Ivar Aasen Norsk Ordbog

ugjæv, adj. ringe, lidet værd. S. gjæv.

Ugjæva, f. uheldig Tilstand; ogsaa om en daarlig Ting eller Person. Nedenæs.

ugjæveleg, adj. slet, daarlig. Hard. Nhl.

uglad, adj. bedrøvet. Han gjord’ ikkje mange uglade: han gav ingen Aarsag til at klage. B. Stift.

ugløymande, adj. uforglemmelig.

ugodsleg, adj. ublid, barsk, ubehagelig; ogsaa: styg, hæslig. Hall. og flere. I Tel. ugoskleg. I Sogn tildeels ugotleg (oo).

Ugras, n. Ukrud, Væxter som ere til Uleilighed i Agrene.

ugraatande, adj. ikke grædende. Halda seg ugraatande: afholde sig fra at græde.

ugreid, adj. urede, forviklet, vanskelig. (ugrei’e, ogreid’e, ogrei).

ugreida, v.a. forvikle. (Sjelden).

Ugreida, f. Urede, Forvikling; Forvirring. (Ugreia, Ogreide).

ugreideleg, adj. uopløselig, som man aldrig <PB N="866"> kan faae Rede paa.

Ugrein, f. Uorden, Skjødesløshed. Helg. og flere. (Ogrein). S. Grein.

ugreinleg, adj. uordentlig, slusket.

Ugrøde, n. Ukrud, Ugræs; forhadt Yngel eller Slægt; ogsaa: et ondskabsfuldt Væsen, om Dyr eller Mennesker. Vald. og fl. (Ugrøe); ved Trondh. Ogrøe. Noget lignende er Ogrøt, n. en ulidelig Person, Tyran, Huuskors. Sdm. Det sidste er egentl. Ugrjot, dvs. slet Steen el. Steenart.

Ugu, f. Auga. – Ugur, s. Auger.

Ugynster, n. Strid, Uenighed. Hall. (Hoel). Ugjynst’r. (Dunkelt).

uhag, adj. ubehændig, klodset (s. hag); ogsaa: ubekvem, uskikket til Brug. Afvig. ohag, Trondh. Nordl. “Ein ohag Sme’ tæk eit ohagt Tre”. (Ordsprog).

uhagleg, adj. ubekvem, upassende. Indh. og fl. (ohagleg). – uhaglege, adv. overmaade, uhyre. Ork. (ohagle).

Uham, n. Uheld, Skade; s. Uhemja.

uhamleg, adj. utækkelig, ilde udseende. Nhl. (jf. hamleg).

uhandsleg, adj. ubekvem til at haandtere. Nordl. (?). Andre St. tildeels uhandtleg (ohantleg).

Uhapp, n. Uheld, Vanlykke. “Ohapp”, Ndm. Isl. óhapp.

uhavande, adj. 1) tomhændet. Koma uhavande heim. Tel. 2) ikke værd at have.

Uhaatt, m. Uorden, uheldig Gang; ogsaa om Vanlykke med Fæ (= Uhemja). Hall.

uheil, adj. 1) brøstfældig, ikke ganske heel. – 2) usund, skadelig for Helbreden; især om Korn eller Frugt, som har faaet nogen Skade. Shl. og fl.

Uheming (Ohæming), m. s. Uhemja.

Uhemja, f. Uheld, Ulykke, især om Vantrivelse og Sygdom iblandt Kreaturene. Hall. Afvig. Uhema (Uhæma), f. Skade, saasom paa Frugt og Afgrøde. Ryf. Paa Sdm. Ohæming (for Uheming), m. om Vanlykke med Kvæget. I Sogn Uham, n.

Uhemra, f. en ubehændig Arbeider, en Klodrian. Hall.

uhendig, adj. ubehændig, klodset. Ikke alm. I Hall. uhøndug. Ellers i anden Form: uhendt (ohænt), Ork.

uhentelege, adv. uhyre meget, over al Maade. B. Stift. Nogle St. ohentele’.

