Ivar Aasen Norsk Ordbog

usvim (i’), adj. ubekvem, tung til at bruge; ogsaa: langsom, seenfærdig. Tel. Afvig. usvimen: ubehændig. Ryf.

Usvip (i’), m. uheldigt Udseende; utækkeligt Væsen. (Jf. Svip). Hall. og fl.

usvipleg, adj. klodset, utækkelig. Tel.

Usykja, f. en slem eller langvarig Sygdom. “Osykje”, Sdm.

usynleg, adj. 1) usynlig, som man ikke kan see. 2) uanseelig, som ikke seer godt ud; ogsaa: ublid, om Luft og Veir. B. Stift og flere.

usynt, adj. n. dunkelt, vanskeligt at see, for Ex. for Taage i Luften.

usæl, adj. 1) uhyggelig, meget ubehagelig. Tildeels paa Østl. (s. sæl). – 2) bedrøvet, sorgfuld. Vald. – 3) ulykkelig, arm, ynkværdig. (Ikke meget brugl.). Noget lignende er usleg og usseleg, Tel. (Landst. 199. 204. 218). Ligesaa ussaleg, Jæd. En mere fremmed Form er ussel (uss’el) med Betydn. ussel, skrøbelig, meget svag osv. Det sidste falder dog nærmere sammen med vesall (s.d.). Saaledes ogsaa Usseldom, m. = Vesalldom (Vesold).

Usæla, f. slet el. ulykkelig Tilstand.

usæteleg, adj. upaalidelig, uefterrettelig; s. sæta. Usæta, f. en upaalidelig Person. Tel.

Usømd, f. Usømmelighed; ogsaa en upassende Ting. Rbg. Andre Steder tildeels Usøma, f. eller Usøme, n.

usømeleg, adj. usømmelig, uanstændig.

ut (uu), adv. ud. (G.N. út; Ang. út). Brugt i flere Betydninger. – 1) udad, indenfra, bort fra et lukket eller indesluttet Rum. Ut or Huset; ut or Baaten; ut paa Garden. Tildeels med Begrebet: nedad, f. Ex. ut fyre Bakken. – 2) bort fra den indre Deel af Landet; i Retningen mod Søen eller Havet. Søndenfjelds betegner det saaledes: ned ad Dalstrøget. (Modsat upp). I de vestlige og nordlige Egne derimod: udad mod Havet, mod Vest. (Modsat inn). Ut paa Strandi: længere i Vest paa Stranden. Ut i Fjorden; ut paa Øyarne; ut fraa Land, osv. – 3) udad fra et vist Middelpunkt; bort fra sit Sted eller Hjem. Vekja ut; slaa seg ut i Greiner; retta ut Henderna osv. Fara, flytja, føra ut. – 4) ud af Ens Eie eller Raadighed. Giva, laana, senda, bjoda ut nokot. Han laut ut med det. Han vil ikkje ut med det (dvs. ikke give Slip paa det). – 5) ud af en Mængde, af et Forraad. Velja, leita, finna, taka ut. Merkja seg ut; skilja seg ut. Jf. ut i fraa, dvs. udmærket, uden Lige. – 6) ud over, paa Overfladen; eller egentl. over det hele (om en Besætning eller Belæggelse). Sauma ut (udsye). Skjera ut i Tre. Hogga ut i Stein. Kola ut (sværte). Leira , molda, snjoa seg ut. Jf. skjemma ut. – 7) ud i en større Vidde eller Længde. Breida ut. Tøygja, rekkja, draga ut. Leggja ut (egentl. udfolde). – 8) ud i en længere Tid, fremad i Tiden. Det drog ut (dvs. varede længe). Ut i Vika (i’): i sidste Deel af Ugen. Det lid ut paa Dagen; langt ut paa Hausten osv. – 9) til Ende, heelt ud, tilfulde. Lesa ut ei Bok; læra ut; tena, kvila, sova ut. Det varde Dagen ut. Ogsaa om en Forsvinden eller Tilintetgjørelse. Slokna ut; døya ut. Sløkkja, blaasa, strukja, turka ut. – Af særegne Sammenstillinger mærkes: Ut og nord, dvs. udad mod Havet i en nordlig Retning; i Nordvest. Ut og sud (syd): i sydvestlig Retning. Ut og upp: udad i en opstivende Retning (f. Ex. paa en Strand). Ut og ned: ud (eller mod Vest) i nedstigende Retning. B. Stift. – I Forbindelse med visse Partikler (i, paa, med, fyre, under, yver) bruges “ut” ogsaa i Stedet for “ute”, f. Ex. ut paa Øyom: ude paa Øerne; ut med Havet: ude ved Havet. I Forbindelse med “av” og “i” bruges ofte “ut” uden nogen klar Betydning, og i disse Tilfælde bliver Ordet gjerne forkortet saa at “ut-av” lyder som ‘ta(v), <PB N="884"> og “uti” som ‘ti (hvorom mere nedenfor). – Blandt andre Sammenstillinger mærkes her: ut atter (ut-att’e, utatt), dvs. ud igjen; – ut etter (ut-ette), dvs. udad, længere ud; ud over mod Kysten eller Havet; ogsaa: frem i Tiden; f. Ex. det leid langt ut etter. (Tonen paa “etter”). – Ut igjenom (adv.): ud eller vest igjennem en vis Strækning; ud over Markerne osv.

