Ivar Aasen Norsk Ordbog

trygja, v.a. (er, de), forsyne med Sneesko (s. Truga). Sæt. Hedder ogsaa trjuga (ar), og tryga (ar), Tel. (Landst. 717).

Trygja, f. et slags Fiskekurv, aaben Kasse med Hank over. Nordl.

Trygja, n. et Slags Kløvkurv eller Kløvsadel. Sæt. Jf. Isl. trýjusödull, trogsödull.

Trygjel, s. Trygel.

trygla, v.n. (ar), trygle, tigge idelig. (Nt. truggeln). Nogle Steder især om at forlange noget i en fræk eller truende Tone, ville tiltvinge sig noget. (Hall.). Lempet efter truga.

Trygling, f. Tryglen, Tiggerie.

trygt (tryggt), adv. 1) trygt, sikkert, uden Fare. 2) roligt, uden Frygt. Leggja seg trygt; sova trygt, o.s.v.

Trykk, m. 1) Tryk, Paatrykning; ogsaa: Beklemmelse. – 2) Prentning. Koma paa Trykk (= paa Prent).

trykkja, v.a. (er, te), 1) trykke, klemme, presse. (Ang. þryccan). – 2) frembringe ved Trykning; saaledes ogsaa: prente (Bøger). – 3) beklemme, besvære. Det trykkjer fyre Bringa. Hertil Trykkjerid, f. et Anfald af Beklemmelse Sdm. – Particip: trykt (trykkt).


Trykning, f. Trykken; Presning. Hedder oftere Trykkjing.

trylla, v.a. (er, te), forvilde, forvirre, gjøre En forstyrret i Hovedet; egentl. forhexe (= trolla). Ryf. Jæd. G.N. trylla: forvandle ved Trolddom. – Paa Sdm. forekommer: tryllast, v.n. sløves af Alder, gaae i Barndom.

Trylla, f. Forvirring, Forstyrrelse. Ryf.

tryllt, part. forvirret, forstyrret.

Tryne, n. Tryne, Snude (paa Sviin). G.N. trýni. – Tryneknapp, m. Ring hvorved Sviin hindres fra at rode. (Ogsaa kaldet Knapp, Kneppe, Ring, Rane). Trynevidja, f. Vidiering eller Mundkurv, hvorved man hindrer et Sviin fra at skrige. Paa Sdm. Trynevid (i’), f.

Trynemjøl, n. Snuus (?); en spøgende Benævnelse paa Skummet omkring Stavnen paa en seilende Baad. B. Stift.

Trysel, s. Trysjar og Trysling.

trysja (y’), v.a. og n. (trys, truste, trust), 1) rydde, rense Jorden for Kviste eller Affald af Træerne (Tros). Sfj. med Imprf. truste (u’). Jf. rydja. – 2) knuse, knække, bryde i smaa Stykker. Sdm. Gbr. og fl. Ofte med Imperf. tryste (y’). – 3) v.n. brage, larme, give en Lyd som naar noget knuses. Nordre Berg. (Jf. trosa). Hertil Trys (y’), m. Knæk, knagende Lyd. Jf. Trysjing.

Trysjar, m. en dristig, dygtig Karl; egentlig En som bryder sig frem. Hedder ogsaa Trysel (y’). Sdm.

Trysjing, f. 1) Engjordens Rydning om Vaaren (= Engreinsking). Sfj. 2) Brag, Knagen, knitrende Lyd.

tryskja, tærske; s. treskja.

Trysling, m. Indbygger af Trysil i Østerdalen. Oftere Trysil (Fl. Tryslar).

trysta (y’), v.a. (er, e), klemme, presse, kryste. Valders. (Andre St. kreista). G.N. þrysta. Eng. thrust. – Tryst, m. et kraftigt Tryk. Trysting, f. Presning.

tryt og tryta (ophøre), s. trjota.

tryta, v.n. (er, te), give en svag Lyd, brøle sagte eller med lukket Mund; om Køer (= drynja). B. Stift og fl. Tryting, f. svag Brølen.

Tryta, f. 1) Aborre (Fisk). Tel. Hall. – 2) et Slags Bær (= Skintryta, Blokkebær). Tel. – 3) Snude (= Trut). Solør.

