Ivar Aasen Norsk Ordbog

Vare, m. 1) Vare, agt, Varetægt. Taka i Vare (el. til Vare): tage i Agt. (Nogle St. til Vara). Taka Vare paa: vogte, bevogte. Hava Varen med seg: være forsigtig, fare varsomt frem. Nordl. G.N. vari; Sv. vara. – 2) i Forbind. hava til Vare, dvs. have til Nødhjælp, i Baghaand, til Reserve. Helg. (oftest “te Vara”). G.N. til vara. Jf. Varaar, Varstyre, Varebru. I de sydlige Fjeldbygder “Vara”, saasom Varastyre, Varavon (s. Varevon), Varavott (s. Varevott).

Varebru, f. imidlertid Bro (at bruge medens en ny Bro bygges). Sdm. og fl.

Varegsla, f. Advarsel, Formaning. Nhl. (Maaskee af eggja).

Vareign, f. Varetægt, Bevogtning, Tilsyn. Hall.

Varelag, n. Vareoplag; s. Vara.

Varelegd, f. Fattigskat som ydes i Varer (Madvarer). Sfj.

Varetekt, f. Varetægt, Bevogtning.

Varevit (i’), n. Forstand til at vogte sig. “Vaaraavet”, Indh.

Varevon (oo), f. en Udvei i Nødsfald. “Hava ei Varavon”: have noget i Baghaand, have en ny Tilflugt naar den første glipper. Tel.

Varevott (o’), m. egentl. en Vante som ikke for Øieblikket behøves (en tredie Handske); sædvanlig: en Ting som man ikke strax har Brug for, men som man dog tager med for at have den ved Haanden, naar en anden slaar feil. Nogle Steder Varvott, ogsaa Varavott (Søndre Berg. Hall.). Eg vil ikkje fara so som en Varevott: jeg vil ikke følge med saaledes som en overflødig Ting. Jf. Varstyre.

Varg, m. Ulv (Rovdyr). Alm. i den nordlige Deel af Landet. (Nogle St. Varj; i den bestemte Form overalt: Vargjen, Varjen). G.N. vargr; Sv. varg. Ofte ogsaa om en urolig Karl, en Vildbasse. (Jf. Vargul).

Vargard, m. Gjærde som er opsat til Værn, f. Ex. mod Jordskred.

Vargarn, n. Garn som udsættes for at aflede Fisken fra en vis Udgang (= Bægjegarn). Sfj. og fl.

Vargebøle, n. Ulvefamilie.

Vargegard, m. Gjærde af Snorer med paahængte Spaaner, tildeels forsøgt for at bortskræmme Ulven. Sdm.

Vargehide, n. Ulvehule. Jf. Gren.

<PB N="901">

Vargestova (o’), f. Ulvegrav.

vargfengen, adj. vild, balstyrig (egentlig ulveagtig). “vargefingjen”, Sdm.

Varggaupa, f. 1) et Slags Los. (Sv. varglo). 2) Ulvinde (= Ulva). Nordl.

Vargjord, f. en vis graaagtig Jordart. Ork. (Varjoor).

Vargskinn, n. Ulveskind.

Vargtoll, m. Indtægten af en Slump Fisk, som bliver tilovers, naar Fangsten paa en Baad er deelt imellem Mandskabet. Nordl.

Vargul (uu), m. en urolig Krabat, Vildbasse. Sdm.

Vargunge, m. Ulveunge.

Varhaug, m. Ved-Dynge; s. Var.

varig, s. var og varug.

Varkufta, f. Overkjole, Overfrak. (Lidet brugl.). I Hall. Varatrøya.

varla, v.a. (ar), kramme, slide, smudse (s. Ex. Papir). Sdm. Jf. valka.

varlaaten, adj. forsigtig, tilbageholden; ogsaa: undseelig, bly. Sogn og fl. Noget lignende er grannvar, haavar, aakaar, vedvoren, plent, forøven.

varleg, adj. varlig, forsigtig; især om Behandling. Jf. varsam.

varlege, adv. varligt, med Varsomhed.

Varljos, n. et Slags Lysglimt i Luften, fordum anseet som et Varsel for visse Hændelser. B. Stift.

