Ivar Aasen Norsk Ordbog

Slaa, f. 1) en Slaa, liden Bom til at lukke med. G.N. slá. – 2) Revle, Tværslaa (= Oke, Norve). Shl. (med Fl. Slær). Jf. Saumslaa. – 3) Stolpe i en Skillevæg. (Bolkeslaa, Baasslaa). Gbr. Afvig. Slo, Rom. – 4) Horntap, s. Slo.

Slaad, s. Slaata. – Slaae, s. Slede.

Slaag, s. Slok. – Slaaga, s. Sloga.

Slaagaa, s. Slage.

slaakutt, adj. slunken, lang og mager. Smaal. (slaakette). Saaledes ogs. Slaak, m. og Slaaka, f. en lang og mager Krop. I Solør Slaakaa, m. en doven Person; og slaakaa, v.n. være doven. Formodentlig for Sloke og sloka (o’). Jf. sloka og Slaap.

slaamen, adj. slunken, tynd. Ryf.

Slaap, m. 1) en stor og mager Fisk; især om Torsk. Sdm. Nordl. (Isl. slápr). – 2) en Lediggjænger, doven Karl. Nordenfjelds.

Slaapa, f. Slaaentorn, Prunus spinosa. Smaal. Slaapebær, n. Slaaen. Afvig. fra de andre Sprog: Sv. slån; Eng. sloe, T. Schlehe.

[Slaaprokk, m. Slobrok. Nt. Slaaprock (egentl. Sovekjole).

Slaasskjempa, s. Slagskjempa.

slaast, v.n. (slæst, slost, slegest), slaaes med nogen, el. slaae hinanden. I sidste Tilfælde Fleertal, altsaa Præs, slaast, Imprf. slogost (sloost, Hall.). Supin. slegjest, sleiest osv. s. slaa. Hertil et nyere Ord “Slaasting”, f. Slagsmaal.

Slaata, f. Stang, tynd Træstamme; f. Ex. til Gjærder. Tel. Ogsaa i Formen Slaat (Fleert. Slæter) eller Slaad (Slæd’a). Lister.

Slaategard, m. Gjærde af Stænger.

slaatra, v.a. slagte; s. slagta. Paa Sdm. betegner slaatre at strabadsere, søle, pladske i Væde og Søle. Hertil Slaater (Slaatr), n. en Stakkel som slæber og lider ondt. I Tel. er Slaater: Slagtefæ.

Slaatt, m. 1) Slaaen, Bankning; ogsaa Maade at slaae paa. Ikke meget brugl. G.N. sláttr. – 2) Høslæt, det Arbeide at afmeie Græsset. Alm. G.N. heysláttr; Sv. slåtter. – 3) den Tid, da Høslætten pleier at foregaae. Fyre Slaatten. Midt i Slaatten osv. Ofte ogsaa om et Sted hvor man slaar Hø (= Slaatta, Slætte). – 4) et Musikstykke, Musiknummer; enkelt Stykke for Fiolin eller Fløite. (Egentlig: Slag paa Strengene, Harpeslag). Alm. Ellers ogsaa kaldet Laatt (Hall. Vald.), Leik (Trondh.), Speltak, Feletak (Hard. og fl.). – 5) en enkelt Dands efter Musik. Dei hadde dansat tri Slaattar. – I Sammensætning har Ordet sædvanlig Formen
Slaatte; s. følg. Ord.

Slaatta, f. 1) Høslæt (= Slaatt). Især om Høslæt som kan udføres paa en vis kort Tid, f. Ex. Dagsslaatta. Søndenfjelds. (Andre St. Slætte). – 2) Mark hvor man slaar Hø. Hertil Fjellslaatta, Heimeslaatta og fl.

Slaatteblom, m. Planter som blomstre ved Høslættens Begyndelse. Østl.

Slaattebud, f. Høbod (Lade) paa en afsides liggende Græsmark.

Slaattedogg, f. Dug som letter Høslætten.

Slaattefolk, n. Folk som slaae Hø. I Hall. ogsaa Slaattely(d), m.

Slaattegraut, m. et Maaltid Flødegrød at nyde ved Slutningen af Høslætten. Temmelig alm.

