Ivar Aasen Norsk Ordbog

upp-gjengen, adj. 1) opgaaen, opstegen. 2) opsvulmet af Frost; om Bække. 3) opbrændt; om Huse. B. Stift, mest i Formen “uppgaadd”.

Uppgjerd, f. 1) Opgjørelse. (Sjelden). – 2) Oprensning af et Kornlag paa Logulvet. I Sæt. “Uppgjaare”.

upp-gjord, adj. 1) opgjort, færdig. 2) opredet, om en Seng. 3) opskaaren og renset, om Fisk.

uppgjæv, adj. hjælpeløs af Udmattelse. Hall. Vald. Andre St. uppgjeven.

Uppgløding, f. Opflammelse.

Uppgonga (-gaanga), f. Opgang.

Upphald, n. 1) Opholdelse, Opretholden; ogsaa Næring (= Upphelde). – 2) Noget som holder en Ting oppe; saaledes om Sideremmerne i en Hestesæle. (B. Stift). – 3) Ophold, Afbrydelse; rolig Stund efter en Iling eller Stormbyge. Hertil upphaldig, adj. om Opholdsveir, omtr. som uppljos. B. Stift.

Upphav, n. Ophav, Begyndelse; ogsaa: første Grund eller Aarsag. G.N. upphaf. – Upphavsmann, m. Ophavsmand.

upp-havd, adj. opsat, oplagt (s. hava); ogsaa: aabnet, oplukket. Forskjelligt herfra er upphavd, dvs. ophøiet, hævet (af hevja). Tel. S. havd.

Upphelde, n. Ophold, Underholdning, Næring. G.N. uppheldi.

Upphevja, f. Fælde, Snare hvori et Dyr fæstes om Halsen og vippes opad. Østl. (Hadeland).

upp-husad, adj. vel bebygget, eller istandsat med Huse; om en Gaard.

upphøg, eller upphøgd, adj. forhøiet, noget opløftet. Mest i Neutr. f. Ex. D’er upphøgt i Midten. – Et Verbum upphøgja (ophøie) bruges mest i dansk Form og med Bøiningen “ar”. (Rettere: -er, de).

upp-i, præp. 1) op i (med Akkus.); oppe i. Ofte forkortet til “pi”, f. Ex. “Han fekk dæ pi Hand’a”. Upp i Øyrat, s. Øyra. – 2) til, i Overgang eller Forvandling til. Det vardt uppi Stein: det blev forvandlet til Steen. Det vardt uppi inkje: der blev intet af det. Han gjerer seg uppi ein Ljugar: han vænner sig til at lyve. (B. Stift).

Upp-ida (i’), f. Tilbagestrømning (= Ida, Bakida). Smaal. (Uppie).

Uppkast, n. opkastet Hob; ogsaa: Grøft eller Grube hvoraf Jord er opkastet. Indh.

Uppklaaring, f. Opklarelse.

upp-klædd, adj. udstyret med Klæder.

Uppkoma (o’), f. 1) Opkomst; Udspring. 2) Kilde, Vandstrøm som kommer op af Jorden. Sogn og fl. Ellers i en anden Form: Okome (Orkoma?), Sdm., Ukoma, Lister; Aakoma, Jæd. Sdm.: saaledes Aakomevatn (oo), n. Kildevand.

upp-kuvad, adj. høi i Midten, optoppet (jf. kuvad). Tel.

Uppkveik, m. Opflammelse, Fyrighed.

upp-kvidd, adj. opgjødet; s. kvia.

Upplag, n. 1) Oplag, oplagt Hob el. Forraad. 2) Anlæg, Grundlag; ogsaa Begyndelse (modsat Nedlag). 3) naturligt Anlæg, Tilbøielighed, Aandsretning. Han hadde godt Upplag, dvs. gode Evner, godt Anlæg. B. Stift.

upp-lagd, adj. 1) oplagt, opsat. 2) anlagt, grundlagt. 3) oplagt til noget, skikket, sindet.

