Ivar Aasen Norsk Ordbog

Tekt, f. Tagen (af taka). I Sammensætning som Inntekt, Vedtekt, Varetekt. Jf. G.N. aftekt, tiltekt, upptekt, vidrtekt.

tekt, adv. tækkeligt, med Ynde; s. tekk.

tekte, s. tegta.

Tel (e’), n. 1) Grund, Underlag; den egentlige Væv i et Klædningsstykke (i Modsætning til det som sættes uden paa samme, saasom Brodering, Nop eller Fryndser). Hard. Shl. og fl. Jf. Kragetel, Ryetel; Maanetel. G.N. þel. – 2) Grundstykket i en Plov (= Il, Aurskida). Smaal. (Tæl). I Nordl. ogsaa: Bund, Gulv (som falder nær sammen med Til, s. Tile). – 3) Stof, Materie, Substants. D’er godt Tel i den Steinen. Trondh. (Tæl). Saaledes ogsaa: Kraft, Mod, Sindsstyrke. D’er godt Tel i den Guten: det er en tapper Karl, en som ikke taber Modet. Hard. Jf. telad.

Tela, f. Sok, Strømpefod. Hall. Mest i Fleertal (Telu’).

tela, v.n. (ar), traske, løbe, tøfle afsted. Hall. Jf. tila.

tela (e’), v.n. (ar), blive haard af Frost, om Jorden; fryse, faae et Iislag (Tele). Hedder ogsaa telast. – Hertil: telad (e’), part. haardfrossen, iisnet. (Nogle Steder tølaa og taalaa). Paa telad Mark: paa tilfrossen Jord.

tela (e’), v.a. rede Garn, s. tenla.

telad (e’), adj. beskaffen med Hensyn til Stoffet (s. Tel); ogsaa djerv, kraftfuld. Hard. Om en anden Betydn. s. tela, v.n.

Tele (e’), m. 1, et Iislag i Jorden, en tyk Skorpe eller Flage af gjennemfrossen Jord. Alm. men tildeels afvig. som: Tæla, Østl., Tala, Namd., Taalaa, Indh., og Kjæla (Tjæla), Rom. G.N. þeli. Sv. käle, i Dial. täle, tjäle. Danske Dial. Tæl. – Et tyndere Iislag i Græsroden hedder Klake.

Tele (e’), m. 2, en skovløs Fjeldmark, en høitliggende nøgen Flade eller Skraaning. Ork. Ndm. Ogsaa kaldet Fjelltele (Fjelltæle). Vel egentlig: bar Grund; s. Tel.

Telebonde, m. Indbygger af Landskabet Telemarken. Saaledes ogsaa Telegut, m. og Telegjenta, f. (Jf. “Tilegut”, Landst. 830). Vel ogsaa Tiler (i’), eller Teler (e’), pl. (G.N. þilir), dog synes dette at være lidet bekjendt.

Telebotn, m. dybt Iislag i Jorden.

Teledrope (e’, o’), m. Dryp eller Væde under et Tørvtag, foraarsaget ved Optøen efter Frost. B. Stift. I Tel. Andskare.

telefri, adj. fri for Iis i Grunden, ganske optøet; om Jorden.

Telefrost, n. haard Barfrost, som lægger tyk “Tele” i Jorden.

Telegrop (e’, o’), n. Smeltning i frossen Jord; det at Jorden bliver blød og løs
af Isens Smeltning i Grunden. Temmelig alm. (Nogle St. Tælagrøp).

Telehogg, n. 1) Øxe hvormed man ophugger frossen Jord. (Oftere Telhogg). G.N. þelahögg. – 2) en vis knittrende Lyd i Træ, som brænder. “Telhøgg i Verma”, Hall. (Fordum anseet som Varsel for en Begravelse, el. en Gravning i haard Jord).

Telemarking, m. s. Telebonde.

Teleskot (o’), n. Jordens Smeltning om Vaaren (el. i Tøveir). Ogsaa Telskot, Ork., Tilskot, Sogn. Af Udtrykket “skjota Telen”, dvs. fordrive Isen.

Teleskreid, f. Jordfald, foraarsaget ved Smeltning i Grunden. Indh. i Formen “Taalaaskrei”.

