Ivar Aasen Norsk Ordbog

ut-livd (i’), adj. udlevet, affældig.

ut-load, adj. vanrøgtet, ødelagt ved Forsømmelse. Hall. Jf. loa og avloa.

Utloft, n. Loft paa et eenligstaaende Buur eller Forvaringshuus. Rbg. og fl.

Utloga (o’), f. 1) Udlæg, Afgift. B. Stift. (Et gammelt Utlaga). – 2) Udsættelse, Forhaling, Tidsspilde. Tel.

Utlokkar-veder, n. Veir som seer venligt ud, men ikke er at stole paa; Vindstille som kan pludselig gaae over til Storm. “Utlokkarveer”, B. Stift, Nordl. Paa Sdm. ogsaa “ei Utlokka-Glye”; s. Glya.

Utloner (oo), f. pl. Udmarker; Græsgange som høre til en Gaard. Tel. Loner maaskee for Lunder, s. Lunnende.

Utluting (u’), f. Udlodning. Lidet brugl.

utlæg, adj. fredløs, landflygtig. I en Vise fra Tel. uslæg, el. utslæg (Landst. 209). Noget lignende er utsløg: Udstødt af et Selskab; udskudt, forviist. Gbr. (Gausdal). G.N. útlægr: fredløs.

ut-lærd, adj. udlært, fuldlært.

Utløda, f. afsidesstaaende Hølade.

Utløysing, f. Udløsning; Befrielse.

Utmann, m. Indbygger af Kystegnen eller Lavlandet. Tel. og fl.

Utmark, f. Udmarker; Græsgange el. Jord som ikke er indhegnet.

Utmars, m. s. Utgonga.

ut-masad, adj. træt af en stærk Bevægelse. udmattet. Tel. Østl. Paa nogle St. siges ogsaa “ut-asa(d)”, eller “ut-ast”.

ut-maadd, adj. udskrabet, afslidt. Nordl. og fl. (s. maa). I Neutr. utmaatt.

ut-med, præp. udad langs med (m. Dativ); ude ved (m. Akkus.). Søndenfjelds ogsaa: ved Siden af, nær ved (= attmed).

ut-merkt, adj. kjendelig frem for andre; udmærket. (Lyder sædvanl. utmærrt).

utmynt, adj. omtr. som frammynt.

ut-mælt, adj. udmaalt, afmaalt.

ut-mødd, adj. udmattet, meget træt.

Utnemne, n. Øgenavn; Spottenavn. (B. Stift). Egentl. Kjendingsnavn.

Utnemning, f. Udnævnelse.

Utnes, n. Forbjerg, Pynt som stikker ud i Havet.

Utnisting (i’), f. Forsyning med Reisekost.

Utnord, m. Nordvest. Nordl. I B. Stift sjelden. (Utnor). G.N. útnordr.

Utnørding, m. nordvestlig Vind. Nordl. <PB N="888"> Trondh. Berg. Mest alm. Utnøring; nogle St. Utnyring (y’). G.N. útnyrdingr. Jf. Landnørding.

Uto, n. (f.), Vanart, ondt Anlæg (s. To). Tel. Et andet Ord er Utoa, f. og Utoe, m. en uordentlig eller utækkelig Person. Hard. Shl. I ældre Skrifter forekommer utoen, adj. uskikkelig, grov, plump. I Hall. utosleg (oo): skjødesløs, uordentlig.

Utokke (kj), m. 1) en ubehagelig Fornemmelse (= Illtokke, Kaldtokke). – 2) Ugunst, Uvillie. G.N. úþokki. I Hall. Utokka, f. Jf. utykkja.

utokkeleg, adj. uartig, uskikkelig; ogsaa usømmelig. Nordl. (otokkleg).

Utol (o’), n. Utaal, Utaalmodighed.

utola (o’), v.a. (ar), tirre, ophidse, gjøre vred. Tel.

Utola (o’), f. en stor Plage, noget som er utaaleligt. Shl.

Utolde, m. Dødkjød, s. følg.

