Ivar Aasen Norsk Ordbog

Tived, s. Tyvid. – Tiver, s. Tidveder.

Tivæmsla, s. Tidvermsla.

Tiæring, m. en tiaaret Baad. Hard. Jf. Tendring.

tjadra, v.n. snadre, svadse (= tandra). Mandal, Siredal (kjaddra). – Det maa her bemærkes, at “tj” kun i nogle faa Distrikter (Hard. Nhl. Sdm.) bliver tydelig udtalt, da det nemlig i de fleste Egne faar samme Lyd som “kj”.

tjantra, v.n. trætte osv. s. tandra.

tjaa, v.a. (r, dde), 1) plage, besvære; overhænge med Krav eller Fordringer osv. Tel. Hall. (kjaa). G.N. þjá: tvinge, holde i Trældom. – 2) gnide, skrubbe, slide paa noget. Hall. (Jf. tjaaka, tjaana). Part. tjaadd: plaget, besværet osv.

Tjaa, n. Plage, Overhæng. Tel.

Tjaak, n. 1) Møie, Strabadser, Slid og Slæb. Tel. Sdm. Ork. Nordl. – 2) Gnidning, Oprivning, Saar af Gnidning. Ork.

tjaaka, v.n. og a. (ar), 1) slæbe, strabadsere, være idelig i Bevægelse. Tel. Sdm. Trondh. Nordl. (kjaaka). G.N. þjáka: udmatte. – 2) v.a. gnide, skrubbe, oprive. Hall. Ork. (Jf. tjaa). Sv. Dial. tjåka.

tjaakna, famle; s. tokna.

tjaaksam, adj. besværlig; udmattende.

tjaaleg, adj. besværlig, plagende; kjedelig. Tel. (kjaaleg).

tjaama, v.a. (ar), udmatte, svække, tære paa. Tel. (Mo). Jf. tjaa og tjaaka.

tjaana, v.n. (ar), 1) gnides, forgnaves, blive forslidt. Hall. (kjaane). – 2) indsvinde, fortørres. Hard. hvor det ogsaa hedder tjaast.

Tjaaning, f. Gnidning, Forslidelse.

Tjeld, n. 1) Telt, Hytte af Seildug osv. Nordl. i Formen Kjeld (Kjell), især om et Skjul af udspændte Seil. (Andre St. kaldet “Telt”, som er den nedertydske Form). G.N. tjald; Sv. tjäll. – 2) et Forhæng, et hængende Tæppe. Hall. (Kjeld). Ogsaa: et Tørklæde, en Dug at kaste over Skuldrene. Rbg. – 3) et Sengetæppe (= Kvitel), Uldtæppe at ligge paa (eller egentl. at indsvøbe sig i). Sæt. Tel. Num. (Kjeld). Hertil Tjeldvev (Kjeldvæv), m. Tæppevæv.

Tjeld, m. en Strandfugl: Strandskade (Hæmatopus Ostralegus). Nogle St. Kjeld og Kjell. G.N. tjaldr. Tildeels kaldet Skjortjeld til Forskjel fra en anden Fugl, som hedder Graatjeld el. Kviketjeld (s. Stelk).

tjelda, v.n. (ar), opsætte Telt, gjøre sig et Skjul af Seil eller deslige. Nordl. (kjella, kjell’). G.N. tjalda, Sv. tjälla.

Tjeldbud, f. Tøihuus, Bod til Forvaring af Vaaben og Krigsfornødenheder. Brugt i en fremmed Form “Teltebud”, ogsaa kaldet Teltbur og Telthus.

Tjelding, f. Opsætning af Telt.

Tjelg, s. Telg. – Tjenn, s. Tjørn.

tjerv, adj. smagløs; usaltet, vansaltet; for Ex. om Grød eller Suppe. Shl. Ryf. i Formen kjerv’e. (Neutr. kjerft, el. kjerrt). G.N. þjarfr (usyret osv.), Ang. þeorf, Eng. Dial. tharf; Sv. kärf (for tjärf). Ordet betyder vel egentlig: fersk, reen, eller fri for al Smag (f. Ex. om Vand); men dette kunde ogsaa let gaae over til Betydn. flau eller usmagelig.

Tjet, s. Tita. – tjett, s. tett.

