Ivar Aasen Norsk Ordbog

tevla (e’), v.n. (ar), 1) kappes med nogen; kjæmpe, stride for noget. Søndre Berg. Afvig. tavla, Hard., tævle (tævl’), Indh. G.N. tefla: spille Tavl. Sv. täfla: kappes, concurrere. – 2) haste, skynde sig, løbe stærkt. Hall. – 3) anstrenge sig, have stor Møie med noget. Nordl. I Sogn siges tevla især om at ligge i Dødskampen, drages med Døden.

Tevling, f. Kappestrid, Veddekamp; Strid, Anstrengelse.

ti, s. tid, tie, og ut-i.

tia, v. s. tida og tegja.

Tia, f. en Tier; Tien i Kortspil.

Tialning, m. en Stok paa ti Alens Længde.

tiande, adj. den tiende (s. tie). Tiande kvar: hver tiende. Halv-tiande: 9 1/2.

Tiaaring, m. et tiaargammelt Dyr, f. Ex. om Heste.


Tid, f. 1) Tid, Tidsrum hvori noget vedvarer. Det vil taka Tid: det vil vare længe. Det heve stadet i lang Tid, el. langa Tider. Mange St. Ti. G.N. tíd. – 2) Alder, Levetid; ogsaa Tidsalder, Periode. I den Tid, daa han livde. I dei gamle Tider. I Kong Haralds Tid o.s.v. – 3) Stund, Tidspunkt da noget foregaar, el. skal foregaae. Koma i rette Tid. Naa Tidi: komme tidlig nok. Hava sine eigna Tider: have Maanedstider (Menstruation). – 4) Leilighed, beleilig Tid. D’er god Tid endaa: det er ikke for seent, det haster ikke. Hava Tidi (el. hava Tider): have Stunder til noget. Giva seg Tid: fare sagte, ikke haste. – 5) Omstændigheder, Leilighed med Hensyn til Forraad el. Formue; f. Ex. Det var god Tid paa Fisk. Han hadde god Tid paa Pengar. Ogsaa med Begrebet: Tummel, Bevægelse, Støi. Han gjorde slik Tid, at det var fælt. Dei heldt slik Tid med honom: de holdt et stort Spektakel med ham. B. Stift. (Sv. Dial. hålla tid). – Enkelte Talemaader. I Tidom: i rette Tid; ogsaa: betimelig, tidlig. Hedder ogsaa “i Tide”, og “i Tidenne” (Dativ). Dei var ute i Tidi: de vare tidlig paa Færde. Han var teken i Tidi: han blev tidlig tagen i Brug, tidlig benyttet. Med Tidi (Tidenne): med Tiden, efterhaanden; engang senere. D’er paa Tid: det er høi Tid, næsten for seent. Koma til Tidar: komme tidlig nok, til rette Tid. (Genitiv). Udtalt “te Tiar”, Hard. Shl., “te Tiars”, Hall. og fl.

tid, adj. 1, hyppig, som indtræffer tidt. Brugt i Formen tidaste, og i nogle Sammensætninger, hvor det dog ofte ombyttes med “tidt”. G.N. tídr: sædvanlig osv. S. tids og tidt. Jf. faatid.

tid (for thid), adj. 2, iisfri, ufrossen (= tiden). Namd. Indr. (i Formen: ti). G.N. þídr.

Tida (?), f. Kilde som ikke tilfryser. Hall. i Formen “Tiu” (som er noget dunkel). Jf. Tidvermsla.

tida (for thida), v.a. (er, de), optøe, smelte, gjøre fri for Iis; især om Solen. Indh. (i Formen ti, el. tie). G.N. þída.

tida, v.n. (er, de), 1) stunde, længes efter noget; el. oftere: trænge til, behøve at flye til. “Han tier ikkje til nokon”: han trænger ikke til nogen Hjælper, han er uafhængig. Tel. (Vinje). Jf. G.N. tída: lyste. – 2) om Fisk: lege, gyde Rogn. (Vel egentl. komme til sin Tid, el. desl.). Trondh. Gbr. Østerd. i Formen tie (ti’). Andre St. gjota. – 3) befrugte (= tidga)? Tida seg: befrugtes, blive drægtig (= tidgast). Indh. (ti’ seg). “Ku’a hi tidt seg”: Koen er bleven drægtig. (Sv. Dial. tidäs, og “ti säg”: løbe i Brunst). Jf. tidd, Tidn, TIdung.

