Ivar Aasen Norsk Ordbog

Storkar, m. Stormand; s. Storfolk.

Storkaup, n. en stor Handel.

storken (o’), adj. størknet, stivnet; f. Ex. om Fedt. Mest alm. storkjen. (Isl. storkinn). Jf. sterkja.

Storkjella, f. s. Storfolk.

storkløyvd, adj. kløvet i store Stykker.

storkna (o’), v.n. (ar), størkne, blive stiv (storken). G.N. storkna. Storkning, f. størknende Tilstand.

Storknape, m. en mægtig Mand (s. Knape). I Vald. Storknaape.

storkostad, adj. tilveiebragt med stor Bekostning.

storkynd, adj. bestaaende af store Personer (Individer). Eit storkyndt Folkeslag: en Slægt af store Mennesker. Sdm. (Sjeldnere end smaakynd).

storkyta, v.n. skryde meget. Hall. og flere.

Storlag, n. et stort Selskab.

storlaaten, adj. storagtig. Lidet brugl.

storlege, adv. storlig, høilig.

Storleike, m. Storhed, Størrelse.

storleitt, adj. grovladen, som har et stort eller bredt Ansigt. (Modsat smaaleitt). Hall. og fl. Andre St. storslegen. Isl. stórleitr.

storlimad (i’), adj. storlemmet.

Storljugar, m. en stor Løgner.

storlynd, adj. stormodig. Tel.

storlæja, v.n. lee høit, skoggerlee. (S. læja). I lignende Betydn. storskratta, Østl., storhodda, Num.

Storlæte, n. Stolthed, Hovmod. Tel.

storløgleg, adj. meget latterlig.

Storm, m. Storm, stærk Vind. G.N. stormr. Jf. Storveder.

storma, v.n. (ar), 1) storme, blæse haardt. – 2) larme, buldre; overhænge En med Bønner eller Paamindelser. Dei storma paa oss. Han stormar etter di. (B. Stift). Jf. styrma. Heraf Storm, n. og Storming, f. Overhæng, Plage.

Stormann (oo), m. Stormand. Med særegen Brug i den bestemte Form “Store-Mannen”, dvs. Gud. (B. Stift).

stormannsleg, adj. herlig, prægtig, rig. stormannslege, adv. rigelig, ret dygtigt.

Stormenne, n. rige eller mægtige Folk. Sfj. G.N. stórmenni.

Stormod, n. stort Mod; ogsaa: Overmod, Hovmod. stormodig, adj. dristig; ogsaa: overmodig.

stormsam, adj. stormfuld. Lidet brugl.

stormynt, adj. stormundet.

Stormyr, f. en stor Sump. Særskilt “Storemyri”, en Benævnelse paa Søen eller Havet. B. Stift.

storna (oo), v.n. blive stor. Tel.

storna (o’), v.n. (ar), raadne, opløses, frønnes; om Træ. Sogn. Nhl. Jf. stora og Stor.

Stornakke, m. en stolt Person.

stornasad, adj. stornæset; ogsaa næsviis.

Stornæme, n. usædvanligt Nemme.

stornøyten, adj. graadig, som behøver eller nyder meget.

storom, adv. meget, i høi Grad. Ork. og fl. Paa Sdm. storaa. Jf. stort.

storordug, adj. stortalende.

Storr (o’), m. Stærgræs (Carex), og flere lignende Græsarter. Alm. i de sydlige Egne til Sogn og Østerd., ogsaa i Ork. og Ndm. G.N. störr, f. Sv. starr.

Storr og Storrbrot, s. Stor, m.

storraadig, adj. dristig, som lægger store Planer. (G.N. stórrádr).

storregna, v.n. (er, de), skylregne.

storrisen (i’), adj. grov, som har store eller grove Trevler; om Væxter, ogsaa om Kjød. Sdm.

Storriv (i’), m. Garnbom i en Væverstol. Oftest: Storeriven.

storromad, adj. voluminøs (= romstor). Hall. og fl. Vel ogsaa: rummelig.

storropa, v.n. (ar), raabe høit, skraale.

storrukkad, adj. lagt i store Folder.

Storselle, m. s. Storfolk.

Storsinne, n. heftig Vrede.

storsint, adj. meget ehidsig af Naturen, heftig i Vrede. B. Stift. S. sinnad.

storsjoad, adj. om et Sted, hvor der falder stor Søgang. Der er storsjoat. Mest alm. storsjøa; paa Helg. storsya.