uta, s. utan og utav.

utadd, adj. ugjødslet. S. tedja.

Utak, n. et voldsomt Tag eller Greb; en altfor stor Anstrengelse. Taka eit Utak: anstrenge sig mere end man taaler. Nogle St. Otak. Jf. Ovtak, Aatak, Itak.

Utakk, f. Utak, Last, Daddel.

utald, adj. utællet. Derimod utalleg, adj. utallig, utællelig (= uteljande).

Utam, n. feilagtig Tæmmelse eller Afrettelse. Hesten heve fenget eit Utam (omtr. som Uvane). Nogle St. Otam.

utamd, adj. utæmmet. Nogle St. utamen. Indh. otamen.

Utame, m. Uvane, Uskik; f. Ex. hos Børn. Vald. og fl. I Ork. Otame. – Ogsaa: Ubehændighed, Mangel paa rigtig Øvelse; s. Tame.

utan, adv. præp. og conj. 1) udenfra, indad. Oftest i Forbindelse med en anden Partikel (fraa, etter, til), f. Ex. han var komen utanfraa, el. utan-til. Lyder kun tildeels utan, eller uttan (Hard. Voss, Tel. og fl.); ellers utaan (Nhl. Helg.) og mere alm. utta (u’). G.N. utan. – 2) ind fra Kysten eller Havet. (s. ut, 2). Vinden stend utan av (utta av), dvs. fra Havkanten. Han stod beint utan or (paa Sdm. “utta o”), dvs. ret ind fra Havet. Utan med Strandi: indad langs Stranden. Koma utantil: vestenfra. (Berg. Stift og fl.). I Rbg. og Tel. “utan-at”, dvs. opad Dalstrøget. – 3) udentil, udvendig, paa den ydre Side. Baade utan og innan. (Mere alm. utantil og innantil). Taka utan av: tage af det yderste, af Overfladen. Ganga utan i Kring: gaae rundt uden om, i Omkredsen. (Nogle St. utta-kring). Liggja utan-paa osv. – 4) præp ind fra; ogsaa: vestenfra. Tildeels med Dativ; saaledes paa Sdm. “utta Gar’a”: ind fra Gaarden udenfor; “utta Øyaa”: udenfra Øerne. (Vel egentlig: utan or Øyom). – 5) udenfor. Noget sjelden, f. Ex. i Hall. “uta Dydn”, dvs. udenfor Døren. (Andre St. utfyre). Ellers i nogle Forbindelser med Genitiv, som: utan Bords, utan Gards og fl., men disse lyde sædvanlig som sammensatte Ord (s. nedenfor). – 6) foruden, ikke med, uden Brug af; f. Ex. ganga utan Stav, utan Mat, utan Pengar. I dette Tilfælde faar Ordet tildeels en anden Form “utten” (u’); ogsaa “aataa”, eller foraataa”, Nhl. Hard. Sædvanlig uden Forbindelse med nogen Kasus; egentlig har det vel styret Genitiv, saaledes som i Talemaaden “han var reint utta Viss” (utan Vits?), dvs. han var ude af sig selv, ganske forvirret. Sdm. – 7) foruden undtagen, med Undtagelse af. Eg saag ingen utan honom. Her kjem ingen utan du. (Saaledes som et Slags Konjunktion, uden at styre nogen Kasus). Ikkje utan ein: kun een. Tel. (Nissedal). Ellers med en besynderlig Overgang: “ikkje aataa”, eller “ikkje aat ein”. (Landst. 105, 305, 308). I Sæt. “ikkje ko ein”. – 8) conj. uden (at), ikke saaledes at; f. Ex. Han hadde voret her, utan at eg visste det. Ogsaa: med mindre, hvis ikke (efter en Negtelse). Eg fær det ikkje, utan eg kjem sjølv. Utan so er at, o.s.v. I dette Tilfælde faar Ordet tildeels endnu en anden Form: utans, utas, eller uttas (Landst. 55, 56, 483); maaskee for “utan dess”. Jf. dessforutan.