Telg, m. Bregne (Filix), et Slags Bladvæxter. Sfj. Nhl. Sogn (Lærdal), Valders. Afvig. Kjelg (Tjelg), Solør, Østerd., Talgegras, Hall. (Andre St. Burkne, Brom, Blom, Lok, Slok, Grofte og fl.). Jf. Isl. tjálga: en Green (ligt Ang. telga, Nt. Telge).

Telgblom, m. et Slags stor Bregne. Sfj.

telgja, v.a. (er, de), tilskjære; især tilhugge Tømmerstokke paa Siderne (= rydja, skanta). Hall. Vald. Østl. (telje). Afvig. tægje, tægde, Tel. (I Vald. med Bøiningen: tæl’e, tælde). G.N. telgja. Particip telgd lyder sædvanlig telld (tæld); i Tel. tægd. – En anden Form er tolga (tolje), Gbr.

Telgjebila, f. en bred Øxe at tilhugge Tømmer med. Østl.

Telgjestein, m. blød Steenart; Vegsteen.

Telgrot, f. Bregnerødder. Sfj.

Telhogg, s. Telehogg.

telja, v.a. (tel, talde, talt), 1) tælle, optælle, regne efter; ogsaa opregne, nævne hver for sig. G.N. telja (taldi); Ang. talian, tellan. (Jf. Tal). Imperf. i Sætersd. “taalde”, formod. af det gamle Fleertal: toldo (tøldu). Imperativ: tel (e’), Fleert. telje. – 2) fremstille, forklare, omtale i en vis Hensigt. Saaledes: telja ført, dvs. forestille noget som en let Sag, skildre Leiligheden som særdeles gunstig. Modsat: telja uført, dvs. fremstille mange Vanskeligheder osv. Telja til goda (el. til godes): tale forsonende Ord, udlægge alt til det bedste. Telja til vonda (el. til vondes): udlægge alt til det værste, vække Uvillie eller Fiendskab. B. Stift. – 3) overtale, raade (til eller fra). Telja til: tilraade, tilskynde. Telja fraa, el. t. av: fraraade; f. Ex. Eg vilde det sjølv, men dei talde meg fraa. (B. Stift, Nordl. Hall. og fl.). Sjeldnere: telja yver (y’): overtale. – Ellers nærmest i den foregaaende Betydning: telja fyre nokon, dvs. moralisere for En, søge at tale ham til Rette. Det hjelpte inkje, kvat me talde fyre honom: det hjalp ikke, hvor meget vi søgte at overtale ham. Telja Skam i nokot: regne noget til Skam; f. Ex. Eg er rædd, at dei telja meg Skam i det, dvs. at de ville ansee det som en Skam for mig. (Nordre Berg.). I Betydningen “fortælle” bruges sædvanlig: fortelja. (Jf. Eng. tell). – Particip hedder tald.

teljande, adj. tællelig, som kan tælles. Jf. tilteljande (tilraadelig); fraateljande (fraraadelig).

Teljing, f. Tælling. Ogsaa om Raad eller Overtalelse, som Tilteljing, Fraateljing, Fyreteljing. Jf. Fyretola.

Tella, f. et ungt Naaletræ, ung Fyr eller Gran. Nordl. I Indh. især om Gran. (Afvig. fra Toll). Sv. Dial. tella (Rietz 722); G.N. þella. – Ofte forkortet som “Tell”, saaledes ogsaa Tellbar, Tellskog, Telltopp og fl.

Tellkjuksa, f. en vis Fugl, s. Raudskjor.

Telltit (ii), m. et Slags Meise. Smaal. Nogle St. “Tæltyt”.

Telna, f. 1) en Gulvplanke (= Tilefjøl). Gbr. 2) Kant paa Seil el. Garn; s. Tenel.

telna, v. sætte Kant paa; s. tenla.

Telning, m. Kløvning, Halvdeel af en kløvet Stok. Stjordal. Maaskee for Telgning.

Telski(d), s. Tileskida.