tidaste, hyppigst; s. tidt.

tidd (ii), adj. 1) lysten, begjærlig, f. Ex. efter Mad. “Tidd paa Mat”, Indh. Ogsaa: skikket, oplagt til noget (= tidig). B. Stift. – 2) avledygtig, om Dyr; ogsaa parrelysten, især om Oxen. Nordre Trondh. Jf. Tidung. – 3) drægtig, som gaar med Foster; oftest om Køer. Berg. og Trondh. Stift, ogsaa tildeels paa Østl. (Hertil vaartidd, hausttidd). G.N. tídd; Sv. t idd (Rietz 731). Jf. tida og tidga.

tidd, part. optøet; s. tida (1).

tiden, adj. fri for Iis, smeltet, optøet. Næsten alm. (mest i Formen tien). Afvig. teden (ee), Sdm., teen, Jæd. Nogle St. oftere “ti” (s. tid) og “tina” (tidnad); s. tidna. G.N. þídinn, pídr.

Tidend, f. Tidende, Efterretning. Mest alm. Tiend og Tind. G.N. tídindi, n. pl. Jf. Eng. tidings.

tidendfus, adj. nysgjerrig, begjærlig efter at høre Nyheder. Tel.

Tidfisk, m. Fisk som fanges i Legetiden; gydende Fisk (s. tida). Ork. Østerd.

tidføtt, adj. rapfodet, som bevæger Fødderne hurtigt. Oftere tidtføtt. B. Stift.

tidga, v.a. (ar), befrugte, gjøre drægtig; især om Oxen. Hall. (tigge, tigga). – tidgast, v.n. blive drægtig; om Hundyret (Koen). Lyder som tiggast. Jf. tidd og Tidn.

tidgjengd, adj. som gaar ofte, el. kommer ofte igjen; flittig til at gjøre Besøg. Afvig. tigjengt, Stjordalen og fl., tidtgjengd’e, B. Stift; tidtgjengst, Sdm.

tidhendt, adj. rask paa Haanden, hurtig i at bevæge Hænderne. Oftere tidthendt. B. Stift.

tidig, adj. 1) tidlig færdig, som staar tidlig op, er tidlig ude. B. Stift. – 2) trivelig, fyldig, som er i godt Huld; især om Fisk, som fanges i den bedste Tid. Berg. Nordl. – 3) frisk, fyrig, vel oplagt eller skikket til noget. Ein er ikkje alltid lika tidig. (Modsat utidig). Meget brugl. og maaskee alm. I de vestlige Egne: tidig’e (med tydeligt d); andre St. tiug’e (tiog, tiau). Jf. tidd.

Tiding, f. Fiskens Legetid; s. tida.

tidlaus, adj. stundesløs, som har ingen Tid tilovers. Nogle St. tidelaus (tielaus’e)

tidleg, adj. tidlig, som indtræffer tidligt. I tidlegaste lag: næsten for tidlig.

tidlege, adv. tidlig, aarle. (Modsat seint). Sædvanlig udtalt tilege (tile’).

Tidleike, m. Drægtighed. Tel. “Tileikje”, maaskee for Tiddleike, s. tidd.

Tidløysa, f. Stundesløshed, Travlhed. Nogle St. Tideløysa (Tiløyse).

tidmælt, adj. snartalende, som taler hurtigt. Ofte tidmælt, Hall. B. Stift. Spotviis: tidkjeftad (tikjæfta). Tel.