Storsjoan, n. stort Søfald, Springflod. Nordl. (Storsjøan). S. Sjoan.

Storskog, m. Skov af store Træer.

storskoren, adj. skaaren i store Stykker.

storskrika, v.n. skrige høit.

Storskropar, m. en Storskryder. Smaal.

Storskrøyve, n. noget som seer stort ud, eller optager meget Rum. Hall.

storslegen (e’), adj. grovladen (= storleitt). Mest alm. storslegjen (-sleien).

storsmella, v.n. knalde stærkt.

storspringa, v.n. løbe af al Magt.

storsteinutt, adj. fuld af store Stene.

storstilt, adj. storstilet. S. Stil.

storstrøymd, adj. strid, rindende med stærk Strøm; om en Elv.

Storsyn, f. usædvanligt Syn, Vidunder.

stort, adv. stort, meget, i høi Grad. Mest brugt med en Negtelse; f. Ex. Der er ikkje stort meir. Eg brydde meg ikkje stort um det. I lignende Forbindelse bruges ogsaa: større; f. Ex. D’er ikkje større til aa traa etter, dvs. ikke synderlig værdt at tragte efter. B. Stift.


Stortak, n. en stor Anstrengelse, et kraftigt Tag eller Forsøg.

Stortaus, f. en voxen Tjenestepige.

Stortaa, f. den store Taa.

stortenkt, adj. som har store Tanker eller Planer. (Nyere Ord).

stortent (-tennt), adj. stortandet.

Storting, n. Rigsdag, Forsamling af Landets Repræsentanter. (Bestemt ved Grundloven af 1814).

stortrottug, adj. meget udholdende. Hall.

storturftug, adj. som behøver meget, graadig, ikke let at tilfredsstille. B. Stift, Hall. og fl. Mest alm. storturtig (u’).

stortøk, adj. som tager meget, griber dygtigt til; saaledes ogsaa: rundhaandet, gavmild. Me faa ikkje vera stortøke: vi maa tage sparsomt af Forraadet. Alm. vest og nord i Landet. Nogle St. stortøkjen. (Ryf.).

storvaksen, adj. stor af Væxt.

Storveder, n. en usædvanlig stærk Storm. “Storveer”, Trondh. og fl. (Isl. stórvedr).

Storveg, m. Landevei; Hovedvei.

storveges, adj. storlig, betydelig; i det store (en gros). Nhl. ogsaa Trondh. og Nordl. Lyder oftest storveies (storvegjes). Afvig. storveisen, adj. svær, drøi. Sdm.

storvel (-væl), adv. meget vel, ypperligt.

Storverk, n. en stor Bedrift.

Storvis (ii), f. Stormandsskik. Paa Storviis: efter rige Folks Exempel.

storvoren (o’), adj. 1) noget stor eller drøi. – 2) storagtig, stolt. Gbr. og fl.

storvyrdig, adj. indbildsk, som har store Tanker om sig selv. Nordre Berg. Ogsaa i Formen storvyren (y’).

storvørrad, adj. storlæbet; s. Vørr.

storørd, adj. stortalende, som fører store Ord. Hard. Sdm. og fl., mest i Formen “storørt’e”. (Hører sammen med G.N. stóryrdi: store Ord). Mere alm. storordug.

Storøydar, m. stor Forøder, Ødeland.

storøygd, adj. storøiet.

stota (o’), v.n. (ar), stamme, støde an i Tale eller Læsning, famle efter Udtryk. Berg. Trondh. Nordl. (Jf. støyta). Sv. Dial. ståta, stöta; Eng. stut, stutter; T. stottern. – Stoting (o’), f. stammende Tale eller Læsning.

Stova (o’), f. 1) Stue, Værelse for en Familie; ogsaa Dagligstue i et større Vaaningshuus. – 2) Stuebygning, Vaaningshuus paa en Landsgaard (i Modsætning til Bur, Fjos, Løda og fl.). Ofte ogsaa et Forsamlingshuus, saasom Tingstova, Stemnestova, Raadstova. Sjeldnere om et Ildhuus, som i Eldstova, Badstova, Turkestova. (Maaskee den ældste Betydning). – Brugt i forskjellig Form: Stova, Berg. Stift og fl., Staua, Romsd., Stoga (o’), Stogo, Rbg. Tel., Stugu, Hall. Gbr., Stuu, Trondh., Stua, Nordl. G.N. stofa (ogs. stufa); Sv. stuga; jf. Eng. stove: Ildhuus; Ital. stufa: Badstue. – Hertil Stovebite (i’), m. Hovedbjælke i en Røgstue. Stovebord, n. Madbord for en Stue. Stovefrost, n. det at man fryser i Huset. Stoveglas, n. Stuevindue. Stovemøne, n. Gavlen paa en Stuebygning. Stovetile (i’), n. Stuegulv. Stovetimber, n. Træ til et Vaaningshuus. Stovetuft, f. Grund for en Stuebygning.

