Ivar Aasen Norsk Ordbog

sovande, adj., 1) sovende. Han fekk det sovande, dvs. uden Møie, uden at vide af det. – 2) passende at sove. No er det ikkje sovande lenger.

Sovar, m. en Sover, En som sover længe. Sovardag, m. en Sovedag.

Soveblom, s. Svæva.

sovekjær, adj. søvnig, som vil sove.

sovetrengd, adj. trængende til Søvn.

Soving, f. Soven, langvarig Søvn.

Sovl (oo), f. s. Suvl.

Sovl (oo), m. Feiekost, s. Sopling. Hertil Sovleris (ii), n. Kviste som kunne bruges til Feiekoste. Sdm. og flere. Andre Steder Sopling-ris.

sovna (o’), v.n. (ar), 1) falde i Søvn, sove ind. Alm. Nogle St. sobna, men mest alm. somna. G.N. sofna; Sv. somna. – 2) lammes, blive følesløs (af Tryk eller af en ubekvem Stilling); om Lemmer. – 3) hensove, døe. Han sovnade utor Verdi. Particip sovnad.

Sovning, f. Indsoven, det Øieblik da man falder i Søvn.

so-voren, adj. saadan, slig, saa beskaffen. Søndre Berg. og fl. Neutrum sovoret lyder tildeels: so’re (Nhl.), saavre og sauvre (Jæd.). – Andre Steder bruges: sodan (paa Sdm. so-den), som her er et fremmedt Ord.

Spa, s. Spad og Spade.

Spad, n. tynd Suppe; især Kjødsuppe. Rbg. Tel. Gbr. Ork. (Spa). G.N. spad. Ogsaa i svenske og danske Dialekter.

spada, v.a. (ar), spade, opbryde Jord med en Spade. Præsens hedder tildeels “spar”, og Imperf. paa mange Steder spadde. Particip spadd er temmelig alm. – Et andet Ord er spada seg (spa seg), dvs. mænge sig til en Suppe (Spad). Tel.

Spade, m. 1) Spade, Redskab at opbryde Jord med. Mange St. forkortet: Spa. – 2) Brødstikke (= Spoda, Fløyg). Sdm. – 3) Spader, i Kort. Brugt i Fleertal “Spar” og “Spa”.

Spadegrev (-græv), n. Træspade med Kant af Jern. Sdm.

Spadereka (e’), f. en bred Spade, lig en Skovl. “Spa’roko”, Rommerige.

Spading, f. Spadning.

spak, adj. 1) spagfærdig, stilfærdig, rolig; om Mennesker. G.N. spakr; Sv. spak. Ogsaa: klog, viis (ligesom G.N. spakr); men kun i et Par Sammensætninger: kjennespak, minnespak, vegspak. – 2) spag, tam, let at behandle; om Dyr. – 3) om Luft og Sø: rolig, stille, uden nogen stærk Bevægelse. Jf. spekkja og Spekt.

spakfengd, adj. rolig, stille; om Veiret. D’er spakfengt. Trondh.

spakleg, adj. nogenlunde stille, rolig.

spaklege, adv. sagte, lempeligt. Fara spaklege fram.

Spakleike, m. Spagfærdighed.

spaklynd, adj. stilfærdig eller fredelig af Natur. Tel.

spakna, v.n. (ar), blive spag, dæmpes; blive mere fredelig eller lempelig; ogsaa om Veiret: stilles, blive roligere. Meget brugl. Hedder ogsaa spakast (Nordl.) og spekkjast.

Spakning, f. Sagtning, Dæmpelse.

spakt, adv. sagte, spagfærdigt. Ganga spakt: gaae langsomt.

spakvoren (o’), adj. stilfærdig.

Span, n. Spænding, Strækning; s. følg.

spana, v.a. (ar), spænde, udspænde, strække. Shl. Hard. Tel. Hall. Spana ut Føterne: udspærre Fødderne. Spana paa: strække stærkt. Andre Steder spenna. Jf. G.N. spenja (spandi).