Træ, n. s. Træde. – træ, v. s. træda.

træda, v.a. (er, de), 1, 1) sætte Traad i, træde (en Naal). Mest alm. træ, i Nfj. og Sdm. træde. Isl. þræda; Sv. träda. – 2) hænge paa en Snor, binde sammen ved en Gjennemstikning. Træda upp Hespor: binde Hasper sammen ved at hænge dem paa en Traad. Træda upp Fisk: binde Fiske sammen ved at stikke en Vidie igjennem deres Kjæver. B. Stift, Nordl. – 3) belægge med en Snor, afsnore, f. Ex. Træ som skal tilhugges. Nfj. (?).

træda, v.a. (er, de), 2, gjødsle et Jordstykke, føre Gjødsel paa. Gbr. (i Formen træ). Hører sammen med Træde, n.

trædd, adj. traadet. I Sammensætn. som eintrædd, tvitrædd. jamtrædd.

Træde, n. 1) et omgjærdet Jordstykke; see Trøde. – 2) Hvilemark, Agerland som er udlagt til Græsvæxt. Østl. i Formen Træe (Træ); sjeldnere Trøe (Rom.). Sv. träde; jf. T. Trat, Ght. tráta, f. – Hertil Trædeslag, n. Rude eller “Teig” af en Ager som er udlagt til Hvilemark. “Træeslag”, Toten. Jf. Sv. trädesfält.

Træft, og Trægt, s. Tregt.

Træl, n. langvarigt Arbeide, Slid og Slæb. Ofte i Forbind. “Slæp og Træl”.

Træl, m. 1, 1) Træl, Slave. I denne gamle Betydning sjelden, saasom i Folkeviserne (Landst. 209, 225). G.N. þræll (þræl); Ang. þræl. – 2) en Arbeider (Arbeidstræl); en flittig stræbsom Person. Ein tru(er) Træl: en tro Arbeider. Jf. træla. – 3) en lang og smal Garnboie, bestemt til at staae under Vandfladen. Sdm. Nordl. (Andre St. Stræv). S. træla. – 4) en svag Blæst paa Søen, en magelig Bør. Ndm. (Uvist om hertil).

Træl, m. 2, Træl i Huden; haard Knude, foraarsaget af Gnidning eller tungt Arbeide. Østl. og fl. (Sv. Dial. träl). Tildeels ogsaa om den tykke Hud i Fodsaalerne og i Haandfladen. Gbr. og fl.

Træl, m. 3, et Slags Flodfisk, ellers kaldet Mort (Murt). Gbr.

træla, v.n. (ar), 1) trælle, arbeide som en Træl; have meget at gjøre. Meget brugl. (Sv. träla). – 2) have Møie med noget, slæbe, forsøge ivrigt paa en vanskelig Ting. Østl. – 3) strække sig op mod Vandfladen; om Boier paa Garn (s. Træl, 1, 3). Sdm. (Andre St. stræva).

trælbunden, adj. ufri; meget bunden eller optagen af en vis Forretning.

Trældom, m. Trældom, ufri Tilstand; ogsaa om et langvarigt Arbeide.

Træleverk, n. Trællearbeide.

Træling, f. Slæb, Anstrengelse.

trælsam, adj. 1) møisom, besværlig; om Arbeide eller Bestilling. (Sv. trälsam). – 2) stræbsom, arbeidsom. Trondh.

Trælskap, m. overdreven Flid eller Stræben efter Vinding; eller egentl. det at man gjør sig til Træl.

trælsleg, adj. slavisk, trælleagtig.

trælutt, adj. knudret i Huden af Arbeide. S. Træl, 2.

Træm, s. Trøm. – Træmen, s. Tram.

trænga, s. trenga.

træsla (?), v.n. svinde ind, blive mager, vantrives. Østerd.

Trætt, s. Tregt.

trætta, v.n. (er, e), trætte, kives, modsige
hinanden. Ofte med Bøiningen “ar”. G.N. þræta (ir). Trætta mot: gjøre Modsigelse. Trætta nokot til seg: vinde noget ved Udholdenhed i en Trætte, ved at gjøre Modstanderen kjed af Sagen.

Trætta, f. Trætte, Tvist. G.N. þræta.

trættefus, adj. s. trættesam.

Trættemakar, m. En som gjerne ypper Trætte. Ellers Trættegast og Trættebroder, om En som er udholdende i Trætte.