[Straff, f. Straf. – straffa, v.a. (ar), straffe. Nyere Ord efter Tydsken.

strak, adj. 1) stram, spændt, udstrakt. (Modsat slak). Nogle St. strakk (i B. Stift strakk’e). Jf. strekkja. – 2) rank, lige, ret (= rak). I Tel. som Adverb “strak bein”: ret som en Snor. “strakke Veien”, = rake Vegen. Smaal. Sv. Dial. straker, D. strag.

Strake, m. en høi og rank Figur. Gbr. (Strakje). Jf. Strik.

strakna, v.n. (ar), strammes; rettes ud, blive rank.

straks, adv. strax, i samme Stund. Hedder paa mange Steder strakst (maaskee opfattet som Superl. af strak), og ellers i en anden Form: trakst, B. Stift, og trast, Trondh. Gbr. Vald. (Nyere Ord). Sv. strax; T. stracks.

strakt, part. s. strekkja.

stram, adj. stram, spændt. – strama, v.a. (ar), stramme, strække. Lidet brugl.

Strand, f. (Fl. Strender), Strand, Søside, Kyst; især om en ubeboet Strækning eller Bjergside langs en Fjord. Hedder ogsaa Straand, Søndre Berg. og flere, og Strønd, Hall. Vald. G.N. strönd, gen. strandar. Fleertal lyder som Strend’er (Strænd’e, Strænd); i Dativ tildeels Strondom (Straando, Straandaa). Paa enkelte St. betegner Strand ogsaa Strandbred, som ellers hedder Fjøra. – I Sammensætning sædvanlig Strand eller Stranda(r), f. Ex. Stranda’folket.

stranda, v.n. (ar), strande, løbe paa Grund. Lidet brugl.

Strandbue, m. Strandboer. (Sjelden). Ellers: Strandbygg, Tel., Strandværing, Nordl. Jf. Strending.

Strandelg, s. Strandsnipa.

Stranderla, f. s. Strandvippa.

Stranding, s. Strending.

Strandrek, n. Ting som drive paa Land fra Elvene. Solør.

Strandsida, f. Kyst, Landside som vender mod Søen.

Strandsitjar, m. Strandsidder, Fisker.

Strandsnipa, f. Strandsneppe (Fugl). Ryf. Noget lignende er Strandelg, m. Trondh. (dog uvist hvilken Art).

Strandtita, f. s. følg.

Strandvippa, f. Strandpiber (Fugl), Totanus hypoleucos. Østl. Ellers kaldet Strand-erla (Ryf.), Strandtita (Hall.),
Laksetita (B. Stift).

Strandværing, s. Strandbue.

strang, adj. stærk, skarp, bitter; især om Lugt og Smag. Mandal, Sæt. Nedenæs, Hall. G.N. strangr: strid, heftig; Ang. strang, Eng. strong: stærk. Jf. streng og strengja.

Strange, m. Stok, Træstamme; et mindre Træ hvorpaa Top og Grene ere afhuggede; især om Træer til Brændeved. Alm. vest og nord i Landet. I B. Stift Straangje, andre St. Strangje. Hertil Strangvid (Strangve), m. Ved som bestaar af hele Stammer uden Top eller Grene. G.N. strangevidr.

Strangleike, m. Skarphed, Bitterhed. Nedenæs og flere.

stranta, v.n. voxe stærkt i Høiden, skyde høit op. Hall.

Stratt, m. 1) Stilk, Stub af smaa Træer eller Buskvæxter. Shl. Vald. i Hall. Straatt. – 2) en tvær, stivsindet Person. Shl.

stratta, v.n. (ar), stræbe imod, gjøre Modstand. Shl. I Sogn: stritta. – stratten, adj. tvær, modstræbende. Shl.

Straud, f. Rad, Række, Følge eller Flok. Hall. og Vald. i Formen Strau. Paa Sdm. Strod (o’).

strauk, strøg, s. strjuka.

