Ivar Aasen Norsk Ordbog

spronøygd, adj. storøiet; ogsaa nysgjerrig, stirrende. Tel. (sprjonøygd’e).

Sprosa, s. Sprøyta.

Sprot (o’), n. en liden Stang; en Stikke til Udspærring af Fiskegarn, m.m. Østerd. Sv. Dial. spröt og spraut: Ærtestang osv. Jf. Spraut.

Sprota (o’), f. en omgaaende Syge (= Farang). Sfj.

Sprote (o’), m. 1) en Stikke, en tynd Kjæp. Østl. (?). I Østerd. Spraataa. G.N. sproti. Sv. språte. (Jf. Sprot). – 2) Spile el. Spændtræ i en Væv (= Spjelk). Hall. Vald. – 3) en liden Holk eller Dopsko, f. Ex. paa et Snørebaand. Voss. – 4) en bred Hage eller Hægte paa et Bælte. Nfj. Ogsaa i Rbg. og Tel. om et Slags Spænde i et Bælte, deraf kaldet “Sprotabelte”. – 5) Tegn, Mærke (maaskee egentl. Spire). Nfj. Sdm. Me faa snart sjaa Sproten utav di: det vil snart vise sig.

sprotna (o’), v.n. (ar), revne, løsnes op; f. Ex. om Søm i Klæder. B. Stift, Nordl. (sprottna). Jf. spretta.

Sprotta, f. Split, Aabning i Klæder. B. Stift. Jf. Smotta.

sprotten, part. 1) udsprunget, f. Ex. om Løv; ogsaa om det første Tegn til Kjerne i Frugt. 2) oprunden, om Solen. 3) splittet, revnet; s. spretta.

sprova, v.n. (ar), speide, kige ud, see sig om. Vald. (Jf. sprona). Hertil Sprov, n. Udkig, Speiderie.

Sprunga, f. Sprække, Revne i Træ; ogsaa om Sprækker i Huden. Temmelig alm. Ellers i anden Form Spryngja (Spryngj’), Namd. og Spryngla, Vald. Isl. sprunga.

sprungen, part. sprukken, brusten; s. springa.

Spruns, s. Spuns.


spruta, v.n. (er, te), sprudle, vælde frem; ogsaa sprude. Shl. og fl. Hedder ogsaa spryta. Andre Steder sputra. Ordene spraut, Sprote og sprøyta synes at henvise til et Stamord spruta eller sprjota (spryt, spraut, sprotet) med Betydn. springe eller udspringe. Jf. T. sprießen og Eng. sprout.

Spruta, f. Blæksprutte (Sødyr), Sepia. Søndre Berg. Ogsaa kaldet Sprøyta, Shl., og Sputa, Sogn. Andre Steder Akkar, Haldar, Kaula.

Spryngja, f. Sprække, s. Sprunga.

Spryta, f. Strøm, Vandstraale. Shl.

Spræk, n. Spaaner, smaat Affald af Træ. Hard. (Isl. sprek: frønnet Træ). Jf. Spæk.

spræk, adj. fyrig, frisk, livlig. Temmelig alm. dog tildeels med lidt afvigende Betydning; saaledes: a) urolig, vild, sky; om Dyr. Nordl. b) kaad, overgiven lystig. B. Stift. c) kjæk, dygtig; ogsaa: ypperlig, fortrinlig (omtr. som frak). Jæd. Rbg. Tel. og fl. G.N. sprækr: rask. Sv. Dial. spræker: munter.

Sprækleike, m. Fyrighed, Friskhed.

Spræn, m. 1) en fremsprudlende Strøm, en Vandstraale. Tel. – 2) en Kryster; s. Spræna.

spræna, v.n. (er, te), 1) sprudle, sprøite, vælde frem. Tel. Gbr. Sdm. G.N. spræna. – 2) rende bort, løbe af Frygt. Sdm. (Jf. skvetta). Hertil: Spræn, m. og Spræna, f. En som let bliver ræd og flygter.

Sprøa, f. en Sygdom i Halsen eller Svælget (hos Børn); Mundsvie, Trøske (?). Sfj., ogsaa i Nordl. Jf. Spro.

sprøyta, v.n. (er, te), 1) spænde, prelle, slaae sig tilbage; f. Ex. om en Staalfjæder. Tel. (Jf. spraut, adj.). – 2) v.a. (sprøyta seg): vrikke, slænge sig til Siderne. Tel. – 3) sprøite, stænke (= skvetta). Jf. spruta.

