Ivar Aasen Norsk Ordbog

Sæterdeigja, f. Malkepige, Kvinde som besørger Mælkens Tillavning paa en Sæter. Nogle St. “Sætredeie”. Ellers ogsaa: Sætergjenta, Sætretaus (B. Stift) og Sæterkulla (Østerd.).

Sæterdraatt, m. Mælkevarer, tillavede paa en Sæter. Saaledes Sætersmør og flere.

Sæterferd (-fær), f. Flytning til en Sæter. (= Bufor, Buføring).

Sæterhus, n. Hytte paa en Sæter; s. Sel. Nogle St. Stølsbud.

Sæterkvi, f. s. Sætervang.

Sætermark, f. Græsgang, Marker som høre til en Sæter. Nogle St. Sæterbeite, n. og Sæterhamn, f.

Sætersmør, n. s. Sæterdraatt.

Sæterstell, n. Bohave til en Sæter; Mælkekar, Kjedler, m.m.

Sætervang, m. Malkeplads paa en Sæter. Østerd. Ogsaa kaldet Sætervoll, m., Sæterkvi (-kve), f. Gbr., og Sæterstøl. i de sydlige Egne Støl og Selsbø.

Sæterveg (e’), m. Vei til en Sæter.

Sætestova (o’), f. s. Sætehus.

Sæting, f. det Arbeide at rage Hø i “Saater”; s. sæta.

sætra, v.n. (ar), holde Køerne i en vis Græsgang, have Sæter paa et Sted; ogsaa: tjene som Sæterpige. Ho heve sætrat aat deim i try Aar. Hertil Sætring, f.

Sætt, m. Forlig; ogsaa: Aftale, Overeenskomst. Hall. (ofte i Formen Sett). G.N. sætt, f. og sátt, f. (Ang. saht). – Sættamot, n. Forligsmøde; Forligelses-Kommission. (Meddeelt som et sjeldent Ord).

sætt, part. ændset, agtet; s. sæta.

Sæv, n. Siv, m.m., see Sev.

sævast, stilles; s. sevast.

sæve, s. seven. – sæveleg, s. seveleg.

Sø, s. Sod og Sud.

søbær, s. sudbær. – søen, s. soden.


Søg, n. Snak, Tale; ogsaa Mumlen, Støi af en Forsamling, hvor mange tale paa een Gang. Nhl. Nordre Berg. (s. søgja). Jf. Søyd (Susen). Isl. sægr: Tummel, Vrimmel.

søgg (ø’), adj. fugtig, lidt vaad eller blød, f. Ex. om Klæder. Nordl. og Trondh. (Jf. sveig). Sv. Dial. sögg og sygg; Isl. söggr (hos Haldorson); Eng. Dial. soggy.

søggast, v.n. blive fugtig. Ogsaa i Formen søggna (-ar). Jf. sveigna.

søgja, v.n. (er, de), snakke, tale (især længe og høirøstet), ogsaa: mumle, summe, om en talende Forsamling; tildeels ogsaa: suse, brumme, om Vind og Sø. Nhl. Sfj. Sdm. (meget brugl.). Inf. lyder sø-ja, el. søje, og Præs. sø-je(r), men Imperf. søgde og Sup. søgt (med langt ø). Jf. Ang. svégan og svogian: suse, tude (som Vind). Det trondhjemske “søye” er vistnok et andet Ord, s. søyda.

søgjande, adj. snakkende; ogsaa: snaksom. Hedder ogsaa søgjen (Fl. søgne), Nhl.

Søgjar, m. en Snakker.

Søgjing, f. Snak; Mumlen, Susen.

Søgn, s. Sogn. Jf. Djupsogn.

søja, s. søgja. – Søil, s. Sadel.

Søk, m. Søgen, Efterspørgsel; f. Ex. efter et Slags Varer. B. Stift og fl.