Uheppa, f. Uheld, Ulykke, slemt Tilfælde. Temmelig alm. Nogle Steder Oheppa (Oheppe). Jf. Uhapp. – Noget lignende er Uheppna (Ohepne), f. Mangel paa Lykke, det at man er “uheppen”. Sdm. og fl.

uheppast, v.n. (ast), mislykkes, gaae uheldigt. Hall. og fl.

uheppeleg, adj. uheldig (om Tilstand), som er til Uheld. – uheppelege, adv. paa uheldig Maade; uheldigviis; ogsaa: uhyre meget. Ryf.

uheppen, adj. uheldig (om en Person), som noget mislykkes for. Temmelig alm.

Uheppna, f. s. Uheppa.

uherveleg, adj. ussel, elendig. Sæt. Jf. herveleg, illherveleg.

Uhevle, n. Uheld, Uorden, noget som er til Uleilighed. Tel. I Hall. Uhevel (e’), og Uhivel, m. Maaskee egentl. en uheldig Standsning; s. hevla.

Uhivel, s. Uhevle.

uhjelpeleg, adj. utjenlig, ubrugelig.

uhorveleg, adj. usædvanlig, umaadelig. – uhorvelege, adv. overmaade, uhyre. Tel, Hall.

uhovleg, adj. umaadelig. (Sjelden).

Uhug, m. Ulyst. (Lidet brugl.).

uhugad, adj. utilbøielig, ikke lysten.

uhuggande, adj. utrøstelig.

uhugleg, adj. ubehagelig. Tel. og fl.

Uhugnad, m. Ubehagelighed, noget som gjør En misfornøiet (f. Ex. om Fortræd i det huuslige Liv); ogsaa: Utilfredshed, Misfornøielse. Mest brugl. søndenfjelds. Andre St. oftere Uhyggje, n. Ogsaa i Formen Uhyggjelse (Ohyggjelse), n.

Uhyggje, n. uhyggelig Tilstand; ogsaa Utilfredshed (ligt Uhugnad).

uhyggjeleg, adj. ubehagelig, uhyggelig. En sjeldnere Form er uhygt (uhygg?). Sogn.

uhyggjen, adj. uagtsom (s. hyggjen); ogsaa: sløv, tungnemmet, dum. Nordl. (ohyggjen).

uhyrad, adj. døsig, mat, ikke rigtig oplagt (s. Hyr); ogsaa: ikke lysten. Sdm. (ohyra).

Uhyrda (?), f. Skjødesløshed, stor Uorden. Brugt i afvigende Former: Uhyra (y’) og Uhyrja, Shl. (jf. uhyrden). Hertil hører vistnok ogsaa Ukjura, f. Usømmelighed, uordentligt Levnet. Ryf. Rbg. Mandal. (Jf. “Kjuring” for Hyrding). “Koma i Ukjura”: forfalde til et uordentligt Liv. “Ei Ukjura” kan ogsaa betegne en uordentlig Person (Mandal). Ligesaa “eit Uhyrje”. (Hard.). Jf. hyra.

uhyrdne (y’), adj. skjødesløs, uordentlig. ureenlig m.m. Brugt i Formen uhyren (y’), Shl., uhyrjen, Yttre-Sogn; ukjuren, Mandal (meget brugl.).

uhyskjen, adj. ureenlig, især med Hensyn til Klæder. Hall. Jf. hyskja.

Uhæma og Uhæming, s. Uhemja.

uhæv, adj. daarlig, ikke rigtig tjenlig eller duelig. Nogle Steder uhævleg. I Tel. ogsaa uhævdeleg: klodset, som ikke har noget rigtig Skik.

uhøg, adj. ubekvem, ikke rigtig magelig. Sæt. Tel.

Uhøve, n. Misforhold, upassende Forhold: ogsaa: en Ting som ikke passer til sit Sted.

uhøveleg, adj. upassende, ubekvem.

uhøvisk, adj. uhøvisk, usømmelig; især smudsig eller obscøn, om Tale. G.N. úhœverskr.

uhøyrd, adj. uhørt; mageløs.

uidig, adj. doven, dorsk, lad. Nordre Berg. Nordl. (o-idig). Jf. idast.

