Ivar Aasen Norsk Ordbog

spildrende (og spildrande), adv. i Forbind. spildrende ny: splinter ny. (Nogle Steder spilder ny). Ligesaa spildrende naken: splitter nøgen. Sv. spiller.

Spilekorg (i’), s. Spela.

[Spilkum, m. Kop, liden Skaal. Af det tydske Spülkumm.

Spill, m. Skylregn, kort Regnbyge. Sdm. Oftere Regnspill.

spilla, v.a. og n. (er, te), 1) spilde, lade falde; især: forøde, bortkaste; ogsaa: fordærve, gjøre unyttig. (I Hall. spylle). G.N. spilla. – 2) forspilde, tabe, miste; f. Ex. spilla sin Rett. Ogsaa: bruge ilde eller til Unytte. Spilla si Tid. Spilla Umaken. – 3) v.n. rinde, strømme. Sdm. “Han regne, so dæ spille ned”. (Jf. Spilleregn). “Dæ spillte Blod’e”: Blodet strømmede ud.

Spille, n. Spilde, Forødelse. Ganga til Spilles: gaae til Spilde.

Spilleregn, n. Skylregn, stærk Regn. Sdm. Nordl. Hedder ogsaa: Spillevatn (Spillvatn), n.

Spilling, f. Forspildelse.

Spillkvist, m. Stump af en frønnet Kvist i en Planke. Helg. (Spilkvist).

spillsam, adje. spildsom, let at forøde, eller som medfører Forødelse.

Spillsykja, f. Spedalskhed. Nordl. Paa Sdm. Spiltesykje.

spillt (spilt), adj. 1) spildt, tabt; s. spilla. – 2) spedalsk (= spitelsk). Berg. Trondh. Nordl. Jf. Spillsykja.

Spiltog (o’), n. Spiltoug, Rum for en Hest i Stalden. Østl. Lyder ogsaa Spiltaug el. Spiltau. (Maaskee rettest Spiltaag; see Taag). Sv. spilta.

Spindværing, m. Indbygger af Distriktet Spind ved Lindesnæs.

spinken, adj. spinkel, mager.

spinna, v.a. og n. (spinn, spann, spunnet), 1) spinde, snoe, gjøre Traad. G.N. spinna. Imperf. Fl. spunno (Hall.). – 2) v.n. sysle med Spinding. – 3) svinge rundt, hvirvle. Nordl.

spinnande, adj. tjenlig til at spinde.

Spinnar, m. en Spinder (Spinderske). Spinnarløn, f. Spindeløn.

Spinnel, m. et Slags Dreierbænk. Berg. Stift.

Spinning, f. Spinden (= Spune).

Spinnkjerring, f. 1) Spindekone. 2) Edderkop. Nordl.

Spir (ii), m. 1) Spiir, smal Top, f. Ex. paa et Taarn; ogsaa om Straalerne i en Krone. (Sv. spira). – 2) Strøm, Straale af sprudlende Vædske. N. Berg. – 3) et Spektakel, Særsyn. Sdm. “Dei fekk sjaa ein Spir”. “Dæ hende ein Spir”. o.s.v. Jf. Spegel.

Spir, m. (2), liden Makrel (= Pir, Geir). Ryf. Sfj.

Spira, f. 1) Stamme af et ungt Træ, Sparre, Bjælketræ. Østl. Sv. spira. – 2) Bjælke eller Grundstok i en Bro. Smaal. 3) Hase, Fodsene; især paa Heste. Tel. (Jf. spirsliten). – 4) et Faar med Horn (= Hyrna). Tel.

spira, v.n. (er, de), 1) spire, skyde op. Ikke alm. (s. renna, brydda, aala). – 2) sprudle, strømme, vælde frem i en Straale. Nordre Berg. Hall. (Jf. Spir). Imperf. sædvanlig spirte.

spirsliten, adj. svækket i Fødderne, forstrækket i Føddernes Sener; om Heste. Tel. S. Spira, 3.

spirven (i’), adj. spædlemmet, smal, tynd. Hall. (Hoel), hvor det ogsaa hedder spirvelima(d) og spirveleitt. Vel egentl. sperven. Jf. D. spærlemmet.

