Ivar Aasen Norsk Ordbog

treen (tre-en), adj. træagtig, stiv, haard; om Græs og Urter. Helg. og flere. Andre Steder trenad.

Trefang, n. Træmateriale, Træværk; ogsaa om Redskaber af Træ. (Modsat Jarnfang). I B. Stift Trefaang.

[treffa, v.a. (er, te), træffe, ramme. Efter Tydsk treffen (egentl. samme Ord som drepa). – treffast, v.n. træffe sammen, passe. Treff, m. Træf; Tilfælde.

Trefole, s. Triblekkja.

Trefot, m. Træfod, Træbeen.

Trefsa, f. i Forbind. “i dei Trefsaa”, dvs. paa det Punkt, eller omtrent ved de Tider. Sdm. Formodentlig nyt Ord, af ovennævnte treffa.

Treg (e’), n. Fortrydelse. Mandal.

trega (e’), v.a. og n. (ar), 1) ærgre, gjøre misfornøiet. Det tregar meg. (Mindre brugl.). G.N. trega; Ang. tregían. – 2) v.n. fortryde, være misfornøiet, eller bedrøvet; erindre noget med Sorg eller Anger. Oftest med “paa”. Han tregar paa det. Meget brugl. i B. Stift, Rbg. Tel. og fl.

Trege (e’), m. 1, Fortrydelse, Bedrøvelse, Sorg. Rbg. (Tregje). G.N. tregi, Ang. trega.

Trege (e’), m. 2, en Trevle, Sene el. mindre Muskel i Kjød. Tel. Hall. (Tregje). Mest i Fleertal (Tregar). Jf. G.N. tregi: Hindring (Knude?).

tregefull, adj. bedrøvet, sorgfuld.

tregeleg, adj. fortrædelig, slem, som man maa ærgre sig over. Sogn og fl.

tregg, adj. 1) fast, tæt, stærk; f. Ex. om Læder og Skindtøi. Nordre Berg. Nordl. – 2) uvillig, utilbøielig, som man maa nøde. B. Stift og fl. Sjeldnere treg (e’). G.N. tregr.

Treggleike, m. Tæthed, Fasthed.

Tregjenger, pl. m. Træsaaler i Sko.

Tre-gjord, f. Karbaand af Træ.

tregla, v.n. (ar), trælle, slæbe med noget (især uden Fremgang. Gbr. – treglesam, adj. møisom, besværlig.

Tregt, f. Tragt. (Holl trechter, T. Trichter). Mest alm. Trægt. Afvig. Trætt, Sogn; Træft, Hall. Solør.

Trehake, m. Hage af Træ.

Trehav, n. 1) Hank eller Greb af Træ. 2) Gjærde af Træværk. Mandal.

trehendt, adj. ubehændig, uskikket til fiint Arbeide. Tel. og fl. I Ork. trehenden – Trehending, m. en ubehændig Person (= Treneve).

Trehest, m. 1) Træhest (Legetøi). 2) en Rulle hvorpaa Fiskesnøret trækkes ind (= Vadbeine). Sdm. og fl. 3) en Klodrian, Stymper i Arbeide.

Trehøgd, f. den Høide over Jorden, hvortil de almindeligste Træer voxe.

treina, v.a. (er, te), strække noget, for at det skal blive langt nok. Ogsaa v.n. række til med Nød, forslaae knapt. Hall. Isl. treina: spare. (Maaskee fremmedt; jf. Fr. trainer: trække). – Treining, f. stærk Strækning; ogsaa Knaphed, Snæverhed.

treisk, adj. 1) besværlig, tung, trættende; f. Ex. ein treisk Ror: en besværlig Roen. Sogn, Nhl. (Neutr. treikst). – 2) trodsig, haardnakket, f. Ex. i en Paastand. Nordl. (Sv. tredsk. Jf. G.N. þrjózkr). – 3) paaholden, sparsom, karrig. Sdm. Ndm., ogsaa ved Trondhjem. – 4) klog, skarpsindig. Ryf. (Jf. D. trædsk). Slægtskabet dunkelt.

treisklege, adv. besværligt, med Vanskelighed. Sogn. Ogsaa treiskt (treikst).

treiv, s. triva. treivst, s. trivast.

trek (e’), adj. tyk, fyldig, drøi (= diger). Tel. Num. Hall. Buskr. (Jf. G.N. þrekinn: stærk).

trekast (e’), v.n. blive tykkere (= trekna).

