Ivar Aasen Norsk Ordbog

um, conj. 1) om, dersom, hvis, i det Tilfælde at. Um det skulde henda. (En nyere Brug af dette Ord. Jf. G.N. ef; Eng. if, T. ob). – 2) hvorvidt, om maaskee. Eg veit ikkje, um det var sant. Tildeels ogsaa med Begrebet: enten, f. Ex. Um d’er stort elder smaatt, kann vera det same. – 3) om end, uagtet. Han skulde hava det, um det var aldri so dyrt. Um det var berre skrap, so skulde ein endaa rosa det. Hedder ogsaa “um endaa”.

Umage, m. 1) en Stakkel, En som formaar lidet, har svage Kræfter. Trondh. i Formen Omagje; i Indh. Omaagaa. Paa Sdm. i Ordsproget “D’æ Or’ i Omagja mest”: jo værre Stymper, des mere stortalende. – 2) Barn, Yngling, En som ikke endnu er fuldvoxen. Nhl. Hard. Hall. og fl. (Umagje). G.N. úmagi, En som ikke kan forsørge sig selv. Hører sammen med Magt, magna og mogleg til Roden “mag”, her “maa” (dvs. formaar). Jf. Umegd.

Umagelekk, m. raa eller umoden Tilstand. “Me ha’ faatt Omagelekkjen ‘ta Fiskj’a”: vi have faaet Fisken saavidt tør, at den nu er bleven let at behandle. Sdm. – Jf. “Omagnippe”, n. Ulden af et Lam. Norddalen.

umagsleg, adj. liden, spæd, svag. Helg. (omagsleg).

Umak, m. (n.), Umage, Besvær. G.N. úmak, n. úmaki, m. Jf. Mak.

umaka, v.a. (ar), uleilige, paaføre Umage. Eg vilde ikkje umaka honom. D’er litet til aa umaka seg fyre: at gjøre sig Umage for.

Umake, m. en Ting som mangler en Mage, eller som ikke hører til et Par; f. Ex. en eenlig Sko eller Strømpe. Hall. Østl.

umaklaus, adj. 1) magelig, meget let. – 2) noget doven, som skyr Umage. I Nordre Berg. omakelaus’e.

umaklaust, adv. let, uden Umage.

Umakløysa, f. 1) Lethed, Magelighed. – 2) Dovenskab, Ulyst til Umage; ofte ogsaa om en doven Person. Paa Sdm. Omakeløyse (meget brugl.).

umakrædd, adj. doven, lad. Nordl.

umaksam, adj. besværlig, møisom.

Umannsferd, f. Armodsfærd; især om det Tab som man lider ved at undvære en nødvendig Ting (f. Ex. et bortlaant Redskab). “Ein laane dæ vek, aa so fær ein sjøl Omannsfær”. Sdm. “Han skulde betalt baade Slit’e aa Omannsfær’a”, dvs. baade for Slid og for Afsavnet.

umannsleg, adj. 1) svag, som ikke har fuldkomne Kræfter. Nordl. (omansleg). – 2) daarlig, ussel, ikke passende for en Mand.

Umark, f. Vildmark, Egn hvor det er vanskeligt at komme frem. (Omtr. som Ulende). Nogle Steder Omark.

umatsleg, adj. usmagelig, modbydelig. Østerd. (umasleg).

umauleg, s. umogleg.

umaalad, adj. umaget, ufarvet.

umaalug, adj. maalløs, stum; el. som har Vanskelighed for at tale. Mest nordenfjelds (omaalug). G.N. úmálugr. Jf. “eit Aamaals Beist”: et umælende Dyr. Helg. Formod. for Umaals.

Umaate, m. Umaadelighed. Til Umaate: til Overmaal, Overmættelse.

umbarkad, adj. dobbelt barket (Læder).

<PB N="871">

umbera (e’), v.a. undvære, savne, give Slip paa. Sædvanlig kun i Inf. f. Ex. Eg laut umbera det, el. Eg kann ikkje umbera det. Sv. umbära (T. entbehren). Jf. G.N. umbera: overbære. Kunde ellers opfattes som en Afvigelse af on-vera (= vonvera); s. on og von.