Tjo, n. den bageste Krumning paa en Lee eller Segel; den krummede Ende som bindes fast til Skaftet. Brugt i forskjellig Form: Kjo, Hard. Shl. Jæd. Ork. og fl., Kjø, Trondh., Kjog, Tel., Kjot, Hard. Sæt., Kjod, Siredal, Tjød, Sdm., Kjøtt, Sogn, Kytt, Sfj., Kjort (oo), Voss. (Formerne med “t” og “d” ere udgaaede fra den bestemte Form: Tjo-et). Isl. þjó; Sv. Dial. tju. – Ordets gamle Betydning er: Laar, Lænd, Hofter; saaledes i G.N. þjó, Ang. þeoh, Eng. thigh, Holl. dij, Nt. Dee.

Tjo (?), n. (2), Selskab, Slægt. Sjelden og usikkert i Formen Kjo, f. Ex. “eit leidt Kjo”. Hall. Guldalen. Mere bekjendt er Utjo (Okjo). Maaskee en Afvigelse af “Tjod”, men synes snarere at høre sammen med “Ty”.

Tjod, f. (?), i Navne som Tjodgeir, Tjodvald, Tjodvor, er G.N. þjód, f. dvs. Folk; Ang. þeód, Goth. þiuda, Ght. diot (hvoraf “Diet” i tydske Navne som Dietrich og fl.). Det lyder deels som Kjo, deels som Kjø, dog ogsaa Tjod, saaledes tydeligt i Navnet “Tjodvor”, i Tel. (Vinje). Hvorvidt Ordet ellers bruges, er uvist. (Jf. forrige Ord). Det gamle Thjodveg (dvs. Hovedvei) ligger vistnok til Grund for Navnet “Kjøvegen” ved Tønsberg. I enkelte nyere Skrifter er “Tjod” anvendt for “Nation”; saaledes ogsaa: tjodleg, adj. national; Tjodskap, m. Nationalitet; Tjodlag, n. National-Charakteer. – Afledninger ere: tyd, tyda, tydast.

Tjoder (dr), n. Tøir, Baand som fæstes til en af Fødderne paa et Dyr. Lyder
mest alm. Kjor (oo), og ellers Tjor, Hard., Tjør (ø’), Sdm., Kjør, Trondh., Kjaur, Meldalen, Kjur, Solør. G.N. tjódr; Sv. tjuder, Eng. tedder, tether, Nt. Tider.

Tjoderbeite, n. Græsning for bundne eller tøirede Dyr. Tel. og fl. (Kjorbeite).

Tjoderhæl, m. Tøirepæl, Stage at fæste et Tøir til. Ork. (Kjørhæl).

Tjoderspennel, m. Vidie-Ring i et Tøir.

tjodra, v.a. (ar), tøire, binde med Tøir. Lyder som tjora, kjora, tjøra osv. s. Tjoder. G.N. tjódra.

Tjogang, s. Tjorgang.

Tjon, n. 1) Skade, Fordærvelse, Ødelæggelse. Sdm. og fl. Vinden heve gjort eit Tjon paa Husom. Ofte ogsaa, omtrent som Nederlag, om en heldig Fangst; f. Ex. Dei hava gjort eit heilt Tjon paa Fisken. G.N. tjón: Ødelæggelse. Jf. tyna. – 2) et haardt angribende Arbeide; Strabads, Besvær. Hedemarken og fl. (Kjon). – 3) en Skam, en hæslig Ting, eller noget som man blues ved. Nhl. Sogn, Hall. (Kjon) Saaledes ogsaa: en Tosse, en Dumrian. Hard. og fl.

Tjon, n. (2), Smaasysler; s. kjona.

tjona, v.a. (ar), ødelægge, fordærve, fare ilde med. Sogn, Hall. og fl. (Jf. tyna). Ogsaa: plage, drive for stærkt, overanstrenge, f. Ex. en Hest. Østl. (kjone).

tjona, for thjona (?), v.a. ordne, sætte i Stand, lave til o.s.v. Er forhen anført i Formen kjona.

tjonen, adj. slet, daarlig. Vald.

Tjoning, f. Fordærvelse; ogsaa: Tvang, Plage, Overanstrengelse. S. tjona.

tjonsleg, adj. styg, utækkelig. Nhl. Hall. (Hedder ogsaa utjonsleg).

tjont, adj. fordærvet, ilde behandlet; ogsaa: slem, slet, daarlig. Østl. (kjont). Vel egentl. tjonad.

tjonved, adj. (?), stødt, frastødt, ærgerlig, ilde tilmode. Hall. “Han vardt kjonvee”. (Maaskee for: Honom vardt Tjon ved). Andre St. Han vardt illa ved.