søkja, v.a. og n. (er, te), 1) søge, tragte efter, søge at faae; ansøge om noget. Søkja Raad, Bot, Hjelp. Søkja eit Embætt, eit Umbod osv. Sjeldnere om at opsøge eller hente noget; f. Ex. søkja Fisken: afhente den tørrede Fisk fra Tørringsstedet. Nordl. (hvor det tildeels udtales søykja). Nogen Form med “o” bruges ikke, uden tildeels i Particip søkt (sokt). G.N. sœkja (sótti); Mht. suochen, Goth. sókjan af Stamordet sakan (sók). Jf. saka, Sokn, sokna. – 2) henvende sig til (en Person eller flere); ansøge En om noget. Søkja Regjeringi. Søkja Kongen um Løyve. Søka Doktor (dvs. Læge). I sidste Tilfælde ofte uden Objekt: Dei hava søkt fyre honom: de have søgt Læge for ham. (B. Stift, Nordl. og fl.). – 3) besøge, begive sig til (et Sted eller Selskab). Søkja Lag, Ting, Skule, Kyrkja. Søkja Land, Hamn, Hus osv. Jf. søkja Romet sitt; søkja Sessarne sine (s. Sess). Jf. Sokn. – 4) sagsøge, indstævne for Retten. Jf. Sak, saka. Hertil Søksmaal. – 5) angribe, hjemsøge. D’er nokot, som søkjer honom (som plager ham). Mindre brugl. (s. søkt). – 6) v.n. trænge frem (som til Angreb), storme frem. Dei søkte paa honom: stormede ind paa ham. Baaten søkjer mot Vinden, dvs. vender Forstavnen til. Fisken søkjer mot Straumen. Hunden søkjer: Hunden gjøer ad noget, eller forfølger nogen. Det sidste mest brugt paa Østl. og i Trondh. Stift, tildeels udtalt “søykje” (søykj’); i Solør “seike”. Forholdet til “sukka” er dunkelt.

søkjande, adj. 1) søgende. 2) værd at søge. Jf. matsøkjande.

Søkjar, m. en Søger; Ansøger.

søkjen, adj. ivrig i at søge noget; ogsaa: angribende, nærgaaende. Jf. nærsøkjen, traasøkjen. (Fl. søkne).

Søkjing, f. Søgen; s. Søkning.

Søkk, f. en Sænkning, Huulning (= Svekk). Jæd. og fl. I Smaal. Senk.

søkka (ø’), v.n. (søkk, sokk, sokket), 1) synke, falde til Bunden i Vand el. Vædske. Inf. paa nogle St. søkkja; ogsaa sekka (sekke) med Bøiningen sekk, sakk, sokke(t), Tel. Sdm. og fl., dog hedder Imperf. ogsaa i dette Tilfælde ofte “sokk”. Supin. lyder sædvanlig “sokkje”. G.N. sökkva (sökk, sökk, sokkit); Ang. sincan (sanc), Goth. sigkvan. – 2) sænke sig, blive lavere; f. Ex. om Vand i en Aa. Det søkk undan: det glider nedad, synker hen (saa at der bliver Rum til mere). – 3) glide indad, trænge dybt ind. “Ho søkk’e godt”, siges om en Øxe som er skarp og gjør dybe Hug. – Søkka ned-i: synke i, hænge fast med Fødderne, f. Ex. i en Sump. Particip sokken.

søkkande, adj. synkende; for tung til at flyde ovenpaa. Modsat fljotande.

søkkja, v.a. (er, te), sænke, faae til at synke. Nogle St. sekkja (sekkje). G.N. sökkva (sökkti). Particip søkkt (søkt). Søkkja ned: nedsænke. Hertil nedsøkkt (nogle St. nedsekt).

Søkkja, f. en Sump eller Pyt, hvor man synker i med Fødderne. Nhl. og fl. Ellers kaldet Søkkjemyr, Søkkjedya og fl.

Søkkje, n. Sænkelod, Steen som fæstes til Grundkanten paa Garn for at holde dem til Bunden. (Sv. sänke). Søkkjeband, n. Baand hvormed Sænkestenene fæstes til Garnet. Søkkjestein, m. Sænkesteen. Nogle St. Sekkje og Sekkjestein.

Søkkjedike, n. Hængedynd; Mudderpyt som er vanskelig at komme over. (Nogle St. Sekkjedikje). Ogsaa kaldet Søkkjedy, n. I Sfj. “Sekkjefær”, f. og “Sekkjefæ”, n., formod. for Søkkjefen.

Søkkjemyr, f. en dyb Sump.

Søkkjenot (oo), f. Sænkevod, et Vod som man kan nedsænke foran en fremstrømmende Fiskestiim og derpaa trække lige op i Vandfladen. Nogle St. Sekkjenot.

søkkladd, adj. meget tungt ladet, synkefærdig af Ladningens Tyngde.

søkktung, adj. tung nok til at synke.

Søkn, f. Søgning; s. følg.

