet i Stavnrummet (Skuten); om Baade.

Skuv (uu), m. 1) Dusk, Top eller Kvast i Enden, f. Ex. paa et Baand eller paa en Hale. Nordre Berg. og fl. Ofte i Formen Sku. G.N. skúfr. – 2) Fryndser, en fryndset Kant paa en Dug. Hard. – 3) s. Skuve.

skuva, v.a. og n. (skyv, skauv, skovet, o’), støde, skyde fra sig, flytte eller drive noget ved at trykke det fremad. Den stærke Bøining bruges kun tildeels søndenfjelds (Østerd. Solør, Rom. Num.). hvor Infin. oftest hedder skyva (skyve). Ellers alm. med svag Bøining skuva (ar), nogle St. skua (ar). G.N. skúfa (ar) og skýfa (ir); Ang. scúfan (sceáf), Goth. skiuban (skauf); jf. Nt. schuven, T. schieben, Eng. shove. Skuva Bordet aat Veggen: skyde Bordet til Væggen. Skuva Baaten av: støde Baaden fra Land. Den eine drog, og hin skuvade etter, dvs. stødte efter bagfra. Han hadde so nær skuvat meg i Koll: stødt mig overende. Verda stumpad og stuvad: blive stødt og puffet. Jf. Skov og skøyva.

Skuve, m. en fremstrømmende Masse; ogsaa: en Hob som er skudt til Side. Tel. I Buskr. Skuv.

Skuvelok (o’), n. = Skotlok.

Skuveseng, f. Seng som kan sammenskydes (= Dragseng). Trondh.

Skuving, f. Støden, Fremskydning.

skuvla, v.a. øse eller kaste med en Skovl. Hedder oftere skufla, ligesom Subst. Skufl, f. Skov. Ikke alm.

skvaka, v.n. svadse, kagle; s. skvatra.

skvakka, v.n. gjøe sagte, bjeffe. Sæt. (?).

skvakla, v.n. søle, spilde noget; ogsaa: vrøvle, vaase. Smaal. – Skvakl, m. en Søler, En som spilder meget; ogs. en Vrøvler.

Skval, n. 1, Skal, Skorpe; f. Ex. Eggjeskval. Gbr. Vald.

Skval, n. 2, Skyllevand (= Skol). Hall.

Skval, m. og n. Skvulpen; s. følg.

skvala, v.n. (ar), skvulpe, sprudle, strømme frem (med en rislende Lyd). Tel. og Østl. Afvig. skvaalaa, Gbr. (Jf. skvelja og skola). Sv. sqvala. Ogsaa: skylle, pladske, søle med Vand eller Vædske. Hall. – En anden Betydning: udplukke, udvælge (= skala), hører sammen med Skval (= Skal). Hall.

skvaldra, v.n. (ar), gjøe idelig, om Hunde; ogsaa: skraale, støie, snakke høit. Sv. sqvallra: sladre). Jf. skvella. Hertil Skvalder, n. Skraal; ogsa Sladder.

skvampla, v.n. skvulpe; s. skumpla.

skvapa, v.n. (ar), bævre, ryste. Hall. Jf. kvapa.

Skvaptjeld, m. = Stelk (Fugl). Nordl.

skvata, v.n. (ar), 1) svadse (= skvatra). Rom. 2) pludre, snakke taabeligt. Hall. I Smaal. skveta. Hertil “Skvetu,” f. en Vrøvler.

skvatra, v.n. (ar), svadse, kagle, skrige; om visse Fugle, især Skaden (jf. skrækja). Østl. Rom og fl.). Nogle St. skvata. I Nhl. skvaka. Sv. (sqvattra). Jf. skvitra. – Skvatring, f. og Skvatr (Skvatter), n. Svadsen, Kaglen.

skvatrutt, adj. flygtig, upaalidelig. Gbr. (skvattraatt).

skvatta, v.n. skotte, kige ud. Gbr. Noget lignende er skotte, Smaal. og skotra (o’), Hall. Lidet brugl.

skvelja, v.n. (ar), sprudle, vælde frem (skvala); ogsaa kaste op (om en mildere Brækning). Nordre Berg. Vald.

skvella, v.n. (er, te), skraale, tale med skarp, hvinende Røst. Sdm. (Lidet brugl.). – skvellen, adj. hvinende (= kvell).

skvella, svulme; s. svella.

skvelpa, v.n. skvulpe. Buskr. (Sv. sqvalpa).

skveta og Skvetu. s. skvata.

