Ivar Aasen Norsk Ordbog

Tøla, f. 1, Samling af Redskaber el. Smaating som man gjemmer til Brug. Kun brugt i Fleertal Tølor: Tølu, Hall. Tøle(r), Berg. Trondh., Tøla(r), Nordl. Afvig. Tolaar (o’), Helg. Eg skal leita i Tølom minom, dvs. i mit Tøi, eller: i mine Gjemmer. (Paa Sdm. “i Tølaa minaa”). Jf. Tol, f.

Tøla, f. 2, en Taabe (om Kvinder). Gbr. Ellers ogsaa Tøl, m. om en Mandsperson. Jf. Tyl, Tul og Tøle.

tølaa, v. og adj. s. tela.

Tøle, n. 1, en liden Stund, en Ventestund. Hard. S. tøla.

Tøle, n. 2, en Stakkel. D’er Tøle i kvert Bøle, dvs. i enhver Slægt findes en uduelig Person. Nhl. Formen er tvivlsom, da det paa nogle Steder hedder Øle (eit Øle).

Tøling, f. Nølen, Venten; s. tøla.

Tølt, f. Grund (= Tuft). Vald. (Vang). Hertil Tøltabonde, m. = Tuftekall.

tøma, v.a. (er, de), 1) tømme, gjøre tom. G.N. tœma. – 2) aftømme, styrte ud; f. Ex. tøma Korn or ei Tunna. Tøma or seg, el. tøma seg: udtømme sig; spotviis om at udgyde sin Vrede, sige alt hvad man tænker osv. Particip tømd. – tømast, v.n. blive tom.

Tøming, f. Tømmelse, Tømning. Sjeldnere i Formen Tømsla, f.

tømra, s. timbra.

tømta, v.a. lægge Grundvold; s. tyfta. Tømtestokk, m. Grundstok. Smaal.

Tønna, f. Tunna.

Tørhale, s. Turrøle.

tørja (turde, vove), s. tora.

Tørjelm og Tørjaame, s. Torhjelm.

Tørk, s. Turk. – tørka, s. turka.

Tørla, f. Græsrod i Agrene, smaa Græsklynger som oprives ved Pløiningen; især af Slægten Rapgræs (Poa). Sdm. Ogsaa kaldet Tørling, m. Dunkelt. Maaskee for Tyrvling, af Torv?

tørna, v.n. tørne, støde an, standse. (Lidet brugl.). Tørning, f. Angreb, Dyst, Kamp. Fremmede Ord. Holl. torn: Stød osv.

tørr, s. turr. – tørren, s. terren.

Tørstugu, s. Turkestova.

tøta, v.a. (ar), tilvirke (især Uld), karde, spinde m.m. Sogn (jf. Tøte). Sv. Dial. tyta, töta. Isl. tæta: tæse, tilrede.

Tøta, f. Kvindesperson (s. Tytta); især en fremmed; saaledes Finntøta. Trondh. Nogle St. Kjøyta. (Indh.). I Gbr. Tøte, om et seenfærdigt Menneske.

Tøte, n. Tøi, Stof; Art, Bonitet (omtr. som To og Ty). D’er godt Tøte i di. Hall. Guldalen (jf. tøta). Sv. Dial. tøte.

Tøtevilla, s. Titevilla.

tøtta, v.a. sammenbinde Liin i smaa Knipper eller Dukker (Totter); see Taatt. Smaal.

Tøv, n. 1) Valkning, Sammenfiltning; see tøva. – 2) Tidsspilde, unyttige Forsøg; Arbeide uden Fremgang. – 3) Vaas, unyttig Snak, Fjas, flaue Indfald osv. Alm. og meget brugl.

Tøv, m. Lugt osv. s. Tev.

tøva, v.a. og n. (er, de), 1) valke, sammenfilte, indkrympe Uldtøi (især ved Valkning med Hænderne). Temmelig alm. (Sv. Dial. töva. Rietz 747). Af Tov. – 2) sysle med noget uden Fremgang, søle, forsinke sig, spilde Tid med ubetydelige Ting. Me hava tøvt med det lenge. Jf. tufsa. –<PB N="862"> 3) vaase, vrøvle, snakke meget om Smaating; fordærve en Historie ved unyttig Snak. Alm. (Jf. vasa og røra). G.N. þœfast: kives. – Til første Betydning: tøvast, v.n. filtes, krybe sammen (= tovna). Det tøvdest i Hop.

tøvall, adj. forsinkede; s. tøvsam.

