Ivar Aasen Norsk Ordbog

Tokka, f. 1) Tækkelighed, et tækkeligt eller behageligt Væsen. Sogn. Ogsaa i Formen Tokk, m. (Jf. tekkjast). – 2) Gunst, Yndest, det at En er afholdt. Shl. (Manntokka). Jf. Tokke.

Tokke, m. 1) Følelse, Indtryk, det som man tykkes. Gbr. og fl. (Tokkje). Mest i Sammensætning, som Godtokke, Illtokke, Kaldtokke. Jf. Tykkje (og Tanke). – 2) Udseende, Væsen som gjør et vist Indtryk. Hava ein god Tokke: et tækkeligt Væsen. Indh. G.N. þokki: Yndest.

tokkelaus, adj. utækkelig. Sogn.

tokkeleg, adj. tækkelig, behagelig, som kan vinde Gunst. Indh. Nordl. (tokkleg).

Tokkeløysa, f. Utækkelighed; Mangel paa naturlig Ynde. Sogn.

Tokkemun (u’), m. en liden Forskjel eller Forandring, som er lettere at mærke end at forklare. Nhl.

Tokking, f. en liden Flytning; s. tokka, 2.

Tokknad, m. Tykke, Skjøn; en omtrentlig Bestemmelse efter et Skjøn; saaledes ogsaa et foreløbigt Begreb om noget, som man endnu ikke har undersøgt. Nhl. Hedder ogsaa Tokkning, f. Jf. Tokk, n.

Tokn (oo), f. Gjæller i Fisk. Nordl. Trondh. Nordre Berg. Hall. (Jf. Gan). Afvig. Taakn, Nordl. og Tolkn (o’), Nhl. G.N. tálkn. Tokner, pl. betegner tildeels ogsaa den inderste Deel af Munden paa Dyr og Mennesker. Jf. Kvaltokn (Hvalbarder).

tokna (oo), v.n. (ar), trække efter Veiret, snøfte, gispe; ogsaa: tale afbrudt og utydeligt, famle efter Ord. Sdm. I lignende Betydning: talkna, Nhl., taakna, Mandal, tjaakna, Hard.

Toknetroll, n. Gjælleorm (Lernæa branchialis). Nordre Berg.

Toks, m. Grævling; s. Svintoks.

Tokt (o’), f. en Stund, en vis Tid; ogsaa Tilstand som vedvarer i noget Tid (= Toka, Tak). Sdm.

tokutt (o’), adj. taaget, taagefuld; om Luften. Rbg. (S. Toka, 2).

Tol (o’), n. Taal, Taalmodighed. G.N. þol. Hava Tol: være taalmodig. Slaa seg til Tols: berolige sig. Jf. Munntol.

Tol (oo), n. 1) Kande, Dunk med bred Bund og smal Aabning; Mælkedunk til at bruge paa Søreiser. Sdm. – 2) Redskab, Værktøi (?). Brugt i afvigende Former: Tola(r), pl. Nordl. (Lof.). F. Ex. “D’er lett aa gjera, naar ein ha’ go’ Tola”. Paa Helg. Tolaar (o’), pl. af et Femin. Tola. (Jf. Tøla). G.N. tól, n. (Redskab); Ang. tól, Eng. tool. Hertil. tvitolad.

Tol (oo), f. (?), Sted, Egn, Omegn. Shl. Kun i Fleertal (Toler), f. Ex. “her i Tolenne”: her i Nærheden, etsteds heromkring. Jf. Tøla.

tola (o’), v.a. (er, de), taale, lide, udholde; ogsaa: fordrage, finde sig i, tillade noget. Nogle St. tøla, taala, taalaa. (Jf. ogsaa tora). G.N. þola, Ang. þolian, Goth. þulan; Ght. dolian (T. dulden). Det toler Slit: det slides ikke let. Det toler Tid: det varer længe; det gaar seent. Eg tolde ikkje sjaa det: jeg kunde ikke lide at see det. Tildeels i et Slags passiv Form, f. Ex. det tolest ikkje meir: man vil ikke taale mere. (B. Stift). – Particip told.


Tola (o’), f. 1, Tale (= Tala). I Fleertal (Tolor): Overtalelse, Raad, Formaninger. Tel. Mere alm. Fyretola.