Slaattelaut, f. en liden Dal eller Huulning med god Græsmark. Indh.

Slaattelende, n. = Slaattemark. Vald.

Slaatteløn, f. Løn for en Slaakarl.

Slaattemann, m. Slaakarl, leiet Mand til at slaae Hø. G.N. sláttumadr.

Slaattemark, f. Marker hvor man slaar Hø.

Slaattemaal, n. Engstykke som udgjør 8 Stænger i Længde og Bredde. Vald. Derimod Slaattemæling, f. et Stykke som udgjør 4 Slaattemaal.

Slaatteteig, m. Engstrimmel; s. Teig.

Slaatteveder (-veer), n. Veir som er gunstigt for Høslætten.

Slaatt-onn, f. Arbeidet med Høslætten (= Høyonn). Nogle Steder oftere Slaattevinna, f.

Slaatt-øl, n. Gilde eller Gjæstebud ved Høslættens Slutning. Østl.

Slaa-ved, n. Paaskud, Foregivende. Sdm. (Vel egentl. Verbum: slaa ved).

Slede (e’), m. Slæde, Kjøretøi som glider paa Meder. Brugt i flere Former: Slede, Nfj. Sdm., Slie, Sogn; Slee, mange Steder, Slea, tildeels paa Østl., Slae, Smaal. Solør, Østerd., Slada (?), Sla’a, Namd., Slaadaa (Sloddaa), Skogn, Slaae, Ork. Guldal. G.N. sledi; Eng. sled, T. Schlitten. Jf. Slodda, Sloda, Slode. – Sledebrugda, f. opstaaende Kant paa Enden af en Slæde. Sledefar, n. Spor efter Slæder. (Meidd, Laam). Sledeføre, n. Føre til Kjørsel med Slæde. Sledegrind, f. Rammer omkring Læsset paa Slæden. Sledemeid, m. s. Meid. Sledetre, n. Nagler og Støtter i en Slæde. Sledevyrke, n. Træ til en Slæde. Vald. og fl. I Rbg. Sleevirkje.

Slegd (el. Slægd), f. en Huulning i Jorden, en lang Fordybning. Helg. Indh. Afvig. Sløgd, Guldalen, Slogd (o’), Ork. (Sv. Dial. slägd). Jf. Slage og Lægd.

Slegel (e’), el. Sligel, m. Pleiel (= Sloga, Tust). Brugt i afvig. Form: Sligjil (Sliel) Østerd., Sligjul (eller Sliul) Smaal. Buskr. (Jf. Slagvol). En anden Form er Slire, Hedemarken.

slegen (e’), part. slagen, banket; afslaaet, meiet osv., s. slaa. Ogsaa beslaaet, f. Ex. jarnslegen. Mest alm. slegjen, sleien (Fl. slegne); ellers slegen og sligen (i’), Sogn; sligjen, slien, Trondh. G.N. sleginn.

Sleggja, f. en stor Hammer, f. Ex. til at bearbeide Steen med. G.N. sleggja, Sv. slägga; Eng. sledge.

sleggja, v.n. (ar), banke stærkt, hamre dygtigt paa.

Slegt, f. Slægt, Stamme (= Ætt). Sædvanlig udtalt Slægt. G.N. slekt (dog synes Ordet at være fremmedt). Jf. Slag. – slegtast (paa): slægte paa, ligne.

sleie (sleget), s. slaa og slegen.

Sleik, m. 1) Slik, noget at slikke paa. 2) en Smigrer, Smidsker. Smaal.

sleikja, v.a. og n. (er, te), slikke, stryge med Tungen. Alm. G.N. sleikja. Ogsaa: afstryge noget med Fingrene for at optage det i Munden. Spotviis: sledske, smigre, tale søde Ord. Smeikja og sleikja, Tel. og fl. Particip sleikt.

Sleikjarpott, m. Pegefinger. Berg. Trondh. Nordl. Nogle St. Sleikjefinger. Sv. Dial. slekeputt.

sleikjast, v.n. slikke hinanden; om Dyr.

sleikjen, adj. smigrende, sødtalende. Tel.