<PB N="867">

ujamn, adj. ujævn, knudret; ulige; ogsaa ustadig, snart stærkere og snart svagere; f. Ex. om Vinden.

Ujamne, m. Ujævnhed; Ulighed.

uka (u’), v.a. rokke, skubbe frem (= oka, aka). Tel. Paa Jæd. “ugga”.

Ukaup, n. uheldigt Kjøb; for høi Priis. Flere St. Ukjøp, Okjøp.

ukjend, adj. 1) ukjendt, ubekjendt. – 2) fremmed, som ikke kjender Stedet.

Ukjendskap, m. Ubekjendtskab.

ukjenneleg, adj. ukjendelig.

Ukjerald, n. et stort, plumpt eller ubekvemt Kar; ogsaa spotviis: en plump Tingest. Nogle St. Okjærald. B. Stift.

Ukjo, Pak osv. s. Utjo.

Ukjura, f. Uorden osv. s. Uhyrda.

ukjuren, s. uhyrden.

ukjær, adj. ukjær, ubehagelig.

ukjøm, og ukjømd, adj. 1) ufremkommelig; utilgjængelig, f. Ex. om en Bjergtop. Tel. Oftest i Neutr. Der er ukjømt. – 2) gold, ufrugtbar; s. kjøm.

Ukjøme, n. et utilgjængeligt Sted; en Egn hvor man ikke kan komme frem. Tel.

ukjømeleg, adj. ufremkommelig; ogsaa: vanskelig at komme til. Tel. Hall.

Ukjøra, f. Forvirring, Røre. Tel.

ukjørr, adj. urolig, oprørt; om Søen. Nordl. (okjørr). S. kjørr.

uklaadug, adj. fri for Kløe (spotviis om En som har faaet Prygl). Hall. (uklaaug).

uklaar, adj. uklar, taaget.

uklædd, adj. uklædt, ikke paaklædt.

ukomen (o’), adj. endnu ikke kommen; saaledes ogsaa: fremtidig, tilkommende.

ukravd, adj. ukrævet; frivillig.

ukring, adj. stiv, ikke smidig; ogsaa ubekvem (s. kring). Smaal. Rom.

Ukse, m. Oxe, Tyr. G.N. uxi. (Et andet Ord er Yksne, som kun bruges om en Fleerhed eller Mængde). Jf. Tjor, Bol, Stut – Hertil Uksebaas, -horn, -hud, -kjøt, og fl. Uksepose (o’), s. Tjorpose. Uksesil (ii), m. Indretning til Afløb for Urinen under en Oxebaas. (Nordenfjelds). Uksesin (i’), f. Tyremie. Uksevyrkje, n. Oxekalv. (Valders).

Uku, s. Vika og Voka.

ukunnug, adj. 1) ukyndig, uvidende 2) ubekjendt. Nogle St. okunnig.

ukvass, adj. sløv, ikke hvas.

ukvessa, v.a. (er, te), sløve, afstumpe, skjæmme, f. Ex. en Kniv. Nogle Steder okvesse.

Ukvidd, s. Ukville.

ukvien (?), adj. døsig, sløv, noget modløs. Smaal. Ogsaa i Formen ukviau(g). I Tel. ukviug. (Modsat “kviug”: frisk). Dunkelt.

ukvik (i’), adj. livløs. Brugt i Forbindelsen “kvikt og ukvikt”, dvs. Kreature og anden Eiendom. Tel. og fl.

ukvild, adj. 1) tæt, som ikke har faaet hvile. – 2) besværlig for Færdselen, bakket, el. fuld af Hindringer. Mest i Neutr. (ukvilt), om et Landskab. Mandal. En dunklere Form er ukviddig. adj. ufremkommelig. Tel. S. følg.