Tjor, n. (Tøir), s. Tjoder.

Tjor, m. 1, en Tyr, voxen og avledygtig Oxe. Brugt i de sydligste Egne til Shl. og Buskr., ogsaa Smaal. og Rom. (Jf. Tidung og Gredung). Sædvanlig udtalt Kjor. G.N. þjór(r); Sv. tjur. (Afvig. fra Ang. steor, Ght. stior). Hertil: tjorfør, adj. voxen, avledygtig, om Oxen. Østl. Tjormige (i’), m. Tyremie. (“Kjormega”, Smaal.). Tjorpose (o’), m. en liden Oxe. Mandal. (Paa Sdm. Uksepose).

Tjor, m. 2, en Portion Kjød, en Kjødret i et Gjæstebud. Nhl.. Skal paa andre Steder hedde Ku (el. Kyr), og hører sammen med forrige Ord.

Tjorgang, m. Bugvrid, stærke Anfald af Smerter i Indvoldene. Hard. Nhl. (Udtalt med tj). Afvig. Kjørgang, Hall. Kjogaang, Sfj., Kjøtgang, Valders. Dunkelt Ord. Jf. Ang. þeor: Betændelse.

tjosta, v.n. knage, knirke; om Træværk. Tel. (Landst. 380). Andre Steder kjaasta og kjasta, om at puste eller stønne (Sv. Dial. tjåsta). Et gammelt Tjost (oo) findes i et Par Navne: Tjostolv og Tjostvald. (G.N. þjóstr: Heftighed).

tjota, v.n. (tyt, taut, totet), larme osv. Infin. kun tildeels tjota (Hard. Nhl.), ellers kjota, tjøte (ø’), kjøte, tyta. Præs. tyt (tyt’e), i Fl. tjota (som Inf.). Imprf. Fl. tuto (u’), lidet brugl. Supinum tote (o’). G.N. þjóta (þýt, þaut, þotit); Sv. tjuta (tjöt); Ang. þeotan, Ght. diozan. – Betydning: 1) give en langtrukken tudende Lyd, saaledes: hvine, pibe, om Vinden; suse, bruse, om Søen eller et Vandfald; sjeldnere om at tude eller hyle. (Landst. 205. 219). Ogsaa: blæse i Horn el. Trompet. Solør. (Hedder ellers tuta). Jf. Tot og Tyt. – 2) kagle, snadre (som Fugle); snakke, mumle, summe (om en Hob Mennesker, især paa Afstand). Det var fullt av Folk paa Vegom; eg høyrde, det taut paa alla Sidor. Temmelig alm. – 3) brumme, knurre, gjøre Larm for noget. Han gjekk og taut um det same. Sjeldnere upersonligt om en enkelt Yttring. “Dæ taut i hom”: det hørtes paa hans Tale; han ymtede om det. Indh. – 4) pible, vælde frem, bryde ud. Kun i de sydligste Egne (Tel. og fl.), da det ellers hedder tyta (-er, te).

Tjoting, f. Mumlen, Susen, eensformig Lyd; ogsaa: langvarig Snak, Overhæng, kjedelige Paamindelser eller Begjæringer. Jf. Tot.

tjotsam, adj. knurvorn, som gjerne har noget at larme for.

Tjov, s. Tjuv. – tjue, s. tjugo.

Tjug, n. et Antal af tyve Stykker. Mest brugl. søndenfjelds i Formen Kjug, Tel. Hall. Gbr., og Kjaug el. Kjau, Smaal. Buskr. (Sv. tjog). – Betegner i Særdeleshed: 1) Snees, af Varer som tælles. – 2) tyve Traade eller Traadpar i en Væv (= Basma). Tel. og fl. – 3) en Tid af tyve Aar. Han er paa f jorde Tjuget, dvs. over 60 Aar. Fem Aar paa femte Tjuget: 85 Aar.

