Ivar Aasen Norsk Ordbog

standa, v.n. (stend, stod, stadet), at stae (stande). Inf. mere alm. staa; dog er standa og stande meget brugl. i enkelte Egne (Hard. Nhl. Rbg. Tel. Hall. Vald.); i Nhl. ogsaa: sta Præsens mest alm. staar, men ogsaa stend (stænd’e), Mandal, Rbg. Tel. Hard. Voss, Sdm., og forkortet: stæ, Sdm. Fleertal standa (eller staa). Imperf. lyder overalt: sto; i Fleertal: stoo (for stodo), Hall., stoge, Sæt., støndø, Vald. Supinum: stade, stae, mest alm.; ellers: stide (i’), stee, Sdm. og flere; afvig. stande, Vald., stende, Voss; stunde, Romsd. (Jf. staden). Imperativ statt, Fl. stande (eller staa). G.N. standa (stend, stód, stadin); Ang. standan (stód), Eng. stand. – Betydning. 1) staae, hvile paa sine Fødder, eller i opret Stilling; om Dyr og Mennesker. (Jf. sitja og liggja). – 2) hvile paa sin Rod (om Væxter), paa sin Bund (om Kar osv.), el. paa den ene Ende; f. Ex. om en Stolpe. – 3) rage frem, strække sig opad eller udad. Det stend upp or Vatnet (dvs. rækker over Vandfladen). Det stend undan: det stikker frem, rækker længere ud. – 4) være stillet eller hensat paa et Sted. Lykelen stend i. Glaset stod paa Bordet osv. Saaledes ogsaa om Ord i Skrift: Det stod so i Brevet. Det stend i Boki. – 5) være i en vis Tilstand eller Bevægelse. Det stod fagert baade Aaker og Eng. Bryggja stend under Vatn. Det stod i Loge (o’); i eit Driv; i ei Røra osv. – 6) vende hen, have en vis Retning. Vinden stod beint etter Fjorden. Elingen stod radt imot oss. Ogsaa: udstrømme, udgaae. Det stend Drivet fyre Baaten. Det stod Fossen, Skumet, Røyken, Angen og fl. Jf. Det stend Age av honom: han fører Respekt med sig. – 7) vedvare, blive staaende. Detta Vedret stend ikkje lenge. Det stod lenge paa: det varede længe. Standa ved Lag: blive ved Magt, vedblive at gjælde. Jf. Der stod eit Brudlaup, eit Ting, eit Slag. – 8) være i Ligevægt, balancere. Det stod knapt: Vægten hældede lidt imod Loddet (altsaa: det var knap Vægt). Det stend paa fem Merker: det veier omtrent 5 Marker. (G.N. standa: veie). – 9) have standset, gaaet i Staa; om en Maskine, en Mølle, et Uhr, og deslige. Klokka stod paa tolv. – 10) v.a. udstaae, udholde; eller egentl. holde Stand imod. Han stod det godt: han taalte det nok saa godt. Nedenæs. Jf. “No hev eg staded deg femten Hogg”, Landstad 154. Upersonligt: Han vilde ikkje lata det staa seg: dvs. han vilde ikke være sig det bekjendt. (B. Stift). Forskjelligt herfra er: standa seg, a) staae sig, holde Stand; b) holde sig vedlige, ikke fordærves (om Varer); c) have Udkomme til noget; ogsaa have Lykke eller Vinding. Han stod seg illa paa det: han havde kun Tab deraf. Noget lignende er standast (stendst, stodst): holde ud; ogsaa forslaae, blive nok. Det stendst ikkje Klæde: Klæderne forslides saa snart, at man ikke kan skaffe nok af dem. Ogsaa med Dativ: Det stendst honom ingen Ting. (B. Stift). – Med Partikler. Standa av seg: see ud, tage sig ud. “Staa aat”: være om sig, søge ivrigt efter noget. Østerd. (Trysil). Standa etter: tragte efter. Standa fyre: forestaae, raade for. (Jf. Fyrestandar). Standa i (el. uti): sysle med, have travlt med. “Dei ha mykje te staa ti”, Sdm. Ogsaa: holde ud. “Han kann ikkje staa i da”, Nhl. Standa mot: gjøre Modstand. Standa paa: a) paastaae; b) vedvare; c) besvære, plage. Det stend ikkje paa: det har ingen Nød; det er ikke vanskeligt. (Berg. Stift og fl.). Standa til: staae til, forholde sig; f. Ex. Det stod illa til. (Heraf Tilstand). Standa um: gjælde om, komme an paa; f. Ex. Det var, som det stod um Livet. Standa upp: a) vende opad, rage op; b) reise sig, stige op (= risa). Standa ved: vedstaae, vedkjende sig, ikke fragaae. (Nogle Steder: staa med). – Afledninger: Stand, Stad, Stade, Stoda (o’), Stod, Støde, stød.