Sleikjing, f. Slikken.

sleim, adj. slem, uheldig, fortrædelig; ogsaa: vanskelig, besværlig. Nyere Ord (?). Forholdet til det tydske schlimm er dunkelt.

Sleip, m. en glat Stok eller Træstamme til at trække noget over. Mest i Fleertal om en Rad af Stokke til Underlag i en Kjørevei. (Omtrent som Lunnar). Tel. Smaal. Solør. See ogsaa Sleipa.

sleip, adj. slibrig, glat; især om vaade eller bløde Ting, f. Ex. Fisk. (Jf. haal). Alm. (I Neutr. tildeels sleift). G.N. sleipr. – Figurl. slu, snedig, vanskelig at tviste med.

sleipa, v.n. (ar), 1) glide, falde ud af sit Leie. Smaal. – 2) kjøre Stokke paa en Slæbevei, eller paa “Sleipar” (s. Sleip). Solør.

Sleipa, f. 1) Slibrighed, vedhængende Sliim. – 2) bløde, slibrige Væxter; især i Vand. B. Stift. – 3) en Snegl. Trondh. Gbr. Nogle St. Sleip, m. og Geitsleip.

sleipast, v.n. belægges med Sliim.

Sleipmakk, m. Sliimaal, Myxine glutinosa. Trondh. Ellers kaldet Kvitaal, Piraal, Igraal, Orm.

sleipna, v.n. (ar), blive slibrig, el. slimet.

sleisk, adj. sledsk, falsk. – sleiska, v.n. sledske, smidske. Lidet brugl.

sleist, s. slitast. – sleit, s. slita.

Sleita, f. En som vil tilsnige sig noget; en Snyltegjæst. Hard. (Jf. G.N. sleita: Kneb, List).

Sleiv, f. Slev, stor Skee til at øse med.
Søndre Berg. Tel. Hall. og fl. Isl. sleif; Sv. slef.

Sleiv, m. Svømmefod; s. Sveiv.

sleiva, v.n. (ar), sluske, arbeide skjødesløst. Buskr. og fl.

slekkja, v.a. (er, te) slappe, gjøre slappere, løse lidt, f. Ex. paa et stramt Baand. Voss og fl. Andre St. slakka, af slak. – Slekkjing, f. Slappelse, Løsning.

slekkja, v.a. (2), slukke; s. sløkkja.

Slemb, m. Smæld, smækkende Lyd. S. følg.

slemba, v.n. (er, de), smække, smælde, saasom ved at slaae en Dør hastigt til. Nfj. (slembe), Nhl. (slemma). Sv. Dial. slämma. Eng. slam. Jf. slamra og Isl. slemra: hugge til. (Hos Haldorson slembast: kastes pludselig).

Slemba, f. Slatte, Tøite; om en skjødesløs eller plump og larmende Kvinde. Nfj. Sdm. Saaledes: Storeslemba, Langeslemba og fl.

Slemby (?), i Forbind. “gaa i Slemby”: gaae til Spilde, blive forødet. Smaal. Tel.

Sleng, m. (Fl. Slengjer), 1) Slæng, Kast, Slyngning. – 2) Slingring, et Fald til Siden, et Stød. – 3) ørkesløs Omdriven, Lediggang. Hertil det Mundheld: D’er stundom Slengen, og stundom Sprengen (dvs. stundom for lidet Arbeide og stundom for meget). – 4) Paafund, List, Kneb, Hall. (Sløng). – 5) Noget som kastes frem, en liden Slump eller Hob. (Jf. Attpaasleng). Ogsaa: et lidet Indskud eller Tillæg (Omkvæd) i Vers og Melodier. Hertil Ettersleng, Millomsleng. – 6) en opvoxende Yngling; s. Framsleng.

