Ivar Aasen Norsk Ordbog

Taugdans, m. et Slags langsom Dands. Tel.

taugfør, adj. langsom, seenfærdig. Tel.

taugleg, adj. noget langsom. Tel.

tauglynd, adj. langmodig, spagfærdig, koldblodig. Rbg.

taugmælt, adj. som taler langsomt. Hall.

taugra, s. tauvra.

taugt, adv. langsomt, sagte, spagfærdigt; roligt. Tel. Hall. Vald.

taugvoren, adj. noget langsom. Hall.

Taum, m. 1) en Snor, en Streng; f. Ex. paa en Fiskestang. Ogsaa om noget, som ligner en Snor, saasom en tynd Strøm af sei Vædske, en Draabe som kan udstrækkes i Længden. Mjølki vardt so seig, at ein kunde draga lange Taumarne av henne. (Jf. Ang. teám: Linie. Eng. Dial. tome. Angelstreng). – 2) Tømme, Ledebaand for en Hest. Afvig. Tom, Østl. G.N. taumr. Heraf tøyma. Figurlig: giva Taum, dvs. give slappe Tømmer, give større Frihed. Han fekk for lang Taumen: han fik for megen Frihed, man lod han raade sig selv for meget.

taumlaus, adj. fri for Tøiler, uhindret.

Taumleggja, f. Rebslagerhjul (= Kjegla). Tel.

Taumsauke (kj), m. en simpel Knude, hvormed en Snor fæstes i en Løkke eller i Enden af et tykkere Reb. B. Stift.

Taumstol, m. en Deel af Skuldertræet (Hyvret) i en Hestesæle. Østl.

taumutt, adj. stribet paa Siderne af Hovedet (især om Gjeder). B. Stift.

Taus, f. 1) Tøs, Tjenestepige (= Terna). Dei hava baade Dreng og Taus. (Jf. Stortaus). Nordl. Trondh. Berg. ogsaa i Stavanger Amt (hvor denne Betydning synes at være den eneherskende). Overalt med “au”; kun i Guldalen Tos (o’) i Lighed med los (laus), fros (fraus) o.s.v. – 2) Pigebarn; Pige, ugift Kvinde. Ho bar eit Barn paa Armen; eg veit ikkje anten det var Gut elder Taus. Dei hava fem Born; d’er tvo Gutar og tri Tauser. Alm. i Nordl. Trondh. og Berg. Stift (hvor Ordet Gjenta er sjeldnere). Sv. tös; i nogle Dial. täus el. taus (Rietz 776). Ofte med Begrebet: Kjæreste eller Elskede; i Valders ogsaa: Fæstemø, forlovet Pige. – 3) Pige som har faaet Barn. Tel. og tildeels paa Østl. (Denne slettere Betydning er paa andre Steder fremmed). Jf. Tauskjerring, Fyrkja, Fesja. – Ordet er ikke forefundet i Gammel Norsk. Det har været sammenstillet med Ital. tosa (dvs. Pige), men synes ikke at være indkommet fra den Kant, da det isaafald vistnok vilde beholde den samme Vokal og tillige findes i de mellemliggende Lande. Formodentlig maa det høre nær sammen med “Terna” og saaledes have en vis Forbindelse med Roden “thiu”, som ogsaa ligger til Grund for G.N. þý, f. Goth. þivi, Ght. diu, f. dvs. Tjenestekvinde og tillige for Ang. þeov og Goth. þius, m. dvs. Tjener; Træl. Jf. Terna, tena og tjona.

Tausbarn, n. Pigebarn. I Berg. Stift Tausa(r)barn (-badn). – I Spøg eller Spot ogsaa Tausunge (Tausa-ungje), m.

Tausefut, m. Tøsefoged, dvs. En som løber efter Pigerne. Noget lignende er Tausedill, m. Sdm.

Tauselag, n. 1) Pigeselskab. 2) Pigemanerer.

tauselaus, adj. uden Tjenestepige.

Tauseløn, f. Løn for en Tjenestepige.

Tauskjerring, f. 1) gammel Pige. Nordl. Trondh. Berg. (Andre St. Møykjerring). – 2) Pige som har havt Barn. Ork. og fl.

taut, larmede; s. tjota.