standande, adj. staaende. I eit standande: i eet væk, uafbrudt. B. Stift.

Standar, m. en Stænder, Stolpe, Pæl. Hedder ogsaa Uppstandar.

Standaak, n. Uro, Bevægelse, Travlhed. Sdm. (Dunkelt).

Standfinger, m. en stiv Finger. Hall. og fl. Saaledes ogsaa Standfot, m. stiv Fod, Been med stivt Knæ. Ryf. Hall. standlidad (standlea), adj. stiv i et Led. Hall.

stanga, v.a. (ar), 1) stange, støde med Hornene. (I B. Stift: staanga). G.N. stanga. (Udgaaet fra stinga). – 2) støtte med Stænger. Stanga Erter. Nærmest af Stong. – stangast, v.n. stange hinanden. – Stanging, f. det at stange.

Stangall, m. en Pind at stikke eller pille med. Ndm.

stangvis (ii), adj. tilbøielig til at stange, hidsig, kamplysten. Nordl.

Stank, n. Stønnen, dybe Suk; s. følg. Han gjekk med Ank og Stank, dvs. sukkende og jamrende. (Ved Trondhjem).

stanka, v.n. (ar), stønne, puste, sukke dybt (som i stor Udmattelse). Trondh. Østl. I B. Stift staanka. G.N. stanka;
Sv. stånka; Eng. Dial. stank (sukke).

stansa, v.n. (ar), standse, staae stille; ogsaa: hvile. Vistnok et nyere Ord; s. stadna, stogga, stødva. Afvig. stansna, Sfj. Nfj. Hertil Stans, n. Standsning, Hvile; ogsaa Heftelse, Hindring.

stapa, v.n. (ar), famle, stave sig frem; spille usikkert, o.s.v.; om en Begynder i en Kunst. Hall.

Stapp, n. s. Stappa.

Stapp, m. en høi Bjergknold. Nordl. (Senjen). Jf. Stabbe.

stappa, v.a. (ar), 1) støde, banke, knuse; f. Ex. i en Morter. Østl. G.N. stappa. Jf. stampa. – 2) pakke, trykke sammen, stoppe, f. Ex. i en Sæk. Mere alm. – 3) v.n. stampe med Fødderne, trampe. Trondh. – Particip stappad: pakket, fuldstoppet. Stapping, f. Pakning.

Stappa, f. en sammenstampet Masse; en Madret af stødt eller banket Frugt (Roer, Poteter). Østl. I B. Stift Stapp, n.

stappfull, adj. fuldpakket, proppet.

Star, n. Blik, Syn, Stirren; ogsaa: Øinenes Udseende (= Augnelag). Nordl. Blaatt Star: blaae Øine. Brunt Star: brune Øine. Helg.

stara, v.n. (ar), stirre, see stivt paa noget. Nordl. og fl. I Indh. staaraa. (Andre St. stira). G.N. stara; Eng. stare.

stara, gaae tungt; s. starva.

starblind, adj. stærblind; nærsynet.

Stare, m. Stær (Fugl). Nogle St. Star. G.N. stari; Sv. stare. Ved Mandal betegner Star tildeels ogsaa Drosler eller andre Fugle af lignende Størrelse. Hertil Stareflokk, -reid, -unge og fl.

Staring, f. Stirren.

starra, v. stræbe imod; s. sterra.