Umbering (e’), f. Handlingen at “bera um”, dvs. vende Seilet i Krydsning. Sdm.

Umbod (o’), n. 1) Raadighed over noget. (Lidet brugl.). – 2) Omhu, Forsorg. Gbr. – 3) Ombud, Bestilling. G.N. umbod: Fuldmagt osv.

umboda (o’), v.n. (ar), herske, kommandere; indblande sig i Andres Sager og søge at raade over dem. Sdm. og flere. Umboding, f. Kommandering osv.

umbodsam (o’), adj. tilbøielig til at raade og regjere; herskesyg. Afvig. umbøsen, Helg. – Umbodskufta, f. spotviis om En, som gjerne vil raade og indblande sig i Andres Sager. Nordre Berg. Helg.

Umbodsmann, m. egentl. Ombudsmand, Fuldmægtig (G.N. umbodsmadr). Bruges især om En som har Raadighed over et Jordegods og modtager Landskyld deraf; saaledes Beneficiarius eller Forvalter; tildeels ogsaa om Eieren selv. Berg. Trondh. Nordl.

Umbot (oo), f. Forbedring, Forandring til det bedre. G.N. umbót. Ogsaa: Erstatning, Opreisning for et Tab.

Umbrøyte, n. Forandring, Overgang til en ny Skik eller Tilstand.

umbu(a), v.a. (r, dde), omklæde, udklæde. Hall. Derimod: umbuna (ar), omgjøre, fornye.

Umbunad, m. Forsyning, Udrustning; især med Redskaber eller Værktøi. Nordl.

Umbyte, n. Ombytning, Omskiftelse. Hava Umbyte: have Leilighed til at skifte om, have et nyt Forraad, f. Ex. af Klæder.

umbøsen, s. umbodsam.

umbøta, v.a. (er, te), forbedre, rette paa. (Lidet brugl.). S. Umbot.

umdagen (umdaen), nylig; s. Dag.

Umdøming, f. Bedømmelse.

Umegd, f. 1) Svaghed, Vanmagt. Nordl. Ogsaa: Afmagt, Besvimelse. Helg. (Omegd). Ved Mandal Umegda, f. (Jf. Umegje). – 2) Barndom, Barne-Alder. Hall. og fl. G.N. úmegd. Jf. Umagelekk. – 3) Børn, Barneflok i en Familie. Gbr. (Omegd), ogsaa i Nordl. I de sidste Betydn. Afledning af Umage.

Umegje (e’), n. Svaghed, Afmagt; ogsaa Besvimelse. Tel. (Vinje). Lyder som “Umeie”. G.N. úmegin, úmegn.

umeidd, adj. usaaret, uskadt; s. meida.

Umenne, n. udueligt Menneske (= Vanmenne). Sjelden. Skulde hellere betegne Umenneske, eller grusom Person.

umfagna, s. umfemna.

Umfar, n. en Omgang, en omløbende Række, saaledes a) et Lag af Stokke i en Bygning (= Umlag, Umkvarv); b) en fuld Rad af masker i Strikketøi (= Sneisgang); c) en Rad af Masker i et Garn (nemlig fra den ene Kant til den anden). Berg. Trondh. Nordl.

umfara, v.a. (fer, for), gaae forbi. Tel. Mere alm. umfarast, v.n. fare forbi hinanden uden at træffe sammen; som for Ex. naar den ene skal gaae den anden i Møde, men kommer til at gaae en anden Vei, saa at de ikke mødes. Me umforost, el. me hadde umfarest. Berg. Nordl. og fl. Nogle Steder misfarast.

Umfarsykja, f. en omgaaende Sygdom.

umfemna, v.a. (er, de), omfavne. Hall. I Vald. umfagna, maaskee for umfanga. Jf. fangla.