Varlykel (y’), m. en vis Hage (?) i Bøsselaas. Jæd. (Jf. Sv. varhake).

varm, adj. varm; opvarmet; ogsaa: varmende, som befordrer Varmen, f. Ex. om Klæder. I Femin. tildeels vorm (o’), Hard. I Neutr. ogsaa vart, Smaal. Num. og fl; vært, Solør. G.N. varmr (vörm, varmt). Nogle Steder lidet brugeligt; jf. fjelg og heit.

varma, v.a. (ar), opvarme. Mangesteds i en afledet Form verma (er, de). – varmast, v.n. blive varm.

Varme, m. Varme; varm Luft ogs. Nogle St. afvigende: Verme og Vørme; Søndre Berg., Varmde og Varde, Num., Vermde, Sæt. Num. Hall. Værde, Buskr. (Jf. Fjelde for Fjelge). Ogsaa brugt i Betydning af Ild, see Verme.

Varmebolk, m. Tid med varmt Veir.

Varmegust, f. varm Luftstrøm.

Varmehus, n. Huus som kan opvarmes; Vinterbolig. Smaal. og fl.

Varmerke, n. Varetegn, Varselmærke; for Ex. i grundt Farvand.

varmleg, adj. noget varm. Hedder ogsaa varmsleg, eller varmskleg. Sæt.

Varmleike, m. en vis Grad af Varme.

Varmur (uu), m. Muur som er opsat til Beskyttelse, f. Ex. mod Vandstrømmen ved en Bro. Jf. Vargard.

varna, v.a. (ar), 1, værne om, frede (en vis Eiendom, især Marker). Nordl. Afvig. vanna (vanne), ogsaa vane; i Sæt. og Tel. især om afholde Kreaturene fra Engmarken. (Jf. vaarvarna og snjovarna). G.N. varna: afholde, hindre.

varna, v.a. (ar), 2, vedkomme, anrøre (= varda). Helg.

Varnad, m. Paarørende, Slægtninger, Familie; især Børn. Voss, Sogn, Sfj. (Varna), sjeldnere i Sdm. (Varnad). G.N. varnadr: Undergivne osv. Jf. Sv. vårdnad, D. Vorned. (Vel egentl. Vardnad, s. varda).

Varnagle, m. 1) Lundstikke, Tværnagle i en Hjulaxel. Gbr. – 2) Nagle hvori man fæster Enden af et Seilreb (Drag). Sdm. 3) Advarsel, Afskrækkelse. Han sette Varnagle fyre meg: han advarede mig strengt. Sdm. og fl. Sv. varnagel. Vel egentl. et Mærkepunkt eller Varselmærke.

Varnetid, f. Fredningstid (s. varna); den Tid da Søfuglenes Rugepladse ere fredlyste og ikke maa besøges uden Grundeiernes Tilladelse. Nordl. (Lof.).

Varning, f. Fredning, Omværning.

Varp, n. 1) et Kast med et Fiskevod, en Udsætning i Vandet. Østl. Gbr. og flere. (Andre St. Kast). Dei sette fem Varp: de kastede Voddet fem Gange. G.N. varp; Sv. varp. (Af verpa, varp). – 2) figurl. Forsøg, Foretagende; Bedrift. Fyrste varpet: første Gang, i det første Forsøg. Hall. Gjera eit godt Varp: gjøre et heldigt Forsøg, en god Handel eller Fangst. Tel. Hall. Østl. (Jf. Kast). – 3) Fiskeplads, Sted hvor man kaster Vod. Østerd. og fl. Nogle St. især om et Laxekast (s. Verpe). – 4) en opkastet Hob, f. Ex. af Steen (= Verp). Vald. – 5) Rendegarn til en Væv, Rending, de Traade som gaae paalangs igjennem Væven. (Modsat Veft). Alm. Sv. varp, Eng. warp; T. Werft. (Vel egentl. Udkast eller Anlæg). – 6) Uld til Rendegarn; s. Varpull. Ogsaa Spinding eller Spindemaade for Rendegarn. Spinna paa Varp: spinde til høire Side (= rettsøles). Trondh. Sdm. (I Nordl. “paa Garnlund”): Jf. Veft, Veftlund.

varpa, v.n. og a. (ar), 1) fiske med Vod, kaste Vod efter Fisk. Helg. G.N. varpa: kaste. – 2) gjøre Oplag til en Væv, anlægge Rendegarnet. Particip varpad: oplagt, anlagt. – 3) varpe (et Fartøi), hale fremad med Toug. – 4) reflex (varpa seg), kaste sig, forvrides, blive skjæv under Tørringen; om Planker. B. Stift.