Tola (o’), f. 2, Ryghvirvel, et enkelt Been af en en Rygrad (Ryggtola); ogsa: en liden Blok eller Hvirvel af Træ (Rakketola). Sdm. (Tole). Andre St. Tovla (Nhl.) og Tavla (Ork.); imidlertid kunde “Tola” maaskee være et andet Ord, som hører sammen med G.N. tala (tölu): Perle paa et Baand (talnaband).

tolande (o’), adj. lidelig, taalelig; som man kan eller bør taale.

Tolar (oo), og Tolaar (o’), s. Tol, n.

Tole (oo), m. en ung Lundefugl (s. Lunde), Lundens Unge. Lofoten.

tolen (o’), taalsom; s. tolug.

Toler, s. Tol, f. – Tolg, s. Talg.

tolga, v.a. tilhugge Tømmerstokke (ligesom telgja). Smaal. Gbr. i Formen tolgje (tolje) og med lignende Bøining som telgja (toljer, tolde), altsaa uregelmæssigt. G.N. talga, el. tálga. Hertil Tolgøks (Toljeøks), f. Tømmerøxe, Bile.

Tolgjøde (o’), n. Udholdenhed, Taalmodighed. Tel. (Vinje). Oftest “Tolugjøe” (maaskee Tolug-gjøe). Isl. þolgœdi.

Tolk, m. Tolk, Oversætter. G.N. tulkr.

tolka, v.a. (ar), tolke, fortolke; oversætte. (G.N. tulka: fremføre).

Tolkn, f. s. Tokn.

Tolkniv (o’), m. Kniv at tilskjære Træ med. Mange St. Tolekniv (o’). Afvig. fra G.N. tálguknífr; jf. tolga.

Toll, f. Fyr, Fyrretræ; især om unge eller voxende Træer. Rbg. Tel. og tildeels paa Østl. Ogsaa i Formen Tall, Solør, Østerd. I Sæt. tildeels Todd. Et Fleertal Teller (Tell’a) forekommer i Valders. G.N. þöll. Sv. tall. (Jf. Tella). Hertil Tollbar, n. Fyrrekviste. Tollfura, f. ungt Fyrretræ. Tollholt, n. liden Skov af Fyrretræer. Tollskog, m. ung Fyrreskov. Tolltopp, m. Fyrretop. I Østerd. Tallbar, Tallholt o.s.v.

Toll, m. 1, Pind, Knag, Aaretold paa en Baad. (Forskjellig fra Keip). Egentl. Tholl. G.N. þollr; Eng. thowl, Holl. dol, Nt. Doll, Dull.

Toll, m. 2, Told, Afgift af Handelsvarer. G.N. tollr; Eng. toll, T. Zoll. Ogsaa om en mindre Afgift i Almindelighed, en almindelig Udredsel eller Contribution, for Ex. Ferjetoll, Skuletoll, Klokkartoll.

tolla, v.n. (ar), tolde, betale Told; ogsaa ellers om at afgive en vis Deel, yde en vis Tribut. Dei tolla(de) paa honom alle i Hop: de gave ham hver sin Skjerv, han fik lidt af alle.

Tolla, f. ungt Naaletræ (= Tella). Ndm. Nordl. Jf. Toll, f.

Tollaksmessa, f. Lille-Juleaften, den 23de December. Nordl. (Nævnt efter Thorlak den hellige, Biskop i Skaalholt, død 1193). Ved Trondhjem kaldet “Sjursmess”.

Tollar, m. en Tolder. Lidet brugl.

Tollbud, f. Toldbod.

tolleg, adj. taalelig, lidelig, som man kan taale; ogsaa: antagelig, rimelig, ikke saa ganske daarlig. Egentl. en Sammentrækning af toleleg (o’); den første Stavelse udtales kort, men ikke med Lyden af dobbelt L.

tollege, adv. taaleligt, ikke saa ganske ilde; ogsaa: nogenlunde, temmelig, ikke lidet. F. Ex. Det var tolle(ge) stort.

tollfri, adj. toldfri.

tollgrøn, adj. mørkegrøn, ligesom Fyrretræets Kviste. Hall. (S. Toll, f.).