Spis, m. Ildsted, Arnested. Smaal. Tel. I Rbg. Speis; s. Peis.

[spisk, adj. spids, tilspidset. Sv. spetsig; af T. spitzig. See Spit.

Spiss (ii), n. lækker Mad. “D’er godt
Spiss” (el. Spis), siges f. Ex. om meget velsmagende Fisk. Sdm. og fl. G.N. spíz, egentl. Specerier; Eng. spice, Fr. epice (espice).

spissa (ii), v.n. (er, te), 1) forslaae, række til, blive nok. Østerd. Indh. “Dæ spiss’ int”: det forslaar ikke. (Sv. spisa). Vel egentl. mætte, forsyne. – 2) spise, æde. (Kun af og til brugl.). Fremmedt Ord.

spissa, v.a. splidse; s. spleisa.

Spissøl, n. Efterbryg, det sidste eller tyndeste Øl i en Brygning. B. Stift, Hall. og fl. Mest alm. Spissel (ii). Sv. spisöl.

Spit (ii), n. Fortræd, Fornærmelse, Opirrelse; ogsaa Spot, spydige Ord. Søndre Berg. ogsaa i Nordl. Sv. Dial. spit; Nt. spiet; Eng. spite.

Spit (i’), n. Strikning; s. Spyt.

Spit (i’), m. Spids, Od, tilspidset Nagle eller Pind. Østl. (Rom. Gbr.). Nogle St. “Speet”. Jf. D. Spid, Nt. spitt, T. Spitz. Andre St. Spyta (y’).

Spit (ii), m. Haartop, Lok. Trondh. (Tydal).

spita (i’), v.n. (ar), blive smalere mod Enden, løbe ud i en Spids (= kvessa), skata). Tel. Num. (Jf. Spit). Ogsaa v.a. fæste med en Pind, s. spyta.

Spital (i’), n. og m. Hospital; Sygehuus. Nogle St. Spytal (y’), Spøtal. (Berg. Stift). G.N. spitali, m. af Lat. hospitalis.

spitelsk (i’), adj. spedalsk (= spillt). Nogle St. spytelsk (y’), spøtælsk’e. Sv. spetälsk). Af Spital.

spitig (ii), adj. spydig, spodsk, tirrende. Søndre Berg. S. Spit, n.

Spitord, n. spydige, tirrende Ord. Sogn og fl. I Nhl. ogsaa “Spitøre”, for Spitørde.

spitra, v.n. sprudle; s. sprita.

spjaaka, v.a. udpynte, udmaie. Buskr.

Spjeld, n. 1) Bræt, Skive; Plade hvormed man lukker en Aabning. f. Ex. en Skorsteenspibe. Temmelig alm. G.N. spjald, speld; Sv. spjell. (Jf. Goth. spilda: Fjel). – 2) en liden Hylde; Hjørnehylde, dannet af en trekantet Skive. Nordre Berg. – 3) Vandskovl, Vandfang paa et Møllehjul. B. Stift. (Jf. Kastespjeld). – 4) en liden Ramme at væve i (= Vevgrind, Vandgrind). Smaal.

Spjelder, n. s. Stille.

Spjelk, m. 1) Støtte, Spile som bindes til brækkede Rør eller Stænger og ligeledes til beskadigede Lemmer for at holde dem stive. Temmelig alm. Isl. spelka, Ang. spelc; Sv. spjele. – 2) Spændetræ, Spile hvormed en Væv holdes udstrakt i Bredden. B. Stift. Andre Steder Sparre og Sprote. Isl. spjálk, f. – 3) den forreste Deel af Skinnebenet (= Leggspik). Rbg. i Formen Spjolk.

spjelka, v.a. (ar), støtte med Spiler eller Splinter, forbinde med en Spile (Spjelk). Part. spjelkad.

spjerr (eller spjær), adv. vild, blindt hen. Smaal. “Kjøre spjær”: kjøre løbsk, eller i vild Flugt.

spjerra, v.a. splitte, rive, oprive. Smaal. Ogsaa udtalt spjære.

Spjerra, f. Split, Rift. Smaal.

spjerten, adj. stolt, strunk. Sogn.

