Ivar Aasen Norsk Ordbog

Sokk, m. Strømpe; især om korte Strømper (Sokker); dog mangesteds det samme som “Hosa”. G.N. sokkr. Jf. sokkutt. – Sokkeleist, m. Strømpefod. Ganga sokkeleistom: gaae med bare Strømper. (Vald. Sdm. Trondh.).

sokken, part. sunken; s. søkka.

sokkutt, adj. sokket; f. Ex. om en Hest, som har en afstikkende Farve nederst paa Benene. (Et saadant Dyr kan ogsaa kaldes Sokken, m. eller Sokka, f.). Jf. Sokkerjupa, f. Rype som ikke har fældet Fjædrene paa Læggene.

Sokl (o’), n. Sagl; s. Sleve.

Sokn (oo), f. 1) egentl. Søgning; dog hedder dette sædvanlig Søkn, eller Sokning. (G.N. sókn: Søgsmaal; ogsaa Angreb). Jf. søkja og saka. – 2) et Redskab at søge med; en Bundskrabe eller Krog, hvormed man søger efter Ting, som ere sunkne i Vandet. (Sv. Dial. sokken). – 3) den mellemste Deel af et Fiskevod. Sfj. og fl. Ogsaa kaldet Sokna(r)bolk, m. Nhl. Shl. Ryf. – 4) en Menighed, Commune; Folk som søge en fælles Kirke (s. sokna). G.N. sókn. – 5) Sogn, Kirkesogn; Distrikt som har en Kirke eller en særskilt Menighed. Sv. socken. I Sammensætn. “Sokna”, egentl. Soknar. (Det sidste forekommer paa Voss).

sokna (oo), v.n. (ar), 1) søge ivrigt, rode omkring for at finde noget. Ogsaa aktivt: sokna til seg, el. sokna i Hop, dvs. skrabe sammen. – 2) i Særdeleshed: søge med en Bundskrabe (Sokn), lede efter noget som er sunket. Alm. ved Havkanten. – 3) henhøre til et Kirkesogn. F. Ex. dei sokna til Nes, – til Mo, – til Norddalen o.s.v.

Soknarbarn, n. Sognebarn. Mest i Fleertal, om Personer som ere opfostrede i samme Sogn. (Soknabonn).

Soknarbod (o’), n. Præstens Besøg hos en syg eller døende Person.

Soknarbolk, s. Sokn, 3.

Soknarfolk, n. Sognefolk.

Soknarprest, m. Sognepræst.

Soknebyte, n. Grændseskjel imellem to Sogne. Ogsaa kaldet Sokneskil, n.

Sokning (oo), f. Søgen; s. sokna.

Sokning (oo), m. Indbygger af et vist Sogn; f. Ex. Aakerssokning, Vangssokning osv. Sjeldnere Sokna, f. om Kvinder.

Soks (o’), f. en Sax; især Heelsax med Bue eller Fjæder. Jf. Skjæra.

Sol (oo), f. 1) Sol; Lysklode. G.N. sól. – 2) Solskin. Sitja i Soli, dvs. paa et Sted, hvor Solen skinner. Jf. Avsøla, Baksøla, Forsøla. – 3) Solens Gang. Laag Sol: det at Solen staar lavt. Jf. med Soli (=
rettsøles), og: mote Soli (= rangsøles). Sova til Solanne (i Vald. “te Soland”), dvs. til Solens Opgang. (Dette “Solanne” er egentl. en Genitivform; G.N. sólar, sólarinnar).

Sol (o’), m. Tang; s. Søl.

Sola (o’), f. Salg, Udsalg. “Til Sole”: til Salg. Sdm. og fl. G.N. sala, gen. sölu; jf. Sv. till salu. – Soleøl, n. Øl, bestemt til Udsalg.

sola (oo), v.a. (ar), 1, sole (sig), varme i Solskinnet.

sola, v.a. (ar), 2, saale, sætte Saaler i. (Af Sole). Soling, f. Forsaaling.

Solarglad, n. Solens Nedgang. Temmelig alm. i forskjellig Form. Solaglad, Sdm., Solagla, flere Steder, Solgla, Østl., Solglaa, Ork., ogsaa Solglaaing, f. Tel. (Tinn), og Solglæe, Tel. (Vinje). Jf. glada. Sv. Dial. solegladning.