Straum, m. 1) Strøm, strømmende Bevægelse i Vandet. Paa Østl. Strom. G.N. straumr. – 2) et Sted hvor der er Strøm; Sund eller Hældning med strømmende Vand. Hertil adskillige Gaardsnavne: Straumen og Straume (Dativ). – 3) en strømmende Masse, s. Strøym.

Straumand, f. et Slags And, som helst opholder sig i Strømmene. Gbr.

Straumbaara, f. Bølgegang, foraarsaget af Strøm.

Straumbaat, m. en kort Baad at bruge i stærk Strøm. Nordl. (Salten).

Straumfoss, m. en stærk Strøm, næsten som et Vandfald. Gbr.

Straumgard, m. Gjærde eller Muur, hvorved en Strøm afledes i en vis Retning. Østl.

Straumgir, m. Strømkant, Grændselinie imellem en Hovedstrøm og en Tilbagestrømning paa Siden. Nfj. Jf. Ida.

Straumhest, m. = Fossekall. Voss.

Straumila, s. Ila.

Straumkvervel, m. Strømhvirvel.

Straumrand, f. Stribe dannet af Strøm.

Straumrøst, f. en Række af Strømbølger; s. Røst. Lof. Jf. Strind.

Straumsjo, m. Sø, som er oprørt af Strøm. (Straumsjø).

straumstill, adj. strømfri, stille med Hensyn til Strøm; om Søen.

straumutt, adj. strømfuld; om Farvand.

straup, kneb; s. strupa.

Straa, n. 1) Straa, tynd Stængel. Afvig. Straad, Sdm. G.N. strá. – 2) Samling af Straa, f. Ex. at ligge paa. Jf. Likstraa. Ogsaa: en Smule af Hø eller Foder. Dei hadde ikkje Straa i Huset. Jf. straalaus.

straa, v.a. (r, dde), strøe, udsprede; ogsaa: bestrøe. Alm. i de vestlige og nordlige Egne, hvor det træder i Stedet for strøya. G.N. strá. Particip straad, Neutr. straatt; f. Ex. Golvet var straatt med Eine.

Straa-and, f. et Slags And med lange Fjædre i Stjerten. Trondh. Maaskee den samme som Havella.

Straabarn, n. nyfødt Barn. Nordl.

Straadaude, m. Straadød, naturlig Død.

Straafant, m. en Landstryger. Straafenta, f. en Landstrygerske. Vald.

straagjeven, s. straalaus.

Straaing, f. Strøen, Udspredelse.

Straal, n. en liden Fiskestiim, udgaaet fra en større. Sfj. Sdm. og fl.

straala, v.n. (ar), 1) straale, danne Lysstraaler. – 2) sprede sig i smaa Stimer (Straal). Jf. Isl. strjálast.

straalaus, adj. foderløs, blottet for Hø. Nogle St. straagjeven, dvs. som har udgivet den sidste Rest af Foderet.

Straale, m. Straale, Lysstribe. Alm. (Jf. Geisle). Sv. stråle.

Straalsild, f. Sild som gaar i smaa eller adspredte Stimer (Straal).

Straamoder, f. Jordemoder (= Ljosmoder) Nordl. Jf. Straabarn.

Straand, s. Strand.

Straasekk, m. Halmpude under en Kløv. Hard.

Straaseng, f. Straaleie, Halmseng.

Straatt, m. Stilk. Hall. Jf. Stratt.

streie, s. strøya.

Streit, n. Besvær, Vanskelighed. Hall.

streita, v.n. (ar), 1) stræbe, anstrenge sig. Hall. Jf. strita. – 2) v.a. stramme, strække. Gbr. (Lom). Isl. streitast: drages med noget.

Strek, s. Strik. streka, s. strika.

Strekk, n. den Egenskab ved Tøi, at det kan strækkes ud og atter krympe sammen. Eit Band med Strekk i. Østl.

strekka, v.n. (strekk, strakk, strokket), række, naae, forslaa (= rekka). Det strekk ikkje langt. Smaal. Ryf. og flere. Tildeels med Imperf. strokk (Ryf. Nhl.).

strekkja, v.a. (strekkjer, strakte), strække, spænde, trække ud. Ogsaa regelret med Imperf. strekte. (Jf. rekkja). Strekkja seg: rette sig ud; ogsaa: række, naae (= strekka). Part. strakt, nogle St. strekt.