Ukville, n. uveisomt Land, Egn som er besværlig at færdes i. Tel. (Silgjord). Maaskee for Ukvilde, men dog dunkelt, da det i øvre Tel. hedder Ukvidd og Ukvidde, f.

Ukvim (i’), m. Tosse, Nar. Hall.

ukvælen, adj. haardfør, tapper. Nordl. Jf. kvælen.

ukvæm, adj. ubekvem, uskikket. Lidet brugl. – ukvæms, adj. upassende. Tel. (Vinje).

Ukynde, n. ond Natur, Vanart, Fordærvelse. Mindre brugl. I Gbr. Okynde. (Sv. okynne).

ukyndt, adj. vanartet, ond af Natur. Hall. Andre St. okyndt.

ukøypt, adj. ukjøbt. Ogsaa som adv. uden Betaling, gratis. Mest alm. ukjøpt.

Ul (uu), m. Hylen (= Yl, Hyl). Østerd. og fl. (Af ula). I Sammensætn. Berg-ul betegner det Ugle (= Ula). Jf. Vargul.

ul (uu), adj. lidt ankommen eller mugnet; f. Ex. om Fisk, som har faaet Afsmag el. begynder at raadne. Temmelig alm. især i Neutr. (ult). Nogle St. oftere ulnad; s. ulna. Sv. Dial. ul, ulen. (Isl. uldinn). Jf. ula, Ule, Ulka.

ula, v.n. 1 (ar), væmmes; ogsaa: blive væmmelig, kvalme. Tel. Nogle St. ulna. Ellers: ila, igla, elgja, undla. Jf. Ule.

ula, v.n. 2 (er, te), hyle (= yla, hyla). Østl.

Ula, f. Ugle (Fugl). Sædvanlig sammensat: Kat-ula. Sjeldnere Berg-ula, s. Ul. (Jf. Vasula). Forekommer ogsaa i Formen Ugla. G.N. ugla; Ang. ule, Eng. owl; Nt. Ule, T. Eule.

Ulag, n. Uorden, Feil, Mangel; daarlig Stand eller Stemning; ogsaa: daarlig Skik eller Vane. (Alm.). Sv. olag. Vera i Ulag: være i Uorden, ikke i sin rette Stand.

ulagad, adj. 1) ufærdig, ikke tillavet eller tilberedet. 2) uskikket, brøstfældig.

ulagast, v.n. (ast), komme i Uorden.

ulagleg, adj. brøstfældig, som ikke er i Stand; ogsaa: ubekvem, upassende. Rbg. og fl. – ulaglege, adv. ilde, uden rigtig Skik; ogsaa: umaadelig, overmaade. Vald. Noget lignende er ulagom (olagom), Trondh. S. lagom.

Uland, n. et uheldigt Land for Færdsel el. Ophold; en farlig Kyst, en Strand uden Landingssteder o. s. v. Jf. Ulende.

ulastande, adj. ulastelig.

ulateleg, adj. upassende. Smaal.

Ulaat, f. Ulyd; s. Ulæta.

Ulbær, s. Orbær.

Uld, og Ulder, f. s. Hulder.

Uldre (Sæleløkke), s. Ora.

<PB N="868">

Ule, m. Væmmelse, Kvalme. Tel. (jf. ula). I Hall. Undle, eller Undl.

Ulega (e’), f. Sygeleie; haard og langvarig Sygdom. Nogle Steder Olege. I Ork. Olugu.

Ulempa, f. Ulempe, Uleilighed.

ulempeleg, adj. haard, ubøielig; ogsaa: ubekvem. – Afvig. ulempen: upasselig, ikke rigtig rask. Tel.

Ulende, n. uveissomme Marker, Landskab som er besværligt at færdes i; ogsaa: Vildmark, ufrugtbart el. udyrkeligt Land. Temmelig alm. (Nogle St. Olende). Om en større Landstrækning tildeels Ulenda, f. Jf. Uland.

ulendt, adj. uveisom, besværlig for Færdsel; om en Egn; ogsaa: meget vild, uhyggelig, ubeboelig.