Trættemaal, n. Tvistepunkt, Sag hvorom der bliver Tvist.

trættesam, adj. trættekjær, tilbøielig til Tvist. Oftere trættekjær; nogle Steder trættefus. (Sv. trätsam).

Trættesykja, f. stor Trættekjærhed.

trættevis (ii), adj. klog til at trætte eller disputere.

Trætting, f. idelig Tvist og Kiv.

Træv, s. Trev. – Træve, s. Treve.

Trø, s. Trøde, Trøda og Tro.

Trød, n. Træden, Trampen (af trøda). Ofte i Forbind. Trakk og Trød. B. Stift.

trøda, v.n. og a. (er, de), 1) træde, trampe; ogsaa: gaae idelig (= trakka). Brugl. vest og nord i Landet, hvor det træder ganske i Stedet for treda (traada). Mest alm. trøa (trø); i Nfj. og Sdm. trøde. (Udgaaet fra Imperf. trod; s. treda). Trøda i Golvet: stampe i Gulvet. Trøda ned Graset osv. – 2) træde, drive eller sætte i Gang ved Trædning. Trøda Rokken. Trøda ein Belg; s. Trøda, f. – 3) ælte, stampe sammen. Guldalen.

trøda, v.a. (er, de), belægge et Huus med Tagfjele (Trod), lægge Underlag i et Tag. B. Stift, Nordl. og fl. (Mest alm. trø). G.N. trœda. Particip trødd.

Trøda, f. 1) Trædebræt, Fodbræt hvorved man træder eller driver en Indretning; saaledes i en Spinderok, en Væverstol og flere. B. Stift (Trøde, Trøa), ogsaa paa Østl. Afvig. Tro (Troa), Indh. Smaal.; Traa, Sogn. (Sv. tråda. – 2) en indhægnet Plads (s. Trøde). Østerd. Hertil nogle Stedsnavne, tildeels med Fleertal Trøa, Trøann.

Trøda, f. (2), en Stang; s. Troda.

Trøde, n. 1) en indhægnet Plads, en Fold for Kreature. Indh. i Formen Trøe (Trø). I Østerd. Trøe, f. Afvig. Træe, Solør, Hall., ogsaa i Søndre Berg. Vel egentlig: en betraadt Plads; jf. Trod og Trad. (I Betydn. ligt Kvi, Kru, Taag, Teppa). – 2) en liden Ager; f. Ex. Næpetrøde. Mandal (Trøe). Jf. Reit. – 3) Hvilemark, Ager som udlægges til Græsvæxt. Rom. Follo. Andre St. paa Østl. Træe (Træde). Sv. träde. – Denne Vaklen imellem “æ” og “ø” grunder sig vel paa den dobbelte Form i Stamordet treda (troda), hvis Imperfekt nu hedder trod (oo), men fordum ogsaa har hedt trad (Fl. traado).

Trøding, f. 1) Træden, Trampen. – 2) Taglægning. S. trøda, 1 og 2.

trøgta, v.a. (ar), tugte, afskrække. Især i Forbindelsen “trøgte Hunden”: true en gjøende Hund til at tie og holde sig rolig. Sdm.

Trøm, m. Rand, Kant, Bred (saaledes Skogtrøm, Bekkjetrøm, Istrøm); især om Bredden eller Overkanten paa et Kar. Ogsaa om en Overflade, som i Vatstrøm og Sjoartrøm. Det gjeng jamt med Trømen: det rækker op til Bredden; Karret er fuldt. Eta ned med Trømen: spise vakkert, bruge Skeen tæt ved Bredden og ikke ud over hele Fadet. B. Stift. Ellers med flere Afvigelser: Traam, Sogn, Hard., egentl. Trom (o’); Trumm, Hall., Tram, Vald., Trem (Træm), m. og fl. Ryf. og fl. G.N. þrömr, gen. þramar, dat. þremi. (Jf. Eng. thrum: Ende). Afvig. i Betydning er Tram, om en Forhøining. Tel. Ligesaa Traam, m. og f., om en Karm eller Fading, f. Ex. paa en Slæde. Rbg. Tel.

Trøn, f. Malkeplads (= Støl). Vald. Synes at høre sammen med Trøde.

Trønder, pl. Trondhjemmere. Brugt i Byerne, efter G.N. þrœndr. Sjeldnere trøndsk, adj. trondhjemsk.

trønga, s. trenga.