Solarkoma, f. Solens Opgang. Sdm. Tel. og fl. (Solakome).

Sol-auga, n. Solens Skive, seet igjennem Røg eller Skyer. B. Stift.

solbakad, adj. gjennemvarmet eller stærkt ophedet af Solen.

Solbakke, m. Bakke som vender mod Solen.

solblind, adj. blendet af Solen, svag i Øinene af stærkt Solskin.

Solblom, m. Solverleie (Arnica). Rbg.

solbrend, adj. solbrændt paa Huden.

Solbær, n. Solbær, sort Ribs.

[Soldater, m. Soldat. (Ital. soldato). Mest alm. Søldater; nogle St. Syllater.

Sole (oo), m. 1) Saale, Underfladen paa en Fod. (Jf. Ilk og Iljar). Eng. sole, T. Sohle. – 2) Saale eller Bund i Skotøi. G.N. sóli. – 3) Grundstok i en Væg; især hvor den er noget ophøiet fra Jorden. Hertil Budarsole – “Ein Sole” betegner ogsaa: en dygtig Karl. Sdm. og flere. (Jf. Bas). Ved Trondh. skal det derimod betegne en Stakkel, ligesom “Saal”.

Soleia, f. en Blomst; især om store og aabne Blomster, som Ranunkel, Kabbeleie og flere. Meget brugl. i B. Stift, Vald. Ndm. og fl. Ogsaa i Formen Soløya, eller Soløy, Num. Ork. Nordl. I Tel. Soleiblom og Soleimblom, om Ranunkler. (Forkortet “Leie”, i Tale til Børn. Sdm.). Vel egentlig Sol-leia, men den sidste Deel er dunkel og maaskee forvansket. Isl. sóley, Færøisk sovleia (Caltha); Sv. Dial. solöga el. solögja. Jf. Dansk Kabbeleie, Volverleie og Lege, dvs. Blomst (Molbechs Dial. Lex. 319); Tydsk Akelei (aquilegium), Polei (pulegium).

soleides, adv. saaledes. Mest alm. so-leis; ellers: solest (saaleist), Gbr., soleisi, Sogn; og med et tilføiet “ne”: soleisne, soleisinne), Nordre Berg., saaleisen, tildeels paa Østl. Ogsaa uden “s”: solei (?), solein, Hall. Vald., saalein, Num. Nyere Ord; s. Leid.

Soleihov, m. Bladene af Kabbeleie (Caltha). Sdm.

Soleleder (-leer, lær), n. Saalelæder.

solesliten (i’), adj. forslidt i Saalen.

Soleverja, f. et smalere Læderstykke under Bindsaalen i Skotøi.

solfaren, adj. om Vind, som vender sig efter Solens Gang. Sfj.

Solgang, m. Solens Gang, især med Hensyn til dens Høide. Ein høg Solgang: det at Solen gaar høit (som om Vaaren). Hedder ogsaa Solargang, el. “Solagaang”, B. Stift. G.N. sólargangr.

Solgangsveder (-veer), n. Vind som gaar om til Syd eller Vest, efter Solens Gang. Østl. Jf. solfaren.

Solgard (gar), m. en Lysring omkring Solen i disig Luft. Ogsaa kaldet Solgiksel, Gbr., Solgylte, n. Stjord., Solhuv, m. Hadeland. Andre Steder Vedergard (Veergar).

Solgeisle, m. Solstraale; s. Geisle.

Solgidn, f. = Saabivn. Shl.

Solgisl, m. Veirsol, Bisol, Lysplet nær ved Solen i disig Luft. Nordl. og Trondh. Ellers kaldet Solgil (-gjiil), m. Sdm. og fl. (s. Gil), Solgidd, Jæd., Solgigg, Guldalen, Solmøy (Solmøya), f. Smaal. Rom., Solhuv, Hall., Solhøve, n. Shl. Solulv, m. Hall. (Aal), Solur (= Ur), m. Tel. Jf. Solgard.

Solglad, n. s. Solarglad.

Solglima, f. blendende Solskin, Sollys som besværer Øinene.

