Ivar Aasen Norsk Ordbog

stuvrydja, v.a. (ryd, rudde), rydde op for Fode, rive Buske og Træer bort. Sæt. – stuvrudd: ryddet, renset.

Stuvslit (i’), n. Slid i Stammen, Brist eller Vridning som et Træ har faaet i Fældningen. Søndre Berg.

Stybarn, s. Styvbarn.

Styd (y’), f. en Støtte; en Stok eller Pæl til at støtte med. Mest alm. Stø, ogsaa Sty’, paa Sdm. Styd. G.N. stod, ogs. stydja. Sv. stöd.

Styde, s. Støde og Støda.

stydja (y’), v.a. (styd, studde, u’), støtte, understøtte, holde opret; ogsaa: sætte Støtter til. (Inf. mest alm. støa, stø; ogsaa stya; i Nfj. og Sdm. stydje). G.N. stydja; Sv. stödja. Imperf. nogle St. stydde (y’). Particip studd (u’), nogle St. stydd; i Neutr. studt (stydt). Stydja seg: støtte sig, holde sig til noget. Stydja uppunder: understøtte; figurl. hjælpe til, holde med, opmuntre. – stydjast, v.n. støtte sig til hinanden.

Stydja, f. en Støtte (= Styd). Lidet brugl.

Stydjar, m. en Understøtter, Hjælper.

Stydning (y’), f. Understøttelse, Hjælp, Bistand; ogsaa: Bestyrkelse, Opmuntring. Nogle St. Studning (s. Studnad); andre St. Stydnad (Stønna, Støna), m.

Styfar (Stykfader), s. Styvbarn.

Stygg (y’), m. Afsky, Modbydelighed. Han fekk Stygg til det: han fik Afsky derfor, det blev ham modbydeligt (f. Ex. om et Slags Drik). Ogsaa i Formen Stugg, Nordl., og i lignende Betydning: Stegg, Tel. (G.N. stygd, f.). Jf. styggja og styggjast.

stygg, adj. 1) sky, bange; eller egentl. frastødt. Brugt i Sammensætning som: tverstygg, mannstygg, folkestygg. Ved Trondh. styggjen. G.N. styggr: fortrydelig, vred. – 2) frastødende, afskrækkende, frygtelig (om Syn eller Lyd); barsk, truende (om Veir); modbydelig (om Smag og Lugt). Sv. stygg. – 3) styg af Udseende, grim, hæslig; ogsaa: plump, klodset, ilde gjort; f. Ex. om Klæder eller Redskaber. (Den mest almindelige Betydning). Tildeels i en anden Form: stugg, Nordl. – 4) upassende,
usømmelig; om Opførsel og Tale. Ei stygg Aatferd; stygg Viis; eit stygt Lag. – 5) led, slem, med Hensyn til en Feil eller Uvane; f. Ex. han er stygg til aa drikka, ljuga, banna o.s.v. (Jf. laak, leid, fæl). Ellers ogsaa i en mildere Betydning: slem, skjelmsk, listig. Saaledes ogsaa som Substantiv: Styggen, m. og Stygga, f. dvs. den slemme Ting, eller Person. (Derimod “den stygge”, eller “Styggemannen”: Fanden). Komparativ styggare, tildeels styggre. I Sammensætning bruges oftest Formen “stygge” (som maaskee forudsætter et Subst. Stygga, f.); saaledes: Styggeferd, f. usømmelig Færd eller Opførsel. Styggelæta, f. en uhyggelig Lyd. Styggemylska, f. en forfærdelig Masse. (B. Stift). Styggerusk, n. en frygtelig Bevægelse eller Tummel. Styggesnakk, n. usømmelig Snak. Styggeting, n. en ulidelig Tingest. Styggety, n. modbydeligt Tøi; ogsaa: Pak, Skarns Folk.

Styggdom, m. Styghed; s. Styggje.

Stygge (gj), m. Modbydelighed, Afsky. Nordl.

Styggeferd, og fl., s. stygg.