utanbeins, adv. paa den ydre Side af et Lem; paa Udsiden af Armen, Laaret eller Læggen. B. Stift og fl. (uttabeins). Modsat innanbeins.

utanboks (oo), adv. udenad, udenfor Bogen. (Vel egentl. utanbokar).

utanbords, s. utbyrdes.

utanbygdes, adv. udenfor Bygden.

utanfares, adv. udenfor den sædvanlige Kreds, udenfor Hjemstedet. Hall.

utanfyre (y’), udenfor; længere ude. Nogle St. uttaføre, uttanfø’, utafe’.

utanføttes, adv. paa den ydre Side af Foden (Læggen, Laaret). Gbr. Ork.

utangards, adv. udenfor Gaarden. Ikke alm.

Utange, m. 1) et uroligt Menneske, En som gjør Støi, ypper Klammerie osv. Søndre Berg. (Utaangje). Især et uroligt Barn, en Skrighals. Nordre Berg. Trondh. (Otaangje, Otangje). – 2) et Barn (omtr. som Umage). Hall. (Utangje), Helg. (Otangje). Noget dunkelt.

utangjeldes, adv. udenfor Præstegjeldet. Hall.

utangjerdes, adv. udengjærdes, udenfor den indhegnede Mark; i Udmarken. (Mest alm. utagjers, uttagjærs).

utanhendes, adv. paa den ydre Side af Haanden eller Armen. Ork.

utan-kring (el. ikring), s. utan.

utanlands, adv. udenlands, i andre Lande. Ogsaa brugt som adj. f. Ex. utanlands Varor: udenlandske Varer.

utanpaa, præp. udenpaa, udenover; og tildeels: udenfor, vestenfor. Ogsaa som adv. udentil, paa Overfladen. I en fuldere Form utan-uppaa, Hard. Tel. Egentlig for utan-aa. Hertil nogle Sammensætninger som Utanpaa-skrift, f. Udskrift, Adresse. Utanpaa-sko, m. Oversko, Galosche. Utanpaa-trøya, f. Overtrøie, og fl.

utanrikes, adv. udenfor Riget (uttarikjes). Ikke meget brugl.

<PB N="885">

utans (utas): hvis ikke; s. utan.

utanskjers, adv. udenfor Skjærene, i det ydre Farvand, i Havsøen.

utansoknes (oo), adv. udenfor Kirkesognet. (Jf. Isl. utansóknar). “Uttasoknes Folk”: Folk fra andre Sogne. B. Stift.

utanstokks, adj. udenfor Huset. Utanstokks-Arbeid, n. Arbeide udenfor Huset, eller paa Markerne.

utantil, adv. 1) udentil, udvendig, i det ydre. 2) udenfra, indad; ind fra Havkanten (s. utan). Nogle Steder afvigende: utaan-te, og utta-te. – Noget lignende er: utan-etter (utta-ette), dvs. indad, udenfra, eller vestenfra.

Utanveder, s. Utanvind.

utanveggjes, adv. udenfor Væggene eller Huset. B. Stift (utta-v).

Utanvind, m. Vind fra Havkanten, vestlig Vind. Sdm. Trondh. (Uttavind). Nogle St. ogsaa “Uttaveer”, n. (Utanveder).