Tøvar, m. egentl. En som valker; mest alm. en Vrøvler. I lignende Betydning: Tøv, m. og Tøvekopp, m. Om Kvinder: Tøva, f. og Tøvekolla.

tøvd, part. valket, sammenfiltet.

tøven, s. tøvsam.

Tøver (Tøvr), s. Tauver.

Tøving, f. 1) Valkning. 2) Forsinkelse, Tidsspilde. 3) Vrøvl.

Tøvmun (u’), m. Indsvinden i Valkningen; Forskjel imellem valket og uvalket Tøi. Nordl. og fl.

tøvra, v.n. (ar), tøve, bie, vente en Stund, f. Ex. efter En som skal følge med. Temmelig alm. (Jf. tøla). Sv. töfva; Nt. tøven; jf. T. zögern. – Tøvring, f. Tøven, Venten; ogsaa Forhaling, Forsinkelse.

tøvra, lamme, forhexe; s. tauvra.

tøvsam, adj. 1) forsinkende, møisom. Saaledes om Føre, f. Ex. om Snee som er haard og kornet saa at den glider ud under Fødderne. I Berg. Stift oftere tøvall (tøvalt Føre); andre St tøven (jf. tafsen). – 2) seenfærdig, som spilder Tid med unyttige Sysler, s. tøva 2. – 3) snakkesyg, tilbøielig til at vrøvle, fuld af taabelige Indfald. Hedder ogsaa tøven og tøvutt.

tøya, v.n. (ar), 1) tøe, smelte bort; om Snee paa Jorden. Isl. þeyja; Ang. þávan, Eng. thaw, Holl. dooijen, T. thauen (for dauen; jf. verdauen). – 2) blive fri for Snee; om Jorden. Jf. taana og tidna. – 3) v.a. bringe til at optøe, ogsaa: opvarme efter Frost. Tel. og Hall. Sjelden og tildeels i en anden Form: teie, eller tæja (Landst. 375, jf. 389). Dette tæja ved Siden av taaen og Taa (f.) synes antyde, at Ordet fordum har havt en særegen Bøining med et Slags Aflyd. (Jf. ogsaa tæsa). Om et andet “tøya” s. tøygja.

tøyad, part. tøet, fri for Snee. (Om selve Sneen siges hellere upptøyad, el. avtøyad). Paa tøyad Mark: paa bar, sneefri Jord. Nogle St. oftere taaen eller taanad.

tøyeleg, s. tøygjeleg.

Tøyg, m. Udstrækkelse, Udvidelse. Giva Tøyg: lade sig strække.

tøyg, adj. langmodig, sagtmodig. Gbr. I Hall. tildeels tøy, med samme Brug som “ty”, s. tyd.

tøygja, v.a. (er, de), strække, forlænge, trække længere ud. Alm. Sædvanlig udtalt “tøya” og i Præs. tøye(r), men Imprf. tøygde, Sup. tøygt; Imperativ tøyg. G.N. teygja; Sv. töja. Jf. toga og taug, af det forældede tjuga (taug). Tøygja seg: strække sig ud, som for at naae noget. Tøygja paa: trække, hale i noget. Han er ikkje lang aa tøygja: han taaler ikke meget, han bliver snart vred. – tøygd, part. udstrakt. – tøygjast, v.n. strække sig, blive længere (= togna).

tøygjeleg, adj. udstrækkelig, sei, elastisk. Ikke meget brugl.

Tøygning, f. Udstrækkelse, Forlængelse. Hedder oftere Tøygjing (Tøying), f. Ex. Det toler Tøygjingi: det taaler at man strækker det. – Sjeldnere Tøygsla, f.

Tøying, f. Optøen (= Tøyr).