Taut, m. Knurren, brummende Lyd. Østl. (Rom.). Jf. Tyt og Tot.

Tauver (Tauvr), n. en vis Kvægsygdom; en Lammelse i Munden eller Svælget. (Egentl. Forhexelse, s. tauvra). Tel. Afvig. Tøvr, Sogn; Taavr, Sdm. Torv, Sfj. G.N. taufr: Trolddom.

Tauverbøn, f. en Signe-Formular at bruge mod “Tauver”. Sdm. i Formen “Taavrabøn”. (I Folkesagn).

tauvra, v.a. (ar), forhexe, forgjøre; paaføre Lammelse eller Sygdom. Tel. Afvig. taugra, Hard., tøvra, Nhl. Isl. töfra: forhexe; Nt. tövern, Holl. tooveren, T. zaubern.

tauvrad, adj. angreben af en vis Sygdom (Tauver); om Kreature. Afvig. taavra, Sdm. ndm. torva, Sfj., tøvra, Hall.
Tauvring, f. Forhexelse, Forgjørelse.

Tav, n. Besvær, Møie. Ryf. (hvor det ogsaa hedder Trav). Jf. G.N. tefja (tafdi): forsinke, hindre.

Tave, m. Klud, Lap; et lidet optrevlet Stykke. (Jf. Tafse). Trondh. Berg. Hall. Han var so vaat, at det var ikkje turr Tave paa honom.

Tavgras, s. Tovgras.

Tavl, n. Tavl, Tærningspil. Sjelden, saasom i gamle Viser. Ogsaa i Formen Tavla (Tavlor), f. G.N. tafl. – Tavlebord, n. Spillebord. (Landst. 196).

tavla, v.n. kjæmpe; s. tevla.

Tavla, f. 1) Tavle, Plade at skrive paa. (Jf. T. Tafel; Lat. tabula). 2) Plade med en Indskrift; ogsaa en Liste aller Tabelle. 3) Rude paa et Spillebræt; jf. Tavl.

Tavla, f. (2), Ryghvirvel; s. Tovla.

tavleg, adj. møisom, besværlig (= travleg). Ryf. Jf. Tav.

Tavlestein, m. Tavleskifer.

Taa (?), n. en Fold; s. Taag.

Taa, f. 1, (Fl. Tær), Taa, en af Forspidserne paa en Fod; ogsaa om den forreste Deel af en Sko eller Strømpefod. Nogle St. afvig. To, Smaal. Rom. (tildeels med Fl. Tønnar, Tønnann). G.N. tá. – Paa Taaom: paa Tæerne. Hedder ogsaa: paa Taanom (Taa’naa, Tæ’naa), Nordre Berg.; paa Tæom, Ork.

Taa, f. 2, (for Thaa), bar Mark, sneeløs Jord. B. Stift. (Jf. Taakka). G.N. þá. Tildeels ogsaa om ufrossen eller iisfri Jord. Nogle St. Taa-a (Taae). Beslægtet med tøya; jf. taaen. Paa Taaenne (Dativ): paa bar Mark.

taa, v.a. (r, dde), opløse, optrevle, sønderrive, især Traad eller Tougværk. Nordl. Andre St. tæja (tægja). Isl. tæja (tæ, tádi). Part. taadd.

taa, for ut-aav, s. utav. (Hertil taa-gjord, taa-komen, taa-slegen o.s.v.).

taaen, adj. tøet, sneeløs, bar (= tøyad). Nordre Berg. Hall. Mest i Neutrum: taae(t).

Taag, n. en Kvægfold, et smalt omgjærdet Rum for Kreature paa Marken (= Kvi, Trøde, Grind); ogsaa en omgjærdet Rude eller Teig i en Eng. Østl. Sjelden i Formen Taag (Gausdal); oftest i en forlænget Form: Taaje (Smaal. Solør, Hadeland), og Taje, el. Taie, n. (Ringerige, Hedemk. Solør, Østerd.). Vel egentl. Taa. G.N. tá, n. Vei (el. Plads). G. Sv. ta, og tæ (Rydqvist 2, 135); Sv. Dial. tå (tä, te), dvs. indgjærdet Vei eller Jordstykke. (Rietz 770). Danske Dial. Forte, For-te (Molbech, Dial. 130). Hertil ogsaa Fortaag (Fortog).