Utole (o’), m. Udslæt, Saar med Svulst; især som Børnesygdom. Tel. Forskjelligt herfra er Otolde (Otølde), m. dødt eller fordærvet Kjød i Saar (Frostsaar). Indh. Nogle St. Otøld eller (ved utydelig Udtale af det tykke L): Otødd. Sv. Dial. otålde, otöld.

utolleg, adj. utaalelig, yderst piinlig. Nogle St. otolleg. Overalt med reent l (ll) paa Grund af Sammensætningen (utol-leg).

otulug (o’), adj. utaalig, øm, som taaler lidet; ogsaa: utaalmodig, pirrelig, som lettelig bliver vred. Alm. Nogle St. utolig (o’), otolig’e, otaalau(g).

ut-or, præp, ud af (s. or). Forkortet: ut-o og ‘to; i Tel. oto. Nogle St. ut-ur, utu og ‘tu. Bruges ogsaa med Betydningen: uden ad, f. Ex. paa Sdm. “han kann dæ ut-o” (egentl. ut or Boki).

utor-komen, adj. 1) frakommen, bortsmuttet. 2) udmagret, hentæret. Vald. (otorkømin).

utosleg, s. under Uto.

ut-pint (ii), adj. udpinet; hentæret, udmagret. I Sfj. utpirt (ii).

ut-rakt, adj. udtrukken, udhamret osv. s. rekkja.

ut-rallad, adj. udmagret efter Brunsttiden; f. Ex. om Bukke. Nordenfjelds. I lignende Betydn. ut-ræda(d), Sdm., ut-rena (ee), Hall.

Utram, m. Afkrog (= Avram). Tel.

Utrap, n. Skred; Jordskred. Ndm.

Utrast, f. Udmarker; Mark eller Græsgang som ligger længere borte fra Gaarden. (Modsat Heimrast). Smaal. Gbr. Hall. I Tel. Utrost (o’), m. Fl. Utraster. G.N. útröst.

utrast, s. utarst.

utraust, adj. løs; svag; s. traust.

Utraas, f. Vei til udmarken. Hall.

Utrefte, n. Tagskjæg, den Deel af Taget som rækker ud over Væggen. Sdm. Nfj. (Utræfte). Af Raft. Jf. Ufs (som her er den nederste Kant af Utreftet).

Utreidsla, f. 1) Udredelse; Afgift. 2) Udstyr, Udrustning. – ut-reidd, adj. udredet, udrustet, forsynet.

ut-reken (e’), adj. uddreven; ogsaa: for længe dreven, forslidt. Nordl.

utrenad (ee), s. utrallad.

utrengd, adj. ikke trængende; ogsaa: ufornøden. Et Slags Substantivform synes forudsat i Udtrykkene “i Utrengsmaate”, og “i Utrengsmaal”, dvs. uden Nødvendighed. (Sv. i oträngt mål).

Utrenning, m. en Stok som rækker ud af en Tømmervæg og kan tjene til Bjælke for en Udbygning. Sogn.

Utrensl, n. Udløb, Udstrømning.

utriveleg, adj. 1) vantreven, som ikke trives. 2) ubehagelig, flau, usund osv. om Sted eller Tilstand.

utriven (i’), adj. doven, dorsk; s. triven. – Med anden Betoning ut-riven: udreven.

Utrivnad (i’), m. Vantrivelse, sygelig Tilstand. Hedder ogsaa Utrivskap, m. og Utrivsla, f. Jf. Trivsla.

ut-rodd, adj. udreist paa Søen, eller til Fiskerie. I Nordl. tildeels ut-roen.

Utrop (oo), n. Udraab; Udbasuning.

ut-ropad, adj. udraabt; ogsaa: meget omtalt, lovpriist osv. Mest alm. utropt.

Utror, m. Udreise til Fiskerie paa Havet; en Fisketuur om Sommeren paa de yderste Fiskegrunde. Nordenfjelds.

Utrost, s. Utrast.

Utrott (oo), m. Mangel paa Flid.

utruttug (oo), adj. 1) uflittig, som snart bliver kjed af Arbeidet. B. Stift. (Nogle St. otrottig’e). – 2) kraftløs, svag, som ikke holder længe ud. Tel.

