Ivar Aasen Norsk Ordbog

Under (Und’r), n. og f., 1) et Under, en forunderlig Ting eller Hændelse. G.N. undr, n. Ang. vundor. – 2) Forundring. Han var reint upp i Under: slagen af Forundring; fordybet i Beundring. Trondh. Jf. undra.

under, præp, under. Mange Steder udtalt: unde, ogsaa unne, onde, og tildeels med feilagtig Betoning: und’er. G.N. undir. I de Dial. som adskille Dativ og Akkusativ, bruges ordet saaledes, at det styrer Akkus. naar det har Begrebet: hen under, til en Stilling under; men derimod Dativ med Begrebet: henne under, inde i Stillingen nedenunder; f. Ex. Det ligg under Fotom; derimod: Legg det under Føterne. De vigtigere Betydninger ere følgende: – 1) nedenfor, paa den nedre Side af, i Skjul under. Det ligg under Benken, Stolen, Bordet osv. Med Akkus.: til Undersiden af (s. ovenfor). Det datt ned under Bordet. Det naar upp under Taket osv. – 2) ved den nedre Deel af, ved Foden af. Det stend ned under Bakken (el. “Bakka”, Dativ). Det ligg ein Gard burt under Fjellet. Noget lignende er Udtrykket: Koma nær under Land (i Nærhed af Landet). <PB N="875"> – 3) indenfor, længere ind fra. Inn under Hudi; under Skalet; under Borken. (Oftest i Forbind. med: inn). – 4) bag ved, i Skjul af. (Ofte i Forbind. med: att). Soli er att-under Fjellom (Dat.), el. gjeng att-under Fjelli (Akkus.). Me sjaa ikkje Garden her, han ligg att-under Berget (Haugen, Skogen). Jf. undan. – 5) under (i Tal eller Værd), mindre end, lavere end. Det var under Hundrad. Nokot litet under ein Dalar. Ikkje Skilling under den Prisen. – 6) i underordnet Forhold til, i Afhængighed af, under Ledelse af o.s.v. Han hadde teent under tri Kongar. Koma under eit annat Rike. Saaledes ogsaa: i Ens Magt eller Raadighed. Leggja, eller taka under seg: underlægge sig. Draga nokot under seg: tilvende sig noget. Ligesaa om Forholdet til en Overmagt, en Tvang el. Fare. Standa under Tugt. Vera under Tilsyn. Sitja under Hogg (oftere: fyre). – Ellers bruges Ordet meget som Adverb eller uden Objekt, f. Ex. ganga under: gaae under, gaae i Skjul, synke under Vandfladen. Dukka under: dykka, skjule sig i Vandet. Liggja under: bukke under, tabe. Ofte i Forbindelse med et andet Adverb, som att-under, fram-under, inn-under, ned-under, uppunder.

Underbolk, m. nederste Deel eller Stykke.

Underbreidsla, f. Undertæppe i en Seng. (= Kvitel, Tjeld). B. Stift og fl. Tildeels udtalt Undebretla.

Underbrok (oo), f. Underbuxer.

underbudd (uu), adj. forsynet fra først af, udrustet. Dei er vel underbudde: de have et betydeligt Forraad. Tel. og fl.

Underbul (u’), m. den nedre Deel af Kroppen (s. Bul).

Underbunad, m. 1) et Forraad at begynde med; en Grund-Formue, Capital. (Jf. underbudd). – 2) Underklæder. Nordl. (Unnbuna).

Underburd, m. Strøelse, tyndt Underlag. Ryf. (Undebur).

Underbygnad, m. Grundbygning, Grundlag.

Underdeild, f. 1) nederste Deel. 2) Underafdeling. Lidet brugl.

Underfil (ii), m. næsthøieste Knegt i Kortspil (= Halvefil, Ofil, Uvissa).

underfull, adj. underfuld. (Under, n.).

Undergang, m. Undergang; ogsaa: Tilbagegang, Skade, Ruin.