Tidn, f. Befrugtning, dyrisk Sæd. Hall. “Kaste Tidn’e”: have løbet og dog ikke blive drægtig (om en Ko).

tidna, v.n. (ar), optøe, blive fri for Iis;
ogsaa: smelte (om Isen selv). Mest alm. tina (tine), pa Sdm. tedna (ee). G.N. þídna (s. tid, tiden). Sjeldnere om at tøe el. blive fri for Snee. Jf. taana.

tidom, adv. tidt, ofte, hyppigt. “tiom”, Tel., “tidaa”, Sdm. G.N. tídum.

tids, adv. 1) betids, tidlig. I Forbind. tids nog: tids nok. (Sv. tids nog). – 2) forhaanden, paa Færde. Eg viste ikkje kvat som var tids (el. kvat som tids var): hvad der var paa Færde. B. Stift. G.N. tídis.

Tidskifte (el. Tideskifte), n. Forandring i Tiderne el. Omstændighederne.

Tidspille (Tidespille), n. Tidsspilde.

tidt, adv. 1) tidt, ofte (s. tid). Kompar. tidare (tiar); Superl. tidaste. G.N. títt, tídast. – 2) hurtigt, raskt; f. Ex. slaa tidt, dvs. slaae med hurtige, tæt paa hinanden følgende Slag. Ro tidt: roe med raske Aareslag. I de sydlige Egne hedder det tildeels tett (ee), og i B. Stift har det ogsaa en Tilnærmelse til “tett”, da nemlig Kompar. hedder tittare, og Superl. tittaste. Jf. tidføtt, tidgjengd, tidmælt.

tidug, frisk ogs. s. tidig.

Tidung (ii), m. Tyr, avledygtig Oxe. Trondh. (Tiung); sjeldnere i B. Stift. I Namd. Buting (for Butidung) og Butiming. (Jf. Time). I Tel. Teung (ee), og Te’ungsstut, om en toaargammal Oxe, ligesom Teungskvige, om en toaargammel Kvie. G.N. tídungr: Oxe.

Tidur (i’), m. Tiur (Tetrao Urogallus), ogsaa kaldet Storfugl. Brugt i flere afvigende Former: Tiur, Østl., Te’ur, Tel., Teer og Ter’e (ee), Rbg. Tel. Hard. Voss; Tødur og Tudur, Indh., Tødør, Guldalen, Tør, Kvikne. G.N. þidurr; Sv. tjäder, i Dial. tjödur, tidur.

Tidurhøna, f. Hun-Tiur (= Røy).

tidvand (tidevand), adj. lunefuld; vel oplagt til visse Tider, men ikke ellers. Mest brugl. i Trondh. Stift (tivann).

Tidveder, n. mildt Veir, hvori Jorden ikke fryser til. Indh. Ryf. (i Formen Tiveer). I Rbg. Tyvær. Isl. þídvidri.

Tidvermsla, f. en Kilde som ikke tilfryser om Vinteren. Vald. (?). I Lærdal Tivemsla; i Ryf. Tiversla. Jf. Vermsl og Tida.

tie, s. tida og tegja.

tie, Talord: ti (10). Nogle St. ti; i Hard. og Voss tildeels: tio. G.N. tíu; Sv. tio. (Goth. taihun). I Tallene fra 30 til 90 lyder det kun som ti (tretti, fyrti, femti osv.); men i Tallene fra 13 til 19 faar det en anden Form: tan (taan, ten), og i de tre sidste af disse tildeels tian (kjan, kjaan, kjen); s. sjauttan, attan, nittan. Jf. tiande.

Tiend, f. Tiende, Afgift af en vis Fangst. (Egentlig: Tiendedeel). Nogle St. Tind. G.N. tíund. Tiendfisk, m. Fisk som udredes til Tiende. Tiendkorn, n. Tiendekorn. Tiendtak, n. Tiendens Modtagelse paa en vis Tid. I Nordl. Tiendbyte, n. om en Sammenkomst til Betaling af Tiende og andre Afgifter.

tienda, v.n. (ar), give Tiende. Nogle St. tinda. G.N. tíunda.

Tigg, og Tigge, m. en Spids; s. Tagge.

tigga, v.n. og a. (ar), tigge, betle, trygle. Nogle St. med en uregelmæssig stærk Bøining: tigg, tagg, tiggje (el. tigt). Tel. Ork. Nordl. Afvig. fra G.N. þiggja (þigg, þá, þegit), dvs. modtage. – Sjeldnere med Betydningen: bekomme med Vanskelighed. Tigga seg nokon Fisk. Tigga Livet: vinde et kummerligt Livsophold, bjerge Livet med Møie. Nordre Berg. – Om et andet tigga s. tidga.