Søkning, f. Søgen; Søgning; ogsaa Ansøgning, Anmodning. Hedder ogsaa Søkjing, f. og tildeels Søknad, m. Om Efterspørgsel ogsaa Søk, m. og Søkn, f.

Søksmaal, n. Søgsmaal, Sagsøgning.

søkt, part. 1) søgt, efterspurgt. 2) sagsøgt. 3) angreben, besværet, plaget. Helg. En anden gammel Form sokt (oo) forekommer
i Sammensætn. hardsokt (nogle St. harsotta). G.N. sóttr (for sóktr). Jf. Sokn.

Søl (ø’), n. (m.) et Slags bredbladet Tang eller Tare (Søvæxt). Nordl. Ogsaa i Formen Sol (o’), Lof. Isl. söl, n.

Søla (Dynd), s. Søyla. Et andet Ord er Søla (af Sol) i Avsøla, Baksøla, Forsøla.

søla, v.n. søle, slaske; s. søyla.

sølall, s. søylutt.

sølen, adj. varm, kvalm; om Luften. “Eit søle Veer”. Ndm.

Sølja, s. Sylgja. – Sølju, s. Selja.

sølt, adj. solrigt, hældende mod Solen, om et Sted. Tel. Jf. avsølt.

søm, adj. sømmelig, passende. Forekommer i Formen sømre. (Bugge, Folkeviser 16. 39). G.N. sœmr.

søma, v.n. (er, de), sømme, passe, anstaae. Ofte med “seg” (søma seg). Ogsaa med Personsbetegnelse i Dativ. Det sømde honom inkje. G.N. sœma: hædre. Jf. sama og Some.

Søma, f. Sømmelighed; ogsaa noget som er til Hæder eller Prydelse. D’er ikkje nokor Søma i det. B. Stift (lidet brugl.).

Sømd, f. Ære, Hæder. G.N. sœmd. Ikke meget brugl. Jf. Usømd.

sømeleg, adj. sømmelig, værdig, passende. Ofte ogsaa: tarvelig, simpel, uden nogen Pragt eller Luxus.

sømelege, adv. paa sømmelig Maade; ogsaa: uden Pragt, simpelt.

Sømmel, s. Simla.

Sømn, s. Svevn. – sømre, s. søm.

Søner, s. Son. – sønna, s. sunnan.

Søpl (el. Søpel), f. Feieskarn, sammenfeiet Støv (= Sorp). Hall. Østl. (Til sopa). Jf. Flassøp. – Søpelhaug, m. = Sorpdunge. Søpelro (Søpelkraa), f. Vraa hvori Gulvstøv sammenfeies. Østl.

søpla, v.n. vimse, løbe frem og tilbage (egentl. støve). Hall.

sør, s. syder og sud.

søra, s. sydra. Søring, s. Sydring.

sørja, s. syrgja. – Sørpa, s. Surpa.

Sørr, s. Sorr. – sørrøn, s. sudrøn.

søsa, v.n. (er, te), hviske, mumle; ogsaa sladre. Sdm. (søse).

søst, m. rødkogt Ost (= Gumbe, Mylsa). Sdm. Formod. for Søtost.

søt, adj. 1) sød, som har Sukkersmag. G.N. sœtr. – 2) behagelig, yndig. Det var ikkje søtt aa ganga paa: det var haardt at udholde. – 3) sødtalende, smigrende. – Som Subst. Søten (Søt’en), m. og Søta, f. (den søde), et Kjælenavn, f. Ex. til Børn. “Giva Søten”: give et Kys.

søta, v.a. (ar), forsøde, gjøre sød; ogsaa give noget sødt. Søta seg: nyde noget sødt eller behageligt; ogsaa: kjæles, kysses.

Søta, f. 1) Sødme, Sødhed. (Lidet brugl.). G.N. sœti, f. – 2) noget sødt eller behageligt. Mest som Kjælenavn, f. Ex. “Søta mi”, om et Pigebarn; s. søt. – 3) Entian (Gentiana purpurea), en U rt med meget bitter Smag. (Altsaa egentl. et Spøgenavn). Hall. Vald. Ellers kaldet Skarsøta og Skjærsøta (Nhl. Sogn), Søterot (Tel. og fl.).

Søt-apall, m. Abild som bærer søde Æbler. Modsat Surapall.

Søtebraud (-brød), n. Honningkager.

Søtebrim (ii), n. Valle som er bleven sød ved stærk Indkogning.