Sprøyta, f. 1) Stang imellem Ruderne i et Vindue. Trondh. Nogle St. Sprøta; ogsaa “Sprosa” (T. Sprosse). – 2) en Vandsprøite. – 3) Blæksprutte; s. Spruta.

Spudu, s. Spoda.

Spue, m. Spove, et Slags Sneppe (Numenius arquata). Nogle St. Spoe.

Spune, m. 1) Spinden, det Arbeide at spinde. Isl. spuni; Sv. spånad. – 2) Spind, noget som er spundet eller skal spindes. Hedder tildeels Spone; ogsaa Spona, Østl., Spaanaa, Gbr.

spunnen, part. spunden; s. spinna.

Spuns, n. 1) Spunds, Prop; ogs. Spundshul. (T. Spund). I Tel. Spruns. Jf. Sv. sprund. – 2) en Rude i vævet Tøi; hertil spunsad, og spunsutt, adj. tærnet, rudet.

spunsa, v.a. (ar), sætte Spunds i.

Spunur, s. Spenel.

Spurd (u’), part. spurgt; ogsaa: hørt; see spyrja. Nogle St. spur’e (u’), B. Stift.

Spurdag, m. Spørgsmaal, Efterspørgsel. Hard. Helg. og fl. G.N. spurdagi. Ogsaa en Benævnelse paa En, som spørger meget. Sdm.

Spurlag (u’), n. Efterretning (= Spurnad). Tel. Vald. I Smaal. Spørlag.

Spurn (u’), f. Spørgsmaal; ogsaa Efterretning. Nhl. G.N. spurn.

Spurnad (u’), m. 1) Efterspørgsel. Det kom Spurnad etter det. Nordre Berg. Helg. – 2) Efterretning, Tidende. Me fingo Spurnad av det.

Spurning (u’), f. Spørgsmaal; ogsaa: en Gaade, en vanskelig Opgave.

Spurrak (u’), n. en Gaade. Valders. (Sporak). Dunkelt; formod. Spur-rak, jf. rekkja: efterspore.

Spursmann, m. En som fremfører et Spørgsmaal. (Modsat Svarsmann). Tel.

Spursmaal, n. Spørgsmaal; Opgave til at besvare. Spursmaalbok, f. Lærebog. affattet i Spørgsmaal og Svar.

spurvis (u’, ii), adj. flittig i at spørge, el. som idelig har noget at spørge om. Søndre Berg. Tel. og fl.

Sputa, s. Spruta.

sputra (uu), v.a. og n. (ar), sprude, udsprøyte; ogsaa spytte. B. Stift. Hall. Vald. Jf. spruta. (Ogsaa Nt. sprutten og sputtern; Eng. spurt og sputter). Hertil Sputer (Spuut’r), m. en udsprøitet Strøm eller Straale. Nogle St. Sprut(uu).

Sputt (u’), n. Spyt, udspyttet Vædske. (Forskjelligt fra Raake og Sleve). S. følg.

sputta (u’), v.n. (ar), spytte. Søndre Berg. Jæd. Rbg. og fl. Andre St. spytta (y’); i Tel. ogsaa spyte (yy). G.N. spýta. Jf. Sv. spotta; Eng. spit. – Sputting, f. Spytten.

spya, v.n. (r, dde), spye, brække sig. (Skal tildeels forekomme med en stærk Bøining: Imperf. spau). G.N. spýa (spý, spjó, spúit). Heraf Spya, f. Spy. spyeleg, adj. meget væmmelig. spyen, adj. tilbøielig til at spye. Spying, f. Brækning.