Taag, f. (Fl. Tæger), 1) Green af Roden paa et Træ; Rodtrevle af Træ eller anden Væxt. Alm. (Fleertal lyder: Tæg’er, Tæg’ar, Tæg’e). G.N. tág, pl. tægr. – 2) Trevle, liden Streng eller Sene, f. Ex. i Kjød. (Sv. tåga). Ogsaa om en sei og trevlet Materie; saaledes: Livretæger (om tynd og mager Lever i Fisk), Blodtæger (om levret Blod).

taaga, s. toga. – Taagaa, s. Toga.

Taage, m. 1) Rygkurv, smal Kurv til at bære paa Ryggen. Sdm. (Taagje, el. Taaje; Fl. Taaga’). – 2) Ostekurv, Siekurv (= Tægja). Hall. Vald. Egentlig: Kurv som er flettet af Trærødder (Taag).

Taagebær (Taagbær), n. Steenbær (Rubus saxatilis). B. Stift, Rbg. Tel. Num. og fl. Ogsaa kaldet: Tæger, Mandal; Tægjebær, Hall. Nordl., Teiebær, Shl., Talgebær, Jæd. Sv. tågbär.

Taagekorg, f. Kurv som er flettet af Rødder (Birkerod); s. Taag.

taagutt, adj. trevlet, deelt i Trevler.

Taahytta, s. Taaladd.

Taa-jark, m. Udkanten af Tæerne; især den ydre Side af Stortaaen. B. Stift.

Taaje, s. Taag (n.) og Taage.

Taaka, s. Toka. – taakaa, s. taka.

Taakjeft, m. Sprække i en Taa. Sdm.

Taakka, f. bar Mark; den Tilstand at Jorden er fri for Snee. Hall. (ogsaa udtalt Tokka). Jf. Taa, 2. – Taakkevetter, m. en Vinter med liden Snee. (Tokkevet’).

Taal, s. Tol. taala, s. tola.

Taa-ladd, m. et Slags korte Sokker til at beskytte Tæerne. Hall. I Rbg. Taahytte.

Taa-lass, n. et let Slædelæs, som kan kjøres paa bar Mark (Taa). Sdm. Nogle St. Tøylass. (Modsat Førelass).

taalaa, v. s. tala, tela og tola.

Taalaa, m. s. Tele.

Taam, n. Uklarhed i Luften, et tyndt Skydække som ligner en Støvmasse. Tel. I Hall. Taame, m. Isl. þám. (Haldorson). Jf. Hima, Demba, Musk.

taama, v.n. (ar), blive uklar, om Luften. Tel. Hall. Oftere taamast, Particip taamad: uklar, disig eller ligesom støvet.

Taamsky, f. tynd, støvagtig Sky. Num.

taana, v.n. (ar), blottes for Snee, blive bar; om Jorden. Voss, Hall. og fl. Ogsaa: optøe, om Sneen. G.N. þána. Jf. Taa, taaen, tøya. – Particip taanad: tøet.

Taana, f. Strækkefjel; s. Tane.

Taanagl, m. Negl paa en Taa.

taanaa, s. tana. – Taanaar, s. Tinar.

Taang, n. s. Tang. – Taang, f. s. Tong.

Taangel, s. Tongul.

Taankar (Ølkande), s. Tankar.

Taar, n. Tave, Trevle, saasom af Liin, Hamp eller Bast. (Hampetaar, Lintaar). Sdm.

Taar, m. en Taar, liden Drik. (Mindre brugl. og maaskee fremmedt). Sv. tår.

Taara, f. Taare, Øiedraabe. Nogle St. i Formen Taar, f. (Tel. og fl.). G.N.
tár, n. Sv. tår; T. Zähre.

taarast, v.n. (ast), bevæges til Graad, fælde Taarer. G.N. tárast.

taarmild, adj. tilbøielig til Graad.

Taarn, s. Torn, n.

taarutt, adj. fugtig under Øinene; ogsaa: dugget, vaad; f. Ex. om Vinduer, Nordl. (taaratt).

Taa-saur, m. Smuds imellem Tæerne. Tel.