Tøylass, n. s. Taalass.

tøyleg, adj. om Luften: mild, saa at Sneen kan tøe. Tel.

tøyma, v.a. (er, de), lede eller styre en Hest ved Tømmerne. Voss og flere. G.N. teyma. Af Taum. Ellers figurlig: holde i Tømme, beherske. Tøyma seg: beherske sig, afholde sig fra noget.

tøymeleg, adj. lempelig, som lader sig styre eller raade; ogsaa: besindig, fornuftig, som holder sig selv i tømme. Nordre Berg.

Tøyr, m. Tøveir; Sneens Optøen. Berg. Stift, Rbg. Tel. Hall. (Vel egentl. Tøy). G.N. þeyr.

tøysa, v.n. (er, te), 1) tillave Drikkevand, opvarme et vist Forraad af Vand (Log) til Drikke for Køerne. Sæt. Tel. (Andre Steder hita). Jf. G.N. þeysa: udgyde (?). – 2) slaske, søle, gaae i vaade Klæder osv. Jarlsberg. (Jf. søyda, subba). – 3) buse frem, fare afsted med stor Hast og Skjødesløshed. Hard. G.N. þeysa: storme frem osv.

Tøysa, f. 1, varmt Drikkevand (= Log); ogsaa om Vand med Hø eller Hakkelse (= Surpa). Sæt. Tel. Hertil Tøysesaa, m. Ballie til Blødfoder (= Surpestamp).

Tøysa, f. 2, en fremfusende Person. Hard.

Tøysing, f. Sølerie osv. s. tøysa.

tøyta, v.n. (er, te), drikke graadigt, søbe i store Drag. Hall. Sdm.

Tøyveder (-veer), n. Tøveir, mild Luft. Jf. Tøyr og Tidveder.

Tøyvind, m.mild Vind, som smelter Sneen. Jf. Tæsevind.
<PB N="863">

U.
U, Vokal, er to Slags, nemlig 1) det aabne (u’), som i Dust, Luft, Ulv, Hug, Sumar; og 2) det lukte (uu), f. Ex. i Bu, Bur, Hus, Hud, ute.

u, en Partikel, som bruges i Sammensætning med Subst. og Adj., betegner deels noget ubekvemt, slet eller forhadt, f. Ex. Utid, Usmak, Udyr; deels en Mangel, som i: Uro, Ulag, Uheppa, og deels en Modsætning eller Negtelse, som i: ublid, ujamn, uhøveleg. Den kan saaledes forbindes med den største Deel af Adjektiverne og Participierne; dog bruges den ikke gjerne i de Tilfæde, hvor Modsætningen kan betegnes ved et eget Ord, f. Ex. stor og liten, lang og stutt, ljos og myrk, o.s.v. – I de nordlige Egne gaar dette “u” over til “o”; saaledes i Nordl. Trondh. Sdm. Sfj. Gbr. og Østerd. Det gamle Sprog har baade ú og ó; i Islandsk er ó blevet herskende, og ligesaa i Svensk. De gamle beslægtede Sprog (Goth. Ght. Ang.) have en ældre Form: un, ligesaa T. og Eng. un, Holl. on.

u, interj. omtr. som “au”, til Udtryk for Smerte, især ved en haard Berørelse. Hertil ua, v.n. (ar), klynke, sige “u”.

u, for ur (ud af), s. or.

uagtande, adj. ugyldig, maagtesløs; ikke værd at agte paa. B. Stift.

uattrad, adj. urygget, ikke ophævet. Tel.

Uaar, n. Uaar, Misvæxt Aar.

Uaata, f. ureen eller usund Mad. Hall.

ubard (obart), adj. utærsket; s. berja.

ubben, adj. barsk, styg, uhyggelig. Tel. (Mo). Jf. uven og ybben.

ubeden, adj. uanmodet; ogsaa ubuden.

ubein, adj. kroget. Mest i Forbind. D’er baade seint og ubeint, dvs. baade seent og vanskeligt. B. Stift.

ubeinug, adj. uvillig til at hjælpe, tvær, uføielig. Nogle St. obeinig.

ubergeleg, s. ubyrg.

ubidlundsam (i’), adj. utaalmodig. Indh. i Formen “obelunsam”. Jf. Bidlund.

ubjaaleg, adj. upassende, usømmelig. Voss. Ogsaa ubjaadleg. Jf. bjaa.

ubljug, adj. ublu, fræk. Vald.