Starsyn, f. Særsyn, noget som vækker megen Opsigt. Tel. (?).

starta, v. stræbe, slæbe; s. sterta.

Starv, n. Arbeide, Umage; ogsaa: Syssel, Forehavende. Hall. (G.N. starf). Andre Steder i indskrænket Betydning; saaledes i Num. om Tilsyn med fremmede Kreature. I Smaal. om Kreaturenes Fodring.

starva, v.n. (ar), 1) arbeide, sysle med noget. Indh. Hall. G.N. starfa. – 2) fodre Kreaturene (= ambætta, ansa, stilla, agta). Smaal. I Num. om at have Tilsyn med anden Mands Fæ. – 3) gaae med Møie, gaae seent og vaklende (af Træthed eller Svaghed). Hard. Sdm. (I Vald. stara). D’er knapt so myket, han starvar og gjeng. Starva seg heim: slæbe sig hjem. – 4) lide ondt, fryse, krympe sig for Frost eller Uveir; om Dyr. Hard. – 5) i Forbindelsen starva av: døe, afgaae ved Døden. Nordl. Trondh. (Ogsaa i Nhl. “starva”: omkomme; om Dyr). Sv. Dial. starva av. Jf. Eng. starve. Hertil avstarvad: afgaaen, død.

starven, adj. udmattet, svag. Indh.

Starving, f. Syssel; Tilsyn; ogsaa om langsom Gang; s. starva.

Stas, m. Stads, Pragt. Nogle St. Stass. Nyt Ord; Sv. ståt (i Dial. stass); T. Staat. Hertil stasa, v.n. (ar), prunke, bruge Stads; ogsaa v.a. pynte, udsmykke. staseleg, adj. stadselig; prægtig.

Staua, s. Stova. – staua, v. s. stødva.

stauka, v.n. (ar), 1) støde, hakke; stampe i en Korndynge for at afstøde Avnerne osv. Nhl. – 2) gaae langsomt; især gaae med Stav. Sdm. I Hall. “stauke se”: støtte sig med Stav. Hertil Stauk, m. en gammel Karl. Sdm.

Staul, s. Støl. – staup, s. stupa.

Staup, n. 1) et Hul i en Vei, en liden dyb Huulning; f. Ex. i et Hjulspor. Trondh. Østl. Tel. G.N. staup. – 2) Støb, Kornets Udblødning til Malt. Setja Korn i Staup: lægge Korn i Vand til Maltning. Tel. og fl. Jf. støypa. – 3) et Bæger, et Drikkekar af Metal. G.N. staup; Sv. stop. Vel egentl. et støbt Kar. Ved Trondh. er Staup ogsaa et lidet Trækar. (Meldalen). Afvigende Betydning i Gyrdestaup og Ermestaup.

Staupa, f. et dybt Spor, f. Ex. efter Skier i Snee. Solør. Jf. Stoppa.

stauputt, adj. ujævn, fuld af Huller eller dybe Spor; om Jorden.

Staur, m. en Staver (Stavre), Pæl, Stang som nedstødes i Jorden; f. Ex. til Støtte i et Gjærde. Alm. G.N. staurr; Sv. stör; Eng. Dial. stour. (Jf. Gr. stauros). Nogle St. ogsaa en Benævnelse paa en Stymper, en Klodrian.

staura, v.n. (ar), 1) nedsætte Pæle eller Stænger. Jf. støyra. 2) tee sig klodset, være ubehændig. Sdm. og fl.

staurfaatt, adj. n. tyndt besat med Kornstager (Kornstaur); om Agerland, hvor Kornet har voxet tyndt. Hall. S. faa.

Staurhyrning (y’), m. Spækhugger (et Slags Delfin). Staurhynning, Sdm. og flere. Staurhenning, Fosen, Nordl. Ogsaa kaldet Staurvagn; s. Vagn. Navnet sigter til Dyrets høie Rygfinne, som i Frastand ligner et Horn.

Staurlag, n. Rum imellem to Stavrer i et Gjærde; et Sæt at fire skraat stillede Fjele (Skidor) i en Skidgard. Østl.

staurstaden, adj. om Korn, som har staaet længe paa Stavren for at tørres.