Tolling, f. Fortoldning, m. m., s. tolla.

Tollmann, m. Toldbetjent.

Tollrøde, n. Klods hvori Aaretoldene ere fæstede. Tel. (Tollerøe).

Tollstad, m. Toldstation.

Tollvond, m. Vidie til en Aaretold (?). Jf. Hamleband. “Tollevaand”, Landst. 43.

Tolmod, n. Taalmod; s. Tolmøde.

tolmodsam, adj. taalmodig. Indh.

tolmøda, v.a. (er, de), gjøre taalmodig. Oftest: tolmøda seg, dvs. slaae sig til Taals, have Taalmodighed. B. Stift, Hall. og fl. (Deels tolmøa, deels tolmøde).

Tolmøde, n. Taalmodighed, taaligt Sind. B. Stift. (Nogle St. Tolmøe). G.N. þolinmœdi.

tolmødelege, adv. med Taalmodighed. Oftere tolmodelege. G.N. þolinmódlega.

Tolor (o’), pl. s. Tol og Tola.

tolsam (o’), adj. taalsom (= tolug).

Tolt, s. Tylft. tolte, s. tolvte.

tolug (o’), adj. taalig; i Særdeleshed: 1) haardfør, som taaler megen Smerte eller Mangel uden at klage. 2) langmodig, som ikke let bliver opirret). 3) varig, udholdende, som ikke let forslides. Hedder ogsaa tolig (tolig’e), B. Stift, og ellers tolaug (taalau), Trondh. Isl. þoligr, þolugr. Sv. tålig.

Toluggjøde, s. Tolgjøde.

tolv, Talord: tolv (12). Afvig. tov (oo), Sæt. G.N. tolf (jf. Ang. tvelf, Goth. tvalif). Heraf Tylft.

Tolvbrygdning, m. et Bundt Liin, som indeholder tolv Smaaknipper el. “Brugder”. Vald.

Tolvfemning, m. et Flademaal, som udgjør tolv Ruder eller holder tolv Maalestænger i Fiirkant. Ork. Afvig. Tolvfenning, Indh. og Namd. og Tolvpenning, Snaasen. G.N. tolffedmingr (noget som er 12 Favne langt)?

Tolvskilling, m. enkelt Sølvmynt, som udgjør 12 Skilling.

Tolvta, f. den 5te Januar (= Trettanddags Aftan). Sæt. i Formen Tovta (oo). Jf. Eng. twelfth-tide


tolvte, adj. tolvte. (Mest alm. udtalt tollte; sjeldnere tolfte).

Tolvtjug, n. et Antal af to store Hundreder (240). Tel.

Tom, s. Taum.

tom, s. Taum.

tom (oo), adj. tom, som ikke indeholder noget; saaledes ogsaa: øde, forladt; ledig osv. G: N. tómr. Koma med tvo Hender toma: komme tomhændet, uden Hjælpemidler. Tome Ord: betydningsløse Ord. Jf. tøma.

toma, v.n. (ar), famle, gribe efter noget. Hall. Jf. tuma, tumra.

Tomfor (oo, o’), f. en aaben Fure i Ageren efter Hypning. Østl.

tomhendt, adj. tomhændet; blottet for Hjælpemidler.

tomleg, adj. noget tom; ogsaa: øde, stille, kjedelig; om Sted og Tid. Ogsaa i Formen tomsleg; tomskleg, Tel.

Tomleike, m. Tomhed. Lidet brugl.

Tomme, s. Tume.

tomreipes, adv. uden Byrde eller Læs (= lausreipes). Østl.

Tomsaad, f. svangt eller kjerneløst Korn. Hadeland. (Tomsaa).

tomsen, s. tumsen.

Tomskolt, m. Dumrian, Kjødhoved. Berg. Stift.

Tomt, Grund; s. Tuft.

Ton, Gaard; s. Tun.

tona, v.n. (ar), 1, tone, klinge; s. Tone.

tona, v.n. (ar), 2, tilvirke Liin el. Liintøi. Hall. Maaskee for toa, s. To, n.