Trønska, f. 1) et Slags Ukrud, s. Trauska. – 2) en trodsig Kvinde. Sdm.

Trøsk, Sideskive; s. Trjosk.

Trøst, s. Trøyst. trøsta, s. trøysta.

Trøstogo, s. Turkestova.

Trøt, s. Trot. trøten, s. troten.

Trøya, f. en Trøie, Jakke. G.N. treyja. – Trøyeemne, n. Tøi til en Trøie. Trøyefikka, f. Trøielomme. Trøyefilla, f. om en forslidt eller daarlig Trøie. Trøyekrage, m. Trøiekrave. Trøyekvarde (-kvare), m. Kantning paa en Trøiekrave.

trøya, v.a. (r, dde), 1) tilbringe, udholde ( en vis Tid). “Trøy’ Ti’a” (= trøya Tidi): fordrive Tiden, være sysselsat saaledes, at man ikke kjeder sig. Nordl. Indh. Ndm. Afvig. “trø Ti’a” og “trø aav Ti’a”. Guldalen. (Andre St. trøyta Tidi). G.N. þreyja synes tildeels at betyde det samme (Skirnismaal 42), men falder ellers sammen med þrá: at længes (s. traa). – 2) more, fornøie, forlyste. Mest reflexivt (trøya seg). Meget brugl. i Trondh. Stift og Nordl. Afvig. “trø seg”, ogsaa “trøyt’ seg”. Ork. (Sv. Dial. trö, og tröj). – 3) v.n. trives paa et Sted, befinde sig vel ved sine Omgivelser. “Han kunn’ ikkje trøy’ der”: han kunde ikke rigtig trives paa Stedet. Snaasen. (Jf. trøysam og Trøyskap). Bøiningen noget usikker, da Præsens ofte hedder “trøye” (altsaa trøyer).

Trøys, f. en Skaal med en Tud el. Afløbsrende paa Siden. Sogn, Hall. Tel. Smaal. Gbr.
trøysam, adj. morsom, fornøielig, lystig. Trondh. og Nordl. (meget brugl.). I Østerd. trøsam. Afvig. “trausam”, tildeels i Romsdalen. Jf. trøya. Sv. Dial. trösam.

Trøyskap, m. Morskab, Fornøielse; eller egentlig: Tidsfordriv (s. trøya). Trondh. Hedder ogsaa “Trøysamheit”. I Stjordalen ogsaa Trøyte, m.

trøyskleg (?), adj. fortrædelig, ærgerlig. Tel. (Tinn). Maaskee trøydsleg; s. traudsleg.

Trøyst, f. Trøst, Beroligelse. Alm. i en afvigende Form “Trøst”; jf. trøysta, 2. Dette Trøst forekommer ogsaa i Betydningen: Tillid (G.N. traust). Saaledes “paa Mannsens Trøst”, dvs. i Tillid til Mandens Ærlighed. Hard. hvor det ogsaa hedder “paa Mannsens Raust”.

trøysta (1), v.a. og n. (er, e), 1) styrke, fæste, gjøre haard og fast. (Af traust). Det vardt daa so myket Frost, at det trøyste Jordi (dvs. gjorde Jorden haard). Det trøyster upp under: det støtter nedenfra, det danner en fast Grund. B. Stift. – 2) trøste sig til, vove, have Mod eller Kræfter til. Med et Verbum i Infin., f. Ex. Eg trøyster ikkje ganga lenger. Me trøysta ikkje fara ut i slik Storm. Eg undrast paa, um han trøyster taka det paa seg. Kan ogsaa hedde: trøysta seg til aa (med Infin.). Meget brugl. vest og nord i Landet. G.N. treystast; Sv. trösta (Rietz 753).

trøysta (2), v.a. (ar), trøste, berolige, give Trøst. Particip trøystad (trøstad). Adskiller sig fra det forrige i Bøiningen og tillige derved, at det mest alm. lyder som “trøsta”, ligedan som de afledede Ord: Trøstar, trøsteleg, trøstig og fl. (Tillempninger efter Dansk).

Trøyste, m. (og n.), Styrkelse, Hærdelse (s. trøysta 1); ogsa: Styrke, Fasthed. Berg. Stift. Ikke meget brugl.

trøysteleg, adj. trøstelig, opmuntrende. Sædvanlig “trøsteleg”, s. trøysta.

trøystug, adj. trøstig, modig; ogsaa trøstelig. (Sædvanl. trøstug og trøstig). Ironisk: “Han fekk mangt eit trøstigt Ord”, dvs. han fik høre mangen bitter Skose.