Trekjer, og Trekjerald, n. Kar af Træ. Særskilt Trefat, Treeskaal, Treøskja o.s.v.

[trekkja, v.a. (er, te), trække, optrække; betrække m.m. (Nogle Steder med Imperf. trakte). – Trekk, m. Træk, Fart; Vindpust osv. Nye Ord, af Nt. trekken: drage.

Tre-klakk, m. see Trespetta.

Trekleike (e’), m. Tykkelse, Fyldighed, Omfang; s. trek.

Tre-klopp, f. s. Trespetta.

trekna (e’), v.n. (ar), blive fyldigere eller tykkere (s. trek). Tel. og fl.

Tre-knarr, m. Sortspætte (Picus martius). Mandal. I Sogn Tre-kurr. (Af den
trommende Lyd som den frembringer ved at hugge i Træerne). Jf. Vidkurr.

Trelappe, s. Tresole.

Trelengd, f. Trælængde, Stokkelængde.

Trem, s. Tram og Trøm.

Tremakk, m. Træorm, Larve som æder sig ind i Træ.

Tremerr, f. Træmær, Træhest.

trena (ee), v.n. (ar), egentl. blive haard som Træ. G.N. tréna. I Særdeleshed: 1) hærdes, blive stærk eller fast; om voxende Planter; ofte ogsaa om Mennesker: faae Kræfter, voxe sig stærk. Nhl. Tel. Hall. – 2) fortørres, blive stiv og tør, f. Ex. om Græs. I Smaal. trina. – 3) lammes, stivne hen, som af lang Stillesidden; om Lemmer. B. Stift. Trena til: blive stiv eller lam. Trena i Hop: stivne til i en krum Stilling. – Particip trenad: stivnet, hærdet; stiv, lam; ogsaa: træagtig (= treen), om Væxter. Tel. og fl.

Treneve (e’), m. Trænæve, dvs. ubehændig Person, En som ikke kan gjøre fiint Arbeide. B. Stift. (Paa Sdm. Trenøve). Andre St. Trehending og Trefinger.

trenga, v.n. og a. (treng, trong, trunget), have Trang, trænge til noget, behøve. Den anførte Bøining bruges kun i de sydligste Egne. Inf. hedder ogsaa trønga; sjeldnere trøngja. Præsens overalt stærkformet: treng (træng’e), eller trøng. Imperf. kun tildeels trong (traang), Rbg. Tel. og fl., ellers tildeels “traangde” og mest alm. “trengde”. Supin. trungje, Rbg. Tel.; nogle St. traangje (tronget) og ellers svagformet: trengt, trøngt, traangt. Jf. trungen. (Altsaa omtrent samme Bøining som slenga). Betydningen har vel egentlig været: klemme, knibe, være trang. Jf. G.N. þryngva (þryng, þröng, þrungit): trænge, trykke; Ang. þringan (þrang); Ght. dringan (dranc). – Trenga til: trænge til (En), behøve Hjælp af. Trenga um: behøve (noget). Eg treng ikkje um det: jeg behøver det ikke, er ikke forlegen derfor. Sv. tränga om (Rietz 752). Ogsaa uden Præpos. Han treng Mat. Dei trenga alt som dei faa, dvs. de faae ikke mere end de behøve. Det treng Tid: det kræver nogen Tid, o.s.v. – Ordet bruges ogsaa i et Slags passiv Form: trengast (trengst, trongst), dvs. behøves, være fornøden, f. Ex. Det trengst vel. Eg tykte, det trongst. (Mere alm. trengdest). Jf. Trong.

trengande, adj. trængende; s. trengd.

