Ivar Aasen Norsk Ordbog

Velgjerd, f. 1) Velgjerning. 2) Velgjørenhed, Gavmildhed. 3) Beværtning, Forsyning med Mad og Drikke. Han fekk ikkje stor Velgjerd. (Vælgjær). Søndre Berg. og fl.

velgjerdsam, adj. godgjørende, gjæstfri.

Velgjerning, f. Velgjerning, stor Hjælp.

velgjeten, adj. 1) vel omtalt, som har et godt Rygte. Smaal. – 2) munter, vel til Mode. Indh. (Snaasen).

velgjord, adj. velgjort, godt gjort.

velhalden, adj. velholden; vel forsynet.

velhendt, adj. flink, behændig, som gjør vakkert Arbeide. Tel.

Veling (ee), f. 1) Lokkelse; Smiger osv. (s. vela). 2) Tvivlraadighed. Smaal.

<PB N="918">

velja, v.a. (vel, valde, valt), vælge, udkaare, udsøge. Præs. ogsaa vel’er, vel’e (e’). Imperf. tildeels valte; i Rbg. vaalde, Imperativ: vel, Fl. velje. G.N. velja (valdi), Goth. valjan. Jf. Val. – Velja ut: udvælge: Velja uppatter: gjøre nyt Valg. Velja paa nokon: stemme paa En. – Det vel seg, s. veljast.

veljande, adj. 1) vælgende. 2) valgbar.

Veljar, m. en Vælger, Valgmand.

veljast, v.n. være uvist. Kun i Forbindelsen: det velst, dvs. det er uvist, det kommer an paa Omstændighederne; f. Ex. Det velst, kor det lagar seg; det velst, um han kann koma, o.s.v. Nordl. og Trondh., ogsaa i Sfj. (Sjeldnere i Formen: Det vel seg). Derimod hedder det paa Sdm. “dæ veist”; i Nhl. “d’æ vaast” (adj.), og Forholdet imellem disse Ord er dunkelt. I danske Dial. hedder det “volde sig”, hvoraf man ogsaa kan slutte sig til et gammelt “valda seg”, altsaa i Præs. veld seg, eller veldst; dog er dette mere usikkert.

Veljing, f. Vælgen, Udvælgele (= Val).

velk, adj. stor, eller temmelig stor; f. Ex. om Fisk. Nordl. Sv. Dial. välk (välker, valker): dygtig. (Rietz 828). Ordet skal være indkommet fra de slaviske Sprog.

velkjend, adj. vel bekjendt.

velklædd, adj. velklædt; vel bedækket.

velkomen (o’), adj. 1) velkommen, kjærkommen. 2) heldig stillet, kommen i en gunstig Stilling. Han var ikkje velkomen: han var i en slem Knibe.

Vell, n. Væld, Kilde. Skal forekomme i de sydligste Egne (Lister?), tildeels i Formen “Vill”. Ligesaa Vellmyr, f. Kildesump; og Vellvatn, n. Kildevand. Ellers ubekjendt.

vella, v.n. (vell, vall, vollet), 1) vælde, strømme, flyde ud. Hard. Han slo i, so det vall utyver (dvs. strømmede over). G.N. vella (vall): sprudle, syde; Sv. välla. – 2) lade strømme; især: lade Munden løbe, udgyde sig, sladre, snakke i eet væk. Hall. Han sit og vell. Ho hadde endaa ikkje vollet fraa seg, dvs. endnu ikke snakket nok.

vella, v.a. (er, de), ophede, syde. Mest i den sammensatte Form: forvella.

vellagad, adj. vel lavet, vel ordnet.

vellaaten, adj. 1) tilbøielig til at rose (“laata vel”). – 2) vel omtalt, rost. Nhl.

Velle, s. Voll og Velde.

vellikad, adj. yndet, afholdt.

Velling, f. vidtløftig Snak, Ordgyderie, Sladder. Hall., s. vella.

Velling, m. (og f.), Vælling, Suppe. Mest paa Østl. (hvor “Supa” er sjelden brugt). Nogle St. Villing; i Rbg. Vedding. G.N. vellingr.

vellærd, adj. vel oplært, oplyst, rig paa Kundskab.

Vellæta, f. Ros, fordeelagtig Omtale. (Af laata). Berg. Stift.