Spjot (oo), n. Spyd, Stikvaaben. Rbg. Ellers alm. Spjut. G.N. spjót.

Spjote, m. 1) smal eller spids Kile. Tel. – 2) Rygspids, det opadstaaende, spydformige Been i en Ryghvirvel. Tel. Andre St. Ryggtind. I Guldalen “Spjutu”, f. et tyndt Been (?).

Spjut, s. Spjot.

Spjæling, s. Spæling. – spjær, s. spjerr.

Spjør (ø’), f. Klud, Lap, Strimmel. Rbg. Nhl. Sdm. Det held Liten (i’), solenge som der er Spjør atter. G.N. spjör. Ogsaa: Finne paa Fisk (= Fjøder). Romsd. (?). – En anden Form er Spjørre, m. Lap, Stump. Tel. Guldalen.

[spleisa, v.a. splidse, sammenflette (Toug). Holl. splitsen. Hedder ogsaa “spissa”, Sdm. Nordl.

Splint, f. Tværnagle, Kile at fæste med. Nordre Berg.

Splint, m. en Landstryger. Nhl. Splintalag, eller Splintafylgje, n. Selskab af omstreifende urolige Folk.

Split (ii), f. Splid, Fiendskab. (Nyt Ord).

Splitt, m. = Plitt, Plikt. Toten.

Spo, s. Spon.

Spoda (o’), f. 1) en liden smal Skovl, f. Ex. til Omrøring i Korn som tørres ved Ild. Nordre Berg. – 2) Brødstikke, lang Pind hvormed Fladbrød flyttes og vendes i Bagningen. Brugt i Formen Spo’a og Spøa, Nordl., Spodo, Namd., Spudu, Indh. Ork., og Spugu, Ork. Paa Sdm. derimod: Spade, m. (Andre St. Fløyg). Jf. Spaud.

Spoe (Fugl), s. Spue.

Spol (o’), f. Strimmel, Vævbredde i en sammensat Dug. Rbg. Egentl. kun en Form af det følgende.

Spol (o’), m. 1) Spile, Stang, en af Ribberne i en Grind eller Rist. I Hall. Spøl, med Fl. Spøli (Spoler). I Tel. tildeels Spola (o’), f. G.N. spölr (pl. spelir). Andre St. Rim. – 2) Stribe, Linie i stribet Tøi; ogsa en Strimmel. Tel. (Vinje). Jf. Bringspolor og Spela (af en Grundform Spal).

spola (oo), v.n. (ar), gjøre Spoler, opvinde Traad til Islæt. Nogle St. spøla og spjola.

Spole (oo), m. Væverspole, aflangt Traadnøgle til Islæt. Nogle Steder Spol (oo) og Spøl; afvig. Spjole, Sogn, Hall. (Sv. spole). – Spole-tre, n. Teen hvorpaa
Spoler opvindes.

Spon (oo), m. 1) Spaan, tynd Skive af Træ. Nogle St. Spo. (Sdm.). Fleertal tildeels “Spøner”; mere alm. Sponar. G.N. spónn, pl. spœnir. Jf. Spøna. – 2) Spiseskee, Træskee, især med tvært eller afstumpet Blad. Sætersd. Hall. Gbr. G.N. spónn; Eng. spoon. – 3) Tagspaan, smaa Træskiver at tække med. Tildeels ogsaa: en liden Splint; s. Dragspon, Rekspon.

Sponbork, m. Kork, Korketræets Bark.

Spone, s. Spune.

Spong (Spaang), f. (Fl. Spenger), 1) en smal Plade, Skinne, Jernbeslag; f. Ex. paa Hjul, Slædemeder og deslige. Alm. i de sydlige og vestlige Egne. G.N. spöng (spengr). Heraf spengja. – 2) en liden Bro, dannet af nogle faa Stokke. Indh. (Sv. spång). – 3) et lidet Loft, eller et smalt Fjelegulv (= Ram, Lem). Nhl. – 4) Iisflage, Iisbælte tværs over en Aa eller Fjord. B. Stift. G.N. spöng. – 5) en Tværstribe, et Vindkast som gjør en mørk Stribe paa Vandfladen. Trondh. og flere. Jf. spengja.

spongad, adj. beslaaet med Skinner (= spengd). Egentl. for spangad.

sponglaus, adj. forslidt i Skinnerne.