Søt-eple, n. søde Æbler.

Søterot (oo), f. 1) Sød-Bregne, Steensøde (Polypodium vulgare). Nogle St. Sirelrot og Sisselrot. – 2) Entian, s. Søta.

Søting, f. Forsødelse; noget som gjør Maden sød. Nogle St. Søtelse, n. (Nordl.).

søtleg, adj. sødlig, noget sød.

Søtleike, m. en vis Grad af Sødhed.

Søtmysa, (y’), f. sød Valle.

søtmælt, adj. sødtalende. Tel.

søtna, v.n. (ar), forsødes, blive sødere.

Søt-ost, m. Ost som er bleven sød ved Indkogning. Jf. Søst.

Søtsmak, m. Sødhed, sød Smag.

søtvoren (o’), adj. sødagtig.

søv, s. sova. – Søvje, s. Sevja.

søvjug, s. syvjug. – Søvl, s. Suvl.

Søy, s. Søyd. – Søya, s. Søyda.

Søyd (?), m. Susen, Brusen; ogsaa Mumlen eller Lyd af Stemmer. Fosen (i Formen Søy), s. søyda.

søyda, v.a. og n. (er, de), 1) lade syde (sjoda), ophede svagt eller langsomt (omtr. som løypa). Nfj. (søyde). Ogsaa: syde, opkoge. Tel. Num. (søye). Isl. seyda: indkoge. – 2) holde noget i en varm og fugtig Tilstand, lade dampe eller dunste. “Gaa aa søyde i same Klædaa”: vedblive at gaae i fugtige Klæder. Nfj. Jf. Søydna og Søydsla. – 3) suse, bruse, lyde som en Sydning; om Vind eller Bølger; ogsaa: surre, mumle, brumme. Trondh. i Formen søye (søy’). Jf. søgja.

Søyda, f. Faar af Hunkjøn; saaledes ogsaa Hun-Lam eller Gimmer. Num. Hall. Vald. Sogn, Gbr. (i Formen Søya og Søye). Af Saud. (Andre Steder Sjedda, Tikka, Tiksa og flere. Jf. Gimber og Sympa). Dette Søyda er her den passeligste Benævnelse for Hundyret, da nemlig “Saud” er Hankjønsord og egentlig kun betegner Dyrearten uden Hensyn til Kjøn, ligesom Øyk, Naut, Svin og fl.

søydd, part. halvkogt osv. s. søyda.

Søydevetel (e’), m. aarsgammelt Faar. Sogn.

Søyding, f. 1) Paavirkning af Hede og Fugtighed; s. søyda. Nfj. og flere. – 2) Susen, Brusen, surrende Lyd. Trondh. (Søying).


Søydna, f. Damp og Fugtighed, f. Ex. af Sved i Klæder. Nfj. Sdm.

Søydning, f. Kogning; Madlavning. Sæt. Andre St. Sodning (o’).

Søydsla, f. Ophedning; Gjennemdampning, Varme med Fugtighed (omtr. som Søydna). Tel. (udt. Søysle). Hertil ogsaa et Verbum søydsla (søysle): ophede eller afdampe (omtrent som døyva).

søye, v. see søyda og søygja.

søygja, v.a. (er, de), 1) lade suge (eller patte), give Die. Tel. (Vinje og fl.) i Formen søye, søyer, Imperf. søygde, Sup. søygt; Imperativ søyg. “Søygje Baan’e”: give Barnet Die. Af suga, saug. – 2) svække Kræfterne, angribe; f. Ex. om haardt Arbeide. Hall. Jf. suga og Sog.

Søygjing, f. det at give Die.

Søying, s. Søyding og Søygjing.

søyk og søykja, s. søkja.

Søyl (Søil), s. Sadel.