Trengd, f. 1) Tranghed, Snæverhed. (Nærmest til trong). G.N. þröngd. – 2) Trængsel; ogsaa Trang, Nød. Sjeldnere.

trengd, adj. 1) trængt, trykket. (Part. af trengja). – 2) trængende, som behøver noget. Eg er trengd um det (el. trengd fyre det): jeg behøver det, har Trang dertil. Me er ikkje trengde fyre slikt: saadant behøve vi ikke. Meget brugl. Hertil kviletrengd, liggjetrengd og flere.

trengja, v.a. (er, de), 1) trænge, klemme sammen, gjøre trang. Trengja i Hop. Hertil trengjast, v.n. blive trangere. (Ikke meget brugl.). – 2) trænge ind paa, trykke, tvinge. Dei trengde oss paa alla Sidor. G.N. þröngva. – 3) trænge frem, komme igjennem med Møie. Trengja seg inn, ut, fram, og fl. Hertil et Subst. Trengjing, f.

trengre, s. trong.

Trengsla, f. 1) Tranghed, Mangel paa Rum. – 2) Trængsel, Tryk, Plage. Ogsaa i Formen Trengsl, f. og mindre rigtigt: Trengsel, m. G.N. þröngsl, f.

Trening (ee), f. Hærdelse; det at noget stivner; s. trena.

Trenning, s. Trinning.

Trepikka, s. Trespetta.

Trereide, m. Redskaber af Træ.

Tresaum, m. Trænagle, eller Rad af Trænagler. Heraf tresøyma, v.a. (er, de), nagle med Træ. B. Stift.

Treskald (e’), m. Tærskel, Dørtrin (= Durstokk). Solør (Tresskall). Ogsaa i Formen Treskjel (Tresskjill), Tel. (Tinn); Treskel, Smaal. G.N. þresköldr og þreskjöldr; Ang. þrescvald, þerscvald; Eng. threshold, Sv. tröskel, i Dial. traskuld osv.

treskja, v.a. (er, te), tærske, banke Kornet af Straaene. Mest alm. i de sydlige Egne; ellers: tryskja (y’), Jæd. Mandal; truska (u’), Sdm. Ndm. Gbr., trøska, Nordl. (Jf. berja). G.N. þreskja; Goth. þriskan. Imperf. (treskte) lyder gjerne som “tresste”, nogle St. “trekste”; Particip treskt (tresst, trekst). – Treskjar, m. og Treskjemann, en Tærsker. Treskjestav, m. en Pleie (= Tust). Buskr. Treskjeverk, n. Tærskemaskine. Treskning, f. Tærskning; ogsaa den Tid da Tærskningen foregaar. Oftere Treskjing.

tre-skjeft, adj. forsynet med Træskaft. Treskjefting, m. Kniv el. desl. med Træskaft.

Tresko (ee), m. Træsko.

Treskoning, m. Slæde uden Jernbeslag. Smaal. Rom. og fl. Ogsaa om et Underlag af Træ.

Treslag, n. Træart, et Slags Træ.

Tresmide, n. Træ-Arbeide. Trondh.

Tresole, m. Træsaale. Nogle St. Trelappe og Tregjenger, pl.

Trespetta, f. Træpikker (Fugl); s. Spetta. Tel. Ogsaa kaldet Treklakk, m. Nordl. Treklopp, f. Sdm. Trepikka, Voss og fl. Trevekkja, Ndm. Ellers Vidhakka, Vidkleppe og fl.

tress (= tresinnstjugo), s. seksti.

Trestuv, m. Stub, Træstamme.

tresøyma, v. s. Tresaum.