Velmagt, f. Velmagt, god Stand.

velmælt, adj. velmaalt, i rigt Maal.

velnøgd, adj. vel fornøiet, tilfreds. Velnøgje, n. Tilfredshed. (Lidet brugl.).

veraadd, adj. vel forsynet. Trondh.

velsedad, adj. oplært i gode Sæder, artig, tækkelig i Omgang. S. seda.

Velsemd, f. Hæder, Ære, Prydelse; ogsaa Festlighed, Høitidelighed. Nordre Berg. Hall. og fl. Det skal vera til Velsemd: til Høitidsbrug (f. Ex. om Klæder). Saaledes ogsaa Velsemda(r)plagg, n. Klædningsstykke til Brug ved festlige Leiligheder. Sdm. og fl. G.N. velsemd: Ære. (Dipl. 1, 679).

velsigna, v.a. (ar), 1) tilønske Velsignelse. (Jf. signa). 2) takke, prise. Ofte i Forbindelsen: takka og velsigna. Ogsaa: kalde En velsignet. Han bad og velsignade. 3) velsigne, give Lykke (om Gud). – Particip velsignad (vælsigna’): velsignet; ogsaa kjærkommen, velgjørende, herlig, ypperlig. I lignende Betydning bruges ogsaa velsignadleg (vælsignaleg). B. Stift.

Velsigning, f. 1) Lykønskning. 2) Lykke, Velsignelse. D’er ikkje nokor Velsigning med det, dvs. der er ingen Lykke med det, er er en uheldig Skjæbne over det. Ofte i Formen Velsignelse, n. Tildeels Velsignad, m. (Tel.).

velskapad, adj. veldannet, vakkert formet, f. Ex. om Redskaber.

velskipad (i’), adj. vel ordnet.

velskyldug, s. velverdug.

Velstand, n. Velstand, Velmagt. – Velstands Folk: velhavende Folk.

velstellt, adj. vel indrettet eller ordnet.

Velt, m. Vælt, Trumf (i Kortspil). Vel egentlig: det opvendte Blad (af velta). Hertil Velt-Ess, Velt-Fru, o.s.v.

velt, adj. usikkert, vaklende, som lettelig vælter om. Mandal. (Jf. G.N. valtr). Som Particip: omvæltet; s. velta, v.a.

velta, v.n. (velt, valt, voltet), 1) vælte, rulle, især med en ujævn Bevægelse, for Ex. om Steen i en Bakke. Berg. Stift, Lister og fl. (Andre Steder med svag Bøining: -er, te). G.N. velta (valt). – 2) styrte, falde omkuld; ofte ogsaa: snuble, vakle, vralte. (Jf. valtra). – 3) styrte frem, strømme ud, komme i stor Mængde. Det var so fullt, at det valt ut-or det. – Particip volten.

velta, v.a. (er, e), 1) vælte, omvælte, støde omkuld. Velta eit Lass: afvælte et Læs. Velta seg: vælte sig om paa Ryggen, f. Ex. om Heste. – 2) flytte eller føre ved Væltning, rulle, f. Ex. en Tønde; ogsaa om at fremføre noget i stor Mængde og uden Orden. Velta i Hop: sammendynge, lægge op i en uordentlig Masse. Velta i seg: æde med stor Graadighed. (Spotviis). <PB N="919"> – Particip velt (umvelt, avvelt, nedvelt).

Velta, f. 1) Omvæltning; omvæltet Stilling. Jf. Udtrykket “liggja aa Velte”; nogle Steder Aavelta og Aalvelta; s. aalvelt. – 2) Vælteplads, et Sted hvor Læs væltes af eller lægges sammen. (Timbervelta, Sagvelta). Østl. – 3) en Tromle, Agerrulle. Rom. (Sv. vält, m.). – 4) omvæltet Jord; den oppløiede Jordstrimmel i en Fure. Østl. – 5) en Hob som væltes frem; en Dynge (f. Ex. af Hø), som er saaledes sammenlagt at man kan vælte den foran sig. – 6) en sammenvæltet Hob, en stor Mængde eller Samling; ofte spotviis om en uordentlig Masse.

veltamd, adj. vel tæmmet eller øvet.

veltande, adv. fremstyrtende, fremvæltende. Det kom veltande.