Umferd, f. 1) Omfærd, Omreise. 2) en Omgang, Maskerad i et Garn (= Umfar). Sfj. og fl. (Umfær).

Umflinad, m. Tilredelse, Istandsættelse (s. fli). Trondh. og fl.

um-flutt (u’), adj. omflyttet.

umfløytt, adj. omflydt, omgivet af Vand. Oftere kringfløytt.

umfram, adv. 1) foruden det øvrige, desuden, oven i Kjøbet. Han fekk nokot meir umfram. – 2) som præp. (med Akkus.), foruden, med Fraregning af. Han fekk fem Dalar, umfram Handpengarne. Meget brugl. men tildeels afvig.: umframt, Indh., uframt og oframt, Nordl. Nordre Berg. Gbr.; umfremdes, Hall., umfremmes, og tildeels paa Østl. G.N. um fram (en Omstilling af: fram um). I Hall. tildeels umfram, som adj. udmærket, fremragende (= fram ifraa, ut ifraa).

Umførsla, f. Omførsel.

Umgang, n. Omgang, Omløb; Rundgang; ogsaa Omgjængelse. (Nogle St. Umgaang). – Umgangsveder (veer), n. omløbende Vind, ustadigt Veir.

umgangast, v.n. (gjengst, gjekst), omgaaes, være sammen.

umgjelda, v.n. undgjælde, lide for noget. Østl. Sv. umgälla.

Umgjenge, n. Omgjængelse. Samliv. Nhl. Tel. og fl. (Umgjengje). umgjengeleg, adj. omgjængelig.

Umgjerd, f. 1) Omgjørelse, Omarbeidelse. Lidet brugl. – 2) Indfatning, Ramme el. deslige. Østerd. (Umgjær). G.N. umgerd.

um-gjord, adj. omgjort, forandret. Tildeels “um-atter gjord” (= uppatter-gjord).

Umgrip (i’), n. Omgreb, Omfang. (Kunde ogsaa betegne Opfatning og Begreb).

Umhamsing, f. Omklædning. Hall. og fl.

umhender, adv. i svanger Tilstand, frugtsommelig. Jæd. Shl. Hard. Voss (um Hender). Dunkelt.

Umheng, n. Omhæng; Gardiner.

<PB N="872">

Umhug (u’), m. Omhu, Omsorg. Østl. (Jf. G.N. umhyggja).

umhugad (u’), adj. omstemt, som har forandret sin Beslutning. Hall. og fl. Ogsaa: nedslagen, modløs.

umhugsam, adj. omhyggelig. Smaal.

umild, adj. umild; karrig osv.

Uminne, n. usædvanlig Ting el. Hændelse; noget hvis Mage man ikke kan mindes. Indh. (Ominn’).

uminneleg, adj. umindelig, hørende til en Tid som ingen mindes.

uminnug, ad. glemsom, eller som ikke mindes langt tilbage. Nogle Steder ominnig, ominnaug.

umissande, adj. umistelig, uundværlig. Nogle St. umyssande, omyssande.

umjell, adj. sygelig, øm (nervøs), svag af Ømhed i Lemmerne. Sdm. (omjell’e). S. mjell.

Umkast, n. Omkastning, Omvæltning.

um-klædd, adj. 1) omhyllet, indfattet. 2) omklædt (i anden Dragt).

um-komen (o’), adj. yderst forlegen, hjælpeløs, fortvivlet. Berg. Trondh. Nordl.

Umkostnad, m. Omkostning. Oftere Umkostning (f.), eller Kostnad.

umkring, adv. og præp. 1) omkring, i en Kreds. Egentl. um Kring (= i Kring). – 2) præp. rundt om (= kring um). – 3) omtrent, nærved, lidt mere eller mindre end. Umkring eit Hundrad; umkring fem Alner o.s.v.

um-kumlad, adj. omlagt, omkastet; bragt i Uorden. Nordl. Hedder ogs. umkumpla(d), Smaal. og fl.