Utru, f. 1) falsk Tro, Vildfarelse. 2) Mistanke, slette Tanker om noget. Dei hava ei Utru til honom. Nogle St. Otru.

utru, adj. utro, falsk; ogsaa uredelig.

Utrudning (u’), f. Udryddelse.

utruleg, adj. utrolig. – utrulege, adv. i høi Grad, overraskende, mere end man skulde vente. F. Ex. Det gjekk utrulege snart. Nogle St. otrule’.

utrygg, adj. usikker; ustadig, om Veiret. Ogsaa: ufredelig, ikke fri for Fare; om en Vei eller Plads. Der var utrygt: der var ikke rigtig sikkert. (I Folkesagn om Steder, som have været besøgte af Spøgelser eller Vætter).

Utrøme, n. Rum udenfor Huset; Plads til at udsprede noget over. Nogle St. Utrymme. (Nhl. Hall.).

Utrøming, f. 1) Udvidelse, Forsyning med større Rum. 2) Oprømmelse, Ryddiggjørelse. Nordl.

utrøn, adj. vestlig, staaende ind fra Havet; om Vinden. Nordenfjelds.

Utrøna, f. vestlig Vind; især om den Blæst, <PB N="889"> som sædvanlig i varmt Veir falder ind fra Havkanten igjennem Fjordene. Sdm. Ndm. Nordl. Ellers kaldet Havgula.

utrøytes, adv. magelig, uden nogen stor Møie. Hall.

ut-saumad (-saumt), adj. udsyet, broderet.

Utselnad, m. Udsalg.

Utsending, m. En som er udsendt i et vist Ærinde; Kommissionær; Repræsentant. Tildeels ogsaa: en Forfølger, en Plageaand.

Utset (e’), n. Udsætning; noget som er udsat paa een Gang. – ut-sett, adj. udsat, udstillet, ogsaa: udstyret, prydet osv.

Utsida, f. den udvendige Side.

Utsig (i’), n. Udstrømning; Fiskestimenes Udgang mod havet.

Utsigling, f. Udseiling, Udreise.

ut-sila(d), adj. udmattet. Hall.

ut-sjaaande, adj. som seer ud eller tegner sig til noget. D’er ikkje so utsjaande: det seer ikke ud dertil. Nyere Ord.

utsjuk, adj. syg af Diarrhee; om Dyr. Namd. Hertil Utsykja, og Utsott, f. Diarrhee. Nordl. og Indh.

Utskage (gj), m. fremstikkende Næs el. Pynt mod Havet. Nordl.

ut-skarad, adj. tæt belagt eller bedækket.

utskila (i’), v.n. (ar), sige sin Mening reent ud (om noget ubehageligt). Nhl. Paa Sdm. tildeels “utskire”.

ut-skild, adj. udskilt; ogsaa udmærket (distingveret). Tel. Nogle St. utskjuld.

utskjedd (ee), adj. afskediget, opsagt af Tjenesten. Buskr. Andre St. “utskjeidd” og “ut-skjeia”. (Tel.). S. skje.

Utskjekel (e’), m. Udkant, Hjørne, Snip. Tel. Indh. (S. Skjekel).

ut-skjemd, adj. udskjæmt, vanheldet, fordærvet; ogsaa: forvænnet, forkjælet.

Utskjemma, f. Lyde, Forringelse, Skam. Ork. og fl.

Utskjer, n. Skjær i Havet eller yderst ved Havkanten. (G.N. útsker).

Utskot (o’), n. 1) Udskud, Vraggods, f. Ex. af Fisk. (Utskotfisk). – 2) Udslæt (= Utbrot). Gbr. og fl. – 3) Udbygning paa et Huus, Skuur, Bislag. Smaal. Ork.

Utskrift, f. Paategning udenpaa; især Adresse paa et Brev.

utskuldig, adj. gjeldbunden (= skuldig).