Spongslede, m. Slæde med jernbeslaaede Meder. (Jarnskoning).

Sponn, s. Spann.

Spontak, n. Spaanetag. – spontekkja, v.a. tække med Spaan eller smaa Træskiver. Particip spontakt.

Sponøskja, f. Æske dannet af en sammenbøiet Spaan.

Spor (o’), n. 1) Spor, Fodspor; Mærke efter Gang. Ikke meget brugl. (Jf. Far, Slag, Fet, Stoppa). G.N. spor. – 2) Hul, hvori en Stolpe eller Støtte nedsættes; især om Mastesporet i Baad eller Fartøi. – 3) Tange paa en Lee, den Spore som drives ind i Skaftet. Sæt. Tel. Sogn, Sfj. Afvig. Sporv (eller Spørv), n. Hall. Jf. Tjo. Hertil Sporhol, n. Hullet hvori Leen fæstes.

Spor (oo), s. Spord.

spora (o’), v.n. (ar), opsparke Jorden, træde haardt saa at der viser sig dybe Spor. B. Stift.

Spord, m. Stjert, Hale; paa Fisk. Mest alm. Spoor, nogle St. Spol (tykt L); paa Sdm. tildeels Spur (u’). G.N. spordr. Sv. Dial. spor, spol. Sjeldnere med Betydn. Spids, yderste Ende, s. Bryggjespord og Bruspord.

sporda, v.n. rende bort, flygte. Nordl. (spora). Vel egentl. vende Halen til.

Spore (o’), m. en Spore, Pig, Torn. Afvig. “Spaaraa”, Østerd. Solør. G.N. spori.

Sporhol (o’, o’), n. s. Spor.

Sporr, og Sporrhauk, s. Sporv.

sporstøyta (o’), v.n. (er, te), trampe og løbe stærkt, opsparke Jorden ved Løb eller Trampen. Nordre Berg. Ogsaa om Fiske som hoppe op over Vandet. (Dog neppe af Spord).

Sporv (o’), m. Spurv (Fugl). Tildeels afvig. Sparv, Indh. (Snaasen), Sporr, Toten og fl., Spør, Solør. G.N. spörr; Sv. sparf; Eng. sparrow, Goth. sparva. – Sporveband, n. = Spikkeband. Sporvehauk, m. Spurvehøg. (Sporrhauk, Toten). Sporvereid, n. Spurverede. Sporvunge, m. Spurveunge.

[sposk (o’), adj. spodsk, tirrende.

Spott, f. Spot, Haan; Skadefryd. G.N. spott, n.

Spott, m. Plet, Flæk; lidet Jordstykke. (Jordspott, Aakerspott). Sæt. Tel. Isl. spotti: Stump. Jf. Eng. spot.

spotta, v.a. (ar), spotte, haane; bespotte. G.N. spotta.

Spottebrev, n. Brev med spottende eller fornærmeligt Indhold.

Spottegauk, m. Spottefugl, Spotter.

spotteleg, adj. bespottelig, skammelig.

Spottevisa, f. spottende Vise, Nidvise.

Spottord, n. spottende Ord.

spottsam, adj. spottelysten. Lidet brugl.

sprada (?), v.a. sprøyte, stænke (= skvetta). Smaal. i Formen “spra”.

spraka, v.n. (ar), sprage, knitre. Østl. I Gbr. spraakaa.

Sprake (kj), m. Enebærtræ (= Brake). Sogn, Voss. Hertil: Sprakabær, Sprakalog, Sprakasmak og fl. S. Eine.

Sprakk, m. smaa sprællende Dyr (Larver) i Vandet. Tel. (Vinje). Nogle St. Sprakl, n. (Tinn). Jf. G.N. spradka: sprælle.

sprala, v.n. (ar), sprælle, sprætte, vride sig; især om Fisk. B. Stift, Nordl. Nogle St. spræla (er, te). Sv. Dial. sprala, spralla; Eng. sprawl. – Spraling, f. sprællende Bevægelse.