Taa-støyt, m. 1) Stød paa en Taa. 2) Flik under Taaspidsen paa en Saale.

Taata, f. 1) en Tud, en liden fremstaaende Knude. Sdm. og flere. – 2) Pattebøsse, liden Pose med Mælk eller Søbemad til at suge paa for Pattebørn. Mere alm. Isl. táta. (Haldorson).

Taatt, m. (Fl. Tætter), 1) Traad i en Snor; en af de enkelte (sædvanlig tre) Dele hvoraf et Snøre er sammensnoet; ogsaa om den eenlige Deel i en tvunden Traad. Temmelig alm. G.N. þáttr; Sv. tåt. (Jf. T. Dacht, Docht). – 2) en Trevle, Tave; Straale i en Dusk; ogsaa en Linie som ligner en Traad. (Jf. Raabarkad-Taatt). I Smaal. Tott (oo), om et lidet Knippe af Liin. (Sv. Dial tåt). – 3) et vist Træk i Ens Sindelag, et vist Hang eller Anlæg. B. Stift og fl. (I Smaal. Tott). D’er ein laak Taatt i honom: der er en vis ond Tilbøielighed hos ham. Ein Storetaatt: et Anlæg til Stolthed. Ein Fantetaatt: Anlæg til Skalkestreger. – Til Taatt hører vel ogsaa: Tatt, m. et Slags Fiskesnøre. Smaal. (Dansk Tatte, s. Molbech, Dial 590).

taatta, v.n. (ar), drage, trække, slide paa noget. Helg. – Afvig. taate: fiske med en Traad (?). Jarlsberg. I Smaal. tatte; s. Taatt.

taattutt, adj. aaret, stribet; f. Ex. om Træ som viser flere ulige Lag i Tværsnittet.

Taaver, n. 1) en Sygdom; s. Tauver. 2) en Stakkel, Stymper. Gbr.

Te, n. (m.), Theblade, og dermed tillavet Drik. Nyt Ord fra Østerlandene.

te (tea?), v.a. og n. (r, dde), 1) vise, forevise, lade see; ogsaa paavise, paapege. Han tedde meg det. Dei tedde meg Vegen osv. Smaal. Buskr. Hall. G.N. tjá (tér, tédi); Sv. te. – 2) betee, bevise (en Tjeneste). Han heve tett oss myket godt. Nordre Berg. – 3) v.n. vise sig, kunne sees, være synlig (= syna). Det ter Hola etter: der viser sig en Huulning efter det. Det var so litet, at det tedde ikkje osv. Hard. Voss, Hall. – Mere alm. bruges “te seg”, dvs. vise sig, komme frem, lade sig fornemme. Det ter seg: det yttrer sig, giver sig tilkjende. Ogsaa om Personer: skikke sig, opføre sig. Te seg som ein Mann. En afvigende Form, “tega” forekommer hos Landstad, p. 122. Forholdet til T. zeigen (og Goth. teihan) er noget dunkelt.

te, præp. til; til at; at; – s. til.

te, adv. jo, des, desto; f. Ex. Te høgre ein kjem, te vidare ser ein. Lyder ligedan som det foregaaende, tildeels som ti (i’), men kan neppe opfattes som noget “til”, da det hellere er en Afvigelse fra “di” (G.N. því, þí) og altsaa en uregelmæssig Overgangsform, ligesom dansk “thi” og Svensk “ty” (dvs. derfor), der ogsaa grunder sig paa et gammelt “þi”: Jf. Eng. the, og T. desto (af Ght. des de, el. des diu). See ellers di og dess.

teblands (til Blands), s. Bland.

tedd (ee), part. viist, foreviist; s. te.

teden, s. tiden. – tedess, s. tildess.

tedja (e’), v.a. (ted, tadde, tadt), gjødsle, gjøde (Jorden), sprede Gjødsel paa. (S. Tad). Nordre Berg. (I Nfj. og Sdm. tedje). G.N. tedja (taddi). Particip: tadd (tadd’e). Jf. frøyda, kvia, hævda.

Tedjing, f. Gjødsling, Opgjødning.

tedna, s. tidna. – Teer, s. Tidur.