Utanvokster, m. Vandets Stigning i en Elv, i Tilfælde af Opdæmning ved Udløbet. Østl. (Rom.). “Utavoks”.

utar, adv. længere ud, eller ude; især: nærmere mod Udgangen i et Huus, nærmere ved Døren. Flytja seg utar aat Dyr. Sitja utar med Durstokken. Standa langt utar i Kyrkja. Temmelig alm. men tildeels afvig. uttar, Søndre Berg. Nordl., utta (u’), Sdm. Trondh., aatar, Nhl., aataar, Rbg. Tel. G.N. útar. (Jf. innar).

utarlege, adv. noget langt ude, eller nær ved Udgangen; ogsaa: ude ved Kysten, el. ude paa Havet. “Dæ ligg’e so uttalege (u’)”. “Dei siglde so uttale’”. B. Stift. G.N. utarlega, utarla.

ut-armad, adj. 1) forarmet, ruineret. – 2) afkræftet, udmattet. Vald.

utarst, adv. (og adj.), yderst, længst ude. (Jf. utar). Mindre brugl. og tildeels afvig. utraste og aatraste, f. Ex. “han sto aatraste”, dvs. næst ved Døren. Nhl. (G.N. utarst). Mere alm. er en anden Form: ytarste eller yttaste. Jf. ytst.

utas, s. utan. – utasad, s. utmasad.

utatt (ut atter), s. ut.

ut-av, præp. af; udaf. Mange St. afvig. ut-a’, og ‘ta’; nogle St. utaa og ‘taa. Jf. av (a’, aav. aa’). Brugt i mange Tilfælde i Stedet for det simple “av”; f. Ex. riva ‘ta (afrive); tyrka ‘ta seg (tørre af sig); segja ‘ta (fortælle om); eg visste ikkje ‘ta di (dvs. af det); der var mange ‘ta deim (af dem). “Vi var fem ‘taa oss”, dvs. vi vare der fem sammen (egentl. fem af os). Smaal. Saaledes ogsaa med Particip, som: ‘ta-kasta’ (afkastet), ‘ta-slegjen (af-slaaet), ‘ta-tekjen (aftagen). I Hall. “ha’ taa-gjort” (have sluttet, være færdig), “ha’ taa-ete” (have ædt nok), “ha’ taa-svalla” (have snakket nok).

Utaatt, m. Lyde, ondt Anlæg; Uvane. Hall. og fl. I Smaal. Utott (oo). Jf. Taatt.

ut-bard, adj. udbanket, forslaaet; f. Ex. om Flint. Helg. (utbart).

ut-bladd, adj. udsøgt, udvalgt. Tel.

ut-blaasen, adj. udblæst; slukket.

ut-bløytt, adj. udblødnet.

Utbod (o’), n. Udbud; Udbydelse.

Utbording, f. Fjeleklædningen udenpaa et Fartøi. Nordl. (Utboring).

Utbrot (o’), n. Udbrud; ogsaa: Udslæt, Blegner, Bylder.

Utburd (u’), m. Spøgelse, Gjenfærd (som efter Folkesagnet opholder sig ved en Vei og forfølger Folk med Skrig og Støi). Berg. Trondh. Nordl. (Utburr, Utbor). G.N. útburdr, egentl. Barn som var udbaaret eller udlagt for at døe; senere om Børn som døde uden Daab og bleve begravne udenfor Kirkegaarden.

Utbygd, f. Bygd eller Bosted i en Udkant; f. Ex. langt ude ved Havet. Søndenfjelds om en Bygd paa Lavlandet el. ved Søen, i Modsætning til “Fjellbygd”. Utbygding, m. Indbygger af Kysten eller Lavlandet.

utbyrdes (y’), adv. udenbords, udenfor Fartøiet. Mest alm. utbyres (y’). G.N. útbyrdis. (Af Bord). Figurlig: yderst forlegen, hjælpeløs, i stor Fare.

Utdrag, n. 1) Udsættelse, Forhaling. 2) Uddrag (= Ordrag).

ut-dregen (-dregjen), adj. uddragen.