Spanar, m. en Stopper, f. Ex. paa Bommen i en Væverstol. Shl.

[spandera, v.a. spendere, bekoste.

Spanjor, m. en Spanier; ogsaa om spanske Fartøier. Eng. spaniard; Fr. espagnol.

spann, s. spinna og spenna.

Spann, n. 1) et Spand, lidet Kar at bære i Haanden. Søndre Berg. og fl. (tildeels med Fleertal Sponn). Ogsaa flere Steder om Blikspand, men ikke om Trækar. (Jf. Dall, Ambar). G.N. spann. – 2) en Vægt af 36 Marker, en halv “Vaag”. Meget brugl. ved Stavanger, hvor Kornmaalet gjerne regnes efter Spann. (Jf. Sv. spann: Halvtønde). – 3) et Slags gammel Jordskyld, omtrent som 3 Skylddaler. Trondh. Stift. Deles i tre Ører (Øyre), og i 72 Marker. Vel egentlig: et Spand Smør, nemlig som Afgift for Leie. (Jf. G.N. spann, i Fritzners Ordbog).

Spann, f. Spand, Fingermaal, Længde som man kan maale med udstrakte Fingre (see Langspann og Stuttspann). Sjeldnere i Formen Sponn (o’). Tel. Isl. spönn. pl. spannir.

spanna, v.a. (ar), maale med Fingrene. Fordum ogsaa (ligesom mæla) om at maale for Sygdom, læge ved en vis Ceremonie. Nordl.

Spanning, f. Maaling, s. spanna.

Spannkjevle, n. Maalekjæp (?). “Snu Spannkjevle”, Benævnelse paa en vis Leg eller Styrkeprøve. Sdm. Nordl. Nogle Steder Spannkjølve.

Spannreim, f. Spandrem.

Spannskurd, m. et vist Agermaal; et udmaalt Stykke Ager til at afskjære. Voss. (Spans-skur).

spansk, adj. spansk. I Sammensætn. tildeels “spans”, f. Ex. Spans-salt.

Spantraav, n. stærkt Trav. Rbg.

Spar, n. Besparelse. D’er ikkje nokot Spar i det.

spar, adj. sparsom, knap, karrig. Han er so spar paa det. Mest brugl. nordenfjelds. G.N. spar(r).


spara, v.a. (er, de), 1) spare, skaane, behandle lempelig (= liva); ogsaa: benytte sparsomt, bruge lidet af. D’er ikkje verdt aa spara det, som nog er av (dvs. som findes i Overflod). Afvig. spaaraa, Gbr. Ork. G.N. spara. – 2) undgaae at bruge, lade være, beholde til senere Brug. Spara av: bespare, have tilovers. Spara upp: opspare, samle ved Sparsomhed. – 3) hindre, afholde En fra noget. Eg skal ikkje spara honom, dvs. ikke forhindre ham deri; egentlig: spare det for ham. – Imperf. tildeels sparte. Particip spard, ofte spart.

sparande, adj. værd at spare.

Spareskilling, m. opsparede Penge.

Sparing, f. Besparelse; Sparsomhed.

Spark, n. sprællende Bevægelse, Sparken, Trampen; ogsaa en Kamp, Dyst, voldsom Anstrengelse.

sparka, v.n. (ar), sprælle, sprætte, vride sig, især i liggende Stilling. Sparka mot: gjøre Modstand, være uvillig. Jf. spenna.

sparlege, adv. sparsomt, knapt.

Sparre, m. 1) Spændetræ i en Væv (= Spjelk, Sprote). Tel. Egentl. Spile at udspærre med. G.N. sparri. – 2) Støtte, Pæl som sættes paa skraa imod en Væg eller Dør. Hard. – 3) Sparre, Skraabjælke i et Tag. Østerd. Andre Steder Sperra.

sparsam, adj. sparsom, tilbøielig til at spare. Sparsemd, f. Sparsomhed. (Sjelden).

Sparsmak, m. Smag som dæmper Madlysten. (I Spøg om det at Mad el. Drikke er alt for hed).