Varpa, f. 1) et lidet Fiskevod. Nordl. (Lof.). G.N. strandvarpa. – 2) Sted hvor Laxevod kan sættes (s. Verpe). Helg. I Trondh. Stift Vorpa. – 3) Garnrende, Ramme hvorpaa en Væv anlægges (= Renna, Rennebumb). Solør, Østerd.

Varpenot (oo), f. et lidet Fiskevod (Varpa). Shl. Jf. Kastenot.

Varping, f. Kasten; Varpning.

<PB N="902">

Varpull, f. Uld til Rendegarn. Nogle St. ogsaa kaldet Varp, med Begreb af Sommeruld eller bedste Uldsort, i Modsætning til Veft. (Hall. Østl.).

varra, v.n. (ar), vente længe, vaage eller være oppe for at vente noget. Sdm. Jf. varda.

varsam, adj. varsom, forsigtig. Trondh. og flere. Jf. var, varleg.

Varsemd, f. Varsomhed. Hedder sædvanlig “Varsamheit”.

varsild, adj. skjør, svag, som taaler lidet og maa behandles varsomt. Ryf. Hard. Ogsaa om en Person: forsigtig, varsom. – varsildt, adj. varsomt. “Du maa fara varsilt mæ da”. Hard. Dunkelt Ord.

Varskaut, n. løst Toug hvormed et Seilskjød kan forlænges eller ogsaa ombyttes. Nordl. (s. Vare).

Varskida, f. Ramme af smale Fjele at tilfæste paa Siderne af et Læs. Gbr. og fl. (Varskjie).

Varskinn, n. Skind at dække eller beskytte med; især Skjødskind (= Fangskinn). Hall. Noget lignende er “Varatuku”, f. en Feld, et Skindtæppe. S. Tuka.

[varskua, v.a. varskoe. (Af Tydsk).

varsla, v.a. (ar), varsle, varskoe, tilsige. (S. ogsaa versla).

Varsling, f. Varsel, Tilsigelse; ogsaa: Forvarsel, Tegn. Hedder ogsaa Varsl (Varsel), n. men skulde hellere hedde Varsla, af vara, v.a.

Varsmyss, s. Vaarfrumessa.

Varstong (-staang), f. Varselstang i et Farvand, f. Ex. over et Skjær.

Varstudnad (u’), m. Beskyttelse, Hjælp. Hall. i Formen “Varastudna”.

Varstyre, n. 1) Ror som kan bruges midlertidig eller naar et andet er tabt. Nordenfjelds. – 2) noget at have i Baghaand, til Reserve. (Jf. Varevon, Varagn, Varevott). Tel. og Hall. (Varastyre).

Varstyvel (y’), m. et Slags store Støvler, Reisestøvler. Gbr. og fl.

vart, s. verda, verja, var, varm.

varta, s. varda.

Vartak, n. Overtag, øverste Lag i et dobbelt Tag. Østl. Nogle St. Varatak. Jf. Kvavtak.

Vartrøya, s. Varkufta.

varug, adj. varig, vedvarende. Hedder ogsaa: varig, B. Stift, varau(g), Trondh., vorug (o’), Vald. og vurug, Hall. Gbr. Nyere Ord.

Varull, s. Vadrull.

Varulv, m. et fabelagtigt Væsen, Menneske i Dyreskikkelse. Smaal. Ellers lidet brugl. Jf. G.N. vargulfr, T. Wehrwolf.

Varveitsla, f. Varetægt, Bevogtning, Tilsyn. B. Stift (Varveitla, -veltle). I Hall. Varavesle. See følg.

varveitsla, v.a. (ar), bevogte, tage Vare paa. Hall. (varvesle). Jf. G.N. vardveita.

varveitslelaus, adj. ubevogtet, forsømt, som ingen har Tilsyn med. Sdm. og fl.