Tonad, m. Garn, Traad eller tilvirket Tøi; især af Liin eller Hamp. (Jf. To). Sdm. Ork. Gbr. Vald. ogsaa Smaal. (Tona). Sv. Dial. tonad.

Tone, m. Tone, Klang; Melodie. Af Lat. tonus. Jf. Note.

Tong (o’), f. (Fl. Tenger), 1) en Tang, Klemme til at gribe eller holde noget med. (Smidjetong, Knipetong, Nebbetong). Mest alm. udtalt Taang, ellers Tøng, Hall. Fleertal Teng’er, Tæng’ar, Tæng’e. G.N. töng, pl. tengr; Ang. tange, Eng. tongs. – 2) Læssetræ; en Ramme af smale Stænger, som lægges over et Læs for at presse det sammen. G.N. töng.

Tongfeste, n. 1) Punkt at fæste en Tang paa. 2) et lidet Læs (Hølæs), kun saa stort at det fylder jævnt under Læssetræet. Sdm.

tonglen (taanglen), adj. jævntyk, rørformig som en “Tongul”. Ryf.

Tongrim (i’), f. en af Stængerne i et Læssetræ. Nogle St. “Taanga-rem”.

Tongsime, m. Læssereb, Toug hvormed et Læs ombindes. Sdm. Ndm. og fl. (Oftest Taangsiim). S. Sime.

Tongul, m. Tangstilk, glat og jævntyk Stilk som paa adskillige Søvæxter (Tare). Ryf. i Formen Taangel (haardt g). G.N. þöngull.

Tongultare, m. Tare med lang Stilk.

Tonn (o’), f. (Fl. Tenner), 1) Tand, Bideredskap i Munden. G.N. tönn (gen. tannar). I Sammensætning Tann (og Tanne), f. Ex. Tanngard, Tannkjøt, tannlaus. – 2) kunstig Tand, Pig, Skjærejern; f. Ex. Sagtonn, Hyvelstonn. (Ogsaa om en Torn i et Spænde, som dog rettere hedder Torn, m.). – En Genitivform Tannar forekommer, dog kun sjelden, som i Ordsproget: Ein seer ikkje Mannen lenger en til Tannar (i Hall. te Tannars), dvs. man seer ikke længere ind i et Menneske end til Tanden (Tænderne).

Tonn (2), s. Torn. – tonna, s. torna.

tonnutt, adj. tandet; s. tent.

Topp, f. Prop, Kork, f. Ex. i en Flaske. Sdm. og Trondh. Hører sammen med teppa, til Tapp; jf. Toppa. I Nordl. tildeels afvigende: Tropp.

Topp, m. 1) Top, øverste Deel el. Spids. G.N. toppr. Ogsaa om den smaleste Ende, f. Ex. paa Tømmerstokke. – 2) en Kegle, et Stykke som løber ud i en Spids. (Sjeldnere). Hertil Sukkertopp. – 3) en Dusk eller Kvast, saasom Fjæderdusk paa en Fugl, Pandehaar paa en Hest, o.s.v. Nogle St. ogsaa: en liden Tot eller Visk (= Tapp), f. Ex. af Hø. Ork. Afvig. Toppa, f. en liden Lok. Vald. (Tøppe).

toppa, v.a. (ar), toppe, sætte op i en Top. (Jf. typpa). Toppa seg, el. toppast, v.n. toppe sig, danne en Top, f. Ex. om Bølger.

Toppa, f. 1) en stor Tap, saasom til Bryggekar. Hard. Nhl. (Jf. Topp, f.). – 2) Dobbelttap, stor Tap med et Hul hvori en mindre Tap kan indsættes. Tel. Ellers kaldet Tappmor (Indh.), og Tvitapp (Gbr.). Andre Steder Ture og Krana. – Om et andet Toppa, s. Topp, m.

Toppende, m. Topende (paa Stokke).

toppgalen, adj. ravgal, yderlig forvirret, forkeert, urigtig osv. Hedder ogsaa “toppende galen”. Jf. Sv. topprasande.

topphogga, v.a. hugge Toppen af.

toppleida, v.a. (er, de), lede (en Hest) ved at holde i Pandetoppen; uegentlig: trække efter Haaret, tvinge, drive afsted.