Ubløyg, m. unyttig Stump el. Klods. Hall.

uboden (o’), adj. ubaaren, ufødt. Ein skal ikkje bæsa uboren Kalv.

ubotleg, adj. ubodelig, uoprettelig.

Ubragd, f. daarlig Skik eller Maneer; unyttige Paafund osv. Hall.

ubroten (o’), adj. ubrudt; ukrænket osv.

ubrukande, adj. utjenlig til Brug. Derimod ubrukad (ubrukt): ubrugt.

ubrædd, adj. ikke tjæret; s. bræda.

Ubrøyte, n. en meget besværlig Vei; et Sneelag hvori det er næsten umuligt at komme frem. (Obrøyte).

ubrøytt, adj. uforandret, urokket; ogsaa: ubrudt, ubanet; s. brøyta.

ubugt, bagvendt; s. ovugt.

Ubyde, n. Fortræd, Fornærmelse. Gjera Ubyde: gjøre Skade, fordærve eller ødelægge noget; især om Børn. Meget brugt i de nordlige Egne i Formen Obyde (Sdm.), Obye (Oby); afvig. Obya, f. Nordl. (Formod. af bjoda). – Hertil ubyden, adj. uartig, trodsig, tilbøielig til at gjøre Fortræd. “obyen”, Trondh.

ubygd, adj. 1) ubygget. 2) ubeboet, ikke bebygget. 3) ledig, ikke fæstet; s. byggja.

Ubyrd (y’), f. en meget stor Byrde; noget som er for tungt at bære. Mest alm. Ubyr, ellers Ubyra, Obør, Obøl.

ubyrg (y’), adj. ubjergelig; især om et Sted, hvor man ikke kan bjerge sig. Nordl., oftest obørg, i Neutr. obørt. “Eit obørrt Land”: et Land hvor man ikke kan opholde sig; en Kyst hvor man ikke kan lande osv. Andre St. tildeels: ubergeleg.

ubytt, adj. uskiftet. Hava nokot ubytt: have noget at tvistes om. Utav ollo ubytto (Dativ): af det hele Forraad, af en Masse som ikke er deelt. Sdm. i Formen “uta’ ollaa obyttaa”.

Ubøn, f. et ondt Ønske, en Forbandelse. Trondh. Sdm. og fl. (Obøn). Jf. Vaabøn.

ubøtande, adj. ubodelig; uforbederlig.

Udag, m. en uhyggelig, forfærdelig Dag, f. Ex. med Storm. (Odag).

Udaude, m. en voldsom Død.

Udaad, f. Udaad, Ugjerning. (G.N. údád). Lidet brugl.

udaadug (?), adj. uvirksom. “udaaug”, Hall.

Udaam, m. ond Smag (= Udæme).

udaarad, adj. vel tjent med noget, ikke narret eller skuffet. S. daara.

Udd, eller Udde; s. Hulder.

udeig, adj. haard, ikke tilstrækkelig blødgjort; om Jernredskaber. Tel. Oftest udeigt.

udrjug, adj. udrøi (= ryr, skryv).

udugleg, adj. uduelig. Nogle St. odugeleg, odueleg. (Sv. oduglig).

uduld, adj. ufordulgt, aabenbar.

Udygd, f. 1) Uduelighed, Kraftløshed. (Jf. Dygd). Ogsaa om en uduelig eller doven Person. Tel. Hall. – 2) Udyd, usømmelig Opførsel. Hard. og fl. – 3) en vis Last eller Lyde. Indh. Nordl. (Odygd).

udygdig, adj. 1) svag, kraftløs (s. dygdig). Ogsaa: doven. Hall. – 2) usømmelig. Hard.

Udygja, f. uduelig Ting eller Person. Tel. Nogle St. Udøyge. (Sv. oduga).

Udyr, n. Udyr, Rovdyr. I de nordlige Egne Odyr. Paa Sdm. ogsaa i en besynderlig Form “Ovargasdyr” som nærmer sig noget til Varg. Jf. G.N. úargr: dristig.