Utskurd (u’), m. 1) Udskjæring, udskaaren Figur. 2) afskaaren Kant. Hall. (Utskur).

ut-slegen (e’), adj. udslaaet; udøst.

ut-slindrad, adj. udtæret, udmagret; især om Jord. Nordre Berg.

ut-sliten (i’), adj. udslidt, ganske forslidt; ogsaa: udslæbt, afkræftet.

ut-slokken, adj. udslukket.

ut-sloppen, adj. udsluppen, udfriet.

Utslætte, n. afsidesliggende Engmark. Nogle Steder Utslaatta, f.

utsløg, s. utlæg.

ut-sogen (o’), adj. udsuget; udtæret.

Utsoning, f. Udsoning, Forsoning.

Utsott, f. s. utsjuk.

ut-soven (o’), adj. fuldsovet, som har sovet længe nok (= fullsøvd). Tel.

ut-spanad, adj. udspændt, udspærret.

ut-sprotten, adj. udsprungen, spiret.

ut-stakad, adj. afmærket: s. staka.

Utstand, n. Udgifter, Udredsler. Østl. (Hedm.). Jf. Innstøda.

ut-stroken (o’), adj. udstrøgen, udslettet.

Utsud (Utsyd), m. Sydvest. (Sjelden). I Nordl. tildeels Utsør. G.N. útsudr.

ut-svelt, adj. udsultet, udhungret.

Utsykja, s. utsjuk.

Utsyn, f. Udsigt, Leilighed til at see ud.

Utsynning, m. sydvestlig Vind. Nordl. Trondh. Sdm. G.N. útsynningr.

ut-synt, adj. iøinefaldende, let at see. Tel. og flere. St.

utta, adv. s. utan og utar.

Utta, s. Otta. – uttakring, s. utan.

uttalege, s. utarlege.

ut-talmad, adj. udtæret, afkræftet. Sdm.

ut-taaen, adj. udtæret, stærkt indsvunden ved Tøveir; om en Masse af Iis eller Snee. Sogn. Andre St. uttøyad.

ut-teken (kj), adj. udtagen; ogsaa: udpeget, paaviist. S. taka.

ut-til, adj. udad (= ut-etter). Tildeels høres ogsaa “ut-te” for ut-atter, dvs. ud igjen. (Rbg.).

ut-tirad, adj. langsomt udslukket, hendøet; hensovet. Hall. (s. tira). Andre Steder hellere ut-torad (oo).

ut-tjaamad, adj. udslidt, ødelagt. Tel. (utkjaama). Andre St. uttjaakad.

Uttolkar, m. en Fortolker, Oversætter.

ut-trøytt, adj. 1) tilendebragt; s. trøyta. 2) meget udmattet (= utmødd). Trondh.

ut-turkad, adj. 1) udvisket. 2) udtørret, fortørret. Hedder ogsaa ut-turr. (Hall.).

Uttverva, f. Vrangside, f. Ex. paa Vadmel. Tel. (s. tverva). Jf. Isl. úthverfa.

Uttyding, f. Udtydning, Forklaring. – uttydd, adj. forklaret. – uttyda, v.a. (er, de), forklare (= tyda ut).

ut-tynt (-tynd), adj. fordærvet, udskjæmt. Nordre Berg. S. tyna.

utu (for utur), s. utor.

ut-um, præp. ud forbi et vist Punkt), for Ex. utum Holmen. S. um.

ut-vakt, adj. udvaaget, udmattet af langvarig Vaagen.

Utval, n. Udvalg. – ut-vald, adj. udvalgt, udsøgt; ogsaa: ypperlig, udmærket.

ut-vasa(d), adj. udmattet, udslæbt, svækket. Nordl. (Lof.). Jf. G.N. örvasi.