Telt, og Telthus, s. Tjeld.

temba, v.a. (er, de), fylde, stoppe. Temba i seg: æde eller drikke meget. Hard. Ogsa i Nordl. (tæmma). I Tel. tildeels temja. Isl. þemba: udspænde. – Hertil Temba, f. et stort Maaltid; saaledes “Bufortemba”, ved Hjemflytningen fra en Sæter. Hard.

Teming (e’), m. et Dyr som man tæmmer; en ung Hest som ikke er fuldelig tæmmet. B. Stift. Sædvanlig udtalt med reent æ (Tæming).

temja, v.a. (tem, tamde, tamt), tæmme, gjøre tam; især vænne til Arbeide, øve, oplære, f. Ex. en Hest. Temja seg: øve sig, vænne sig til noget; ogsaa: betvinge sig, dæmpe sin Hidsighed. (Præsens lyder alm. tæm, el. tæm’e). G.N. temja (tamdi); Ang. tamian. Hertil Tam og Tame; jf. tamd og tamen. – Med afvigende Betydning “temja”: løbe stærkt (= tenja), Gbr. Ligesaa “temja seg”: fylde sig (= temba), Tel.

temjande, adj. som kan tæmmes.

Temjar, m. en Tæmmer, Tugtemester.

Temjing, f. Tæmmelse. Jf. Tam.

temper (pr), adj. kræsen, kjælen, som taaler lidet. Hall.

Temperdag, m. Tamperdag. Af Lat. (quatuor) tempora: de fire Aarstider.

temsa, tale langsomt; s. tamsa.

tena (ee), v.n. og a. (ar), 1) tjene, være i Tjeneste. Temmelig alm. Form. (Sjeldnere tæna, tjena, kjæna). G.N. þjóna, sjeldnere þéna; jf. Ang. þenian, þegnian; Ght. dionon. Tildeels med Dativ, f. Ex. han tenar Presten. (Prest’e, Prest’a). – 2) hjælpe, vise en Tjeneste. Eg vilde gjerna tena
honom med det (el. i det). – 3) nytte, hjælpe, due til noget. Eg veit ikkje kvat det skal tena til. – 4) være passende eller god nok. Meget brugl. i Nordre Berg. f. Ex. “Dæ tena”: det gaar an, det er godt nok. “Dæ tena aat haanaa”: det er tilpas for ham, lad ham have det saa. – 5) v.a. fortjene, erhverve. Tena Pengar: fortjene sig Penge, vinde noget. Tena upp: opspare, samle; ogsaa: aftjene, klarere en vis Udgift ved Arbeide. – Ordets Bøining er paa mange Steder uregelmæssig, idet Præs. hedder tena(r), men Imperf. “teente”, og Sup. “teent”. (Dog bruges tildeels ogsaa Præs. “tener”, altsaa regelret: -er, te). Particip mest alm. teent (for tenad); for Ex. Eg er ikkje teent med det.

Tenall, og Tenar, s. Tinar.

Tenar (ee), m. en Tjener; Karl eller Pige som er i Tjeneste. – Tenarhald, n. det at holde Tjenere. tenarlaus, adj. som ikke har Tjenere. Tenarløn, f. Løn for en Tjener. Tenarstand, n. Tjenerstand. Tenarstova (o’), f. Stue for Tjenere (paa en stor Gaard). – Jf. Tenesta.

tendra, berøre Grunden; s. tenna.

tendra, v.a. (ar), tænde, optænde (Ild eller Lys). B. Stift og fl. Ellers brugt i Formen tenda (tenne, tænne). G.N. tendra. (Derimod Ang. tendan, Goth. tandjan). Jf. tandra. Tendra i (el. ut-i): antænde. Tendra Kola (o’): tænde Lampen. Jf. kveikja.

Tendrevid (i’), m. Spaaner eller Splinter til at tænde med (= Kveikje). Mest i Formen Tendve(d), Ork. og fl.

Tendring, f. Optændelse; ogsaa om en begyndende Lysning; s. Maanetendring.

Tendring, m. et Slags stor Baad med Kahyt eller halvt Dæk; en liden Skude. Nordl. og Indh. Jf. G.N. teinæringr: tiaaret Baad.