<PB N="864">

Udæme, n. ubehagelig Lugt eller Smag, for Ex. af et Kar. Hall. og fl. – udæmd, adj. usund, ildesmagende. I Nordl. odæmt.

udømelege, adv. overmaade, overordentlig; f. Ex. “han va so udømele’ rik’e”. Hard. Jæd. (G.N. údœmi: mageløs Ting).

udøyeleg, adj. udødelig. (Kunde ogsaa opfattes som udøydeleg). En mere tvivlsom Form er Udøyeskap, m. Udødelighed. (Hall.). Maaskee rettere Udøyenskap.

Ueiga, f. en besværlig Eiendom, en Ting som Eieren har Uleilighed af. Nhl. og fl. I de nordlige Egne hedder det Oeign (Ueign), f.

ueins, adj. ueens (s. eins).

ueteleg, adj. usmagelig, utjenlig til Mad.

uevlug, adj. svag, som formaar lidet. Hall. Derimod uevleleg: for tung til at haandtere. Sdm. (oevleleg’e).

ufager, adj. grim, hæslig. Paa Sdm. ofair’e. Oftest med Negtelse, f. Ex. “Dei æ ‘kje ofaire te sjaa”: de see meget vakkert ud.

ufal, adj. som ikke kan afhændes.

ufallen, adj. 1) ikke falden. 2) uskikket, ubekvem. I Gbr. ofallen.

Ufar, n. Uheld; jf. Uferd.

ufaren, adj. ubefaret; om en Vei.

ufegen (e’), adj. sørgmodig, bedrøvet. (Oftest ufegjen; afvig. ofeien og ufigjen).

ufelleleg (el. ufelleg), adj. upassende, ubekvem (= ufallen). Tel.

ufengen, adj. ufaaet, ikke bekommet. Oftest ufengjen. Nogle St. ufaadd (ofaadd).

Uferd, f. Ufærd, uheldig Færd; ogsaa: daarlig Adfærd. Mest alm. Ufær (Ofær); afvig. Ofal, Helg. I Fosen Ofar: Uheld.

uferdig, adj. ufærdig; ogsaa: beskadiget, fordærvet, ikke i Stand til at udrette noget. Afvig. ufærig, ufærug, ofærau og fl.

Ufiskje, n. Ulempe, Uleilighed. Hall.

ufjelg, adj. uhyggelig, modbydelig, væmmelig. B. Stift. Nordl. og fl. (meget brugl.). Nogle Steder ofjelg; i Neutr. sædvanlig ufjellt (ofjelt). Egentl. ubehagelig (s. fjelg) men sædvanlig kun om en høiere Grad.

Ufjelge, m. Modbydelighed, uhyggelig Tilstand. Søndre Berg. (Ufjelgje). En anden Form Ufjelgde (m.) gaar over til Ofjelde, Sdm.

Ufjære (?), n. noget udueligt eller daarligt. Hall. (Dunkelt).

uflidd, adj. ikke tilredet; s. fli.

ufljugande, adj. ikke flyvende. “Der æ so bratt, at der kjem ikkje noko ofljøgande”. Vald. (Hedder ellers: Der kjem ikkje annat en Fuglen fljugande).

ufløygd, adj. uskikket til at flyve.

Uforsyn, f. Uforsynlighed, daarlig Huusholdning. (Oforsyn, Sdm.).

uframt, s. umfram.

Ufred, m. Ufred, Krig; ogsaa: megen Uro, og tildeels om en urolig Person. I Nfj. og Sdm. Ofrid (i’); ellers Ufre, Ofre. G.N. úfridr. Ein Ufreda(r)fugl: en urolig Krop. Ellers oftest med “s”, saasom Ufredstid, f. Krigstid. Ufredstidend, f. Rygte om Krig.

ufredt, adj. n. uroligt, usikkert for Rovdyr. Østerd. (ofrett). Maaskee ufredutt.

ufredug, adj. fredløs. Num.

ufreistad, adj. uforsøgt, uprøvet.

ufrels, adj. ikke ganske fri el. uskyldig. Gjera seg ufrels: fogribe sig, forløbe sig, saa at man ikke længere er skyldfri. Voss. I Buskr. ufrelst: usikker, uden Fred. G.N. úfrjals: ufri.

ufrid (ii). adj. grim af Udseende, ikke vakker. Nordl. og Indh. i Formen ofri. Paa Sdm. “ofrid’e”, sædvanlig kun med Negtelse, f. Ex. “Ho va ‘kje ofride te sjaa, dvs. hun var rigtig vakker.

ufrisk, adj. sygelig; ogsaa mat, flau.