Tjuga, f. Fork, Redskab med en Kløft eller et Par Grene. (Høytjuga, Korntjuga, Breidsletjuga). Hard. Shl. (sædvanlig udtalt Tjua el. Kjua). G.N. tjúga. – Et Stammeverbum tjuga (tyg, taug, toget) med Betydning: strække eller trække (ligt T. ziehen, Ang. teohan, Goth. tiuhan) synes at være fortrængt af det afledede tøygja og toga (o’). Jf. taug og Tog.

tjugande, adj. tyvende (s. tjugo). Tjugande-Dag: den 13de Januar (tyvende Dag i Julen). Tjugande-Parten: Tyvendedelen.

tjugo (el. tjuge), Talord: tyve (20). Mest
alm. kjuge og kjue; ellers tjue, Sdm., kjugu, Solør, kjaue, Buskr. (Sv. tjugo). Egentlig en nyere Form af et sammensat Ord med Betydningen: to Gange ti. G.N. tuttugu (for tvítugu); jf. tvítugr: bestaaende af tyve.

Tjuka, s. Kjuka.

tjukk, adj. 1) tyk, bred, drøi i Omfang; om cylinderformige Legemer. (Modsat grann). Tjukk-enden: den tykkeste Ende, for Ex. paa en Stok. I daglig Tale kan tjukk ogsaa betegne: frugtsommelig (ligesom diger); jf. fremmeleg. Mest alm. kjukk; ellers tjukk’e, Hard. Sdm., og tykk’e, Rbg. Tel. G.N. þykkr (og þjukkr); Sv. tjock, Eng. thick, T. dick. – 2) tyk, drøi i Gjennemsnit; om skiveformige Ting, for Ex. Hud, Skorpe, Iis osv. (Modsat tunn). Bordet var tri Tumar tjukt. – 3) tyk (om Vædske), stiv, sammenløben, som ikke let rinder. Mjølki vardt tjukk. Spadet er tjukt som Graut. – 4) tæt sammenhobet, staaende tæt sammen, f. Ex. om Skov, Græs, Haar osv. I tjukkaste Skogen. (Jf. Tykkje). Fisken stod tjukk upp under Landet. – 5) tykskyet, fuld af Skyer; om Luften. (Modsat klaar). Jf. tjukkna.

Tjukka, f. 1) Tykning, tyk Luft. Buskr. og flere. – 2) oplagt Mælk. Hard. Hertil Tjukkesoppa,f. en Ret af oplagt Mælk. – Ellers mærkes Tjukka, f. og Tjukk’en, m. om en tyk Person osv.

tjukkbakad, adj. tykbaget, om Brød.

Tjukke, m. Tykkelse, Omfang. Ork. (Kjukkje). Jf. Tjukt, Tjukkleike.

Tjukk-eng, f. Eng med stort og tætvoxet Græs; den bedste Deel af Engen.

tjukkfallen, adj. tykvoren, fyldig, før; om Mennesker: B. Stift, Hall. og fl.

tjukkføtt, adj. tykfodet.

tjukkhalsad, adj. tyk i Halsen.

tjukkhærd, adj. tykhaaret, tæthaaret.

tjukkhøyrd, s. tjukkøyrd

tjukklagd, adj. tykvoren, fyldig. Hall.

tjukkleg, adj. noget tyk, eller tæt.

Tjukklegg, m. den tykkeste Deel af Skinnebenet. Modsat Grannlegg.

Tjukkleike, m. Tykkelse; Tykhed.

tjukklimad (i’), adj. tyklemmet, fyldig.

tjukklippad, adj. tyklæbet.

tjukklædd, adj. tykklædt, som har mange (el. tykke) Klæder paa sig.

tjukkmulad, adj. tyk i Mulen; om Dyr.

tjukkna (el. tjukna), v.n. (ar), 1) blive tyk, voxe i Tykkelse. (G.N. þykkna). Ogsaa: være frugtsommelig (= digrast). – 2) fortættes, blive tættere; ogsaa: stivne, løbe sammen; om en blød Materie. – 3) blive skyet, overskyes, om Luften.

Tjukkna, f. Tykning i Luften, Skybanke. Jæd. og fl. (Kjukna).

tjukksaadd, adj. tykt saaet; om Ager.

tjukksett, adj. tæt besat, el. sammensat.

tjukkslegen, adj. tyk i Kinderne. Hall.

tjukkvaksen, adj. tykvoxen; tæt.

Tjukkveder (-veer), n. skyet Luft.

Tjukkvid (-ved), m. tyk Ved, Stokke, Stammer (i Modsætning til Grenene).

tjukkøyrd (øyrt), adj. tykøret; ligegyldig, som ikke ændser nogen Tiltale. Hedder ogsaa tjukkhøyrd.

tjukt (tjukkt), adv. tykt, i tykke Lag; ogsaa: i tætte Hobe, uden Mellemrum.