Ulenka, f. en lang og slunken Figur. Smaal. (Vel egentl. Ulekkja). – ulenkeleg, adj. uheldigt formet, utækkelig.

ulidande, adj. ulidelig; ogsaa: utækkelig. Hedder ogsaa: ulideleg. Mindre rigtigt: ulidug (uliau, Smaal.). – Ulida (Ulie), f. en utækkelig Figur. Tel.

ulidug (i’), adj. stiv i Lemmerne, ikke smidig. Hall. og fl. (uleug).

ulik, adj. 1) ulig, forskjellig. (Mest i Fleertal). D’er ikkje ulikt honom: det ligner ham nogenledes. Jf. D’er ikkje ulikt til det: der er visse Tegn dertil, det er ikke usandsynligt. (S. lik). – 2) upassende, urimelig; ogsaa: usømmelig, slet. Gjera nokot ulikt: gjøre noget galt, opføre sig ilde. Gissa paa likt og ulikt: gjætte paa de forskjelligste Ting. Røda um baade likt og ulikt: tale om allehaande Ting, løst og fast, ondt og godt. – 3) upasselig (ilde tilpas), syg, sygelig. Solør og fl. Ogsaa Indh. (olik). I Nordl. ogsaa: svag, daarlig, lidet duelig. (olik).

Ulika, f. noget upassende. Vald.

Ulikinde (kj), n. en upassende Ting; noget utækkeligt. Sogn. (Oftere Ulikjende). Vel ogsaa: Usandsynlighed; s. Likinde.

ulikleg, adj. 1) forskjellig, noget ulig. (Mindre brugl.). – 2) urimelig, usandsynlig. Tel. og fl. (Jf. likleg). – 3) upassende, utækkelig, styg. Sogn, Hall. og fl. Ogsaa: daarlig, ringe, slet. Nordl.

Ulit (i’), m. 1) et uheldigt Udseende. “D’æ ingjen Olit paa Gut’a”: Drengen seer ikke daarligt ud; han tegner sig nok saa godt. Sdm. Mere alm. om en uheldig Farve (s. Lit). – 2) Usandsynlighed, liden Rimelighed. D’er ingen Ulit til det: det er ikke usandsynligt. B. Stift.

Uliv, n. Død. Kun i visse Forbind. som: til Ulivs, dvs. til Døde, dødeligt; f. Ex. om et Slag. Ulivssaar, n. dødeligt Saar.

uliven, adj. uskaansom. Af liva (ii).

Ulivnad (i’), m. et usømmeligt, forargeligt Levnet. Afvig. Ulibna, Olimnad, Olemna.

ulivt (i’), adj. n. ulevet. Hava nokot ulivt: have nogen Tid at leve i. (Modsat: vera feig). I lignende Betydning bruges ogsaa: ugravet, ukravlat, ustrævat, ustridt, og fl.

Uljod, n. (m.), Ulyd, Misklang. Tel. og fl. (Uljo). Andre St. Oljød (Oljø).

Uljodsøyra, n. (f.), egentl. et døvt Øre; ellers om en ligegyldig Person, En som ikke vil høre eller agte hvad man siger ham. Sdm. i Formen “Oljøsøyre”, f. G.N. úhljódanseyra.

Ulk, m. Ulk (en liden Fisk med et stort Hoved). Sogn og fl. Andre Steder Marulk. Ellers et Øgenavn paa en liden uanseelig Karl, m. m.

Ulka, f. 1) Muggenhed, Skimmel, Smuds paa Ting som begynde at raadne, saasom Fisk eller Kjød. Hall. Gbr. og fl. (Jf. ul, ulna). – 2) vedhængende Sliim; f. Ex. paa Træ i Vand. Hadeland. Ogsaa: Slam eller Mudder efter en Vandflod. Solør; tildeels i Formen Ølke.

ulkutt, adj. smudsig, slimet. Nogle Steder ølket. (Solør).