Solgund (el. -gunn), m. et Slags Skorpe eller Sliim paa Græsset. S. Gund.

Solgylte, n. s. Solgard.

Solhall, n. Solside, Skraaning imod Syd. Vald. I Sætersd. “Solhadd”.

Solhatt, m. bredskygget Hat; Solskjerm.

Solhov (o’), n. Solhverv (om Vinteren). Nordre Berg. Tel. I Hard. og Voss Solhev (Solhæv), m. om Vintersolhverv (modsat Solkverv); altsaa vel egentl. Solstigning, af hevja. – Hertil Solhovfisk, m. Fisk som gaar til Land ved Solhvervstid, eller kort før Juul. (Solhovsild. Solhovtorsk).

Solhuv, m. s. Solgard og Solgisl.

Solhøve, n.s. Solgisl.

Soling, f. Forsaaling; s. sola.

Solkverv, m. (og n.), Solhverv. Nogle St. kun om Sommersolhverv; s. Solhov. Isl. sólhvarf, n.

Soll, m. 1, sammenrørt Mad; især om smaabrækket Brød som er udblødnet i Mælk (Skyrsoll), eller en Blanding af Mælk og Ost (Ostesoll). Østl. Tel. Berg. Ork. og fl. (Jf. Soppa). G.N. sollr (?). Heraf sylla.

Soll, m. 2, 1) Støi, Skraal, Lyd af mange Stemmer (= Sod, Oll, Older). Nordre Berg. (meget brugl.). Isl. sollr. – 2) en
samlet Hob eller Flok. I Forbindelsen: sanka Soll paa, dvs. flokke sig omkring som til et Angreb, omringe, indeslutte. Nhl. Sdm. Ork. Helg.; ogsaa Hall. og fl.

solla, v.n. (ar), støie, skraale, tale høit; om en Mængde Mennesker. B. Stift. Jf. svalla.

sol-laus, adj. solløs, bortvendt fra Solen; om et Sted.

Sol-lina, f. Æqvator (= Lina).

Sol-ljos, n. Lys af Solen.

Solløysa, f. Mangel paa Solskin.

Solmerke, n. Tidsmærke af Solens Gang, f. Ex. for Klokkeslættet.

Solmoe, m. Solrøg; s. Moe. Ogsaa kaldet Solrøyk. I Gbr. Solnisl.

Solmøy, f. Veirsol; s. Solgisl.

Sol-ovring (o’), f. Solens Opgang. Helg. See ovra.

Solrenning, f. Solrinding, den Tid da Solen gaar op. I Ork. Solrynne, n. Jf. Solspretting, Solovring, Soltæring.

Solrev (e’), m. Døsighed eller Dovenskab af Solvarme. (En spøgende Benævnelse, idet Varmen betegnes som en lurende Ræv). Berg. Tel. Hall. “Eg er rædd, at Solrøven tæk oss”.

Solrøyk, s. Solmoe.

Solsida, f. Side som vender mod Solen.

Solskin (i’), n. Solskin. – Solskinbolk, m. en Tid med klart Veir og Solskin. (I Ork. “Solskin-æling”, m. en Stund da Solen skinner). – Solskinfugl, m. Fugl hvis Sang skal bebude Solskin.

Solskor (o’), f. og Solskorta, f. Huulning som vender mod Middagssolen og har stærk Varme.

Solskugge, m. Skyggen af et Bjerg, f. Ex. ved Solens Nedgang.

Solspretting, f. det Øieblik, da de første Solstraaler sees i Bjergtoppene. Temmelig alm.

Solstike (i’), m. stegende Solhede.

Solta (o’), f. Salthed, saltagtig Vædske eller Smag. Nordre Berg. Tel. Jf. Selta (af Salt).

solten, s. svolten.

solturka, v.a. (ar), tørre i Solvarme.

Soltæring, f. Solens Opgang. Rbg. (Aaserall). S. tæra.

Solulv, og Solur, s. Solgisl.

Solvarme, m. Varme af Solen.

Solvegg, m. Væg som vender mod Solen.

Solvendel, m. Solsikke (Helianthus). Tel. Østl.