Tjukt, f. 1) Tykkelse, Omfang; Tværmaal. 2) Tæthed. (Tjukkt). Hedder ogsaa Tjukn (sjeldnere) og ellers Tjukke og Tjukkleike. (sjeldnere) og ellers Tjukke og Tjukkleike.

tjurr, s. turr. – Tjuru, s. Tjøra.

tjust, adj. forstummet; s. tvist.

Tjuv, m. Tyv, En som stjæler. Hedder ogsaa: Tjov (oo), el. Kjov, Hard. Nhl. Rbg. Tel.; men ellers: Kjuv (Tju, Kju), og i de nordligste Egne Kyv (Kjyv). G.N. þjófr (Ang. þeof, Goth. þiubs, Ght diub); Sv. tjuf. – Tjuvebøle, n. Tilholdssted for Tyve; ogsaa Tyvepak. Tjuvegods, n. Tyvekoster. Tjuvelag, n. Tyvebande. Tjuvestrik (i’), n. Tyvekneb.

tjuvkjenna, v.a. (er, de), ansee som Tyv; sigte En for Tyverie. (B. Stift). Part. tjuvkjend, anseet eller mistænkt som Tyv.

Tjuvnad, m. s. Tjuvskap.

tjuvsam, adj. tyvagtig. Hadeland og fl. I Hard. tjovvoren (o’).

Tjuvsege (e’), m. Tilbøielighed til at stjæle. Egentlig en vis Muskel i Haanden; see Sege). “Tjovsegje”, Tel.

Tjuvskap, m. Tyverie (= Stuld). G.N. þjófskapr. Sjeldnere Tjuvnad, m. (I Hard. Tjovnad). G.N. þjóvnadr. Ellers ofte i en fremmed Form “Tjuvri”, n.

tjuvstolen (o’), adj. stjaalen. Buskr. og fl.

Tjød, s. Tjo. – Tjønn, s. Tjørn.

Tjør, s. Tjoder.

Tjøra (ø’), f. Tjære, Smørelse tilvirket af Harpix. Nogle St. Tjera el. Kjera (e’), men mest alm. Kjøra og ellers Tjøre, Smd., Kjyru, Gbr., og Kjuru, Hall. Guldalen. G.N. tjara, acc. tjöru. Sv. tjära, Holl. teer, Eng. tar. Jf. Tyre og Tyrve.

Tjøreberg, n. Klippeskraaning hvorpaa man brænder Ved til Tjære. Rbg.

Tjøreblom, m. en Urt med klæbrig Stilk (Lychnis viscaria). Nogle St. Tjøresoleia.

tjørebræda, v.a. (er, de), overstryge med Tjære (især varm eller kogende). Part. tjørebrædd. – Ellers hedder det ogsaa tjøra (og tjera, e’), dog mest om at besudle med Tjære. Tjøra seg ut.

Tjørehjell, m. et Slags Tjæreovn, dannet som et Stillads over en liden Hule eller Grube.

Tjørelog (o’), m. tynd Tjæresaft, en mørk Vædske som afsondrer sig fra Tjæren. B. Stift.

tjøremeiskad, adj. indsmurt med Tjære; om Skind. Hall.


Tjøremila, f. Tjæremile.

Tjørerot, f. Fyrrerødder hvoraf Tjære udbrændes. Ellers kaldet Tjørevid (-ved), m.

Tjørevase, m. Visk som bruges til Tjærekost; ellers kaldet Tjørekvost (o’), m.

Tjøreveigja (-veie), f. tynd Tjæresaft (= Tjørelog). Vald.

Tjørn (ø’), f. Kjær, Vandpyt, liden Samling af stillestaende Vand; ogsaa en liden Indsø. Mest alm. Kjønn, og ellers Tjødn el. Kjødn, Søndre Berg. Hall., Tjønn og Tjenn, Sdm., Kjenn, Tel. og fl. G.N. tjörn, pl. tjarnir. Sv. tjärn, f. (Rietz 741); Danske Dial. Kjærn, Eng. Dial. tarn.

Tjørneblom, m. Vandlilie (Nymphæa). Sæt. Tel. Hall. (Kjønne-, og Kjenneblom). Ved Kristiansand kaldet Kjønnedaase og Kjønnefru, f. Andre Steder Nykkjeblom, Vatsrosa, Punga og fl.