slenga, v.n. (sleng, slong, slunget), drive, slingre. Temmelig alm., men lidt forskjelligt formet. Inf. hedder ogsaa slengja; nogle St. sløngja (Præs. sløng), og i Nordre Berg. slyngja (slyngje), med Præs. slyng’e. Imperf. mest alm. slaang (slong); dog forekommer ogsaa: slang; Fl. slungo, slunge. Supin. lyder: slungje, nogle St. slaangje. (Jf. G.N. slyngva: kaste). Sv. Dial. slinga, slang (Rietz 623). – Særlig Betydning: 1) dingle, hænge løst, svæve i hængende Stilling; f. Ex. om en Hale, en Dusk, en sid Klædning osv. Det heng og sleng. Uegentlig: komme nær til et vist Maal. Det kann slenga til: det kan maaskee blive nok; det vil næsten balancere. Det slong til: det gik an paa en Maade. – 2) drive omkring uden at udrette noget, gaae ledig (omtr. som reka). – 3) drive hid og did, blive henkastet; om Ting som henligge forsømte eller uden Tilsyn. Brevi liggja og slenga paa Golvet. (Jf. reka). Ogsaa: forekomme af og til, i Blanding med noget andet. Det sleng nokot godt i Bland. Det sleng nokot Bygg i Havren osv. Jf. slyngja og slungen.

slengande, adj. slakkende, omstreifende. Koma slengande. Nogle Steder: slyngjande.

slengja, v.a. (er, de), slænge, kaste, udslynge. Temmelig alm. i denne Form; sjelden sløngja. Sv. slänga. (G.N. slöngva, slyngja). Slengja seg ned: kaste sig ned. Slengja Armarne: svinge med Armene. Slengja Kjeften: give onde Ord. (Foragteligt). – Particip slengd (nogle St. slengt); afvig. sløngd, Hall.

Slengja, f. 1) et Slags Vod til Sildefangst. B. Stift. – 2) en Lediggjænger; ogsaa en skjødesløs Person. Nedenæs og fl. – 3) en halvvoxen Pige. Smaal. Jf. Framslengja.

Slengjedag, m. en Dag da man gaar ledig, eller ikke faar arbeide.

slengjen, adj. 1) ustadig, omflakkende. Nordl. – 2) i Formen “sløngjen”: smidig, behændig. Hall.

Slengjenamn, n. Øgenavn; ogsaa et Navn som ikke har nogen rigtig Grund.

Slengjeord, n. 1) fornærmelige Ord eller Hentydninger. 2) nye Ord som ikke have nogen rigtig Grund. Tel. og fl.

Slengjing, f. Slængen, Kasten; ogsaa: Omdriven, Lediggang (= Sleng).

Slenter (Slentr), m. Odder (Lutra). Sdm. og fl. (Andre St. Oter). Slenterdrog (o’), f. Odderens Vei fra sin Hule til Vandet. Slentreskinn, n. Odderskind.

Slepp, m. det at man slipper noget, ikke holder rigtig fast.

sleppa, v.n. (slepp, slapp, sloppet), 1) slippe, blive løs eller fri; ogsaa: faae Ledighed til noget, komme til. G.N. sleppa; Sv. slippa. Imperf. Fl. sloppo, Hall. Vald.; andre St. sloppe. Supin. sloppe, nogle St. sluppe. Han lengtar etter det, at han skal sleppa. Eg slapp ikkje aat: jeg fik ikke komme nær nok. – 2) undgaae, blive sparet for. Med et Verbum i Infinitiv, for Ex. Eg slapp aa ganga: jeg behøvede ikke at gaae. (Forskjelligt fra: slapp til aa ganga). Han slepp aa syta: han behøver ikke at sørge, han er fri for Omsorg. – 3) med Objekt: blive fri for, blive kvit. No slapp eg detta: nu blev jeg da den Ting kvit. Det slapp du vel: det blev du fri for; det bliver der nok intet af. – Med Partikler. Sleppa av: undslippe, blive skaanet; blive befriet; saaledes ogsaa om at døe. Sleppa fram: faae Leilighed til at komme frem, slippe igjennem; udholde en Prøve eller Examen, for Ex. til Konfirmation. (Jf. framsloppen). Sleppa heim: faae Leilighed til at komme hjem. Saaledes ogsaa: sleppa inn, ut, burt, og fl. Sleppa til: komme til, faae Leilighed eller Lov til. Ofte med et Verbum, f. Ex. sleppa til aa ro. (Derimod “sleppa aa ro”, dvs. blive fritagen for at roe). Sleppa undan: undkomme.