Soløya, s. Soleia.

som, conj. som; hvor osv. Lyder egentlig sum (u’) eller “summ” (B. Stift og fl.); men gaar ogsaa i nogle Betydninger over til “so” (B. Stift) og “saa” (Shl. Ryf. Jæd. og fl.). G.N. sem; G. Sv. sum, sem. Jf. Ang. same, svá, same; Mht. sam, alsam. (Grimm, Gr. 3, 283. Rydqvist 2, 512). Ordet har flere Betydninger efter de forskjellige Stillinger, hvori det sættes; saaledes: – 1) ligesom, i Lighed med, el. i samme Egenskab som. Ein slik som han. Den eine som den andre. No som fyrr. Her som annanstad. Jf. ogsaa: Det gjorde han som ein Mann; som ein Broder osv. Han skulde vera som ein Domar; som ein Forstandar osv. (I disse Tilfælde er Formen som, eller sum, temmelig alm.). – 2) i samme Grad som; ogsaa: omtrent, henved. Han er so stor som eg. So myket som detta. So godt som inkje. So sant som eg stend her. Jf. Det kann vera som ei Tunna; som ei Vaag; som eit Hundrad osv. (dvs. omtrent saa meget). I lignende Mening forbindes “som” ogsaa med Superlativ af et Adverb, f. Ex. som oftaste, som snaraste, kvar som helst. – 3) end (= enn som); f. Ex. han er større som dei andre; d’er meir som ein (dvs. mere end een). Kun tildeels paa Østl., ogsaa i Shl. f. Ex. “d’æ verre so’ inkje” (værre end intet). Forøvrigt er denne Brug her fremmed. (Jf. T. als.). 4) saaledes som, efter som, efter hvad. Med en paafølgende Sætning; f. Ex. det gjekk, som eg trudde. Han maa gjera, som han vil. Som dei segja. Som sagt er. Som det stend i Boki. (I denne Stilling hedder det paa nogle Steder altid “so” eller “saa”). – 5) som om, som i det Tilfælde at. Det saag ut, som det var Sylv. D’er, som det skulde so vera. Det var, som han skulde vita det. Han kom, som han var kallad. (Saaledes ogsaa G.N. sem). – 6) hvor, paa det Sted hvor. Det ligg der, som det laag. Der som han kom fraa. Der ute, som me foro sidsts. – 7) da, medens, i den Tid hvori. Den Stundi, som eg var der. Rett som det var. Best som han gjekk, so kom han atter. – 8) i hvilken Maade, i den Grad hvori. (I Forbindelse med et foregaaende “so”). Eg skal gjera det so godt, som eg kann. Han kann vera so lenge, som han vil. So illa, som det var osv. (Her bliver “som” tildeels udeladt). – 9) hvilken, hvilket, hvad (relativt). Den Mannen, som kom sidst. Dei Gutarne, som me møtte. Det Brevet, som eg fekk. Det, som no er atter (hvad der nu staar tilbage). Den, som tegjer, han samtykkjer, osv. Her indtræder Ordet som et væsentligt Led i Undersætningen, saaledes at det i sig selv indslutter Sætningens Subjekt el. Objekt og altsaa træder i Stedet for et relativt Pronomen (som ellers mangler saavel her som i de beslægtede Sprog). Hvor det skal betegne Objektet, bliver det i Dagligtalen ofte udeladt; f. Ex. den Baaten, (som) me saago; dei Brevi, (som) eg fekk. I Forbindelse med en Præposition (av, i, med osv.) svarer “som” til det danske “hvor” (hvoraf, hvori, hvormed); imidlertid sættes Præpositionen altid efter Verbet eller sidst i Sætningen; f. Ex. Det var det, som Striden kom av (hvoraf Striden kom). Det Vatnet, som
Elvi renn ut or. Den Staden, som han kom fraa. Det Huset, som eg var i. Det Brevet, som han kom med, osv. I Sætninger, som ere dobbelt sammensatte, kan “som” tildeels opfattes som: hvorom, eller angaaende hvilket; f. Ex. Ein Baat, som ingen visste, kven som aatte honom. Det kom upp nokot, som eg ikkje veit, kvat det var. Eg gjorde det, som eg trudde, at det var rettaste. (Oftere: som eg trudde var rettaste). Da Ordet i mange Distrikter lyder som “so”, har det megen Lighed med det tydske so, som i forrige Tider har været brugt som Relativ.