Trøyt, m. 1) Slutning, Ende; især i et Arbeide. I Trøyten: i Slutningen. Hall. og fl. – 2) Travlhed, Anstrengelse for at blive færdig (jf. Traute); saaledes ogsaa om et Arbeide som varer længe, f. Ex. langt ud paa Aftenen. Mere alm. – 3) Paalæg, Tillæg til et Arbeide; noget som kræver endnu mere Anstrengelse. Naar flere Personer kappes om at løfte en Steen, kan den stærkeste endnu lægge en mindre Steen ovenpaa, og denne kaldes da Trøyten eller Trøytingsteinen. Hall.

trøyta, v.a. og n. (er, te), 1) bringe til Ende, fuldføre, slutte (især et langvarigt Arbeide). Af trjota, traut. Me faa sjaa til aa trøyta det til Kvelds. Dei hava snart trøytt det fraa seg. B. Stift. – 2) udholde, tilbringe (en vis Tid). Trøyta Dagen ut. Eit Aar er langt aa trøyta. (Jf. trøya). Ogsaa: holde ud med noget til en Tid, eller til et vist Punkt. Naar eg trøyter Alni, kann eg og trøyta Spanni. Berg. Østl. og fl. – 3) anstrenge, drive, holde til Arbeide. Han trøyter Folket for lenge. Eg vil ikkje trøyta Hesten meir. G.N. þreyta. (Jf. trøytt). Hertil trøyta seg: anstrenge sig. Trøyta seg etter nokot: tragte, stræbe. (Jf. traa, traatta). Det var det, som eg trøytte meg etter. Meget brugl. – 4) v.n. holde ud, vedblive med noget; ogsaa: blive længe paa et Sted, stunde, vente længe. Lat oss no trøyta paa ei Stund til. Me trøytte til dess, at han kom, o.s.v.

trøytande, adj. i Forbind. D’er ikkje trøytande lenger, dvs. det er ikke tjenligt at vedblive længere.

Trøyte, m. Morskab; s. Trøyskap.

trøyten, adj. udholdende; s. trøytsam.

Trøyting, f. Anstrengelse; vedholdende Stræben; ogsaa: lang Venten.

trøytsam, adj. udholdende flittig, travl. Oftere trøyten. Jf. trauten.

trøytt, adj. træt, udmattet; egentlig: anstrengt indtil Udmattelse (s. trøyta, 3). Jf. trotad. G.N. þreyttr. Som Particip ogsaa: dreven; tilbragt, tilendebragt Oftere avtrøytt.

Trøyttleike, m. Træthed.

trøyttna, v.n. (ar), trættes, blive træt. (Jf. trota). Hedder ogsaa trøyttast.

Tu, s. Tuv. – tu (ut-ur), s. ut-or.

Tua, s. Tuva og Tvoga.

Tubba, f. en Tue (= Tuva). Sogn, Hall.

Tude, m. i Forbind. “so vaat som ein Tude”, dvs. ganske gjennemvaad. Sdm.

Tudur, s. Tidur. – Tue, s. Tøda.

Tufs, n. Smaapluk, Lapperie; ogsaa: Armod, daarlig Tilstand. Østl.

Tufs, m. en Stymper, Kludrer; En som forsøger adskilligt, men ikke udretter noget. B. Stift og fl.

tufsa, v.n. (ar), plukke, pille, ruske i noget (jf. tafsa); ogsaa: kludre, forsøge noget løselig og uden Held. Berg. Trondh. Hertil Tufsing, f. Plukning o.s.v.

Tufsa, f. Pjalt, Lap; Tørreklud. Trondh. Andre St. Tofsa (Topsa). Noget lignende er Tafse, Trafse; Trifsa, Trofsa.

tufsast, v.n. optrevles, blive forslidt eller laset. Trondh.

tafsen, adj. ubehændig, som vel forsøger men ikke udretter stort. Falder ofte sammen med tufsutt, adj. opreven, laset, noppet.