Ull, f. Uld, Faarenes Haar. Nogle Steder Udl, Sogn og fl., Udd, Sæt. G.N. ull; Ang. vull, Ght. wolla, Goth. vulla. (Jf. ylla, yllast). I Sammensætning tildeels Ullar, sædvanlig Ulla, saasom Ullakaure, m. liden Lok af Uld. Ulla(r)mork, f. en Mark Uld. Ullarrøyve, n. Ulden af et Faar. (G.N. ullarreyfi).

Ulla, f. en sid ulden Trøie; en Vadmels Frak. Hard. og fl. Nogle St. kaldet Ullaskyrta, Ullaskjorta (maaskee for Ullanskyrta). Lister, Sdm. og fl. (Adskilt fra Ullskyrta).

Ullan, n. Uldtøi; Væv eller Klæder af Uld. Ryf. Afvig. Ullent (Ullint), Hall. Vald. Jf. Linan.

Ullen (m.), et gammelt Ord i Stedsnavne, som Ullensvang, Ullensland, Ullensaaker (fordum Ullenshof); formod. et gammelt Gudenavn, hvorom nærmere Oplysning mangler. – Et andet Navn er Ull (G.N. Ullr, gen. Ullar), i nogle Stedsnavne som Ullareng, Ullarland, Ullarøy.

Ullfloke, m. Uldtot, liden Klynge af Uld. Ogsaa kaldet Ulldott, Ulla(r)lopp (Sdm.), Ulla(r)vindel (Vald.).

Ullhøy, n. meget fiint Hø. Gbr. og fl.

Ullint, s. Ullan.

Ullkjær (Iullkjær), s. Igulkjer.

Ullskyrta, f. Uldskjorte. Afvig. Ullskjurta osv. (s. Skyrta). Jf. Ulla.

Ullsmaalog (o’), n. pl. Faar (i Modsætning til Gjeder). Rbg.

Ullto, n. (f.), Uldtøi, Uldgarn. Trondh. Mere alm. Ullty, n.

Ullvær, n. uldent Vaar (Dynevaar). Nogle St. Ullvar (søndenfjelds).

ulma, v.n. være mørk eller ublid; om Luften m.m. Smaal. (Egentl. = olma).

<PB N="869">

ulna (u’), v.n. (ar), mugne, fordærves, vise Tegn til en begyndende Forraadnelse; for Ex. om Fisk eller Kjød, som har ligget usaltet og derved faaet en ubehagelig Smag eller Lugt (Ulnesmak, Ulneluft). Temmelig alm. (Jf. legna, saana, sina, kasa). Af ul, adv. Afvig. urna, Ork. Sv. Dial. ulna. (G.N. uldna). Particip ulnad: mugnet, ankommen (= ul). Om et andet “ulna” s. ula.

Ulning, f. begyndende Forraadnelse.

ulogleg (o’), adj. ulovlig. S. logleg.

Ulone, s. Uluna.

Ulot (o’), n. ondt Lune, uheldig Stemning. B. Stift. – uloten (o’), adj. uskikket, ilde oplagt. Ork. (olotten).

ulsblakk, adj. hvidgraa; om Heste med en lys graalig Farve, som nærmer sig meget til det hvide. Berg. Trondh. Gbr. Vel egentlig ulvsblakk; imidlertid synes det østlandske elsblakk (elgsblakk) at have bedre Grund.

Ulukka, f. Ulykke, Skade. Nogle Steder Olukke; søndenfjelds Ulykke (s. Lukka). Gjera ei Ulukka: gjøre Skade, eller gjøre en uheldig Gjerning. Koma i Ulukka: komme i Uleilighed; komme til at lide Straf. Til Ulukka: til Uheld, ulykkeligviis. – Ein Ulukkefugl: en dumdristig Person, En som aldrig vogter sig. Hedder ogsaa Ulukke-flis, f. Ulukke-ting, n. og fl.

ulukkeleg, adj. ulykkelig.

Uluna, f. ondt Lune (= Ulot); ogsaa en uheldig Tilstand. Sæt. og fl. Ellers Ulone, Tel. Østl.

Ulut (u’), m. Vanskjæbne, Uheld. Tel.