Tiggar, m. en Tigger, Betler. Tiggarskap, m. Tiggerie. Oftere Tigging, f.

tiggutt, adj. takket; s. taggutt.

tigja (tia), v. s. tegja.

Tigl, n. Tegl, Teglsteen. G.N. tigl (af Lat. tegula). – Tiglomn, m. Teglovn. Tiglverk, n. Teglværk.

tigla, v.n. (ar), spare, knibe, tage knapt eller karrigt til; ogsaa: leve knapt, hjælpe sig med lidet. Me kunna tigla med di til Hausten. Temmelig alm. fra Tel. til Nordl. Nogle St. tegla. Isl. tigla (?). Heraf Tigling, f. og Tigl, n. Knaphed, Gnierie. Tiglar, m. en Gnier. tiglesam, adj. knap, karrig.

Tik (ii), f. Tispe, Tævehund. Temmelig alm. (Rbg. Tel. Sdm. Nordl.). G.N. tík; Sv. tik; Eng. tyke. (Jf. Tiksa, Bikkja). Ogsaa: en Hun-Ræv. Indh. (Andre St. Revtik).

tikja (i’), og tikjast, s. tykkja.

Tikjel, f. Tekel. – tikjen, s. teken.

Tikka, f. Faar (= Søyda). Østerd. I Ork. Tiksa. Jf. Sv. tacka.

tiksa, v.n. (ar), gramse, slide eller rive i noget; ogsaa om at patte, f. Ex. om Lam. Sdm. Nordl. – Tiksing, f. Gramsen, Sliden.

Tiksa, f. 1) Rispe (= Tik). Nordl. (Lof.). – 2) et Faar, s. Tikka.

Til (i’), n. et lidet Loft, et løst Gulv af Stænger eller Fjele (= Hjell, Trev). Nhl. See Tile og tilja.