Stygging, m. En som er styg, led eller slem. Nogle St. Styggjing.

styggja, v.a. (er, de), frastøde, afskrække, indgyde Frygt eller Uvillie. Han stygde deim fraa seg. Hard. Vald. og fl. (G.N. styggja). Ellers mere alm. styggjast, v.n. skye, undflye, holde sig borte af Frygt eller Uvillie. Dei stygdest fraa honom. Fuglarne hava stygst veg, dvs. have flygtet, faaet Afsky for Stedet. D’er so, at ein kann styggjast ved, dvs. væmmes, forarges. (G.N. styggvast). Jf. Stygg.

Styggje, n. noget stygt eller afskrækkende; en Vederstyggelighed. Hedder ogsaa Styggjelse, n. (B. Stift). Noget lignende er Styggdom (Styggedom), m. Ogsaa i en nyere Form Styggheit, f.

styggjeleg, adj. frygtelig, afskrækkende.

styggjen, adj. sky, bange; s. stygg.

styggkald, adj. frygtelig kold. Østerd.

styggleg, adj. noget hæslig, led, slem. I Tel. steggleg.

styggna, v.n. blive styg. Lidet brugl.

Styggveder, n. barskt eller Haardt Veir; Uveir. Mest alm. “Styggeveer”.

styggvoren (o’), adj. = styggleg. Gbr. og fl.

stygt (el. styggt), adv. modbydeligt, afskyeligt; ogsaa: plumpt, klodset, ilde, paa usømmelig Maade; f.. Ex. laata stygt; skriva stygt; fara stygt aat, o.s.v.

Stykbarn, n. Stifbarn; s. Styvbarn.

Stykfader, s. Styvfader.

Stykke (el. Stykkje), n. 1) Stykke, Stump, særskilt Deel. G.N. stykki. – 2) Afdeling, Afsnit, enkelt Post; f. Ex. i en Bog. (Jf. eit Stykke Veg). – 3) enkelt Ting, Nummer, Exemplar. Skillingen og Stykket: en Stilling for hvert Stykke. – 4) et Slags smaa Kanoner. – 5) et Arbeide, et Værk, f. Ex. Meisterstykke. – Dativ Fl. Stykkjom; saaledes “stykkjom-til”, adv. af og til, paa enkelte Stykker. Hall. og flere.

stykkja, v.a. (ar), udstykke, dele i Stykker. Lidet brugl. Jf. støkkja.

Stykmoder, f. Stifmoder; s. Styvbarn.

Styl (yy), m. stjern (= styv, stuv). Indh. (G.N. stjöldr). Sv. Dial. styl.

Styl (y’), m. (Fl. Styler), Stilk, den nederste Deel af et Straa; ogsaa Rod-Enden paa et Kornneg. Nordre Berg. Nhl. Rbg. Afvig. Støle, m. Ryf., Stjøl (Skjøl), Indre Sogn, Skjæl (Fl. Skjæli’), Hall. Jf. Stil, Stjore, Skjøsler.

Styl (y’), m. (2), s. Stuld.

Stylk (y’), m. (Fl. Stylkjer), 1) Stilk, Stængel i en Urt eller Buskvæxt. Nogle St. Stilk; ogsaa Stelk, Nordl., Stalk, Trondh., Stykk’e, Sæt., Stjulk, Nedenæs (Gjerrestad). G.N. stilkr (?); Sv. stjelk, Eng. stalk. (Jf. Styl). – 2) Bladstilk, Ribbe i et Blad. (Tobakstylk). – 3) Rorstilk, den bageste Ende af Kjølen i et Fartøi. Nordl. (i Formen Stelk).

Stylkesott, f. Fuglenes sygelige Tilstand under Fjæderfældningen. B. Stift. Nogle St. Stylkjesott. I Nordl. Stelksott.

Styltra, f. Stylte, Stigetræ at gaae med. Ikke alm. Paa Voss Skjøltra (eller Stjøltra). Sv. stylta; Eng. stilt.

Styn (y’), m. Stønnen, stønnende Lyd; see stynja. G.N. stynr.