Varvott, s. Varevott.

varøygd, adj. slimet i Øinene (s. Var). Tel. – Ellers skal der ogsaa forekomme et andet Ord: varøygd, dvs. opmærksom, forsigtig (af var, adj.).

Vas, n. taabelig Snak, Vaas, Sladder. B. Stift og fl. Af vasa.

vasa, v.a. og n. (ar), 1) forvikle, røre sammen. Vasa i Hop: rive sammen i en Klynge (s. Vase). Nordl. og fl. Ogsaa v.n. røre eller rode i noget. Smaal. – 2) snakke taabeligt, vaase, vrøvle; ogsaa sladre. Mere alm. I Gbr. vaasaa. (Jf. væsa). Sv. Dial. vasa: kaste sammen osv.

Vasar, m. en Vaaser, Vrøvler. Saledes ogsaa Vasekopp, m. og Vasekolla, f. en Sladderhank. B. Stift.

Vase, m. 1) en sammenviklet Klynge, Knude, Visk, f. Ex. af Traad eller Haar. Meget brugl. især i de nordlige Egne. Nogle St. Vasa og Vaasaa (Gbr.). Ogsaa om en stor Dynge af Træer eller Stokke, saasom af Flaadningstømmer i en Elv. (Timbervase). Tel. – 2) en Hob af Smaatræer eller Grene, som nedsænkes i Vandet ved en Fiskeplads, for at Fiskene skulle samle sig til Stedet for at søge Skjul. Tel. Østl. (Sv. vase. Jf. Nt. Wase: Faskine). – 3) en stor Hob af Dyr eller Mennesker, en tæt sammenstimlet Flok. Nordl. Hertil Mannvase, Folkevase, Sau(d)vase, Fuglevase og fl.

vasen, adj. vrøvlende; s. vasutt.

Vasing, f. Vrøvl, Sladder; s. vasa.

Vask, n. Vask, Vaskning; ogsaa om Overskylling af Bølger.

vaska, v.a. (ar), vaske, skylle (jf. lauga, tvaa, tvætta). – Vaskar, m. en Vasker; Vaskerkone. Vaskarfat, n. Vaskefad. Vaskarvatn, n. Vaskevand. Vasking (haardt k), f. Vaskning.

Vasl, n. Paafund, unødige Forsøg; ogsaa Fjas, taabelig Snak (= Tøv); s. følg.

vasla, v.n. (ar), befatte sig med noget som ikke behøves, uleilige sig uden Nødvendighed, gjøre unyttige Forsøg; ogsaa: snakke taabeligt, forlange unyttige Ting osv. (Jf. tøva, masa, prima). Nordre Berg. Ndm. Ork. i Formen “vatle” med den særegne Lyd ltl (lsl, lsch) som kan være baade “sl” og “tl”; hører formodentlig sammen med vasa (jf. G.N. vasast). “Han valtla mæ di”: han befatter sig med det, fusker med det. Eg veit ikkje kvat du vaslar med, dvs. hvad du vil uleilige dig for.

vaslast, v.n. (ast), blive vaad eller fuld af Vand, afsondre Vædske, rinde; f. Ex. om Øinene. Tel. Ogsaa i Formen vatlast, Shl. Jæd. (Andre St. vatnast). S. Vasle.

<PB N="903">

Vasle, m. 1) vandagtig Vædske; ofte om ureen Vædske, Blodvand og deslige. Rbg. Tel. Hall. – 2) Løbestof, Osteløbe (= Kjæse). Smaal. Jf. Sv. vassla (= Mysa), D. Valle.

vaslen, adj. 1) vandagtig, blød (= vassen). Tel. – 2) flygtig, fuld af Fjas eller Indfald (af vasla). Sdm. og fl. (valtlen). Hedder ogsaa vaslarsam (valtlasam’e).

vaspa, v.n. (ar), vade, slaske, søle i Vand eller Væde. Sdm. – Vasp, m. En som vader meget; ogsaa en skjødesløs Person.

vassa, v.n. (ar), vade, gaae i Vand. Meget brugl. i de sydligste Egne (Rbg. Tel. Jæd. Shl. Hard.), hvor det ofte træder i Stedet for vada.