Undergjerd, f. Underlag ved Tappen i et Bryggekar: Rostehjerte. B. Stift (Undegjær).

undergjeven, adj. undergiven, ogsaa hengiven; taalmodig; resigneret.

Underhald, n. Understøttelse, Støtte.

underhaal, adj. glat i Grunden, som hvor et Iislag er skjult af Snee.

underjordsk, adj. underjordisk. (Nyt Ord). S. Vette, Tyss, Tufte.

Underkjake, m. Underkjæve.

Underklaar, adj. klar i Grunden. Ogsaa ligt “Yverklaar”, om Luften.

Underklæde, n. pl. Underklæder.

Underkola (o’), f. Underskaal i en Lampe.

underkomen (o’), adj. kommen i en lavere Stilling, afhængig, ufri.

underkuad, adj. underkuet.

Underlag, n. Underlag, Grundlag.

underleg, s. undarleg.

Undarlenda, f. Lavland. B. Stift.

Underlut (u’), m. nederste Deel.

Undermagt, f. svagere Magt.

Undermann, m. Undermand. Han vardt Undermann: han maatte give tabt.

Undermaal, n. Maal som er mindre end det skulde være. Undermaals Timber: Tømmer som ikke har den bestemte Tykkelse.

Undermengd, f. en mindre Mængde.

Underplagg, n. Klædningsstykke at bruge under et andet.

Underrett, m. lavere Domstol.

Underrip (ii), f. den Planke som er næst den øverste i Siden af en Baad (s. Rip). Nordl.

Underrot (o’), n. Forradnelse i Grunden, eller ved Roden; især i Korn paa Ageren. – underroten (o’), adj. forradnet nedentil.

Underrot (oo), f. dybeste Rod, den nederste Deel af Roden.

undersam, adj. forundret; eller som let falder i Forundring. Trondh. Jf. undrug. Sv. undersam.

undersaadd, adj. om Ager, hvor Kornet er nedpløiet, eller saaet før Pløiningen. Undersaaing, f. Nedpløining.

Underseng, f. Underdyne, s. Seng.

Underseta (e’), f. det som er først nedsat; den første Plantning i et Jordstykke. Østl.

undersett, adj. undersætsig, stærkbygget.

Undersida, f. Side som vender nedad.

Undersjo (-sjø), m. Strømning eller Uro i Dybet. Ogsaa om de store Havbølger, i Modsætning til de mindre Kruusninger ovenpaa dem.

Underskurd (u’), m. Rende langs Kjølen i en Baad; ogsaa en liden Tværfjel med indskaaren Kant at sætte under en Tofte. Sdm. (-skur).

underst, adj. nederst. Ikke alm.

Understad, m. Bundfald, Bærme i et Kar. B. Stift. (Undestad).

Understakk, m. Underskjørt.

Understein, m. Understenen eller Liggeren i en Mølle.

Understemne, n. Understavn, Bøiningen imellem Stavnen og Kjølen paa en Baad.

understudd (u’), adj. understøttet.

Understøda, f. Underlag, Grundlag.

Undertad, n. Gjødsel som nedpløies, eller er utbredt over Ageren før Pløiningen. (Modsat Yvertad). B. Stift.

Undertak, n. et Greb nedentil. (Modsat Yvertak).

<PB N="876">

Undertal, n. lavere Tal, mindre Mængde; Minoritet.

Underteikning, f. Undertegning.

Undervegt, f. Undervægt.

undla, v.n. (ar), væmmes, føle Kvalme. Hall. (Jf. ula). Hertil Undl, m. Kvalme, Væmmelse (= Ule).