Strekkja, f. en Strækning, et langt Strøg eller Rum. (Ikke alm.). Jf. Stroka.

Strekkje, n. Indretning til at strække med. Hall.

Strekkjing, f. Udstrækkelse, Udspændelse.
[streks, adj. streng, paaholden (strix). Tel. Sdm. og fl. Egentlig strikt.

strema, v.n. (ar), støie, lege, fjase; som Børn. Hall.

Stremba, f. en krampeagtig Spænding. Sdm. Jf. Dremba.

stremben, adj. opblæst, sygelig i Maven. Sogn. (Isl. strembinn: stram).

strenda, v.n. (er, e), gaae langs Stranden, gaae omkring en Fjord eller Bugt; ogsaa: løbe vidt og bredt omkring. Berg. Stift.

strenda, v.a. (er, e), skovle, bortskuffe Jord eller Dynd; rense en Vei eller et Gaardsrum for Søle. B. Stift, Hall. Toten, Smaal. og flere. Hertil Strendemyk (Strændmøk), f. sammenskuffet Dynd eller Søle fra et Gaardsrum.

Strending, m. Strandboer, eller Indbygger af et Sted som hedder Strand.

Streng, m. (Fl. Strengjer), 1) Trækkereb, Toug hvormed Garn eller Vod trækkes op af Søen. Berg. Trondh. Nordl. Ogsaa: Streng, Snor til at bevæge noget med, f. Ex. Klokkestreng. G.N. strengr. – 2) Streng paa et Instrument, Chorde, f. Ex. Felestreng. – 3) Traad af Jern eller andet Metal; Staaltraad. – 4) en ret Linie, Snorlinie. Rbg. Jf. Deildestreng. – 5) en tynd Strøm eller Straale af udsprøitet Vædske, saasom af Mælk i Malkningen. Tel. Østl. – 6) en smal Strøm i et Vandløb, eller imellem to Søer. Tel.

streng, adj. 1) streng, haard, angribende; ogsaa: besværlig, tung; f. Ex. om et Arbeide eller en Tjeneste. – 2) om Personer: nøiagtig, meget paapasselig; ogsaa: umild, uskaansom. Jf. strang.

strengd, strammet; s. følg.

strengja, v.a. (er, de), 1) stramme, spænde (en Snor). Hall. – 2) drive, tvinge, behandle strengt. B. Stift. Eg vil ikkje strengja honom etter det, dvs. kræve det af ham med nogen Strenghed. – Jf. streng, som i Forbindelse med strang og strungen synes at forudsætte et Stammeverbum strenga eller stringa (string, strang, strunget) med Betydning klemme eller binde fast. (Grimm, Gr. 2, 37).

strengjast, v.n. (est, dest), blive strengere; f. Ex. om Kulde. Dagen lengjest, og Vetteren strengjest. (Om Tiden næst efter Juul).

strenglaus, adj. strengeløs; om et Instrument. (Oftere strengjelaus). Strengløysa, f. Mangel paa Strenge.

strengleg, adj. noget streng. – strenglege, adv. strengt, strengelig.

Strengleik, m. Strengespil. (Sjelden).

Strengleike, m. Strenghed.

Strenglod (o’), f. Staaltraadform; s. Lod. (Nogle St. Strengjelod).

Strengmaala, f. en enkelt Touglængde til Garnstreng. B. Stift. (Strengjemaala).

strengna, v.n. blive strengere.

strengt, adv. strengt, nøiagtigt, uden Skaansel.

strengutt, adj. stribet paa langs, eller efter Ryggen; om Dyr. Ikke alm.

strengvoren (o’), adj. noget streng.

streta, s. strita. – stri, s. strid.

Strid, m. 1) Strid, Tvist, Uenighed; ogsaa Kamp, Krig. – 2) Besværlighed, Plage; Hindringer at kjæmpe med; ogsaa: et Angreb, en Dyst. G.N. stríd, n.

strid, adj. 1) strid, stærk, heftig; f. Ex. om Strøm og Vind. Mest alm. stri; i Nfj. og Sdm. strid’e. G.N. strídr. – 2) stram, stærkt udspændt; f. Ex. om en Streng. Søndre Berg. – 3) drøi, fyldig, vægtig; s. Stridkorn. – 4) streng, haard, stærkt angribende; f. Ex. om Arbeide. Det var stridt aa standa i det. – 5) om Personer: streng, uskaansom; ogsaa: drøi i sine Fordringer, meget paaholden. Han er strid i fyrste Morkom, s. Mork.