spyrja (y’), v.n. og a. (spyr, spurde, spurt), 1) spørge, bede sig underrettet om noget. Inf. nogle St. “spøra”; ogsaa Præs. spør, dog mangesteds spyr’e (y’), egentl. spyr’er. Imperf. nogle St. spure (u’) og spore. G.N. spyrja (spyr, spurdi). – 2) adspørge, tilspørge En om noget. Tildeels med Personen i Dativ; f. Ex. Han spurde Foreldrom. Ogsaa: overhøre, examinere, katekisere. Presten spure Bornom. – 3) høre, faae Efterretning om. Ofte i Forbindelsen: høyra og spyrja. Saaledes ogsaa spyrjast: rygtes, blive bekjendt. Det hadde spurst: det var kommet i Folkemunde. – Spyrja etter: efterspørge; ogsaa: kræve, udkræve; f. Ex. Det spyr etter god Helsa: det kræver en
stærk Helbred. Spyrja til nokot: høre Tidende om. Spyrja upp: opspørge. Spyrja seg fram: hjælpe sig frem ved Forespørgsel; f. Ex. paa en ukjendt Vei. (Imperativ spyr, Fl. spyrje). Particip spurd. Jf. Spurn, Spurnad, Spursmaal.

spyrjande, adj. 1) spørgende. 2) passende at spørge om (= etterspyrjande).

Spyrjar, m. en Spørger; Udfritter.

Spyrjarstova (o’), f. et Sted hvor der holdes Overhøring (Katekisering). B. Stift.

Spyrjing, f. Spørgen; Overhøring.

Spyt (y’), n. Strikketøi; ogsaa: strikkede Klædningsstykker. B. Stift. Afvig. Spøt (Spød), Jæd. og fl. I Tel. Spit (i’); s. følg.

spyta (y’), v.a. (ar), strikke, binde med Strikkepinde (Spytor). B. Stift. Afvig. spøta (spøda), Jæd. I Rbg. og Tel. hedder det spita (i’), som ogsaa betegner at fæste med en Pind. – Spyta paa, eller spyta upp-atter: binde et Stykke til, strikke ny Fod i Strømper. Andre St. binda.

Spyta (y’), f. 1) Spid, tynd og tilspidset Stang. (Steikjespyta). Jf. Spit. – 2) en liden spids Nagle, en Pind, f. Ex. til at fæste et Laag med. B. Stift, ogs. Gbr. og fl. I Hall. Spitu (i’), Spetu. G.N. spyta, (maaskee spýta, af Spjot). – 3) Strikkepind, Bindingsstikke (= Sneis). Nogle St. Spøta. Vestenfjelds. Hertil Spytepar, n. et Sæt af Strikkepinde (nemlig fem Stykker).

Spyta (yy), f. Vand-Aare, Kilde. (Uppspyta). Tel. (Mo). Jf. sputta.

Spyting (y’), f. Strikning.

spytta, s. sputta.

spæda, v.a. (er, de), spæde, fortynde. Ikke alm. (Sv. späda). Part. spædd.

spægleg, farlig; s. speeleg.

spæja, v.n. (ar), speide, spionere. Lyder sædvanlig “speia”. G.N. spæja, speja. T. spähen. – Spæjar, m. en Speider. Spæjing, f. Speiderie.

Spæk, f. (og m.), Spaan, Huggespaan. Tel. Ogsaa i Formen Spækja, f. Spaaner, Træstumper. Rbg. Tel. Isl. spækja: Stump af Træ. Jf. spækja, 2.

Spæk, m. en frossen Skorpe paa Jorden (= Klake). Solør, Østerd.

spækja, v.n. (er, te), 1, fryse, stivne, faae en Iisskorpe; om Jorden. Brugl. ved Trondhjem, ogsaa i Østerd. og Solør. Nogle St. spekje, ogsaa speikje, Ork. – Particip spækt: frossen, haard.

spækja, v.n. (er, te), 2, danne Spaaner, skjære. Tel. (Vinje). “Ho spækjer godt”, siges om en Øxe, som er god til at tilhugge Træ med.

Spækja, f. Spaaner; s. Spæk.

Spæl, m. Hale, Svands. Kun om en kort Hale, saasom paa Harer, Gjeder, Reensdyr og fl. Temmelig alm., saaledes Berg. Østl. og Nordl. I Sogn udtalt “Spædl”, maaskee et gammelt spæll (?); imidlertid findes ogsaa en anden Form: Speril, Indh., Spærel, Lister. (Jf. Spord).

spælen, adj. kort og smal imod Enden; for Ex. om Træer. Sdm.