Veltefjøl, f. Væltebræt paa en Plov.

Veltekjepp, m. Stang eller Stok til at omvælte noget med.

veltenkt, adj. velmeent, oprigtig; ogsaa: veltænkende, velsindet (= godtenkt).

Velting, f. Væltning osv. s. velta.

velverdug, adj. fordringsfuld, som anseer sig fortjent til stor Opmærksomhed. Tel. Nhl. og fl. (vælværug). Ogsaa i Formen velverd (vælvær’e), Tel. Hedder ellers velskyldug (Gbr. Buskr. og fl., sjølvskyldig (Sdm.), verdug eller “værau” (Ork.), og “gjensværug” (Gbr.).

velverken, s. velvyrk.

Velvilje, m. Velvillie (= Godvilje). velviljug, adj. velvillig (= godviljug).

velvyrd (y’), adj. vel anseet, agtet. (Ikke meget brugl.).

velvyrk, adj. omhyggelig, som gjør sit Arbeide vel og med Flid. Afvig. velvirk, Hall., velvyrkjen, Ryf., velverkjen (og velvirkjen), Tel.

Vembe (el. Vemme), m. en vis Færskvandsfisk. (= Lakesild?). Rom. (Høland).

Vembelstong, f. Skagle til en Smalslæde. Smaal. (Væmmelstaang).

Vember, s. Vomb.

vemjast, v.n. (vemst, vemdest), væmmes. Sogn. Andre Steder vemla, s. vimla. Sv. vämjas.

vemlen, s. vimlen. Vemur, s. Vimur.

Ven, s. Vin.

ven (ee), vakker; s. væn.

vena, pynte, s. væna.

Vend, f. 1) Vending, enkelt Gang frem og tilbage; f. Ex. for hver Fure i Pløiningen paa en Ager. Nordre Berg. (Jf. Venda). – 2) en Linie i Vers (ligt Lat. versus); tildeels ogsaa om en af de korteste Afdelinger i en Melodie eller et Musikstykke. Sdm. “Eit Vers pa aatte Vende(r)”. “E kann berre fysste Vendinne”,dvs. kun de første Linier. (Forskjelligt fra Upptak). – 3) Skraalinier paa vævet Tøi; de skraatløbende, regelmæssige Striber, som dannes af Rendegaarnets Slyngning omkring Islætten. (Tydeligst i Vævning med dobbelt Traad, saasom Vadmel). B. Stift, Tel. Gbr. og fl. – 4) Retten paa vævet Tøi, den Side som skal vendes ud. Nordl. – 5) Virkning, Fynd, Klem. “Han gjore ikkje stor’e Vend’a”: han udrettede ikke meget. Sdm. D’er ikkje nokor Vend med honom: der er ikke nogen rigtig Fremgang med hans Arbeide. Det sidste kunde maaskee være et andet Ord, nemlig G.N. vænd: Forhaabning, Udsigt.

vend, part. vendt, henvendt; ogsa: stedt, stillet. Eg veit ikkje kor eg er vend endaa: jeg veed ikke endnu hvorledes mine Sager staae. B. Stift. Paa Østl. ogsaa om en vis Beliggenhed, saaledes: austvendt, vestvendt, nordvendt.

venda, v.a. og n. (er, e), 1) vende, bøie til Siden, drive i en anden Retning; ogsaa drive tilbage. G.N. venda. (Jf. Goth. vandjan, udgaaet fra vindan, vand; s. vinda). Venda Kyrna: drive Køerne tilbage, f. Ex. fra en Eng. (Jf. gjegna, møta, bægja). – 2) svinge, dreie, vende noget omkring; ogsaa: lægge paa en anden Side. Mest brugl. i de sydlige Egne, da det ellers hedder “snu”. – 3) omskifte, forandre; ogsaa forvandle, forvende. Venda Maalet sitt: forandre sin Stemme (eller sit Sprog). Venda Syni: forvilde Ens Syn, blende, forblinde (= kverva Syni). Indh. og fl. – 4) bortbytte, borttuske, sælge. Venda Varorna sine: afhænde sine Varer. B. Stift. (Falder nær sammen med avhenda). – 5) v.n. vende sig om, tage en anden Retning, gaae tilbage (jf. snu); ogsaa: omskiftes, forandre sig. I denne Betydning hedder det ogsaa: venda seg, og vendast; f. Ex. Det vardt ikkje lenge, fyrr det vendest. – 6) være vendt til en vis Side (= veita, snu). Det vender mot Nord, o.s.v. – Imperativ lyder ofte som vendt (vent), f. Ex. vendt atter, dvs. vend om, gaa tilbage.