Umkumling, f. Omkastelse, Omvæltning. Afvig. Umkumpling, Smaal., Umkumping, Hall.

Umkvarv, n. en Omgang, et Stokkelag i en Bygning (= Umlag). Gbr. Vald. Ellers paa Østl. Umvarv (-hvarv); ogsaa Umvar (Smaal.). Andre St. Umfar. G.N. umhvarf: Omløb.

Umkverv, m. omgivende Kreds, Omegn; ogsaa: Virkekreds, Omraade. “Umkvirv”, Hard. Ogsaa Umkverve, n. Rbg. (?).

umkverves, adv. omkring, rundt om i en Kreds. Hall. Oftere “umkvarves”. G.N. umhverfis.

Umkvæde, n. Omkvæd. (Sjelden).

umla, v.n. (ar), mumle, ymte, hviske om noget (= ymja). Hall. G.N. umla.

Umlag, n. 1) et omgivende Lag, f. Ex. et Kvistelag omkring et Hølæs. Gbr. og fl. Ogsaa i Formen Umloga (o’), f. Ryf. – 2) et omgaaende Lag, f. Ex. af Stokke i en Bygning (= Umfar, Umkvarv). Tel.

um-lagd, adj. omlagt; omflyttet.

Umland, n. Omegn. (Sjelden).

Umlaup, n. Omløb, Kredsløb.

umlaupande, adj. omløbende, ustadig. f. Ex. om Vinden.

Umlegg, n. Fordeling, Udligning af visse Udgifter, saasom til Fattigvæsenet; saaledes ogsaa om en Fattigkommission. Smaal. Jf. Legd og Innlegg.

Umloga, s. Umlag.

Umlyding, f. det at man lytter omkring sig, hører sig om; ogsaa et kort Besøg.

Umlysing, f. 1) Omlysning, Omviisning med Lys; sjeldnere: Belysning, Opklarelse. – 2) Omberammelse; Tilbagekaldelse af en Tillysning. – um-lyst, adj. aflyst, berammet anderledes.

Umlægje, n. Plage, Overhæng; Hindringer af Sygdom og deslige. Sfj. (Af Talemaaden: liggja um). Jf. Umsaat.

umme, adv. omme, forbi, til Ende. En afvigende, formod. nyere, Form af “um”. Jf. ute.

Umnemning, f. Ombytning af Navn.

Umod, n. Mismod, daarlig Stemning.

umodug, adj. mismodig, noget modløs. Nogle Steder umotug. Ogsaa umodad (umoa, omoda).

umogen (o’), adj. umoden (s. mogen). Tel. Hall. og fl. (umogjen). Nogle St. umoen, Nordl. Ellers: ugjor.

umogleg (o’), adj. umulig, ugjørlig. Rbg. Tel. og fl. Afvig. umogeleg (oo), Sogn, Hard., umogele’, Gbr., omole (oo), Sdm. Trondh., umaule, Nhl. – I Sogn forekommer ogsaa “umogele’” med Betydn. utrolig, overmaade.

Umraad, f. Betænkning, nærmere Bestemmelse; ogsaa: Frist, Henstand, Leilighed til at ordne sig. Østl. Ork. Nordl. Nogle St. Umraadsl, f. (Hall.). Jf. Umrøme.

umraada (seg), v.a. (er, de), bestemme sig nærmere, betænke sig. Tel. og fl. (umraa’). Jf. umrøma.

Umraade, m. Formand, Mester. “Umraae”, Hall. Mere usikkert er “Umraale”, om noget stort eller udmærket.

Umreidsla, f. Tilredning, Istandsættelse: Opvartning osv.

umreka (seg), s. umrøma.

Umrekster, m. Omflakken.

Umroting, f. Omvæltning, Omroden.

Umrøding, f. Omtale. Ogsaa i anden Form Umrødnad, m. I Hall. Umrudna’ (u’), ligesom ogsaa “um-rudd”, for umrødd, adj. omtalt.

umrøma (seg), v.a. (er, de), indrette sig, ordne sine Sager, rede sig ud af en midlertidig Forlegenhed. Me laut laana nokot litet, til dess me fekk umrøma oss. Berg. Stift, Nordl. I Nhl. siges ogsaa “umreka (e’) seg”. Andre St “umraada seg”, som dog ikke er ganske det samme.