Undorn (o’), m. Middagsmaaltid, el. egentlig et Maaltid kort efter Middag, omtrent ved Klokken 3. Num. og Tel. (Tinn) i Formen Undonn (o’) og Undønn (Num.), ogsaa Ondaan, og Aandaann (Tinn); jf. Honn for Horn, Konn for Korn osv. Afvig. Undaal (Undaaln), Tel. (Silgjord). I Nhl. Undel, m. om Kreaturenes Middagsfoder; i Sfj. Vundel, om det samme; forskjelligt fra “Vaandel” (s. Vondul). Til Undorns: til Middagsmaaltidet. (Te Undøns, og Undøss, Num.; te Undaans, Tinn; te Undaals, Silgjord). Jf. Non og Øykt. – Ordet gjenfindes hos flere beslægtede Folkeslag. Sv. Dial. undarn, undun (Rietz 780); danske Dial. Unden, Unnen; Eng. D. undern; T. D. Untern, Under. Ligesaa i de gamle Sprog, nemlig foruden G.N. undorn ogsaa Ang. undern, G. Sax. undorn, Goth. undaurns, Ght. untarn. (Som Betydning angives deels en Stund før Middag, deels en Stund efter Middag). Imidlertid er Ordets Slægtskab dunkelt.

undra, v.a. (ar), 1) sætte i Forundring. Sjelden, saasom i Forbindelsen: Det skulde undra meg. G.N. undra. Jf. Ang. vundrian, Mht. wundern. – 2) undre, forundre (sig); være forundret. Sædvanlig reflexivt og ofte ombyttet med undrast; f. Ex. Eg heve ofta undrat meg paa det, el. undrast paa det. – 3) være nysgjerrig efter at vide noget. Eg undrar meg paa, um dei er komne, dvs. jeg skulde have Lyst at vide, jeg gad vidst om osv. Eg undrast paa kvat han vil segja um det. Eg undrast paa kvat dei tenkja osv. (Ligesaa Sv. undra og Eng. wonder). “E undra me paa, um du kann hjelpe me”: mon det skulde være muligt, at osv. Sdm. Jf. Under og undarleg.

undrande, adj. værd at undres over. D’er ikkje undrande (= d’er ikkje Under).

undrast, v.n. undre sig; s. undra.

undren, s. undrug.

Undring, f. Forundring; ogsaa Beundring, Admiration.

undrug, adj. forundret, forbauset. Hall. og flere. Ogsaa i Formen undrig. Ellers tildeels undren og undersam, især med Begrebet: tilbøielig til at undres.

[undsjaa (seg), v.a. undsee sig. – undsjaaleg (el. oftere undseeleg), adj. undseelig. Nye Ord ligesom undgaa, v.a., undskylda, v.a. og maaskee flere.

Une (u’), m. Tilfredshed, Fornøielse (af una). Rbg. (G.N. unad, n.). Noget dunkelt, da der ogsaa forekommer et Un (u’), f. eller Uner, pl. dvs. Lyst, Tilbøielighed til noget. Tel. Paa Sdm. On (oo), f. f. Ex. “Han hadde slik ei On mæ dæ Arbeid’e”. Ved Mandal Unne, og Ugne, m. i lignende Betydning.

uneleg (u’), adj. behagelig, hyggelig, som man kan befinde sig vel ved; især om et Sted (s. una). Sogn og fl. I Tel. onaleg, maaskee for unadleg.

unemnd, adj. unævnt. Nogle St. onæmd, onæmt.

unemneleg, adj. unævnelig.

Unenne, n. Modløshed, Ulyst til at foretage sig noget. Lister. G.N. únenning.

ung, adj. 1) ung, som ikke har levet længe. G.N. ungr. Kompar. yngre, Superl. yngst. Jf. Yngd og yngja. – 2) opvoxende, nylig opkommen; om Skov og Væxter. – 3) som hører til Ungdommen. I den unge Aldren; i vaare unge Dagar, Aar osv. (Mindre brugl.). – Et Dativ ungom (ungaa) bruges i Ordsproget “D’æ maangt ungaa olært”, dvs. der er meget at lære for de unge. Sdm.

unga, v.n. (ar), yngle, faae Unger. Nogle Steder yngja.

Ungbarn, n. spædt Barn, Pattebarn. Mange St. Ungebarn (-badn).

Ungdom, m. 1) Ungdom, Ungdomsalder. – 2) unge Mennesker; den yngre eller opvoxende Slægt. – 3) en Yngling, et ungt Menneske. Ein snild Ungdom: et tækkeligt ungt Menneske. (Meget brugl.). Sv. ungdom.