Somar, s. Sumar.

so-maata, adv. saaledes; ogsaa: i saadan Grad, saa omtrent. Søndre Berg. Andre St. “so-pass” (som er fremmedt).

Some (oo), m. Hæder, Ære. Skal forekomme i B. Stift, men sjelden. G.N. sómi.

someleg, adj. sømmelig, passende, værdig. Tel. (dog oftere saameleg).

somen, adj. værdig, anseelig. “Ei somæ Kaana”: en agtværdig Kone. Hard.

somna, s. sovna. – somt, s. sum.

Son (o’), m. (Fl. Søner), Søn, Barn af Mandkjøn. Sjelden med det oprindelige aabne “o” (Sogn, Nfj.), oftere med lukt o: Soon (Tel. Rbg.), og mest alm. udtalt Saan. Fleertal i en ældre Form: Syner (y’), Syni, Hall. Tel. Afvig. Sæne, Sdm. G.N. sonr (og sunr), pl. synir; Ang. og Ght. sunu, Goth. sunus. – I Sammensætning: Sonar (mest alm. Saana), saaledes Sonarkona (Saanakaana), f. Sønnekone. Sonarson, m. Sønnesøn. Sonardotter, f. Sønnedatter. – I Sammensætning med et Mandsnavn bliver Ordet tildeels forkortet til “so” eller “sa”; saaledes paa Helg. N ilso, Jonso; i Indh. og Fosen: Nilssa, Jonsa (Jonson).

sona (oo), v.a. (ar), 1) forsone, forlige. Lidet brugl. – 2) stille (en Strid), neddysse en Sag, bringe den i Forglemmelse. B. Stift, Nordl. og fl. Dei hava sonat det ned. Particip ofte “sont” for sonad og sonat. “Dæ vardt nedsont”.

so-ne, adv. saaledes. Voss (?). Andre St. forkortet: son, Ork., saan, Tel., og oftere fordoblet: soson (sosson) og saassaan. Isl. svána, sona. (Jf. ne). I Rbg. sosse, sossa og sossi (ligt kossi for korso). Jf. soleides.

Song (o’), m. 1) Sang, Syngen; ogsaa Lyd som ligner Sang. Mest alm. udtalt Saang; ellers Søng, Hall. Vald. G.N. söngr; Sv. sång. – 2) et Stykke til at synge, en Sang, Psalme. I Tel. tildeels Saang, f. (med Fl. Saangjir). Jf. syngja.

Songar, m. en Sanger. Lidet brugl. da det sædvanlig hedder Syngjar.

Songbok, f. Sangbog.

Songfugl, m. Sangfugl.

Songhus, n. Koret i en Kirke. Rbg. Hall. Vald. og fl. (Sønghus). G.N. sönghús.

Songmaal, n. Sangstemme.

Songmeister, m. Sangmester.

Soning, f. Forligelse osv. see sona.

sonlaus (o’), adj. sønneløs.

Sonn, n. Maltovn, et Slags Tørreovn bygget af flade Stene eller Heller. Indh. (Værdalen). Ogsaa meddeelt som “Saand”; men den oprindelige Form er uvis. Forøisk “sodn”. (Landt’s Beskr. over Færøerne, S. 314). – sonnturka, v.a. tørre paa Steenovn.

Sono, s. Sin. – sont, s. sona.

Sop (oo), n. sammenfeiet Støv eller Skrab. Jf. Sopa og Sorp.

Sop (oo), m. en bred Top (egentl. Feiekost); en udvidet Kant, f. Ex. paa en Trompet. Jf. “Styresopen”: den nedre Deel af et Ror. Sdm.

sopa (oo), v.a. og n. (ar), 1) feie, viske af, rense for Støv eller Affald. Alm. Sopa Golvet, Loftet, Tunet osv. G.N. sópa; Sv. sopa; Nt. swepen. Eng. sweep. – 2) bringe afsted ved at feie. Sopa ut Sorpet. Sopa i Hop: skrabe sammen. – 3) v.n. feie afsted, løbe. Sopa av: rende bort. Sopa i Vegen: fare afsted i strygende Fart. – Particip sopad, tildeels sopt, ligesom Imperf. tildeels sopte (soofte).