Umrøme, n. Leilighed til at ordne sine Sager; Frist, Henstand. Fyre eit Umrøme: til Hjælp for Øieblikket, for en kort Tid. Berg. Nordl. Jf. Umraad.

Umsaat, f. Efterstræbelser. Tel. (?)

<PB N="873">

umsegja, v.a. (umsagde), undsige, true paa Livet. Nyt Ord (?)

um senn, s. Senn.

Umsetning, f. Omsætning; Omplantning.

umsider, adv. omsider, endelig. G.N. um sídir, um síd. Jf. sid.

Umskapnad, m. Forvandling.

um-skift, adj. omskiftet, forandret.

Umskifte, n. 1) Omskiftelse, Forandring. – 2) Ombytning; ogsaa Forraad til en Omvexling (= Umbyte).

umskifteleg, adj. ubestandig, flygtig.

Umskipnad (i’), m. Omflytning, ny Ordning; Omregulering.

Umskot (o’), n. Omskydning (som naar to sammenfældede Kanter glide forbi hinanden). Jf. skjotast.

Umskøyting, f. Tilsyn, Pleie.

Umslag, n. Omslag, Omskiftelse, hastig Forandring. Østl.

Umsmiding, f. Omsmedning.

um-snudd (uu), adj. omdreiet; ogsaa: forvandlet; meget omskiftet.

Umsnuing, f. Omdreining; ogsaa: Omvæltning, Forstyrrelse.

Umsorg, f. = Umsut.

Umspurnad (u’), m. Efterspørgsel. (Hall. og fl.). um-spurd, adj. omspurgt.

Umstand, n. Omstændigheder, Forhold. Hall. Andre St. Umstøda, f. (Sjelden).

Umstiling, f. Omarbeidelse i Skrift.

um-stridd, adj. omtvistet; bestridt.

Umstøding, m. Sidebrætter, Flager om Siderne af en Fiskeladning. Nordl. (Umstøing, ogsaa Umstyng).

Umstøyt, m. og Umstøyting, f. Omstødelse; Omstyrtning.

Umsut, f. Omsorg, Omhu for at holde noget i Orden. Jf. Umsyte.

Umsviv (i’), n. Omsvæven, Omflakken; Udflugter. Østl. (Umsvev).

Umsyn, f. Omsigt, Opmærksomhed, Omhu. Nhl. og fl. Kan ogsaa betegne: Udsigt, Skue; Tilsyn, Hensyn, m.m.

umsynleg, adj. opmærksom, omhyggelig, som seer sig vel for. Nhl.

Umsyte, n. Omsorg (= Umsut). Nogle St. Umsyt, f. Trondh.

umsytelaus, adj. fri for Omsorg, ubunden, sorgfri. Nordre Berg.

Umtal, n. Omtale, Forhandlinger. Især om en Sammenkomst i Anledning af et Giftermaal, nemlig for at afgjøre de Forlovedes Sager med Hensyn til Bosted og Udstyr m. m. Sdm. Hertil Umtalsøl, n. et Gjæstebud i denne Anledning.

um-talande, adj. passende at omtale. Nogle Steder oftere umsnakkande.

Umtale, m. Omtale; Bedømmelse. Hedder ogsaa Umrøding, Umsvall og fl.

Umtanke, m. Betænksomhed; Betænkning. Nyere Ord, ligesom Umtenkning, f. Betænkning, Betragtning.

um-tykt, adj. yndet, anseet. Lidet brugl.

Umun, m. uheldig Forandring el. Forskjel. Tel. (“Umon’e”, Landst. 327).

Umur, m. Uro, Plage (?). – umurlaus, tilfreds, rolig, sorgfri. Tel. Hedder ogsaa omorlaus. (Dunkelt).