Tjørnemark, f. sumpig Flade med enkelte Vandpytter.

Tjørnevatn, n. Vand fra et Kjær; Mosevand.

Tjørnfly, n. et grundt Vandstade. Tel. (Raudland). Jf. Floe.

Tjørnstøde, n. Vandstade, Vandhule (som tildeels kan tørres op). Tel. (Kjønnstøe).

tjørnutt, adj. sumpig og fuld af Vandpytter; om en Landstrækning.

tjøte og Tjøting, s. tjota, Tjoting.

to, Forkortning 1) for tok, s. taka. 2) for tvo. 3) for ut-or (dvs. udaf).

To, n. (og f.), 1) Stof til at spinde eller væve, Traadstof; oftest om Hør el. Hamp (Linto, Hampeto), dog ogsaa om Uldgarn (Ullto). Trondh. og fl. I de nordlige Egne synes det altid at være Hunkjønsord (ligesom Toa, f.); andre St. Intetkjøn (n.). G.N. tó, n. (?); Sv. Dial. to, n. (Jf. Eng. tow: Blaar). – 2) Tøi, Stof (med Hensyn til Styrke eller Godhed), f. Ex. i Klæder. D’er godt To i det. Østl. og fl. – 3) Art, Egenskab, Natur; ogsaa om Anlæg eller Sindelag. Eg saag snart kvat To, som var i honom: jeg mærkede snart hvad Menneske det var. (Sv. Dial. to). – Jf. tona og Tonad, som synes forudsætte et Verbum toa: tilrede, ligt Nt. tauen (berede, garve), Holl. touwen, Eng. taw.

To, f. (Fl. Tør), Græsplet, liden Grønning imellem Klipper eller Krat (jf. Glenna); især om en smal Flade eller Afsats imellem Klipperne i en Bjergside. Søndre Berg. Ryf. Lister og fl. (Jf. Flaa, Skor, Hylla). G.N. tó. Fleertal hedder tildeels “Tø”, og i den bestemte Form “Tødn’a” (for Tørna).

To, f. for Taa, s. Taa.

Toa, f. Stof, med Hensyn til Styrke eller Bonitet. Hard. Jf. To, n.

To-agner, pl. Affald af Liin (s. To); Stumper af Toppene og Stilkene, som falde af ved Tilvirkningen. Østl. Hedder oftere Tosagner.

[Tobak, n. (m.), Tobak. (Amerikansk Ord).

Tobba, f. en Hoppe. (Mest som Lokkenavn). Gbr. Ork. Sdm.

Toda (o’), f. Gjødning; gjødet Eng. (Henføres bekvemmest til Tøda).

Todd, s. Toll. – Todn, s. Torn.

[Tofla (Toffla), f. Tøffel. Af Fr. pantoufle, Ital. pantofola.

Tofsa, f. Tørreklud; s. Tufsa.

Toft (oo), f. Tovt. Tofta, s. Tolvta.

Tofta (o’), f. Tofte, Roerbænk i en Baad. Nogle St. Topta. G.N. þopta (þofta); Ang. þofte. Sitja i Tofta med nokon: roe paa samme Bænk som en anden; være Ens Sidekammerat. (Hedder paa Sdm. “sitje i Toft”, medens Ordet ellers hedder Tofte).

Toftekall, s. Tuftekall.

Toftelag, n. Samsæde. Hava Toftelag: sidde sammen paa en Tofte.

Tog (o’), n. Toug, tykt Reb. Nogle St. afvig. Tøg og Tau. (I Tel. Taug, f. altsaa et andet Ord). G.N. tog; Sv. tåg (jf. Nt. Tau, Eng. tow). Forholdet til toga, v. er noget dunkelt. – Togende, m. en liden Tougstump. (Ogsaa kaldet Togmole og Togstubbe, m.). Toglengd, f. Touglængde; Kabellængde. (Jf. Maala). Togverk, n. Tougværk.

toga (o’), v.a. og n. (ar), trække, drage, strække eller slide paa noget, især forsaavidt som det gaar seent eller tungt. Alm. vest og nord i Landet. Nogle St. tøga, vel ogsaa taagaa. G.N. toga. (Holl. togen, Eng. tug). Toga paa: strække paa. Toga aat seg: trække til sig. Toga Høy: trække Hø af Høstabelen i Laden. Nordl. Toga utor Kunom: malke Køerne (om en knap eller sparsom Malkning). Sdm. Hall. – Jf. tøygja og togna. Om et formodet Stamord s. Tjuga.