Skvett, m. 1) en Skvat, et Stænk, en udsprøitet Vandstraale; ogsaa om en liden Regnbyge. Alm. – 2) en liden Slump Vædske, en Levning i et Kar. Sv. sqvätt. Jf. Sope, Skjerv, Skyld. .- 3) en pludselig Skræk (= Kvekk). Gbr. s. følg.

skvetta, v.n. (skvett, skvatt, skvottet), 1) sprudle, sprøite, drive frem i enkelte Stænk eller Draaber, som f. Ex. naar man ryster et Vandkar. Alm. (Sv. Dial. skvätta, skvitta). Han slo i Vatnet, so det skvatt. Det heve skvottet paa Klædi: der har drevet Væde paa Klæderne. – 2) flygte pludselig, flyve op, rende bort; om Fugle og Dyr. Skvetta upp, skvetta undan osv. B. Stift og fl. Jf. støkka. – 3) rystes af Skræk, gyse, fare op (= kvekka, kveppa). Gbr. Ork. Indh. Det small, so eg skvatt. Ogsaa om selve Fornemmelsen. Det skvatt i honom: han fik en Skræk. Smaal.

skvetta, v.a. (er, e), stænke, sprøite, udkaste Vædske. Alm. (Isl. skvetta, Sv. sqvätta). Skvetta Vatn uppaa: betænke med Vand. Skvetta or Baaten: øse Vandet af Baaden. Skvetta or Kunom (Kuom): malke Køerne. (Paa Sdm. skvetta Kynn’e”). Det skvetter og regner: det regner lidt. I denne betydn. siges ogsaa skvæte og skvitra (ii), Sdm.

Skvetta, f. 1) sprøite. Ogsaa som Plantenavn: Angelik (= Jol), da Stilken bruges af Børn til Sprøiter. – 2) en Skvat,
et Stænk (= Skvett). Hall. – 3) en frygtsom eller meget urolig Person.

Skvettebord, s. Skvettrip.

skvetten, adj. 1) sprudlende, som lettelig driver. – 2) sky, ræd, let at skræmme.

Skvetting, f. Stænkning; ogsaa pludselig Flugt; Opfaren af Skræk, m. m.

Skvettleder (e’), n. Skindtæppe til at afværge Oversprøitning; f. Ex. paa Kjøretøi. Paa Østl. Skvettlær.

Skvettrip (ii), f. Sidebord at sætte paa Kanten af en Baad for at hindre Bølgernes Indslag. Nordl. Ellers kaldet Skvettebord, Varbord, Lausrip og Dregel.

skvettsam, adj. udsat for Overstrømning af Væde (om et Sted). Ogsaa det samme som skvetten.

skvika (i’), v.n. vakle, være usikker (= kvika). Hall.

skvinkla, v.n. skvulpe. Hall.

Skvip (i’), n. tynd Vædske; svag eller smagløs Drik. Nhl.

skvitra, v.n. kvidre, pibe; om Fugle. Gbr. I anden Betydning s. skutra og skvetta.

skvotten, udsprøitet, s. skvetta.

skværa, v.n. (er, te), 1) sprudle, rinde i tynde Straaler (omtr. som flæsa). Nordre Berg. – 2) bræge, om Faar. Hard. Shl. I Hall. skvæle (tykt L): ralle, gurgle i Struben (omtr. som kværa).

skvæta, smaaregne; s. skvetta.

Sky, f. Sky, Hob af synlige Dunster i Luften. G.N. sky, n. – (I dette og alle følgende Ord udtales “sky” som “skjy”).

sky, v.a. (r, dde), skye, undvige. (Part. skydd). Nyere Ord, T. scheuen.

skya, v.n. (ar), blive Skyer. Det skyar upp. Ogsaa i Formen skyast. Part. skyad: skyet, uklar.

Skybakke, m. Skybanke, Masse af Skyer paa en Side af Himmelen.

Skybotn (o’), m. et Lag af tykke Skyer. “Skybott,” Num.

Skydott (o’), m. en liden Sky.

Skydraatt, m. Bevægelse i Skyerne af Vind. Nogle St. Skydrog, f.