Uppland, n. Opland, Høiland, indre Deel af Landet. Særlig om Distrikterne søndenfor Dovrefjeld: Gudbrandsdalen, Østerdalen, Hedemarken, Toten med mere.

upp-laten, adj. opladt, oplukket; nogle St. ogsaa: overladt, afstaaet. Tildeels “uppleten”; s. laten.

Upplaup, n. Opløb; Stimmel.

Upplending, m. Oplænding, Indbygger af Oplandet (s. Uppland). – upplendsk, adj. oplandsk. (Lidet brugl.). Upplendska, f. Kvinde fra Oplandet. (B. Stift).

Upplengja, f. opretstaaende Bjælke el. Stok, hvorpaa en Fjelevæg nagles fast. Sogn og fl. Andre St. Saumslaa.

upplett (ee), adj. letskyet; s. uppljos.

Upplin (i’), n. Lettelse i Veiret. Hall.

uppljos, adj. opklaret, letskyet; saa beskaffen at det ikke regner eller sneer. Meget brugt i Formen uppljos’ og uppljøs’e, B. Stift; uppløs. Fosen og fl., uppjost, Tel., uppjøst. Ork. Uppljost Veder: Opholdsveir. Ei uppljos Øykt: en Opholdsstund imellem Bygerne. Noget lignende er “upplett”, egentl. lys eller letskyet oventil. Jf. Upplyse.

Upploga (o’), f. Oplæg; oplagt Steen til Veimærke. Hall. (Uppløgu).

Upplut (u’), m. 1) den øverste Deel af en Ting. – 2) Undertrøie, Snørliv. B. Stift. Isl. upphlutr.

Upplyse, n. Opklarelse i Luften efter en Regnbyge; ogsaa: en Stund med Opholdsveir (s. uppljos). Nordre Berg.

Upplysing, f. Bekjendtgjørelse (s. lysa). Ellers oftere Upplysning, f. om Oplysning eller Meddelelse af Kundskab.

Upplæring, f. Oplærelse, Underviisning.

Uppløysing, f. Opløsning; Udredelse.

upp-matad, adj. rigelig mættet; vel næret; f. Ex. om Fisk.

Uppmoding, f. Opmuntring. Lidet brugl.

<PB N="880">

upp-mødd, adj. udmattet (= utmødd).

Uppnemne, n. tillagt Benævnelse, Kjendingsnavn. Num. Jf. Utnemne.

Uppnemning, f. Opnævnelse, Opregnelse.

upp-or, præp. op af (s. or). Forkortet: uppo, og po; nogle St. uppu, pu.

upp-raadd, adj. forlegen, skuffet ved at savne en nødvendig Ting, eller noget som man havde gjort Regning paa. Eg skulde yver Vatnet, men so stod eg uppraadd fyre Baat. Me vardt uppraadde fyre Salt o.s.v. Temmelig alm.

Uppreiding, f. Opredning.

Upprek, n. Opsigelse; Tilbageviisning (see reka). Uppreksmann, m. den som opsiger eller ophæver en Handel. Tel.

Uppriting (i’), f. Opregnelse; s. rita.

Upprot, n. Opraab; Auction.

upp-roten (o’), adj. ganske forraadnet, gjennemraadden.

upp-rudd (u’), adj. opryddet.

Upprynning, m. Spire (= Renning). Jæd.

Upprør, n. Oprør; Opstand.

upp-sagd, adj. opsagt. Jf. Uppsogn.

Uppsaat, n. Opsætning; Sted hvor Fartøier sættes op. Helg. Andre St. Uppset. G.N. uppsát.

Uppseding, f. Opdragelse, Oplærelse i gode Sæder. Nfj. og fl. S. seda.

Uppset, n. 1) Opsætning; s. Uppsaat. 2) et Væddemaal (jf. setja upp). B. Stift. 3) Aftægt (= Føderaad, Livaure). Jæd.

upp-sett (e’), adj. 1) opsat, opstillet. 2) slibt, hvæsset. 3) forhippet, higende efter noget; ogsaa: opbragt, opirret.