Topplom, m. et Slags Lom (Søfugl).

Toppmaal, n. Topmaal (= Rokmaal). toppmæla, v.a. (er, te), maale rigelig, lægge Top paa.

Toppskarv, m. et Slags Skarv (Fugl) med en Fjædertop paa Hovedet.

Topptita, f. Top-Meise (Fugl). Afvig. Topptit (el. Toppteet), m. Hadeland.

topputt, adj. toppet, takket, ujævn.

Topsa, s. Tufsa. – Topta, s. Tofta.

Tor (o’), n. Dristighed (af tora, v.). Det var ikkje so myket Tor i honom: han turde ikke vove saa meget. B. Stift.

Tor (oo), n. Lys eller Ild, som brænder svagt. Eit litet Tor. Helg. (see tora).


Tor (m.), i Sammensætning, som Torsdag, er det gamle Gudenavn Thor (þórr), som hører nær sammen med Tora (Torden). Det bruges i en Række af Personsnavne, hvor det forved en Vokal lyder som Toor, saaledes: Torolv og Torunn, men ellers sædvanlig som Tor (o’) eller Torr, saasom i Torbjørn, Torgeir, Torkjell, Tormod, Torstein, Torvald. Forved “l” bliver det til “Tol” (Tollaug, Tolleik, Tolleiv), og forøvrigt høres ogsaa flere Afvigelser, sasom Targjei og Tergje (for Torgeir), Talleiv og Tellev (for Torleiv). Af Stedsnavne, som høre hertil, mærkes Torshov (Tosau, Tose); andre Navne ere tvivlsomme, da de hellere kunde høre til et Mandsnavn Tore (þórir) eller Tord (þordr).

tor (o’), med Betydning: vanskelig, – findes kun i Sammensætning; s. Torføre, tornæm, tortimast. (Lyder sædvanlig: torr). G.N. tor-, Ght. zur. (Grimm, Gr.2, 768).

tora (o’), v.n. (er, de), 1) turde, vove, driste sig til. G.N. þora. Sv. töra, töras. Med et andet Verbum i Inf. f. Ex. Eg torde ikkje segja nokot. Tildeels reflexivt. Tora seg til: have Mod til, være dristig nok. Nogle Steder torast, (torst, tørs). – 2) kunne, finde Mulighed til. Det torer vel henda: det vil maaskee hænde, det kan let skee. Han torer koma snart: han vil maaskee snart komme. (Sv. tör). – 3) taale, udholde (= tola). Jæd. – Formerne have visse Afvigelser; saaledes forekommer et Infin. tyrja el. tørja, Solør og flere (Landstad 262), svarende til et nyere Præsens “tør” (efter Dansk og Svensk). I Præs. torer (o’) bortfalder det sluttende “r” maaskee overalt. Imperf. lyder tildeels tore (oo), men ellers tydelig: torde (o’). Supinum tildeels tora(t), men mest alm. tort (o’). G.N. þorat.

tora (oo), v.n. (ar), 1, brænde svagt, holde sig; om Ild og Lys. D’er berre so myket, at det torar: kun saavidt at det holder Ilden, at det ikke er slukket. Berg. Nordl. (Jf. Tor, n.). Isl. tóra. Andre St. tira.

tora (oo), v.n. (ar), tordne, brage af Torden. (Egentlig thora). Sv. Dial. tora (thora). Ang. þunrian, Mht. donren.

Tora (oo), f. Torden, Brag som følger med Lynild. Her den almindeligste og næsten eneste Benævnelse (jf. Dyna og Husbreia). Nogle St. med tykt “l”: Tola (Hall. Gbr.), som maaskee støtter sig til den danske Form “Torden”; s. Toredun. I svenske Dial. tora, toren og tor, m. (Rietz 729). Ordet falder nær sammen med Thor (Tor, m.) og svarer til Ang. þuner (Eng. thunder) og Ght. donar (T. Donner). Som Exempel paa lignende Overgang i Lyden mærkes Eng. thursday af Ang þunresdæg; i tydske Dial. Dorstag for Donnerstag. (Simrock’s Mythologie, p. 251). – Ordet forbindes ofte med “slaa”, f. Ex. Tora slær, el. Det slo ei Tora. Heraf Toreslaatt.