Tenel, m. Kant, Kantning paa Garn eller Seil; Toug som er tilsyet langs Kanten for at holde den stiv eller udspændt. Shl. Lyder deelt Tinel (i’), deels Tenel (ee). Mere bekjendt i en anden Form: Telna, f. Trondh. og Nordl. Afvig. Teila, Helg. (Ranen). Sv. teln (i Dial. telna, m. fl.); i danske Dial. Tæl, og Tælje. G.N. þinull, net-þinull, ogsaa þinurr (Egilsson, Lex. poet.). Formodentlig til tenja. Jf. Tinar og tenla – Andre Steder Skot, Garnskot.

Tenesta, f. 1) Tjeneste, Tjenerstilling. 2) Hjælp, Medvirkning, Bistand. 3) Forretning i Kirken, Gudstjeneste. Mest alm. Tenesta (e’), afvigende fra Vokalen i “tena”; ellers forkortet Tenest (e’) og Tensta. G.N. þjónasta (sjeldnere þénasta); Sv. tjenst. – Tenestedreng, m. Tjenestekarl. Tenestegjenta, f. Tjenestepige; som ogsaa hedder Tenestetaus, eller “Tenesttaus” (Berg. Trondh. Nordl.). Tenestetid, f. Tjenestetid. – tenestfør, adj. tjenestedygtig. (Nordl.). tenestlaus, adj. ledig, som ikke har Tjeneste. tenestviljug, adj. tjenstvillig. (Sjeldnere).

Tengel, m. Tangstilk; s. Tongul.

Tenger, pl. s. Toug.

tengja, v.a. (er, de), 1) forsyne med en “Tange”, tilspidse, udhamre i en tynd Spids. Valders. Particip tengd. – 2) drage stærkt, slide paa noget. “Han sto aa sleit aa tengde paa”. Jæd. (Andre St. tenja). Jf. G.N. tengja: binde fast.

Tening, s. Tining.

tenja, v.a. og n. (ten, tande, tant), 1) udspænde, strække, udspile, f. Ex. Skind; saaledes ogsaa: udstoppe, udspænde ved en Fyldning. B. Stift. G.N. þenja (þandi); Goth. þanjan, Ght. denjan, T. dehnen. Sv. tänja. – 2) v.n. løbe stærkt, tage lange Skridt (egentl. strække ud). Sogn, Hall. og fl. (Afvig. temja, Gbr.). Præsens lyder sædvanlig: tæn (tæn’e). Particip tand (tand’e). Hertil Tan, Tane, Taana; vel ogsaa Tenel og Tinar.

tenjande, adj. løbende, farende i fuldt Løb. Han kom tenjande. – Afvig. Brug: Skunda deg, alt du er tenjande god til. Ryf.

Tenjing, f. Udspændelse (= Tan).

tenkja, v.n. og a. (er, te), 1) tænke, forestille sig noget; ogsaa: slutte, formode. Sv. tänka; Eng. think, T. denken. (Ordets Form passer kun sammen med “Tanke” og er her egentlig fremmed; jf. tekkja, tokka, tykkja). – 2) beslutte, fatte et Forsæt, lægge en Plan. Me hadde tenkt det so. Eg hadde tenkt aa vera med. – 3) bestemme til noget. Eg hadde tenkt det til nokot annat. – Tenkja seg til: bestemme sig til, have i Sinde. Tenkja seg um: betænke sig. Tenkja attpaa: tænke sig tilbage til, erindre. Tenkja etter: betænke, overveie. Tenkja upp: optænke, finde paa.

tenkjande, adj. 1) tænkende. 2) tænkelig, eller værd at tænke paa. D’er ikkje tenkjande: det nytter ikke at tænke derpaa.

tenkjeleg, adj. tænkelig; sandsynlig.

Tenkjemaate, m. Tænkemaade.

Tenkning, f. Tænkning. Oftere Tenkjing. Jf. Tanke.

tenksam, adj. tænksom; betænksom.

tenkt, adj. 1) tænkt, paatænkt. (Part. af tenkja). Ogsaa: sigtet eller mistænkt for noget. Den som er fyre eitt kjend, han er til tie tenkt. (Ordsprog). – 2) besluttet, overlagt; ogsaa: bestemt til noget. – 3) om Personer: betænkt paa noget, forberedt. Eg var ikkje tenkt paa det. Ogsaa: tænksom, klog, som beregner alt. Det var Gut, som var tenkt. (tenkt’er). Jf. djuptenkt, faatenkt, snartenkt, stuttent. (Altsammen nyere Ord).

tenla (el. tendla), v.a. (ar), 1) kante Garn eller Seil, forsyne med Toug i Kanten.
Shl. (af Tenel). Afvig. telna, Trondh. – og tela (e’), Sdm.

tenleg (ee), adj. tjenlig, nyttig.