Toga (o’), f. Trækbøile; s. Toge.

togall (o’), adj. langsom (= taug). Sogn.

Togarkrok, s. Toge.

Toge (o’), m. 1, Trækbøile paa Harv eller Plov; en fast Bøile eller Krog hvori Kjøretøiet (Skaglerne) kan fæstes. Nordl. i Formen Togje og Toge. Afvig. Toga, eller Taaga (m.), Fosen, og Taagaa, Indh. Andre Steder som Hunkjønsord: Toga (?), Tugu, Guldalen, Ork. Hadeland. (Sv. Dial. tuga, tugu).

Toge (o’), m. 2, Styrke til at taale Strækning. “D’æ ikkje nokon Togje i dæ”: det er ikke meget stærkt (om Klædetøi). Tel. (Vinje). Ogsaa meddeelt i Betydningen: Smaapluk, noget som er sammendraget. Tel.

togg, tyggede; s. tyggja.

toggen, part. tygget, gnavet. Mest alm. toggjen, Fl. toggne. Jf. fyltoggen, upptoggen.


Toging (o’), f. Trækning, s. toga.

Togn (o’), f. Taushed, Stilhed. Af tegja. Han fekk ei Togn: han blev taus, forstummede. (Jf. tagna). Nordre Berg. (Lidet brugl.). G.N. þögn.

togna (o’), v.n. (ar), strække sig ud, blive længere, voxe; ogsaa: slappes ved Udstrækkelse, f. Ex. om en Snor. Temmelig alm. G.N. togna; Sv. tågna. Jf. G.N. toginn: uddragen.

Togning (o’), f. Forlængelse.

togoll (o’), taus; s. tagall.

Toka (oo), f. en Taabe, Tosse. Indh. (Tok’). Sv. tok, m.

Toka (o’), f. 1, 1) Tagen, Optagelse. I Sammensætning som Inntoka og Vedtoka. I Hall. Tuku. G.N. taka (töku). – 2) Angreb, Kamp, Dyst (= Tak). Helg. – 3) en Stund, en vis Tid (= Tak, Rykk, Rid). Nordl. Paa Sdm. Tokt.

Toka (o’), f. 2, Taage, Skybanke paa Jorden (= Skodda). Rbg. Tel. (Nogle St. Toku). G.N. þoka; Sv. Dial. tåka.

Toka (o’), f. 3, Tag paa et Huus (= Tak, Tekkja). Shl. Jæd. Rbg. og fl. Afvig. Toga (o’), Mandal; Tuku, Hall. Hertil Tokedugnad, s. Tekkjedugnad.

Toke (oo), m. Tot, Klynge, liden sammenviklet Hob (jf. Floke); saaledes ogsaa: en liden tyk Sky. Nordre Berg. (Tokje).

tokefull (o’), adj. taagefuld. Tel.

Tokk, n. Tykke, Skjøn, Formodning. Paa eit Tokk: efter et løst Skjøn, uden nogen Beregning. Nhl. (Af tokka). Jf. Tokknad.

Tokk, m. Tækkelighed; s. Tokka.

tokka, v.a. (ar), 1, tænke, slutte, antage; eller oftere: skjønne, bestemme ved et Skjøn uden nærmere Beregning; f. Ex. han tokkar det sjølv, kor myket han skal giva. Søndre Berg. G. N, þokka: bedømme. Hører sammen med tykkja og tekkja. (Jf. tenkja).

tokka, v.a. (ar), 2, flytte, tilside, rokke, skyde lidt længere bort. Shl. Ryf. Rbg. ogsaa Solør og Østerd. Hedder ogsaa tukka, Tel. Num. Hall. Sjeldnere toka (o’), Rbg., taakaa, Solør (?). G.N. þoka; Sv. Dial. tokka. Tokka seg: flytte sig lidt tilside, give Plads. Tokka Stolen aat Veggen, o.s.v. Sjeldnere som v.n. skride, flytte sig. “Dæ tukka nære so”: det nærmer sig meget dertil, det er ikke langt fra. Tel. (Tinn). Particip tokkad: flyttet, rykket lidt tilside.