Søyla, f. 1) Søle, Dynd, Mudder; f. Ex. paa vaade Veie. Sæt. Tel. og fl. Afvig. Søla (Søle), Østl. En mere mærkelig og vistnok gammel Form er Saula, Nedenæs. (Jf. Verbet søyla). Ellers kaldet Dya, Depel, Gor, Gysja, Surp. – 2) Vandpyt, Kjær, Vandstade i en Fordybning paa Jorden. B. Stift og fl. Ellers kaldet Dam, Demba, Dape, Floe, Putt og fl. – 3) en grund Vig eller Bugt af Søen, en Flade som Søen tildeels overskyller. Ryf. Paa Sdm. ogsaa om en Huulning i Bunden af Søen. I Hard. ogsaa om en Fordybning i Jorden. Det sidste hedder ved Trondhjem Seila og falder saaledes sammen med det foranførte Seil (= Sel); jf. Sæld.

søyla, v.n. (er, te), 1) søle, slaske, vade i Dynd osv. Mest brugl. i Formen “søle”. Østl. Jf. Saula. Sv. Dial. saula, såla (tilsmudse); Goth. sauljan, bisauljan (besudle). – 2) sluske, være skjødesløs eller seenfærdig. Østl. i Formen “søle” (Formod. nyere Brug). Sv. söla, D. søle. – 3) v.a. slænge, henkaste noget skjødesløst eller paa Slump; ogsaa forøde, sløse bort. Nordre Berg. “Søyle Snøre i Sjøen”. “Han søylte dæ fraa seg” osv. Maaskee et andet Ord.

Søylebotn, m. Grund som er meget blød eller fuld af Mudderhuller.

Søyledike, n. dyb Mudderpyt. Sæt.

Søylemold, f. Mudderjord.

Søyling, f. skjødesløs Henslængen; s. søyla. Paa Østl. Søling, f. og Søl, n. i Betydningen: Sølerie, Skjødesløshed; ogsaa Ureenlighed, smudsigt Arbeide o.s.v.

søylutt, adj. 1) sølet, fuld av Dynd; f. Ex. om en Vei. Paa Østl. sølutt (sølett); nogle St. sølall (sølalt). – 2) fuld af Vandpytter. B. Stift.

søyma, v.a. (er, de), forsyne med Søm eller Nagler. Jf. tresøyma. (Af Saum). Particip søymd. Hertil Søyming, f. Søm eller Naglerække, f. Ex. i en Baad.

søyma, v.n. tage lange Skridt, gaae stærkt. Hall.

Søyma, f. en Naal (?). Sjeldent Ord, see Skinnsøyma. I Nordl. Linseima, maaskee snarere Lins-eima (s. Eima). Anden Betydning i Midsøyma.

søypeleg, adj. rask, flink. Tel. (Mo). Jf. sveipeleg, svipleg.

Søyr, m. Fortørrelse i Skov eller Træer; det at Træerne visne og frønnes paa Roden. Namd. Indh. (Jf. Barsøyr).

søyra, v.a. (er, te), 1) gjøre at noget visner eller fortørres. “Søyr’ eit Tre”: rive Barken af et Træ, saa at det visner og frønnes. Indh. – 2) forøde, spilde; især om at tilskjære noget saaledes at en god Deel gaar bort til Unytte. Sdm. Ogsaa i Formen søyrast: gaae til Spilde. Jf. G.N. seyrast: forarmes. Ang. seárian: optørre; Eng. sear; Nt. soren: fortørres; Sv. Dial. sör: visnet; Danske Dial. sørret: raadden.

Søyring, f. Forødelse, Spilde. Sdm.

Søysla, s. Søydsla.

Søytel, m. en dygtig Karl (omtr. som Sugg, Sole, Gosse). Sd.
T.
Ta, s. Tad. ta, v. s. taka. Ellers er “ta” ogsaa Forkortning for utav (udaf, af), og tildeels for detta (dette). – Ved de Ord, som her begynde med “t”, er at mærke at denne Lyd svarer deels til det gamle “t” og deels til det gamle “th” (þ), da nemlig det sidste er gaaet over til “t” i Subst., Adj. og Verbum, men derimod til “d” i Pronomener og Partikler. Etymologisk svarer det gamle “t” til Eng. “t, Nedertydsk “t” og Høitydsk “z”, men derimod “th” til Eng. “th” og Tydsk “d”.

Tad, n. Gjødsel for Ager eller Eng; Gjødning, Møg. Berg. Stift, Gbr. Nordl. (Nogle St. Ta). G.N. tad; Sv. Dial. tad; Eng. Dial. tad, tath. Hertil tedja og Tøda (Toda). Jf. Fraud, Lo, Kvisla, Sæta.

tadd, part. gjødslet; s. tedja.

Tadde, m. s. Talle.

Tadfall, n. det Forraad af Gjødsel, som en Gaards Besætning afgiver.

tadfrek (e’), adj. om Jord: tør, mager, som kræver megen Gjødsel. Sdm. og fl. (tadfræk’e).


tadlaus, adj. 1) ugjødslet. 2) forlegen for Gjødsel. – Tadløysa, f. Mangel paa Gjødsel.