sleppa, v.a. (er, te), slippe, give Slip paa, lade fare; ogsaa give Frihed eller Adgang
til noget. Alm. G.N. sleppa; Sv. släppa. Nogle St. med Imperf. slefte og Supin. sleft. Slepp meg fram: lad mig faae komme frem. Slepp honom inn: lad ham gaae ind. Han slepte det ned: han lod det falde, slap det af Haanden. Dei hadde slept ut Hesten. Sleppa aa Bø, s. Bø. Sleppa seg: gaae frit, uden at støtte sig eller holde sig til noget; om smaa Børn. – Particip slept (nogle St. sleft).

sleppen, adj. tilbøielig til at give Slip. Han er ikkje sleppen: han er paaholden, han giver intet efter. B. Stift.

Sleppetak, n. et løseligt Tag eller Greb. Han tok ikkje nokot Sleppetak: han holdt rigtig fast. B. Stift.

slepphendt, adj. svag til at holde paa noget (omtr. som sleppen).

Slepping, f. Slippen, det at slippe.

Slerkja, f. en lang Rad eller Række; ogsaa om en lang Vei. Hall.

Slet, s. Slit. sleten, s. sliten.

slett, adv. slet, aldeles, ganske. (Oftest med aabent e). Slett ikkje: aldeles ikke. G.N. slétt; Sv. slätt.

slett (ee), adj. 1) slet, jævn, flad; f. Ex. om Marker eller Veie. Alm. G.N. sléttr; Ght. sleht, Goth. slaihts. – 2) glat, fri for Knorter. Maaskee ogsaa: blottet, øde (Sv. Dial. sljett); jf. slettraka, og G.N. sléttr: fuldstændig. – 3) simpel, almindelig. Kun i Forbindelsen: rett og slett. (En anden Betydning: ond, er optaget af T. schlecht).

Slett (e’), m. et Slæng, et lidet Slag eller Stød. Hall. (s. sletta).

sletta (e’), v.n. (slett, slatt, slottet), 1) dingle, hænge løst (= slenga); f. Ex. om Klæder. B. Stift. Imperf. Fl. slotto, Hall. Jf. Sv. slinta (slant): glide. – 2) drive, fyge (som noget der er udkastet). Skoen slatt av Foten. Votten slatt av Handi osv. (Paa Sdm. tildeels Imperf. slott). – 3) slunte, drive omkring, gaae ledig. Han gjekk her og slatt ein heil Dag. Sogn og fl. Dei gingo der og slotto. Hall. Hertil “Slettebikkja”, f. en omflakkende Hund. Sdm. Jf. Slott.

sletta (e’), v.a. (er, e), slænge, kaste; ogsaa ryste af sig. Han slette det fraa seg. B. Stift. Sletta seg: kaste sig, gjøre et Kast eller Luftspring. Hall. Ogsaa v.n. gjøre et Sving med Haanden. “Han slette te ‘o”: han slog til ham, gav ham en Dask. Hall. Sletta med Handi: svinge med Haanden. Nordre Berg. G.N. sletta: stænke, slaae.

sletta (e’), v.n. (ar), falde om Slud, regne med Snee iblandt. B. Stift. Afvig. slatra, Trondh.

sletta (ee), n.a. (ar), slette, jævne, gjøre jævn eller glat. G.N. slétta. Figurlig: sletta yver (y’): besmykke en Sag, fremstille den paa gunstigste Maade: egentl. jævne paa Overfladen. Berg. Stift.

Sletta (ee), f. en Slette, en jævn el. flad Mark. Nogle St. Slett (Tel. Gbr.). G.N. slétta.

Sletta (e’), f. 1, Slud, Blanding af Regn og Snee. B. Stift og flere. I Nordl. Skletta. Ogsaa kaldet Vallesletta (Nhl.) og Halvsletta (Tel.); jf. Halvgota. Afvig. Slatr (Slatter), Trondh. Isl. slettingr; Eng. sleet. (Jf. T. Schloße: Hagelbyge). Hertil Sletteføre, n. vandfuld Snee paa Jorden. Slettekave, m. en tæt Sludbyge. Sletteveder (-veer), n. Sludveir.