Staurstong, f. = Jarnstaur. Hall. Toten.

Staurvad, n. et Slags Fiskeline. Sdm.

Staurvagn, s. Staurhyrning.

staut, adj. kjæk, dygtig, flink; ogsaa: anseelig, som tager sig godt ud. Temmelig alm. Vistnok nyere Ord. Holl. stout: stolt; Eng. stout: stærk.

stauva, standse; s. stødva.


Stav, m. 1) Stav, Stok til at støtte sig med, eller at bære i Haanden. G.N. stafr. – 2) Stolpe, Pille, Grundstøtte i en Bygning; s. Stavhus. Maaskee ogsaa en Grændsepæl, s. Stavstod. – 3) Stav i et Trækar, et af de Stykker hvoraf Karrets Sider eller Vægge sammenfældes. – 4) Stykke i et Seil, en af de enkelte Vævbredder i Seilet. Nordl. (Jf. Vaad). – 5) Kant eller Stribe med en egen Farve. Sjelden; s. stavad. Ogsaa et Lag eller Strøg i en Klippe (?). Selbu. (Budstikken 1820, S. 486). Særegen Betydning i Bokstav; jf. Bønstav, Primstav. – Kløyva paa Stav: kløve fra Barken til Marven (s. stavkløyva). Nordl. Afvig. “kløyva paa Steve”, Rbg. (Aaserall).

stava, v.a. (ar), 1) støtte med en Stav. Ganga og stava seg. – 2) indfælde Staver i et Kar. Jf. forstava. Ofte ogsaa om at tage et Kar i Stykker. – 3) bokstavere, sætte Bogstaver rigtigt. (G.N. stafa; Sv. stafva). – 4) stave i Læsning, nævne Bogstaverne. Stava og leggja i Hop: lægge Bogstaver sammen til Stavelser. – 5) v.n. (upersonligt): vise tydelige Linier el. Striber, afspeile sig tydeligt. D’er so stilt, at det stavar i Vatnet: Vandet er saa stille, at Landet afspeiler sig deri. Hard. Sdm. Nordl. Jf. Stavstilla.

stava, v.n. (ar), standse, hvile. Sæt. Tel. (I Hall. stavast). “Stava av Nott’e”: hvile Natten over. Sæt. Ogsaa v.a. indhente, faae til at standse. “Du stavar han snart”: du vil snart naae ham igjen. Tel. Maaskee for stadva; jf. stada og stødva (støva, støvda).

Stava, f. et lidet Spand, et Trækar med en høi Stav som tjener til Haandfang. Ork. og fl. Nogle St. Staup; ellers Kopp, Kakk, Strippe. Sv. stäfva.

stavad, adj. randet; om Hestens Man, naar den har en anden Farve i Midten end paa Siderne. B. Stift.

Stavar (Staavaar), s. Stuv.

Stavband, n. 1) Skraastøtte imellem Stolperne i en Bygning. – 2) Slædenagle; en af de smaa Stolper som sættes i Mederne for at bære Slædebunden. I denne Betydning hedder det Staband el. Stabband. Rbg. Sfj. Vald. Gbr. Paa Sdm. Stabbende. Paa nogle St. betegner det de Nagler som binde Slædebunden til Mederne og inddrives ovenfra. (Tel.). Ellers i en anden Form: Stallband, Ork. Guldalen, Nordl. (Andre St. Fjetra).

Stavbending, m. Slædenaver, Bor som passer for Slædenagler. Tel. Solør. (Stabbending).

Stavbygnad, m. s. Stavhus.

Stavebok, f. ABC-Bog (= Abesa).

Stav-emne, n. Træ til en Stav.

Stavhus, n. Træbygning, hvis Tag hviler paa Stolper (ikke paa Tømmervægge). Saaledes Stavkyrkja, Stavløda, Stavnaust og fl. Jf. Stavlægja.

Staving, f. 1) Bogstavering. 2) Stavning, Forsøg i Læsning. – 3) Stavelse i et Ord. Det sidste hedder oftere “Stavelse”, n.