Tadsig (i’), n. gjødende Vædske eller Fugtighed, som udbreder sig over Engen fra Fæhusene. Søndre Berg. (Nogle Steder Taseg). Afvig. Tagsig, el. Takseg, Ryf. Andre St. Losig, Sæta, Toda (o’).

Tadslag, n. Art af Gjødningsstof.

Tafs, n. Taver, Trevler som ere løsnede ved Slid. Jf. Sagtafs (Savspaaner). Ork.

tafsa, v.n. (ar), pille, optrevle eller opslide noget. B. Stift (jf. tufsa). Ogsaa: gnave, tygge, æde langsomt. (Paa Østl. tamsa). – tafsast, v.n. blive optrevlet eller flokket ved Slid.

Tafsa, f. 1) Pjalt; s. Tufsa. – 2) en liden Traadhaspe. Østerd.

Tafse, m. 1) en liden Klud, Pjalt, afreven Lap (jf. Tave); ogsaa: en Smule, en liden Deel. B. Stift. – 2) et Slags Padderok (Eqvisetum). Namd.

tafsen, adj. 1) forslidt; s. tafsutt. – 2) møisom, forsinkende; især om Føret paa en Vei. Tel. Vel egentl. tavsam; jf. G.N. tefja (tafdi): hindre.

Tafsing, f. Gnaven, Tygning; s. tafsa.

tafsutt, adj. forslidt, optrevlet, pjaltet; ogsaa: ussel, ringe, daarlig. Trondh. (Oftere tafsen).

Tag, s. Tak. – tag, s. tegja.

tagall, adj. taus, stiltiende, som taler lidet eller sjelden. B. Stift og fl. Afvig. togoll (o’), Ork. G.N. þagall, þögull. Af Roden tag (thag) i tegja, tagde. En sjeldnere Form er tagande, Sdm. Ligesaa tegjall, Rbg.

tagde (taug), s. tegja.

Tagg, s. Tagge. – tagg, s. tigga.

tagga, v.a. (ar), bringe til Taushed, faae En til at tie. Tagga eit Barn: stille et Barn tilfreds, saa at det ikke græder. Ryf. Jæd. Hall. og fl. (Ved Trondhjem i en anden Form: tegta). G.N. þagga, af Roden thag, s. tagall.

Tagge, m. en Takke, Pig, Tand; f. Ex. paa et Hjul. Mest alm. Taggje. Nogle Steder Tagg, som ogsaa betegner: en Braad, en skarp Tingest. Smaal. Sv. tagg. (Eng. tack, T. Zacke). Jf. Tigge.

taggutt, adj. takket, tandet, ujævn. Paa Sdm. “tiggett’e”.

Tagl, n. langt og stivt Haar; især om Halehaar paa en Hest. Temmelig alm. (Paa Sdm. tildeels Tjagl). Nogle St. med Fl. Togl (o’). G.N. tagl; Ang. tægel, Goth. tagl: Haar. Jf. Tegla og Vidjetagl.

tagmild, adj. taus, som gjerne tier. Østerd. (Trysil). Andre St. tagall.

tagna, v.n. (ar), forstumme, blive taus, holde op med at tale eller støie. Alm. G.N. þagna; Sv. Dial. tagna; D. taune. Han tagnar ikkje, fyrr han fær det: han holder ikke op med at trygle, førend han faar sit Ønske. – Tagning, f. begyndende Stilhed eller Taushed. Jf. Togn.

tai, s. taug. – Taie, s. Taag, n.

Tak, n. 1. (for Thak), Tag, Overbygning paa et Huus. G.N. þak; T. Dach. Nogle St. med Fl. Tok (o’). Jf. Tekkja og Toka. – I de sydligste Egne betegner “Tak” ogsaa Materiale at tække med, især Birkenæver; saaledes ved Mandal “tekkja mæ Tag”: tække med Næver (Nævertak). “Ei Bjørk mæ Bork aa Tag”. Siredal.