Teft, f. Lugt, Veir af noget. Smaal. (Tæft). “Han hadde Tæft’a a’ dæ”: han havde Veiret af det, havde faaet Nys om det. Jf. Tev.

tefta, v.a. (ar), lugte, veire, fornemme dunkelt. Smaal. (tæfte).

tefte, s. teppa. – Tefær, s. Tilfærd.

Tegd, s. Tægd. tegda, s. tægda.

tegja (e’), v.n. (tegjer, tagde, tagt), tie, afholde sig fra at tale; ogsaa: afholde sig fra at knurre, klynke, skrige o.s.v., om Dyr og Mennesker. Infin. lyder forskjelligt: te’ja el. tea (Tel. Hall.), teia, teie (B. Stift og fl.); tiga (Sogn), tigja el. tia (Jæf. og f l.), tie, el. ti (Nordl. og fl .). I Lighed hermed Præs. te’jer, teie; eller tigjer (tie). Imperf. forkortet tag, Nordl., ellers alm. tagde, langtonet ligesom Supin. tagt. G.N. þegja (þegir, þagdi, þagat). Imperativ skulde vel helst hedde teg, Fl. tegje; dog høres mest alm. “tig” og “ti”, nogle Steder “tei”, Nhl. og fl .; paa Sdm. “ti”, men i Fl. “teie”. (G.N. þegi). – Ordet stilles ofte reflexivt, f. Ex. tegja seg; eg tagde meg,; tegje dykker no osv. – Tegja paa nokot: fortie noget, ikke tale derom. Jf. tagall, tagga, tagna, Togn, tegta.

tegjall, adj. taus (= tagall). “tegjaal”, Sæt.

tegjande, adj. 1) stiltiende, taus. 2) passende at tie; f. Ex. d’er ikkje tegjande paa det lenger. (Afvig. teiande tiande).

Tegjing, f. Taushed, Stiltienhed.

Tegla (e’), f. 1) en Haarlok, liden Haardusk. Hall. Jf. Tagl. 2) en tynd Kvist. Nfj. Jf. Telg.

tegla, v.a. (er, de), beklippe Halen paa en Hest. Gbr. (tegle). Af Tagl.

teglutt, adj. lokket, busket. Hall.

tegta, v.a. bringe til at tie (= tagga). “Sjaa til aa faa tegt’ Ban’e”: stille Barnet tilfreds. Ork. Indh. G.N. þegta (þekta).


teia, v.a. optøe, s. tæja og tøya.

teia, v.n. s. tegja. – Teia, f. s. Tægja.

Teiebær, s. Taagebær.

Teig, m. 1) et begrændset Jordstykke; en Rude eller Qvadrat i Ager, Eng el. Skov; saaledes ogsaa en Part i udskiftet Jord. Alm. G.N. teigr; Sv. teg. Det ligg Teig um Teig: Parterne ligge jævnsides (eller vexelviis om hinanden). – 2) en Engstrimmel til at slaae eller meie; et Stykke som man kan slaae paa en vis Tid eller Stund. (Paa skraatliggende Marker er det altid en opadgaaende Strimmel, hvorpaa man begynder fra den nederste Ende). – 3) en vis Mængde Korn paa Ageren; et Antal af 20 “Træver” (s. Treve). Mandal. – I Shl. har Teig ogsaa betegnet et vist Viddemaal. (Jf. Budstikken for 1820, p. 535). Ogsaa i Hall. og flere Steder bruges Teig om en vis Vidde, dog saa at denne kan være større eller mindre; f. Ex. “Markateig”, dvs. Engstykke som en Slaakarl kan meie for en Mark; og “Dalarsteig”, et fem Gange større Stykke. – Den bestemte Form “Teigen” lyder mest alm. som Teien (egentl. Teigjen).

teiga, v.a. (ar), afdele i Ruder el. Strimler. Mindre brugl.

Teigbyte, n. 1) Ombytning af Jordstykker. 2) Grændseskjel imellem to Teiger.

Teiglag, n. en Række af Teiger; en vis Inddeling af Agerjord, som er bestemt til forskjellige Slags Udsæd. Østl.

teigpløgja, v.a. pløie en vis Deel af Ageren særskilt (ikke den hele Bredde paa een Gang). Østl. Jf. Forlengd, Forskot.

Teigtrøm, m. Kanten af en Teig.