Unge, m. Unge, Foster, ungt eller nyfødt Dyr. Mest alm. Ungje. G.N. ungi. Ogsaa om et Barn (i mindre alvorlig Tale). Ein Flokk med Ungar: en Hob af Børn.

Ungfane, s. Ungfe.

Ungfe n. unge Kreature. Ogsaa kaldet Ungfenad (ee), m. Gbr. og fl. I Sfj. Ungfane (jf. Fenad). Ellers Ungnøyte og Ungsmale.

Ungfolk, n. yngre Ægtefolk (i en Familie hvor der ogsaa er et ældre Par). Mest i Formen Ungefolket. (Særskilt: Ungemannen, Ungekona).

Unggut, m. ung Soldat, Recrut.

Ungkar, m. Ungkarl; ugift Mand (= Dreng). Som det synes fremmedt, med stærk Betoning paa “ung”.

ungleg, adj. ungdommelig, som synes at være ung. Nhl. Tel. og fl.

ungleg, adj. (2), slem, fortrædelig. Ryf. Vistnok for ongleg (øngleg). Jf. angleg.

Unglyd, m. Hob af unge Mennesker (Ungdom); ogsaa om Børn i en Familie. Sogn, Hall. og fl. (Ungly). I Tel. Unglyr; s. Lyd.

Ungmenne, n. ungt Menneske. Sjelden.

Ungmøy, f. Pigebarn. Lidet brugl.

Ungnøyte, n. ungt Storfæ; Kalve og Kvier (s. Naut). Sogn og fl. Jf. Kviginde og Lausfenad.

<PB N="877">

Ungrunne, m. Ungskov, opvoxende Træer. Nfj. Nogle St. Ungrensl, n.

Ungskog, m. opvoxende Skov.

Ungsmale, m. ungt Smaafæ; Lam og Kid. B. Stift. – Et andet Ord er Ungesmale, dvs. en Hob af Unger (eller Børn). Østl. (s. Smale).

Ungsvein, m. Smaadreng. Sjelden og tildeels i gammeldags Form: Ungersvein.

Ungtein, m. Spire til et Træ, ungt Skud (= Teinung). Hall.

Ung-øyk, m. ung Hest eller Hoppe.

unka, v.a. beklage, bejamre, s. anka.

unla, s. undla. – unleg, s. uneleg.

unna, v.a. (er, te), 1) ynde, holde af En; ønske En Lykke. Alle som kjende honom, unnte honom vel. (“Dei unto’ vel”. Landst. 84). G.N. unna (med Bøining: ann, unni, unnat). – 2) unde En noget, see med Fornøielse at han faar det. (Modsat ovunda eller misunna). Med Dativ og Akkus. for Ex. Eg unner honom det. – 3) forunde, give af Gunst eller Velvillie. – Particip unnt (unt). Det skal vera deg vel unnt.

Unne, Lyst, Tilbøielighed; s. Une.

unnesam, adj. gunstig, som gjerne under En noget. Lidet brugl.

Unning, f. Velvillie, s. unna.

Unot (o’), n. Ugunst, det at En er ilde lidt, el. ikke kan vente noget godt paa et Sted. Shl. Jf. Not.

Unote (oo), m. Uskik, Uvane. Mest i Fleertal. (Unotar).

unyt (yy), adj. unyttig, uduelig. Rbg. Tel. (G.N. únýtr). Ellers i en nyere Form: unyttug (y’), ogsaa unytteleg, dvs. som ikke kan benyttes.

Unyta, f. Unytte; ogsaa en unyttig Ting. Tel. Ellers alm. i Formen Unytte (y’), n. (og f.). Til Unyttes: til ingen Nytte.

Unæming, m. en Begynder, En som endnu ikke har lært en vis Kunst. Nordre Berg. (Onæming). Jf. Næming.

unøgd, ajd. utilfreds, misfornøiet.