Tak, n. 2. (af taka), 1) Tag, Greb, det at man tager fat paa noget. G.N. tak. Taka eit godt Tak: gribe dygtigt til. (Jf. Itak, Ovtak, Mistak). Hava nokot til Taks: have noget at gribe til. (Rbg.). Ogsaa om Kræfter eller Styrke. D’er ikkje nokot Tak i honom: han formaar ikke at tage noget kraftigt Tag. – 2) Greb, Hold, et Punkt hvor man kan gribe til eller holde fast. Steinen er ikkje so tung, naar ein berre fekk Tak paa honom. Figurlig om Overmagt eller Leilighed til at vinde. Der fekk eg Tak paa honom: der fik jeg en Leilighed til at tvinge ham. – 3) en Kamp, Dyst, Brydning. Taka Tak: brydes, prøve Styrke mod hinanden. Jf. Fangtak, Ryggtak. – 4) et Forsøg paa at gjøre noget; en Bestræbelse, Anstrengelse. Me faa taka eit Tak endaa: vi faae endnu gjøre et Forsøg. Me hava teket tyngste Taket: vi ere færdige med det værste. – 5) et Buestrøg; ogsaa et Stykke til at spille, en “Slaatt”, eller en Deel deraf. Tel. Hard. (tildeels med Fl. Tok). Hertil Feletak og Speltak. Jf. Upptak. – 6) en Stund, en vis Tid. Eit heilt Tak: en temmelig lang Stund. Fyrste Taket: i den første Tid. Eg var der Tak og annat: en og anden Stund. (B. Stift). I Takom: af og til, en og anden Gang. Hedder ogsaa: takom (adv.), og takom-til, Gbr. Smaal. Jf. Toka og Tokt.