Spæling, m. en liden, tynd Figur; en smalvoxen Karl. Sdm. I Smaal. Spjæling.

Spæne, Patte; s. Spene.

Spænel, s. Spenel og Spennel.

spængja, s. spengja. spærra, s. sperra.

Spøa, s. Spoda.

Spøk, n. 1) Spøg, Skjemt. (Nyt Ord og ikke alm.). Jf. Gaman, Løgje, Skjemt. – 2) en ubetydelig Tingest, en liden eller daarlig Ting. Sdm. Hedder oftere Spøkjelse (ø’), n. Sdm. Nordl.

spøkja, v.n. (er, te), 1) spøge, skjemte (= gamsa, gantast osv.). – 2) varsle for noget, true med, være paa Nippet. Det spøkjer fyre det: der er Fare for det. Det spøkte etter det: det var nær ved; det truede stærkt. Mest brugl. i de nordlige Egne. Nogle St. spøykje; i Solør speike. (Jf. Nt. spöken, spuken; om Gjenfærd). Ellers bruges ogsaa “Spøkri”, n. Spøg, Spas; og “spøkrilaust”, adj. ret alvorligt.

spøkjeleg, adj. farlig, truende; frygtelig. Berg. Hall. Gbr. og flere. Hedder ogsaa spøkjen. Jf. speeleg.

Spøl, s. Spol. – spøla, s. spola.

Spøna, f. Spaan, tynd Splint. Nordre Berg. Mere brugl. end Spon.

spøna, v.n. (er, te), sparke, støde i Jorden; løbe stærkt; ogsaa: arbeide ivrigt, klemme dygtigt paa. Nfj. Sdm., ogsaa i Nordl. (Vel egentl. splintre). Hertil Spøneror, m. stærk eller anstrengt Roen. Nfj.

spønen, adj. stiv, haard, ubøielig; ogsaa: barsk, bister. Hall.

Spøning, f. Sparken osv. s. spøna.

Spønulv, s. Spenel.

spøra, s. spyrja. – spøta, s. spyta.

sta, s. stad og standa.

stabba, v.n. (ar), gaae sagte; ogsaa gaae vaklende. Østl. Nogle Steder stabla. (Sv. stapla).

Stabband, s. Stavband.

Stabbe, m. 1) Blok, Huggeblok; en kort Stump af en tyk Træstamme. Alm. (Sv. Dial. stabbe). Jf. Hoggstabbe; Smidjestabbe. – 2) Stabel, Bunke, tæt sammenpakket Hob, saasom af Hø i en Lade. Sogn. Vald. Østl. og fl. Isl. stabbi. – 3) et rundagtigt Skjær med steile Sider. Nordl.

Stabbending, s. Stavbending.

Stabbud, f. Stolpebod, Madbod som staar paa korte Stolper eller Blokke, saa at Gulvet ikke berører Grunden. Nordre Berg. og flere. Mere alm. Stabbur (uu), n. (Jf. Bur). Vel egentlig Stabbebud og Stabbebur, men kunde ogsaa opfattes som Stavbud og Stavbur.


Stabbur, s. forrige Ord.

Stad, n. 1) Standsning, Stilstand. See Sjoarstad. – 2) Aabred, Elvekant. Num. (Andre St. Stød og Stede). – Det stend i Stad: det staar stille, har standset. Sdm. (Maaskee til følg. Ord).