Unøgje, n. Misfornøielse. Hall.

unøgjeleg, adj. utilstrækkelig. Hall.

unøydd, adj. utvungen; frivillig.

unøydes, adv. rigelig, i tilstrækkelig Mængde. Voss, Hall. i Formen “unøyes”, som snarere er unøydes (af Naud) end unøgjes (af Nøgje), da det i sidste Fald skulde hedde ovnøgjes.

Unøyte, n. Fyldevom, en Fraadser. Sdm. i Formen Onøyte. Skal ogsaa hedde Aanøyte (maaskee Ovnøyte). – unøyten, adj. umaadelig i Mad og Drik. (onøyten).

unøyteleg, adj. ubrugelig, som ikke kan benyttes. S. nøyta.

upløgd, adj. upløiet.

upp (u’), adv. op. G.N. upp; Ang. upp, Ght. uf. Brugt i mangfoldige Forbindelser og saaledes ogsaa i flere Betydninger. – 1) opad fra Grunden, til et høiere Punkt. Ganga, stiga, koma upp. Taka, lyfta, draga upp. Sjaa upp o.s.v. – 2) høiere mod Vind eller Strøm; fremad mod en vis Tilbagetrykning. (Jf. høg og Høgd). Sigla upp um Neset. Ganga upp fyre Holmen. Ro seg upp (efter en Afdrivning). Ogsaa ellers om Retningen til et Sted som kaldes eller ansees for høiere. Lenger upp i Kyrkja (dvs. mod Choret). Jf. upp med Veggen (dvs. nærmest inde ved Væggen). – 3) op til en staaende eller opret Stilling. Risa, el. standa upp. Reisa, el. setja upp (sætte paa Enden). Jf. leggja, løda, byggja upp. – 4) frem, for Lyset, til Syne. Det kom upp: det kom for Dagen, det blev bekjendt. Grava, leita, søkja, spyrja, finna upp nokot. – 5) til en aaben, opløst eller splittet Stilling. Lata upp: oplukke. Læsa upp. Løysa, riva, spretta, skjera, brjota upp. Faa upp ein Knut: faae den opløst. Jf. uppe og open. – 6) udad, til større Vidde eller Omfang. Laupa upp (hovne). Frjosa, kjøva, svella, trutna upp. Blaasa upp (opblæse). Sjoda upp (voxe ved Sydning). – 7) sammen til en Hob; i en vis Række eller Orden. Dunga upp (opdynge). Setja upp (opstille). Leggja, stella, rada upp. Rekna, mæla, telja, lesa, ropa upp. Jf. upp-atter. – 8) til en høiere Grad, længere frem, til større Værd osv. Koma seg upp (svinge sig op). Ala, fostra, læra, temja upp. Reida, varma, turka upp. Driva Prisen upp o.s.v. – 9) Til Ende, heelt ud, saa at intet er tilbage. Hava pløgt, skoret, bart, eller malet upp. (Jf. av). Eta, drikka, øyda upp. Brenna, bræda, tæra upp. Jf. turkast, braadna, tidna upp. – I Sammensætning med en Præposition bruges ogsaa “upp” for uppe, altsaa om en Væren paa et høiere Punkt, f. Ex. upp-med (oppe ved); uppfyre (oppe foran); upp-i (oppe i), o.s.v. Naar den følgende Præposition begynder med en Vokal, bliver Ordet “upp” tildeels utydeligt i Talen, idet man kun hører “p” og ikke “u”, saaledes: “paa” for upp-aa, “pi” for “upp-i”, “pum” for upp-um, “punder” for uppunder, “pyve(r)” for upp-yver. – Af andre Forbindelser mærkes her: Upp etter, dvs. opad, noget længere op. Upp-til, adv. opad. Upp og ned fyre: for Fode, alt tilhobe, uden Undtagelse. (B. Stift). Standa beint upp og ned: staae lodret. Snu upp ned paa (ein Ting): endevende, omstøde. – I Sammenstilling med et Particip faar Ordet en stærk Betoning, f. Ex. upp-blaasen, -brend, -demd -førd, -hengd, -komen, -lyft, -mælt, -reidd, -slegen, -stroken, -teken osv.