Torbola (o’, oo), f. et Slags liden Bregne, Osmunda crispa L. Hard. Voss, Sogn, Nhl.

Tordivel (oo), m. Skarnbasse, Torbist (Scarabæus stercorarius). Alm. Nogle St. Tordyvel. (Valders). Sv. tordyfvel. Ang. vifel og tordvifcl, af tord: Skarn.

torebrend, adj. lynslagen. Tel.

Torebygg, n. Himmelkorn, en vis Afart af Byg. Oprindelsen dunkel.

Toredun (u’), m. Tordenbrag. Ogsaa i Formen Toredyn (y’). Jf Dyna (Duna). Sv. thordön.

Toreflod, n. Tordenregn, Skylregn med Torden. Sdm. og fl. (Jf. Dyneflod). Ogsaa kaldet Torefløde (-fløe), n. Sogn, Sæt.

Torehause, m. en tyk Tordensky. Trondh. (Torhause). Ogsaa kaldet Torebotn, eller “Torebott”, Num. og fl.

Torelod, f. s. Torestein.

toren (o’), adj. dristig, s. torug.

Toreskimt, n. Lynild. Valders.

Toresky, f. Tordensky.

Toreslaatt, m. Tordenslag, Tordenskrald. Jf. Tora.

Torestein, m. Tordensteen, et Slags runde og glatte Stene (hvorom man fordum troede, at de vare fremkomne ved Lynild). Ogsaa kaldet Torelo(d), f. Nhl. Sfj.

Toreveder (-veer), n. Tordenveir.

Torføre (o’), n. et vanskeligt Sted at fare over, et besværligt Veistykke. Siredal. G.N. torfœra, f.

Torg, n. Torv, Markedsplads i en By. Nogle St. Torj. (Ellers kun i den bestemte Form “Torgj’e”, dvs. Torget). G.N. torg. Sv. torg.

torga, v.a. (ar), ødelægge, dræbe (Dyr). Nhl. Vel egentlig afhænde eller bringe til Torvs. Jf. Isl. torga: fortære.

Torgpris (ii), m. Torvpriis.

Torhjelm (?), m. Stormhat (Aconitum septentrionale), Plante med Blomster som ligne en Hjelm. Forskjellig Form: Tørhjelm, Tyrihjelm og Tyrihjalm, Hall. og Num., Tørjaame (-hjalme), f. Tel. (Silgjord), Tyrihalm, Num. og Tel. (Tinn); Tørhalm, Tøralm, Ork. Guldal; Taralm og Tøralm, Ork. Guldal; Taralm og Talarm (?), Gbr.; Tolorm (o’), Gbr. (Vaage); Turrhylma, f. Sogn (Sogndal, Turrelma, Lærdal, Torrolma og Tørrølma, Lyster, Aurland; Turæme. Tel. (Silgjord) ved Siden af “Furæme” (Vinje); Treølm, Vald. (Vang); Tornluva, Smaal. Andre Navne ere: Orrfløkja, Ølfløyk, Aarfløyt (Indh.), Lushatt (Østl.), Lusegras (B. Stift). Flere af de anførte Former synes at dreie sig om et gammelt Tor (o’), og det afvigende “Tyri” kunde maaskee
være en Omlydsform, foraarsaget af det paafølgende “j”. Imidlertid er Oprindelsen meget uvis. Til Navnet “Thor” passer Ordet ikke, uden forsaavidt det ligner Navnene Torbjørn, Tormod, Torfinn osv. (s. Tor). Jf. Torbola.

Toring, f. svag Brænden; s. tora.

tormen (o’), adj. vantreven, seent voxende, saftløs; om Træer. Østerd. (Aamot). – Tormeskog, m. vantreven Skov. Tormetre, n. Træ som ikke vil voxe.

Torn (o’), n. Taarn, høi og smal Bygning. Mest alm. i den forvanskede Form “Taarn”; sjeldnere Torrn; i Hall. Tørn. G.N. turn, m. Sv. torn, n. Nt. Toorn; Ital. torre, af Lat. turris. Jf. Stopul.