Styng, m. (Fl. Styngjer), 1) et Stik, f. Ex. med en Naal. Nogle St. Sting, Østl. Jf. stinga. – 2) Sting, Hold, stikkende Smerter i Legemet. Jf. Haldstyng. – 3) Hul eller Mærke efter et Stik. Hertil “styngjemillom”, dvs. imellem Stikkene i en Søm. – 4) et Redskab at opstikke Jord med; et Slags Møggreb. Smaal. i Formen Sting. I Sogn “Mykjastyng”. – 5) et Slags store Insekter med fire Vinger, Libellula. Oftest sammensat, saaledes: Bu-styng (Mandal), Augestyng (Vald.), Øyrestyng, eller Øyrnastyng (Sogn og fl.), Ormestyng (Sdm., hvor det dog oftere hedder: Stingar). – Om et andet Styng s. Støding.

styngs, adv. hastigt, pludselig (= stums). Hard. Oftere: styngse.

stynja (y’), v.n. (styn, stunde, stunt), stønne, puste, aande tungt. G.N. stynja (stundi). – Stynjing, f. Stønnen.

Stynulv (y’), s. Stunulv.

Styr (yy), n. 1) Styrelse, Bestyring. Jf. Husstyr. – 2) Orden, Skik; ogsaa: Ave. Halda Styr paa: holde i Orden, i Ave. – 3) Sysler, Forretninger; smaa Arbeider i Huset.

Styr, m. (og n.), Støi, Tummel, Uro. Trondh. Østl. (Jf. Uppstyr). Nærmer sig
mere til styrja.

styr, adj. s. styren og styrd.

styra, v.a. og n. (er, de), 1) styre, lede, føre i en vis Retning; særlig om at holde Roret i et Fartøi. G.N. stýra. – 2) henvise, anbefale En til et Sted; ogsaa: sende, skikke. Han styrde meg hit. Rbg. Tel. og fl. (Jf. støra). – 3) styre, beherske, holde i rigtig Orden. Styra seg: beherske sig, dæmpe sin Lyst eller Lidenskab. – 4) bestyre, forestaae, raade over, f. Ex. Huus eller Gods; ogsaa v.n. herske, regjere. Jf. Styr og Styring. – 5) v.n. stævne, tage Veien, holde en vis Retning; f. Ex. styra til Lands, til Havs; styra beint i Aust osv. – 6) støie, gjøre Larm og Uro, gjøre Optøier. Meget brugl. nordenfjelds og paa Østl., men synes nærmest udgaaet fra styrja.

Styra, f. Væverstol; s. Støra.

styrall, adj. urolig; s. styren.

styrande, adj. som man kan styre.

Styrar, m. Bestyrer, Forstander. Tildeels ogsaa: en urolig Person (rettere Styrjar).

Styrbord, n. Styrbord, høire Side. (Modsat Bakbord). G.N. stjórnbordi.

styrd (yy), part, styret, bestyret. Nogle St. styrt. Jf. ogsaa stird (stira).

styrd (y’), adj. stiv, plump, ikke rigtig bøielig eller smidig; om Dyr og Mennesker, saavelsom om enkelte Lemmer. Alm. men i forskjellig Form: styr’e (y’), B. Stift; stør og støl (med tykt L), Østl.; stir (i’) og steer, Nhl. Nordl., steel (tykt L), Trondh., stjeel, Indh.; stjur (skjur’e, sjur’e), Hard. Lister, Mandal, Rbg. Tel. (Jf. ogsaa styrven). G.N. stirdr; Sv. stel (i Dial. sterd og stjel Rietz 679). Slægtskabet dunkelt.

Styrda, f. Lamhed i Fødderne; s. Stor, m. Sogn, i Formen Styra (y’).

styrdføtt, adj. stiv i Fødderne, tungfærdig til at gaae.

styrdhendt, adj. tunghændet; ubehændig.

Styrdleike, m. Stivhed, Plumphed.

styrdna, v.n. (ar), stivne, tabe sin Smidighed. Alm., med samme Overgange som styrd, altsaa: styrna (y’), størna, stølne; steerna, steelna, stjurna. Mere afv. størtne, Østerd. (Trysil). G.N. stirdna; Sv. stelna.

styrdt, adv. stivt, uden Smidighed; ogsaa: møisomt, med noget Tvang; f. Ex. Det gjekk styrdt. (Afvig. størt, stjurt og fl.).

styrdvoren (o’), adj. noget stiv eller ubehændig.

Styre (yy), n. 1) Ror paa Baad el. Fartøi; Rorblad, Styreskive. Alm. G.N. stýri. – 2) Greb eller Haandfang i en Plov. Østl. – 3) Rygstød paa en Stol eller Bænk. Buskr. – Lyda Styret: lystre Roret. Sigla Baaten av Styret: løbe op paa en Bølge, saa at Roret ikke naaer Vandet. “Sigle ‘ta Styra”, Nordre Berg.