Sparv, s. Sporv.

[spasera, v.n. spadsere (= reika, driva).

[Spasi, n. Rum; Leilighed. (Spatium).

Spaud (?), m. en tynd Stang; en Fiskestang. Solør, i Formen Spau og Spaug, som vistnok er en Afvigelse af Spaud (ligesom “Saug” for Saud, og “raug” for raud). Jf. Spoda. Sv. spö; i Dial. spöd, spöde; G. Sv. spöde, n.

Spaug, s. Spaud.

spauka, v.n. og a. (ar), grave, rode, opkaste Jord; forsøge paa at spade. Sdm. Nordl. Jf. bauka.

spaa, v.a. (r, dde), 1) spaae, forudsige noget. G.N. spá. – 2) bebude, varsle for noget. Det spaar ikkje nokot godt. – 3) formode, tænke, slutte. Eg spaar, han er komen: jeg tænker, at han maa være kommen. Nhl. og fl. Eg spaar det: jeg kan tænke det; det er rimeligt nok; det er noke sandt. Meget brugl. i de sydlige Egne.

spaadd, part. spaaet, forudsagt. Den Enden heve lenge voret spaadd. (Neutr. spaatt). Jf. sannspaadd.

Spaadom, m. Spaadom.

Spaaing, f. Spaaen, Snak om noget som man endnu ikke veed.

Spaakall, m. og Spaakjerring, f. En som befatter sig med at spaae. Ogsaa Spaafugl, m. eller Spaakraaka, f. spotviis om En som foregiver at vide hvad der skal skee.

Spaal, s. Spol. – spaalaa, s. spela.

Spaamann, m. Spaamand.

Spaamøy, f. en vis Beenknogle med en Huulning paa den ene Side, brugt i Leg, idet man kaster den mod Gulvet for at see, om Huulningen vil vende op eller ned. Nordre Berg.

Spaanad, m. Forudsigelse, Spaadom.

Spaanaa, s. Spene og Spune.

Spaang, f. s. Spong.

spaanosen (o’), adj. forhippet, meget nysgjerrig; ogsaa; meget begjærlig eller lysten. Sogn, Nhl. (Dunkelt Ord). Fra Nordl. meddeelt “spønosen”: hidsig, vild, olm. Jf. kaahugad.

spaaraa, s. spara og spora.

spaavis, adj. klog til at spaae. Sjelden.

Spe, n. Spee, Spot. Nogle St. især om forblommet Spot (Ironie) eller Skjemt hvori man siger det modsatte af hvad man mener. (Sdm. Nhl. Tel.). Det var sagt paa Spe (spotviis). Det Skreppet var berre paa Spe: den Ros var kun Spotteros. – Hertil Spefulg, m. eller Spekraaka, f. Spottefugl, En som roser noget spotviis. Speord, n. Spotteglose.

spea (ee), v.a. og n. (ar), spotte; rose noget paa Skrømt; ogsaa: spaae det modsatte af hvad man venter. B. Stift. Du tar(v) ikkje spea: spot ikke; det kan gaae, som du siger, og ikke som du mener.

speeleg, adj. farlig, vovelig, som let kan føre til Ulykke. Jæd. Rbg. Tel. (meget brugl.). Ogsaa paa Sdm. især om en alt for dristig Spøg. I Indherred forekommer spægleg (spægli) i samme Betydning; andre St. spøkjeleg. Ordets Slægtskab er saaledes dunkelt.

spefull, adj. spottende; spottelysten.

Spegel (e’), m. (Fl. Speglar), 1) et Speil. Sædvanlig udtalt Spegjel, ogsaa Speiel, B. Stift; Spigjil (Spiel) og Spil, Hall. Gbr. Sv. spegel, G.N. spegill, af Lat. speculum. – 2) et Exempel, Forbillede; oftere om en Begivenhed, som kan tjene til Advarsel; et Spektakel, en Ulykke. B. Stift.

Spegelglas, n. Speilglas.

spegelklaar, adj. speilklar, speilblank.