Venda, f. 1) Vending, en Gang frem og tilbage. (Jf. Vend). – 2) en enkelt Gang (= Gong). Sogn, Hard. Tel. Hall. og fl. Tvo tri Vendor: to eller tre Gange. Andre Venda: den anden Gang. – 3) et Jordstykke med Hensyn til Hældning; saasom: Austvenda, Vestvenda, Nordvenda. Østl. (Rom.).

vendad, adj. om Tøi, som har klare eller tydelige Skraalinier (s. Vend 3). Lyder som “vænda”; saaledes ogsa i Sammensætning, hvor det vel helst maa opfattes som Vendar, f. Ex. Vendaband, n. Vendaborda (Vændabora), f. og Venda-ty, n.

Vende, n. Vending, Forandring. Lidet brugl. – Tvivlsomt i Forbindelsen: detta aa Vende (Rbg.), og: bikka i Vende (Trondh.), dvs. styrte, falde omkuld. Det sidste kunde ogsaa være “yv’ Ende” (ivi Ende): overende.

<PB N="920">

Vendehake, m. et Slags Hage at bruge ved Tømmerflytning. “Vendhaakaa”, Gbr.

Vendelrot, f. Baldrian (en Urt), Valeriana officinalis. Berg. Trondh. (Sv. vendelrot). Vendel findes ogsaa i et Par andre Plantenavne: Solvendel, Vidvendel, og Hugvendel (?). Jf. Vendla.

Vendemaat, n. Vendepunkt. Sdm.

Vendereis, f. Tilbagereise, foraarsaget ved Hindringer i Veien. Gjera Vendereis: vende tilbage uden at have naaet frem.

Vendestol, m. Stol som kan forandres eller udvides til en Seng. Hall.

Vending, f. 1) Vending, Svingning; Tilbagedrivning. 2) Gang, Udfart, som for at hente noget. Me toko det i tvo Vendingar: vi hentede det i to Udfarter (nemlig en Halvpart hver Gang). Eg laut gjera tri Vendingar, fyrr eg fekk det heim. (Mere alm. end Venda). 3) Forandring, Omskiftelse. Det kom Vending i det. Det er i Vending: det er i en Overgang, i Færd med at forandre sig. Jf. Snarvending, Einvending, Tvivending.

Vendla, f. en tynd, bøielig Kvist; ogsaa Riis, Pidsk. Valders. Jf. Vond.

venelsken, s. vinelsken.

Veng, m. 1) vinge (= Vengja). Mest om en løs Vinge til at feie eller støve med. (Tildeels med Fl. Vengjer). G.N. vængr. 2) Sideflig, Udbøining som ligner en Vinge. Voss og fl. Andre Steder Ving. – 3) Kahyt, den bageste Deel af et Fartøi. Alm. ved Havkanten. G.N. vængi, vængr (en Udbygning).

Vengbaat, m. Baad med Kahyt, eller med Dæk bagtil.

Vengglas, n. Kahytvindue.

Vengja, f. Vinge, Flyvelem (paa Fugle og Insekter). Jf. Veng. – Vengjebein, n. Vingebeen. Vengjefjøder (-fjør), f. Vingefjæder. vengjelaus, adj. vingeløs. vengjeskoten (o’), adj. vingeskudt. (Nogle St. vengskoten). Vengjeslag, n. Vingeslag, Flugt.

Vengkrafte, m. Spant eller Ribbe i den bageste Deel af et Fartøi. Nordl.

vengla, v.n. (ar), flagre, flyve skjævt og ustadigt (som visse Insekter). B. Stift. Jf. vingla.