taka, v.a. og n. (tek, tok, teket), at tage. Inf. ofte forkortet: ta’; afvig. taakaa og taa’ (Gbr. Ork.). Præsens mest alm. tæk, tæk’e(r); forkortet tæ; afvig; tak’er (taer, tar), Smaal. og fl. Imperf. alm. tok (oo), sjeldnere to; Fl. toko (toke). Supin. mest alm. tekje, ogsaa tikje (i’), sjeldnere te’e, tie; afvig. toke, Jæd., tatt, Smaal. Imperativ tak, Fl. take (nogle St. takje). Konj. Præs. take; i Imperf. tøkje, dog sjelden. (Tel.). G.N. taka (tek, tók, tekit); Ang. tacan, Eng. take – Betydningen er meget omfattende og deler sig i flere Forgreninger; saaledes: 1) gribe, fatte, tage med Haanden (eller med et Griberedskab). Jf. fata, gripa, triva. Ogsaa flytte eller føre med et Greb; f. Ex. taka nokot paa seg; paa Ryggen; uppunder Armen. Taka i Hop, i sunder, i tvau osv. – 2) hente, samle, hjembringe; ogsaa fange (især
Fisk). Taka Høy, Korn, Potetor. Taka Sild, Seid, Murt. – 3) indtage, bemægtige sig, fratage En noget; ogsaa: bortføre, borttage, rive med sig. Det tok Hudi. Det tok ut eit Stykke. Skrida tok eit Hus. Det kom Tøyr og tok Snjoen. Det tek or Klaaden (det fordriver Kløe). Jf. taka Helsa; t. Livet. – 4) optage, rumme, indeholde. Ein Kjetel som tek ei Tunna. Der var so mange, som Huset tok. Saaledes ogsaa: behøve, udkræve; f. Ex. Det tek for myket Rom; det tok for lang Tid. – 5) berøre, naae, række hen til. (Jf. næma). Bordet tok Veggen. Oftere: Det tek burt i Veggen. Det tek uppunder Loftet. Jf. taka Land: lande, komme til Lands. – 6) angribe, betage, overvælde. Det tok meg so, at eg fekk vondt. Dei erte honom so lenge, at Sinnet tok honom. Ogsaa som v.n. Det tok aat: det tog haardt paa Kræfterne. Vinden tek meir her en der (dvs. har mere Kraft). – 7) tage i Brug, benytte, nyde. Taka Baat, Hest, Kjerra, Slede. Taka Sæte. Taka seg ein Bite, ein Sup, ein Lur. Ogsaa: søge, tage sin Tilflugt til. Taka Sengi: lægge sig (for Sygdom). Taka Dyri: løbe ud. Taka Skogen: løbe til Skoven. Jf. taka Flugti; taka Vegen heim. – 8) tilkalde, tage til sig. Taka ein Mann med seg. Taka Vitne; taka Folk til aa lyda paa. Taka eit Barn i Huset. Taka nokon i Læra, i Skule, i Tenesta. Ogsaa: vælge, eller fæste. Taka ein til Domar, til Formann. Taka ei Bondedotter til Kona. – 9) modtage, oppebære; kræve, forlange (som Betaling). Taka Skatt, Rentor, Landskyld osv. Han tok tolv Skilling fyre Morki. Ogsaa: overtage, faae Raadighed over. Taka Arven sin; taka Jordi (Garden). Taka Saki paa seg. – 10) være modtagelig for, blive paavirket af. Det tek ikkje Koking: det lader sig ikke koge. Taka Lit (i’): lade sig farve. Taka Eld: fænge Ild. Saaledes ogsaa: taka Tugt, Fyretolor, Fæla, Bot. Ogsaa med Begrebet: faae. Taka Skade; taka Ende. Om Dyr af Hunkjønnet: undfange, blive drægtig. Taka Foster, Fyl, Kalv og fl. – 11) fatte med Forstanden, skjønne, opfatte. Eg tok det radt, kvat han meinte. Det var paa tvo Maatar til aa taka. Jf. mistaka. – 12) antage, ansee. Han tok det fyre Aalvora; fyre Sanning; fyre godt (el. gildt). Han tok meg fyre ein annan (nemlig ved Forvexling). Ogsaa: optage paa en vis Maade. Han tek det so tungt, el. lett, lint, tvert, kvast, og fl. – 13) v.n. gribe efter noget. Han stod og tok etter det. Taka etter Vinden: snappe efter Luft. Jf. taka til Vitet (i’): besinde sig. Taka til Manndomen: opmande sig. – 14) røre ved, føle paa. Det var saart, naar ein tok paa. D’er so heitt, at ein kann ikkje taka i det. – 15) begynde paa, foretage sig, bestemme sig til. Han tek paa tiande Aaret: han begynder paa sit tiende Aar. (B. Stift). Det tok til aa myrkna. Dei toko attpaa: begyndte paany. Eg tok og gjekk heimatter. Tak og ver med oss: kom og bliv med os. – Reflexivt. Taka seg: a) fæste sig, gribe fast (f. Ex. om en Hage); b) komme sig, blive fed og fyldig; om Dyr. Taka seg fram: gjøre Fremskridt, blive flink og dygtig. (B. Stift). Jf. Framtak. Taka seg til (el. fyre): foretage sig. Taka seg upp-atter: komme atter i Gang, gjentage sig. – Med Partikler. Taka atter: tage tilbage; gjenkalde. Taka att-i: rette sine Ord, gjentage en Yttring tydeligere. (B. Stift). Taka av: a) aftage; ogsaa: bryde itu; b) forhindre, forbyde, afskaffe (jf. avteken); ogsaa: være til Beskyttelse (f. Ex. Det tek av fyre Vinden); c) slagte, dræbe ( egentl. borttage noget af Besætningen). – Taka aat: a) begynde paa; b) angribe, svække. Taka etter: lære af andre, danne sig ved Efterligning. Taka fram: anføre, anmelde, omtale. Taka fraa seg: bortgive noget som man kunde behøve selv. Taka fyre seg: tage til Behandling. Taka i (el. uti): tage alvorlig fat, bruge sine Kræfter, anstrenge sig; f. Ex. han er sterk nog naar han berre vil taka i. Taka imot: modtage; ogsaa: gjøre Modstand. Taka nedfyre: bryde overtvært, forhindre eller forbyde noget uden Skaansel. (Nordre Berg.). Taka paa: a) begynde paa; b) angribe, overfalde. Taka til: a) gribe til; b) begynde. Taka til seg: anvende paa sig selv, finde sig truffen ved en Sigtelse. Taka undan: tage til Side; ogsaa undtage. Taka upp: optage (vel eller ilde). Taka uppatter: gjentage; oprippe. Taka uppunder: hjælpe til, understøtte en Sag. Taka ut: a) udtage noget; ogsaa: reise ud (især paa Søen); b) tage paa Borg, laane; c) udpege, nævne, paavise; f. Ex. Ein av deim heve gjort det, men han er ikkje god aa taka ut (dvs. det er vanskeligt at nævne nogen). Ligesaa: Eg kjenner Mannen, men eg veit ikkje aa taka honom ut (dvs. jeg mindes ikke hans Navn, eller hvem han er). Taka ved: vedtage; ogsaa: modtage. (I Søndre Berg. taka med). – Afledninger: Tak, Toka (o’), tøk, Tøkje.