Spegelraama, f. Speilramme.

spegla, v.a. (ar), speile; afspeile (sig). Figurl. D’er nokot til aa spegla seg i, dvs. at anvende paa sig selv, at tage til Advarsel.

Spegling, f. Afspeiling, f. Ex. i Vand.

speia, s. spæja. Speiel, s. Spegel.

speikje, s. spækja og spøkja.

Speis, Ildsted; s. Spis.

[Speisi (m.), Specie; Speciedaler.

Speis, f. et Riis at slaae med. Sdm. Jf.
Speissrot, f. Spidsrod, af det tydske Spießruthe.

Spekk, n. Spæk, Fedtlag paa Kjød. (Jf. Flesk). G.N. spik.

spekka, v.a. (ar), skjære Spækket af.

spekkja, v.a. (er, te), spæge, tæmme, dæmpe (af spak). Nogle St. spækja (spækje). G.N. spekja. – spekkjast, v.n. spæges, blive spag eller rolig. Imperf. spektest.

spekkjeleg, adj. lempelig, spag. Sdm. og fl.

spekkrunnen (-ronnen), adj. belagt med en Hinde af Spæk; meget fed. B. Stift.

Spekraaka, s. Spe.

Spekt, f. Spagfærdighed. I Forbindelsen: med Spekt, dvs. besindigt, lempeligt. Sdm. og flere (dog lidet brugl.). G.N. spekt (af spak).

spekt, part. spæget, dæmpet, s. spekkja.

Spel (e’), 1) Spil, Leg, Morskab; ogsaa: Puds, Paafund. Nogle St. Spil (i’), Rbg. Tel. – 2) Veddeleg, Spil med Kort, Terninger o.s.v. Ogsaa: Vovespil, Fare. Setja nokot paa Spel: vove noget, udsætte sig for at miste det. Det stend paa Spel: det staar i Fare, kan let gaae tabt. – 3) et enkelt Spil, et Forsøg i at spille; et Partie. Eg vann fyrste Spelet. Me hadde spelat fem Spel. – 4) Tonespil, Musik; ogsaa et enkelt Musikstykke (Slaatt). Felespel, Fløytespel, Harpespel. – 5) et musikalsk Instrument. (Især om saadanne som ere mindre bekjendte). – 6) Gangspil, Ankerspil paa Fartøier, og desl. Ellers kaldet Vindespel.

spela (e’), v.n. og a. (ar), 1) spille, lege, more sig. Afvig. spila (i’), Rbg. Tel. ogsaa: spæla, spella, Nordl., spala, Namd., spaalaa, Indh. Ork. (Isl. spila; Sv. spela; Nt. spelen, T. spielen). Hedder ofte: spela seg (jf. leika). Imperf. tildeels spelte. – 2) lege Veddeleg, spille med Kort, Terninger o.s.v. – 3) musicere, spille paa et Instrument. Spela paa Fela, Harpa, Fløyta. Spela ein Slaatt. – 4) løbe let, glide, bevæge sig frit (= leika). Det spelar i Handi (om et Redskab som er meget let og bekvemt). – 5) agere, forestille eller efterligne en Person. Kun i enkelte Forbindelser, som: spela Bas, el. spela Meister: optræde som Herre el. Overmand.

Spela (e’), f. en flad Splint, en lang og tynd Skive af kløvet Træ. Jæd. I Nordre Berg. Spila (i’). Jf. Spildra og Spol. (Sv. spjele). – Spelekorg, f. Kurv som er flettet af tynde Skiver, Spaanekurv.

Spelar (e’), m. en Spillemand; Musikant. Ogsaa et Navn paa Tiuren. Østerd.

speleg (speele), s. speeleg.

Speling (e’), f. Spillen; Spillemaade.

Spelmann, m. Spillemand.

Spelpengar, pl. Spillemandsløn.

Spelrom, n. Spillerum; Raaderum.

Spelslaatt, m. Musikstykke, f. Ex. til en Dands. Ogsaa kaldet Speltak, n. Shl. og flere.