Tretopp, m. Top af et Træ.

trettan (ee), Talord: tretten (13). Sogn, Hard. og fl. Nogle Steder tretta, Rbg.
Vald. og fl, trettaan, Shl. Jæd., trettaa, Nhl. og fl. Andre St. tretten. G.N. þrettan; Sv. tretton (i Dial. mest alm. trettan).

trettande (ee), adj. trettende. Trettandedag; den trettende Dag i Juul (6te Januar). Ogsaa kaldet Trettandehelg, f. Den foregaaende Dag er Trettand-aftan (el. Trettanddagsaftan), m. Jf. Tolvta.

tretti (ee), Talord: tredive (30). Nogle St. (især søndenfjelds) ombyttet med den forvanskede Form trædeve (trædve). G.N. þrjátigi (jf. þritugr); Sv. trettio. – Hertil trettiande, adj. tredivte. G.N. þritugandi.

Treung, s. Tridjung.

Trev (e’), n. 1) Loft, høitliggende Gulv; især et Høløft af Stænger eller løse Fjele. Søndenfjelds, dog ogsaa Jæd. og fl. Mest alm. udtalt som Træv, dog høres ogsaa Trev (e’) og Triv (i’) paa enkelte Steder. (Sogn). G.N. þref. Jf. Hjell, Skukk, Spong. – 2) Gallerie, Pulpitur i en Kirke (= Lem, Hjell, Yverlaup). Mandal og fl. – 3) en Lade, et Høhuus. Fosen. Jf. Trevlaan.

trevarleg, møisom; s. travleg.

Treve (e’), m. en Trave, en Hob af sammenlagte Bundter; især en Hob af skaaret Korn paa Ageren, indeholdende 24 Neg. Østl. og fl., sædvanlig udtalt Træve, tildeels Træva. I Mandal Træve, om 26 Neg. I Indh. Traavaa, om 24 Knipper eller “Kjerve” af Løvkviste. G.N. þrefi (om Korn); Eng. Dial. threave og thrave (12 eller 24 Neg); Sv. trafve (en Stabel).

Trevekkja, f. Træpikker; s. Trespetta.

Treverk, n. Træværk i en sammensat Indretning; Deel som bestaar af Træ.

Trevete, s. Trivetter.

Trevlaan, f. en Ladebygning. Fosen (Trævlaan). S. Trev, 3.

Trevle (e’), m. Splint, Spaan, smalt Stykke. Mandal. Slaa i Trevlar: slaae sønder, knuse. G.N. trefill: Pjalt. Jf. Trave og Trifsa.

trevug, graadig; s. trivjug.

Trevyrke (y’), n. Træmateriale.

Treæring, s. Triaaring.

Treølm, s. Torhjelm.

tri, num. tre (3). I Neutr. try. Nogle Steder med tre Former, en for hvert Kjøn, nemlig: tri, m. trjaa, f. og try, n.; andre Steder med to Former: tri (m. f.) og try, og mangesteds kun med een Form: tri; afvig. tre. Mindst bekjendt er Femin. trjaa, Sæt.; triaa (el. treaa), Voss; tryaa, Hall. Vald. Langt mere udbredt er Neutr. try, B. Stift, Hall. Vald. og flere; i Nhl. tryg; i Sæt. i en ældre Form: trju. G.N. þrír, þrjár, þrju. Ang. þrí, þreo. – Af Kasusformer mærkes et Akkus. trjaa (el. tryaa) af Maskul. i Hall. og Vald. F. Ex. “Han hadde tryaa Søne”. (G.N. þrjá). Paa Sdm. forekommer et Dativ “tremaa”, f. Ex. “paa trem’aa Sta’”, dvs. paa tre Steder. (G.N. þrímr). Et Nomin. “trir” i Nhl. ansees som forældet. Jf. tvo.

Trialning, m. en tre Alen lang Stok.

Triaaring, m. tre Aar gammelt Dyr, for Ex. Hest. Nogle St. Triæring, Sogn, Gbr.

Tribeite, n. Kjøreredskab med Skagler for tre Heste. Østl. (Tre-).

Triblekkja, f. Bukkeblade (Menyanthes trifoliata). Ogsaa kaldet Triblad og “Trebla’blekke”, Smaal. Paa Sdm. Trefole (oo). Ellers Myrkong og Saltgras (Tel.), Bukkeblad (Ryf.), Geitklauv (Gbr.).