Stavkall, m. en gammel Mand, En som gaar med Stav. Han verd ingen Stavkall: han vil ikke naae nogen høi Alder. Berg. Stift. Jf. Stakall.

Stavkjerald, n. Stavkar, Trækar sammensat af Staver.

Stavklauv, f. Kløft i Toppen paa en Hjørnestolpe; det Punkt hvor en Bjælke indfældes i Stolpen.

stavkløyva, v.a. (er, de), kløve Træ i den rette Linie fra Barken til Marven (saa at “Gaarerne” i Træet blive tvært afskaarne). Hall. og fl. (Andre St. “kløyva paa Stav”; modsat “paa Flask”). Mest brugt i Particip stavkløyvd (-kløyvt). Jf. Flask.

Stavkyrkja, f. s. Stavhus.

stavlaus, adj. stavløs. Ganga stavlaus: gaae uden Stav.

Stavlægja, f. Bjælke som forbinder Stolperne i et Stavhuus (jf. Bite); ogsaa: den øverste Stok i Sidevæggen i en Tømmerbygning (= Raftestokk). Søndre Berg. Jæd. og fl. Sædvanlig udtalt Stavleia. I Sfj. Stavleiestokk. G.N. staflægja.

Stavrad, f. Stolperække.

Stavstilla, f. Blikstille, det at Søen er saa stille at det “staver” i den (s. stava, 5). Nordl.

Stavstod, f. Endepunkt af en Grændselinie; et Sted hvor to eller flere Grændselinier støde imod hinanden. Lister og Dalerne. Lyder deels Stavsto, deels ogsa Stabbsto. G.N. stafstód.

Stav-tre, n. el. Stavvid (-ve), m. Splitholt, Træ til Stavkar.

staa, s. standa. Staagaa, s. Stige.

staaheit, adj. i Forbind. “paa staaheite Flekken”, dvs. strax, i Øieblikket (egentl. medens Sporet endnu er varmt af Foden). Hall. Ny Form for standheit, eller stodheit.

Staak, n. Støi, Larm; ogsaa Tummel eller Travlhed med et Arbeide. Temmelig alm. (Jf. Styr, Sti, Staass). Afvig. Stok (oo), Hard. Stuk, Tel.

staaka, v.n. (ar), støie, larme, buldre; ogsaa have Travlhed med et Arbeide. Nordl. Trondh. Berg. Østl. Afvig. stoka, Hard., stuka, Tel.

Staakar, m. en støiende Person.

staaksam, adj. støiende, buldrende.

Staal, n. 1) Staal, hærdet Jern. G.N. stál. Figurlig: Hærdelse, Styrke. (Jf. Armstaal). Heraf stæla. – 2) en tæt sammentrængt Masse. (Skoddestaal, Drivstaal; Fiskestaal, Sildestaal og fl.). B. Stift. – 3) Stabel, Bunke, tæt sammenpakket Lag; især af Hø eller Korn i en Lade. (Høystaal,
Kornstaal). Nordre Berg. Gbr. Trondh. (G.N. stál). Nogle St. Stæle; jf. Stade. Ogsaa om det Rum hvori Hø eller Korn oplægges i Laden (= Brut). Trondh. Nordl.

staala, v.a. (ar), 1) berøre eller paavirke med Staal; saasom mod Trolddom. (I Folkesagn). 2) s. stæla.

staalaa, s. stela.

Staalbroder (-bror), m. Kammerat (vel egentl. Vaabenbroder). Hard. Andre St. Stallbroder.

Staale, m. en stor og stærk Karl. Sdm.

Staalfjøder (-fjør), f. Staalfjæder.

staalgraa, adj. staalgraa, blaagraa.

Staalhuva, f. Hjelm. (Sjelden). Støyta Staalhuva: støde Kolbøtte. Nordre Berg. Andre St. stumpa Sterte, stupa Kraaka og flere.

Staal-is, m. det første eller nederste Iislag i dobbelt Iis. Rbg. (Jf. Tvistad). Ogsaa ellers om glat og blank Iis. Hall.

staallaus, adj. om Redskab, som mangler Staalsætning.