til (i’), præp. og adv. til. Sædvanlig korttonet som “till”, sjeldnere “tel”, men meget ofte forkortet til “te”. G.N. til; Sv. till. (Afvig. fra Eng. to, Nt. te, to; Ght. zi, ze, zu). Brugt i forskjellige Stillinger og tildeels med dunkel Betydning. Saaledes: A, som præp. 1) til, henimod, i Retningen til (et Sted, et Punkt, en Grændse). Koma til Staden, Garden, Byen; til Veggen, til Botnen osv. Saaledes ogsaa om en Henvendelse til en Person el. en Forsamling; f. Ex. tala til Folket. Ordet styrer
nu sædvanlig Dativ, men har ogsaa i mange Tilfælde beholdt den gamle Forbindelse med Genitiv; f. Ex. koma til Lands, til Gards, til Bords, til Bygdar, til Manna osv. – 2) indtil, henimod, til Indtrædelsen af (en vis Tid, en vis Grad el. Tilstand). Til Vaaren, til Sumaren; upp til Hundrad, til Enden, Til Dauden. Ofte med Genitiv som: til Dags, til Morgons, til Vaars, til Tidar (s. Tid). – 3) sammen med, i Tilslutning til. Leggja det eine til det andre. (Jf. aat, attaat). Halda seg til nokon. Slaa seg til Ro, til Spel, til Drykk. Ofte med Begreb af en Tilnærmelse eller Antydning til noget. Ein ser Merke til det. Eg høyrde ikkje nokot til det. D’er likt til det. Det teiknar til Regn osv. Sjeldnere med Begreb af en Forbliven, som: bu til Dals; liggja til Fjells; sitja til Bords; vera til Stadar (s. Stad). – 4) i Overgang til, med Forandring til. Vatnet verd til Is, el. til Skum. (Jf. upp i). Det var støytt til Pulver. Han var umskapad til ein Fugl. – 5) som Anledning til, el. Befordring til. Vera til Hjelp, til Gagn; til Møda, Skade, Tap; til Hugnad, Lukka, Æra. Jf. vera Upphav til, Orsak til nokot. – 6) med Bestemmelse til, som Middel til. Hava nokot til Mat, til Drykk, til Klæde. Hava nokot til Merke. Kalla nokon til Vitne; velja til Formann osv. Mere dunkelt i Udtryk som følgende: Det var nokot til Folk: det var mærkelige, usædvanlige Folk. D’er myket til Mann: en usædvanlig Mand. D’er Troll til Gut: et Uhyre af en Karl. – 7) i Forhold til, med Hensyn til. Det høver ikkje til det andre. D’er for litet til det. Dei hava Raad til det. Han er Mann til det. Hava Retten til nokot osv. – 8) som henhørende til, eller særegen for. (Med Genitivs Begreb). Fader til Guten (dvs. Drengens Fader). Broder til Presten. Drengen til Smiden. Lykelen til Kyrkja. Styret til Baaten osv. (Jf. aat). Noget lignende er Begrebet i saadanne Udtryk som: Eta til Kvelds (dvs. holde Aftensmaaltid); eta til Middags, til Nons; kvila til Middags (tage Middagshvile) og fl. – B, som adv. – 9) hen, fremad i en vis Retning el. til en vis Side. Fram til (fremad); upp til; inn til. Koma nordan-til (egentl. nordenfra til Stedet). Det gjekk so til (det skeede saa). Ogsaa om en Tilgriben eller Foretagelse. Taka til (begynde); slaa til; leggja til (s. leggja). – 10) til Forøgelse eller Fortsættelse, videre, mere. Koma til; veksa til; auka, ala, leggja til. Ein til: endnu een. Nokot til (noget mere). Ein Gong til osv. Giva seg til; setja seg til, leggja seg til (for en længere Tid). – 11) sammen, til en sluttet Stilling. Binda, knyta, teppa til. (Jf. atter). Ogsaa: i Orden, i Stand, til Veie. Jamna til. Laga, reida, stella til. Kosta til, raada seg til osv. – 12) beroende i en vis Stilling eller Tilstand. Det ligg so til: det er saaledes beliggende. Det stend vel til. Ogsaa: paa en vis Side, i en vis Deel. Attan-til (i den bageste Deel); framantil (for til), innantil, utantil, nedantil og fl. Mere dunkelt i Forbindelsen: halda til (opholde sig), og vera til (existere). Ligesaa i visse Sammenstillinger, f. Ex. Det kostar meir og mindre, etter som det er til. So som ein reider til, so ligg ein til. (Tonen paa Verbet). – C, som conj. 13) indtil, til den Tid da, el. det Punkt hvor. Eg skal bida, til han kjem. Me faa ganga, til me møta deim. (Kan ogsaa hedde: til at el. til dess at). – Forskjellig herfra er Brugen af “til” foran et Verbum i Infinitiv, f. Ex. hava nokot til aa gjera, dvs. have noget at udrette. (S. at, og aa). I dette Tilfælde bruges ofte blot “til” (el. te) i Stedet for “til aa”; saaledes: hava myket til gjera; hava nokot til segja; hava Hug til lesa; vera snar til ganga; vera god til bruka osv. I de vestlige Egne bruges endog ofte “til” (te) i Stedet for det blotte “aa” (at); f. Ex. “Han veit ikkje te berga seg”. (Jf. Eng. to, Holl. te, T. su).

tila (i’), v.n. (ar), tilskynde, opmuntre til noget. Tila med nokon: snakke for En, søge at virke paa ham. Nhl.

tila (i’), lægge Gulv; s. tilja.

til-amad (i’), adj. bearbeidet, tilredet. Hall.

tilast (i’), v.n. (ast), komme sig, trives, voxe. Nhl. Paa Sdm. tylnast.

tilbaka, adv. tilbage (= atter, bakleides). Afvig. tilbakar, Søndre Berg. Nogle Steder tilbakars (tilbars) og tilbakes. Nyere Ord. Jf. Bak.

Tilbeining, f. Jævning, Tillempelse, Tilberedelse; ogsaa om en vis Retning eller Vending i Omstændighederne (s. beina). Nordl.

tilbidja (-bea), v.a. tilbede, dyrke.

tilbjodande, adj. 1) passende at tilbyde. 2) værd at forsøge. “Dæ va ‘kje te-bjoand”: det nyttede ikke at forsøge det. Gbr. og flere.

til blands, s. Bland.