Styreblad, n. Rorblad, Skiven i et Ror.

Styrehake, m. Hage i Rorbladet, hvorved det fæstes til Kjølen (paa Baade).

styrelaus, adj. rorløs. Jf. styrlaus.

Styrelaas, n. Gjænge imellem Roret og Kjølen. Nordl.

Styrelykkja, f. Jernkrampe i Gjænget paa et Ror. B. Stift.

Styremann, m. Styremand paa Baad eller Fartøi; ogsaa Formand for Besætningen paa en Fiskerbaad.

Styremaate, m. Maade at styre paa; Plan eller Regel for Bestyrelse, f. Ex. i en Huusholdning.

styren, adj. støiende, urolig, vild. Trondh. Østl. Hedder ogsaa styrall og styrande; men synes nærmest at høre til styrja; see styrjutt.

Styre-rom, n. Bagrum, Styrmandens Plads i en Baad.

Styrespyta (y’), f. Pind hvormed Roret fæstes i Rorgjænget. B. Stift.

Styrevol (o’), m. Rorstang, Skaft at bevæge Roret med. Alm. ved Havkanten. Styrevol-tunga, f. en kortere Deel af Rorstangen, adskilt fra denne ved et Led eller Gjænge. Nordre Berg.

Styring, f. Styrelse; Bestyrelse; Huusholdning. Jf. Stjorn.

styrja (y’), v.n. (ar), støie, gjøre Optøier, vække Uro. Hall. (hvor det dog ogsaa hedder “styre” med lang Vokal). Oftere: styrjast, v.n. stride med hinanden, rives, brydes. Hertil styrjutt og Ustyrja. Jf. Styr og styren (med lukt y); G.N. styrr, m. Ufred; Ang. styrian, Eng. stir: sætte i Bevægelse.

Styrja, f. Stør (Fisk), Accipenser Sturio. Ogsaa kaldet Haastyrja, til Forskjel fra en anden Fisk “Makrelstyrja”, Thunfisk (Thynnus vulgaris). – Styrjevoda (o’), f. Størens Leg eller Pladsken i Vandfladen; uegentlig om en stor Støi og Tummel. Sdm.

Styrjing, f. Støi, Uro. Hall.

styrjutt, adj. urolig, støiende, stridslysten. Hall. (s. styrja). Andre Steder styren, styrall og flere.

Styrk, m. Bestyrkelse. Tel. og fl.

Styrke, m. (og n.), 1) Styrke, Hold, Varighed. Alm. udtalt Styrkje. – 2) Kraft, Legemskræfter. – 3) Magt, Mængde af Hjælpemidler; Krigsstyrke, m. m.

styrkja, v.a. (er, te), styrke, gjøre stærk; ogsaa: bestyrke, bekræfte; figurlig: opmuntre, give Mod. G.N. styrkja. (Jf. sterkja, sterk, storken). Imperf. lyder sædvanlig styrrte (y’), og Supin. styrrt (for styrkt). – styrkjast, v.n. blive stærkere, faae mere Kraft.

styrkjeleg, adj. styrkende, kraftig, som giver Kræfter. (B. Stift). Hedder ogsaa styrkjande.


Styrkning, f. Styrkelse; Bestyrkelse, Forstærkning. Hedder ogsaa Styrkjing, f. og Styrkjelse, n.

styrlaus (yy), adj. 1) overladt til sig selv, vanrøgtet, forsømt. – 2) ustyrlig, vild, ubændig. – styrlaust, adv. uden Styrelse, i vild Uorden.

Styrløysa, f. 1) Uorden, Mangel paa Styrelse. – 2) Ustyrlighed, Tøilesløshed. – 3) en urolig, ustyrlig Person.

styrma (y’), v.n. (er, de), strømme frem, løbe til i stor Mængde. Rbg. Egentl. storme; G.N. styrma, af Storm.

Styrming, f. Strømning, Sammenstimling.

styrna (y’), s. styrdna.

Styrnad (yy), m. Bestyrelse, Maade at styre paa; ogsaa Huusholdning. Nhl. og flere. Jf. Stjorn.