Ufriskje, n. (m.), Uro, Usikkerhed; noget som skræmmer eller foraarsager Uro; saaledes ogsaa Spøgerie eller Spøgelser. Nhl. og fl. Afvig. Ufriste, n. Hall. I Gbr. Ofryskje, n. om Rovdyr som gjøre Markerne usikkre for Kvæget. Isl. ófreskja: Spøgelse. Ellers kan Ufriskje (m.) ogsaa betegne Sygelighed eller Vantrivelse (blandt Kreaturene). Sogn og fl.

Ufriste, s. Ufriskje.

Ufrjona, f. en plump og barsk Person, en Grobian. Tel. (Vinje). Jf. G.N. úfrýnn: uvenlig.

ufrosen (o’), adj. ikke frossen; ogsaa: beskyttet mod Frost. Halda seg ufrosen.

Ufræ, n. Ukrud, eller egentl. Frø til Ukrud. Nogle Steder Ufrø, Ofrø; i Hall. Ufrjø (for Ufrjo).

ufræv, adj. ufrugtbar; ikke spiredygtig (see fræv). Tel. G.N. úfræ(r).

Ufs, f. en Klippevæg, en lodret eller meget steil Side af en Klippe. (Sædvanlig kun om mindre Klipper; f. Ex. af Høide som et Huus). Sfj. Sogn, Søndre Berg. Ryf. og fl. (mest i Formen Ups). G.N. ups. Tildeels vaklende i Kjøn (f. og m.).

Ufs, m. 1, Tagskjæg, den nederste Kant af et Tag, Mest brugl. vest og nord i Landet. G.N. upsi, m. og ups, f. Eng. eaves. Jf. yfsa og Yfse.

Ufs, m. 2, stor Sei (Fisk). Nordl. Oftere “Seiufs”. Isl. upsi.

Ufsedrope (o’), m. Tagdryp, Draaber fra Tagskjægget.

Ufselag, n. Klipperække; Afsats i en Bjergside, hvor Klipperne danne trappeformige Lag, som adskilles ved smaa Flader. Hard. og fl. (Upsalag), “I neeste Upsalagje”: i den nederste Klipperad.

ufus, adj. uvillig (= traud). Tel. og fl.

Ufygle (y’), n. en forhadt eller besværlig Tingst: om Dyr og Mennesker. Hall. Egentlig: ond Fugl (ligt Udyr).

<PB N="865">

Ufylgd, f. Vanheld, Vanskjæbne. Hall. (Ufylld, Uføld).

ufyllande, adj. ufyldelig; umættelig.

Ufyllefat, n. et uhyre stort Fad; oftere: en umættelig Slughals, En som aldrig faar nok. “Ofyllefat”, Sdm.

Ufysa, f. 1) Ulyst, Modbydelighed. Tel. 2) en modbydelig Ting. Buskr.

ufyseleg, adj. ubehagelig, som vækker Ulyst. Hall. Vald. og fl. I Tel. ufyskleg.

ufysen, adj. 1) som har Ulyst, uvillig, ikke lysten. Tel. – 2) ubehagelig, ublid (om Veiret); ogsaa: modbydelig, smudsig, ureenlig, f. Ex. om et Arbeide. Meget brugl. vest og nord i Landet. Nordenfjelds ofysen. “Eit ofyse’ Veer”, o.s.v.

Ufysna, f. ubehagelig Ting eller Tilstand; Væde, Smuds, Ureenlighed; f. Ex. ved Tilvirkning af Fisk. B. Stift og fl. Nogle St. Ofysne.

ufæles, adv. roligt, uden Frygt. Hall.

ufærug, s. uferdig.

ufør, adj. 1) vanskelig at befare, uveisom, ufremkommelig. Uføre Vegar. Telja uført, s. telja. – 2) uskikket, som ikke er i Stand til noget, f. Ex. til at gaae.

Uføra, f. 1) Vanmagt, Uførhed. (Sjelden). 2) uveisom Egn, s. følg.