Sopa, f. 1) en Visk eller Kvast til at feie med. Sv. sopa. – 2) en Hob af sammenfeiet Affald. Heile Sopa: den hele Slump.

sopande, adv. farende i strygende Fart, feiende. Han kom sopande. B. Stift.

Sopar, m. en dygtig, driftig Karl; En som feier om sig. B. Stift.

sopass, s. somaata.

Sope (o’), m. en Sup, Slurk; en Levning paa Bunden i et Kar. Tel. og fl. (I Indh. Saapaa). G.N. sopi. Af supa, saup. En anden Form er Sopa (Sope), f. Søbemad for Børn. Sdm. og fl.

Sopemjøl, n. Meelstøv omkring en Mølle. (= Mjølduft). Østl.

sopen (o’), opsøbet. Part. af supa.

sopen (oo), adj. 1) rask, vimsende. 2) graadig, slugsulten. Nordl.

Soping, f. Feining, Oprydning; ogsaa en rask Bevægelse, Skynding, Hast.

Soplime, m. s. følg.

Sopling (oo), m. Feiekost, Kvast af sammenbundne Kviste til at feie med. Berg. Hall. Nordl. (Paa Østl. Soplime, s. Lime). Sjeldnere Sopl (Sopel). Ellers i en afvigende Form: Sovl (oo), m. Sdm. Gbr.; ogsaa overgaaet til Soel, Hard. og til Solv, Sfj. og Gbr. Isl. sófl.

Sopp, m. 1, Svamp, Paddehat (Boletus, Agaricus og fl.). Alm. Sv. supp og sopp. Isl. sveppr. Renna upp som Sopp: voxe meget hastigt.


Sopp, m. 2, Bold, Legebold. I gamle Viser (Landst. 112, 162). G.N. soppr.

soppa, v.a. (ar), sammenbinde Træ eller Tømmer i en Flaade. Tel. (Nissedal).

Soppa, f. 1, en Hob af Tømmerved paa Vandet. Rbg. (?). Ved Mandal Suppa.

Soppa, f. 2, Brødsuppe, Mælk med smaabrækket Brød (= Soll). Hard. Sfj. Sdm.

Soppegran, f. Gran med meget blød Ved. Smaal. og fl.

sopproten (o’), adj. gjennemraadden; skjør som Svamp (Sopp).

sop-rein (oo), adj. ryddet, blottet, saa reen som feiet. Østl.

Sor (o’), n. et Lag af smaa Iisklumper paa Vandet; en tynd Iisskorpe (= Krav). Trondh. (Selbu, Ork.). Tildeels udtalt Sorr og Sørr. I Østerd. Sar, eller Sær (s. følg.). Sv. sörja. Jf. Isl. sori, m. og syrja, f. Grums.

sora (o’), v.n. (ar), belægges med en Iisskorpe. Lyder som sorra, Ork., saaraa, Solør, sara, (eller særa), Østerd. (Sv. Dial. söra. Rietz 559). Jf. sorka.

Sorg, f. 1) Sorg, Bedrøvelse over et Tab. G.N. sorg. 2) Omsorg, Bekymring. Gjera seg Sorg: ængste sig for noget. Heraf syrgja.

sorgfull, adj. sorgfuld, bedrøvet. Nogle St. sorgafull. Hedder ogsaa sorgall, Sogn; sorg-gjeven, Buskr.

sorglaus, adj. sorgfri, ubekymret; ogsaa: tryg, sikker. Nogle St. sorgalaus (B. Stift).

Sorgmod, n. sørgmodig Stemning. – sorgmodig, adj. sørgmodig, nedslagen. G.N. sorgmódr.

sorka, v.n. faae en Iisskorpe (= sora). Trondh. (Tydal).

Sorp, n. Feieskarn, Ophobning af Støv, Straa eller Spaaner; f. Ex. paa et Gulv. B. Stift, Gbr. og fl. (Ellers paa Østl. Søpl, el. Søpel). G.N. sorp.

Sorpa, f. Mudder; s. Surpa.

Sorpdunge, m. Hob af sammenkastet Feieskarn. Nogle St. Sorrdungje (Sdm.), som nærmer sig til Saur og Sor. Ogsaa kaldet Sorphaug, m. (Paa Østl. Søpelhaug).