Tenna, s. Terna.

tenna, v.a. og n. (er, te), 1) sætte Tænder paa, gjøre tandet, tilspidse, f. Ex. en Sav. (Af Tonn). Mindre brugl. – 2) besætte en Grøft med Steen, sætte en Steenrad paa Siderne af en Rende. Tel. – 3) v.n. vise Tænder, eller have et Slags Tænder; f. Ex. om en Hest: Han tenner fyre den Aldren: den har saadanne Tænder som passe til den Alder. B. Stift. Nogle St. “tenna seg”, og tildeels “tanna”. Trondh. – 4) berøre Grunden, naae Land; om en Baad. So snart som Baaten tennte i Land. Nordl. I B. Stift hedder det “tendra”, saaledes i Hard. “mæ sama at Baaten tændra i Land”. (Vel egentlig: bide eller hugge). – 5) snadre, skrige, skraale; ogsaa: skjæde (= tandra, tantra). Nordre Berg. Hall. og fl. (Tildeels opfattet som en Afledning af “Tenna”, dvs. en skrigende Fugl; s. Terna). Hertil Tenning, f. Skjælden og Smælden. Tennebikkja, f. en støiende Hund.

Tenner, s. Tonn. – Tensta, s. Tenesta.

tent (ee), part. 1) tjent, hjulpen med noget. 2) fortjent, erhvervet. Egentlig en nyere Form for tenad, s. tena.

tent (e’), el. tennt, adj. tandet, forsynet med Tænder; ogsaa: beskaffen i Tænderne, som kvasstent, smaatent, romtent og flere. G.N. tenntr.

Tenung, Spire; s. Teinung.

teppa, v.a. (er, te), tilstoppe, tætte, gjøre tæt; ogsaa: tillukke, stænge. G.N. teppa; Sv. täppa. (Nærmest af Tapp). teppast, v.n. tilstoppes, blive tæt. Det teppest til. – Imperf. tildeels med “ft” for “pt” (tefte, teftest); saaledes ogsaa i Particip tept (teft).

Teppa, f. 1) Tilstoppelse. (Mindre brugl.). – 2) et lidet omgjærdet Engstykke (omtr. som Taag, el. Taaje). Solør.

Teppe, n. noget som lukker eller tilstopper; f. Ex. et “Spjeld” i en Ovn. Østl.

Tepperot, f. Tormentille (Urt). Tel. Sæt. (Navnet sigter til Urtens Brug imod Diarrhee). Andre St. Munnskaaldrot, Blodrot, Smørblom og fl.

Tepping, f. Tilstoppelse; tildeels ogsaa: Forstoppelse (Obstruction). Nogle Steder Teppelse, n.

tept, part. tilstoppet; s. teppa.

Ter (ee), s. Tere og Tidur.

Terbor, s. Tilburd.

Tere (ee), n. Smule, Gran (= Tære); ogsaa: Plet, Flæk. Lister, Mandal. Hedder ogsaa Ter (Teer). – tereslaus, adj. pletfri, lydeløs.

terga, v.a. drille, ærgre; s. terra.

Terhøna, s. Tidurhøna.

terja, v.n. (ar), hugge eller skjære med Møie, saasom med en sløv Øxe (= gnaga, saga). Indh. Maaskee for targa. (Sv. Dial. targa, targla).

terma, v.n. æde seent og sparsomt (= teira). Hall. – termen, og term-æt, adj. smaatærende.

Terna, f. 1, Terne, Tjenestepige. Nfj. Nordl. Sjelden i fuld Brug, derimod ofte i gamle Viser. G.N. þerna, Ght. diorna, T. Dirne. Jf. Taus.