Stad, m. (Fl. Stader), 1) Sted, Punkt hvorpaa noget staar, eller har staaet. Det er komet i Staden sin. Jf. Hesjestad, Saatestad; Beltestad, Hosebandstad; Middagsstad. (Mest alm. udtalt Sta, Fl. Stae, eller Sta’r). G.N. stadr, pl. stadir. – 2) Sted, Plads eller Rum i Almindelighed. Paa nokon Stad: nogensteds. Ingen Stad: ingensteds. Nokot paa kvar Stad osv. – 3) Stad, By. Mest brugl. nordenfjelds; f. Ex. “aat Sta’a”: til Byen. – 4) Stilling, Standpunkt. Kvar i sin Stad: enhver i sin Stilling. Um eg var i din Stad: hvis jeg var i din Stilling. Ogsaa med Begreb af en Ombytning. I min Stad: i Stedet for mig, eller paa mine Vegne. I Staden fyre: i stedet for. (Sv. stad). – 5) Spor efter noget, Mærke; ogsaa Følge eller Virkning. Tel. Mandal og fl. Ein ser ikkje nokon Stad etter det, dvs. nogen Frugt eller Virkning deraf. (G.N. stadr). -6) Hjælp, Vinding (el. maaskee egentl. Varighed). Tel. “D’æ ikkje nokon Sta i dæ”: det hjælper ikke meget. – Ellers ogsaa med flere Betydninger i Sammensætning, som Bønstad, Lovstad, Understad, Tvistad, Vevstad. Af andre Forbindelser mærkes: Av Stad, dvs. afsted, hen, bort. Aa Stad: paa Stedet; ogsaa: til Veie. Det kom berre vondt aa Stad: det havde kun onde Følger. I Stad: paa Stedet; ogsaa om Tid; f. Ex. Han var her no i Stad, dvs. nylig, for et Øieblik siden. Paa Østl. betegner det ogsaa: strax, om et Øieblik. Vera i Stade (Stae): være i Ro, forblive paa samme Sted. Rbg. Til Stadar: til Stedet; ogsaa tilstede, nærværende. Hard. Shl. og fl. (i Formen Sta’ar). – Fleertallets Dativ Stodom (o’) bruges paa Sdm. i visse særegne Forbindelser, som “nokraa Stodaa” (= paa nokre Stader), “sumaa Stodaa” (= paa sume Stader), “ollaa Stodaa” (= paa alle Stader). Nogle Steder forkortet til Sto’aa, eller Staa, f. Ex. “ollaa Staa”. Ved Trondhjem forekommer “Sto’om” i Stedsnavne, f. Ex. paa Vallstoom, paa Riksstoom. (Ork.). I de mangfoldige Gaardsnavne med Stad, for Ex. Bjørnstad, Finnstad, Haakonstad osv. pleier Ordet ellers at staae ubøieligt og uden Fleertal.

stad, adv. hen, bort; henne, borte. (Forkortning for: av Stad). Meget brugl. i de nordlige Egne; f. Ex. springa stad, renna stad osv. Ogsaa med Betydning: ned, omkuld, f. Ex. “dette stad”, “rive stad” osv. Sdm. og flere. Saaledes ogsaa med Particip, f. Ex. stad-gjord: afsendt, udskikket; stad-sett: udstyret, pyntet; og flere.

stad, adj. stædig, trodsig, som ikke vil rokke sig af Stedet; om Heste. Mest alm. sta; i Nfj. og Sdm. stad’e. G.N. stadr.

stada, v.n. (ar), standse, slaae sig til Ro. Tel. (sta’a). Jf. stadna.

stadbeint, adv. ret fremad, ligefrem; ogsaa: strax. Smaal. (stabeint).

stadd, adj. 1) stedt, stillet. Sjelden; s. naudstadd. – 2) kommen til en modnere Alder, sat, adstadig. Hall. Jf. steda.

Stade, m. Lag, Stabel, sammenpakket Masse; saasom af Hø eller Korn i en Lade. Rbg. Tel. og flere, ogsaa paa Østl. i Formen Stae. (Andre St. Staal, Stabbe, Kagge). G.N. stadi. – Hertil stadebrend, adj. fordærvet af Hede eller Fugtighed i Laden. (staebrænd).

staden, adj. som har staaet nogen Tid. B. Stift, Gbr. og fl. D’er for litet stadet (stae): det har ikke staaet længe nok. Jf. forstanden, staurstaden, nattestaden. Afvig. stiden (i’), Sdm. – Egentl. Particip af standa.

stadfesta, v.a. (er, e), stadfæste, bekræfte. Stadfesting, f. Bekræftelse.

stadhalden, adj. fastholdt paa Stedet, standset. Afvig. “stahelden”, Hall.

stadig, adj. stadig, bestandig; ogsaa: sat, adstadig, alvorlig. NyereForm, jf. stødug.

stadleg, adj. stadig, urokkelig. (Lidet brugl.). – stadlege, adv. stadigt, uden Vaklen. Hedder ogsaa stadelege (stadele’).

stadna, v.n. (ar), standse, komme til Hvile. Temmelig alm. i Formen stana (stane). G.N. stadna; Sv. stadna, stanna.