Utveg, m. 1) Udreise, Udgang. 2) Udvei, Raad, Leilighed til noget.

utvega (seg), v.a. (ar), finde Udvei, hjælpe sig ud af en Forlegenhed. B. Stift. Ofte i en afvig. Form: utvegja, el. utveie (seg).

utvegen (e’), adj. 1) uvasket. Tel. og flere <PB N="890"> St. (utvegjen). 2) ubekvem, uskikket, tung at handtere. Sdm. i Formen otvegjen, otveien.

utvenda, v.a. (er, e), afhænde, sælge, gjøre i Penge. Nordre Berg.

utvendes, adv. udvendig, udentil.

utverdes, adv. udvortes, i det ydre. (Modsat innverdes). Brugt i en afvig. Form: utvertes (utværtes); nogle St. utvaartes. Sv. utvertes; jf. G.N. útanverdr, Ang. útveard, Eng. outward.

Utvest, m. nordvestlig Vind; eller egentlig Vindstregen: Vest Nordvest. Nordl. (Lof.).

Utvidd (ii), f. Udmarker, Udjord som høre til en Gaard. Østl.

ut-vikt, adj. udadbøiet; s. vikja.

Utvinning, m. Udbytte, Fordeel.

Utværing, m. Indbygger af et Fiskevær el. Bosted yderst ved Havet.

Uty, n. slet Tøi; Utøi, Snyltedyr; ogsaa: Pak, Slæng (jf. Utjo). Nogle St. Oty. Sv. Dial. oty.

utyd, adj. uvenlig, barsk, vanskelig at omgaaes med. Nogle St. uty; i Nfj. og Sdm. otyd’e. G.N. úþýdr. I Ndm. otyen: ufredelig, uartig.

utydeleg, adj. utydelig, dunkel.

utykkja (seg), v.a. (er, te), paadrage sig Ugunst, forspilde Ens Gunst el. Velvillie. “Han hadde otykt se mæ Prest’a”: han havde paadraget sig Præstens Uvillie. Sdm.

Utykkje, n. Ugunst (= Utokke).

ut-yksna, s. yksna.

utyrst (y’), adj. læsket, ikke længere tørstig. Mest alm. utysst og otysst.

utyrsta (y’), v.a. (ar), læske. (utyssta). Utyrsta seg: stille sin Tørst (= drikka seg utyrst). Nogle St. otysste.

ut-yver (y’), præp. ud over (m. Akkus.); ude over (m. Dativ). Sjaa utyver: see sig omkring. Forkortet: tyve; afvig. utivi; s. yver.

utægleg, adj. ubehagelig, utækkelig. Tel.

ut-ævad, adj. udslettet, udslidt, afgnedet; f. Ex. om Spor eller Mærker. Tel. Hall. (S. æva).

utøkleg, adj. ubekvem; s. tøkleg.

utømeleg, adj. uudtømmelig.

Utøy, f. Øe som ligger langt ude ved Havet. – Utøyfolk, n. Folk fra de yderste Øer.

Utøydar, m. en Forøder, Ødeland. – utøydarsam, adj. meget ødsel. Nfj.

ut-øygd, adj. som har fremstaaende el. udstaaende Øine.

Uv, m. Drøbel; s. Ulv, 2.

uvaldande, adj. uskyldig, eller egentl. som ikke har givet nogen Aarsag. Vald. og fl. Nogle St. ovoldand.

uvan, adj. uvant; uøvet. Ogsaa brugt i Formen uvand (uvand’e, ovand). Jf. van.

uvand, adj. 1) simpel, kunstløs, ikke vanskelig, f. Ex. om et Arbeide; ogsa: simpelt udstyret, prunkløs, tarvelig. Søndre Berg. Ryf. Tel. Hall. og fl. I Gbr. ovand. G.N. úvandr. – 2) om Personer: nøisom, ikke kræsen; saaledes ogsaa: jævn, ligefrem, let at omgaaes med. Mandal, Tel. Østl. Jf. vand.

uvandsleg, adj. simpel, ikke vanskelig; ogsaa: jævn, omgjængelig. Ryf. og flere. – uvandslege, adv. uden Vanskelighed.