Terna, f. 2, Terne (Søfugl), Sterna Hirundo. Sædvanlig udtalt anderledes end det forrige, nemlig Tedna og Tenna. Isl. þerna.

Terning, m. 1) en liden Skive, en Bid, liden afskaaren Stump (f. Ex. af Kjød eller Ost) til at tage i Munden. B. Stift, Hall. (Sv. tärning). – 2) Terning til Spil. (Sjelden). G.N. tenningr, teningr. – Terningkast, n. Terningspil.

ternutt, adj. ternet, rudet, farvet i Ruder. Nordl. og fl.

terpa, v.a. tygge eller svælge med Besvær, æde haard og usmagelig Mad. Trondh. Sjeldnere paa Sdm. “Ein laut no terpe dæ ‘ti se”. Jf. terma. Hertil Terp, n. og Terping, f. Underholdning med tør Kost.

terra, v.a. (ar), tirre, drille, ophidse. Hedder mest alm. tirra (i’). S. terren. Nogle St. med Betydningen: stræbe imod, være uvillig. Guldalen. (Oftere terrast, eller “terres”). Hertil Terr, m. en Tværdriver. Isl. terra: fremrække noget paa en tirrende Maade. Eng. Dial. terre: ophidse; Nt. tarren. Ogsaa i en anden Form: terga, Nhl. Nordl. Holl. tergen, Nt. targen, T. zergen.

terra (for therra), v.n. (ar), tørre, være gunstig for Tørring; om Veir og Vind. Jæd. G.N. þerra: aftørre. Beslægtet med Tarre, Torre, torna, turr, og tillige med tursna, Torste og tyrst, som forudsætte et Stammeverbum therra (tharr, thorret) eller egentl. thersa, ligt Goth. þairsan. (Grimm, Gr. 2, 39).

Terra, f. en Portion som tørres paa een Gang, en enkelt Tørring, f. Ex. af Korn. Valders. Andre St. Turka.

Terre, m. 1) Tørring; Veir som er gunstigt for Tørring af Hø eller Korn, m. m. (Høyterre, Kornterre, Fisketerre). B. Stift, meget brugl. G.N. þerrir. – 2) en Indretning til at tørre Korn paa; Tørring paa et Tæppe. Jæd. Jf. Tussa og Tarre.

Terreløysa, f. Mangel paa Tørring; fugtigt Veir.

terren, adj. 1) tirrende, tilbøielig til at drille og ophidse. Mere alm. tirren (i’). – 2) tvær, vrangvillig. Guldalen (s. terra). – 3) hidsig, vred, opirret. Num. og fl. I Tel. tørren.
Terresdag, m. en Dag med godt Tørrings-Veir (Terre). Mest i Forbind. Høyterresdag. Sdm. og fl.

terreturkad, adj. tørret paa en “Terre”. Jæd. Modsat tusseturkad.

Terring, f. Tirren, Ophidselse.

[Ters, m. Streng paa Fiolinen, nærmest ved Basstrengen. (Jf. Kvart og Kvint). Egentl. den tredie; Ital. terzo.

[Terta, f. Tærte, et Slags Kage. Holl. taart; Fr. tarte.

terten, adj. kræsen, kjælen. Nfj.

Tæræe, s. Tilræde. – tesa, s. tisa.

tess, til, indtil osv. s. tildess.

Test, f. et Vidiebaand, en Ring af Vidier. Hall. – Fra Ork. er meddeelt Test, m. en liden Haarlok. (Sv. test). Andre St. Tust.

testass, s. tilstads.

Tet, og Teta (Fugl), s. Tita.

tett (ee), adj. 1) tæt, tyk, tætvoxende, som staar nær sammen; f. Ex. om Skov, Græs, Haar. (Jf. tjukk). Tildeels afvig. titt (ii), Nfj., og tjett, Namd. Indh. (Sv. tät; T. dicht). – 2) tæt, heel, fri for Sprækker eller Aabninger. (Modsat lek og gisen). Ogsaa: tilstoppet, lukket. G.N. þéttr; Eng. Dial. theat. – 3) fast, sammentrængt, compact; om en Materie. Ogsaa: sikker, solid; saledes om Personer: velstaaende, rig (Sv. tät); tildeels ogsaa: paalidelig, taus, som ikke sladrer (egentl. som holder tæt).