Spelverk, n. Spilleværk; spillende Instrument; ogsaa Gangspil.

Spene (e’), m. Patte, Sugevorte (paa et Yver); Kopatte osv. Mest alm. udtalt Spæne; ellers Spenne, Nordl., Spæna, Østl., Spana, Namd., Spaanaa, Ork. G.N. speni; Sv. spene. Spenebora (o’), f. Mælkerøret i en Patte.

Spenel (e’), m. Møllejern, Jernbolt som gaar ud fra Mølleaxelen (Kallen) og tjener til at omdreie Møllestenen ved Hjælp af et Tværjern (Sigle). Brugt i forskjellig Form: Spenel og Spænel, Tel. Jæd. Ryf. Shl.; Spænol, Rbg. Ndm., Spænaal, Sfj. Sdm., Spænor, Rom., Spunur, Indh.; Spønulv, Voss; Spenvol (o’), Vald. Den oprindelige Form uvis. Jf. spana og G.N. spenja: drage.

Spenetang, n. Tangart med Knopper som ligne Patter. Nordl.

Spenger, pl. s. Spong.

spengja, v.a. (er, de), 1) beslaae med Skinner eller Plader. (Af. Spong). Spengja ein Slede: sætte Jernskinner under en Slæde. Berg. Stift. – 2) belægge en Vei med Stokke, lægge Planker over en Sump. Indh. – 3) v.n. om Vinden: blæse i korte Byger, saa at der dannes mørke Striber (Spenger) paa Vandet. “Han spengje(r) ned i Fjor’en”. Nordre Berg. – Particip spengd: beslaaet.

Spengjing, m. jernbeslaaet Slæde.

Spenle, s. Spennel.

Spenn, m. et Spark, et Stød eller Slag med Foden. Alm. Vel egentl. Spern, s. følg.

spenna, v.n. (spenn, spann, sponnet), 1) røres, bevæge sig, vise Tegn til Liv eller Følelse. B. Stift. Upersonligt; f. Ex. Han laag so stiv, at det spann ikkje i honom, dvs. at man ikke saae en Muskel røre sig. Han kunde slege(t) seg, so det hadde ikkje sponne(t) i honom. Sogn og fl. Paa Sdm. med svag Bøining: spente, spent. – 2) sparke, gjøre et Stød med Foden. Østl. (Smaal. Rom.). Supin. tildeels “spunni”. Ordets egentligge Form er sperna (spern, sparn, spornet); s. det følgende.

spenna, v.a. (er, te), 1, sparke, støde eller slaae med Fødderne; saaledes ogsaa spennast: sparke til hinanden. Imperf. tildeels: spende (Rbg. Tel.). Som v.n. sparke efter noget; ogsaa: strække Fødderne til en vis Side; f. Ex. spenna burt i Veggen, dvs. vende Fødderne mod Væggen. Spenna i Biten (i’): gjøre et Luftspring for at naae en Bjælke med Foden. – Egentl. sperna. G.N. sperna; Sv. spjärna (i Dial. spjänna, spänna); Ang. speornan, spurnan; Eng. spurn. Ordet synes allerede tidlig at være sammenblandet med det følgende spenna.


spenna, v.a. (er, te), 2, 1) spænde, stramme, sætte i en spændt Stilling. Jf. spana. – 2) omspænde, omgjorde; fæste med Gjord eller Spænde. (Mindre brugl.). G.N. spenna. Spenna fyre: sætte Hesten i Kjøretøiet. (Modsat: spretta fraa).

Spennar, m. en Stopper, en Bolt som sættes imod et Hjul for at standse det. Ork. Gbr. Østerd. og fl. I Shl. Spanar.

Spenne, n. 1, Fodbræt, noget at sætte Fødderne imod. (Fotspenne). Nogle St. ogsaa: Sparken, stærk Bevægelse, Kamp o.s.v. Egentl. Sperne.

Spenne, n. 2, et Spænde, en Malle til Fæste eller Lukkelse, f. Ex. i et Bælte. Sv. spänne. – Spennesko, m. Sko med Spænde paa Overlæderet.