Uppsida, f. Side som vender opad.

Uppsig (i’), n. Opskydning fra Grunden, Strømning opad. Uppsigfisk, m. Fiskestiim som kommer op fra Dybet.

Uppskaking, f. Opøsning af nybrygget Øl, det at slaae Ølet i Tønden.

Uppskoka (o’), f. nybrygget Øl, som øses op af Gjæringskarret. B. Stift. I Ork. “Uppskuku”. S. skaka.

Uppskot (o’), n. Opskydning; opstigende Væde eller Fugtighed fra Grunden. Ogsaa om Vandets Opstigning ved Frost. Rbg.

Uppskrift, f. Opregnelse; Notits.

Uppskrivar, m. Optegner, Haandskriver, Sekretær; ogsaa Forfatter.

upp-skrøyvd, adj. høit opstablet, løselig opreist; figurl. om en Historie: overdreven, udsmykket. Tel. Hall.

Uppslag, n. Opslag; Klap eller Flig som kan bøies opad.

upp-slegen (e’), adj. opslaaet; aabnet osv.

Uppsod (o’), n. Opsydning, Opkog.

Uppsogn (o’), f. Opsigelse, Opslag; Afbrydelse i et vist Forhold. Hard.

Uppspyta, f. Kildespring. Tel (Mo).

Uppstad, m. Boiestreng, Toug som staar op fra en Fiskeline til Vandfladen (= Ile, Dubletog). Nordl. og Trondh. Ogsaa kaldet Uppstøda, f. Nfj., Uppstø, el. “Uppstø-line”, Sfj.

upp-staden, adj. opstaaet (af Sengen); opstanden (af Døde). Mest alm. “uppstaen”; nogle St. uppsteden (-siden).

Uppstadgogn, s. Uppstoda.

Uppstadmund, n. den Tid da man pleier at staae op om Morgenen (= Rismaal). Sdm. og fl. (Upstamund).

Uppstadrokk, m. Opstanderrok.

Uppstadvev, m. Opstandervæv.

upp-stakad, adj. betegnet ved opreiste Stænger el. Stager; om en Vei.

Uppstandar, m. Opstander, opretstaaende Støtte eller Pille.

Uppstapp, n. Vand som samler sig ovenpaa et Iislag. Indh.

Uppstig (i’), n. Opstigning.

Uppstoda (o’), f. 1) Opstaaen, det at staae op. (Uppstode, Sdm.). G.N. uppstada. 2) et Slags smaa Væverstole. Tel. (Uppsto’e). I Nhl. Uppsta(d)gogn, f. Opstandervæv, Væverstol som sættes op til en Væg, saaledes at Væven hænger lodret ned.

Uppstova (o’), f. Overstue, Sal, Loft. Tel. (Upstogu, -stugu).

Uppstyr, n. Optøier, Spektakler; ogsaa: Opløb, Tumult; Opsætsighed osv.

Uppstøda, f. s. Uppstad.

Uppstøding, m. Snee med en stærk Iisskorpe (= Skare). Nhl. (Upstøing).

Uppsyn, f. (n.), 1) et Blik opad (Omsyn). Ogsaa (mindre rigtigt) for Tilsyn. – 2) Aasyn, Ansigtstræk, Miner. Østl. Sv. uppsyn.

uppsynt, adj. synlig, aabenbar. Leggja uppsynt Kort: lægge Kort saaledes at Figurerne vende opad.

Upptak, n. 1) Optagelse, Ophentelse. – 2) Noget som skal optages; en liden Rest eller Levning; f. Ex. af Hø efter et Læs. – 3) en Afdeling i Vers el. i en Strophe; to eller fire Linier som udgjøre et Afsnit for sig selv; ogsaa et lignende Afsnit i en Melodie eller et Musikstykke. Nordre Berg. Eit Vers med tvau Upptak: i to Afsnit, eller med en Vending i Midten. Ein Slaatt med try Upptak, o.s.v. Jf. Vand og Lime.

upp-tald, ajd. optællet, opregnet.