Tilbod (o’), n. Tilbud; ogsaa: Forsøg.

til-budd, adj. udstyret; istandsat.

Tilbunad, m. Udstyrelse; ogsaa: Tilberedelse, Forberedelser. Ikke alm.

Tilburd (u’), m. 1) Adfærd, Fremgangsmaade. “Tilbur”, B. Stift. – 2) Omstændigheder, Tilstand. Trondh. (Selbu), tildeels i Formen “Teerbor”. Ogsaa i Fleertal “Tebora”: Hændelser, Tilfælde. Guldalen.

Tilbygnad, m. Tilbygning.

Tild (el. Till), f. Gulvet eller Grunden i et Fæhuus. Rommerige. Sv. Dial. tilde (Rietz 732). Af tilja.

tild (i’), adj. forsynet med Gulv, el. belagt med Planker (s. tilja). Ogsaa: belagt med stærk Iis, om et Vand. Sdm. i Formen tyld (y’); jf. Tile. “Votna æ tylde”: der er sikker Iis paa Vandene.


til dess, som adv. dertil, til den Brug; til den Tid; ogsaa: endog, endogsaa. S. under Ordet “det”. Bliver i visse Tilfælde forkortet til “tess”, el. “tiss”, f. Ex. Lat det vera tiss han kjem atter, dvs. indtil han kommer. Dette tess bruges da ogsaa for “til” (ligesom Sv. tills); saaledes: “tess no”, dvs. indtil nu, til denne Stund. Ligesaa “tess i Morgaa”: til i Morgen, og flere. (Nordre Berg.). Søndenfjelds ogsaa “nokot tess”, dvs. til noget (Gavn), og “inkje tess”: til ingen Hjælp. “Han er ikkje nokot tess”: han duer ikke til noget. – Paa enkelte Steder forekommer ogsaa “tiss” for dess”; saaledes tisshelder og tissmeir, see dihelder, dimeir.

til dessa, hidtil; s. denne.

Tildrag, n. Tiltrækning.

Tildriv (i’), n. Tilskyndelse; Drift.

Tile (i’), n. 1) Gulv, Bund af sammenføiede Fjele. Temmelig alm., men tildeels lidet brugl. (s. Golv). Afvig. Tel (e’) og Telle, Nordl.; Tyle (y’), Sdm. (Jf. Helletile). – 2) Bund, Hylde (som i et Skab); saaledes om de fladt liggende Plader i en Kakkelovn (egentl. Gulvet i en Etage). Helg. i Formen Tele (Tel). Sjeldnere om en Fjelevæg, s. Skjeldtile. (Jf. File). G.N. þili: Fjelevæg; Ang. þil: Planke; Nt. Dele. Jf. tilja og Tild.

Tileaas (i’), m. Bjælke under et Gulv. Sædvanlig Tilaas; paa Sdm. Tylaas (y’). Jf. Tilfare.

Tilefjøl, f. Fjel i et Gulv.

tileg (tile’), s. tidleg.

Tileskida, f. Gulvplanke. Nordl. i Formen Tilskji’, Telskjia.

Tilfang, n. 1) Materiale, nødvendigt Forraad, f. Ex. til en Bygning; tildeels ogsaa om Redskaber. B. Stift, Tel. Nordl. G.N. tilfang. – 2) Tilliggelser, Herligheder som høre til en Gaard. Jæd.

Tilfare, m. Gulvbjælke (= Tileaas). Tel. Mest i Fleertal. (Tilfarar). Hedder ogsaa Tvifare. (Vinje). I Smaal. Tiljufar.

til-faren, adj. som har begyndt, eller givet sig i Færd med noget. Søndre Berg.

Tilfelle, n. 1) Tilfælde, indtræffende Omstændighed. G.N. tilfelli. – 2) Tilstød, Uheld; især om Sygdom eller Svaghed. Sjeldnere Tilfall. (Tilfadd, Tel.).