Torn (o’), f. en Flage eller Bund af Fjele til at tørre Malt paa. Nhl. i Formen Todn el. Tonn. Paa Sdm. Tannfjøle(r), pl. S. Tarre. Jf. G.N. þorn: Tørrehuus? (Dipl. 6, 79).

Torn (o’), m. 1) Torn, Pig, skarp Spids. Lidet brugl. Oftest om en Torn el. Hestenaal i et Spænde, i Formen Tonn (i Hall. Todn og Tødn), men tildeels forblandet med Tonn, f. dvs. Tand. G.N. þorn. – 2) Torebusk, Hybentræ (= Klunger). Mandal og fl. (Tonn, Todn). I Tel. Njupetonn. Andre Steder i en afledet Form: Tyrner (Tydne).

torna (o’), v.n. (ar), tørres, blive tør (s. turr); ogsaa: fortørres; give mindre Vædske, blive gold (om Malkekøer) osv. Meget brugl. vest og nord i Landet, i de nordlige Egne udtalt som tonna (toinna), i de sydlige som todna (toddna). G.N. þorna. – Torna i Hop: indskrumpes ved Tørring. Torna til. tørres ind, fæste sig, blive liggende som en Skorpe; om Vædske eller Smuds. (Heraf tiltornad). Torna upp: optørres, fortørres. Jf. tusna.

Torning, f. Tørring; Fortørrelse.

Tornogg (?), i Forbindelsen “i Turrnoggaa” (i Tornoggom?), dvs. hemmeligt, i Smug. Sdm.

tornæm (o’), adj. tungnemmet, som har vanskeligt ved at lære en Kunst. Berg. Trondh. Nogle St. tørnæm. Isl. tornæmr.

Tornæme, n. tungt Nemme. (Sjeldnere).

Toro, s. Tvora.

Torp, n. (og m.), et ubetydeligt Jordbrug, en liden Gaard, en Plads. Østerd. og fl. (Jf. Torpesæte). G.N. þorp: Gaard. Eng. thorp, T. Dorf: Landsby. Hertil adskillige Stedsnavne.

Torp, m. en Flok, Hob, Skare; ofte om en sammenstimlet Hob af Kreature. Rbg. Hard. G.N. þorp, n.

torpast, v.n. (ast), flokke sig, stimle sammen. Rbg. Hard. Hedder ogsaa: torpa seg. (G.N. þyrpast).

Torpesæte, n. et daarligt Bosted, en Gaard som afgiver lidet til Næring. Sdm.

Torre (o’), m. 1, Februar Maaned; eller egentlig: den “Maane” som følger næstefter Julemaanen og for det meste omfatter en stor Deel af Februar. Berg. Nordl. Tel. og fl. (G.N. þorri). Jf. Jolemaane og Gjø.

Torre, m. 2, Tørst, Tørhed i Halsen. Hard. Hører sammen med torna og turr til et forældet Stamord terra. Jf. Torste.

Torsdag (oo), m. Torsdag, femte Dag i Ugen. Mest alm. Tosdag (oo). G.N. þórsdagr. Jf. Tor, m.

Torsk, m. Torsk, Kabliau (Gadus Morrhua). Alm. udtalt Tosk (Tossk). G.N. þorskr. (T. Dorsch). Efter Art eller Størrelse kaldet Skreidtorsk, Smaatorsk, Taretorsk og fl. Som Spotteord betegner “Tosk” en Tosse, Dumrian (maaskee: En som er let at fange). – Torskeberg, n. en stor Stiim af Torsk i Søen. Torskefiske (kj), n. Torskefiskerie. Torskehovud (o’), n. Torskehoved; ogsaa: Tosse, Dosmer. Torskelyse, n. Tran af Torskelever. Torskemurt, m. Torskeyngel. Torskeækje, n. et Slags smaa Sødyr. Shl.

torstall, adj. plaget af Tørst, ofte tørstig (s. torstug). B. Stift i Formen tosstall’e. I Tel. tosstaal.

Torste, m. Tørst, Trang til at drikke. Lyder alm. Tosste (o’). G.N. þorsti, Ang. þurst. – Torstedrykk, m. Lædskedrik; ogsaa om tyndt Øl. Nogle St. Tostedrikka(n), n. B. Stift.