Upptoka (o’), f. noget at optage; Indtægt, Fortjeneste. I Hall. “Upptuku”.

upp-truten, adj. opsvulmet, hoven.

upp-um, præp. op forbi, op over. Forkortet: pum. Hertil “pumgjort”, dvs. opredet (= uppgjord); s. gjera.

upp-under, præp. op under; oppe under; under. Forkortet: punder (punde, pund). Saaledes i Trondh. Stift “frampund”, dvs. frem under; “nepund” (ne-punn): neden under.

upp-vegad (e’), adj. banet, gjort farbar eller fremkommelig. – Derimod uppvegen <PB N="881"> (gj): opveiet, regnet i Vægt.

Uppvokster, m. Opvæxt.

upp-yver (y’), præp. op over; oven over. Forkortet: pyve(r). Sitja uppyver nokon: sidde over nogen, pleie En som ligger syg osv.

Uppøle, s. Uppelde.

upp-øst, adj. ophidset; s. øsa.

upp-øydd, adj. forødet, opbrugt.

upprettad, adj. uforstyrret, ukrænket (= unaggad, usnikkad). Vald. (opretta). Jf. Pretta.

uprutande, adv. uden at prutte, uden Afprutning. S. pruta.

Ups, s. Ufs.

ur (ud af), s. or. Ellers i Sammensætn. som “urliten”, s. ør.

Ur, n. Uhr (Klokke). Nyt Ord. T. Uhr, egentl. Time, Lat. hora.

Ur, f. Steengrund, s. Urd.

Ur, m. 1) en stor Hob eller Masse. Tel. (Vinje). Jf. Yrja. – 2) Regnskyer i Fjeldene eller Horizonten. Tel. Jf. yra og Yr. G.N. úr, n. Regn. Sv. ur, m. Sneestorm (Rietz 782). – 3) Lysplet i Nærheden af Solen, Veirsol (= Gil). Tel. Num. Ogsaa ved Røros: Veer-ur, Sol-ur. (Maaskee et Ord for sig selv). – Ur (m.) er ogsaa en Form for Auger, dvs. Rødfisk. Ellers dunkelt i nogle Sammensætninger, som: Illur (m.), Villur, Vimur, Krakur (?) og fl. Jf. G.N. úr(r): Oxe, Uroxe.

Uraad, f. 1) slet eller skadeligt Raad. Nogle St. Oraa. – 2) Mangel, Feil, Forsømmelse. Trondh. (Oraa). – 3) Umulighed. Østl. Hall. og fl. “Dæ va reint Uraa te koma fram”: det var umuligt osv. (Andre St. Det var ikkje Raad).

uraadd, adj. 1) uforberedt, ikke forsynet eller færdig. – 2) ubestemt, tvivlraadig. Ork. (oraadd).

uraadug, adj. uforsynlig, forsømmelig, for Ex. i Huusholdningen. Nogle St. oraadig.

Urd, f. Steengrund, Steenbanke; en Plan eller Skraaning hvor Grunden bestaar af tæt liggende Stene eller Klippestykker. (Jf. Lofturd, Glopurd). Alm. dog i noget forskjellig Form: Urd, Tel., Ur (uu), mest alm.; Or (oo), Sogn, Fosen, Helg. G.N. urd; Sv. Dial. ora, or. Hertil mange Stedsnavne. Jf. Mol og Grande (om Banker af Smaasteen).

Urddrag, n. en langstrakt Steenbanke. Ved Mandal “Ura-drag”.

Urdgaas, f. Gaaseart, som bygger Rede i Steenhuler; formod. Grav-And.

Urdmark, f. Jord som er meget opfyldt af Steen. (Urmark).

urdutt, adj. fuld af Steenbanker; meget stenig. Mere alm. urutt (urett’e); ogsaa orett’e, Sogn, oraatt, Helg.

urefst, adj. ustraffet.

urein, adj. ureen, uklar, smudsig; ogsaa: usund, farlig, skadelig. Urein Sjo: Farvand som er fuldt af Skjær el. Banker. Ureine-Sykja: venerisk Sygdom. Nogle St. “Oreine-Sjukdom”. B. Stift.