Umvar, s. Umkvarv.

Umveg (e’), m. Omvei.

Umvel (ee), n. et Slags Sygdom el. Børneplage. Mandal. Vel egentl. Efterstræbelse. Jf. vela.

um-vend, adj. omvendt. – Umvending, f. en Omvenden; ogsaa Omvendelse. (Dog bruges det sidste mest i dansk Form).

umvita, besvime; s. uvita.

um-vyrd (y’), adj. agtet, omskjøttet.

Umvøling, f. Ordning, Tilredning, Istandsættelse. B. Stift. Nogle St. Umvøla, og oftere Umvølsla, f. Ellers paa andre St. Umveling (ee). S. vøla.

umælande, adj. umælende (om Dyr). Jf. umaalug, og det følg.

umæleleg, adj. umaalelig, grændseløs. Hedder ogsaa umælande.

umælt, adj. umaalt, ikke opmaalt.

Umøle, n. uheldig Stemning, ondt Lune, s. Møle. En Kværn siges at være i “Omøle”, naar den maler ilde. Sdm. Gbr.

umølt, adj. ilde stemt eller oplagt; s. mølt. Sdm. og fl. (omølte’). I Tel. tildeels umølen, ikke rigtig frisk eller “tidig”. (Vinje).

una (u’), el. un-a, s. muna, v.

una (u’), v.n. (er, de), befinde sig vel paa et Sted, være tilfreds, ikke længes efter nogen Omskiftelse. Sogn, Rbg. Tel. og fl. (I Tel. mest udtalt one). Han uner ikkje her hjaa oss. Eg unde ikkje lenge der. (Oftere unte). G.N. una (jf. Goth. vunan: være glad). Hertil Une og uneleg.

unaggad, adj. uforstyrret, fri for Ulempe eller Ufred. “Eg fekk ikkje gaa onagga fyre hono(m)”. Nordre Berg. Jf. uprettad.

unaleg, s. uneleg.

unaudig, adj. unødig, ufornøden. Tel.

Unaad, n. Uleilighed, Uvæsen; ogsaa om Utøi eller Ureenlighed i Klæder. Tel. Hall. (Unaa). G.N. únádir: Uro.

Unaade, m. Unaade, Ugunst.

unaadig, adj. urolig, utaalig, skrigende; om spæde Børn. Berg. Nordl. (onaadig). Ogsaa: unaadig, vred.

unaape(t), adv. overflødigt, i stor Mængde. Sogn.

undan, adv. og præp. ned fra osv. Lyder sædvanlig unda, nogle St. unna, ogsaa undaa (Nhl. Vald. og fl.). G.N. undan; Sv. undan, G. D. unden. Forholder sig til “under” ligedan som ovan til yver (over), nedan til ned (neder), utan til ut. – Betydningen deler sig i flere Grene; saaledes: 1) ned af, fra den nedre Side af. (Med Dativ). Det dryp undan Taket (el. <PB N="874"> Takom). Det drys undan Kvistom. Han sleit Solarne undan Skonom. Jf. Det søkk undan: det glider længere ned. Saaledes ogsaa: ned ad, ned over (en Hældning). Ganga undan Bakken (el. Bakka): gaae ned ad Bakke. (Modsat mote). Det hallar undan: det hælder nedad. (Meget brugl. vest og nord i Landet). – 2) ud fra Stillingen neden under. Flytja Krakken undan Bordet. (Nogle St. “unda Bora”). Katten kom undan Benken. Saaledes ogsaa: Faa eit Arbeid undan Handi (ud af Hænderne, færdigt). – 3) bort fra, ud af Forbindelsen med. Taka nokot undan: undtage, fraskille noget. Dei vilde draga Godset undan honom: ud af hans Raadighed el. Besiddelse. Ogsaa med begrebet: af, som Udbytte af, som Affødning af. Ei god Ku til aa draga undan (s. draga), el. ala undan (s. ala). Eit gildt Buslag til aa leggja undan, dvs. at tillægge Yngel af. – 4) ud fra Stillingen bagved. (Om noget som kommer til Syne, eller frem af et Skjul). Soli kom undan Fjellet: frem over Fjeldet. Me rodde, til me fekk Neset undan Holmen: til vi kunde see Næsset bag Holmen. Det stend undan: det stikker frem, rækker udenfor. – 5) fremad i Følge med, i lige Retning med. (Modsat: mot). Ro undan Vinden, – undan Straumen. Ganga undan Soli: med Solen (= rettsøles). – 6) ud fra Stillingen foran; altsaa: længere bort fra, ud af Veien for (noget som nærmer sig). Han gjekk undan os: han gik raskere, saa at han kom langt forud for os. Springa, renna, røma undan. Leggja, setja, flytja, gøyma nokot undan (dvs. tilside, bort, ud af Rummet). Selja ein Ting undan Verdet (“unda Væra”, Sdm.): sælge en Ting for tidlig, f. Ex. et ungt Kreatur, som endnu ikke har faaet sit fulde Værd. – Ogsaa: borte fra, i nogen Afstand fra. Ei Mil undan Land. D’er langt undan. Han er ikkje langt undan: han er meget nær. – Jf. Bidja seg undan (bede sig fritagen). Fara undan (vige tilbage). Sleppa undan (slippe fri). Koma (el. koma seg) undan (undkomme).