Vengla, f. et Insekt med meget lange Vinger, Stankelbeen (?). Sdm.

venja, v.a. (ven, vande, vant), vænne, tilvænne; øve, oplære; ogsaa: give Anledning til en Bane; f. Ex. D’er ikkje verdt aa venja deim det, dvs. lade dem faae Leilighed til at vænnes dertil. Præsens udtales sædvanlig: væn (væn’e); ligesaa Imperativ væn (for ven, Fl. venje); ogsaa Inf. vænja (vænje). G.N. venja (ven, vandi). Venja til: tilvænne. Venja av: afvænne, F. Ex. et Barn fra Brystet. (Hertil avvand). Venja seg paa ein Ting: vænne sig til at nyde eller bruge noget. – Hertil Formen venjast, v.n. vænnes, komme i Vane med noget; ogsaa: blive øvet, faae mere Færdighed. Ein venst med di: man bliver vant til det. Dei vandest heim: de vænnede sig til at gaae hjem (om Dyr). Hesten hadde vanst upp i Aakren o.s.v. – Particip vand. Jf. van og Vane.

Venjetroll, n. Rovdyr som vænner sig til at besøge et Sted (en Gaard). “Vænjutroll”. Hall.

Venjing, f. Tilvænnelse; Vane.

Venleik, s. Vænleike.

vensleg, s. vænsleg. vent, s. vænt.

venta, v.a. og n. (ar), 1) vente, formode, forudsee. Eg ventar, (at) dei koma snart. (Nogle St. med Bøiningen: -er, e. Sdm. og fl.). G.N. vænta (-ir), i Lighed med væna og ván; jf. Von og vona. – 2) see i Møde, være forberedt paa at modtage el. træffe. Han ventar baade Takk og Æra. Dei venta honom heim i Morgon. Ofte med “seg” (Dativ): Dei venta seg store Pengar. Forskjelligt herfra er: venta seg (Akkus.), dvs. vente sin Nedkomst (om en Kone), f. Ex. Ho ventar seg til Nyaaret. (Sv. vänta sig). – 3) v.n. bie, tøve, stunde efter noget. Eg skal venta, til du kjem atter. Mest paa Østl. (Andre St. bida). – Partikelen “aa” (el. til aa) bliver ofte udeladt foran Ordet, f. Ex. Det var ikkje annat venta. D’er meir en som venta var.

Venta, f. Forventning. I Forbind. Hava i Venta: have Udsigt til. Mest alm. Vente. Nogle Steder Vent, m. Vera ut-or Venten: have opgivet sin Forventning. (Buskr.).

ventande, ajd. som man kan vente. Han er ventande no snart; nu kan man snart vente ham. D’er ikkje ventande: man kan ikke vente det. Som ventande er: som rimeligt er. Han vardt harm, som ventande var: han harmedes naturligviis, el. som man vel kan tænke sig.

Ventardøger, n.pl. de sidste Dage af Svangerskabet. Ho gjeng paa Ventardøgrom: hun venter daglig sin Nedkomst. Sædvanl. “paa Væntadøgraa”. Nordre Berg. Jf. daglaus.

venteleg, adj. rimelig, som er at vente. – ventelege, adv. rimeligviis, formodentlig.

Ventepengar, pl. Betaling for Tidsspilde til En som har ventet længere end paaregnet.

Ventestund, f. en Stund at vente i. Ogsaa Ventetid, f.

Venting, f. Venten; Forventning.

Ver (Vær), i Ordene Verfader, Vermoder, Verbroder, Versyster (sjeldnere Verforeldre og Versystkin), kunde maaskee være det gamle ver (verr), dvs. Mand, el. Forsvarer (jf. Verja), men betegner nu nærmest Ægtemage uden Hensyn til Kjøn, ligesom det svenske svär (svärfader o.s.v.); D. Sviger, T. Schwieger. – Om andre Ord med lignende Form see Vær og Verd.

Ver (Veer), n. Veir, s. Veder.