Uvane, m. Uvane, ond Vane. Nordenfjelds. Ovane; i Ork. Ovande.

uvanleg, adj. usædvanlig. Lidet brugl.

uvar, adj. uvarsom, uforsigtig. Nogle St. ovar. Jf. var.

uvardande, adj. ubeslægtet, ikke paarørende. Hall. (uvarand, uvaland).

uvarleg, adj. uforsigtig (om Fremgangsmaade). uvarlege, adv. uden Varsomhed.

uvarsam, adj. uvarsom, uforsigtig.

Uveder (e’), n. Uveir, ubehageligt Veir; især om et haardt Anfald af Regn og Storm. Brugt i Formen Uveer og Uvær (s. Veder); ogsaa Oveer, Oveir (nordenfjelds), og Uvæ (Tel.).

Uvedersbolk, m. en Tid med Uveir. (Uveersbolk osv.). Saaledes ogsaa “Uveersdag”, “Uveersnatt” og fl.

Uvedersfugl, m. Fugl som bebuder Uveir. I Spøg om En som færdes ude i Uveir, eller fortsætter sin Færd uden at skjøtte om Veiret.

Uvederssky, f. Uveirsskyer.

Uveg (e’),m. en besværlig, daarlig Vei.

uveges (e’) adv. paa Vildsti, udenfor alle Veie. Ganga uveges. Hall. (uvegjes).

uveiden, adj. ubekvem, klodset, tung til at bruge (om Redskaber). Sdm. i Formen oveiden. Jf. uvægjen.

Uveidna, l. ubekvem Tilstand; ogs. Smuds, Ureenhed, f. Ex. ved Fisk som ikke er tilredet. Sdm. (Oveidne).

Uvelt, m. Kort som ikke er Trumf (Velt). Som Adj. i Formen uveltes.

uven, adj. udspredt, udspilet, stridt udstaaende; f. Ex. om Haar; ogsaa: vid, stor, voluminøs (= ruven). Namd. Vel egentl. uv (jf. G.N. úfr: trodsig), hvoraf Verbet yva; s. yven og ubben.

uvendeleg, s. uvænleg.

uventande, adj. uventet, uformodet.

uverdug, adj. uværdig, som ikke fortjener noget. Lyder tildeels: uværug, uværig, oværug, oværau. See ogsaa uværug.

Uverja, f. ubekvemt Værge eller Vaaben. Ork. (Overje).

Uverk, n. Ugjerning. Lidet brugl.

Uvette, n. ond Vætte (s. Vette). Afvigende Ovetter, f. Helg. (Ranen).

uvilja, som adj. i Forbind. uvilja Verk, dvs. Gjerning som En har gjort imod sin Villie; Skade som er gjort af Vanvare. (Isl. óvilja verk).

Uvilje, m. 1) Uvillighed, Ulyst. 2) Uvillie, <PB N="891"> Ugunst. Mindre brugl.

uviljug, adj. uvillig, modstræbende.

Uvin (i’), m. (Fl. -er), Uven; Fiende. Nogle St. Uveen, Ovin (i’), Oveen. G.N. úvinr. Uvinskap, m. Uvenskab. uvinsleg, adj. uvenlig; fiendtlig.

Uvinna, f. et uoverkommeligt Arbeide, en altfor vanskelig Opgave; ogsaa om Jord som ikke lader sig oparbeide. Tel.

uvinneleg, adj. ugjørlig, som gaar over Ens Kræfter; ogsaa: uhyre stor el. svær. Jf. uevleleg.

Uvis (ii), f. Uskik, Uvane.

uvis (ii), adj. uviis, taabelig.

uviseleg, adj. uheldig (om Tilstand), som ikke tegner til noget godt. Mandal. Vel egentl. uanseelig; jf. usynleg.

uvisleg (ii), adj. uviis, uforstandig; ogsaa: uartig (omtr. som uvitug). – uvislege, adv. uviselig, uklogt.

uviss (i’), adj. uvis, usikker, tvivlsom. Om en Person: tvivlende, ikke sikker i sin Sag. (Nogle St. oviss, oviss’e).

Uvissa, f. Uvished, Tvivl; ogsaa: noget som er usikkert. (S. Underfil).