Utdyr (y’), f. Fordør, yderste Dør; ogsaa Gangen eller Forsvalen i en Stuebygning. (Tildeels udtalt Uddyr, Uddør).

ute, adv. 1) ude, udenfor Huset, under aaben Himmel. G.N. úti. Leggja ute: lade Kreaturene ligge ude (om Sommeren). – 2) paa et Sted ved Kysten eller Havet (jf. ut); ogsaa: ude fra Land. Dei siglde langt ute. – 3) ude af sit Skjul, udenfor sin sædvanlige Omgivelse; f. Ex. Halda Tunga ute. Ogsaa: udenfor sit Hjem, borte. – 4) paa Færde, i Bevægelse. Han er ute og gjeng; han er ute med sine Prettor, osv. Ogsa: udkommen, udsat i en vis Stilling. Eg var reint illa ute, dvs. i stor Nød. – 5) forbi, til Ende. Fyrr en Aaret var ute. D’er ute med det; med honom o.s.v. I nogle Tilfælde ombyttes ute med “ut” (s. ut).

Utegang, m. Gang eller Omflakken udenfor Hjemmet; Kreaturenes Ophold i Græsgangene, m. m. Ofte ogsaa i Formen Utegonga (-gaanga), f. – Utegangar, m. En som gaar ude; f. Ex. om Faar som gaae ude om Vinteren.

Utekjeslass, n. et Læs af Udførsels-Varer. Hall. Formod. af et gammelt Ekje (e’), dvs. Kjørsel. Jf. Ekkje.

utekk, adj. utækkelig, ubehagelig. Nogle St. otekk’e. Ellers oftere utekkjeleg.

ut-eld, adj. forældet, gaaet af Brug. D’er ut-eldt. Tel.

Utelega (e’), f. det at ligge ude.

<PB N="886">

uteljande, adj. utællelig.

Ut-eng, f. afsidesliggende Engstykke.

Ut-erving, m. Udarving, en Arving i en Sidelinie.

utestengd, adj. udestængt, udelukket.

Utestoda (o’), f. det at staae ude.

ut-etter, adv. udad; s. ut.

Utev (e’), m. Stank, ond Lugt. (Mest alm. Utæv, nogle St. Otæv).

Utevera (e’), f. Udeværen, ophold udenfor Hjemmet. I Hall. “Uteveru”.

Uteverk, n. Arbeide udenfor Huset. Oftere Ute-arbeid (Utarbeid).

Utfall, n. Udfald, Udløb; ogsaa (dog sjeldnere): Slutning (= Utgang). – Utfallsos (oo), m. det Sted hvor en Elv gaar ud af en Indsø. Tel.

ut-fallen, adj. udfalden. Særlig om Søen: falden til det laveste Punkt, kommen til dybeste Ebbe (= utfjørad).

Utfar, n. 1) Udfærd, Udgang. Lidet brugl. 2) Garntoug, Trækketoug i Hjørnet af et Fiskergarn. Sdm.

Utferd, f. 1) Udfærd, Udreise fra Hjemmet; Udflugt osv. Mest alm. Utfær, nogle St. Utfæl, Utfal. – 2) Udfart mod Kysten el. til Havet. – 3) Jordefærd, Begravelse. (G.N. útferd).

utfjørad (ø’), adj. s. utfallen.

Utflog (o’), n. Udflyven, Udflugt.

ut-flogen (o’), adj. udfløiet (-flogjen).

Utflutning (u’), f. Udflytning.

Utfolding, m. Indbygger af Jarlsberg eller det gamle Vestfold. Hall. Jf. Austfolding.

Utfugl, m. vild Fugl; især om Søfugle ved Havet. – Utfugl-egg, n. Æg af Sø-fugle, f. Ex. Maager. Nordl. og fl.

ut-fyre (y’), præp. ud for; udenfor; ude ved; ogsaa: ud over, ned af. Det datt ut fyre Muren. Ut fyre Bakken (= undan Bakken).

Utførsla, f. 1) Udførsel, Bortbringelse. 2) Udførelse, Fuldførelse.

ut-gamall, adj. udlevet (= ørgamall).