Styrslede (yy), m. Spidsslæde, smal Slæde eller Kane. Østl.

styrven (y’), adj. stiv, tungfærdig, ubehændig. Sdm. og fl. (Noget ligt styrd). Nogle St. størven: haard, besværlig (altsaa ligt det foranførte sterven). Isl. stirfinn: haard, stridig; ogsaa doven. (Egilsson 779). Jf. ogsaa sterra og sterren.

stytt (y’), part. afkortet. Jf. stutt.

stytta (y’), v.a. (er, e), forkorte, gjøre kortere (af stutt). G.N. stytta. Stytta upp: opstilte, binde Klæderne op. Hertil Stytteband, n. Bælte eller Baand at opkilte Klæder med. Tel. og fl.

Stytting, f. Forkortelse.

Stytting, m. 1) en kort Stok eller Kjæp; ogsaa ellers om en kort Ting. Voss og fl. – 2) en Tømmerslæde, kort Slæde. Trondh. Nordl. Andre St. Drog, Drætte, Vaga.

Styv, m. Stjert, Fuglehale. Fuglehale. Nordl. Andre St. Stuv, Styl, Stert, Vele.

styva, v.a. (er, de), stævne Træer, kappe, hugge Toppen af. Alm. i de sydlige Egne. G.N. stýfa. (Af Stuv). Jf. kolla. Particip styvd: kappet.

Styva, f. halvvoxen Pige; s. Styvning.

Styvbarn, n. Stifbarn, Ægtemages Barn fra et tidligere Ægteskab. (Uegentl. En som bliver tilsidesat eller forglemt). Brugt i flere afvigende Former, for en stor Deel med “k” (styk-); saaledes: Stykbarn (Stykkbadn), B. Stift, Stikban, Sdm., Stjukbarn (Skjukbaan, Sjukkbaan), Tel. Sæt., Stugban, Nordl., Stygbaan, Hall. Vald. Gbr., Stybarn (Styban), Trondh., Stiban, Namd., Støbarn, Smaal. Solør. – Særskilt: Styvdotter (Styk-, Stjuk-, Sty-, osv.), f. Stifdatter; og Styvson (Styksaan osv.), m. Stifsøn. Saaledes ogsaa: Styvfader (Stykfar osv.), m. Stiffader, Moderens anden Mand; og Styvmoder (Stykmor osv.), f. Stifmoder, Faderens anden Kone. – Den egentlige gamle Form er stjup (G.N. stjúpbarn, stjúpfadir osv.); dog findes allerede tidlig visse Afvigelser, saaledes i Lovene og Diplomerne stjuf, styf, styp, stjuk, stjug, styk. De beslægtede Sprog have deels en ældre Form, svarende til “stjup” (Ang. steop, Eng. step; Ght. stiuf, T. stief), og deels en yngre, som svarer til “stjuv” (Holl. stief, Nt. steef, Sv. styf, D. stif), maaskee en Tillempning til den høitydske Form, som egentlig har “f” for “p”. Man henfører Ordet til Ang. steopan: berøve, fratage (ligt Lat. orbare: berøve En hans Forældre eller Børn).

Styvel (y’), m. (Fl. Styvlar), Støvle, høi Sko. Nogle St. Støvel; ogsaa Stivel (i’), Nhl., og Stevel (e’), Ryf. og flere. G.N. styfill; Sv. stöfvel, T. Stiefel, Ital. stivale. – Styvelslegg, m. Støvleskaft. Nogle Steder Styvelsbending, m. Sdm. Nordl.

styveleg, adj. s. følg.

styven, adj. dum, eenfoldig; eller egentlig: uøvet, uerfaren. Tel. og fl. Hedder ogsaa styveleg. Jf. stuven.

Styvfader, m. Stiffader; s. Styvbarn.

Styving, f. Afkapning; s. styva.

Styving, m. 1) en halvvoxen Fisk; især om Helleflynder. Sdm. – 2) en halvvoxen eller ikke fuldvoxen Dreng. Sogn og fl. I Tel. Stuving eller “Stuvingje” (Moland). – 3) en uerfaren, udannet Person; et eenfoldigt Menneske. – Tel. – Styvingsgjenta, f. en halvvoxen Pige (= Styva). Sogn.