<PB N="921">

Ver (ee), m. s. Veder. vera (ee), s. vedra.

vera (e’), v.n. (er, var, voret), at være. Inf. tildeels vere (e’), væra, og mere afvig. vara, Ryf. Shl. Ndm. Helg., vaaraa, Indh. Ork.; forkortet: ve’, Sogn, Voss, og va’, Helg. Præsens: er (som hører til en anden Rod) lyder alm. ær og oftest forkortet: æ; i Fleertal tildeels: era (æra), Num. Hall. Vald. (Den gamle Form er: ero). Imperf. var, lyder ofte som va; Fleertal vaaro (vare), Sæt., voro (oo), Hall. Vald., ogsaa: vore (o’), Voss, Nhl. og fl., vure (u’), Sdm. (forældet). Supinum lyder mest alm. vore (o’), nogle St. vori; kun tildeels veri (e’), el. viri, Indh. (hvor man ogsaa har “beri” for boret og “skeri” for skoret); nogle Steder forkortet vo’, Sogn, Voss, og i Byerne tildeels vort og vært. (Jf. voren). Konjunktiv hedder vere (e’), i Imperf. vøre (fordum være), Sæt. Tel., og vel ogsaa vore (o’), B. Stift. Imperativ: ver, Fleert. vere (e’). G.N. vera (i de ældste Skrifter vesa) med Formerne er (es), var (vas), verit; jf. Ang. vesan, Ght. wesan, Goth. visan (vas). – Betydning: 1) være forhaanden, findes, gives, existere. Der er ikkje meir. Me faa hjelpa oss med det, som er. Av det Slag som er. Var ikkje det (el. hadde ikkje det voret), so var det ingi Raad. Detta skal ikkje vera (dvs. dette bør have en Ende). – 2) beroe, staae hen, være urørt. Helst i Infin. saasom: Det kann vera so lenge. Det lyt vera til ein annan Gong. Lat honom vera. Det fekk aldri vera (nemlig urørt). – 3) besinde sig (paa et Sted), opholde sig. Han var der lenge. Eg var ute. Dei hava ikkje voret her. – Ogsaa om en kort Udfart til et Sted; f. Ex. Eg var ut paa Haugarne (Akkus.), dvs. jeg gik ud paa Høiene; forskjelligt fra: Eg var ut paa Haugom, dvs. jeg befandt mig ude paa Høiene. – 4) forholde sig, være paa en vis Maade. Kor var det? Det var so. Det er, som eg segjer. Han er, som han heve voret. Jf. “vera av”, med Begrebet: være gjort af, bestaae af, f. Ex. Det skal vera av Gull; det er av Tre, av Bjørk o.s.v. – 5) være noget, udgjøre, gjælde for. Med Substantiv ( i sideordnet Forhold til Subjektet). Vera Barn, Tenar, Herre, Meister osv. Det er eit Hundrad. Det er eit stort Land. Saaledes ogsaa: Det er Dag; det er Regn, Storm, Stilla osv. Ligesaa med Pronomen, f. Ex. Det var eg, som kom fyrst. Det var du, som gjorde det. Om det særegne Udtryk “skal vera” s. skula. – 6) være beskaffen, være forbunden med en vis Egenskab. Med Adjektiv, f. Ex. vera stor, liten, sterk, veik, ung, gamall o.s.v. Saaledes ogsaa med det passive Particip af Verberne, hvorved der fremkommer en passiv Fortidsform, f. Ex. han er førd, sett, lagd, teken osv. Det var gjort, lagat, reidt (tilreidt) osv. – I Sætninger, som fremsiges med særdeles Eftertryk, betegner “var” tildeels det samme som “er”, f. Ex. Det var rett! (omtr. som: saa skal det være). Det var snildt! Det var godt! Ligesaa med Subst. Det var Mann (dvs. det kan man kalde en Mand)! Det var Hus! Det var Skuta! Saaledes ogsa i visse Udbrud af Uvillie, f. Ex. Det var eit Staak, dvs. det er da en ulidelig Støi! – Ved Formen vore (o’) kan det tildeels være tvivlsomt, om den skal opfattes som Konjunktiv eller som Supinum med udeladt hava, da nemlig “hadde” (havde) ofte bortfalder i saadan Stilling; f. Ex. Det var so hardt, som det vore Stein (= som det hadde voret Stein). B. Stift. I Sæt. og Tel. hedder det “vøre”, som er Konjunktiv og adskilt fra “vore” (været), f. Ex. “Dæ vøre verre”, dvs. det vilde have været værre. Hertil hører vel ogsaa det mere almindelige vøre (ø’) i visse Udraab, saasom: Fy vøre deg! Tvi vøre slik Skam! Jf. “Vesall vøre deg” (s. vesall), og “vel vere honom” (s. vel). – Af Ordets Forbindelser med en Partikel mærkes følgende. Vera aat: være i Færd med noget (s. aat). Vera etter: søge efter; f. Ex. Her var nokon Fisk, men me slapp ikkje til aa vera etter honom. Vera fram i, s. fram-i. Vera med: følge med; ogsaa tage Deel i noget. Vera til: være til, existere. (Alt som til er: alt muligt). Vera um ein Ting: synes om, have Lyst til noget. Vera ved: a) være i Færd med noget (Gbr.); b) vedstaae, kjendes ved eller være bekjendt for. Hall. og fl. (Jf. vedvard). Adskillige andre Talemaader (som: vera fraa seg, fyre seg, um seg, ved seg) maa søges under vedkommende Partikel.