Tribyrding (y’), m. en liden Baad, som har tre Bord eller Planker i Siden. Ryf. (Tribyring).

tridje (i’), adj. tredie. Nfj. Sdm. Andre St. trije, tre’e, og søndenfjelds mest alm. trea. G.N. þridi (acc. þridja). Halv tridje: to og en halv. Tridje kvar: hver tredie. Tridje-Parten: Trediedelen.

Tridjung, m. en Trediedeel. Brugt i Formen Triung og Treung. Sogn, Hall. og fl. G.N. þridjungr.

trifeld, adj. bestaaende af tre Dele; trefoldig, tredobbelt. Nordl. (trefellt). Andre St. tildeels trifaldad, og sjeldnere trifald. G.N. þrífaldr. Jf. feld. – trifeldt, adv. tre Gange, tredobbelt.

Trifsa, f. Klud, Lap; ogsaa Tørreklud, Haandklæde. Søndre Berg. (Tripsa). Nogle St. Trofsa (Tropsa). Jf. Trave og Tufsa.

triføtt, adj. trefodet, f. Ex. om et Bord.

trigardad, adj. bestaaende af tre Gaarde eller Gaardbrug. Mest i Neutr. f. Ex. der er trigardat. Tel. (trigara).

trigjegnd, s. trilagd.

trigjølmad, adj. deelt i tre Rum (s. Gjølming). Opdal.

Trihyrning (y’), m. Trekant. (Sjelden).

trihyrnutt, adj. trehjørnet, trekantet. (Oftest: trihynnutt).

trihøg, adj. som har tredobbelt Høide, eller tre Etager. Tel. I Hall. trihøgda(d).

Trikant, m. trekantet Stykke eller Figur; Trekant. – trikantad, adj. trekantet.

Trikeiping (kj), m. Baad med tre Aarepar. Mindre brugl.

trikløyvd, adj. kløvet i tre Dele.

trilagd, adj. tredobbelt, sammenlagt af tre Dele; f. Ex. om Traad. Jf. tritaattad. Hedder ogsaa trigjegnd (trigjengd?), Tel.

Trilegg, m. Deel af et Garn, omfattende tre Masker i Bredden. Sfj.

Trill, m. en Tridse, liden rund Skive; ogsaa en Top eller Legebold.

trilla, v.n. og a. (ar), 1) trille, rulle. (Sv. trilla). Nogle Steder trulla. Jf. Eng. troll. – 2) v.a. rulle noget afsted,
vælte, f. Ex. en Tønde. – 3) føre paa en Trillebør.

Trilla, f. Trillebør, Hjulbør. Ogsaa kaldet Trillebaar (el. -baara), f.

Trilling, m. s. Trinnling.

trilta, v.n. trippe, løbe. Gbr.

trilutad (u’), adj. tredeelt, bestaaende af tre Dele. Hall.

Trimastring, m. tremastet Fartøi.

Trimenning, m. Næstsødskendebarn, Slægtning i tredie Led. G.N. þrímenningr. Trimenningsborn, pl, Slægtninger i fjerde Led.

trimjølka, v.n. (ar), malke tre Gange om Dagen. Indh. (Skogn), “tremjølk”. (Jf. trimunda). Trimjølking, f. en Tid da Køerne malkes tre Gange, nemlig ved Midsommer. Jf. Ang. þrimilce (thrimilche): Mai. – Trimjølkblomster, m. Kabbeleie (Caltha palustris). Sv. Dial. trimjölksgräs (Rietz 751).

trimunda, v.n. (ar), gjøre noget til tre forskjellige Tider; især: malke tre Gange. “tremunna”, Helg.

trimæla, v.n. (er, te), give tre “Maal”, fodre Kreaturene tre Gange om Dagen. Sfj.

Trimæling, m. Ager til Udsæd af tre “Mæler” Korn. Sogn. Jf. Saaldsaad.

trina, stivnet; s. trenad.