Stadning, f. Standsning, Hvile.

stadsett, s. stad, adv.

Stadsværing, m. Indbygger af “Staden” eller Stadslandet i Nordfjord. (Den skriftlige Form “Stat” eller “Statland” maa være nedertydsk).

Stae, s. Stade. – staen, s. staden.

stafatt, s. stigfatt.

Stag, n. 1) Støttebaand, Sidebaand; for Ex. paa en Kløv. Tel. 2) stille eller stramme Staget paa en Mast. – 3) klemme, besvære. “D’æ noke so’ staga paa”: der er nogen Nød paa Færde. Sdm.

stagga, v.a. (ar), standse, hindre, holde tilbage; ogsaa: stoppe, dæmpe. Østl. (Vel egentl. stadga). Andre St. stogga.

Stagga, f. (?), Stilstand. “Dæ sto i Stagge”: det stod i Stampe, var standset i Væxten. Num. og fl.

staggande, adj. som lader sig standse.

staka, v.n. (ar), vakle, rave, være nær ved at falde. Nedenæs. Hall. Ellers i anden Form: stakra, Vald., stjaka eller sjaka, Tel. (?), sjaakaa, Gbr. Mere afvig. skjaga (Tel.), skjangla (Østl.). G.N.
staka og stakra.

staka, v.a. (ar), mærke med en Stage eller Stang. Staka upp, eller staka ut: opstage, udstikke en Linie, f. Ex. for en Vei eller Grøft.

Stakall, m. 1) Stakkel; s. Stakar. – 2) Mand, Mandfolk; især Ungkarl. Meget brugl. ved Trondhjem; ogsaa i Gbr.

Stakar m. en Stakkel. Hedder tildeels Stakkar, Østl. og Stakall, Trondh. G.N. stafkarl (dvs. Tigger); Sv. stackare. Ordet adskilles her fra “Stavkall” og bruges især i følgende Betydninger: 1) en Tigger, Betler. 2) en svag eller magtløs Person; ogsaa en uduelig Karl, en Kryster. 3) en uheldig Person eller Skabning; En som lider ondt og vækker Medlidenhed. Udtalt i en mild og venlig Tone er Ordet saaledes ogsaa et Udtryk af Ømhed og Deeltagelse. I dette Tilfælde forbindes det ofte med et andet Ord og sættes da i Genitivform, f. Ex. Stakars Barn! Stakars Folk! Stakars Hesten osv.

Stakarsdom, m. Skrøbelighed, Usselhed, Armod. Nogle St. “Stakarsheit”, f.

stakarsleg, adj. skrøbelig, ussel, armodslig; ogsaa: smaalig, lumpen.

Stake, m. 1) Stage, Pæl, Stang. Voss, Hall. og fl. (Stakje). Sv. stake. – 2) en Lysestage. Alm. Afvig. Staakaa, Gbr. Tildeels Stakje og Stjækje, Nhl.

Stakk, m. 1, Stak, Stabel, en høi opstablet Hob af Hø, Løv eller Tørv. G.N. stakkr.

Stakk, m. 2, et Skjørt, Klædningsstykke for Kvinder (rækkende fra Bæltestedet til Fødderne). Alm. (Jf. Dos). Vel egentl. en Kofte eller Kjole (ligesom G.N. stakkr); s. Skinnstakk. – Stakk-emne, n. Tøi til et Skjørt. Stakkfald, m. Kantning paa Skjørter. Stakkliv, n. Livstykke med tilføiet Skjørt.

stakka, v.a. (ar), opstable, sætte i Stak. (Nogle St. stekkja). – Ogsaa: bedække. Hertil stakka(d): belagt med Snee; om Skov eller Træer. Tel.

Stakksneis, f. Stavre eller Stage i Midten af en Høstak. Tel.

stakkutt, s. stokkutt.

stakra, v.n. rave; s. staka.

stal, s. stela. – Stalk, s. Stylk.

Stall, m. 1) Stald, Hestehuus. (Jf. Fjos). I Sæt. Stadd. G.N. stallr. – 2) Nøglekredsen i en Laas, den Ring som omfatter Nøglegangene. B. Stift. – 3) en ophøiet Flade, en Høi med flad Top. Nhl. Jf. G.N. stallr: Stillads. stalla, v.n. stalde; om Heste. Østl.