Vera (e’), f. Væren, Ophold paa et Sted. Hall. i Formen Veru (Burteveru, Uteveru, Langveru). I Guldalen Vuru. “Dæ vaardt ikkje lang Vuru”: der blev ikke lang Hvile paa Stedet. G.N. vera. – Ellers findes “Vuru” ogsaa i Betydning af Lammelse (omtrent som Mara). Stjordalen. Ligesaa om Bremselarver, see Vere.

verande (e’), adj. 1) værende, forblivende paa et Sted. Mest i Forbind. med verda, f. Ex. Han vardt her verande: han kom til at forblive her. B. Stift. – 2) passende at være paa; om et Sted. Her er ikkje verande: man kan ikke være her. Der var ikkje verande fyre Folk: der var saa slemt, at Folk ikke burde være der. Nogle Steder verandes, værans, værand.

Veraatta, s. Vederaatta.

Verbroder, m. Svigerbroder, Mands eller Kones Broder. Alm. “Værbror”. G.N. verbródir. S. Ver.

Verbraut, Verbraa osv. s. under Veder.

Verd, n. 1) Værd, Betydenhed, Egenskaber som give en Ting nogen Betydning. Mest alm. Vær, nogle Steder Væl (tykt L), <PB N="922"> ogsaa Var eller Val, Namd. Helg. G.N. verd. Jf. Verde, og verd, adj. – 2) Priis, det som en Ting koster. Mindre brugl. Paa Helg. Var (Val), f. Ex. Foervar: Betaling for Foder (= Foderleiga). – Selja undan Verdet: sælge noget for tidlig. S. undan.

Verd, f. Verden. Mest alm. Vær; ellers Værd, Sæt., Væl (tykt L), Østl., Var eller Val, Namd. Helg. Sammendraget af Verold (e’), G.N. veröld (gen. veraldar); jf. Sv. verld (värd), Holl. wereld, Eng. world, Ang. veorold, Ght. weralt; forklaret deels som Menneskets Opholdssted, deels som Menneskeslægt, af Ver, dvs. Mand. – Brugt i følgende Betydning: 1) Jorden, Landene (= Heimen, Mannheimen); ogsaa: hele Verden, Skabningen (Universet). Oftest i den bestemte Form: Verdi (Vær’e, Vær’a); sjeldnere ubestemt, f. Ex. Det var, som ein hadde komet i ei onnor Verd (dvs. i en anden Verden). – 2) Tiden, Tiderne. Fyrr i Verdi: fordum, i gamle Dage. Fram i Verdi: i Fremtiden. Framan igjenom Verdi: igjennem de fremfarne Tider. Tenkja seg att-i Verdi: sætte sig tilbage i Tiden. (B. Stift). – 3) Livet, Tilværelsen, eller denne Verden. Koma til Verdi: blive født. Fara av Verdi (el. or, utor Verdi): døe. Prøva Verdi: finde Omskiftelser og Modgang. Sakna Verdi: sove ind, falde i Søvn. (Sdm.). – 4) Menneskene; den store Mængde. Slaa seg fraa Verdi. Koma ut i V. Fylgja med V. (I religiøs Forstand om den letsindige Mængde, den Hob som kun tragter efter det forgjængelige). – 5) Verdens Ting, Rigdom, Pragt, Ære osv. Vera girug paa Verdi. Han er for myket paa Verdi: han tragter formeget efter Verdens Goder. – Her mærkes den nyere Form “Verdsens”, saasom: alle Verdsens Ting, og: ingen Verdsens Ting. Maaskee opkommet ved en Forblanding med Verd, n. (dvs. Værd). Jf. værug og verdsleg.