Trinating, m. Hase med tre Nødder. Sdm.

trinn, adj. tredeelt (?); eller blot: tre (jf. tvinn). I Hall. trenn, saaledes “trenne Gøngu”: tre Gange. G.N. þrennr, þrennir.

Trinning, f. (?), Tredeling. Kun i Forbind. med “i”; saaledes “i Triningaa” (Trinningom): i tre Dele eller Skifter. Nhl. “I Trenning”, Hall. G.N. þrining, þrenning. Jf. Tvinning.

Trinnling, m. Trilling, Barn af en Trillingfødsel. Tel. Mandal. Andre Steder Trilling. Jf. Tvinnling.

Trinsa, f. en Bager-Rulle (Kjevle) med dybe Skurer eller udskaarne Ruder. Gbr. Vald. trinsa, v.a. (ar), bage eller presse Brød med en saadan Rulle. Hertil “Trinsebrø(d)” og “Trinsekaku(r)”.

[Trint, m. i Forbind. “um ein Trint”, dvs. omtrent (= umkring). Buskr. (Nedertydsk).

trinta, v.n. (ar), styrte omkuld, vælte, rulle. Sdm. og fl. Jf. krinta.

trinætt, adj. tre Nætter gammel; f. Ex. om Iis. Valders. G.N. þrínættr.

Trinætting, m. Uge som er tre Nætter gammel; især om Kalve. Vald.

Trip (i’), n. en liden Afbrydelse i en Vei eller Gang; et Sted hvor man maa stige høiere eller dybere eller ogsaa tage et længere Skridt. Sdm. (søndre Deel). G.N. þrep: Forhøining osv.

trippa, v.n. (ar), trippe, løbe let.

Tripsa, s. Trifsa.

triromad (treroma), adj. trerummet.

Trirøding, m. Baad med tre Aarepar (Røde). Paa Sdm. Trerøding og Trerøring. Andre St. Seksæring.

Trirøming, m. Baad med tre Rum, omtr. som Trirøding. Nordl. (Trerømming).

trisett, adj. sat i tre Rader; tredobbelt besat. Hall. og fl.

triskift, adj. deelt i tre Dele. – triskjifta, v.a. skifte i tre Parter.

triskjera (e’), v.a. skjære i tre Stykker. – Triskjering, m. Fisk som er passende stor til at skjære i tre Stykker. B. Stift.

Trissel, m. Tridse, rund Skive, f. Ex. i en Blok. Sogn og fl. Andre Steder Triss. Sv. trissa.

tritaattad, adj. sammensnoet af tre Traade (Taatter); tredobbelt. Hedder ogsaa tritætta(d), Hall. Vald.

tritindad, adj. tretandet; trepigget.

tritrædd, adj. om Væv, hvori Traadene ligge tredobbelt. Jf. tvitrædd.

Tritur, m. en Dands som opføres af tre Personer. (Tre-tur).

tritæra, v. s. tvitæra.

Triung, s. Tridjung.

Triv (i’), n. Lykke, Fremgang. Ryf. Dei stræva myket, men d’er ikkje nokot Triv med det. G.N. þrif.

triva, v.a. og n. (triv, treiv, trivet, i’), gribe, snappe, tage hurtigt eller med et Ryk; ogsaa v.n. snappe efter noget. Meget brugl. vest og nord i Landet. G.N. þrífa (preif). Han treiv det fraa meg. Triva etter nokot: forsøge at gribe det. Triva i (el. uti): gribe fat paa, fatte med Haanden. Triva til: gribe til, begynde paa noget med stor Hast. “Ein Triv-til”, el. “Triv’ti”, en Benævnelse paa En, som jævnlig har Hastværk, eller som griber hurtig fat paa Tingene. B. Stift.

trivande, adj. bekvem at gribe til. D’er ikkje trivande til: det er ikke let at faae fat, ikke nær ved Haanden.

trivast, v.n. (trivst, treivst, trivest, i’), trives, være frisk og vel tilpas; ogsaa: befinde sig vel paa et Sted, om Mennesker og Dyr; ligesaa om Væxter: passe godt til Stedet, komme sig godt, voxe frodigt. Alm. G.N. þrífast; Sv. trifvas; Eng. thrive. Forholdet til triva er noget dunkelt. (Jf. “taka seg”, i Betydn. blive fed).