Undandrag, n. Bortskaffelse; Unddragelse. (Jf. G.N. undandráttr).

undandregen (e’), adj. dragen tilside.

Undan-elde, n. Affødning, Yngel, unge Kreature af en vis Art. Indh. (i Formen Unda-elde, Unnaælde). Isl. undaneldi.

undanfaren, adj. bortfaren, reist i Forveien, kommen forud.

Undanferd, f. undvigende Bevægelse, det at “fara undan”. (Undafær).

undanflutt (u’), adj. flyttet tilside.

undangjengen, adj. gaaen i Forveien.

undangøymd, adj. bortgjemt, skjult.

undanhavd, adj. bragt bort, eller tilside; lagt ud af Veien.

Undankoma (o’), f. Leilighed til at undkomme, undslippe. Lidet brugl.

undankomen (o’), adj. 1) undkommen, befriet. 2) kommen forud for sit Følge. 3) kommen ud af sin Stand, forarmet, blottet for noget. Nordl.

undanlagd, adj. = undanhavd.

Undanmun (u’), m. Forspring, Afstand fra En som kommer efter. Hava ein stor Undanmun: være langt forud. Hall. Num. og fl. (Undamon). Ogsaa ved Trondhjem. (Undamaan). Jf. Fyremun.

undanrømd, adj. bortstrømmet; flygtet.

Undanskot (o’), n. Fraskydning; en liden Fiskestiim, som har adskilt sig fra en større eller gaar forud for den store Masse. B. Stift.

Undantak, n. Udsondring; en Deel som er udskilt fra det øvrige; ogsaa en Undtagelse, et afvigende Tilfælde.

undanteken (kj), adj. borttagen, fraskilt, lagt tilside; ogsa: undtagen. I sidste Tilfælde siges tildeels: undantakande. “Inkje undatakande”: intet undtaget.

undanvelt, adj. væltet af Veien.

undarleg, adj. 1) underlig, besynderlig, uforklarlig. Lyder forskjelligt: undaleg’e (B. Stift og fl.), underleg, unnaleg. G.N. undarlegr; Ang. vundorlic; s. Under og undra. – 2) underlig tilmode, fortumlet, bevæget osv., ogsaa: sygelig; især med en Fornemmelse, som er vanskelig at forklare. Eg vardt so undarleg i Kroppen. Hertil et Subst. “Unda(r)legheit”, f. Et uforklarligt Sygdomstilfælde. B. Stift.

undarlege, adv. underligt, paa en besynderlig Maade.

Undaal, s. Undorn.

unde, s. under. – Undel, s. Undorn.