Teikn, n. 1) Tegn, Mærke; Betegnelse. Nogle St. afvig. Tekn (ee). G.N. teikn. (tákn); Ght. zeichan, Goth. taikns, f. – 2) et Varsel, Forvarsel. – 3) et Under, Vidunder; Mirakel. Tel. – Afvigende herfra er Tekn (ee), f. en Skygge; om en meget bleg og sygelig Person. Hall. (Jf. Skrift).

teikna, v.a. og n. (ar), 1) tegne, antyde noget ved Tegn; f. Ex. for En som ikke kan høre. Hedder paa mange St. tekna (ee). G.N. teikna. – 2) afbilde, ridse; gjøre Tegninger. Ogsaa: optegne eller skrive; f. Ex. teikna upp; t. under; t. seg paa ei Lista osv. – 3) bebude, vise Tegn til noget. Oftest med “til”, f. Ex. det teiknar til Regn. Ellers ogsaa reflexivt. Det teiknar seg godt osv.

Teiknar, m. en Tegner; Tegnemester.

Teiknebok, f. Tegnebog, Noteringsbog.

Teiknekunst, m. Tegnekunst.

teikneleg, adj. forunderlig, vidunderlig. Tel.

Teikning, f. 1) Betegnelse, Antydning ved Tegn; s. teikna. 2) Tegning, aftegnet Billede. 3) Optegning. Mange Steder Tekning (ee).

Teila (Garnkant), s. Tenel.

Tein, m. 1) et opspirende Træ, Skud, Spire (= Teinung). Tel. og fl. (Seljetein; Hasletein). – 2) en tynd eller liden Stang; f. Ex. om Ærtestænger. Mere alm. Nogle St. Teidn (Ryf. Shl. og fl.). G.N. teinn. – 3) et Spid, en lang Pind. (Jf. Ladtein). Saaledes ogsaa: Teen el. Axel i en “Snelde”, Smaal.

Teina, f. 1) Ruse, Kube til Fiskefangst, sammensat af tynde Stænger eller Spiler. (Aaleteina, Lakseteina osv.). Temmelig alm. Paa Østl. tildeels Tina. G.N. teina. – 2) Kløvkurv, Vidiekurv til Oppakning for en Hest. Hall. Vald. (Jf. Goth. tainjo: Kurv). – 3) Mølletragt, Kasse hvoraf Kornet løber ned i en Kvern. (Kvernteina). B. Stift, Vald. og fl . Hertil Teineaas, m. Bjælke som Mølletragten hviler paa.

teina, v.n. (ar), rive, stikke; om Smerter som ligne en Stikken i Lemmerne. “Dæ teina i Armaa”. Sdm. Jf. sneisa.

Teinegard, m. Muur eller Gjærde paa Siderne af en Fiskerus.

Teinestøde, n. bekvemt Sted for Fiskerie med Ruse. (Ikke alm.).

Teinung, m. Spire til et Træ, spæd Stamme, Skud (jf. Tein). Smaal. Rom. og fl. Paa Toten: Tinung (i’), eller Tenung. (Andre St. Renning, Runne og fl.). G.N. teinungr. (Jf. Sv. telning). – Tenung-ljaa, m. en stærk Lee hvormed Træspirer paa Engen nedhugges. Toten.

teira, v.n. (ar), æde sparsomt, eller vrage Maden (som af Mangel paa Madlyst). Tel. (Vinje). Hertil Teir, m. en smaatærende Person. teiren, og teir-eten, adj. smaatærende. Dunkel Form. Sv. Dial. tedra: være bly; taira sig: være affekteret.

Teist, m. en dunkel Fornemmelse; Smag eller Anstrøg af noget; Tegn paa en vis Tilstand. Stjordalen. I Snaasen: Tæst. I Hall. Tæst, f. Nys, Formodning. “Han fekk ei Tæst um dæ”.

Teiste, m. 1, en vis Søfugl, Uria Grylle. Alm. ved Havkanten. G.N. þeisti.

Teiste, m. 2, Fyrfad, liden Jernkasse at bære Gløder i. Oftere Eldteiste og Fyrteiste. Holl. test. Jf. Eng. test: Digel; Lat. testum: Leerkar.

tek (tæk), s. taka.