triveleg, adj. 1) triveleg, frisk, frodig. – 2) om Sted eller Tilstand: livlig, behagelig, som man kan befinde sig vel ved.

triven (i’), adj. 1) greben, tagen. (Part. af triva). – 2) frisk, rask; el. oftere: virksom, driftig, arbeidsom. Temmelig alm. G.N. þrifinn (virksom); Sv. trefven. I Utidom er Trolli trivnaste. (Ordsprog, i B. Stift).

Trivetter, m. tre Aar gammelt Dyr. Trivetterfisk, Fisk som antages at være tre Aar gammel. Ryf. Afvig. Trevet m. om
en Hest, og Treveta (for Trivetra), f. om en Hoppe. Nordre Berg. – Ordet er vel egentlig Adj. ligesom G.N. þrívetr.

trivjug (i’), adj. trivelig, frist. Hall. Hertil hører vel ogsaa “trevug”: graadig, som har stærk Madlyst. Vald.

trivla (i’), v.n. (ar), famle, føle sig for, gramse eller lede efter noget, som i Mørke. Temmelig alm., undtagen i de nordligste Egne. G.N. þrifla. Trivla seg fram: famle sig frem. Figurl. Han trivlar ikkje etter kvat han skal segja: han famler ikke efter Ordene; han veed hvad han skal sige.

Trivling (i’), f. Famlen, Søgen.

Trivn (ii), f. Trivelse. Hall.

Trivnad (i’), m. Trivelse, Friskhed; ogsaa: Velmagt, god Fremgang. Sfj. og fl. G.N. þrifnadr; Sv. trefnad.

Trivskap (i’), m. Velmagt (= Trivnad).

Trivsla (ii), f. Trivelse, Velbefindende. Nogle St. Trivsl. Jf. Trivn og Trivnad. Et Par andre Former skal ogsaa forekomme, nemlig Trivd og Trift, f.

trivsleg (ii), adj. livlig, behagelig (s. triveleg, 2). Søndre Berg.

Triæring, s. Triaaring.

trjaa (3), s. tri.

Trjosk (Triosk), m. Ringvæg; den Ring som danner Siderne i et Kar, især forsaavidt den bestaar af en enkelt sammenbøiet Skive (s. Baug), sasom i en Æske, et Sold, et Blikspand o.s.v. Jf. Skotrjosk. Meget udbredt i forskjellig Form: Trjosk (oo), Voss, Hard., Trosk (oo), Tel., Trjøsk, Hall., Trøsk, Nordre Berg. Nordl. Østl. (Solør osv.), Trusk, Rom. Formen Trøsk har tildeels Fl. “Trøskjer”, og er maaskee opfattet som Trøysk. Slægtskabet dunkelt.

Trjot (?), s. Trot.

trjota (triota), v.n. (tryt, traut, trotet, o’), faae Ende, ophøre, ikke vare længere; saaledes ogsaa: blive for lidet, fattes, mangle. Temmelig alm. Infin. lyder forskjelligt: trjota (oo), trota, trjøte (ø’), trøte, tryta, tryte. G.N. þrjóta; Sv. tryta. Det traut upp: det sluttede, fik Ende. Det tryt inkje: det ophører ikke, der vil altid blive nok. Giv det aldri maa trjota, dvs. fattes. Tildeels med Dativ, f. Ex. Det tryt honom inkje: det bliver altid nok for ham. – Ordet skulde ogsaa have en anden gammel Betydning: blive træt, udmattes (G.N. þrjóta, Ang. þreotan, dvs. udmatte): hertil de afledede: Traute, trota (o’), trøyta, trøytt. Jf. Particip troten.

Trjoting, f. Ophør, Ende; s. Trot.

trju (= try), s. tri.

Trjug, m. Sneesko; s. Truga.

trjuga (af Trjug), s. trygja.