Ulv, m. 1, Ulv (Rovdyr). Mest brugl. i Søndre Berg. og tilgrændsende Egne; andre Steder ombyttet med Varg og Skrubb (jf. Graabein). G.N. ulfr; Ang. vulf, Goth. vulfs, Ght. wolf. Ordet har ogsaa været Mandsnavn og bruges saaledes ofte i Sammensætning, som Arnulv, Aasulv, Gunnulv, Ingulv, Torolv. I denne Stilling bliver det ofte ukjendeligt ved Afvigelser i Udtalen, f. Ex. Brynjel for Brynjulv, Gjærul for Geirulv, Bjørguv for Bjørgulv, og fl.

Ulv, m. 2, Drøbel, Kjødlap i Struben (uvula). B. Stift, Gbr. Nordl. og fl. En anden og sjeldnere Form er: Uv, Sæt. Tel. G.N. úfr. (Jf. Drypel). En lignende Omvexling findes ogsaa i Ordet Bergulv (og Stunulv), jævnført med G.N. úfr: Ugle. Omvendt Uvlid, = G.N. ulflidr.

Ulva, f. Ulvinde, Hun-Ulv. Hall. Ellers kaldet Ulvtik, og i Num. Ulvebinna (s. Birna). Andre St. Vargtik.

ulv-elt, adj. forfulgt af Ulven. Hall.

Ulveskreid, f. en Flok af Ulve.

Ulvtuka (?), f. Ulvehud. S. Tuka.

Ulvvid (Ulved), m. Skovhyld (= Krossvid). Smaal. (?). I Shl. “Ulva-raun”.

uly (?), adj. ubehagelig. Sdm. i Formen olytt (n.), f. Ex. “D’æ no ikkje olytt aa gaa”: det er just ikke uhyggeligt at gaae, der er nok ingen Fare i Veien. Dunkelt. Jf. ly: mild.

ulydug (-ig), adj. ulydig.

ulyst, adj. tilfredsstillet, mættet, som ikke har Lyst til mere; ogsaa: kjed, overmættet. Eta seg ulyst: æde sig rigtig mæt. Sdm. i Formen olyst’e. “Dei vart væl olyste ‘ta di”: de bleve tilstrækkelig kjede deraf. Andre St. ulysta(d). Jf. G.N. lystr: begjærlig.

ulysta, v.a. (ar), tilfredsstille, mætte tilstrækkelig. Ulysta seg: forsyne sig vel, nyde saa meget som man lyster. B. Stift. Nogle Steder olyste.

ulækjande, el. ulækjeleg, adj. ulægelig.

ulæst, adj. ikke tillaaset.

Ulæta, f. Skrig, ubehagelig Lyd. Et andet Ord er Ulæte, n. Uvæsen, upassende Opførsel.

Uløgje, n. de største Bølger i en vis Bølgerække (s. Løgje). Nordl.

uløyseleg, adj. uløselig; uopløselig.

uløyves, adv. uden Tilladelse. Taka ein Ting uløyves: tage eller bruge noget som man ikke har faaet Lov til, ikke har spurgt Eieren om. Meget brugl. Nogle Steder oløyves. G.N. úleyfis (N. L. 2, 441). En anden Form er uloves (o’).