Uvit (i’), n. 1, Besvimelse, Afmagt; egentlig: bevidstløs Tilstand (s. Vit). Liggja i Uvit: ligge bevidstløs, besvimet. Falla i Uvit, s. uvita. Nogle St. Ovit og Oveet. G.N. úvit. Jf. Umegd.

Uvit (i’), n. 2, Uforstand; især ufornuftig Opførsel, Frækhed, Lyst til at fornærme osv. Nordl. og Indh. i Formen Ovitt, Ovet. (Sv. ovett). Ogsaa om en uforstandig Person (= Uviting).

uvita (i’), v.n. (ar), besvime, falde i Afmagt; egentl. tabe Bevidstheden. Temmelig alm. (dog sjeldnere i Nordl. og paa Østl.). Nogle St. ovita (i’), ovete; ved Trondhjem ovaataa. Afvig. i Hard. umvita (jf. Isl. öngvit).

uvitande (i’), adj. uvidende om noget, ikke underrettet. Eg var uvitande um det.

uviteleg (i’), adj. uvitterlig, ikke bekjendt. (G.N. úvitanlegr). Ogsaa brugt som et Slags Adverb, f. Ex. Han gjorde det, meg uvitelege (dvs. mig uafvidende). Nogle Steder ovitele(ge).

Uviting (i’), f. Besvimelser.

Uviting (i’), m. Taabe, Daare; ubesindig og hensynsløs Person (s. uvitug). Temmelig alm. Nogle St. Oviting, Oveting.

Uvitingskap, m. Taabelighed; uforstandig og hensynsløs Opførsel. (Paa Sdm. ogsaa “Ovitingsheit”, f. Daarskab).

uvitug (i’), adj. uforstandig, taabelig; ogsaa: uartig, fræk, hensynsløs, tilbøielig til at fornærme Folk. Alm. (Nogle Steder uvitig, ovetug, ovetau).

Uvlid (i’), m. Haandled, Ledet imellem Næven og Underarmen. Uvli, og Uvle’, Rbg. Tel. Hall. Vald. Hedder ellers Ovle’ (o’), Vald. Ork., Avle(d), Buskr., Umle(d), Nhl., Omle’ (o’), Namd. Saaledes afvigende fra G.N. ulflidr, da en Overgang fra “Ulv” til “Uv” vel kan være mulig i Sæt. og Tel., men neppe andensteds. – Andre Navne ere Handlid, Handskumingsled (Helg.) og Vesallelid (Sdm. Sfj.).

Uvon (oo), f. Usandsynlighed; noget som man ikke kan vente.

uvonleg, adj. usandsynlig.

uvorden (o’), adj. ukommen, ikke indtraadt eller bleven. Sædvanlig uvorten (ovorten), f. Ex. “Dæ skulde vorte(t) laange sidan, men d’æ uvorte(t) endaa”.

uvyrda (y’), v.a. foragte. Sjelden (i Formen uvyra, ovøra). Jf. vanvyrda.

Uvyrda (y’), f. 1) Skjædesløshed, Sluskerie. 2) en skjødesløs, uordentlig Person. Mest alm. Uvyra (y’), ved Trondhjem Ovør(a).

uvyrden (y’), adj. 1) uagtsom, skjødesløs, ligegyldig. Nogle St. ovøren. Trondh. Nordl. – 2) ureenlig, skiddenfærdig. B. Stift og fl. (uvyren, ovyren). – 3) yderst dristig, forvoven, hensynsløs. Tel. og flere. Jf. vyrdlaus.

uvyrdes, overmaade, s. uvyrdslege.

Uvyrdna, f. 1) Skjødesløshed; især Ureenlighed. Nogle St. Ovørne. – 2) Smuds, Skiddenhed (ved noget som endnu ikke er rigtig tilredet). Jf. Uveidna.

Uvyrdnad, m. Foragt. Lidet brugl.

Uvyrdskap, m. Skjødesløshed.

uvyrdslege, adv. overmaade, uhyre (vel egentl. uberegnelig). Sfj. Ogsaa i anden Form: uvyrdes, (ovørs), ogsaa “ovøre” og “ovørli”. Trondh. (Selbu).