Tilferd, f. Begyndelse, Forsøg. Isl. tilferd. “D’æ berre Tilfær’a”: det er kun et Forsøg, en liden Umage, ikke noget stort Arbeide. Søndre Berg. Jf. fara til.

til-fest, adj. tilfæstet, fastgjort.

Tilfining, f. Pyntning, Oppudsning.

til-flidd, adj. tilflyet; ogsaa tilrakket.

til-flutt (u’) adj. tilflyttet, indflyttet.

tilfreds (?), brugt i en egen Betydning, f. Ex. Eg var tilfreds, um det var aldri so langt, dvs. lad være, om det var nok saa langt. Eg var tilfreds, at eg var der: jeg skulde blot ønske, at jeg var der. B. Stift. Vistnok en nyere Brug.

Tilførsla, f. Tilførsel.

tilføttes, adv. i modvendt Stilling, med Fødderne imod hinanden (= andføttes). Nordl.

tilgangs, s. Gagn.

Tilgang, m. 1) Adgang, Adkomst. G.N. tilgangr. 2) Tingenes Gang, den Maade hvorpaa noget er tilgaaet. 3) Tildragelse, Begivenhed. Nordl. og fl.

til-gaadd, adj. 1) bemærket; s. gaa. 2) s. tilgjengen.

Tilgift, f. Tilgift, Forøgelse. (Sjelden).

tilgiva, v.a. tilgive, eftergive. (Nyere Ord). – tilgivande, adj. tilgivelig.

tilgjengd, adj. tilgjængelig. Der er tilgjengt: der er Leilighed at komme til. Hedder oftere: tilgjengeleg.

Tilgjenge, n. Adgang. Hall. og fl.

til-gjengen, adj. 1) medgaaen, forbrugt, forødet. (Oftest i en nyere Form: tilgaadd). 2) medtagen, angreben, udmattet. Sfj. 3) omkommen. S. ganga til.

til-gjord, adj. tilberedet, bearbeidet, tilvirket. S. gjera til.

tilgodes, til det bedste; s. god.

Tilgrip (i’), n. Tilgriben; jf. Tiltak.

til-grodd, adj. overgroet, bevoxet.

Tilhald, n. 1) Tilholdelse, Tildrivning. 2) Tilhold, Ophold paa et Sted.

til-halden, adj. tilholdt, paalagt, f. Ex. at gjøre eller lære noget. Nogle St. te-hilden.

Tilhelde, n. Tilhold, Ophold.

Tilheng, n. Tilhæng, Anhang. Lidet brugl.

Tilhjelp, f. Bidrag, Bestyrkelse.

Tilhug, m. Tilbøielighed, Lyst.

Tilhygge (gj), n. Fortrøstning, noget at glæde sig ved, el. have Tilflugt til.

Tilhøve, n. Omstændigheder, Leilighed; Stilling, Forhold. Hall. og fl.

tilhøves, s. Høve.

tilhøyrande, adj. tilhørende, vedkommende.

Tilhøyrar, m. Tilhører; Jagttager.

Tilhøyrsla, f. Tilhør (Tilbehør).

tilja, v.a. (til, -de, -t), forsyne med Gulv, belægge med Fjele eller Planker. Tilja ei Bru. Ryf. Nhl. Bøiningen lidt usikker, tildeels: ar (tiljar). Jf. tild (Particip). Nogle St. tila (i’). G.N. þilja (þildi); Ang. þilian, Mht. dillen, T. dielen.

Tilja, f. 1) Fjel, Bræt, Planke i Gulv el. Væg. Rbg. Tel. og fl. Nogle St. Tilju. (Smaal.). G.N. þilja. Jf. Tile. – 2) Gangbræt i en Baad, en liden Flage eller løs Fjel som er nedlagt i Kjølen til at træde paa. Alm. ved Havkanten. Isl. þilja.

til-jamnad, adj. udjævnet; afpasset.

Tiljefar, s. Tilfare.

Tiljemot (oo), n. Fuge imellem Plankerne i et Gulv. Tel.

til-kallad, adj. tilkaldt; indkaldt.

til-kjøvd, adj. tilstoppet osv., s. kjøva.


til-kleimd, adj. tilklinet, overklistret.