Sorphøna, f. et Legetøi, s. Snørekall.

Sorpkraa, f. Vraa imellem Døren og Ovnen i en Stue. B. Stift. Andre Steder Søpelkraa, Søpel-ro.

sorputt, adj. ufeiet, smudset.

Sorr, s. Sor. sorra, s. sora.

[Sort, m. Sort, Slags. Fr. sorte.

sorta, s. svorta. – soson, s. sone.

Sot (oo), n. Sod, Sværte af Røg. G.N. sót; Eng. soot. Jf. sotutt.

sota, v.a. (ar), 1) tilsmudse med Sod. Sota seg ut. – 2) feie eller rense for Sod. Sota Omnen. Sv. sota. – sotast, v.n. blive sodet.

Sota, f. Sodkvast at feie Ovne med.

Sota (o’), f. Sidden; Sæde, s. Seta.

Sotar (oo), m. Skorsteensfeier.

sotbrun, adj. sodbruun, mørkbruun.

sote (o’), for setet, s. sitja.

sotekjær (o’), for setet, s. sitja.

sotekjær (o’), s. setekjær.

Soten (om en Hest), s. sotutt.

Sotgrima, f. Sodstribe. Tel. og fl.

Soting, f. Rensning for Sod.

Sotlit (i’), m. Sodfarve.

Sott (oo), f. 1) Sygdom. I Sammensætning som Lungesott, Steinsott, Helsott og flere. G.N. sótt, Ang. suht, T. Sucht. – 2) Febersyge, Nervefeber eller deslige; især om en smitsom eller omgaaende Sygdom. Jf. Farsott, Landfarsott. Alm. Ved Trondhjem tildeels afvig. “Søtt”. Liggja Sotti: ligge i en haard Sygdom el. Feber.

Sott (o’), m. et raaddent Træ, en Stok som har ligget længe i Vand, og deslige. Tel. (Vinje, Raudland).

sotta (oo), v.n. (ar), angre, sørge, være nedslagen. Hall.

Sotta(r)seng, f. Sotteseng.

Sotta(r)sveim, m. Anfald af en Smitsot eller omgaaende Syge. Sdm.

sottfengen, s. sottnæm.

sottlegen, adj. svækket af et langvarigt Sygeleie. B. Stift og fl. (sottlegjen, -leien). “Han er so bleik’e, so(m) han vore sottleien”, dvs. som om han havde ligget i en haard Sygdom.

sottmyken (y’), adj. som lider meget eller angribes haardt af paakommende Sygdomme. Hall. (-mykjen).

sottnæm, adj. fængelig for Sygdom, eller som lettelig bliver smittet. Berg. Hall. og flere. I Hall. ogsaa sottfengjen.

sotutt, adj. 1) sodet, tilrøget. 2) sodfarvet, sodbruun. – En Hest med saadan Farve kaldes ofte “Sot’en”, en Hoppe “Sota”.

sova (o’), v.n. (søv, sov, sovet; nogle St. søv, svav), at sove. Inf. tildeels saava eller saavaa, Trondh. Præsens mest alm. søv (ø’), søv’e; ellers ogsaa: sev (e’), sev’e, Shl. Ryf. Imperf. mest alm. sov (o’), men har ogsaa en ældre Form: svav, Hall. Gbr. Ndm. og svov, Romsd. Fleertal svovo og sovo (oo), Hall. Supinum alm. sove (o’). G.N. sofa (sef, svaf, sofit); oprindelig vistnok svefa (svef, svaf). Jf. koma. Fra Formen svav og det gamle Fleertal svaavo (sváfu) udgaae de afledede Ord: svæva og svæv; jf. Svevn. – Betydning: 1) sove, slumre, ligge i Søvn eller Dvale; saaledes ogsaa figurlig om Sjælen eller Samvittigheden. 2) være betagen af Lammelse eller Følesløshed; om Lemmer (især Fødderne), saasom efter lang Hvile i en ubekvem Stilling. Jf. sovna. – 3) v.a. drive eller bevirke ved Søvn. Sova ut eit Rus. Sova seg frisk. Sova Dagen burt o.s.v.