Tekel (e’), m. Dække, Tag paa et Huus. Tel. (Tekjel). I Hall. Tikjil (i’), Af Tak. Jf. G.N. þekjull.

teken, part. tagen, greben; angreben; modtagen, antagen osv., s. taka. Hedder paa mange Steder tikjen (i’) med Fl. tikne; ellers tekjen (e’) og nogle Steder te’en. G.N. tekinn.

Tekja, f. (?), i Forbind. “Tekjubaan”, maaskee Hittebarn (?), s. Landstad, p. 13, 14. G.N. tekja: Tagen, Fangst.

Tekk, m. Lugt, Veir af noget (vel egentl.
Fornemmelse). Sdm. “Kynn’e kjende Tekkjen ‘ta Bjønn’a”: Køerne havde Veiret af en Bjørn, kjendte at den var i Nærheden. S. tekkja.

tekk, adj. tækkelig, hyggelig, som gjør et godt Indtryk. B. Stift. G.N. þekkr.

tekkja, v.a. 1. (er, te), 1) mærke, blive var, øine (noget som er langt borte, f. Ex. et Skib paa Havet). Nordl. G.N. þekkja. – 2) lugte, have Veir af noget. Sdm. (Sjelden; s. Tekk). Egentlig: fornemme eller kjende. Jf. Tokke, tykkja, Tykkje og tenkja (som her skulde hedde tekkja). Disse Ord i Forbindelse med Takk, tekk og tekkjast, synes at udgjøre en Slægt, hvortil man har forestillet sig et Stammeverbum thinkan, som her vilde hedde: tekka (tekk, takk, tokket). Grimm, Gr. 2, 60. Weigand 1, 232.

tekkja, v.a. 2. (tekkjer, takte, takt), tække, lægge Tag paa (et Huus); især om at dække Tagfjelene med Tørv (eller Tegl). G.N. þekja (þakti). Søndenfjelds oftest uden Vokalskifte, altsaa: tekte, tekt. Particip takt, nogle St. tekt. – Ordet skulde ogsaa betyde: dække, skjule, beskytte; men i denne Betydning bruges sædvanlig “dekkja” (er, te), som her er en fremmed Form. (T. decken).

Tekkja, f. Tække eller Tag paa et Huus. G.N. þekja. Jf. Tak, Tekel og Toka.

tekkjast, v.n. (est, test), 1) behage, være tækkelig. Um det skulde tekkjast honom. (Dativ). – 2) tækkes med, tage til Takke, være tilfreds. Han tektest med det. G.N. þekkjast. Jf. Takk.

Tekkje, n. 1) Tækkelighed, Ynde (= Tokka). Jf. Manntekkje. – 2) Klogskab, Forstand (?). Dunkelt i Forbindelsen “Manne-tekkje” (Landst. 145), som kan være enten: et Menneskes Forstand, eller ogsaa: Evne til at kjende Mennesker. S. tekkja, 1.

Tekkjedugnad, m. Tækkegilde; det at en Mand tilfalder sine Naboer for at tække et nyt Huus og siden giver dem en god Beværtning, naar Arbeidet er fuldført. B. Stift og fl. I anden Form: Tokedugnad (o’), Shl. Tukudugna, Hall.

tekkjeleg, adj. tækkelig, behagelig. G.N. þekkilegr. Jf. tekk.

Tekkjing, f. Tækning. (Sjeldnere Tekkning).

Tekkleike, m. Tækkelighed (s. tekk).

Tekn, s. Teikn. tekna, s. teikna.

Teksla, f. Tængsel, Bødker-Øxe. Nhl. og fl. Afvig. Tekla, Nordl., Diksl, Sdm. og fl. Eng. Dial. thixille, Holl. dissel.

teksla, v.a. hule eller tilhugge med en Tværøxe. Afvig. tekla, diksla.

Tekst, f. 1, en Indretning hvormed man opsamler Tømmerstokke i Elvene. Tel. Buskr. Nogle St. Teist. (Num.). Efter Hallager ogsaa Tekt (som er en bedre Form).

Tekst, f. 2, Text, Læsestykke; ogsa en Prædiken i en Postille. Nogle St. Tekster (Tekstr). Af Lat. textus.