Styvmoder, f. s. Styvbarn. – Styvmorblom, m. Stifmoderblomst (Viola tricolor). Afvig. Skjukmorblom, Sæt., Stømorblom, Solør, Stymorgull. Ork.

stæ (= stend), s. standa.

Stæk, m. Stank, ond Lugt. Tel.

stækja, v.n. (er, te), stinke. Tel. (stækje). Sv. Dial. stäka. Jf. Isl. stækja: Stank.

stækjen, adj. harsk, stram, ubehagelig. Sogn. Jf. ogsaa barstæk.

stæla, v.a. (er, te), 1) stable, stuve, pakke tæt sammen. Af Staal (Stabel). Nordre Berg. – 2) staalsætte, lægge Staal i. Mere alm. G.N. stæla. – 3) bestyrke, sætte Mod i; ogsaa: tilskynde, opægge. Trondh. Gbr. og flere. Dei hadde stælt honom upp. Afvig. stæra (stære), Ork. Jf. støra. Ellers bertegner stæla ogsaa: vise Staalet, f. Ex. om en Kniv: han stæler godt, dvs. viser en god Staalsætning. (B. Stift). Jf. staala. – Particip stælt: staalsat osv.

Stæle, n. Stabel, tæt sammenpakket Hob (= Staal). Sdm.

Stæling, f. Staalsætning; ogsaa: Bestyrkelse, Tilskyndelse; s. stæla.

stæma, s. stemma. stænd, s. standa.

Stængjel, s. Stengel.

stæra, tilskynde; s. støra.


Stært, s. Stert. – stærte, s. sterta.

stærug, adj. kraftig, stærk, fast. Tel. (Vinje). Jf. sterren.

Stæv, s. Stev.

Stø, s. Styd, Stød og Støde.

Støbarn, s. Styvbarn.

Stød, f. 1) Landingssted, Plads hvor Baade trækkes paa Land (sædvanlig med “Vor” paa Siderne og med “Lunner” i Grunden). Berg. Trondh. Nordl. Mest alm. Stø, ellers Styd (y’), Sdm. og Sto’, Sogn. G.N. stöd (pl. stödvar). – 2) Aabred, Elvebred. Østerd. Falder sammen med Stede (eller Stedje). – 3) en indhegnet Malkeplads (= Sæterkvi). Gbr. (Stø). Maaskee af anden Oprindelse; s. Sto. – Endeel Stedsnavne med Stod (o’) eller Sto’, som Eidssto’, Apallsto’, Gaukssto’ (i Tel.), høre vel ogsaa hertil (jf. Praamstod); dog kunde dette “Sto” ogsaa være en Forkortning af “Stodo”, for Stodom (o’), Dativ Fl. af Stad.

stød, adj. 1) stadig, som staar sikkert og ikke ryster eller vakler; f. Ex. om en Bænk. Mest alm. stø; i Nfj. og Sdm. stød’e. Egentlig: staaende (jf. G.N. einstœdr, hagstœdr, hugstœdr), af standa, stod. – 2) stadig med Hensyn til Varighed; jævn, altid ligedan; saaledes ogsa: standhaftig, fast, urokkelig. Alm. og meget brugl. – 3) sikker i Gang eller Bevægelse; f. Ex. stød paa Fotom; stød paa Handi. Ogsaa: vis eller sikker i en Sag. Eg er ikkje stød paa det: jeg veed det ikke ganske sikkert. Det kann du vera stød paa: det kan du stole paa, det vil ikke slaae feil.

støda, v.a. (ar), gjøre stadig. Oftest: støda seg (stø’ seg), dvs. blive stadig, ogsaa: slaae sig til Ro paa et Sted; saaledes om Fiskestimene, naar de standse for nogen Tid paa Fiskegrundene. Nordl. (Jf. Støde). Ogsaa i Formen stødast, v.n. blive stadig eller varig, f. Ex. om Veiret. Sdm. og fl.

Støda, f. 1) Stadighed, Fasthed; ogsaa Styrke. Nhl. (Støa). – 2) Underlag i Kornstabelen i en Lade; det nederste Lag hvori Negene staae opreiste med Stilkene mod Grunden. B. Stift. Paa Sdm. Styde (y’). Jf. Reising. – 3) Sidetræ i en Væverstol. Sogn (Støa). Andre Steder Støra. Paa Helg. er “Støa” ogsaa Kant paa en Væv, hvorom see Stoda. Hertil “stø’vindt”, s. stodovid, under Stoda (o’).