Vassarv, Vassaa o.s.v. see Vats.

vassen, adj. vandagtig, som har en vandig Smag; især om Frugter. (Fleert. vassne). Sdm. Trondh. Nordl. Jf. veskjen og vessa.

Vassing, f. Vaden, s. vassa.

Vasula, f. Sladderhank. Sdm.

vasutt, adj. 1) forviklet, knudet; s. Vase. – 2) skjødesløs i at tale, fuld af Fjas og Vrøvl; s. vasa. Hedder ogsaa vasen; paa Sdm. “vasasam’e”.

Vata, s. Vite.

vatla, s. vasla. vatlast, s. vaslast.

Vatn, n. 1) Vand, klar Vædske; i Særdeleshed: stærkt Vand (Regnvand, Kildevand osv.) i Modsætning til Sjo. Nogle Steder paa Østl. Vann, ellers almindelig Vattn (Vatt’en). G.N. vatn; Sv. vatten; jf. Eng. water, Nt. Water. – 2) et Vand, en Indsø, stor Vandsamling inde i Landet. Tildeels med Fl. Votn (o’), B. Stift og flere; Vøtn, Hall. (Jf. Tjørn, Floe, Dam). – 3) Vand til en Vaskning eller Udblødning. D’er vaskat i tvau Votn: det er vasket to Gange (anden Gang i nyt Vand). Det var bløytt i try Votn: der blev to Gange skiftet Vand paa det. (B. Stift og flere). – Den gamle Dativform er bleven staaende i Gaardsnavnet Vatne. Et Genitiv Vats (Vass) bruges tildeels i Forbindelsen “koma til Vass” (dvs. til Vandet), og denne Form er ogsaa den sædvanlige i Sammensætning som Vatsdrope, Vatsfløde o.s.v. (I G.N. skrevet vatz og vaz). – Af Talemaader mærkes: Bera Vatn i Aa: gjøre unødigt Arbeide, fylde paa hvor der er nok før. Fara som Vatn i eit Trog: være ustadig, eller meget let at paavirke. Taka seg Vatn yver Hovud (o’): paatage sig for meget. Halda Vatnet: holde sit Vand (dvs. Urinen).

vatna, v.a. (ar), 1) vande, overgyde med Vand; ogsaa: udvande, udbløde. (Svensk vattna). – 2) føre til Vands, lade (Kreature) faae drikke (= brynna). G.N. vatna. – 3) v.n. opskyde Vand, om en iislagt Elv. Trondh.

vatnast, v.n. fyldes med Vand, f. Ex. om Øinene (s. vaslast).

Vatning, f. Vanding, Overgydning.

Vatning, m. Indbygger af et Sted eller Distrikt som hedder Vatne (Vatn).

Vatsarve, m. Fuglegræs, Alsine media. Mest alm. Vassarv: i Hard. Arve; ellers Vasshavre, Sogn; Blautarv, Ork. Svinarv Indh.

Vatsaader, f. Vand-Aare i Jorden.

vatsbard, adj. udvandet, gjennemblødt af Regn, f. Ex. om Hø (vassbart). Helg.

vatsbera (e’), v.a. (-bar), overøse med Vand. B. Stift. Part. vatsboren (o’).

Vatsbit (i’), n. et Anfald af Kvalme med Tilstrømning af Vand i Munden. Tel. I Ork. Vassæling. Andre St. Hugbit.

Vatsblemma, f. Vandblegne.

Vatsblom, m. s. Vatsrosa.

Vatsbløyta, f. Gjennemblødning i Vand, eller af Regn.

Vatsbol (oo), n.s. Vatsnøyte.

Vatsbotn, m. den inderste (eller øverste) Ende af en Indsø.

Vatsdrag, n. Vandstrøg, Flodløb; en Elv med dertil hørende Vande eller Søer fra øverst til nederst. Østl. (Vassdrag). Ogsaa kaldet Vatsfar, n. Buskr. og fl. I Tel. Vatsferd (Vassfær), f. og Vatsføre, n.