Sletta (e’), f. 2, Flig, Pjalt, noget som dingler eller flagrer. Spotviis om side Klæder, f. Ex. Kjolesletta. Nhl. og flere. Ogsaa: en Dagdriver, en omflakkende Person. (Af sletta, slatt). Jf. G.N. slitti, slitri, n. Pjalt.

Slettebak (ee), m. Hval med glat Ryg, el. uden Rygfinne; Grønlandshval (Balæna Mysticetus).

Sletthyvel (y’), m. Slethøvl. (Modsat Skrubbhyvel). – sletthyvla, v.a. afglatte med Slethøvlen.

Sletting (ee), f. Jævning, Afglattelse.

Sletting (e’), f. Slængen; Lediggang.

Slettlende (ee), n. jævnt og fladt Land. G.N. sléttlendi.

slettlendt, adj. jævn, bestaaende af Sletter; om et Landskab.

slettna (ee), v.n. (ar), blive jævn eller slet; f. Ex. om en Vei.

slettraka, v.a. (ar), rage Høet ganske af. (Modsat lausraka). Hall.

slettryggjad, adj. jævn eller glat paa Ryggen. Hedder ogsaa slettbakad.

Sleva (e’), f. Staalorm, s. Slo.

sleva (e’), v.n. (ar), sagle, slippe Vædske af Munden. Nogle St. slagga og sikla.

Sleve (e’), m. Sagl, udflydende Spyt (Raake). B. Stift og fl. Nogle St. Sleva, f., Slevu, Hall., Slevju, Gbr. G.N. slefa. (Jf. Lat. saliva). Andre St. Slagg, og Sokl.

Sli, n. Sliim, sei Vædske; ogsaa sliimagtige Væxter i Vandet. B. Stift, Nordl. Gbr. Ryf. Afvig. Sly, Tel. Hall. G.N. slý; Sv. Dial. sli.

sli, adj. slem; s. slid.

Slia, f. en sliimagtig Masse, f. Ex. af Vandvæxter. (I Hall. Slye). – Sliebotn, m. blød og slibrig Grund i Vandet. Gbr. og fl.

sliast, v.n. (ast), slimes, belægges med Sliim. I Hall. slyas.

slid (sli), adj. meget begjærlig, graadig, forhippet paa noget; eller omtrent som “slem efter noget” (jf. laak, leid, stygg). Ryf. Rbg. Tel. Hall. Buskr. Smaal. “Vera sli etter Skillingen” (pengegjerrig); “sli etter Munen” (s. munaslid); “sli etter Drykken” (hengiven til Drik). G.N. slídr: slem (?); slídrlega: graadigt. Jf. Ang. slíð:
heftig; Goth. sleiþis: farlig.

Slider (Slir), n. en liden Lægte eller List, som er opslaaet paa en Væg for at støtte noget; f. Ex. under Hylderne i et Skab, eller under Bundfjelene i en Seng. Berg. Stift, Nordl. Isl. slídr (?). – Ogsaa i Formen “Slire” om Haandfanget paa en Plov. Hall. (Formen Slider er usikker).

Slidra (Slira), f. Skede, Balg, især til Knive; Knivskede. Temmelig alm. i Formen Slira (Slire); nogle St. Slir. G.N. slídr, n. slídrir, f. pl. Sv. slida. – Slidrevond (Slirevaand), m. en liden Støtte imellem Rummene i en Knivskede med dobbelt Løb. Tel. “Slidrevende” (Landst. 171) er et gammelt Dativ.

Slidskap, m. Heftighed; Graadighed; s. slid.