Ureinska, f. Ureenlighed, Smuds. Hall. Vald. Andre St. Ureinskap, m.

ureinsleg, adj. ureenlig.

Ureip, n. en ulidelig Ting. Hall.

urekneleg, adj. uberegnelig; utallig.

Urett (ee), m. Uret; Uretfærdighed; Ubillighed. Nogle St. Orett.

urett, adj. urigtig (= rang).

Urgang, m. det Tilfælde at der viser sig Veirsole (Ur, m.). Tel.

Urge (Urgje), m. Væmmelse, Ækkelhed. Tel. – urgeleg, adj. modbydelig. – urgjen, adj. ilde tilpas, ikke frisk. – urgnast, v.n. væmmes. (Vinje). Jf. elgja, ula, undla. G.N. úrigr: fugtig; hidsig (?).

Urid, f. et Uveir (s. Rid), en hard Tid med Snee eller Frost; især om et Sneefald som kommer uventet, f. Ex. seent om Vaaren. (Uri, Orid). Jf. Urykk.

urimeleg, adj. urimelig; utænkelig.

urimelege, adj. overmaade, utrolig meget. Mest brugt i de nordlige Egne i Formen orimele’, f. Ex. “Dæ va so orimele’ stort”. Ligesaa: orimele’ stygg, fager, god, vond, o.s.v.

urliten, s. ørliten.

Uro, f. Uro, Bevægelse. Nogle St. Oro.

uro, adj. urolig; f. Ex. om et Barn “dæ vardt so urott”. Hall.

uroa, v.a. (ar), forurolige, paaføre Uro, hindre En fra at hvile. Eg vil ikkje uroa honom. Nogle St. oroe.

uroleg, adj. urolig; som medfører eller foraarsager Uro.

Urot, f. ond Rod (= Illrot); Ukrud.

ursmaa, s. ørsmaa.

Urt, f. 1, Urt, Plante. Ikke meget brugl. G.N. urt. Eng. wort, T. Wurz.

Urt, f. 2, Drøvtygning, Drøv; s. urta. “Take upp Urt’a”: gylpe op fra Maven. Sdm. Trondh.

urta, v.n. (ar), tygge Drøv (= jorta); ogsaa: æde langsomt, tygge idelig; spotviis om at oprippe eller gjentage noget idelig. Nordenfjelds. Nogle St. yrta og ørte. – Urtarstraa, n. en Smule Foder at tygge Drøv paa.

urudd (u’), adj. uryddet. Nogle St. urydd og orydd (y’).

Urva, f. en fast Løkke eller Stroppe i en Baad, hvori et af Mastens Vanter befæstes. Smd. Romsd. Ndm. Nogle Steder Ørve. Tingen har nogen Lighed med Ora, Yrgja og Horvelde. Jf. Isl. urga: Læderstroppe. – Paa Sdm. siges ogsaa “Urve” for Urga (Orga), dvs. Orgel.

urven, adj. forvirret (jf. oren), Indh.

Urvill (uu), m. Vild-Ribs (= Or). Hall. Vald. Urvillbær, n. = Orbær. Urvillkjørr, f. Ribsbuske.

Uryde (y’), n. tæt Krat eller Smaaskov, <PB N="882"> hvor man vanskelig kan trænge sig igjennem. Sdm. (Oryde).

urydig (y’), adj. uryddelig, trang, fuld af Ting som staae i Veien, eller uden nogen Orden; f. Ex. om en Stue. Nordre Berg. (orydig’e). Andre Steder tildeels urydleg, ury’eleg.

uryggjeleg, forfærdelig; s. ryggjeleg.

Urykk, m. Eftervinter, Kulde som indtræffer seent paa Vaaren. (Jf. Rykk). “Orykk”, Sdm.

urædd, adj. tryg, sikker, ubekymret. Egentl. frygtløs. Nogle St. orædd.