Sprang, n. 1, Spring, Løb, stærk Løben. Alm. I Berg. Stift: Spraang. (Sv. språng). Det kann ingen taka honom paa Sprang: ingen kan indhente ham i Løb, eller ved at løbe efter. Standa paa Spranget: staae færdig til at løbe, eller gaae. Leggja til Sprangs: tage Tilløb, sætte sig i Fart. Han gjerer ikkje stort Spranget: han løber ikke langt, han holder sig rolig. Han heve gjort sitt Sprang: hans Løbebane er endt; det bedste er forbi med ham. (B. Stift). Jf. springa.

Sprang, n. 2, Fryndser, smaa Duske i Kanten af en Dug. Øvre Østerd. (I Aamot: Sprangler). G.N. sprang. Paa andre Steder skal Sprang betegne en liden Løkke eller Stroppe.

spranga, v.a. besætte med Fryndser eller Sprang. Østerd. (sjelden).

Spranghopp, n. høit Hop, Luftspring. Hall.

spratt (drev), s. spretta.

Spraut, f. Stillepind i en Fælde; Støtte
som falder ved en Berørelse. Tel. (Vinje, Raudland). Jf. sprøyta og Sprot.

spraut, adj. stind, spændelig, elastisk, eller som taaler stærk Bøining. Tel. (Vinje).

Spraak, n. Sprog; Bibelsprog; Ordsprog, Talemaade. (I Ork. ogsaa: Spøg, Skjemt). Nyt Ord efter det tydske Sprache. Hertil: spraaka, v.n. (ar), bruge usædvanlige eller fremmede Ord; have særegne Talemaader; ogsaa bruge mange Citater, Bibelsprog eller deslige.

spraata, v.n. (ar), snakke, passiare. Tel. Hertil Spraat, n. Snak, Prat. spraatug, adj. snaksom.

Spraata, s. Sprote.

spreida, v.a. (er, de), sprede, udbrede. Mindre brugl. (spreie).

Spreisegl, s. Spritsegl.

Sprekk, m. Brist, Revne. Østl.

sprekka, v.n. (sprekk, sprakk, sprokket), sprække, revne. I Nordl. ogsaa: døe, krepere; om Dyr. Supin lyder deels sprokkje, deels sprukkje. Inf. hedder ogsaa sprikka (sprikk’), Trondh. (Sv. spricka). Ordet er egentlig udgaaet fra springa (sprakk).

Sprekka, f. s. Sprokka, Sprunga.

Sprekla, f. Prik, liden Plet. Brugt i Fleertal (Spreklor); dog ikke alm.

spreklutt, adj. spraglet, spættet. Nogle St. spriklett. Sv. spräcklig.

Spreng, m. 1) Sprængning, Splittelse. – 2) en voldsom Anstrengelse, en haard Dyst (s. sprengja). Det gjekk paa Sprengen: det gik haardt til; man anstrengte sig til det yderste. – 3) en stærk Udvidelse, Udspændelse, Overfyldning; saaledes ogsaa: Smerte, Pine. Jf. Hovudspreng. (Som Modsætning s. Sleng og Sveng).

sprengd, part. sprængt; ogsaa: fordærvet ved Anstrengelse, ødelagt.

Sprenghug, m. ustyrlig Lyst. Nordl.

sprengja, v.a. (er, de), 1) sprænge, faae til at springe eller briste. Sprengja ein Stein, ei Mina, ein Kaun osv. G.N. sprengja. – 2) overspænde, overanstrenge. Sprengja seg: anstrenge sig saa, at en Lammelse eller Vanmagt paafølger. Sprengja ein Hest: drive en Hest saa stærkt, at den faar en indvortes Skade. Han sprengde Maalet sitt: han skadede sin Stemme ved at raabe for stærkt. 3) udspile, spænde (ved et Tryk indenfra). Sprengja ut Bandet: udvide et Baand ved Presning. Sprengja seg med Mat: overfylde sig. Det sprengjer paa: det presser, trykker (udad). – 4) besprænge, bestrøe. (Sjelden; s. saltsprengja). T. sprengen.