Spennel, m. en liden Vidie-Ring at fæste et Baand i. (Fl. Spenlar). Voss, Rbg. Smaal. Hedder ogsaa Spænel, Ryf. og flere. I Hard. Spenle. Andre Steder Vidjespenning og Nesting.

Spennetak, n. en stærk Anstrengelse, Kamp, Dyst. Østl.

Spenning, f. 1, Sparken; ogsaa: stor Bevægelse, Anstrengelse osv. Egentl. Sperning, s. spenna, 1.

Spenning, f. 2, 1) Spænding, spændt Stilling, f. Ex. i en Laas. Jf. Halvspenning. – 2) Spændkraft, Elasticitet. – 3) Omspænding, Omgjordelse; ogsaa et Spænde eller noget at fæste med.

Spensl, n. Fæstebaand, Stroppe til at omspænde eller fæste med. (Spænsel). G.N. spenzl.

spent, adv. ganske: f. Ex. Han kunde hava sleget seg spent i Hel. Østl. Num og fl.

spent, part. spændt, strammet, s. spenna.

Spenvol, m. s. Spenel.

Speord, n. s. Spe.

Sperel (?), m. Hale; s. Spæl.

sperla, v.a. splintre; s. spildra.

Sperr, n. s. Sperreband.

sperra, v.a. (ar), 1) udspænde, strække, udspile. Tel. (Jf. Sparre). – 2) sammenbinde Fiske, som skulle ophænges til Tørring. Nordl. ogsaa Sdm. 3) sætte Sparrer paa en Bygning. (Det sidste egentl. af det følgende Sperra).

Sperra, f. 1, Sparre, Skraabjælke under et Tag. Hertil Sperrehogg, n. Indsnit hvorved Sparren fæstes i Væggen. Sperreklauv, f. den Kløft hvorved to Sparrer forbindes i Tagryggen. Sperrelaas, n. det samme. (Nfj.). Sperrepar, n. to Sparrer som støde sammen i Tagryggen. Sperretak, n. Tag som hviler paa Sparrer (ikke paa Aaser). – sperrevaksen, adj. om Skov, som er saavidt voxen, at man kan hugge Sparrer i den. (Valders).

Sperra, f. 2, et Par Fiske, som ere sammenbundne ved Halen og ophængte til Tørring. Nordl. (Jf. Sperr og sperra).

Sperra, f. 3, Stivhed, Lammelse i Fødderne. Tel. Mere alm. Gangsperra.

Sperreband, n. Traad hvormed Fisk sammenbindes til Ophængning. Nordl. Ogsaa kaldet Sperr, n. Sdm.

Sperring, f. Sparreværk osv. s. sperra.

spe-skjera, v.a. (skjer, skar), spotte, saare ved spottende Ord. Sdm.

Spetal, s. Spital.

Spetta, f. Træpikker (Picus); en Slægt af Skovfugle, hvoraf “Grønspetta” er den mest bekjendte. Mest i de sydligste Egne. (Andre St. Trepikka, Treklopp, Vidkleppe, Kakkspjøt og flere). Sv. hackspett; Eng. speight og specht; T. Specht.

Spiel, s. Spegel.

Spik (ii), f. (Fl. Spikar), 1) en Splint, Stump, et smalt Stykke Træ. Rbg. Tel. og fl. Jf. Handspik, Hjulspik, Ristespik. (Mere afvig. Leggspik). G.N. spík. – 2) en Lysestikke, tynd Splint til at tænde eller lyse med. B. Stift, Gbr. Ork. og fl. (Andre St. Tyreflis, Stikka, Snerta). – 3) en smal og udbrugt Lee. Oftere Ljaaspik.

spika, v.a. (ar), 1) kløve Træ i tynde Splinter. Smaal. og fl. – 2) splintre, knuse, laae i smaa Stykker. B. Stift, Nordl. ogsaa Østl. – 3) v.n. være haard eller stridig. Spika imot: gjøre Modstand. Ryf. Det spikar hardt: det holder haardt, falder besværligt. Tel. (Har maaskee havt stærk Bøining; s. spiken).

spika, v.n. pønse, spekulere. Buskr.

spikande, adv. i Forbind. “spikande fint”, dvs. fnysende af Vrede. B. Stift.