Urøkt, f. Skjødesløshed, Forsømmelse. (Oftere Vanrøkt).

urørd, adj. urørt, uberørt.

urøynd, adj. urørt; som man ikke har begyndt paa, eller taget noget af.

usagd, adj. usagt. Hava nokot usagt: have endnu noget at sige. Det skal eg lata usagt: derom vil jeg intet sige.

Usam, n. Uenighed, Kiv og Strid; især i en Familie, eller mellem Ægtefolk. Berg. Stift. Nogle Steder Osam. (Jf. Sam). Ellers Usamnad og Usemja.

usamd, adj. 1) ikke sammenpasset; s. semja. (Afvig. osæmt. Helg.). – 2) uenig, uforligt (med nogen). I sidste Betydn. siges ogsaa usams. (Maaskee Genitiv af Usam. Jf. sams). Dei vardt usams. Tel. Hall. og fl.

Usamnad, m. Uenighed (= Usam). Gbr. i Formen Osamna, Ork. Ellers i en besynderlig afvigende Form: Usamda, m. Nhl. og Osamda, Ork.

usams (ueens), s. usamd.

Usamtykkje, n. Tvist, Meningsstrid.

usaameleg, s. usomeleg.

Used, m. (f.), Uskik, onde Sæder; Usædelighed. (Usee, Osid, Ose’).

usedd (ee), adj. useet; ubeseet.

usedug, adj. usædelig; uartig; ogsaa (om Opførsel): usømmelig. Lyder forskjelligt: use’ug, osedig, osidig’e (i’), ose’au

usegjeleg (e’), adj. usigelig, ubeskrivelig. (use’jeleg, oseieleg, usijeleg).

usein, s. ovsein.

Usemja, f. Uenighed (= Usam). Afvigende “Usemju”, Hall.

usemja, v.n. (Imp. usamde), trætte, kives, leve i Uenighed. Ogsaa (og maaskee rigtigere) i Formen usemjast (usamdest). B. Stift. Nogle St. osemje, osæmjast.

Usiger (i’), m. Tab i Strid. Sjelden.

uskadd, adj. uskadt, ubeskadiget.

Uskaddaude, m. Dødsfald som ikke vækker nogen Beklagelse; det at Døden forløser En fra en hjælpeløs Tilstand. Hard.

Uskap, n. hæslig eller unaturlig Skikkelse; en uformelig Figur.

uskapleg, adj. 1) uformelig, ilde skikket, ubekvem; ogsaa: umaadelig, uhyre stor, o.s.v. 2) uordentlig, upassende; f. Ex. om Opførsel. Søndre Berg. og flere.

Uskapnad, m. Uorden, uheldig Tilstand.

Uskeid (?), n. Ulykke, Uheld. Trondh. (Selbu) i Formen Oskje (ee). Dunkelt.

uskift, adj. uskiftet, udeelt.

Uskil (i’), n. (f.), Ubillighed, Uret, Fornærmelse. Mest alm. Uskjel, nogle Steder Oskjel. G.N. úskil.

uskilen, adj. uklar, utydelig. Ryf.

uskiljande, adj. uadskillelig.

uskilleg, adj. 1) ubillig, uretfærdig. (Ofte uskjelleg, oskjelig). – 2) utydelig (= uskilen). Smaal.

uskipad (i’), adj. ilde ordnet, ikke rigtig indrettet eller forsynet. Tel. Buskr. og fl. I Tel. ogsaa uskipla(d), dvs. forstyrret, revet af Lave. (Noget ligt skjeplad).

Uskipnad, m. daarlig Orden, Uorden.

uskir (ii), adj. dunkel, smudset, ikke rigtig klar eller reen. Afvig. oskiren, Gbr.

uskjemd, adj. ufordærvet, uskadt.

uskjeplad, adj. uforstyrret, s. skjepla.

uskjær, adj. umoden; om Korn eller Ager.

uskyld, adj. ubeslægtet; s. skyld.

uskyldug, adj. uskyldig, sagløs. Nogle Steder uskyldig’e, oskyldig.

uskynug (y’), adj. uskjønsom, ikke erkjendtlig; ogsaa: ubillig, uforstandig, som venter for meget af andre, eller glemmer at tage Hensyn til deres Omstændigheder. Nogle St. uskynjig’e, oskjønaug.