Utgang, m. 1) Udgang, Udfaart. Nogle St. Utgaang. – 2) Aabning at gaae ud af; Udvei. – 3) Udfald, Slutning, Ende. “So vardt Utgaangjen”: saaledes faldt det ud, saadan blev Enden. B. Stift. – 4) en List eller Stribe langs Udkanten, f. Ex. paa Tørklæder. Hall.

Utgard, m. Gjærde imellem Engmark og Udmark; yderste Gjærde om en Gaards Engmarker. Ork. Østerd. og fl. I Hall. Uggar (Udgar), andre St. Utgar. Hertil “Utgarvuu”, f. Gjærdsel. Ork. (Vudu eller Vuu for Vida). Utgarden, el. “Ut-i-Gar’en” er ellers en Benævnelse paa den yderste (vestligste) af to eller flere Gaarde.

Utgift, f. Udgift, Afgift.

ut-gjengen, adj. udgaaen; ogsaa: kommen i en vis Hensigt; f. Ex. han er utgjengen paa Narrestrik (i’): kommen for at gjøre Narrestreger. Oftere utgaadd.

ut-gjord, adj. udskikket; ogsaa udstyret.

Utgonga (-gaanga), f. Udgang; ogsaa Afgang til et Felttog, Udmarsch. (Nogle St. Utmars, m.).

ut-graaten, adj. forgrædt.

Utgreiding, f. Udvikling, Opløsning.

utgreinad, adj. forgrenet, fleerdeelt; ogsaa: udviklet, forklaret. Hall. og fl.

ut-grundad, adj. udforsket; udspekuleret.

utgrunn, adj. om et Sted, hvor der er grundt ved Landet, hvor Bunden har liden Hældning udad. Mest i Neutr. utgrunt, nogle Steder utgrynt. (Søndenfjelds langgrunt).

Utgrynna, f. Grunding eller Banke som strækker sig langt ud fra Landet.

Uthage (gj), m. Græsgang som ligger noget langt fra Gaarden.

Uthald, n. Udholdenhed, Varighed. – uthaldig, adj. varig, som holder længe ved. B. Stift.

Uthamn, f. liden Havn nær ved Havet; Nødhavn.

uthanda (?), adv. drøit, rigelig, temmelig meget. Selbu (Tydal). Meddeelt som “uthanna”; ogsaa skrevet “uthaangja”. (Dunkelt).

ut-havd, adj. udbragt, udført.

ut-hellt, adj. udgydt, udøst. Sjelden.

ut-holad (o’), adj. udhulet.

Uthus, n. Udhuus, Fæhuus, Lade osv. Ogsaa: Huus som staar udenfor Gaarden.

ut-hutad, adj. udjaget, udviist. Afvig. uthutra (u’), Hall.

Uthyring, f. Udrustning; s. hyra. Nordl.

uthyses, adv. udenfor Huset. Nordl. og fl.

ut-i, præp. ud i (med Akkus.); ude i (med Dativ); s. i. Ogsaa i mange Tilfælde i Stedet for “i”, og da oftest forkortet til “ti”; f. Ex. “slaa ‘ti eit Glas” (iskjænke); faa ‘ti (fae fat paa); halda ‘ti (holde paa, støtte); taka ‘ti (tage paa, berøre); stappa ‘ti (stoppe i). “Takk fyre dæ, so’ ti va’” (dvs. det som var deri), siges naar man leverer et tømt Kar tilbage. (Berg. Stift). – Ogsaa med Particip, f. Ex. ‘ti-komen, ‘ti-slegjen, ‘ti-stappa(d) og fl.

Utid, f. 1) Utid, ubeleilig Tid. Ofte i Fleertal, især Dativ. I Utidom (Otidaa, Otiom). – 2) Mangel (s. Tid). Ei stor Utid paa Fisk (el. fyre Fisk): en Tid da ingen Fisk er at faae.

Utidend, f. ond Tidende.

utidig, adj. døsig, sløv, uskikket, ikke rigtig oplagt eller rigtig frisk. (Modsat tidig). Temmelig alm. dog med flere Afvig. som otidig’e, utiug, otiau (for utidug).

Utidska, f. Uorden, Upasselighed, Ildebefindende. Sdm. (Otidske, Otiske). I Shl. Utimeskap, m. Uorden, Uvæsen.

utifraa, adv. overmaade, uden Lige (= framifraa). Nhl. og fl. Ogsaa som adj. udmærket, ypperlig.