Sprengkulde, m. stærk Kulde. Østl.

Sprengrot, f. en giftig (men i visse Tilfælde lægende) Urt, Cicuta virosa. Trondh. (Stjordal). I Gbr. kaldet Selsnæpa, af Distriktet Sel (Sell), hvor den voxer i Mængde. Sv. sprängört.

Sprengsrid, f. et ødelæggende Anfald; en Dødskamp. Tel.

Sprengtak, n. en haard Anstrengelse.

Sprett, m. 1) Stænk, Strøm af noget som sprutter eller driver, f. Ex. Jord el. Dynd. Faa ein Sprett paa Klædi sine. – 2) Spire, Begyndelse, det som først kommer frem; f. Ex. den første Drik af en Tønde, den første Ret af et vist Forraad. Jæd. og fl. – 3) en Pind eller Stikke; et Plekter til et Strenge-Instrument. Tel. – 4) som Plantenavn: Melica cærulea. Tel. – 5) sprællende Smaadyr i Vand. Mandal og flere. Jf. Sprakk. – 6) en Spradebasse, Straajunker.

spretta, v.n. (sprett, spratt, sprottet), 1) skyde frem, springe ud, spire; om Løv og Blomster; sjeldnere om Græs, Haar og desl. G.N. spretta. – 2) rinde op, om Solen; vise de første Straaler i Bjergtoppene. – 3) sprutte, spredes pludselig, drive, fyge; f. Ex. om Gnister, om Splinter af Steen eller Træ, o.s.v. Han heldt paa aa hogga, so det spratt Flisarne (el. so Flisarne sprotto). – 4) løsne, splittes, falde ud. Bandet spratt av. Saumen spratt upp. Spretta sunder: springe i Stykker. Jf. Det spratt upp or honom: han kom til at nævne det, at sige det uforvarende. (Nordre Berg.). – 5) fare op, reise sig hastigt. Tel. og fl. Sv. spritta.

spretta, v.a. (er, e), 1) løse, spænde op, skille fra. G.N. spretta; Sv. sprätta. Spretta upp ein Saum: opskjære en Søm. Dei hadde sprett Ermarne av: skaaret Ærmerne fra. Spretta Hesten fraa: løse Hesten fra Kjøretøiet. – 2) aabne, begynde paa; f. Ex. spretta ei Tunna (el. paa ei Tunna): tappe for første Gang af en fuld Tønde. Jæd. og fl. Saaledes ogsaa: røre, berøre, og tildeels: bringe til en Berørelse. Eit Tre, som ingen fekk spretta Kniv i, dvs. som ingen skulde røre med Kniv. Sogn og fl. Jf. Eg hadde ikkje sprett ein Finger aat honom, dvs. ikke gjort ham det mindste ondt. (Vel egentl. sprett med Fingren). – 3) sprede, faae til at sprutte eller drive. Dei sprette Sand paa honom. Spretta ut yver: drysse, udsprede. Spretta Høy: udbrede Hø til Tørring. Smaal. – 4) hugge Skurer i Træ; s. sprettetelgja. – 5) v.n. sprade, spanke, gaae stivt. Han gjekk og sprette som ein Hane. – Particip sprett (uppsprett, avsprett osv.).

Spretta, f. 1) Stang eller Spile i en Grind (= Rim, Spol). Smaal. – 2) en stolt spradende Kvinde. Jf. Sprett.

sprettande, adj. udspringende; ogsaa drivende, spruttende. I sprettande Tan: i flyvende Fart. Hadeland.

Sprettar, m. Spradebasse (= Sprett).

Sprette, n. et Slags Spænde med en bred Hage, f. Ex. i et Bælte. Sæt. Tel.

Spretteboge (o’), m. Skydebue.

Sprettegard, m. Gjærde som er gjort af
Stænger (s. Spretta). Smaal.

spretten, adj. 1) spruttende, som let springer eller driver. 2) spradende, stolt.

sprettetelgja, v.a. (er, de), tilhugge Tømmerstokke paa en egen Maade, nemlig med smaa bølgeformige Tværstriber paa Siderne. Tel. Nogle Steder “sprettetægje”, med Particip “sprettetægd”. (Modsat flattelgja).