Stallband, s. Stavband.

Stallbror, s. Staalbroder.

Stalldreng, m. Staldkarl.

Stalltrev (-træv), n. Høloft i en Stald. Østl.

Stallvekkja, f. en liden Bjælde for en Hest. Nordenfjelds. Oftere i Formen Stallvækja.

Stalme, m. Opsvulmen, Updspændelse; især Mælkesyge, Overfylde af Mælk, f. Ex. i Koens Yver. Nordl. Trondh. Berg. Hedder tildeels Stolme (o’), Sogn, Nhl. og flere. Isl. stálmi. – Hertil stalmesetja, v.n. hovne, udspændes ved Tilstrømning af Mælk. stalmesett: svulmet, udspændt.

Stam (el. Stamm), m. Lugt, stærk Uddunstning. – stamma, v.n. lugte, stinke. Indh. (Sparbu). Sv. Dial. stamma, ogsaa stimma, med Imperf. stamm (Rietz 674). Jf. Holl. stoom, Eng. steam: Damp.

stam, adj. stam, stammende i Talen. G.N. stamr. Jf. migstam, som forudsætter en mere omfattende Betydning: standset, hindret.

stama, v.n. (ar), stamme, have Møie for at faae Ordene frem. G.N. stama. Stamegauk, m. En som stammer meget. (Egentl. om Gjøgen, som undertiden begynder sin Sang med en stammende Lyd).

Staming, f. stammende Tale.

Stamm, m. en Dæmning; s. Stemm. S. ogsaa Stam og Stamn.

stamma, v. s. Stam.

Stamn, m. 1) Stavn, opstaaende End af Kjølen i Baad eller Fartøi. Nogle Steder Stabn, vel ogsaa Stamm. G.N. stafn; Ang. stefn, Eng. stem. – 2) Bagvæg, Bagside i et Skab, eller i et Sengested. Smaal (mest i Formen Stamm). Jf. G.N. stafn: Tværvæg. – 3) Rum el. Gang imellem to Huse. Østerd. Lyder som Stamm, men i Fleertal “Stamner”. – En anden Betydning synes forudsat i Udtrykket “til Stams”, dvs. til sit rette Sted; saaledes paa Sdm. “faa Krytra te Stams”: faae Kreaturene hjem, el. samlede. Jf. stemna.

Stamnhald, n. den Retning hvori man vender Stavnen; et vist Punkt eller Mærke at roe efter. Paa Oplandene Stamnleid (Stamlei), f.

Stamnhjul, n. Kjølens Bøining opad mod Stavnen. “Stamjuul”, Nordl.

stamnlaus, adj. stavnløs, afstumpet.

Stamp, m. 1, en Ballie, et aabent Kar, noget ligt en Halvdeel af Tønde. Berg. Trondh. Nordl. (Andre St. Holk, Buna, Saa og fl.). G.N. stampr. Jf. Stempa, Strump, Stropp. I Nordl. ogsaa med Begreb af en Halvtønde eller en vis Portion; saaledes “ein Stamp Lina”, eller “Linestamp”, dvs. en Linesætning, en Fiskeline paa omtrent 400 Angler. Jf. Bøygel.

Stamp, m. 2, en Støder, en Kølle til at stampe eller støde med. Tel. (Jf. Eng. stamp: Stempel).

stampa, v.a. (ar), 1) stampe, støde, knuse (= stappa). Tel. og fl. – 2) valke, stampe i en Valkemølle. – 3) v.n. søle, vade, arbeide i Dynd eller Væde.


Stampa, f. Stampeværk, Valkemølle.

Stamping, f. Valkning osv.

stana, v.n. (er, te), stirre, gloe, see med Nysgjerrighed. Sdm. (stane). Om et andet stana s. stadna.

Stand, n. (og f.), 1) Stand, Stilling, Livsstilling. – 2) Tilstand, Forfatning. – 3) Stand, Orden, god Skik. Setja i Stand. Hava alt i godt Stand. I Nordl. forekommer “Stands” i Betydning: vel forsynet, ypperlig, fortræffelig; f. Ex. eit Stands Hus.