um, præp. og adv. om osv. Lyder egentlig: umm (u’), nogle St. omm; oprindelig umb. G.N. um, umb; Ang. umb, ymb; Ght. umbi. Brugt i forskjellig Stilling og Betydning; saaledes: A, som præp. med Akkusativ, 1) omkring, rundt om, i en Kreds om; f. Ex. Gripa um Skaftet. Ganga rundt um Huset. Ro um Holmen. (Ofte forbundet med “kring”: i Kring um, eller kring um). Hertil ogsaa: sveipa um-seg, grava um seg, slaa um seg osv. Jf. vera um seg: være om sig, være virksom eller paapasselig, gjøre sig Flid for noget. – 2) hen over (en vis Vidde), omkring i (el. paa), inden Grændserne af. Ganga rundt um Golvet. Reka rundt um Fjorden. Fara vidt um Landet. Senda Bod um Bygderna. – 3) i Løbet af, paa (en vis Tid). Um Vaaren, Sumaren, Hausten. Um Kvelden, Morgonen, Dagen. (Jf. med). Her mærkes den Afvigelse, at naar disse Ord staae i Fleertal, kunne de ogsaa sættes i Dativ; saaledes i Nordre Berg. “um Kveldaa” (Kveldom), “um Mennaa” (Morgnom), “um Dogaa” (o’), og fl. (Ogsaa i G.N.). Afvig. i Betydning: Her um Dagen, dvs. for nogle Dage siden. Jf. Ein Gong um Dagen, um Vika, um Aaret. (Hedder mere alm. “fyre Dagen”, o.s.v.). Tvo um Gongen (= i Gongen). Nokot um Senn (= i Senn). – 4) forbi, ud over (et vist Punkt). Baaten kom ut um Neset: ud forbi Næsset. Det naadde upp um Kneet. Han sprang att-um Veggen. Burt <PB N="870"> um Fjorden: til den anden Side af Fjorden. Han gjekk fram um oss: han gik forbi os, kom foran os. (Alm. og meget brugl.). Saaledes ogsaa: efter (en vis Tid), efter Forløbet af; f. Ex. um ei Stund; um aatte Dagar; um eit Aar her-etter osv. – 5) over, forbi, ad Veien over (et Sted). Dei hadde gjenget um Mo (dvs. den Vei som gaar over Gaarden Mo). Me toko Vegen um Hovland osv. (Søndenfjelds). – 6) igjennem, ind eller ud af (en Aabning). Fuglen flaug inn um Gluggen. Ganga ut um Porten. Det gjeng inn um det eine Øyrat og ut um det andre. Det gaus um Munn og Naser (f. Ex. paa En som har været nær ved at drukne). – 7) om, angaaende, betræffende (egentl. i Omkredsen af). Tala, spyrja, bidja um ein Ting. Tøva, trætta, strida um nokot. Det gjeld um det. Det stod um Livet (s. standa). Lidt afvigende: tykkja, synast, finnast um; støyta um nokot osv. Eg er ikkje um det: jeg ønsker det ikke, har ikke Lyst dertil. (Tel. Sdm. Trondh.). D’er vandt um det: det er vanskeligt at faae det, der er Mangel paa den Ting. D’er litet um honom: det er lidet bevendt med ham. D’er litet um det, el. d’er ikkje myket um det: det er kun ubetydeligt. – 8) om, medsøgende til, el. deeltagende i. Dei er mange um Arven, um Embættet, um Arbeidet. D’er tie Hender um det. Dei er tvo um Baaten, dvs. to som have een Baad sammen. I Lighed hermed siges ogsaa: Han er aaleine um det, dvs. han har det for sig selv; der er ingen som hjælper ham. – 9) i Færd med, i Værk med. Dei var tvau Aar um det: de behøvede to Aar dertil. Han er ikkje lenge um det: han gjør det snart. Sjeldnere uden Objekt. Han var um aa venda: han stod i Begreb med at vende. (Søndre Berg.). – B, som adv. 10) omkring, rundt, i en omløbende Bevægelse. Fara vidt um; flakka um i Landet osv. Jf. sjaa seg um; høyra seg um (= høyra um seg). – 11) tilbage, tilside, eller i anden Retning. Snu, venda, brøyta um. Ganga um til Nords osv. – 12) i anden Orden, paa en ny Maade. Leggja um (omlægge); flytja, setja, skjota um. Skapa seg um: forvandle sig. Gjera um-atter: gjøre om igjen. (Oftere: upp-atter). Jf. Umbyte, Umskifte, Umskot. – En feilagtig Brug (som tildeels høres i Byerne) er det at sige “um” om en Stilling uden Bevægelse, f. Ex. “staa bak-um” (= attanfyre, bak ved); “sita fram-um” (= framfyre, eller framanfyre).