Tuft, f. Tomt, Grund hvorpaa en Bygning staar; ogsaa om Stedet hvor et Huus har staaet eller skal sættes. Nogle St. Tupt (u’), Søndre Berg. Afvig. Tyft (y’) og Tøft, Sdm. Trondh., Toft (o’), Nordl., Tomt (oo), Østl. (Jf. Tølt). G.N. tuft (tupt, topt); Eng. Dial. toft; Sv. tomt.
I Formen Tomt bruges Ordet ogsaa om et Oplagssted for Tømmer, Planker og deslige. Ellers ofte om et Hjem eller Bosted. Leita upp gamle Tufter: besøge sit Fødested eller et Hjem fra forrige Tider.

Tufta, v. grundlægge; s. tufta.

Tufte, m. Vætte, Nisse, usynlig Nabo; i Fleertal om Ellefolk eller Underjordiske, som ogs. kaldes Tuftefolk. Nordl. Trondh. Hertil Tuftekall, m. Nisse (= Tunkall). Trondh. Gbr. Afvig. Tomte, el. Tomtegubbe, Østl., Tøltabonde, Vald. (Vang). Tuftekjerring f. Ellekone osv.

Tugga, f. en Tygning, Mundfuld, saa meget som man kan holde i Munden. Temmelig alm. Isl. tugga; Sv. tugga. (Til tyggja). Taka alt i ei Tugga: alt i een Bid, paa een Gang.

Tugt, f. Tugt, Ave; Tæmmelse.

tugta, v.a. (ar), tugte, tæmme. Nogle St. tygta (tykta). G.N. tykta, jf. Ang. tyht, tuht; Nt. Tugt.

tugtug, adj. tugtig; sømmelig.

Tugu, s. Toge, Tvoga, Tøda.

Tuka (?), f. lodden Hud (= Feld). Hall. i Formen Tuku (Bjønntuku, Ulvetuku, Purketuku). Maaskee for Stoka (o’); jf. G.N. staka (stöku).

tukka, v.a. rokke, flytte; s. tokka.

Tukke, m. Mælkegrød; ogsaa en tyk Vælling. Sæt. Tel. (Tukkje). Maaskee for Tjukke.

Tuku, s. Toka og Tuka.

Tul (uu), m. en Taabe, Tosse. Hard. (Tuudl). Andre St. Tyl.

tula, v.n. (ar), 1) fare taabeligt frem. Hard. (Jf. tulla). – 2) suurmule, sidde stille og døsig. Hall. Hertil tulen, adj. taus, ordknap.

Tule, m. 1) Yngling, ung Tjener; især En som vogter Fæ (= Gjætargut). Nfj. – 2) en lystig, munter Karl. Tel. (Jf. Sv. ture; i Dial. tule). – I Hall. har Ordet en modsat Betydning, omtr. som Suurmuler, s. tula.

Tull, n. Tosserie, Fjas (= Tulleskap).

Tull, m. 1) Hvirvel, Kredsgang. Ganga i Tull: gaae rundt, hvirvle. Nordl. (Jf. Tunn). – 2) en Dands; ogsaa Spil til en Dands; et lidet Musikstykke; en kort Sang osv. Tel. og fl. – 3) en Krølle, Uldtot, Haarlok, eller noget som er sammenrullet. Østl. og fl. – 4) en Bylt, Pakke, et sammenbundet Knippe. Østl. – 5) en Tosse, taabelig Person; ogsaa En som har underlige Indfald eller Nykker, en Særling, underlig Karl. Trondh. Nordl. og fl.

tulla, v.a. og n. (ar), 1) svinge, hvirvle, dreie omkring. Tulla seg: dreie sig rundt. Nordl. og fl. Hører maaskee sammen med tvilla (jf. Eng. twirl; T. zwirlen). – 2) røre, mænge sammen ved en hvirvlende Bevægelse, f. Ex. i en Gryde. B. Stift. Jf. tvilla. – 3) krølle, rulle eller vikle sammen. Gbr. Hall. og fl. Sv. Dial. tulla. – 4) v.n. tumle sig, svinge, dandse (jf. tunna). Tel. Hall. Ogsaa: spille el. synge som til en Dands (= hulla, sulla). Tel. – 5) tumle omkuld, falde, vælte. Smaal. (Sv. Dial. tulla). Jf. trulla og trilla. – 6) tumle afsted, løbe blindt hen, vandre vildt; ogsaa: bære sig taabeligt ad, have taabelige Indfald. Ganga og tulla: gaae som i Forvirring. Tulla seg burt: forvilde sig. Berg. Trondh. Gbr. Ogsaa: snakke i Forvirring, tale vildt, fantasere. Nordl.