<PB N="887">

utilast (i’), v.n. forringes, blive værre, svækkes. Hall. Jf. tilast.

Utimeskap, s. Utidska.

Uting, n. en ulidelig Ting; et meget hidsigt eller arrigt Dyr; ogsaa et ondskabsfuldt Menneske, Trold, Tyran. Jf. Ugrøde.

ut-jamnad, adj. udjævnet.

Utjo (Ukjo), n. ond Slægt eller Yngel; især om forhadte eller skadelige Dyr. Hall. og fl. i formen Ukjo. I Nordl. Okjo mest om Rotter og Muus; ellers ogsaa om Luus eller andre Snyltedyr. I Trondh. Stift tildeels Okjø (paa Ndm. ogsaa Okjee), om Rovdyr; hertil okjøsamt, adj. ufredeligt, fuldt af Udyr. Dunkelt ligesom “Tjo”. Ordet nærmer sig mest til Uty (jf. Ty og tya), men minder ogsaa om et gammelt Utjod (Isl. óþjód: Pak). I danske og svenske Dial. Uteed, Utede (om Muus og Rotter). G. Sv. uthet: Pak. (Rydqvist 2, 108).

Utjon, n. Skam, Lyde; hæslig Ting. utjonsleg, adj. styg, skammelig. Nhl. Maaskee Ut-tjon, ut-tjonsleg; s. Tjon.

ut-kald, adj. udkjølet, ganske kold. Mere alm. ut-kolnad (oo).

Utkant, m. Udkant, Hjørne.

Utkik (ii), n. Udkig. (Nyere Ord).

ut-kjend, adj. let at kjende eller udpege (= audkjend). Søndre Berg. og fl.

ut-klædd, adj. udklædt; forklædt.

Utkoma (o’), f. Udkomst, Leilighed til at komme ud; ogsaa Udkomme, Ophold.

ut-korad (o’), adj. udkaaret, valgt. Sjeldnere ut-kosen (o’).

ut-kreistad, adj. udkrystet, udpresset.

ut-kropen (o’), adj. udkrøben. Ogsaa: fuldkraftig, rask, som ikke behøver at krybe. Tel.

ut-kvild, adj. udhvilet. S. kvild.

ut-køyrd (kj), adj. 1) udkjørt, bortkjørt. 2) udjaget. 3) udbrugt; om Heste. Nogle Steder utkjaurd (utkjaur’e).

ut-lagad, adj. udvandet, svækket af Væde eller Gjennemblødning; f. Ex. om Hø. Nordre Berg. Jf. laga og Log.

ut-lagd, adj. 1) udlagt. 2) udredet, betalt. 3) udviklet, forklaret.

Utland, n. 1) Kyst, eller Udkant mod Havet. (Mindre brugl.). – 2) Udland; fremmede Lande.

ut-laten, adj. udsluppen, lukket ud. Sjeldnere utelaten: udelukket.

Utlaup, n. Udløb, Udgang.

Utlaupar, m. Omstreifer, omflakkende Person. Rbg. Ogsaa: Reensdyr (Han-Reen) som er kommen ud af sin Flok. Hall.

Utle, Hob o.s.v., see Usle.

Utlegg, n. Udlæg; Udbetaling.

Utleggjar, m. 1) en Udlægger, Fortolker. – 2) en udstaaende Bjælke; ogsaa: Bovspryd paa Fartøi. B. Stift.

Utlending, m. 1) Udlænding. 2) Indbygger af et udenfor (eller nedenfor) liggende Distrikt. Gbr. og fl. Sædvanlig udtalt Utlænning.

utlendsk, adj. udenlandsk. (G.N. útlenzkr). Oftere utanlands.

utlengst, adj. yderst, som er længst ude. Tel.

utlett (ee), adj. let udenbords; om Aarer paa en Baad. (Modsat uttung).

ut-liden (i’), adj. forleden, forløben.

Utlim (i’), m. (Fl. -er), et af de større Lemmer paa et Legeme; Fod, Haand, Vinge. Tel. Hall. og fl. Mest i Fleertal.