Staalrand (-raand), f. Staallinien i Eggen paa et Redskab.

staalsett, adj. staalsat, forsynet med et Lag af Staal (= stælt).

Staalskiva, f. Belægning med Staal paa en Hammer eller en Ambolt.

staalsliten (i’), adj. sløvet; om Redskaber hvori Staalsætningen er forslidt.

Staalsyster, f. Selskabssøster, kvindelig Kammerat. Hard.

Staaltraad, m. Jerntraad.

Staang, s. Stong. – staanga, s. stanga.

staanka, s. stanka.

staara, s. stora. – staaraa, s. stara.

Staass, n. Bevægelse, Travlhed. Østlandet. staassa, v.n. have travlt (= staaka).

Staatarkong, m. Stodderfoged. B. Stift. Af et forældet og dunkelt Staatar (Sv. Dial. ståtare, D. Stodder), dvs. Tigger.

Staavaar, Stub; s. Stuv.

Ste, f. Sted og Stede.

Sted (e’), n. Ambolt, Jernblok at smede paa. Alm. G.N. stedi, m. Sv. städ; Eng. stithy. (Mange St. “Ste”).

steda (e’), v.a. (er, de), stede, fæste til Tjeneste; ogsaa: fæste Jord til Brug (= bygsla). Steda seg: tage Tjeneste. Mandal, Tel. Østl. Ork. Lyder sædvanlig “stea”, og i Præs. “ste”, men skulde egentlig hedde stedja (sted, stadde); jf. stadd. G.N. stedja: bestemme; Sv. städja: fæste. – Particip stedd: fæstet, leiet.

Stede (e’), el. Stedje (?), m. Aabred, Elvebred; især: Græsbanke, Engflade langs et Vanddrag. Brugt i Formen Stee (Fl. Stear), Tel. Rbg. Siredal; paa Jæd. Steie (sjelden). Ellers forekommer i Num. Sta(d), n. Elvebakke; i Hall. Ste(d), n. ligesaa. I Østerd. Stø(d) og Ste(d), f. om en Aabred; men i Trysil: Steie, m. om en høi Elvebakke. Mere afvig. er Steggje, f. i Tel. (Vinje). Formen Steie synes at grunde sig paa et gammelt Stedje, som ellers ogsaa er et Stedsnavn, udtalt som “Steie”. (I Sogn).

stedfull, adj. om en Elv: opvoxet, stegen, saa at Vandet naar op i Græsvæxten. Hall. I Østerd. (Trysil): steiefull, naar Vandet stiger til Bakkekanterne.

Stedfylling, m. høi Vandstand, det at Elven stiger op i Græsbankerne. Hall. (Stefylling). S. Stede.

Stedkjerring, f. Fæstekone, Hjælperske i at leie Tjenere. Østl.

Stednad, m. 1) Fæstelse; s. steda. – 2) Fæstepenge, Haandpenge. Smaal. og fl.

Stedpengar, pl. Fæstepenge. I Ork. “Ste’peng”. (Sv. städjepenning).

Stedsmaal, n. Fæstelse, Aftale om Leie. Tel. Ogsaa om Fæstepenge, ligesom Stednad.

Stee, s. Stede. stee, s. standa.

Stegg, m. 1, (Fl. Steggjer), Hanfugl, Hannen af et Par Fugle). (Andarstegg, Ædarstegg, Gaasarstegg osv.). Berg. Nordl. I Hall. Steggje. Isl. steggi. Eng. Dial. steg.

Stegg, m. 2, Modbydelighed; et frastødende Væsen, Udseende som indgyder Frygt. Tel. (Jf. Stygg). Hertil steggleg, adj. modbydelig, hæslig. stegglege, adv. fælt, frygteligt.

Steggja, s. Stede.

stegla, v.a. (ar), 1) udspile, hænge noget (f. Ex. Klæder) i en udspærret Stilling. Sdm. (Jf. G.N. stagl: Steile). – 2) skjælde, bruge grove Ord. Mest i Forbind. “banna og stegla”, Sogn, Hall.