Støde, n. 1) Sted, Plads. Særlig om en Fiskegrund i Havet. Sdm. Nordl. (Støe, Stø). Mere alm. i Sammensætning, som Gardstøde, Kvernstøde, Sagstøde, Skinstøde, Ilestøde. – 2) Stilling; Beskaffenhed. I Sammensætning, som Haarstøde, Maanstøde, Vederstøde (Værstøe); jf. Stod.

Stødekall, m. i Forbind. “faa ut Stødekallen”, dvs. tærske den sidste Rest af Kornet i Laden (s. Støda). Sdm.

Stødemylja, f. en Madret for den Dag, da Kornet er optærsket. Sdm.

stødføtt, adj. sikker paa Foden; som gaar med sikkre Skridt.

stødhendt, adj. behændig til at træffe, sikker paa Haanden. Trondh. og fl.

Støding, m. en Støtte under Midten af Langstokkene i en “Fiskehjell”. Nordl. (Lof.) i Formen Støing, Støng, Styng. Ellers med Begrebet: staaende Ting, i Einstøding, Heimstøding, Umstøding. Jf. Uppstøding.

Stødkrok (?), m. et Slags Fiskekrog eller Angel. Solør. (Støkrok).

stødleg, adj. stadig, sikker (= stødug).

Stødleike, m. Stadighed, Fasthed.

stødna, v.n. (ar), blive stadigere, el. sikkrere. Lidet brugl. (stønna).

Stødnad, m. Bestyrkelse. Guldal. (Stønna). Falder sammen med Studnad.

stødt (støtt), adv. 1) stadigt, fast, uden Vaklen. – 2) stedse, bestandigt. Jf. stendigt. – 3) sikkert, nøiagtigt. Eg visste det so stødt.

stødug, adj. 1) fast, sikker, paalidelig. Nogle St. stødig (med tydeligt d); ogsaa støug, og i Indh. studug, som vel egentlig er stodug (o’), af Stoda (o’), f. G.N. stödugr. – 2) stadig, vedvarende. Nogle St. støug; i Sæt. tildeels støig eller støyg (med Diftong), f. Ex. “Dæ vardt støygt Veir”.

Stødul (Støul), s. Støl.

stødva, v.n. (ar), standse, hvile, staae stille. Brugt i flere afvigende Former, nemlig: støva og støvda, Ryf.; støiva (støyve), Sæt., stauva, Hard. G.N. stödva: standse (v.a.). Hertil nærmer sig ogsaa: stava og stada (sta’a) i Tel., og ligeledes stogga og stagga. (Jf. Overgangen i Ordet Vodve).

Støe, s. Støde. – Støing, s. Støding.

Støkk (ø’), m. 1) Brist, Sprække. Hall. og fl. I Tel. Stekk (s. støkka). – 2) Skræk, Rædsel. Faa ein Støkk: blive opskræmt. Jæd. og fl. Nogle St. Stokk, n.

støkka (ø’), v.n. (støkk, stokk, stokket), 1) briste, sprække (saaledes at et Stykke falder ud). Det støkk i sunder: springer i Stykker. Ljaaen stokk i Eggi: fik Skaar i Eggen. B. Stift og fl. Inf. tildeels støkkja; nogle Steder stekka (stekke), med Præs. stekk’e. Tel. Sdm. – 2) briste løs, falde ud. Det stokk ut eit Stykke or Berget. Reina stokk ut i Elvi. G.N. stökkva. Jf. Goth. stiggkvan: støde. – 3) bryde ud, flyde, rinde; f. Ex. om Sved. Eg vardt so heit, at det stokk Sveiten. (Sdm.). Det stokk ikkje Taara av honom (dvs. han græd aldrig). Num. og flere. – 4) rende bort, løbe, flygte pludselig (= skvetta); om Dyr eller Fugle. Hard. og fl. (G.N. stökkva). – 5) fare op af Skræk, faae en Gysning eller Rystelse (= skvetta, kvekka, kippa seg). Jæd. Rbg. Jf. Sv. stinka: hoppe (Rietz 677). T. stinken og Eng. stink have faaet en
anden Betydning, lig det foranførte stækja.