Spretting, f. 1) Udspringen, Fremkomst. Jf. Lauvspretting, Solspretting. – 2) Sprutten, Driven; ogsaa Spraderie; see spretta.

sprettug, adj. rask, frisk, livlig (omtr. som spræk). Gbr.

sprikja, v.a. og n. (er, te), 1) udspærre, udspile, sætte ud fra hinanden. Han stod og sprikte Fingrarne. Sprikja seg: gjøre sig bred, sætte Arme og Been udad. Tel. Østl. (Sv. Dial. sprika). – 2) v.n. strutte, staae i en udspærret Stilling; f. Ex. om Kviste, Børster, Kornene paa et Ax osv. (Temmelig alm.). Ogsaa: svulme, staae udspændt af Fylde; f. Ex. om et Yver. (B. Stift). Det stend, so det sprikjer. Saaledes om Klæder, som staae vidt ud fra Kroppen; ofte ogsaa om Personen selv (ligesom sprikja seg). Ho gjekk og sprikte med ein ny Stakk. Han gjeng og sprikjer med Armom.

sprikjande, adj. struttende, udspærret; ogsaa: svulmende, meget fyldig.

Sprikjebygg, n. Byg med udadstaaende Korn; sexradet Byg. Tel. og fl.

sprikjematad, adj. rigtig fuldmoden, med svulmende Kjerne. Gbr. (Sprikjemaataa).

sprikjen, adj. 1) svulmende (= sprikjande). 2) meget frisk og livlig. Nordre Berg.

sprikka, s. sprekka. – spriklutt, s. spreklutt.

Spring, m. 1) Springflod, stærk Stigning i Søen. Nordl. – 2) Vandspring, Vandpost. – 3) en Malm-Aare i en Klippe. Nedenæs.

springa, v.n. (spring, sprang, sprunget), at springe osv. Imperf. afvig. spraang, B. Stift. Imperf. Fl. sprungo, Hall. Vald.; andre St. sprunge. Supin. sædvanlig sprungje. G.N. springa (spring, sprakk, sprungit). – Betydning: 1) sprække, briste, sprænges. Springa sunder, springa upp, og fl. I denne Betydning kan Imperf. ogsaa hedde sprakk; og Ordet kan ogsaa gaae over i Formen sprekka (sprekk, sprakk, sprukket), som forhen anført. – 2) bryde løs, styrte frem; f. Ex. om Vand, dog mindre brugeligt. Jf. spretta. – 3) løbe, rende, gaae i Løbeskridt, eller i stærkeste Grad. Alm. og meget brugl. (Paa Østl. siges dog tildeels oftere fljuga, eller fly). Ligt Sv. springa, og afvig. fra D. springe, som her hedder hoppa eller byksa. – Afledninger: Sprang, sprengja, Sprunga.

Springar, m. 1) en Løber, Hurtigløber. – 2) en Dands, hvori man løber rundt i en Cirkel uden at vende sig. – 3) et Slags Delfin eller Hvaldyr, Delphinus Delphis.

Springflod, f. Springflod, høi Flod.

Springhest, m. Springholt i en Væv. B. Stift.

Springing, f. Løben, Renden.

Sprit, n. (?), Stang at udspænde et Seil med. Shl. (Holl. spriet). – Spritsegl, n. Sprødseil. I Nhl. “Spreisegl”.

sprita, v.n. sprudle, strømme. Ndm. I Hall. spitra (ii). Jf. spruta.

sprjona, stirre; s. sprona.

Spro, f. Hals, Svælg. Indre-Sogn. Svelgja i Sproi: sluge noget som er for stort eller for haardt til at glide igjennem Svælget. (Andre St. svelgja i Halsen).

Sprokka, f. Sprække, liden Rift. Paa Sdm. Sproke (o’). “Dæ finst ikkje Sproke paa”: det er aldeles heelt og jævnt.

sprokken, part. sprukken; s. sprekka.

sprokna (o’), v.n. revne (= sprotna).

sprona (oo), v.n. (er, te), stirre, gjøre store Øine. Hall. Afvig. sprjone, Tel. (Moland).