Stegla, f. et Slags Fiskeline til Brug i Indsøerne. Rbg. Sfj. og flere. I Tel. Stigle.

Steie, s. Stede. steiefull, s. stedfull.

Steig, n. Saar af en Paatrædning eller et Fodspark, f. Ex. paa en skoet Hest, som har stødt den ene Fod imod den anden. Ork. Jf. Stig.

Steik, f. Steg; stegt Kjød. G.N. steik. Ogsaa figurlig om en god Fangst eller Vinding.

Steik, m. stegende Hede (= Stike). Sjelden.

steikja, v.a. (er, te), stege, brænde i en vis Grad. G.N. steikja. Steikja Braud: gjennembage Brød ved Ild. (Jf. baka). Steikja upp-atter: skjærpe Fladbrød ved en ny Stegning for at forebygge Mugning. Particip steikt.

Steikjar, m. en Steger; ogsaa om en uheldig Fisker, En som kommer tomhændet hjem. B. Stift.

Steikjepanna, f. Stegepande.

Steikjetein, m. Spid eller Stikke hvormed noget holdes over Ilden.

Steikjing, f. Stegning; Bagning ved Ild;
ogsaa om meget stærk Hede. Sjeldnere Steikning. Jf. Stike.

Stein, m. 1) Steen, Klippestykke. Nogle St. udtalt Steidn (Hard. Shl. Ryf.). G.N. steinn; Goth. stains. Ogsaa om enkelte Redskaber af Steen, som Slipestein, Kvatstein, Kvernstein. – 2) Steen som Materie eller Masse (= Grjot); f. Ex. D’er hard Stein i Brynet. (Uden Fleertal). Ogsaa om tilvirket Steen, f. Ex. Muursteen; jf. Steinty. – 3) Arnested, Ildsted i en Stue. Ork. og fl. Andre St. Aare, Gruva. – 4) Loddet paa et Fiskesnøre (uden Hensyn til Materie); s. Blystein og Jarnstein. Berg. Nordl. – 5) Steen i Frugt, Kjerne med haard Skal, f. Ex. i Kirsebær. I Fleertal tildeels om Testikler. Jf. Augnestein. Ordet bruges ogsaa som Mandsnavn (maaskee egentl. med Betydning Ædelsteen eller Juveel); saaledes Arnstein, Gunnstein, Hallstein, Torstein, Øystein. Jf. Steinbjørn, Steingrim.

steina, v.a. (ar), 1) belægge med Steen, f. Ex. til Sammenpresning. Nordl. – 2) stene, angribe med Steenkast. (Sjelden). – 3) v.n. kaste Steen. Nhl. og fl.

Steinaust, s. Steinvind.

Steinband, n. = Søkkjeband (paa Garn).

Steinbit (ii), m. 1) Steenbider, Søulv (Anarrhicas Lupus); en Fisk med usædvanlig stærke Tænder. Alm. ved Havkanten. (Isl. steinbítr). – 2) Steensuger (Petromyzon). Østl. – 3) Hundesteile (= Stikling). Tel.

Steinbjørk, f. Birk med haard og saftløs Ved.

Steinblik (i’), n. en Lav-Art, som ligner en Kalkskorpe paa Klipperne.

steinblind, adj. aldeles blind.

Steinbrjotar, m. Steenbryder; En som opvælter Steen af Jorden.

Steinbrot (o’), n. Steenbrud.

Steinbru, f. en Bro af Steen.

Steinbær, n. 1) Steenbær (= Taagebær). Nedenæs. – 2) Rodknoller af Padderok (Eqvisetum). Tel.

steindaud, adj. steendød. Ei at forvexle med steindauv: døv som en Steen.

Steindolp, m. Steenpikker (Fugl), Saxicola Oenanthe. Nordl. og flere. Hedder ellers: Steindylp, Nordre Berg. (jf. dylpa: hoppe); Steindepp og Steindibb, Tel., Steindupp, Jarlsb., Steinjubb, Mandal; Steinstert, eller “Stei’sjart”, Sæt., Steinskjørp, Gbr., Steinskit, Ndm. Steinskvett, Østl. Isl. steindepill; Sv. stensqvätta.