strida, v.a. (ar), stramme, spænde, gjøre stridere. Voss (stria).

strida, v.n. (er, de), 1) stride, kjæmpe, være i Strid. (Mange St. stria, strie; i Nfj. og Sdm. stride). G.N. strída. – 2) have meget Travlhed, drive ivrigt paa med noget. Me stridde med det lenge. – 3) v.a. drive, jage; især om at drive en Hob Kreature med en Hund; f. Ex. “stride Gjeite’ne”: hidse en Hund efter Gjederne. Sdm. (meget brugl.). I Gbr. siges Hunden selv at “strie”, naar den gjøer meget eller forfølger nogen med Gjøen. Jf. søkja.

stridande, adj. stridende, kjæmpende.

stridfør, adj. duelig til Strid, kampdygtig. Lidet brugl.

Stridhavre, m. s. Stridkorn.

Striding, f. Jagen, Forfølgelse; s. strida.

Stridkorn, n. Korn af fyldigste og vægtigste Slags. Romsd. og fl. (Strikonn). Saaledes ogsaa Stridhavre, og Stridbygg.

Stridleike, m. Stridhed; Strenghed.

stridlynd, adj. stridig, stivsindet. (Sjelden).

Stridneip, f. Skraastøtte eller Stiver imellem Stolperne i en “Fiskehjell”. Lof. (Strineip).

stridsam, adj. stridbar, stridslysten. Lidet brugl.

Stridsmann, m. Stridsmand, Kriger.

stridvoren, adj. noget strid eller streng.

Strie, s. Strige.

Strige, m. 1) Blaarlærred, grovere Lærred (jf. Stry). Mest alm. Strigje (Strie), men tildeels vaklende i Kjøn (m. og n.). G.N. strígi, m. Sv. Dial. strige. – 2) en Skjorte af grovere Lærred. Indh. (Skogn). Andre St. Strigeskyrta. – Formen Strige i Sammensætning lyder ellers mangesteds som Strigje (Strie), som om Ordet var Neutrum (el. Femin.), for Ex. “Striegarn”, “Strievæv”; paa andre Steder (som i Sogn) derimod med haardt
“g”: Striga (Strigaskjorta, Strigavæv).

Strik (i’), n. 1) Streg, Linie, Stribe. (Nogle St. Streek). Isl. strik (stryk); Mht. strich, Goth. striks, m. – 2) Vindstreg, Kompas-Streg. Vinden stend paa same Striket. – 3) Puds, Paafund; Optøier.

Strik (ii), m. en Dreng; især med Begrebet: en lang, opløben Karl. Trondh. Nordl. Ogsaa i Formen Strek (ee), Indh. Paa Sdm. Strikje. Sv. Dial. strek. Jf. Strake.

strika (ii), v.n. (strik, streik, striket), stoppe, hemme Farten; ogsaa: stryge Seil (s. følg. Ord). Helg.

strika (i’), v.n. og a. (ar), 1) strege, sætte Streger. (Nogle St. streka). Ogsaa: rifle, tilskjære Kanter med en dertil indrettet Høvel. B. Stift. – 2) stoppe, holde tilbage. Det strikar, siges om et Læs, naar det slæber eller skraber i Grunden. Strika med Staven: stoppe Farten med en Stav, f. Ex. i Skiløbning. Strika med Aarom: standse en Baad ved at stoppe med Aarerne. – 3) stryge, fire et Seil. Strika Seglet, el. strika paa Seglet. Alm. ved Havkanten. I Nordl. strika (ii), tildeels med stærk Bøining (s. ovenfor). Jf. Eng. strike: slaae, ogsaa stryge, fire. Mht. stríchen: stryge.

Strikhyvel (y’), m. Høvel at tilskjære Kanter med; Listhøvel; s. strika.

strikja (ii), v.n. svulme (= sprikja). Tel.

Stril (ii), m. en Benævnelse paa Indbyggerne i Omegnen af Bergen. Ansees som et Øgenavn.

Strile, m. en Strimmel; et Slags gammeldags Klædningsstykke. Nhl. (Sjelden).

Strima (ii), f. Stribe; f. Ex. Skystribe. Lidet brugl. Sv. strimma.

Strimel (i’), m. Strimmel, smalt Stykke. Isl. strimill. (Haldorson).