Tulla, f. 1) en taabelig Kvinde. Trondh. – 2) et Faar med korte Ører (= Kuva). Tel. – 3) Tumlesyge; s. Tullesott.

tullad, adj. tosset, forvirret; s. tullutt. Ellers som Particip: sammenrørt; krøllet osv. see tulla.

Tullar, m. et Slags Dands. Tel.

Tulleskap, m. Tosserie, Fjas, underlige Indfald; Forvirring, Griller.

Tullesott, f. Ringsyge, en Faaresygdom som yttrer sig derved, at Dyret løber rundt i en Cirkel. Trondh. Ogsa kaldet Tulla (Tullo), Helg., og ellers Sviva el. Svivesott (Tel.), Tunnasykja, Villesykja og Dubbesykja (B. Stift).

Tulling, f. Omtumling osv. s. tulla.

Tulling, m. en Taabe, eller oftere: en underlig, lunefuld Person. Jf. Tull, 5.

tullutt, adj. 1) tosset, taabelig, forvirret. Hedder ogsaa tullen. (Paa Sdm. tullefingjen). – 2) forstyrret i Hovedet, forrykt. Nordl. (tullatt). I Nordre Berg. tulla(d). Jf. tuslen.

Tultra, f. Pjalt, Lap. Sdm. (S. Totra).

tuma (u’), v.n. (ar), udmaale noget i Tommer; trække langsomt eller ligesom tommeviis. Hertil maaskee ogsaa toma: famle, gramse. (Hall. Gbr.

Tume (u’), m. 1) Tommelfinger paa en Haand. B. Stift, Rbg. og fl. (Nogle St. Tumme og Tomme). Ellers i en anden Form: Tumarsfinger, Sdm. og fl. G.N. þumalfingr; Sv. tumme, Eng. thumb, Ang. þuma, Ght. dumo. – 2) Tommelfinger paa Vanter eller Handsker. Søndre Berg. Rbg. og fl. (Andre St. Tumling). – 3) en Tomme (som Maal).

Tumerot, f. den Deel af Haanden, hvorfra Tommelfingeren gaar ud. Nogle St. kaldet Gump, Jark, Jarpehold.

Tumestokk, m. Tommestok, Alenmaal.

Tumetal, n. Maal efter Tommer. I Tumetal: tommeviis.

tumla, v.n. (ar), tumle, svæve omkring; ogsaa falde, styrte. Ikke alm. Hertil Tumling, f. Tummel, Uro.

Tumling, m. 1), Tommelstykke paa Handsker. Nordre Berg. I Gbr. Tumung, eller Tummung. G.N. þumlungr. See Tume.


Tumling, m. 2, en Tumling, et lidet Bæger uden Fod.

tumra, v.n. (ar), famle, gaae som i Mørke (= stumra). Hard.

tumsen, adj. 1) mut, ordknap, som ikke vil tale. Nordre Berg. – 2) forvirret i Hovedet, tosset, fjantet. Østl. Nogle Steder tomsen.

Tumsing, m. tosset eller forvirret Person; Fjante. Østl.

Tumung, s. Tumling.

Tun (uu), n. 1) Gaard, bebygget Sted; den Plads hvorpaa Husene staae (i Modsætning til de omliggende Marker). Berg. Stift og fl. Heim i Tunet: hjem til Husene, til selve Gaarden. Eit stort Tun: en stor Samling af Huse, et Bosted med mange Huse. – 2) et Sæt af Huse til et enkelt Gaardbrug; de Bygninger som høre til en Huusholdning. Ein Gard med try Tun: en Gaard som er deelt i tre Brug, har Huse for tre Familier. Sdm. Voss. (Jf. eintynt). – 3) Gaardsrum, aaben Plads som omgives af Huse. Sfj. Sogn, Hall. og ellers alm. søndenfjelds i den afvigende Form: Ton. Ut paa Tunet, eller ut i Tunet (Ton’e): ud paa Gaardspladsen, ud af Huset. (Andre St. ut i Garden). G.N. tún: Gaard; Plads. Ang. tún: Gjærde; Gaard. Eng. town: By. Jf. Nut Tuun og T. Zaun: Gjærde.