tett (ee), adv. 1) tæt, tykt, nær sammen uden Mellemrum. Standa tett; veksa tett osv. – 2) tæt, meget nær. Tett attmed: nær ved, tæt ved. Tett utanfyre: strax udenfor. – 3) hurtigt, i rask Følge; s. tidt.

tetta (ee), v.a. (ar), 1) fortætte, fortykke. Hertil: tetta Mjølk, dvs. behandle Mælken saaledes at den bliver tykkere eller løber bedre sammen. (S. Tette). – 2) tilstoppe, gjøre tæt; sætte Trækar i Vand for at de skulle tættes. Isl. þétta. Jf. digta (som er den nedertydske Form).

tettbygd, adj. tætbygget; tæt bebygget eller beboet, om Landskaber.

Tette (ee), m. Fortættelse; i Særdeleshed: noget som gjør Mælken tyk. (Sædvanlig en Skeefuld Fløde som lægges paa bunden af Mælkekarret). Berg. Trondh. Nordl. Afvig. Tjette, Namd. Isl. þétti (þjetti): tættet Mælk. Sv. Dial. tätt, tjett.

Tettegras, n. Vibefedt (Pingvicula vulgaris), en Urt som fordum har været brugt til “Tette” i Mælk. B. Stift. Sv. tätgräs.

Tettemjølk, f. tættet Mælk; s. tetta.

tettent (tett-tennt), adj. forsynet med Tænder som staae tæt sammen. Noget lignende er tettindad, dvs. tættandet, om visse Redskaber, f. Ex. Kamme. S. Tind.

tettgrendt, adj. tæt bebygget, folkerig; om en Egn, hvor Gaardene ligge tæt ved hinanden. Trondh. Nordl., ogsaa Jæd. og flere. Jf. Grend.

tetthærd (-hært), adj. tæthaaret.

tettindad, s. tettent.

Tetting, f. Tætning; s. tetta.

tettkvistad, adj. tæt bevoxet med Kviste.

tettlagd, adj. tæt sammenlagt.

tettna, v.n. (ar), tættes, blive tæt, f. Ex. om Kar. – Tettning, f. det at noget bliver tættere.

tettsett, adj. tæt sammensat.

tettskarad, adj. tætsluttet, tæt opstillet el. sammenstillet. S. skara.

tettvaksen, adj. tætvoxen, voxende i tætte Rækker el. Klynger.

Teung (Oxe), s. Tidung.

Tev (e’), m. 1) Aandedræt, Aande; s. teva. Tel. Hall. “Misse Teven”: tabe Aanden (Veiret). Det tok fraa meg Teven: det hindrede mig i at aande, betog mig Aandedrættet. (Tel.). – 2) Veir eller Luft af noget som er i Nærheden, f. Ex. Rovdyr. Udtalt som Tæv, Trondh., afvig. Tøv, Nordl. “Hunden fekk Tæv’en ‘ta Bjønn’a”. Jf. Teft og Tekk. – 3) Lugt; især ond Lugt, Stank. B. Stift, Hall. Gbr. Østerd. og fl., sædvanlig udtalt Tæv. Afvig. Tøv, Rbg. (Jf. tevja). G.N. þefr: Lugt; Sv. Dial. täv: Stank; D. Dial. Tøv. Ogsaa kaldet Utev, og ellers Luft, Snik, Stæk, Nøk, Stam, Seem, Niss og fl.

teva (e’), v.n. (ar), 1) puste, stønne, aande stærkt, som af Hede eller Udmattelse; især om Dyr. B. Stift, Tel. og fl., tildeels udtalt tæva. (Trondh.). – 2) s nuse, spore efter noget. Senjen (?). G.N. þefa. – 3) lugte, stinke (= tevja). Vald.

Teverom (e’), n. Pusterum. Hall.

Teving (e’), f. Pusten, Stønnen.

tevja (e’), v.n. (ar), lugte, give Lugt af sig; især: lugte ilde, stinke. B. Stift og fl. G.N. þefja. – Figurlig om noget som vækker Modbydelighed. Eg er so leid utav di, at eg tykjer det tevjar.