Skyfall, n. en geleeagtig Væxt, = Draugspy (Nostoc). Smaal. Sv. skyfall.

Skyfloke (kj), m. en liden Sky; ogsa: en Klynge af smaa Skyer.

skyfsa (y’), v.a. (ar), støde bort, vise fra sig. Hall.

Skygg, n. tyndt, gjennemsigtigt Tøi; Flor el. desl. Nordre Berg.

skygg, adj. sky, frygtsom; om Dyr, især Heste. Gbr. (Sv. skygg). Andre St. skyr og skjerr. Jf. stygg.

skyggja, v.a. og n. (er, de), 1) beskygge, fordunkle, staae i Lyset for (= myrkja). Hard. og fl. G.N. skyggja. Af Skugge. – 2) v.n. kaste Skygge. Fjellet skyggjer fraa seg. – 3) vise sig dunkelt, som en Skygge; ogsaa skinne igjennem. Det skyggjer igjenom det: det er næsten gjennemsigtigt; f. Ex. om Papir, hvorpaa man kan see hvad der er skrevet paa den anden Side. B. Stift.

Skyggje, n. Beskyggelse, Fordunkling; et Sted som ligger i Skygge.

Skyggjestein, m. gjennemsigtig Steen; Krystaller. Tel. og fl.

skygla, v.n. lure sig tilside, søge Skjul. Vald. Jf. skugla.

Skygn, f. Eftersyn; Besøg for at eftersee noget, f. Ex. udsatte Fiskegarn, Fuglesnarer og deslige. Ogsaa om den Fangst, som man har gjort ved et saadant Eftersyn. Hall. (Hoel). G.N. skygna: Øiekast.

skygna (y’), v.n. (er, de), see efter noget, see sig om; besøge et Sted for at besee det. Ryf. Jæd. (meget brugl.). I Hall. mest om at see til sine Fiskegarn i Vandet. G.N. skygna. Jf. skoda. – Sjeldnere som v.a. om at øine noget i det fjerne. Jf. øygna.

Skygne, n. 1) Skjul, Smuthul. Tel. (Mo). Vel egentl. et Sted hvor man kan holde Udkig (skygna). – 2) en Hytte, et lidet aabent Huus. Sdm. Ofte som forringende Benævnelse, f. Ex. Der var eit litet Skygne til eit Naust. Isl. skygni.

Skygning, f. Eftersyn, Beseelse.

Sky-græn, f. s. Græn, Grenja.

Skyhause, m. en tyk Sky. Trondh.

Skykkja, f. s. Skytja.

Skyl (y’), Adskillelse, m. m., s. Skil.

skyla (yy), v.a. (er, te), skjule, dække. Nogle St. skjula. G.N. skýla. Sv. skyla. (Af Skjol). Part. skylt (yy): skjult. Jf. løyna, dylja.

Sky-lag, n. Skyernes Stilling og Udseende. Ogsaa Lag eller Række af Skyer.

skylaus, adj. skyfri, klar.

Skyld, f. Skyldsætning paa Jord, Matrikulskyld. Egenlig en vis aarlig Afgift; s. Landskyld. Ellers ogsaa: Forpligtelse (s. Skyldnad); ligesaa: Skyld, Forseelse, Brøde; s. Skuld.

Skyld, m. en liden Slump eller Levning i et Kar; en liden Deel eller Portion. Sdm. Jf. Skjerv.

skyld, adj. beslægtet, paarørende. Alm. G.N. skyldr; Sv. skyld. Tildeels med Dativ; f. Ex. “Dei er skylde Brudguma”: de ere i Slægt med Brudgommen.

skyld (y’), part. skyllet; s. skylja. Ogsaa for skild (adskilt); s. skilja. Nogle St. i begge Tilfælde: skjuld.

skylda, v.n. (ar?), være skyldig eller forpligtet (at gjøre noget). Nordl. (G.N. skylda: forpligte). Jf. forskylda.

Skylda, f. Slægtskab (= Skyldskap). Vel egentlig: Forpligtelse (G.N. skylda). S. Skyldnad.

Skyldfolk, n. Slægtninger, Paarørende.

skyldig, adj. 1) skyldig, forpligtet. Nogle
St. skyldug (skyldaug). G.N. skyldr og skyldugr. – 2) sagskyldig, ikke fri for Brøde. Jf. skuldug.