Uføre, n. 1) slet Føre, Snee eller Væde som gjør Veiene besværlige. Nogle Steder Ufør (ofør), f. G.N. úfœrd. – 2) et Sted hvor der er vanskeligt at fare, eller neppe fremkommeligt. Tel. Hall. og flere. Nogle St. Uføra, f. G.N. úfœra.

uførleg, adj. 1) vanskelig for Færdselen; s. ufør. 2) svag, uskikket til Bevægelse.

Ugagn, n. Skade, Tab. Gjera Ugagn: gjøre Fortræd eller Uleilighed. Til Ugagns: til Unytte, til Spilde. (Lyder oftest som: te Ugangs, eller Ogangs). – Ugagnslyd, m. Folk som ikke kunne arbeide; Smaabørn osv. Hall. (Ugangsly).

ugangleg, adj. uskikket til at gaae; f. Ex. om et Uhr. Østerd.

Ugaara, f. en afstikkende Stribe; et Lag (Flo) af en slettere Sort; f. Ex. i Ost. Hall.

Ugg, n. Ængstelse, Uro, Frygt. Smaal. I Sogn Ugger (Ugr), n. G.N. uggr, m. – Noget lignende er Ugg, m. Ave (= Oge). “Dæ sto en Ugg av’en”: der fulgte Respekt med ham. Østl.

Ugg, m. 1) Torn, Braad, Pig (som paa visse Væxter. Ork. og fl. (Andre Steder Brodd, Naal, Torn). Jf. Agge. – 2) Rygbørster, Manke, Ryghaar. Setja upp Uggen: reise Haarene (i Hidsighed); om visse Dyr. Gbr. Buskr. (Jf. Ugge). – 3) Myg-Larver, Smaadyr i Vandet. Smaal. ogsaa i B. Stift, dog ikke alm.

Ugga, f. Gjællerne i en Fisk. Indh.

ugga, v.n. ængstes for noget, grue, gyse (omtr. som kvida). Smaal. Buskr. (Jf. Ugg). G.N. ugga: frygte. Eng. Dial. ug.

Uggar(d), s. Utgard.

Ugge, m. Finne paa Fisk, Straalerad langs Ryggen eller Bugen; ogsaa om Svømmefinner. Temmelig alm. (sædvanl. Uggje, Fl. Uggar). Isl. uggi. – Uggebein, n. Benet bag Gjællerne (= Øyrebein). Mandal.

uggleg, adj. uhyggelig, som indgyder Frygt. Hall. og fl. Nogle St. uggen.

uggra, v.n. (ar), om Fisk: fimre, spille med Svømmefinnerne for at holde sig mod Strømmen. Helg. Jf. Ugge.

uggutt, adj. finnet, pigget.

ugild, adj. ugyldig; udygtig; s. gild.

Ugin (i’), f. ond Art, Lyde, slem Feil. Hall. (Næsten Ugjeen). S. Gin.

Ugivnad, m. ondt Anlæg, ond Natur. Sfj. (Ogivna).

ugjedsleg (?), adj. ubehagelig, modbydelig. Hard. i Formen “ugjetleg”. Isl ógedslegr.

Ugjegna, f. Noget som er til Fortræd eller Skade. Sogn.

ugjengen, adj. ikke gaaen; ubefaret. Hava nokot ugjenget (ugjengje): have endnu et Stykke at gaae.

ugjera (e’), v.a. (Imp. ugjorde), spilde, fordærve, skjæmme bort. Tel. – Ugjera seg: forværre sig, fordærves. Smaal. (ugjøra se). Ogsaa ugjerast, v.n. forværres, forringes, forfalde. Hall. Nedenæs og fl.

ugjerande, adj. ugjørlig.

Ugjerd, f. 1) Uskik, slet Brug el. Maneer; ogsaa: daarlig Art eller Egenskab. (Lyder sædvanl. Ugjær). – 2) slet Gjerning. Hedder oftere Ugjerning, f.

Ugjerdsling, m. umoden Frugt. Sogn,

ugjeten, adj. unævnt, uomtalt.

ugjord, adj. 1) ugjort, ikke fuldført. – 2) umoden, om Frugt. Lyder sædvanl. ugjor (ogjor), som vel ogsaa er en gammel Form; s. gjor.