Uskøyra (kj), f. en dumsdristig Person. Hall. uskøyren, adj. forvoven.

Uskøyta (kj), f. Skjødesløshed; ogsaa en dristig, hensynsløs Person. uskøyten, adj. skjødesløs, ligegyldig.

Usle, m. 1, Kulstøv, smaat Gruus eller Affald af Kul. Tel. I Hard. Utle (u’), som ogsaa kan betegne sort Røg eller meget mørke Skyer. G.N. usli: Aske, Emmer; Ang. ysle, Mht. üsele: Emmer.

Usle, m. 2, Flok, Mængde, stor Hob; især af Kreature. Valders. I Sogn Utle (u’). Jf. G.N. usli, ausli: Skade gjort ved Tilstrømning af Kreature osv.

usleg, s. usæl og utlæg.

uslegen (e’), adj. uslaaet. (oslegjen osv).

uslett (ee), adj. ujævn, knudret.

usliteleg, adj. uslidelig, meget stærk.

usliten (i’), adj. ubrugt, ikke slidt.

Usmak, m. ubehagelig Smag.

usnikkad, adj. uhindret, ukrænket (omtrent som unaggad og uprettad). Tel.

usnyrten, adj. ufiin, ureenlig. Vald. og fl. Afvig. usnyrtelege, adv. umaadelig, uhyre.

usomeleg, adj. upassende, utækkelig. Tel Oftere usaameleg.

usonleg (oo), adj. utilgivelig. (Sjelden).

uspard, adj. usparet, tilstaaet med Fornøielse; givet rigelig. Det skal vera honom uspart.

Uspekt, f. Voldsomhed. S. Spekt.

uspillt, adj. uforspildt, ikke tabt.

usprett, adj. urørt, ikke aabnet; f. Ex. om <PB N="883"> en Øltønde, som der endnu ikke er tappet af. S. spretta.

uspurd (u’), adj. uadspurgt. Eg skal gjera det, honom uspurt. (Neutr. med Dativ).

ussa (u’), v.a. (ar), 1) forvikle, røre sammen (omtr. som vasa). Tel. (Vinje). 2) sløse, ødsle bort. Ryf. – Ussa, f. en Sammenvikling, forviklet Klynge, f. Ex. af Traad.

ussa! interj. omtr. som uff (= hu, huttetu), ved Fornemmelse af Gysen eller Frost. Nordre Berg. Jf. issa.

ust, s. aust.

Ustand, n. Uorden, ufuldkommen Stand.

ustedt (?), adj. ujævn, rynket, buglet; om Væv eller Klæder. Smaal. Lyder som ustet (u’), eller usstet.

Ustell, n. Uorden, daarlig Forfatning. Sjeldnere Ustella, f. uheldig Stilling el. Stemning. Hall.

ustellt, adj. forsømt, ikke istandsat.

ustoppeleg, adj. uudholdelig, f. Ex. om Udgifter, som man ikke kan bestride.

Ustund, f. en uheldig Stund, ulykkelig Time. I de nordl. Egne Ostund.

usturteleg, adj. overmaade stor; om en Mængde eller Masse.

ustyggjeleg, adj. forfærdelig. Bedre ovstyggjeleg.

Ustykke, n. slet Gjerning.

Ustyr, n. 1) daarlig Styrelse. 2) Støi, Optøier, Tumult.

Ustyrja, f. en urolig Person, En som gjør Støi el. ypper Klammerie. Hall. (Ustyrju). – ustyrjutt, adj. urolig, stridslysten. S. styrja.

ustyrleg, adj. ustyrlig, vild, overgiven.

ustød, adj. ustadig, usikker, vaklende; ogsaa let at bevæge eller overtale. Mest alm. ustø; nogle St. ostød’e (ostø).