Spikar, m. Spiger, Søm, liden Nagle af Jern. Alm., dog nogle St. Spik (ii), Vald. Gbr. Sv. spik; Nt. spiker. – Hertil Spikarbor (o’), m. eller Spikarnavar, m. Spiigerbor. Spikarhovud (o’), n. Hoved paa et Søm. Spikarlod (o’), f. Nagletog, Form at slaae Spigere i. Spikartunna, f. (i Folkesagn), en Tønde med indslagne Spigere, hvori en Forbryder skulde omvæltes.

Spike (i’), eller Spikje, n. i Forbind. “vera i Spikje”: være speget (= spiken). Ogsaa i Sammensætning, altid med “kj”; saaledes: Spikjekjøt (Spikjebog, Spikjelaar), om speget Kjød. Spikjefisk (Spikjelaks, Spikjesild), om speget Fisk. Spikjemat, m. Mad af speget Kjød eller Fisk. Sv. spickemat. Dunkelt Ord, jf. spiken og spikna.

Spikeljos (ii), n. Lysning af brændende Spaaner (Spik). Spikeloge (o’), m. Flamme af en Lysestikke.

spiken (i’), adj. speget, tilstrækkelig tørret, eller ogsaa gjennemsaltet; om Kjød og Fisk. Hall. og fl. (s. Spike). Ogsaa: tør, tynd, mager. Sv. spicken. (Her udtalt spikjen og spekjen). Maaskee Particip af et Verbum spika (speik). Jf. Isl. speikja: tørre (efter Haldorson); Sv. Dial. speka: ophede, tørre.


Spiker-olje, m. Lavendelolie (?). Hall. Jf. Sv. spikolja (af Plantenavnet Lavandula spica). Holl. spijkolie, spijkerbalsem.

Spike-tre, n. Træ til Lysestikker; fedt og ildfængende Træ. B. Stift.

Spikhella, f. en Plade (Helle), hvorpaa man lægger brændende Splinter for at lyse i Huset. Ved Trondh. i Formen Spikhylla (Spikhyll).

Spikje og spikjen, s. Spike, spiken.

Spikje-tet (ee), m. Kjød-Meise. Gbr.

Spikk, n. et Puds, en Skalkestreg (= Pretta). Dei ha’ gjort meg eit Spikk. Søndre Berg. Vel egentl. Snit, s. følg.

spikka, v.n. og a. (ar), snitte, skjære, tilskjære noget med en Kniv. Søndre Berg. Sogn, Hall. Gbr. og fl. (Andre Steder smida). I Smaal. spjekla. Jf. smukla.

Spikke, m. Smaafugl; Spurv, eller anden Fugl af lignende Størrelse. Tel. og flere. (Spikkje). Sv. spink (gråspink), i Dial. spikke, spekke (Spurv); Eng. spink (Finke). Jf. Titing, Tita og Skur.

Spikkeband, n. et Neg eller Kornbaand, som udsættes til Føde for Spurvene; et Juleneg. Tel. og fl. (Haardt k).

spikna, v.n. (ar), blive speget (s. spiken); blive salt eller tør nok til Spiisning. Sv. spickna.

spikra (ii), v.n. (ar), beslaae med Spigere.

spikutt, adj. fuld af Splinter eller Fliser. Rbg. S. Spik.

Spil (i’), s. Spel. spila, s. spela.

spila (ii), v.a. (ar), spile, udspærre. Lidet brugl. Ligesaa Spile, m. en Spile.

Spila (i’), f. en Skive; s. Spela.

Spildra, f. en lang Skive eller Splint af Træ, en tynd Fjel. Temmelig alm. (Sv. spillra: Splint). Jf. Spela.

spildra, v.a. (ar), splintre, kløve. Mindre brugl. Nogle St. sperla. (Lister).