Vatsdrope (o’), m. Vanddraabe; ogsaa en liden Portion Vand. G.N. vazdropi.

vatsdrukken, adj. gjennemtrukken af Vand; f. Ex. om Træ. (vassdrukkjen).

Vatsdrykk, m. en Drik Vand.

Vatsende, s. Vatsos.

Vatsfall, n. Vandfald, med tilstrækkelig Høide, f. Ex. til at drive en Mølle.

Vatsfar, n. s. Vatsdrag.

vatsfaadd, adj. afbleget af Væde. Buskr.

Vatsferd, f. en Dragt Vand, el. to fulde Bøtter. B. Stift (Vassfær). I Trondh. Stift Vatsforda (Vassfore, Vassfool). Om en anden Betydning s. Vatsdrag.

Vatsfis (ii), m. en uheldig Fisker (= Gip, Steikjar). Tel. Hall.

Vatsfisk, m. Færskvandsfisk. – Vatsfiske, n. Fiskerie i Færskvand.

vatsfljuga, v.n. (flyg, flaug), løbe i Vand, rinde (= vaslast); om Øinene. B. Stift. Nogle St. vatsrenna. I Hall. vasshegle.

Vatsflog (o’), n. Overstrømmelse af Vand, en pludselig Stigning i Elvene. Sfj.

Vatsfløde, m. Vandflod, Oversvømmelse. B. Stift. Jf. Flaum.

Vatsfoll, f. Vandfælde, Rottefælde over et Vandkar. Sdm. Trondh.

Vatsfonn, f. Skred, foraarsaget ved Opdæmning af Vand. Sdm.

vatsfri, adj. vandfri, tør; ogsaa: sikker for Oversvømmelse. Tel. og fl.

Vatsfugl, m. Vandfugl, Svømmefugl.

vatsfull, adj. vandfuld, vandig.

Vatsføre, n. Vandstrøg; s. Vatsdrag.

Vatsgaas, s. Vatsrosa.

<PB N="904">

Vatsgras, n. Vandgræs, Siv, m. m.

Vatsgraut, m. Vandgrød; varm Deig til Omslag paa Legemet. Trondh.

Vatsgror, m. Vandvæxter, Bundvæxt.

vatshegla, v.n. s. vatsfljuga.

Vats-is (ii), m. Iis paa Færskvand.

Vatskall, m. et Slags Smaadyr (Larver) i Vandpytterne (= Sprett). Sdm. og fl.

Vatskalv, m. Vandbælg omkring en Kalv i Fosterleiet. B. Stift. Jf. Kalvehjelm.

Vatskav, n. Vandmasse. Hall.

Vatskista, f. en lukket Vand-Rende. Smaal.

vatskjent, adj. n. vaadt, sumpigt, fuldt af Vand; om et Landskab. Indh.

Vatskleve (e’), m. Rum hvori Kar blive vaskede. Gbr.

Vatskrek, n. Smaadyr i Vand.

vatslaus, adj. vandløs, som ikke har Vand. Vatsløysa, f. Vandmangel.

Vatslega (e’), f. Leie i Vand; det at Træ bliver længe liggende i Vandet. “Vasslegu”, Hall.

Vatsmaal, n. Vandflade, Vandets Overflade. Østl. I B. Stift Vatsskorpa, f. og Vatstrøm, m. Jf. Sjomaal, Sjotrøm.

Vatsnøyte, n. Bæk eller Brønd hvoraf man henter Vand til Huusbrug, Trondh. Sdm. Paa Østl. tildeels Vatsbol, n.

Vatsos (oo), m. Sted hvor en Elv løber ud af en Indsø; Søens nederste Ende. Ogsaa kaldet Vatsende, m. (Det sidste er et sædvanligt Stedsnavn, som især i de vestlige Egne oftest betegner Vandets nederste Ende).

Vatspipa, f. en vis Fugl. Smaal.

vatsrenna, v.n. (-rann), s. vatsfljuga.

Vatsrop (oo), n. = Draugrop. Vald.

Vatsrosa, f. Vandlilie, Aakande (Nymphæa). Shl. Ellers kaldet Vatssoleia, Nhl., Vatsblom, Jæd. og fl. Vatsgaas, f. Sdm. Andre Steder Tjørneblom, Nykkjeblom og fl.