Sliel, s. Slegel. – slien, s. slegen.

slik (ii), adj. slig, saadan, saa beskaffen, eller saa stor. G.N. slíkr; jf. Ght. solih, Goth. svaleiks. Ofte med “ein” bagved, f. Ex. slik ein Mann, som han er. Slikt nokot: noget saadant. Slikt og dilikt: saadant og lignende. Han fekk taka slikt han vilde: saa meget s om han vilde. (B. Stift). Eg skulde havt annat slikt til: dobbelt saa meget. Han er no slik og slik: saa og saa, nogenlunde, ikke just med de bedste. Han hadde ein Ring, som skulde vera slik og slik: være saa og saa beskaffen. (Bruges naar man for Kortheds Skyld udelader den nærmere Beskrivelse). – Noget dunkel er Ordets Form i Forbindelsen “sliks Slag” (eller sliks Lag?), dvs. ligedan, i samme Tilstand, el. paa samme Maade. D’er altsaman sliks Slag: alt lige eens, lige godt. Eg prøvde ein Gong til, og det gjekk sliks Slag: ligedan som før. Berg. Stift, Nordl. Gbr. og fl.

slikja, v.n. og a. (er, te), 1) glindse, være glat og glindsende at see til Nordre Berg. Nordl. D’er so slett, at det slikjer i det. Hesten var so feit, at det slikte i Haari. Jf. Eng. sleek: glat. – 2) v.a. glatte, polere, stryge, f. Ex. Linned. Hall. Isl. slíkja. Particip slikt (langtonet).

slikjande, adj. glindsende, meget glat.

Slikjebein, n. et Been til at glatte eller stryge med. Hall. – Slikjestein, m. en fiin Steen til samme Brug.

Slikjesoleia, f. en glindsende Blomst; især om Ranunkel. Sfj.

slikka, v.a. (ar), sl ikke, labe, søde op. Jf. sleikja. – Slikk, m. en Slik, en Ubetydelighed.

slikslag, s. slik.

slikt, adv. saaledes. Baaten gjekk slikt, at det stod Fossen fyre honom. Paa Østl. hedder det sædvanlig “slik”.

Slim (ii), n. Sliim, sei Vædske. G.N. slím. Jf. Sli og Sleipa.

Slima, f. 1) Hinde eller Lag af Sliim. 2) en meget tynd Sky (= Hima, Taam).

slima, v.n. (ar), 1) hige, stunde; tøve længe paa et Sted for at vente paa noget; især om Fiskere: holde Angelsnoren længe i Søen. Nordl. – 2) snylte, snige sig ind; f. Ex. i et Gjæstebud (= snikja). Tel. (tildeels udtalt sleme). Jf. G.N. sitja slímusetr.

slimast, v.n. (est), blive slimet.

Slime-agn, n. en stor Portion Mading til at lokke Fisk med. Lof.

Slimegjest, m. Snyltegjæst. Tel. (Vinje, Mo osv.). S. slima.

Sliming, f. lang Venten osv. s. slima.

Slimsa, f. en lang Flig eller Lap; en tynd Strimmel. Berg. Nordl. (Sv. slimsa).

slimutt, adj. 1) slimet, fuld af Sliim. 2) om Luften: tyndskyet, uklar.

Slind, f. 1) Bjælke imellem Væggene i et Huus; Tværbjælke (= Bite). Hall. Gbr. Østerd. Afvig. Slinder, Ryf. (Slind’r), Ndm. (Slinn’r). – 2) en fremstaaende List paa en Væg; et fast Bræt el. Trappetrin, saasom paa Siden af en Seng. Gbr. Buskr. (Jf. Slider). – 3) Fladside, smal Flade, saasom paa tilhugne Stokke eller Bjælker. Østl. (Slinn). Sv. Dial. slind: Side, Hjørne, ogs. Stang, Bjælke.

slinda, v.a. (ar), fladhugge, tilhugge Stokke paa Siderne (= telgja). Østl.

slindfast, adj. bjælkehøi, rækkende op til Bjælkerne; om en Høbunke osv. Afvig. slindrafast, Ryf.

slindra, v.a. (ar), svække, udmagre (Jorden); om visse Væxter. Sfj. Jf. utslindrad.

slings, adj. (?), ringe, daarlig. I Forbind. “Han æ’ ikkje so slings”. Sdm.

Slinka, f. en sliimagtig Masse; bløde Klumper eller Trevler. Tel. (Vinje). Sv. slinka: Sliimvæxter.

Slintra, f. en sei Hinde i Kjød; et Stykke med stærke Trevler. Berg. Nordl.