upp-alen, adj. opfostret, opdragen. Han var baade fødd og uppalen her. (Tildeels meget brugl.). Jf. Uppelde.

upp-atter, adv. 1) op igjen (om en Reisning). 2) om igjen, atter, paany. (Meget brugl.). Ofte forbundet med Particip; for <PB N="878"> Ex. uppatter-bunden (indbunden paany); uppatter-gift (gift igjen); uppatter-gjord (omgjort); uppatter-havande (passende at gjentage); uppatter-havd (gjentagen, oprippet, omtalt paany); uppatter-kallad (opkaldt, s. kalla); uppatter-nyad (fornyet, omgjort); uppattersett (opsat paany, el. i en ny Form); uppatter-staden (opstaaet igjen); uppatter-takande (passende at gjentage).

upp-aa, præp. op paa; oppe paa (jf. aa). I de Tilfælde, hvor man ikke lægger nogen synderlig Vægt paa Begrebet “op”, lyder Ordet sædvanlig som paa, og dette “paa” træder saaledes i Stedet for det gamle “aa” og har de samme Betydninger som dette skulde have, nemlig: – 1) paa Overfladen af, ovenpaa, el. paa Siden af. Med Akkus. ved Begrebet om en Bevægelse til Stedet (hen paa, ind paa). Koma ut paa Vegarne, paa Landet, paa Sjoen osv. Derimod med Dativ om en Væren paa Stedet (henne paa, inde paa). Vera ute pa Vegom, paa Landet (Lande), paa Sjonom. Kan ofte omvexle med “i” (s. i). – 2) paa Grundfladen af, over den nedadvendte Side af. Standa paa Enden (= aa Ende), paa Kant, paa Fotom, Kneom, Taanom. Liggja paa Sida (= aa Sida), paa Ryggen, paa Kjølen (Dativ). Leggja paa Ryggen. (Akkus.). I denne Betydning bruges ofte den gamle Form “aa”. – 3) i Løbet af (en vis Tid). Det kann vera gjort paa ein Time, paa ein Dag, paa tri Vikor osv. Midt paa Dagen (Dativ). – Afvig. Det lid ut paa Dagen (Akkus.), paa Hausten, paa Aaret. Han er paa tiande Aaret osv. Ogsaa i denne Betydning bruges ofte “aa”. – 4) paa, henhørende til, som en Deel af. Kvisterne paa Treet. (Dativ). Halen paa Hesten. Føterne paa Fuglom. Enden paa Fjorden osv. (Genitivs Begreb). – Ogsaa: ved, med, som Egenskab ved. D’er god Lit paa det. D’er inkje Lyte paa honom. D’er ingi Greida paa deim. – 5) i en Tilstand af, i, ind i (en vis Bevægelse eller Stilling). Koma paa Gang, paa Flog, Rekster, Sprang, Traav. Vera paa Ferd. Standa paa Hall, paa Skaa, paa Skakke. Ganga paa ei Von, paa Uvissa. – Ogsaa med Begrebet af en vis Plan eller Maade. Paa mange Maatar. Paa vaar Vis. Paa tydsk osv. – 6) henimod, i Retningen til. Sjaa paa ein Ting; høyra, lyda, lita, svara paa nokot. Hava Hug paa ein Ting. Venta paa nokot. Vera reid, vond, ill paa nokon osv. (Sædvanlig med Akkus.). – 7) ved, i Berørelse med, i Færd med. Retta paa ein Ting; vøla, ferda paa nokot. Kjenna, freista, prøva paa nokot. Taka paa eit Arbeid; halda, driva, skunda paa. Lyfta, letta, rista paa nokot. Snu paa seg, o.s.v. – 8) ved en Betragtning af, ved at lægge Mærke til. Eg ser det paa Liten (i’); paa Skapnaden. Eg kjenner honom paa Maalet; paa Gonga; paa Klædnaden. Eg høyrde det paa Talen. Det syner paa honom osv. (Dativ). – 9) med Hensyn til. Dei er like paa Storleike, paa Høgd, Breidd, Lit, Vokster. Vera rik paa Pengar. Hava Raad paa nokot. Spara paa Maten osv. (Akkus.). – 10) i et Omfang af, et beløb til. Ein Stokk paa tie Alner. Ein Fisk paa tolv Merker. Ei Rekning paa fem Dalar. Jf. Ein Mann paa femti Aar. – Blandt andre Forbindelser mærkes: paa jamt, dvs. i lige Stilling; jævnsides. (Gbr.). Paa lenge: paa lang Tid (tilbage). Paa nytt: paany; for anden Gang. Paa tvert: paa tværs; forkeert, uheldigt. Paa (aa) gjera: omtrent, meget nær ved; f. Ex. “Dæ va(r) so mykje’ som eit Hundrede, paa gjere”. (Sdm.).