Vatssaa, m. Vandsaa, Vandballie. (Søndenfjelds). I Hall. Vassaar.

Vatssele (e’), m. Aag at bære Vand med. (Vassele). Gbr. Sdm. og fl. Ogsaa kaldet Vatstre (Vasstree), Ork. Nordl.

vatsskaa, adj. udsat for Oversvømmelse. Oftest vasskaatt (n.), Hall.

Vatsskin (i’), n. en vis Feil i Kornet, foraarsaget af langvarig Væde. Rbg. ogsaa paa Østl. (Vasskjin). Dunkelt.

vatsskodd, s. vaatskodd.

Vatsskolp, m. Kabbeleie. S. Skolp.

Vatssott (oo), f. Vatersot (G.N. vazsótt); mest om en Kvægsyge (Faaresygdom), hvorved der udvikler sig Vand i Kjødet. Ogsaa kaldet Vatssykja, f.

Vatsspretta, f. Vandloppe, Insekt som hopper paa Vandet. Sogn og fl.

Vatssykja, s. Vatssott.

vatstett (ee), adj. vandtæt.

Vatstre, s. Vatssele.

vatstrengd, adj. tør, som behøver Vanding. Hall. og fl. (vasstrøngd).

Vatstro, f. Vandkumme; s. Tro.

Vatstrøm, m. s. Vatsmal.

Vatsvarg, m. = Vetteljos. Voss.

Vatsveg, m. 1) Vei til et “Vatsnøyte”. 2) Vandvei. (Sjeldnere).

Vatsvelling, m. Suppe af Vand og Meel uden nogen Tilsætning.

Vatsvond (Vassvaand), m. Vandrotte, Vandmuus. Tel. og fl. Egentl. Vond som ofte opholder sig i Vandet (ikke noget særegen Art); s. Vond.

Vatsæling, s. Vatsbit.

vatt (vandt op, heisede), s. vinda.

Vaue (Muskel), s. Vodve.

Vaul, m. Vadning; s. Vodul.

vaula, s. vodla. – Vaur, s. Veder, m.

Vav, n. 1) Svøb, Omvikling, tynde Strimler at omvikle noget med. Tel. (Til vevja, vavde). G.N. vaf. – 2) Forviklinger; forvirret Snak, Vrøvl. Hall. Jf. Vave.

vava, v.a. (ar), 1) svøbe, omvikle, tilsurre (= vevja, vevla). Tel. Hard. Ryf. – 2) vinde op, vikle sammen (til et Nøgle). Hard. “Vava upp eit Noa” (s. Noda). – 3) v.n. røre sammen, vaase, vrøvle. Hall. Jf. vasa.

vavd, part. omviklet; s. vevja.

Vave, m. Forvikling, Forvirring. Vera i Vave: være i Urede. Hall. G.N. vafi.

Vaving, f. Omvinding; s. vava.

vavla, v.n. (ar), lalle, tale utydeligt (som smaa Børn). Nordre Berg. Hedder paa nogle Steder babla. (Eng. babble).

vavra, v.n. (ar), svæve, være i Bevægelse, fare frem og tilbage. Østerd. G.N. vafra; jf. Eng. waver, T. wabern.

Vavre, m. en ustadig Person. Lister.

vavren, adj. ustadig, flygtig. Lister.

Vavring, f. svævende Bevægelse; ogsaa om Indfald eller Paafund. Østerd.

Vaa, f. 1) Tvivl, Uvished; ogsaa: Frygt, Ængstelse. Rbg. (Tildeels Vo). Det kann vera ei Vaa, um han kjem: det kan være uvist. – 2) Uheld, Skade. Tel. (jf. Vaade). G.N. vá: noget uventet; ogsaa Ulykke. Jf. vaaen, vaaleg, Vaabøle, Vaabøn, vaahøv, vaalynd m. fl. Om et andet Vaa s. Vaad.

vaa, v.a. (r, dde,), ængste, bekymre. Oftest: vaa seg, dvs. ængstes, grue for noget. Tel. (Vinje). Sammensteds ogsaa et andet Ord: vaa-a (-ar), v.n. skrige; hvoraf Vaa, m. et Skrig.