Uppbod (o’), n. Opbud, Opfordring.

upp-broten (o’), adj. opbrudt.

Uppburd (u’), m. Stigning, Høide; Størrelsen af en opstablet Hob, f. Ex. af Korn i Laden. “Dæ vardt ein stor’e Uppbur (u’)”: der blev en stor Halmmængde; Kornet fyldte et stort Rum. Sdm. og fl. (tildeels Ubbur). I Ryf. Uppbersla, f. dog ogsaa “Uppbur”. (Af: bera upp).

uppdaga, v.a. (ar), opdage, finde. (Nyere Ord). Oftest i Particip: uppdagad. Nogle St. uppedaga’, uppendaga, opendaga). – uppdagleg, adj. aabenbar, synlig. Vald.

upp-dregen (e’), adj. 1) optrukken. Jf. dregen (dregjen). 2) opfæstet paa Stavrer: om Korn. Toten.

Uppdøl, m. Indbygger fra en høitliggende Dal, eller fra et af de Steder som hedde Uppdal. (Nogle St. Ubbdal).

uppe, adv. 1) oppe, paa et høiere Punkt. I nogle Forbind. oftest “upp”, f. Ex. sitja upp-yver. G.N. uppi. – 2) i opret Stilling; pa Fødderne. Sitja uppe: sidde oppe (om Natten). Vera uppe: være oppe, ikke i Seng. – 3) oppe i Vandfladen; om Fisk, Søfugle, m. m. – 4) over Horizonten; om Sol og Maane. – 5) aaben, oplukket; f. Ex. om en Dør.

Uppelde, n. 1) Opfostring; ogsaa opfostret Afkom eller Yngel af Kreature. Trondh. – 2) Opvæxt, Ungdom. Hedder tildeels Uppal, n. og Uppøle, n. (af ala, ol). I vaart Uppal: i vor Ungdom, den Tid da vi voxede op. B. Stift.

Uppelding, f. Opildning, Opglødning.

Uppeseta (e’), f. Oppesidden, det at man er oppe om Natten. Ved Trondhjem “Uppsutu”. Ellers ogsaa Uppesiting, f.

upp-eten, adj. opædt; opslugt.

upp-etter, adv. opad; s. upp.

Uppevja, f. Tilbagestrømning (= Bakevja). Østl. I Hall. “Uppivju”.

Uppfar, n. noget som stiger op; smaa Hvirvler i Vandfladen over en Fiskestiim. Trondh. Ellers kaldet Revja, Yr, Avgjerd.

Uppfinning, f. Opfindelse: uppfinnsam, adj. opfindsom. I Hall. uppfinnug.

<PB N="879">

Uppflog (o’), n. 1) Opflyven. 2) Stigning i Vandet; Vandflod. Sfj.

Uppflot (o’), n. Opflyden. – uppflotnad, adj. opflydt.

Uppflutning, f. Opflytning, Forfremmelse.

upp-frosen (o’), adj. opsvulmet af Frost.

Uppfylling, f. Opfyldelse.

Uppfødsla, adj. Opfødning. Oftere Uppfostring, f. Jf. Uppelde.

Uppgang, m. Opgang, Opstigning.